tirsdag den 29. december 2015

Nytårsfortsætter

Har du nogle nytårsfortsætter? Det har jeg - en hel masse, som jeg har tænkt mig at gøre, når livet fortsætter efter nytår.

En af de ting, jeg vil fortsætte med, er at være en sprognørd. Jeg vil hvert evigt eneste år lede efter en hel masse steder, hvor folk har skrevet "nytårsfortsætter" i stedet for "nytårsforsætter", som det retteligen hedder. Så vil jeg gnægge i mit overskæg, - det, jeg endnu ikke har pincettet af - og forarget rette vedkommende - især hvis hun ikke ved, hvem jeg er. Folk kunne jo være ordblinde - eller noget - og dem vil jeg ikke genere.

En anden stensikker i samme kategori indfinder sig hvert år juleaften i kirken. Jeg tager lige en pause på nogle få minutter her i fromhedens og godhedens rum og tid, mens jeg GLÆDER mig til at blive bekræftet i, at folk ENDNU engang ikke aner, hvad der står i julesalmerne. I den gode julesalme "Et barn er født i Bethlehem" begynder et af versene med: Forvunden er nu al vor nød. (Ak og ve, selv min stavekontrol sætter røde streger under ordet, suk!)  Og det er lige så sikkert som amen i denne som i alle andre kirker, at denne salme synges juleaften, - OG at i hvert fald NOGLE mennesker synger "Forsvunden er nu al vor nød". Forsvunden er ikke det samme som forvunden. Forvunden betyder overvundet, - forsvunden betyder pist væk!

Kan det ikke være et fedt? Vel kan det da ikke nikke nej! Søn og jeg sad ved siden af hinanden og hyggede os gevaldigt over at "vi fik dem igen i år"! Helt uden ord! Vi så bare på hinanden, smilede bedrevidende -  og VIDSTE!

På facebook er jeg med i en del sproggrupper for rigtige nørder. Og engang imellem forvilder en sprogspasser sig ind i en af grupperne, og SKÆÆÆÆÆLDER os ud over, hvor onde vi er, når vi griner af andres - ofte ubevidst - sjove stavefejl! Og efter en del debat for og imod det oplagt forkerte i, at vi opfører os sådan i en gruppe, som er beregnet til det, ender det ofte med, at vedkommende, som har skældt os ud fra begyndelsen, med stor dramatik meddeler, at "sådan en gruppe vil han/hun ikke være med i, så nu skrider jeg". Jamen, god tur hjem da!! Sådan en tråd har sit helt eget navn, nemlig en "piktråd". Et godt, dansk ord, som enhver med bare lidt humor forstår!!! Jeg ser altid for mig en kvinde (vi er nogle finker!) med langt, mørkt og velplejet hår, der har været gennem et glattejern, knejse med nakken og slå sit lange hår tilbage med en markant bevægelse a la "because we`re worth it!!! Er der i øvrigt ikke noget mærkeligt i, at man kalder en tråd en "piktråd", hvis det mestendels er kvinder, der "pikker"?? Dette filosofiske problem må jeg hellere tage op med medlemmerne i gruppen, de vil ELSKE den slags ligegyldigheder!!! Eller kvindechauvinistiske temaer!!!

Men det kan ikke være et fedt, om der er nogen, som holder fanen - og interessen for sproget - højt, for "nogen skal jo" - og Dansk Sprognævn er ikke meget for det. De vil ikke lege sprogpoliti, nææ nej, de vil hellere lege spioner, som opsnuser nye ord og vendinger i sproget, og sørger for at de bliver inkorporeret som del af det danske sprog, blot en forkølet vestjyde er kommet til at sige snadder i stedet for sladder. Så KAN det godt hedde snadder. Jo jo - det siger de selv!!!

En sprognørd er også sådan en, som skælder ud over pendulord. Pendulord er sådan nogle, som siden Arilds tid har haft en helt bestemt mening, indtil nogle - oftest helt unge - mennesker laver om på det.

Det kendteste pendulord er vistnok "bjørnetjeneste", som ALTID har betydet en tjeneste, som viste sig at gøre mere skade end gavn, og som - i hvert fald i nogens forståelse - er blevet til en stor og god tjeneste. Men som det også nævnes i nedenstående link, så er brugen og pendulbrugen noget tricky, og nærmest kun anvendt for at illustrere, hvad pendulord er, som jeg også gør her.

Men netop ordet "bjørnetjeneste" har sin oprindelse i la Fontaines fabler, og hvis man går til kilden, hvad man altid bør gøre, når man vil undersøge noget til bunds, kan det jo nemt BEVISES, at den oprindelige brug af ordet er RIGTIG. Og når noget kan bevises, er der efter oplysningstiden ikke mere at sige til DET!!!

Et pendulord, jeg SLET ikke kan snuppe den nye betydning af,  er ordet "patetisk", som fra at have betydet "højstemt", nu nærmest betyder "ynkeligt". Men her er det oplagt, at vi har snuppet den engelske betydning, da vi jo optager flere og flere ord fra engelsk. Men hvorfor den engelske betydning skulle være mere rigtig end den oprindeligt danske, forstår jeg ikke. Ud over den generelt imponerede indstilling, vi har overfor smarte engelske ord og udtryk.

https://da.wikipedia.org/wiki/Pendulord

Jeg går ind for, at vi bør håndhæve ords oprindelse, fordi jeg går ind for, at vi gør os umage for at forstå hinanden korrekt. MEN - jeg ønsker heller ikke at være bagstræberisk, for selvfølgelig udvikler sproget sig, og selvfølgelig ændrer visse ord derfor også betydning over tid. Men vi kan vel i det mindste gøre et forsøg på at forstå sprogets logik, - dets oprindelse, dets bøjning osv - hvis altså vi ønsker at forstå hinanden.

Og at forstå hinanden - DET vil altid være mit nytårsfortsæt OG nytårsforsæt -

Godt nytår til alle I sprognørder derude!!!



tirsdag den 22. december 2015

Vi har aldrig været så rige!

Der er noget, jeg ikke forstår! Vi har aldrig været så rige, og alligevel taler vi, som om vi er på katastrofens rand. Vi har ikke råd til at tage så mange flygtninge, og HVIS vi alligevel gør det, SÅ går det ud over de ældre, børnene, børnefamilier, uddannelsesinstitutionerne, kontanthjælpen osv osv.

Er det bare noget, vi går rundt og SIGER? Hvorfor har vi ikke råd til det hele? Når vi nu aldrig har været så rige?

For dog at blive lidt klogere på, hvad der er "jeg-synes-teorier" og hvad der er fakta, har jeg kigget mig lidt rundt på nettet.

"Danmark er på vej til et overskud i størrelsesorden 150 milliarder kr i 2015. Det svarer til overskuddet sidste år, der var det største, vi har haft i fredstid.... Overskuddet svarer til næsten 8 pct. af BNP, og det bringer DK helt op i verdenstoppen sammen med Norge - Nordens svar på Qatar - og Holland. Selv Merkels bomstærke Tyskland har vi givet baghjul....Dk har haft overskud i 25 ud af de sidste 26 år. DK har netto langt over 1.000 milliarder kr til gode i udlandet, og nationalbankdirektøren svømmer som en anden Joakim von And i en pengetank på langt over 500 milliarder kr, Renten er 0, inflationen er 0, og reallønnen stiger hvert år".

"Danmarks økonomi er med andre ord en fantastisk solstrålehistorie, der burde få smilene frem hos alle politikere og økonomer. Vi er stinkende rige"!

"Men nej....Cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken mener, vi bruger alt for få penge på bl.a. investeringer. Det er et krisetegn".

"Undskyld mig, jeg tilhører en generation af økonomer, der voksede op i 60'erne, 70'erne og fattig-80'erne med store valutaunderskud i DK, stor valutagæld, talrige devalueringer af kronen, en inflation på over 10 pct. og en obligationsrente, der sneg sig over 20 pct. Se, det kunne man kalde krise! Nu står vi i den stik modsatte situation, og det er altså det modsatte af krise. Så fat det dog, bankøkonomer og politikere!"

"Tænk hvis en bank sagde til sine privatkunder, at det var et stort problem, at de tjente langt mere, end de kunne nå at bruge, og gav dem følgende opsang: "I må se at købe et nyt tv, rejse noget mere, købe flere ægte tæpper og gå i byen i stedet for at lave mad derhjemme, så I kan komme ud af jeres økonomiske krise" Det ville være det rene vrøvl, og det er det også, når det gælder summen af vores alle sammens økonomi, Danmarks økonomi".

"Man må undre sig over, hvorfor bankøkonomer og politikere har brug for at tale om en økonomisk krise, der ikke findes. Nærmere forklaring udbedes"!

Så vidt en oplysende artikel af Peter Brixtofte i Politiken.

Tune Revsgaard Nielsen (blogger i bl.a. økonomi): "For at opnå økonomisk vækst må varer og tjenesteydelser udveksles for penge. Når økonomien skranter, skal der gang i forbruget. Det giver nemlig et højere BNP, og BNP er en indikator som særligt økonomer og de fleste danske politikere ynder at måle deres succes med. Øget BNP betyder vækst, og i den politiske diskurs fremstår vækst altdominerende tydligt som målet"

Men betyder højere BNP også højere levestandard? spørger Rune Revsgaard Nielsen. Det gør det måske, hvis man som privatøkonomerne hos Danske Bank udelukkende benytter sig af nationalregnskabsstatistikken til at fastslå folkets tilstand, men givetvis ikke hvis immaterielle faktorer inkluderes.

Vi har faktisk nu nået et punkt, hvor fortsat jagt på konventionel økonomisk vækst måske kan skade mere end det ville gavne. Også hvis vi i denne forbindelse ser bort fra den katastrofale rovdrift på naturen, som det nuværende vækstparadigme har medført.For vi har "markedsgjort" menneskelige relationer og fællsesskaber,

Vi betaler for mad, vand, underholdning, transport, kommunikation, børnepasning og meget mere. Som tidligere ikke var markedsgjort. I mange tilfælde bliver dette på bekostning af menneskelige relationer og fællesskaber.

Summa summarum: Vi har ikke RÅD til at dyrke fællesskaberne. Arrangere fælles spisning, fælles køkkenhave, lave lokal børnepasning. Have et fælles værktøjsdepot for interesserede, det samme med haveredskaber og andre specielle redskaber og maskiner. Man deler. Man hjælper hinanden. Bliver del af et fællesskab. Men så forbruger vi for lidt!!!

Det er vækstparadigmets kolde kynisme. Og "tomme kalorier". Og fuldstændige absurditet.

Jeg har ikke meget forstand på nationaløkonomi, men jeg mener, at jeg er normalt begavet. Kan nogen forklare mig:

* Hvorfor bliver vi ved med at tro på dette vanvittige vækstparadigme?
* Er det fakta, hvad Peter Brixtofte skriver? Jeg vil gerne vide, hvor han evt. tager fejl!
* Hvorfor betyder flere flygtninge samtidig nedskæring på mange af de sociale ydelser, når vi har et så kolossalt overskud i Danmark?
* Hvorfor er 6 milliarder (som nu viser sig at være betydeligt mere) som SKAT er blevet snydt for, en bagatel, som vi helst ikke skal tale om?
* Hvorfor er250 millioner, som vi kommer til at bruge i merudgifter på flygtninge i 2015 en svimlende sum?

Er det ikke snarere signalpolitik, som økonomer og politikere er ude i?

* Det kan godt være, vi er rige, men vi vil beholde den standard for og til os selv
* Vi vil ikke dele vores velfærd med flygtningene. Det lyder bare ikke så pænt at sige. Så vi opfinder noge mantraer, a la
* Vi vil gerne hjælpe - i nærområderne. Så kan vi behageligt lukke øjnene for, hvordan DER ser ud, og ellers indskrænke U-landshjælpen, så vi ikke kommer til at give for meget.
* Vi kan ikke redde hele verden - dette mantra kan man ikke argumentere imod, så det er nemt!
* Vi kan ikke lide muslimer. Det kan vi heller ikke så godt sige ligeud, så vi siger, at vi frygter, der er islamister og terrorister mellem flygtningene.

Og det kan da godt være, at noget af ovenstående er sandt.

Men at komme med argumentet, at vi ikke har RÅD til flere flygtninge. Hvordan kan det være sandt???

Jeg modtager yderst gerne kommentarer og irettesættelser, hvis jeg er forkert på den. Jeg vil gerne lære mere!






lørdag den 21. november 2015

Om at forholde sig til sygdomsbeklagelser

For rigtig mange år siden fortalte min gode veninde Nannas mor mig følgende:

"Min mor beklagede og jamrede sig evig og altid over diverse sygdomme og skavanker. Det var rigtig træls altid at skulle høre på. Så nu har jeg sagt til Nanna, at hvis JEG nogensinde kommer til at gøre lige sådan, så må hun altså sige til"!

Det er som sagt rigtig mange år siden. Og der skete så det, at da Nannas mor var blevet gammel, fik hun også en hel del sygdomme og gener at døje med. Og en dag fortalte Nanna mig så, at hun havde sagt til sin mor: "Nu er det NU"! -

Nu er Nanna og jeg blevet nogle lidt mere end halvgamle piger. Og for nylig sagde Nanna så til mig: Havde jeg vidst det, jeg ved i dag - og havde jeg haft den erfaring, jeg i dag har, ville jeg have lyttet noget mere til mor, og ikke afvist hende, når hun beklagede sig over sygdom".

