torsdag den 19. december 2013

Gensidig forsørgerpligt - og dens retorik!

Gensidig forsørgerpligt! Tvinger folk til at gå fra hinanden!

Hvad er dog det for noget forbandet sludder???Som jeg lige har hørt på TVSyd, udtalt af talsmanden for en af demonstrationerne i dag

Gensidig forsørgerpligt er et begreb inden for socialpolitikken i Danmark. Fra 2014 er loven om aktiv socialpolitik ændret, således at samlevende par får samme status som ægtepar, dvs. at de har pligt til at forsørge hinanden. Dermed beregnes husstandsindkomsten og husstandens samlede formue som ét, når der skal tages stilling til om den ene part har ret til kontanthjælp. Ifølge tænketanken Kraka betyder den nye lovændring, at 12.000 fremover skal forsørges af ægtefællen Andre steder regnes der med 8.000.:

Man vil  kunne forbedre sin situation ved faktisk at blive gift, da det vil være muligt for ægtefællen at spare skat ved at udnytte den anden ægtefælles u-udnyttede fradrag. For samlevende er dette ikke muligt. Det er da vist første gang i mands minde at det at være ægteviet kan medføre nogle skattemæssige fordele fremfor at leve papirløst.

Faktisk ville man  med samme logik kunne sige: Gensidig forsørgerpligt tvinger folk til at blive gift.

Det her handler om rimeligheden af, at det offentlige skal forsørge en, selv om man lever sammen med en direktør, præcis som om man var gift, siger Anna Mee Allerslev(R), beskæftigelses- og integrationsborgmester, København

»Jeg vil ikke bilde nogen ind, at de her regler ikke kommer til at få nogen betydning for nogen familier. Men jeg vil holde fast i princippet om, at uanset om man er gift eller kærester, så bør samme regler gælde. Og kan man, så bør man også forsørge sig selv og sin familie«, siger hun.

Det er jeg fuldstændig enig med Mette Frederiksen i. Og det er DET princip, som vi må holde overordnet alt det andet ævl, som lukkes ud i den anledning!

»Omvendt er det også vigtigt at slå fast, at hvis ikke man kan forsørge sig selv eller familien, så skal vi have et ordentligt socialt sikkerhedsnet. Men du skal jo op og tjene, hvad der svarer til to personer på kontanthjælp – dvs. ca. 28.000 kr., før du skal egenforsørge. Så der er altså ikke tale om familier, der ikke har indtægt. Og meningen er jo heller ikke, at man skal blive på kontanthjælp. Sigtet er jo, at folk flyttes ud på arbejdsmarkedet«, siger Mette Frederiksen.

Talsmanden udtalte, at den gensidige forsørgerpligt for ugifte sandsynligvis er grundlovsstridig.

Siden 1925 har det været et princip, at ægtefæller gensidigt forsørger hinanden.

”Her laver man en lovændring, der berører grundlovens garanti til hver enkelt om, at den, der ikke kan forsørge sig selv, eller hvis forsørgelse ikke påhviler andre, har ret til hjælp,” siger Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet.

Sjovt nok står der ikke "den, der ikke kan forsørge sig selv", men "den, der ikke kan forsørge sig eller sine".  Er ens samlevende ikke ens nærmeste "sine"??

§ 75.
Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
 
Og at underkaste sig disse forpligtelser, er vel også dem, som folketinget vedtager, altså nu gensidig forsørgelsespligt
 
"Vi mener at det er urimeligt, at staten indfører en lovgivning som vil betyde, at en kontanthjælpsmodtager skal sættes på lommepenge hos den samlevende", skrives der på siden "Nej tak til gensidig forsørgelsespligt".
 
Jamen hør nu da lige: Hvis nogen bliver sat på lommepenge hos den samlevende, kan det dog aldrig være statens ansvar, men ene og alene den samlevendes. Eller mener man i fuld alvor, at i alle ægterskaber, hvor der jo er gensidig forsørgelsespligt, er ægtefællen sat på lommepenge?? Hvorfor fremmane en kulturpraksis, som var gældende op til 50'erne, og derefter nærmest død?
 
Så udtalelser som "...tvinger folk til at gå fra hinanden" og "...sættes på lommepenge hos den samlevende", er så overdrevne og dumme, at det ganske tager fokus fra det, det kunne handle om, nemlig hvordan mennesker kan forsørge sig selv og sine, og dermed undgå at ligge det offentlige til last.
 
 

tirsdag den 17. december 2013

Apropos juleudsmykning i Føtex...


http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2008/12/01/engle-i-f%C3%B8tex/

Niels Krause-Kjær har haft dette indlæg i Berlingske angående "opstanden" omkring Føtex' juleudsmykning. Jeg synes, han på glimrende og humoristisk måde formår at få tingene sat på den plads, hvor de hører hjemme. Men i den anledning havde jeg i går en lille disput med et par facebookvenner om det at føle sig truet på sin religion, og dermed frygte andres. Vi var i det store og hele enige om at folk, der står for noget, og selv ved, hvad de står for, f. eks. kristendommen, er de mest rummelige, for de har netop ingen grund til hverken forargelse eller frygt. Og som en af de kloge kvinder skrev: "Man er ikke bange for at miste egen identitet, når man ved, at man har en".

"Man føler sig ikke truet af andre religioner, politiske overbevisninger, seksuelle retninger osv., hvis man ved, hvem man selv er, og man tror på, at de rettigheder, man "tildeler" sig selv, også gælder alle andre. Enhver har ret til at være det bedste menneske, h*n kan være på sin egen måde (så længe det ikke skader andre)." Dette skrev en anden klog kvinde.