Det tænkte jeg en del over, også fordi jeg selv er i en situation, hvor jeg prøver på at balancere mellem at fortælle mine nærmeste, hvordan jeg har det, for hvordan skulle de ellers kunne forstå det - og så ikke at være alt for kedelig og beklagende.

Dette blev aktualiseret for mig, fordi jeg havde en debat med en god ven om netop dette. Han fortalte om en ven/bekendt, som lider af forskellige ret alvorlige sygdomme, og som fortæller om dem igen og igen. De to kan rigtig godt lide at snakke om mange forskellige ting sammen, men min ven gider ikke høre på sin  vens beklagelser igen og igen. Han mener, at vennen bør tage sig sammen og lade være at brokke sig hele tiden, og i stedet snakke om de ting, de godt kan lide sammen at snakke om. Han har også af og til fejet vennen til side og er begyndt at snakke om andre emner, men vennen vender ofte tilbage til det.

Da min ven havde gjort sin fortælling færdig, sagde jeg ikke noget. Han kiggede så på mig og sagde: "Nå, det er du ikke enig i?"

"Nej, det er jeg ikke", sagde jeg. "Hvad går der af dig, fordi du skal høre på ham adskillige gange". Du skal vel bare lytte, han skal vel bare lette sit hjerte?" Men min ven blev ved, syntes det var rigtig irriterende, og gad næsten ikke denne ven mere. Efter en del diskussion, sagde jeg, at han ikke er et stort menneske, hvis han ikke under sin ven at jamre til SIN ven. Hvortil min ven svarede, at han heller ikke mente, han var et stort menneske.

Og nu tænker jeg en del over den samtale.

* Det kan godt være, at jeg var lige lovlig barsk overfor MIN ven. Burde ikke også jeg lade ham brokke sig over SIN ven? (hvad jeg jo sådan set også gjorde og af og til har gjort....)

* Er det egentlig et venskab, de to mænd har? Eller blot et bekendtskab? Og hvori består forskellen?
Hvis man er venner, har man så ikke også "hjerte" for den anden? Forstår man så ikke pr. automatik, når den anden har behov for at læsse af, også selv om det er gang på gang? For der er vel også en gensidighed i dette - så det måske næste gang er MIN ven, der har brug for at læsse af til sin ven?
Og når man derfor irriteres over den andens evindelige brokkeri, er man så i virkeligheden ikke en ven? Eller i hvert fald ikke en god ven?

* Og videre...hvis man ikke vil stille sig til rådighed overfor et andet menneske, som har brug for det - også selv om det kan føles træls - er man så ikke et menneske, som blot bruger andre mennesker som redskaber for ens egen tilfredsstillelse? At man kan være god nok, når man opfylder den andens behov for samtaleemner, men ellers opleves som en byrde - er det ikke et goldt og kynisk forhold at have til andre mennesker?

Jeg har ransaget mig selv. For man skal vel feje for egen dør først og fremmest.

Min lille mor, som blev 90, døjede så sandelig også med mange ting på sine gamle dage. Rigtig slemme ting. Men hun beklagede sig sjældent. - Ja, hun var på mange måder et stort menneske. Og det er måske de færreste af os, som kan leve op til dette ideal. Og ve os hvis vi ikke havde nogen vi kunne snakke med så. Sikke en ensomhed.

Jeg kender et par stykker, som helt har gjort op med sig selv, at hvis de skulle blive så syge, så de ville være afhængig af andre mennesker, så vil de hellere dø. Denne holdning bryder jeg mig heller ikke om. For det er vel ikke meningen, at vi selv skal bestemme, hvornår vi skal herfra. Og er det ikke også en temmelig umenneskelig holdning at have, at man ikke vil være én, der skal hjælpes? Man vil ikke være i taknemmelighedsgæld til andre. Vil ikke skylde nogen noget.

Det kunne måske ellers være med til at bløde op på et hårdt hjerte, hvis man oplevede, at man var andre tak skyldig. Og var afhængig af andre.

Dette indlæg handler overhovedet ikke om at få hjælp til at dø, hjernedødskriteriet, eller lignende. Men udelukkende om livet, anskuet som fortalt ovenfor.

 I bund og grund mener jeg jo også, at vi må tage livet af Guds hånd - og leve det liv, han tildeler os, så godt vi nu kan - og dele det med hinanden i gode som i onde dage.  Men det er måske bare mig, der ikke forstår, at det er der altså nogle mennesker, som hverken kan eller vil, og derfor vil de selv bestemme, hvornår de vil dø. Og inden da vil de selv bestemme, hvem de "gider" bruge tid på.

torsdag den 19. november 2015

Adagio for strings

Når jeg trykker på Samuel Barbers "Adagio for strings" på YouTube, sker der noget hos mig.

Jeg kan have været stresset. Jeg kan tumle med et problem, jeg ikke kan finde ud af. Jeg kan have det så rodet, så jeg har svært ved at finde ro. Jeg kan have så meget på min "to-do-liste", så jeg bliver urolig. Jeg kan have foretaget mig noget, som jeg ikke er stolt af. Jeg kan have lovet et menneske noget, jeg ikke kan overholde. Eller mig selv.

Så sætter jeg Samuel Barber til at spille for mig. - Og straks sker der noget i mit sind.

https://www.youtube.com/watch?v=izQsgE0L450

Jeg ved ikke, hvad der sker! Jeg ved blot, at musik kan noget, som ord, samtaler, og alverdens terapier ikke formår. Og jeg ved det af egen erfaring.

De fleste mennesker ved det godt. De fleste har oplevet, hvordan musik kan skabe stemning. Og kan opløse stemning.

Nogle mennesker tror, at hvis man er nedtrykt, så skal man have opmuntrende musik! Det er helt forkert. Man skal have musik, som matcher ens sindstilstand. Man skal mættes i denne sindstilstand. Og varsomt ledes videre.

Det kan Samuel Barber. I hvert fald hos mig. Andre skal sikkert have en anden slags musik.

Man skal mødes i sin sindstilstand. Vi ved det godt.

Min salig mor havde et - for mig at se -underligt forhold til musik. Hun kunne ikke klare pianissimoer og crescendoer. Det hele skulle helst foregå på et "lige" niveau. Men som jeg voksede op, erfarede jeg, at sådan var hun på de fleste områder: De store følelser skræmte hende. Modsat min far. Og farfar.

Og i erkendelse af dette, har jeg indset, hvor meget "arv" betyder. Og naturligvis også, hvordan denne arv udvikles i sit miljø.

Min far tog mig med til koncerter i Statsskolens Aula i Esbjerg. Hvad man selv er fyldt af, og anser for at være af stor værdi, vil man gerne give videre til sine børn, ikke sandt? Her kunne jeg indføre en forsvarstale for barnedåben og hvorfor vi ikke har voksendåb. Det må blive et andet sted.

På samme måde inviterede far mig med i biografen til "Jomfruburet" - i en tysk udgave, som ikke var som den sentimentale udgave på dansk, - men som gav mig, som 12 årig, et fantastisk indtryk, som gjorde, at jeg læste biografier om Schubert, Beethoven - og derfra videre i komponisterne, som kom før - og efter - dem.

Og jeg begyndte at synge i kor. Først i skolekoret fra 3. klasse. Siden i Esbjerg Pigekor, som på dette tidspunkt var KORET for unge i Esbjerg. Senere i Musikhøjskolens kor - og så fik jeg familie og børn osv. Men min mand, som var en fantastisk sanger, ledte mig videre....

Samuel Barber! - Jeg har før skrevet om, hvad musik betyder for mig. Og hvad f. eks. en særlig korweekend har betydet for mig. Musik betyder stadig SÅ meget for mig. Det er som en meditation. Som en åbning til noget åndeligt. Som om noget/nogen beder for mig. Som en forbøn.

Jeg vil så gerne give det videre til dig! Men jeg ved ikke, om du har det på samme mådet, som jeg? Eller om du måske skal have en hel anden slags musik???

Jeg har f. eks. forsøgt at "forstå" og at "høre" jazz. Det kan jeg ikke. Jeg HAR forsøgt. Men jeg kan jo se og høre, at andre har rigtig meget glæde af det. Af denne lære drager jeg, at sådan må det også være i mange andre af livets forhold. At selv om jeg ikke kan se det eller forstår det, så kan andre mennesker have glæde og visdom og mening i andre ting, end det , jeg forstår.

Og det i sig selv er en stor erkendelse, synes jeg.

mandag den 19. oktober 2015

Ironikere for cancer.

Så er den her igen! Kraft-ugen og kraft-indsamlingen og kraft-promoveringen og kraft-tv'et og knæk-cancerkampagnen og  kraftflipperiet som mænd ikke må være med i på facebook og kraft-bekæmpelsen og lyserøde-sløjfer-salget og kendisser mod kraft og kraft-føleriet og kraftsentimentaliteten og og og.

Jeg er kraftedemig træt af denne kraftige kraftsnak! For sidste år lovede de på mit tv, at de ville knække canceren i uge 43, var det vistnok. Hvorfor skal vi så belemres med det igen i år? Vil det så sige, at de ikke fik det gjort sidste år? At de løj? Vil det sige, at det var en falsk reklame, de var ude med? Eller at de tog munden for fuld??

Sidste år blev der indsamlet godt 153 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse. Man forstår godt, at de er vilde med, at TV2 er gået med på, at en uge om året skal der sættes fokus på kræft. I nærmest alle programmer. Og det lader jo til at hjælpe! Danskerne er åbenbart vilde med at støtte gode og humanistiske sager.

Ifølge indsamlingsnævnet, er der i 2015 indsamlet (Hus- og gadeindsamlinger )til flg:

08.03. Folkekirkens Nødhjælp
12.04. Kræftens Bekæmpelse
10.05. SOS Børnebyerne
07.06. Diabetesforeningen
28.08, Landsforeningen LEV
06.09. Red Barnet
20.09. Frelsens Hær - regionalt
04.10. Dansk Røde Kors
08.11. Dansk Flygtningehjælp
Dec.   Samvirkende Menighedsplejer - regionalt
02.12. Børnenes Kontor - regionalt

Og så var der landsindsamlingen i samarbejde med DR1 i januar

Og næste år bliver listen forøget med:

Læger uden Grænser
Gigt- og Scleroseforeningen
Alzheimerforeningen
Kirkens Korshær
Hjerteforeningen

Og herudover får vi med posten tilsendt materialer og ønsker om bidrag fra forskellige andre handicaporganisationer, børneorganisationer osv.

Og det er vel GODT, at der samles penge ind til alle disse gode formål. Ja da!
Og det er vel GODT, at danskerne er så villige til at donere penge til så mange gode ting. Ja da!

Og det kan GODT være, at kræft er en sygsom, som flest mennesker dør af. Og at det derfor kan berettige til at Kræftens Bekæmpelse får så megen opmærksomhed.

Men altså - denne måde at drive PR på !!! - er det virkelig nødvendigt, at vi bliver overfodret og bildt løgne ind om, hvad der er muligt at gøre sådan lige på en uge?? Eller er jeg bare for sart? For man kunne selvfølgelig også mene, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvordan pengene kommer ind, bare de kommer ind.

Da jeg var ung gik jeg ind for, at man ikke skulle betale skat, men at man kunne donere et passende beløb, som man selv bestemte, til de ting, man syntes var vigtige. Jeg kunne godt se, at det ville give de berørte instanser grå hår, da de vanskeligt kunne lægge et budget. Men det lader jo til, at folk er mere end villige til at give til ting, de SELV synes er vigtige, og som blot skal have en lidt sentimental historie med tilhørende billede på facebook. Og man kunne jo beslutte en uge til hver af organisationerne, selvfølgelig max 52 - nøjjjj hvor pengene ville strømme ind!!!!

Eller ville de? Ville vi ikke bliver overfølsomme? Ligeglade? Og er det ikke det, vi er ved at blive med denne branding af kræftugen???





torsdag den 8. oktober 2015

Et vidnesbyrd...

Hvad kan jeg svare, når mennesker spørger mig, hvorfor jeg er kristen? Det er for mig så selvfølgeligt, så man lige så godt kunne spørge mig, hvorfor jeg trækker vejret. For hele mit liv grunder i kristendommen.

Og hvad mener jeg så med det?

Min tro og hele den verden, som følger heraf er fundamentet for mit liv. Jeg bærer det altid med mig, netop som et fundament. Som den grund, mit liv udfolder sig på. Som den jord, mit liv vil vokse, gro og blomstre op af.

Det undrer MIG, hvad andre mennesker har som fundament. For mig må der "noget" til, som er større end mig selv. Og tænk, hvis det blot skulle være mig selv, som skulle bære hele mit liv og endda selv skabe fundamentet. Så ville mit liv flagre hid og did, der ville ikke være mening og retning, og alvoren og ansvarligheden ville være relativ og noget, som jeg selv kunne/skulle beslutte, OM jeg ville leve op til.

Mit liv ville ikke have autenticitet, for den skabes ud af det ord, som jeg har hørt i kristendommen. "Noget" har rørt ved mig i en sådan grad, så hele mit liv hviler heri. Og dette "noget" er Kristus, hvad enten det er som Gud Fader, Gud Søn eller Gud Helligånd - alle tre er dele af den samme guddom, som virker på forskellige måder.

Hvad betyder det så i mit liv, udover at være fundament?

Herudaf danner jeg mine holdninger, mine meninger, mine politiske anskuelser, - herudaf forsøger jeg til stadighed at forstå mere og mere, for det tager lang lang tid, og jeg bliver aldrig færdig, og jeg kommer aldrig til at forstå det hele. Herudaf indgår jeg i relationer til andre mennesker, dannes jeg af det, som jeg hører og læser og erfarer om og via Kristus. Herudaf opdrages jeg.

Der findes ikke én rigtig holdning, én rigtig mening,én rigtig politisk anskuelse. Kristendommen fortæller dig ikke, hvad du skal gøre i enhver situation, den er ingen lovreligion. Kristendommen er ikke humanisme, har heller ikke noget med menneskerettigheder at gøre, for den har aldrig med RET at gøre. Den er ikke etik, i betydningen at du så kan pege og sige: Se, sådan her er det rigtigst. Men jeg bliver vejledt og belært af min læsning af bibelen og meget anden kristen litteratur, gennem menigheder og gennem prædikener og på mange mange andre måder.

Jeg er ALTID selv bestemmende, jeg har min fulde frihed, og jeg har det fulde ansvar for mit liv og de valg, jeg træffer. Jeg overvejer, er i tvivl, og har ikke "sandheden", men jeg kan til enhver tid bede: Om vejledning, om at jeg må gøre det rette i den givne situation, Og jeg har mange gange sagt til Gud:" Jeg kan ikke det her - jeg aner ikke mine levende råd - jeg formår ikke at..., , det her magter jeg ikke at komme igennem,  osv osv. Kære Jesus, nu lægger jeg det hele over til dig, så afventer jeg blot, hvad jeg skal gøre". Og så kan jeg hvile i den tro.

Jeg tænker tit, at jeg er et meget priviligeret menneske. Jeg har fået nogle gaver med mig ind i dette liv, og det er ikke alle, der har det. Nogle har fået større og andre gaver end jeg, men rigtig mange har ikke fået nær så meget med sig. Det giver anledning til taknemmelighed, og til at jeg betænker, at jeg må dele ud. Ikke nødvendigvis af penge eller materielle ting, men af de gaver, som JEG har at dele ud af.

Og så er det naturligvis rigtigt, at jeg skal være næstekærlig. Men dette begreb er for tiden så udvandet, fordi alle og enhver kalder deres godhedstrang for næstekærlighed, så jeg er ikke så glad for at bruge dette ord lige nu.

Jeg kunne godt skrive en hel masse om, hvad en kristen bør gøre af gode gerninger. Men jeg tør ikke rigtig skrive om det, for jeg kan ikke ret godt holde ud at lave lister over den slags. Den "rigtige" etik ville så stå og lure bag min ryg.  Jeg har derfor koncentreret mig om, hvordan jeg som menneske mener, at jeg er total afhængig af og funderet i den kristne tro. Og hvad den betyder for mig personligt.

onsdag den 7. oktober 2015

Halvkvædede viser


Hvornår bruges de?

F. eks.:
* Når et menneske ikke har fået det søgte job, og beder om en forklaring
* Når et forhold kuldsejler, og den der slår op ikke vil sige hvorfor.
* Når politikere skal sno sig uden om en prekær situation

* Når man ikke tør sige tingene lige ud
* Når man ikke vil hænges op på noget
* Når man mangler mod
* Når man ikke tåler at bære konsekvenserne af et klart udsagn
* Når en og anden er så "uforskammet" at ville have ting frem i lyset, som ikke tåler dagens lys
* Når man vil fortælle en ualmindelig tykhovedet person noget ubehageligt
* Når man ikke vil vedgå et bestemt tilhørsforhold
* Når man vil udsprede rygter.

Jeg hader halvkvædede viser!!! Virkelig meget!!! De ødelægger forholdet mellem mennesker!!! De er udtryk for fejhed, ansvarsforflygtigelse, manglende mandsmod og -hjerte, - de skaber misstemninger, misforståelser, mistro, ødelægger enhver tillid og åbenhed.

Der findes familier, hvor halvkvædede viser er mådEN at kommunikere svære ting på. Når altså man kommunikerer dem, for svære ting er som regel noget, der forties. I den tro, at det så nok forsvinder.

Jeg lærer aldrig at forstå det, og jeg VIL heller ikke forstå det, - for disse mennesker tager grundigt fejl. Hvor jeg ved det fra?? Fra en hel del mennesker, som jeg kender eller har kendt, og de ulykkelige konsekvenser, som disse halvkvædede, forblommede og mudrede måder at tale på - og denne hele livsstil - medfører.  Og fra situationer i mit eget liv.

Ved hjælp af en halvkvædet vise har man både sagt og ikke sagt noget. Man har lavet en helgardering.

De fleste mennesker, som bruger halvkvædede viser, gør det sikkert fordi de tror, at de derved undgår at såre den anden part. Og gør det for at fortælle noget på en skånsom måde. For at være hensynsfuld. De kunne ikke tage mere fejl. Hvorfor skal vi gå og gætte os frem til, hvad hinanden mener? Hvorfor den slags julelege? Nææ, sandheden er, at det er dem SELV, de vil skåne. Skåne for ikke at skulle stå til ansvar. For ikke at skulle forklare. For ikke at ville bære konsekvenserne af en ufejlbarlig mening eller holdning.

At vokse op i et sådant miljø skaber i bedste fald utryghed og i værste fald er det den rene gift. For man ved aldrig om det, der bliver sagt, også er det, der menes. Og i en atmosfære af, at man skal føle og fornemme sig til, hvad der menes BAGVED den halvkvædede vise, bliver man usikker og utryg. Og dertil får man aldrig en åben og ærlig dialog.

Jeg bliver så ked af det, når det går op for mig, at der lå en skjult mening bag det sagte. Bag det jeg forholdt mig til i tro og tillid, men som siden viste sig ikke at være sandheden - i hvert fald ikke HELE sandheden.  Og jeg bliver for fremtiden mistroisk overfor denne person, og hvor er det synd og skam. For han/hun er måske et dejligt menneske med stor viden om mange ting, som jeg måske har fælles interesser med eller synes godt om af en hel masse andre grunde.

Og bemærk venligst, hvad jeg IKKE har sagt. Jeg har IKKE sagt, at man skal være hensynsløs, hudløs i sin ærlighed, barsk og rå og uvenlig. Jeg har heller ikke sagt, at enhver hemmelighed skal krænges ud for åbne døre.

Men jeg vil så gerne slå et kæmpeslag for, at vi bliver gode til at kommunikere med hinanden på en ærlig og direkte måde. Det andet er for fejt!


søndag den 4. oktober 2015

Livet er for kort til ....




Jeg læste dette her på facebook. Der findes mange af den slags smukke sætninger, aforismer, ordsprog og citater på facebook. Og skønt det ser så rigtig og tilforladelig ud, standsede jeg alligevel op ved det. For ER det nu så sandt og ligetil?

Der er noget galt. Og jeg vil prøve at finde ud af, hvad dette "noget" er!

1. Jeg vil aldrig kunne glemme et menneske, som har stået mig nær - heller ikke selv om dette menneske ikke har behandlet mig ordentligt. Og hvis det er et menneske, som ikke har stået mig nær, er det jo overhovedet ikke værd at samle på. Hvis kassedamen i Brugsen har været uforskammet - jamen herregud! Det kan da godt være, jeg bliver pisse irriteret,  men så er den da heller ikke længere, det er glemt ret hurtigt.
Men spørgsmålet er måske heller ikke, om jeg glemmer det eller ej, men snarere om jeg lærer at leve med det, - enten sammen med dette menneske, eller på afstand af det. For skal man altid bryde med et menneske, som ikke har behandlet én ordentligt? Når jeg sådan tænker efter, så kunne jeg ende med at blive ret så ensom. Og hvis alle, som JEG ikke havde behandlet ordentligt havde brudt med mig, - uha uh skræk da -

2. Hvis et menneske ikke behandler mig ordentligt, behøver jeg så blive et offer for det? Hvis jeg påtager mig offerrollen, så er det måske fordi der er noget i denne situation, som kan være sandt? Eller - jeg vil hellere blive i forholdet end forlade ham/hende. Nu er det ikke nødvendigvis et parforhold, vi snakker om, det kan også være venskaber eller familieforhold. Skal man ikke kunne tilgive?
En dårlig behandling giver anledning til (mindst) to overvejelser: Flygt eller kæmp! Hvis et elsket menneske har slynget en sandhed i hovedet på mig på en ukærlig og direkte måde, er min første reaktion måske at flygte. Men når jeg så får tænkt nærmere over sagen, er jeg måske i stand til at "gå i mig selv" og indrømme sagen, selv om jeg ikke blev behandlet ordentligt.  
Eller tag kampen op. Hvad er der i vejen med at kæmpe for forskellige forhold, selv om de ikke er perfekte, også selv om du ikke er blevet behandlet ordentligt. Måske indser vedkommende det på længere sigt. Måske får du en undskyldning. Måske lærer hun noget af det. Måske får du så meget andet i forholdet, at det er værd at kæmpe for - også selv om du må sluge en "dårlig behandling" af og til.

3. Et menneske, som ikke behandler mig ordentligt, har (mindst) et problem. Men det er jo HANS/HENDES problem! Behøver det at være mit? Javel, det er MIG, som ikke er blevet behandlet ordentligt, men hvis jeg kan se, at JEG har opført mig ordentligt og menneskeligt anstændigt, så er der vel ikke nogen som helst grund til, at jeg skulle tage krænkelsen på mig? Den bør blot børstes af! 

4. Et menneske, som ikke behandler mig ordentligt, skal have det at vide. Uanset om vedkommende kan indse det eller ej. Uanset om det ændrer noget. For jeg går stærkt ind for, at man ikke leger gættelege og diverse julelege med hinanden, men at man tilstræber en klar kommunikation. Og hvis man er blevet krænket, såret, skuffet - så er det bedst at få det sagt, for ellers vil der være en brod, som nager og borer sig ind i sjælen. Der er altid nogen, som mener, at det bliver det kun værre af, og det er med at glemme det hele så hurtigt som muligt. Det er ikke min erfaring. Det skaber knuder, mavesår, indestængthed, skilsmisser osv osv.

5. Man kan komme i tvivl. Er den situation her et udtryk for, at jeg ikke bliver behandlet ordentligt? Eller er det bare mig, der er for nærtagende? Er der noget, der er objektivt i sådan en sag? Hvis man føler sig krænket og ikke respekteret, så er det vel sådan, det er. Men det kan også være, at der er tale om forskellighed i holdninger, og så er spørgsmålet: Kan jeg leve med det? Og hvis ja, hvordan så? 

6. Man kan vel godt fortryde noget i sit liv? Er det ikke blot en konstatering af, at man er kommet i besiddelse af en indsigt, man ikke tidligere havde? At jeg i dag er et mere modent menneske, end jeg var i går? Jeg fortryder f. eks. sårende ord, jeg har sagt - også selv om det føltes rigtigt i øjeblikket. Det at kunne give en undskyldning er netop et udtryk for, at man har fortrudt, at man beder om forladelse.

7. Det siges, at man ikke skal/kan lave andre mennesker om. Hvad er det for noget pjat? Vi er da hinandens "feed-back-ere", og hvis et andet menneske er i den grad forkert på den, så må jeg da prøve at gå i rette med det - og jeg bliver ved, til det er forstået. Åh ja, vi lever i en relativistisk tid, hvor intet er rigtigt eller forkert, godt eller ondt. Men den køber jeg ikke! Og når jeg har givet udtryk for min holdning, må "krænkeren" jo selv om, hvorvidt han/hun vil tage det til sig eller ej. 

Jeg har skrevet ovenstående i meget forblommede vendinger, fordi enhver må tænke sine egne situationer ind i denne tekst. Men hvis det er blevet for abstrakt, så tænk på en situation, hvor en anden har sagt noget meget sårende til dig. Hvordan reagerer du så?? Jeg kender mennesker, som straks bryder med vedkommende uden videre. Og jeg kender mennesker, som selv om de er blevet såret et utal af gange alligevel vælger at blive i forholdet. For jeg siger jo ikke, at man skal blive i alle forhold for enhver pris. Slet ikke.

Men der sidder en lille engel på min skulder og hvisker mig i øret: Du skal elske din fjende! Og det er MIG, det bliver sagt til. Ikke en general i en fjern krig. Og ikke nødvendigvis en Fjende med stort F. Nej, det kan sagtens være "den lille fjende" i dagligdagen. Vi ved hver især godt, hvornår og hvem i vort eget liv!! 




fredag den 2. oktober 2015

Morvittigheder

Er der noget, mine (voksne) børn kan blive enige om, så er det at kalde mine mere eller mindre hjemmestrikkede vittigheder for MORVITTIGHEDER. Når jeg har fyret en af mine gode, skarpe og kvikke vittigheder af, kigger de på hinanden, himler, ryster på hovedet og udbryder MORVITTIGHED, efterfulgt af et tsk tsk!

"De har ingen humor", konkluderede jeg, selv om jeg ind imellem blev lidt småstødt. Indtil jeg en dag hørte dem sige: TYPISK FARVITTIGHED! Armen, det er da sjældent, jeg har følt mig så solidarisk med min stakkels eksmand. Og JEG synes jo, hans vittighed var både elegant og sjov!! En veninde sagde til mig for mange år siden (det var mens jeg stadig var gift med "farvittigheden"): "Ingrid, du er en rigtig god kone, du griner altid af din mands vittigheder".

Storm P har denne her: "Jeg indrømmer gerne, at jeg stadig synes, at HØNSEFØDDER OG GULERØDDER OG HALSEN AF EN SVANE, er en morsom lille ting! - Sådan en ville mine børn aldrig nogensinde grine af, og de ville formelig synes, jeg er PINLIG, hvis jeg fyrede den af. Eller en af dem - sikkert den yngste - ville begynde at analysere mig og finde ud af, at jeg led af posttraumatisk inhumoristisk selvfedme.  Eller noget! Min ældste ville tage mig i forsvar med henvisning til min høje alder, min uhumoristiske omgangskreds og min læsning af for megen Kierkegaard. (Jeg nænner ikke at sige, at HAN i høj grad havde humor - endda en temmelig barsk én af slagsen).  Min mellemste ville også tage mig i forsvar, men kun ganske kort -  og ellers spørge, hvad vi skulle have at spise eller om der var nogen, der ville med op i byen.

Børn er onde! Og uhumoristiske! Og nu har jeg også fundet ud af, at det ikke kun er MIG, der er udsat for det. Tænk, min kære, søde (og humoristiske) ven måtte for nylig finde sig i, at hans datter kaldte også HANS vittigheder for farvittigheder. Hvad hun har LIDT ret i, efter min kvalificerede mening!!! Men jeg er bare meget bedre til at bære over.

Min yndlingsvittighed er stadig denne her, fra da jeg var i 20'erne: "Hvad forskel er der på en and"? Og svaret: "Den går hverken med slips". Den kan nemlig det, en vittighed skal kunne. Være overraskende, vanvittig, bizar. - Det var den i hvert fald, da jeg hørte den første gang. Men-æh, indrømmet, hvis ungerne har hørt den 376 gange, så er det nok en anelse forståeligt, at de ikke længere synes, den er SÅ sjov!

En anden af mine yndlings er fra Radiserne, som jeg generelt er/var ret vild med. Ikke tegnefilmene, men striberne!
Tomas sidder med sin sutteklud og ser fjernsyn - og sukker
Trine kommer ind: "Hold op med det dumme sukkeri"!
Tomas: "Det er bibelsk at sukke"!
Trine: "HVA' er'et"?
Tomas: "Deslige kommer og ånden vor skrøbelighed til hjælp, thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede som sig bør. Men ånden selv træder frem for os med uudsigelige sukke. Paulus til de romere 8,26
Trine: ??? "Jeg ve' ik'!! Enten skal jeg banke ham, eller også skal jeg begynde i søndagsskole igen"!!

Og denne replik rummer en stor, stor menneskelig sandhed - skønt morsom! For det er nemlig OGSÅ en ting, gode vittigheder kan. Af en uskyldig og banal "lille ting" skabe en hverdagsfilosofisk eftertanke!!

Tag den unger - og andre uden humor!!! :) Dem, jeg elsker, ønsker jeg et gran af vanvid, thi det gør hjertet let

lørdag den 26. september 2015

Sund sanselighed

For mange år siden læste jeg en bog, der hedder "Sund Fornøjelse", skrevet af Ornstein og Sobel, som er læge- og psykologiforfattere. Den handler om sanselighed - og jeg læste den, fordi jeg var i gang med at skabe et Snoezelhus (sansehus) i forbindelse med "min" institution.

Fra bogen: En violinkoncert af Mozart har den samme beroligende effekt på en opereret patient, som en intravenøs dosis på 2,5 mg valium - synet af en guldfisk i et akvarium beroliger nervøse patienter før en indlæggelse - bestemte duftstoffer udløser adrenalin, der stimulerer vores aktivitets- og energiniveau - masssage dæmper galoperende blodtryk og regulerer de indre organers funktioner - vi bliver venligere til sinds af at se på grønt, vajende græs end at stirre ud på en grå baggårdsmur.

Alt sådan noget vidste jeg jo godt, skønt ovenstående er hentet fra hospitalsverdenen. Jeg arbejdede med handicappede børn, og havde gjort samme erfaringer. Og at arbejde med sanserne blev en dejlig og livgivende oplevelse for os alle.

Når man siger "sanselighed", er der mange, som straks får associationer i retning af vuggende hofter, ulmende erotiske gløder og slørede øjne, der gør os bløde i knæene. Nogle vil også mene, at disse salige fornemmelser da hører ungdommen til, eller er forbeholdt de rige og smukke.

Intet kan være mere forkert. At være sanselig er at være "sine sanser lig", d.v.s. være opmærksom, nærværende, registrerende og nydende til stede i sit eget liv. Det er den følelse, der opstår i et menneske, når livets blomst, fra at være en botanisk mulighed, udfolder al sin duft og skønhed i blomstrende livsappetit. Vore sanser er forbindelseskanaler til livet. Gennem dem kan vi holde os levende, aktive og tilfredse. Og vi skal hele livet huske ordene "use it or lose it"! For hvis vi ikke bruger dem, bliver vi til små, indtørrede mennesker, som visner mere og mere hen.

Jeg skal undlade at komme ind på, HVORFOR og HVORDAN det fungerer. Det er noget med "budbringermolekyler", transmitterstoffer m.m. som aktiveres, når sanserne stimuleres. Men enhver, der elsker at høre Beethovens violinromance i F-dur, lyden af sivenes raslen i vinden eller havets brusen, drikke en god Montgras Quatro, og spise en veltillavet oksemørbrad, ved, hvad jeg taler om.

Det er ren salighed og nydelse. Men det handler også om liv og død. For tidligt fødte børn tager dobbelt så hurtigt på i vægt, hvis de jævnligt berøres af en varm og blød menneskehånd, jordskælvsramte, der ligger begravet under tonstunge murbrokker, kæmper mere for livet, hvis de holdes i hånden af redningsmandskabet, mens udgravningsarbejdet foregår. Og vi andre elsker at blive nulret og masseret i nakken og under fødderne. men mange har levet foruden disse nærhedens gaver så længe, at de har glemt, hvor godt det er, og hvor meget de savner det.

Nogle mennesker anskaffer sig kæledyr som en slags kompensation, og pålidelige kilder påstår, at Danmarks samlede bestand af heste, kanariefugle, hamstere, marsvin, skildpadder, hunde, katte osv. betyder milliarder sparet i sundhedsvæsenet. Måske skulle man til at udstede kæledyr på recept!! (Bortset fra, at det kræver stort ansvar at have et kæledyr!!!)

Selve ordet "sans" kommer fra det indoeuropæiske "sent", som betyder "at styre hen imod" eller "bevæge". At sanse er altså at styre hen imod bevægende oplevelser - en vigtig pointe i forståelsen af sanseoplevelsernes kolossale betydning. Der ligger ikke bare skønne oplevelser gemt i god sanselighed, men det er også en af vore vigtigste kilder til energi, kraft og sundhed.

Spring ud i det!!!


tirsdag den 22. september 2015

Flygtningekrisen? - Jeg mener ikke noget!!!

Er jeg en ignorant, en verdensfjern og ufølsom borger i et globaliseret samfund, hvis jeg nu giver mig til at skrive om noget andet end flygtningekrisen? Der er flere grunde til, at jeg IKKE vil skrive om flygtningekrisen. Først og fremmest den, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal mene om den. Jeg hører, læser og følger med, så godt jeg kan. Men hver gang jeg tror, at "nu har jeg det" - så kommer der nye oplysninger og forplumrer min hårdt tilkæmpede "mening" - så-e - jeg venter og ser, hvad der sker.

En anden grund er, at jeg synes, der er ret så mange mennesker, som har mere forstand på den end jeg, der udtaler sig og skriver om den. Så hvis jeg også vil ytre mig om den, kan det kun være for at være med på beat'et. Endskønt der er ret så mange mennesker, for hvem dette ikke er et kriterium, der afholder dem fra at mene noget.

Så har jeg også tænkt, at jeg i min pensioniststatus vel må have oppebåret visse privilegier, såsom ikke at mene noget om et eller andet. Skønt det er en temmelig mærkelig følelse - som at befinde sig i ingenmandsland. Men faktisk er det en ret befriende ting, sådan at træde nogle skridt tilbage og se ud over landet - eller verdensdelen, og se, hvordan mennesker flytter sig.

For det er ikke kun flygtningestrømmen, der flytter sig. Det er også menneskers holdninger. Danskernes. Hvad de mente lige for lidt siden, mener de ikke i dag - for der har været nogle billeder, som "man skulle være et ufølsomt bæst for ikke at blive rørt af"! Og en indsamling, som viste danskernes gode offervilje. Og selv dem, som for 14 dage siden mente, at "vi kan ikke redde hele verden", mener i dag, at "vi bliver nødt til også at tage vores part".

Nu har jeg jo så heldigvis sagt, at jeg ikke vil skrive om flygtningekrisen, så man skal ikke beskylde mig for at mene noget om den. Næh nej, - det, jeg mener noget om, er, hvordan danskerne gebærder sig i denne "krise". For hvor er der dog mange beskyldninger og klichéer, som flyver én om ørerne.

Eksempler:
* Vi kan ikke redde hele verden
* Hvorfor er det pludselig tilladt at på en motorvej?
* Jeg kunne have 6 syrere i min bil, så jeg skyndte mig til Rødby
* Jeg ville give dem vand, men de kastede de fulde flasker væk
* Skal jeg rydde et værelse ovenpå, der kan vist godt bo en familie med far, mor og 3 børn?
* Kolding kommune har indlejet flygtninge på firestjernede hoteller
* Hele hans familie er dræbt, forældre, hustru og børn - nu har han blot en fætter i Sverige
* De har alle sammen sjovt nok familier i Sverige
* Vi vil ikke have dem her i Danmark, men vi bliver sure, når de heller ikke vil være her.
* De er utaknemmelige
* Grænsekontrol
* De stakkels, stakkels mennesker
* De har mobiltelefoner, så de er ikke fattige
* Det er de rige, der kommer herop, de fattige har ikke råd
* Nærområderne

Det ser ud, som om danskernes velvilje er stor i disse dage. Og vi røres og føler med. For vi er et ordentligt folkefærd. Lige indtil der sker noget andet. Blot ét menneskes fejltrin eller "terror", så vender stemningen. For det er ikke mere end nogle få måneder siden, at "Danmark var udsat for terror", og hvor politi, PET, religiøse ledere og diverse hjælpeorganisationer gjorde ALT, hvad de kunne, for at identificere og holde eventuelle terrorister ude. Og det VAR en helt igennem ulykkelig situation. Men det var ét menneske, der stod bag - selv om der så også var en baggrundsgruppe.

Men hvis ét menneske i morgen begår en terrorlignende handling - er det så slut med velviljen?
Søren Kierkegaard kunne ikke fordrage alt, der havde med "massserne" at gøre. Og jeg har lært noget væsentligt af ham. Masser består af enkeltindivider, og enkeltindivider er ansvarlige, - det er masser ikke - slet ikke en opportunistisk stemningsfyldt en af slagsen.

Og den kan vende, lige så hurtigt som "sort sol" over marsken!!!

søndag den 30. august 2015

Septembertanker

Jeg får med jævne mellemrum en stak Storm-P-sider af en veninde. Det er fra en kalender, og hun gemmer dem til mig, i håb om at jeg kan finde på at udbrede mig om dette eller hint i et blogindlæg.

Og nu har jeg siddet og grundet over denne: En gammel mand sidder på en bænk i parken, og ser på et blad, der falder ned fra træet: "Nå, nu kan du ikke mere - Ja, ja - enhver har sin tid.

Det er lige om lidt september! Hvor blev sommeren af? Dybt i mig har jeg en følelse af, at jeg er gået glip af den. Men den har heller ikke budt på så mange sommeragtige dage, som jeg er blevet vant til fra de seneste år. Og dog - jeg er jo blevet godt brun, har da ligget i haven og læst "Tankens magt" og huskede imens at nyde det i fulde drag: Den varme solskin tilført små briser af let vind på mine nøgne ben, min egen solsort, som er næsten tam og boltrer sig på min græsplæne i håb om at finde lidt småkryb, Duften af mine dejlige, hvide floks, taknemmeligheden over, at denne plet her på jorden har jeg fået lov til at kalde min.

Jeg er et septemberbarn. Jeg har lige om lidt fødselsdag. Så jeg er født i sensommeren, og lever nu med mine snart 66 år i mit livs sensommer. Og ind imellem funderer jeg over det liv, jeg har haft. Jeg husker stunder, hvor jeg sad ved mit skrivebord - der har jeg altid "boet" - og skrev ting - det har jeg også altid gjort. Og jeg husker mange mange gange, hvor jeg har haft en dyb og intens oplevelse af, at NU - det er NU, at livet er på sit højeste. Jeg har følt en glæde og en tilfredshed, så jeg har tænkt: Hvis jeg dør nu, så gør det ikke noget. For følelsen af intensitet har jeg oplevet, og derfor har jeg LEVET!

Men jeg døde ikke! Og livet har også budt på mange, - rigtig mange - svære ting. Der har været tider, hvor jeg troede, at dette her, det kunne jeg ikke klare. Så var der stor brug for, at jeg tog min gave frem - den gave, som jeg fik med mig fra Gud, evnen til at bede, til at lægge alt det, jeg ikke kunne klare, ikke kunne overse, ikke anede mine levende råd med, over til Gud. Jeg har altid vidst, at jeg ikke var alene. Og at jeg er elsket af Gud. MED fejl og mangler og uformåenhed. Jeg vil sådan håbe, at jeg har givet dette videre til mine børn.

Har Gud grebet ind i mit liv? Sikke et forkert spørgsmål at stille. For han har været med mig hele vejen igennem. Men nogle gange er jeg blevet spurgt, hvor jeg direkte har kunnet se, at Gud greb ind. Åh ja, - Gud griber jo ind via andre mennesker, han bruger jo mennesker i sit virke, hvad skulle han ellers? Jeg har mange gange - rigtig mange gange - stået i en situation, hvor jeg ikke havde penge nok, og ikke anede, hvordan jeg skulle komme igennem næste måneds udgifter, eller hvordan jeg skulle klare en eller anden større udgift. Der har ALTID vist sig en udvej. Altid. Nogle gange på de mest besynderlige måder. Og det er blot ET eksempel.

Jeg har vist nævnt det før, men det gør ikke noget, at jeg gentager det. Der findes et kinesisk ordsprog, som siger:

Indtil vi er 20 lærer vi
Fra vi er 20 til 40 kæmper vi
Fra vi er 40 til 60 erhverver vi visdom

Jeg har tit tænkt på, hvad vi gør efter de 60?
Vi lærer stadig - men er blevet meget selektive, for noget er vigtigere end noget andet
Vi kæmper stadig, men ikke for alt - og med helt andre midler
Vi erhverver stadig visdom, men feltet af, hvad vi anser for visdom, indsnævres voldsomt.

Kan der konkluderes på det? Ja, det kan der, i hvert fald her fra mit skrivebord. Der er færre ting, som er væsentlige. Til gengæld er de ting, som er væsentlige, helt og aldeles uundværlige. De to første bud: Elsk Gud og elsk næsten. Og som det lyder i dagens tekst om Den Barmhjertige Samaritaner: Hvem er da den mands næste som faldt blandt røvere.

Jeg bliver nødt til at blive rigtig gammel, for ellers har jeg ikke tid nok til at lære det!!

mandag den 24. august 2015

Et skide problem!!!

Dette blogindlæg, som jeg længe har haft lyst til at skrive, handler om en bagatel. Om noget, som det næsten virker provokerende at skrive om i dagens Danmark, hvor vi jo nærmest vælter i problemer, der er VIRKELIG alvorlige, f. eks. Flygtningeproblematikken (iflg. Kr. Dagblad - bl.a. ),  EU-forbeholdene (iflg. Lars Løkke), industrispionage (siger Brian Mikkelsen), indendørs luftforurening (iflg. Bjørn Lomborg), udkantsdanmark kontra metropoliticismen, (siger jeg) ungdomsarbejdsløsheden (iflg. Politiken), økonomien (iflg. murermester Larsen).

Okkeja, sådan kunne jeg blive ved.

Nej, mit problem er slet ikke i den størrelsesorden. For det handler om toiletpapir. Nærmere bestemt: Den slags toiletpapir, man støder på, når man skal forrette sin nødtørft "i byen". Og nu kan jeg mærke, hvordan jeg allerede ved disse indledende bemærkninger får adrenalinen til at stige!!

Det er disse hersens store ruller, som er godt gemt inde i en beholder. Og det er HER, problemet ligger. For uanset hvornår og hvor henne jeg er ude for disse tingester, så har enden på toiletpapirsrullen gemt sig oppe i beholderen eller  kalechen eller hvad sådan en nu hedder. Og hvad gør man så, når man skal hive noget af?

Jeg har prøvet virkelig mange teknikker, f. eks.
* Stukket hånden op for at finde "enden"
* Rullet toiletrullen rundt, i håb om, at enden ville falde ned, så jeg kunne komme til at rive noget af.
* Kradset med neglene, så jeg i det mindste kunne lave en ny ende

Og for at gøre det hele endnu mere interessant, så sidder bemeldte rulle ofte, så man er nødt til at rejse sig fra toiletsædet, for at komme til at rive noget papir af. Med det resultat...ja, gæt selv!!!

Allerbedst, som jeg tror, at NU har jeg fat i en ende, viser det sig, at det vil den sandelig ikke være med til, eller den er ikke sådan lige til at få rullet ud, eller den er for stram, - Og jeg kan jo tydeligt se, at ALLE andre før mig har haft det samme problem, for der ligger adskillige stumper og enkeltstykker papir på gulvet.

HVIS det endelig lykkes mig at få enden rullet ud, så jeg kan komme til at rykke noget af, så er jeg nogle gange fristet til at være så OND, så jeg rykker papiret af, så den næste heldigvis også skal døje med at finde enden, for så sidder den oppe under "kalechen". Nå, som regel er jeg et venligt menneske, og beslutter at rykke en god ende ned, efter at jeg selv har rykket det af, jeg skal bruge, så den næste blot skal hive i papiret.

Jeg synes, der burde være en lov, som foreskriver, at man skal behandle ens toiletmedmennesker lige som man gerne selv vil behandles. Og man skulle kunne få en bøde, hvis man ikke gør det. Det kræver nok, at man indfører toiletovervågning, men hvordan er det, man siger: Hvis du ikke har noget at skjule, skulle det vel heller ikke gøre noget!!!

I disse tider kan man jo ikke have tissekoner siddende alle vegne, vel? Eller måske skulle vi bruge nogle af kontanthjælpsm... nej, puhha, jeg var lige ved at skrive noget fy!!!

Er det bare mig? Nåe nej, det HAR jeg jo konstateret, at det ikke er. Men er der mon en metode, jeg ikke kender til? Så er jeg så hjertelig glad modtager af oplysning om denne :)

søndag den 9. august 2015

Mennesker i mit liv 28 - Sara

Hun var et helt særligt menneske, som jeg lærte meget af, og kom til at holde af. Hun var så helt, helt forskellig fra, hvad jeg hidtil havde kendt til - i sin personlighed, sine holdninger til livet, sin tro - og hvordan hun så på det at være leder. For hun var min leder i nogle år, da jeg lige var blevet uddannet.

Hun havde været pioner på sit felt, havde trodset den tids politikere med sin vilje og viden, og var i det hele taget årsag til, at denne institution overhovedet eksisterede.  Men nu var hun ved at nærme sig pensionsalderen, og hun var også ved at være træt af at arbejde. Jeg var hendes souschef, så også derfor kom vi tæt på hinanden. Og så havde hun i disse år en sygdom, som holdt hende hjemme i sengen i ret stort omfang. Derfor lagde jeg tit min vej forbi hendes hjem, når min arbejdsdag var færdig. Hun skulle underskrive bilag, og vi drøftede forskellige problemstillinger.

Og så fortalte hun. Om sit liv. Sit ægteskab. Kærligheden. Sine børn. Sine forældre. Sin tro. Især det sidste fandt jeg yderst interessant, for hun var spiritist, og troede derfor bl.a. på reinkarnation, som jeg som kristen - og en temmelig dogmatisk af slagsen - jo slet ikke kunne gå ind for. Men vi diskuterede egentlig ikke særlig meget, jeg var mere interesseret i at lytte og lære. Langt senere var jeg bl.a. med til et af hendes børnebørns spiritistiske konfirmation, hvor konfirmanden bl.a. via et medie fik kontakt til sin skytsånd, og fik navnet på denne skytsånd at vide.

Lad mig kalde hende Sara her. Hun var som sagt et sjældent spændende menneske for en ung, nyuddannet pædagog som jeg. Men hun havde altså også nogle sider, som jeg havde svært ved at forlige mig med. Dog er det mest de humoristiske og dejlige situationer, jeg - heldigvis - husker. Og jeg vil fortælle om et par af dem her.

Vi skulle have besøg af nogle mennesker fra socialstyrelsen, som institutionen dengang hørte under, idet vi var en børnehave under Åndssvageforsorgen. Det var en slags tilsyn og derfor kom der både embedsfolk og politikere. Vi var ikke helt klar over, hvad tid de ville komme, blot at det var denne dag. Der skete imidlertid det, at der samme dag kl. 10.00 skulle komme en tandplejer, som skulle fluorskylle vore børns mund. Sara så nogle mennesker træde ind i fællesrummet, og råbte fra den anden ende af lokalet: "Vore børn kan altså ikke spytte"! Stor forbavselse spredte sig blandt gæsterne, som nok har tænkt, at hun var "en af klienterne"! For Sara havde troet, det var tandplejeren, - men det var altså socialstyrelsens folk, der kom. Flovhed - som heldigvis endte med store grin, da misforståelsen blev opklaret.

En dag sad Sara og jeg inde på kontoret og snakkede og røg - det gjorde man altså dengang!! Pludselig kigger Sara ud af vinduet, og ,udbryder: "Gud, der kommer revisionen! Skynd dig at gå rundt og saml alle de penge ind, du kan,  blandt personalet". Der var ikke tid til yderligere forklaringer, men jeg vidste, at Sara ikke gik så meget op i, om hun brugte at sine egne eller institutionens penge, sådan i månedens løb, for når vores kontordame kom, kunne hun jo altid finde ud af, hvad der skulle være i kassen, og så udlignede Sara en evt. mango eller overskud af egne midler. Ergo gik jeg rundt og samlede nogle hundrede kroner ind. Efter gennemgang af regnskab m.v. spurgte revisoren Sara: "Nå, hvor mange penge er der i kassebeholdningen". "Giv et bud", svarede Sara, for hun vidste jo ærlig talt ikke, hvor mange der BURDE være. Han kiggede noget måbende på hende, men sagde så, hvad der skulle være. Så talte han kassebeholdningen sammen, og det viste sig, at der manglede ganske få kroner. "Nå ja", sagde Sara, "Jeg har lige været ude at handle, og har ikke lagt byttepengene tilbage endnu". Da revisoren var gået, gik jeg så rundt og delte penge ud til de respektive personaler, som havde "bidraget".

Ak ja, det var dengang, og dengang kunne sådan noget godt lade sig gøre. Der var jo ingen, der snød, og Sara var et gennemhæderligt menneske, så der kom altid det i kassen, som der skulle ligge, og hun har også brugt af egne midler til institutionen, ved jeg. Men jeg forstod bare ikke, at hun turde!

Sara var som sagt af og til syg, og hun gik også ind for diverse alternative metoder. Engang var hun på en kur, som bestod af noget pulver, der skulle i kogt vand, og heraf skulle hun drikke en slurk ca hver halve time hele dagen, så hun havde naturligvis sine flasker med på arbejde. Men da hun ikke lige kunne finde andre flasker, brugte hun snapseflasker. De stod så nede på gulvet ved hendes plads på kontoret. Og naturligvis kom vores pædagogiske konsulent en af disse dage. Han må have bemærket disse flasker, for han spurgte diskret: "Sig mig, har Sara et alkoholproblem"? Jeg så jo noget uforstående på ham, indtil sammenhængen gik op for mig, og så skrupgrinede jeg, og forklarede ham sammenhængen.

Jeg har ikke haft kontakt med Sara i mange år, og hun er sandsynligvis også død nu. Men flere af mine kolleger fra dengang er jeg stadig veninde med. For det var en dejlig dejlig tid, vi havde frihed til at prøve mange spændende pædagogiske ting, som vi havde lært. Alt kunne lade sig gøre - og vi brændte for dette arbejde, og udviklede en - til tider temmelig sort - humor.

Der er især én ting, jeg husker Sara for: Hun mente, at disse åndssvage børn, som de dengang kaldtes, var store og viise ånder, som havde valgt at reinkarnere som dybt åndssvage FOR AT SKABE KÆRLIGHED!  For den eneste måde, man kan forholde sig til dem på, er i kærlighed, sagde hun. Og DET har jeg aldrig glemt!

fredag den 17. juli 2015

Jeg blev bortført af aliens - intermezzo.

For et stykke tid siden begyndte jeg at skrive på en historie om min egen bortførelse af aliens. Der var flere grunde til, at jeg ville skrive om det.

* Jeg havde haft diskussioner om disse bortførelser med flere mennesker.
* Er det sandt, at nogle mennesker bliver bortført, eller er det folks fantasi, sensationslyst og håb om, at "der er intelligente væsener derude", der løber af med dem?
* Hvor meget er folk villige til at tro på, hvis man iklæder historien et troværdigt skær?

Jeg er ret godt inde i diverse såkaldt alternative områder. Min fantasi fejler heller ikke noget. Så skulle jeg ikke kunne skabe en historie om, at jeg blev bortført af aliens? Ergo gik jeg i gang. Det var sjovt, interessant og udfordrede mig på flere måder. Men så havde jeg nogle samtaler og nogle oplevelser med mennesker, som fik mig til at holde inde. For det viste sig, at jeg måske var lidt for god til at skrive om det, så der var mennesker, som jeg kunne forføre med mine skriblerier.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro om det, når nogle mennesker hævder, at de er blevet bortført. Jeg er nok mest tilbøjelig til at tro, at det er noget, de af ukendte årsager bilder sig selv og/eller andre ind. Men jeg VED det ikke.

Selv føler jeg mig temmelig forankret i den kristne tro, så jeg fik faktisk skrupler over at lade som om det, jeg skrev, var sandt. Men jeg ved, at der er mennesker, som har hygget sig med - og moret sig over mine skriverier. Og jeg håber ikke, at jeg har gjort noget eller nogen ondt med det.

Men nu er det på tide, at jeg bekender kulør: Jeg er IKKE blevet bortført af aliens! Men min blog er jo altså en provoblog, og jeg kan altså finde på at provokere med forskellige ting. Det kan godt være, at jeg fortsætter min historie om "min bortførelse", det må tiden vise. Det kan også være, at det må være nok med det, jeg har skrevet.

Men nu ved du i hvert fald, hvordan det forholder sig med historien!

onsdag den 3. juni 2015

Jeg blev bortført af aliens 5

Jeg følte et stød i hjertet, for nu havde jeg lige fattet så stor tillid til Athor, og så hørte jeg, at det var ham og hans medarbejdere, som var skyld i min farmors tumor, som medførte sindsyge. Athor smilede: Jeg forstår godt din sorg, men din farmor havde selv valgt at ofre sig for at vi kunne forske videre i, hvordan jeres hjerner fungerer. Hvordan det?  spurgte jeg. Hun var et højt udviklet menneske, som havde kontakt med os i sine såkaldt sindsyge perioder. Dengang var vi nødt til at sløre kontakten med denne sygdom.

Jeg har altid troet, at hun var et temmelig enkelt menneske, hvis jeg må udtrykke det sådan, sagde jeg. Og hun døde i 1921, så mange år er det da heller ikke siden. Vidste I ikke mere dengang? spurgte jeg. Det er ikke altid til at se eller mærke på et menneske, hvor meget og hvad det indeholder, sagde han. Jo, vi vidste godt, hvad der ville ske med hende, og det vidste hun også godt selv, men hun accepterede det, som jeg sagde før, for hun forstod formålet med vores forskning.

Her fulgte en længere snak, hvor jeg undrende nærmest anklagede Athor for, hvad de havde gjort. Hun døde fra to små børn, og min farfar forblev enkemand resten af livet, og hans liv var heller ikke altid nemt. Men Athor fortsatte med at fortælle mig om, at menneskers udvikling ofte går gennem lidelsen, hvad jeg jo også har lært via min tro. Og at min farfar ville have udviklet meget egoistiske tilbøjeligheder, hvis ikke der var sket det, som skete. Så alt blev faktisk vendt til det gode.

Jeg var helt fortumlet, og Athor sagde, at han til slut ville vise mig visse "værksteder", og så skulle jeg hjem igen.

Og nu blev jeg ført tilbage gennem de forskelligt farvede rum. Athor oplyste mig hele tiden om, hvad jeg så og oplevede. Jeg skulle gennem de farvede rum fordi hele mit legeme skulle renses via alle mine chakraer, så jeg blev i stand til at opfatte, hvad jeg så. Athor kaldte det, at mit legemes svingningstal blev accelereret.

Jeg var så betaget af alt, hvad jeg så. Musik, kunst, videnskab, farver, planter, dyr - ja alt var her. Nej, det er ikke alt, som er her, sagde Athor. Det tager sin begyndelse her, men det fuldendes i det, vi kalder den 7. himmel eller paradis - og som du har læst om i bogen Lys bag døden. Først derefter kan det implanteres på Jorden som inspiration til menneskene.

Jeg begyndte at forstå, hvordan det hele hang sammen, og fyldtes med en salig og inderlig varm følelse.

.....fortsættes!

torsdag den 21. maj 2015

Jeg blev bortført af aliens 4.

Jeg trak vejret dybt, og Athor sagde, at nu kunne jeg ikke rumme mere lige nu, så han ville tage mig med ud i rummet, hvor den store bjergkrystal stod.

Dette er masterenergien, sagde Athor. Fra den udgår energi til alle de øvrige krystaller, som bruges til mange forskellige ting. Det er også muligt at forene energien fra alle krystallerne, men det bruges kun, når vi skal opnå en dematerialisering. Athor tog mig med hen bag den store krystal, og her var et område, som henlå i dunkelhed. Men Athor gik hen til en af de krystaller, som stod nærmest den store, og fnyste på den, og straks oplystes den store krystal.

Nu kan vi besøge andre galakser, og de planeter, som mine brødre tilser derude, hvis vi vil. Af og til kan vi hjælpe hinanden med specielle opgaver, fordi hver af os 7 har særlige evner i åndelig energi. Hvis jeg går ind i feltet, som er dunkelt lige nu, men samtidig tager en af de 7 omkringstående krystaller med, kan jeg komme derhen, hvor krystallen hører hjemme, når masterkrystallen er aktiv.

Måske kunne du tænke dig at besøge en af de andre planeter med mig, sagde Athor, men lige nu må vi koncentrere os om denne her. Nu har jeg blot vist dig, hvordan det fungerer.

Vi gik tilbage til det store rum, hvor "computerne" og de store skærme befandt sig. Her kan vi se, hvad der sker på alle de 7 planeter, hvor der er intelligent liv, sagde Athor. Men vi ser det ikke i fysiske billeder, som du nok er vant til, vi ser det i energiniveauer - og i mange forskellige energier, alt efter hvad vi stiller ind på. For os er de åndelige energier det, som er vigtigst for planeternes liv og overlevelse og udvikling. De væsener, som bór der, er meget forskellige fra planet til planet. Xenonerne, som bor på denne planet, er nok dem, som ligner menneskene mest, skønt de også afviger en hel del.

Hvad er det for nogle prøver, I har taget fra mig, og hvad skal I bruge dem til, spurgte jeg. Uha, svarede Athor, vi har taget en mængde prøver, og vi har kortlagt og vil komme til at kortlægge mange ting via scanneren. Blodprøver, lymfeprøver, DNA-prøver, knoglemarv, hormonprøver osv osv. Jamen jeg er jo en gammel kvinde, hvorfor har I ikke taget en ung. Jeg er jo heller ikke fertil, så jeg forstår det altså ikke.

Du er heller ikke den eneste, som vi bruger her, svarede Athor. Men du er meget egnet p.g.a. de ting, jeg tidligere nævnte for dig: Din svingningssekvens, din fantasi og din realitetssans. Især din svingningssekvens er ret sjælden. Det skyldes især arven fra din farmor, som vi også havde en rigtig god kontakt med. Min farmor? udbrød jeg. Jamen hun døde jo som ret ung og som sindssyg. Ja, hun fik desværre en tumor i hjernen, sagde Athor. Vi var dengang ikke så gode til at balancere vore chips, som vi er blevet siden.

Vil det sige, at det var p.g.a. jer, at hun udviklede denne tumor, som hun blev sindssyg af? sagde jeg. Desværre ja, svarede Athor.

....fortsættes!

onsdag den 20. maj 2015

Jeg blev bortført af aliens 3

Jeg sætter mig for foden af Athor, og han begynder langsomt og med en sagte men fuldtonende stemme at fortælle.

Jeg ved, at du har læst om den egyptiske farao Akhnaton, siger han. Akhnaton var det første menneske i den tid, som jorden har optegnelser om, som vidste, at der kun findes én gud. Det var ikke tilfældigt, for hans mor kom fra Messopotamien, hvor der fandtes et folk, som var gudsinspireret, idet gamle tiders kæmper, som var af gudelig oprindelse (det kommer jeg tilbage til) plantede deres sæd i jordiske kvinder af denne stamme. Men Akhnaton,som jo selv var efterkommer af denne stamme,  var forud for sin tid, og det gamle Amonpræstedømme kunne ikke acceptere tanken om kun én gud. Det var først langt senere, at Abraham, som kom fra Ur i Kaldea, medbragte denne tro på én gud.

Med hele Akhnatons tro på Ra, solguden, havde han grebet og begrebet en lille del af den store universelle tro på Gud, som både du og vi blot kalder ham. Akhnatons nye religion var kun aktiv i Egypten i ca 30 år, og den gik til grunde med hans død. Det vidste vi jo godt, at den ville, men det var vigtigt for os, at Ra-troen kom til jorden, så vi kunne forankre den der, og så vi kunne bygge videre på monoteismen herudfra for menneskene.

Senere endnu i tidens fylde, kom Jesus til jeres Jord for at fuldende det arbejde, som begyndtes så mange år tidlige i Messopotamien.

Her på Xenonium arbejder vi med at skabe grundlaget for åndens arbejde - som i kristendommen senere kom til at hedde Helligåndens gerning. Vi har et hierarki, hvor vi er 7 ældste her, som hver står for en enkelt del af dette arbejde, og vi har hver sit univers, som vi skal sørge for. I denne galakse er jeg den ansvarlige, men over os alle er Jesus, som er Guds søn. Men det ved du jo godt.

Athor smilede til mig og klappede mig faderligt på skulderen. Jeg trak vejret dybt, for der var meget, jeg skulle fordøje. Vil du spørge om noget, spurgte han? Åh, der er så meget, jeg gerne vil vide, svarede jeg. Men først: Hvorfor skulle jer herop?

Du vidste jo allerede, at vi var her, sagde han. For ca 15 år siden kom du på sporet af os, men så måtte du hellige dig dit jordiske liv og dens mange emner. Du havde nok at gøre på det tidspunkt, med at tage dig af de ting, du er ansvarlig for. Men nu vil vi undersøge, om Jorden er klar til at gå videre i næste udviklingstrin. Og her skal vi bruge prøver fra dig til at kortlægge mange forskellige ting desangående.

Næste udviklingstrin? spurgte jeg. Ja, svarede han. Jesus såede det ultimative kærlighedsfrø hos jer, og han banede vejen mellem jeres jordiske død og livet bagefter ved sin opstandelse. For han måtte forankre dødsriget med livet på Jorden for at bane vejen. Men nu er det tid for menneskene at komme videre, for Jorden er i fare for udslettelse af jer selv, hvis ikke vi griber ind. Der er mange mennesker, som er åndeligt søgende, men jeres kundskaber forbliver på de lavere svingsningsniveauer, og de skulle gerne snart hæves højere op. Mange af jeres videnskabsmænd har været åbne overfor vores inspirationer, men andre har desværre søgt egoismens og materialismens veje, så der er opstået en ubalance.

....fortsættes!


mandag den 18. maj 2015

Jeg blev bortført af aliens 2

Da vi træder ind i den store, runde bygning, er det første rum, jeg befinder mig i, et kæmpestort, cirkelrundt kontoragtigt landskab med borde hele vejen rundt og med kæmpestore skærme ovenover bordene, næsten helt oppe under loftet. Mellem bordene og disse skærme er der noget, som jeg anslår som computere, men de ligner ikke dem, vi kender, for der er næsten ingen knapper eller andre dimser.

Men mit blik fanger skærmene, for her sker der en masse. For mig virker det som negativfilm, der kører her, og jeg forstår slet ikke det, der vises, men kan dog ane en del af disse væsener, som jeg befinder mig iblandt.

Jeg bliver ført ind i et tilstødende rum, som er helt rødt og alle tingene herinde er rødlige. Men vi skal åbenbart videre, så jeg føres længere ind i det ene rum efter det andet. Disse rum er ikke så store, men det er bemærkelsesværdigt, at de alle "er" en farve. Fra det røde rum kommer jeg ind i et mørkt orange, hernæst i et skarpt gult, og så et grønt. Men her kunne jeg næsten ikke trække vejret, så jeg bliver skyndsomt men  varsomt gelejdet ind i et tilstødende rum, hvor alt er rosa. Det er meget meget smukt, og mit åndedræt falder til ro. Så føres jeg videre ind i et blåt rum, og her er det, som om jeg er kommet hjem. Det virker underligt, men jeg har sådan en bekendt følelse herinde. Jeg vil gerne blive her lidt, men min ledsager tager mig blidt under armen, og vi skal videre. Nu er vi i et violet rum. Det er den smukkeste violette farve, jeg har set nogensinde. Indigo er måske det rigtig ord for farven, men den er svær at beskrive, for den er så lysende - lidt lige som den farve, der findes i påfuglens fjerpragt, når halen spredes. Og med en glans som en abelonemusling. Jeg føler mig helt fyldt ud af noget uendelig stort og dyrebart - og jeg føler mig endnu mere hjemme her, end i det blå rum. Min ledsager smiler vidende, da jeg "fortæller" ham det. Fortæller gør jeg egentlig ikke, men jeg tænker tanker, som han straks opfatter.

Og så kommer vi ind i et hvidgyldent rum, og her begynder jeg straks at græde, for jeg kan slet ikke bære den følelse af accept og kærlighed, som jeg mærker herinde. Og samtidig af noget helt vidunderligt, som giver mig en dyb lykkefølelse. Jeg ved ikke, hvor længe vi er her, men jeg synker fuldstændig ned i min sjæl og tænker at alt er såre godt. Min ledsager holder mig blidt om skuldrene og stryger mig over kroppen, så jeg bliver rolig.

Endnu et rum kommer vi ind i, og dette er endnu større end det første rum, og jeg kan slet ikke se noget tag. Bagest i midten står der en kæmpemæssig bjergkrystal, så smuk og lysende. Det ser ud, som om en masse lamper oplyser den, men der er ingen lamper at se. Og rundt om ser jeg andre krystaller i forskellig størrelse. Og her møder jeg Athor, som jeg genkender fra mine stenmeditationer. Han er en gammel mand, med et stort hvidgråt skæg og hår. Han bærer nogle lange, mørkeblå/lilla gevandter og han byder mig sætte mig hos sig, for han vil indvie mig i noget, som jeg længe har søgt efter, siger han.

......fortsættes!

Jeg blev bortført af aliens

Der er mange, der ikke tror på, at der er intelligente væsener "derude", og jeg har da også selv været én af dem - indtil for ganske nylig. For jeg har haft en helt usædvanlig oplevelse, som har overbevist mig om, at der altså ER nogen derude.

Men jeg må hellere begynde med begyndelsen. Det var en mørk og stormfuld nat - og ja, det lyder som en kliché, men det var det altså. Jeg var som sædvanlig faldet meget sent i søvn, og denne nat havde jeg fantastisk livlige drømme, tror jeg lige da jeg vågner op.  Jeg tror, klokken har været henad fire om morgenen, da jeg faldt i søvn, og da jeg vågner, er klokken fire om eftermiddagen, så jeg er derfor fuldstændig rundt på gulvet, og kan slet ikke få det til at passe, for jeg plejer kun at sove få timer af gangen p.g.a. mine smerter.

Jeg ligger lidt for at sunde mig og tænke over denne mærkelige situation, og langsomt dukker der erindringer op i mit sind. Det føles anderledes, end når man genkalder sig en drøm, meget mere livagtigt.

Men nu husker jeg.  Jeg ligger i min seng, og jeg vågner ved at værelset bliver helt oplyst. Som om det er højlys dag og solen skinner lige ind til mig. Og midt i dette meget skarpe og strålende lys, toner langsomt en skikkelse frem. Han er høj og tynd, og hans ansigt er helt anderledes end noget, jeg nogensinde har set før, han ligner ikke noget jordisk væsen, for hans øjne er meget store og skrå, og hans hudfarve er nærmest mørkeblålig, men skinnende.  Jeg når næsten ikke at blive bange for der stråler en mildhed ud fra ham. Han taler ikke til mig, men alligevel kommunikerer vi. Jeg sanser hvad han fortæller mig. Det er som om jeg hører det med maven.

Han siger, at han vil tage mig med til sin planet, som hedder Xenonion. Den har jeg aldrig hørt om. Det foresvæver mig, at xenon vistnok er et kemisk stof, men jeg er ikke skrap til den slags. Jeg skal ikke være bange, siger han, han vil blot foretage nogle undersøgelser af mig, og så vil jeg til gengæld få et lille indblik i hans verden. Hvorfor mig, spørger jeg. Fordi du har fantasi nok til at kunne opfatte os, og er jordbunden nok til ikke at overreagere, siger han. Samt at du kan bringes til at svinge på samme frekvens som os.

Mærkeligt nok har jeg tillid til ham, og på mystisk vis ser jeg mig selv iklædt en rosagylden lang klædedragt. Han løfter mig op, og så ved jeg ikke mere, hvad der sker, kun at jeg føler det, som om jeg kører i en karrusel, der snurrer fantastisk hurtigt. Og så står vi pludselig foran et stort bygningsværk, - det ligner noget, som kunne være en UFO, selv om jeg egentlig aldrig har troet på den slags. Nærmest cirkelformet og lidt fladt i højden, men kæmpestort. Vi bæres umærkeligt indenfor, og her er der mange flere af disse væsener, og en hel del maskineri, som jeg nok bedst kan karakterisere som computere, skønt der slet ikke er ret mange knapper, ledninger osv men derimod nogle kæmpeskærme hele vejen rundt i det runde lokale.

Han viser mig rundt og jeg ser mange mærkelige ting, som jeg omhyggeligt vil beskrive i et senere indlæg. Jeg bliver ført hen til en slags briks, og her skal jeg ligge. Men først skal jeg drikke en lyserød væske, som min ledsager rækker mig. Der bliver kørt et anlæg hen over mig, som jeg bedst kan sammenligne med et MR-scanningsapparat. Jeg mærker ingenting, og hvor længe jeg ligger der, ved jeg ikke, for jeg føler mig blot omfattet af en behagelig sky.

Herefter bliver jeg kørt ud igen, og så føres jeg ind i et andet rum, hvor min ledsager lægger mig ned, og lægger sig selv ved siden af mig. Nu holder han om mig, helt tæt, og jeg oplever en ukendt form for fryd ved hans berøring. Han omslutter mig helt og jeg føler mig totalt afslappet og salig.

Bagefter føres jeg igen rundt for at se og opleve hans verden, og så tager vi afsked, for en anden skal følge mig hjem, siger han. Det er en kvindelig skikkelse, som nu bliver min følgesvend. Hun er meget smuk, bærer en slags krone på hovedet, hvorudfra det stråler i alle regnbuens farver. Hun løfter mig op, da vi er kommet udenfor, og igen hvirvles jeg rundt - og så ligger jeg igen i min seng. Jeg når lige at se det blændende lys langsomt forsvinde, og kvinden smile til mig, mens hun toner ud.

Og nu ligger jeg altså her i min seng og har "sovet" i 12 timer. Eller har jeg? Er der nogen som helst beviser for, at jeg har været bortført af aliens? Ja, det er der, for jeg har fået indopereret en lille chip i min venstre skulder. Jeg skal ikke foretage mig noget, sagde de, de var meget taknemmelige for, at jeg var i stand til at modtage på deres sekvens, fik jeg at vide. Ser jeg jer igen, nåede jeg lige at spørge. Ja, siger kvinden, men jeg kan ikke sige dig hvornår. Og så var hun væk.

Jeg fik ikke pålagt noget som helst om, at jeg skulle fortælle dette til nogen, og der er sikkert heller ikke nogen, som vil tro andet, end at jeg har haft en ganske almindelig drøm om nogle aliens, som masser af mennesker - mest mennesker med en sindslidelse - har haft, og som de tolker som en bortførelse af aliens. Men jeg er ganske sikker på, at dette ikke var en drøm. Jeg kan mærke det på mig selv, og jeg har fået en viden, som jeg vil skrive om senere - og jeg kan føle den lille chip, som nu sidder i min venstre skulder.

Men her på min egen blog kan jeg skrive hvad jeg vil, og der er ingen, som behøver at tro på, hvad jeg har oplevet. Men næste indlæg kommer til at handle om, hvad jeg så og oplevede.

lørdag den 28. marts 2015

Jeg har været en idiot!

En stor en endda! Jeg har såret et andet menneske. I min iver efter at "hjælpe", at få hende til at forstå nogle ting, som JEG synes, hun ikke forstår, har jeg dristet mig til at fortælle hende på en ufølsom og bombastisk måde, hvad jeg mener, hvad jeg synes, hun skulle gøre og ikke gøre.

Hold nu kæft hvor jeg skammer mig! Er det ikke mig, der i tide og utide fortæller alle og enhver, at i al hjælpearbejde skal man dog først og fremmest forstå, hvad den anden forstår? Som Søren Kierkegaards så udmærkede stykke her siger:

Om at hjælpe af Søren Kierkegaard  
”At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en anden.
For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere en han - men dog vel først og fremmest at forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.
Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfærdelig stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.
Men al sand Hjælp begynder med Ydmygelse: Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstaar

Hun var så heldigvis så stort et menneske, så hun kunne fortælle mig det, selv om det var svært og gjorde ondt. Og hvad gjorde så jeg? I første omgang gik jeg i forsvarsposition - kors en røv med ører jeg har været!

Men da jeg kom hjem i mit lønkammer, fik jeg det heldigvis dårligt. Hø hø - så kan det nok være, jeg fik moralske tømmermænd! Og nu har jeg gået og haft det dårligt med det nogle dage. Og taget tilløb. For jeg vidste jo godt, hvad jeg skulle gøre, ikke! Sige undskyld og bede hende om tilgivelse. Gå i mig selv. Og selvfølgelig også bekende det overfor Gud - skønt han jo altså ved det i forvejen!

Det er ikke nemt! Det er faktisk meget svært. Men SKAL gøres, både for hendes og for min skyld. Og for vores forholds skyld. Og ikke mindst: For min egen sjælefreds skyld. Jamen altså, jeg gamle kone - kan jeg så snart lære det, altså ...

Nu har jeg skrevet til hende. Så kan jeg kun håbe på, at hun tilgiver mig, og at jeg ikke har gjort alt for stor skade. Jeg bliver nødt til at blive gammel, for jeg har alt for meget at lære endnu!

torsdag den 5. marts 2015

Mennesker i mit liv 27 - Grethe Bolin

Om hun hed sådan, eller det var hendes kunstnernavn, er jeg ikke klar over. Men hun har fulgt mig hele mit liv som Grethe Bolin. Jeg må hellere begynde med begyndelsen.

Jeg var 3 år, da vi flyttede fra det sted, hvor jeg og min 2 år yngre bror er født - og ved et skæbnens lune i samme gade, som jeg nu bor i, skønt mit fødested for længst er væk. Men jeg er et af de få mennesker,  som kan huske meget langt tilbage, og jeg mener endda fra før jeg fik sprog, fordi jeg har nogle erindringer om, hvordan det går op for mig, hvad ordet "far" betød.

Mine forældre havde en "brød og konfektureforretning", og lige overfor den lå der en stor mark, hvor der om sommeren kom gøgl, som vi kaldte det,  og slog sig ned en tid. Dette år må jeg have været 2 eller 3 år, men jeg husker hende meget meget godt: Grethe Bolin. Hun var trapezkunstner, og hver aften optrådte hun ovre på marken i sin trapez.

Far havde en bod derovre, hvorfra han solgte pølser og is. Jeg var altid længe oppe og var med i alt, hvad der foregik, og når Grethe Bolin skulle optræde, løftede far mig op, så jeg sad på hans skuldre og kunne skue ud over hele forsamlingen, og - jo naturligvis på Grethe Bolin.

For der var to meget gode grunde til, at jeg elskede at se hende optræde. For det første havde hun en ny dragt på hver aften, den ene flottere end den anden. Jeg husker en blå todelt duchessedragt. Den skønneste blå farve, og i en fed, lækker satin, besat med guldagramaner. Selvfølgelig korte shorts og en skøn overdel. En anden dragt, jeg husker, var en kridhvid, også en fed duchessedragt, med sølvpailletter, som glimtede, når lyset spillede på hende.

Og den anden grund var jo hendes kunst. Hun kunne svinge sig og indtage de mest fortryllende stillinger, og med en attitude, som jeg aldrig havde set mage til.

Jeg gik hele dagen i en sød forventning om aftenens komme, hvor jeg skulle se Grethe Bolin. Og jeg begyndte at lege "Grethe Bolin". Det foregik på den måde, at jeg legede, at en af mine forældres spisestuestole var en trapez, og jeg øvede mig i hele serier, hvor jeg kunne sno og vride mig i interessante stillinger, for stoleryggen var som skabt til den slags udfoldelser. Og hver gang jeg havde indøvet en ny stilling, råbte jeg på mine forældre, at de skulle komme og se Grethe Bolin.

Da jeg senere fik en dejlig porcelænsdukke, skulle hun selvfølgelig hedde Grethe, Og jeg begyndte at kigge efter, hvordan folk klædte sig. Og at tegne. Op gennem hele min barndom har jeg tegnet tøj til mine påklædningsdukker. Jeg legede ikke så meget med dem, men tegnede en mængde tøj til dem, det var en af mine foretrukne beskæftigelser. En overgang ville jeg være "modetegner", men far rådede mig fra det. Det er en forfærdelig hård branche, sagde han, hvad han sikkert har ret i.

Jeg begyndte meget tidligt at gå til gymnastik, fordi et par af mors venindes piger også gik der, og de syntes da, jeg skulle med. Det blev jeg helt vild med. Her kunne jeg svinge og svaje mig på alle mulige måder. Jeg må have gjort det godt, for jeg blev udpeget til at komme på pigeeliteholdet. Og her gik jeg så resten af min barndom og siden ungdom, indtil jeg kom på højskole.

Jeg er sikker på, at meget af det, jeg kom til at elske, udsprang af min dybe betagelse af Grethe Bolin. Og jeg kan stadig se hende for mig, hængende i sin trapez i smukke stillinger og iklædt de skønneste dragter.

lørdag den 28. februar 2015

Mennesker i mit liv 26 - Flinke

Vi kaldte hende Flinke, fordi hun var usædvanlig flink. Min ældste bror - som var to år yngre end mig - og jeg, gik med varer, da vores far havde et ismejeri. Jeg var ca 6 år og min bror 4, men hjælpe til kunne vi da sagtens. I øvrigt blev vi ikke spurgt, for når far sagde, at vi skulle, så skulle vi. Vi satte heller ikke spørgsmåltegn ved det, for vi vidste godt, at vi var nødt til at hjælpe til. Far kunne jo ikke gå fra forretningen, og mor havde sandsynligvis nok at gøre med vore to mindre søskende, når hun ikke også hjalp til i forretningen.

Min bror var for lille til at vide, hvad højre og venstre var, men far sagde: Det er den grønne dør, og på 1. sal, og til den side, hvor du har tasken. Vi bragte varer ud til mange i nærmeste omegn, men den, der skulle op til Flinke, var heldig, for der vankede altid et eller andet. Meget ofte en 10-øre. Eller et stykke slik. Eller en småkage eller frugt. For selv om vores far havde slik og andet godt i butikken, var vi bestemt ikke forvænt med at få den slags.

Juleaftensdag 1956 var jeg 7 år og min bror 5. Der lå sne i høje driver, og skønt der havde været sneplove og ryddet godt, gik vi i sne til knæene meget af tiden. Min bror og jeg var travlt beskæftiget med vareudbringning, som der var rigtig meget af i dagens anledning. Men vi gik i en dejlig atmosfære, for i dag var alle ligesom Flinke. I stuen stod dækketøjsskabet, og i hvert hjørne stod mors sølvlysestager. Min bror og jeg tog hver sit hjørne ved sølvlysestagerne, som vores "fortjenesteboks".

Hver gang vi havde været ude med varer, gik turen ind til vores "sted", som snart blev fyldt op med alverdens goder: Appelsiner, 10-ører, havregrynskugler, juleslik, småkager, konfekt, pebernødder og alt muligt andet.

Vi konkurrerede lystigt om, hvem der havde mest på sit "sted". Og så kom der en tur op til Flinke. Min bror var den heldige asen, der løb af med turen, - vores far kunne ikke tage hensyn til vore indbyrdes konkurrencer, men gav os blot ture i rækkefølge, hvilket sikkert var allerbedst. Og så skete det helt overdådige: Han fik en slikPOSE. Med en del lækkerier i. Nøjjjj, hvor var jeg misundelig. Og hvor godtede han sig.

Til nytår fik jeg så - ved tilfældets held - turen op til Flinke. D.v.s. jeg opdagede jo, at det ikke var et tilfælde, for hun havde bedt om, at det var mig, der kom. Og hvad skete? Jeg fik tre lommetørklæder, hvorpå hun havde broderet mit navn. Og skønt det hverken var slik, penge eller andre godter, var jeg alligevel gammel nok til at forstå, at dette her var noget særligt. Jeg kan så lige meddele, at jeg for nylig måtte smide det sidste lommetørklæde ud, da det ikke kunne mere. Men det har så også holdt i 58 år, det er da godt klaret!

Jeg blev ældre, lektierne tog over, mine yngre brødre kom til. Men til min konfirmation kom en af dem hjem med en pakke fra Flinke. Til mig. Der var 6 mellemlægsservietter i pakken. Sirligt hæklede i meget tynd garn, men meget meget smukke. Hvilken konfirmand synes, at 6 mellemlægsservietter var sagen? Jeg gjorde. Jeg forstod hendes kærlige tanker, idet hun havde hæklet dem til mig. Og også disse mellemlægsservietter er for ikke så længe siden blevet slidt op. Med vemod!

Men jeg mindes et menneske, som med sit enormt kærlige sind formåede at trænge ind i nogle børns sind med sin væremåde, og sætte sit aftryk.

lørdag den 21. februar 2015

Mennesker i mit liv 24 - Maja

Denne fortælling foregår et helt andet sted og for mange år siden. Derfor mener jeg, at jeg kan fortælle den.

Maja var min leder i den børnehave, hvor jeg var støttepædagog. Hun havde været leder i 10 år. Børnehaven var lille med blot 30 børn, fordelt på 2 grupper. Det var en meget velfungerende institution, idet det meste af personalet havde været ansat en del år, og de var måske derfor en ret sammentømret gruppe.

Alt fungerede fint, og jeg var glad for at være der. Men pludselig blev der hængt buddhistiske plakater op på væggene i personalestuen, og en del andre buddhistiske og indiske symboler begyndte at finde vej ind i institutionen. Det undrede mig, og jeg spurgte til, hvorfor der var kommet denne "ånd" ind i institutionen. Maja fortalte med stor entusiasme, at hun i en rum tid havde dyrket en meditationsform, som hun kaldte Body Namic. Jeg husker bedst, at hun mediterede på farver, hvor man gik ind i et rum, fyldt med denne farve. Hun var startet ved rodchakraet, og hermed den røde farve, og man bevægede sig så op gennem de syv chakraer, fra det røde rodchakra til det orange harachakra, det gule solar plexuschakra, det grønne (eller rosa) hjertechakra, det blå halschakra, det violette 3. øje chakra og sluttede ved kronechakraet, som var gyldent/rosa/hvidt.

Jeg var noget ambivalent overfor det, hun fortalte. På den ene side syntes jeg, det lød spændende, og jeg overvejede at tage med på et af de kurser, hun talte om. Men på den anden side var der noget ved det, som jeg blev mistænksom overfor.

Maja fik efterhånden flere af personalet med til disse kurser, og snart udviklede kurserne sig, for der var kommet en leder - vi kan kalde ham Max, som lød meget karismatisk. Alting skete meget hurtigt. Maja begyndte at ændre sig som leder, men hvis jeg påtalte noget om det, blev jeg udpeget som "negativ". Maja bekendtgjorde f. eks. at hun ikke behøvede at være nede på legepladsen mere, for hun ville helt automatisk kunne mærke det, hvis nogen af børnene havde brug for hende. Nu blev jeg for alvor bekymret.

Maja flyttede fra sin kæreste og sammen med Max, og han begyndte at vise sig i institutionen ind imellem. Han kaldte hende Maria og det lå i luften, at han var inkarnationen af Jesus. Jeg forsøgte også at snakke med ham, men hver gang jeg ville argumentere, sagde han: "Du snakker bare, men mærker intet"!

Jeg havde god kontakt med den pædagogiske konsulent via mit arbejde som støttepædagog, og jeg fortalte lidt forsigtigt, hvad der foregik i institutionen. Nu blev jeg stærkt mistænkeliggjort. Konsulenten fortalte, at Maja havde været leder af en af kommunens bedst fungerende institutioner i 10 år, så det måtte da vist være mig, som så syner.

Efterhånden blev det sådan i børnehaven, at personalet delte sig op i to grupper: De, som "fulgte" Maja og kurserne med hendes nye kæreste, og vi få andre, som syntes, der var ved at udvikle sig noget, som i værste fald var aldeles skadelig for børnene, men i høj grad for hele atmosfæren og for, hvad jeg vil kalde almindelig sund fornuft, som "de frelste" var helt uimodtagelige for. Og at vi andre blev tvunget ind i noget, vi ikke brød os om.

Flere og flere ting i institutionen blev ændret, personalemøderne i høj grad, vi skulle ikke længere snakke om punkter på dagsordenen, men "mærke efter" hvad der var vigtigt. Majas søster blev også ansat i institutionen, og det var efterhånden ikke til at holde ud for mig at være der, så jeg søgte og fik andet arbejde.

Kort efter blev jeg ringet op af en journalist, som havde fået nys om, hvad der foregik i institutionen via nogle forældre. Maja og Max havde nu dannet en gruppe, som de kaldte  Menos, og de kørte en omfattende kursusvirksomhed. Journalisten og en præst havde sat sig for at bore i denne gruppe, for der var noget helt galt, mente de.

Og så fik jeg tilsendt en mængde artikler fra denne journalists avis, men også fra landsdækkende blade og aviser. Gruppen viste sig at være af en art, hvor de terroriserede kursusdeltagere, som ikke var villige til at blive "clean" d.v.s. 100 procent  acceptere Max' måde at køre kursus på. Flere kursister blev gennembanket af "de frelste" for at få dem gjort"clean", deres biler blev punkteret, så de ikke kunne stikke af fra kurset, en kræftsyg fik taget al medicin væk - ja, det er blot nogle af de ting, jeg husker.

Maja og Max flyttede til USA, "for Danmark var for lille for deres fremsynede tanker", kunne jeg læse i en af artiklerne. Mange tidligere kursister stod efterhånden frem og fortalte om deres oplevelser. Og journalisten og præsten fik trævlet gruppen op.

Denne oplevelse med Maja blev ret væsentlig for mig. Jeg blev helt klar over, at hvis jeg ikke havde været forankret i min tro, og herunder fik stor støtte af min præst,  havde jeg højst sandsynlig hoppet ud i disse oplevelser. Den lærte mig at jeg godt kunne stole på min egen situationsfornemmelse, og den lærte mig også, at man nogen gange må stå alene, som jeg gjorde i mit job. Og at JEG var nødt til at flytte mig, skønt jeg var overbevist om, at det var Menosfolkene, som var helt galt på den.

torsdag den 19. februar 2015

Hvad er faste? Og er det noget for mig?

Jeg formastede mig til at stille spørgsmålet, hvordan mine facebookvenner faster, hvis de gør det. Jeg har vist hundrede og nogle og tyve facebookvenner, men jeg fik ingen svar. Så stillede jeg spørgsmålet, om jeg havde overskredet blufærdighedstærskelen, og fik så en håndfuld svar, som tilkendegav, at de ikke faster.

Nu ved jeg jo godt, at mine facebookvenner på ingen måde er repræsentative for danskerne som sådan. Men jeg tror ikke, jeg tager fejl, når jeg nu hævder, at det er et meget lille fåtal af danskerne, der faster. Og af de, som gør, er det et lille fåtal, der faster af religiøse grunde. Hvis folk faster, er det oftest af sundhedsmæssige grunde.

Men hvad vil det sige at faste?

Faste har historisk set betydet, at man afholdt sig fra fast føde. I dag tolkes begrebet væsentligt bredere og dækker over, at man i fasteperioden giver mere eller mindre afkald på forskellige goder, hvilket både kan være mad og drikke, især alkoholiske drikke, men også mobiltelefoni, internetbrug, fjernsynskiggeri og andre ting, som det moderne menneske kan være afhængig af.

Alle religioner kender til faste, og historisk har der været eksempler på, at en monark dekreterede faste for en hel nation, hvis landet var i knibe. Herhjemme kender vi bedst begrebet fra kristendommen, og de 40 dage, som en faste traditionelt varer, er en samstemmen med Jesu 40 dage i ørkenen, inden han begyndte sin gerning. I dag faster kristne verden over i perioder, for at fokusere på bøn, bibellæsning og hjælp til medmennesker. Fastetiden frem mod påske varer fra askeonsdag, som er onsdagen efter fastelavnssøndag, og frem til påskedag.

Men indenfor protestantismen har fasten ikke haft den store betydning, idet Luther mente, at faste og andre bodsøvelser hørte ind under gerningsretfærdighed, og var unødvendig, så længe der blot var en tro.

Herhjemme har der i godt 100 år, og især efter 2. Verdenskrig, været en udpræget vægren sig mod åndelighed og det, man med afsky kaldte oplevelseskristendom. Men flere - også indenfor protestantismen - begynder at tage fastetraditionen op igen. Der er en stigende længsel efter spiritualitet og inderlighed, efter at troen skal omfatte hele mennesket med alle dets sanser. Og ikke kun høre højtiderne til; men også en længsel efter, at troen skal bredes ud til menneskets hverdag.

Men at ingen af mine facebookvenner svarer på mit spørgsmål, om de faster, er så sandelig også fordi vi danske generelt har en ret udbredt blufærdighed overfor troen, når det kommer til det helt private, hvordan vi praktiserer den. Men også her sker der skred, da flere og flere menigheder samler smågrupper, som sammen prøver at indarbejde faste - og også andre trosudtryk - i hverdagen.

Når jeg stiller spørgsmålet til andre om, hvordan og om de faster, er det rimeligt, at jeg selv svarer på spørgsmålet. Jeg har tidligere skrevet om, at jeg for tiden deltager i en af de "åndelige dannelsesgrupper", som vores stiftspræst Jette Dahl har oprettet flere steder i stiftet. Og det er nok udfra arbejdet med Lene Højholdts bog "Vejen - meditativ fordybelse i Johannesevangeliet", at jeg har følt mig inspireret til personlig fordybelse i denne del af troen.

Min personlige faste handler om at afholde mig fra at være angst for at acceptere Guds indgriben i mit liv. Lyder det kringlet?  Måske er det for smart at ville have det til at have noget med faste at gøre. Men alligevel.

Når jeg ser tilbage på mit 65-årige liv, kan jeg se rigtig mange steder, hvor jeg har været benådet med Guds indgriben. Men jeg har ikke haft særlig meget fokus på i dag. Hver dag. Hver ganske almindelige dag, som jeg skal leve nu og fremefter. Jeg har ofte lavet taknemmelighedslister om aftenen, inden jeg gik i seng, for jeg har erfaring for, at det er en rigtig dejlig måde at afslutte min dag på - især hvis jeg overfladisk betragtet har haft en lortedag. Det er sådan en slags aftenandagt, jeg kan have med Gud.

Men jeg vil så gerne lære at leve i den. Med den. Hele tiden. Det har jeg ikke været alt for god til. Bl.a. fordi jeg jo også er barn af denne intellektualiserede form for kristendom, hvor man ikke må føle! Og der er meget rigtigt i det! Men troen har faser, og nu er jeg altså i en fase i mit liv, hvor jeg vil opgive denne angst for at føle Guds indgriben. Jeg vil sandsynligvis blive ved med at være blufærdig overfor, hvad og hvordan det vil ske - eller også skal jeg senere hen lære, hvordan jeg kan tale om det, uden det kommer til at virke intimiderende og kvalm. Men det må være Guds sag!