Så vidt er jeg helt enig, men disse meningsudvekslinger fik mig alligevel til at tænke videre. For ovennævnte betyder jo ikke, at så kan alt være lige godt eller lige gyldigt, for så bliver alting netop - ligegyldigt. Men der må skelnes et par steder.

Jeg vil kæmpe for, at alle politiske partier skal have lov at stille op efter vort lands gældende regler. Men jeg vil IKKE støtte alle politiske partier.

Det er smukt og rigtigt at tilstræbe næstekærlighed, men det betyder IKKE, at jeg elsker alle lige meget.

Det er godt, at vi har religionsfrihed, men det er i orden, at folkekirken har særstatus.

Vi nærer alle forkærlighed for nogen/noget. Og den/det jeg elsker,  skal jeg naturligvis give særlig gunstige vilkår. Derfor mener jeg også, at folkekirken skal have det, så længe folket mener, at vi skal have en statskirke. Hvis kirken ikke længere kan kaldes folkets kirke, skal den selvfølgelig ikke have særrettigheder. Men dér er vi ikke, selv om mange påstår det. Den overvejende del af danskerne er stadig medlem af folkekirken eller en anden kristen kirke. Og jeg gider ikke den der enerverende diskussion om, hvorvidt folk "mener noget med det", når de er medlem af folkekirken - fakta er, at der er 79,1 pct, der er medlemmer, basta. Kom ikke og påstå, at befolkningen ikke ved, hvad den gør, det er dog en formynderisk holdning.

Men jeg går varmt ind for demokratiets spilleregler, så hvis folket ikke længere ønsker en statskirke, vil jeg bøje mig for det, om end med sorg. Men derfor kan jeg jo stadig være en kristen, så min identitet står og falder ikke hermed. Og den der frygt for at kristendommen uddør er dog en larmende mangel på viden. Globalt er kristendommen i bragende fremgang, især i BRIK-landene. Men i Europa er den på retur. En tredjedel af verdens befolkning er kristne. Ingen grund til panik!!!!!


søndag den 15. december 2013

Forskellen på tilfredshed og glæde

Er der en forskel på tilfredshed og glæde? Det mente bl.a. Løgstrup, og det blev jeg noget optaget af, da jeg læste om det, - godt nok i en noget anden kontekst, end dette indlægs pointe.  Hvorfor jeg bl. a. blev optaget af det? Fordi jeg har en fornemmelse af, at vi mennesker ofte lader os nøjes med tilfredsheden. Vi er på en måde bange for glæden. "På jorden at blive, det tjener os bedst" synes mig en ganske omfattende dansk devise.

"Det ejendommelige ved glæde er, at den kan vi ikke beholde hos os selv. Så kvæles den. Glæden kan kun leve af at ytre sig. Ligesom kilden kun kan blive ved med at være kilde ved stadig at strømme ud. Glæden er altid større, end vi selv er. En glæde, som kunne rummes i os selv, det er ingen glæde, men tilfredshed, og det er noget helt andet. Vi må skelne mellem tilfredsheden, der er glædens kvalte kadaver – og så den levende glæde selv".

Glædens kvalte kadaver? Velbekomme!

Når vi "stiller os tilfredse", så smager det af, at vi "nøjes". Men er tilfredshed da ikke noget godt? Åh jo, i mange sammenhænge er den da. Tilfredsheden giver ikke plads til håbet. Den forhindrer os i at give los, i at håbe på det større, i at fortabe os, i at glemme os selv, i at strømme over, i det autentiske livs kerne. Så tilfredsheden kun bliver en afglans af glæden, en skygge af den.

"Hvis vi ville øve os i at skelne mellem den døde tilfredshed og den levende glæde, så ville vi opdage, at det, vi glæder os over, altid er det skabte. Glæden kommer, uden vi ved af det, genmem vort syn og vor hørelse som glæde over lys og landskab og toner. Eller som glæde over den modtagne medmenneskelighed. Glæden er den rene modtagelse. Glæden er uden beregning; det glædelige er ikke det brugbare, men det er det, vi ikke kan gøre nogetsomhelst andet med end – MODTAGE. Glæden er glæde over det skabte"

En underlig association dukker op: Et vers af Anton Berntsen fra "Mi nåååbo Per Sme'.
For dem, der ikke kender sangen, må jeg lige oplyse, at Per Sme' er sådan en mand, som kun tænker på nytteværdier.

A tøgges ett, verden wa te å hold ud,
hwes ett åld de kjøn wa wos giwwen a Gud;
men tænk, om wo juer håd wan skavt a Pe sme,
så trow'r a, de kjøn håd ves ålde wan te!

Men glæden har ingen nytteværdi, og er dog det, som giver livet så stor værdi.
Tilgivelsen - den ægte tilgivelse af hjertet - kommer af det overskud, som glæden giver. Jeg kender ikke Nelson Mandelas liv i detaljer,  men jeg ved, at han bekendte sig til kristendommen, andet ville også have undret mig. Hans historie vidner om det. Hvis ikke han havde haft en personlig erkendelse af glæden i kristendommen, tvivler jeg på, han ville kunne have tilgivet sine bødler.

Men vi almindelige mennesker? Hvad gør vi? - Ja, vi kan jo begynde med at turde lade os overvælde af glæden, og lade DEN gøre med os, hvad den vil. Denne tid ind under jul er særdeles velegnet!

"Lad julesorgen slukkes"

På en mærkelig måde er min mor mere nærværende for mig her ind under jul i år end sidste år, skønt hun døde i maj sidste år. Hvordan det kan være, kan der være mange grunde til, men jeg tænker endnu engang tilbage på tiden inden hendes død, hvor den ene af mine tre brødre og jeg boede hos hende en uges tid.

Det var en tid fyldt med en stille og fredfyldt kærlighed, og min bror og jeg har siden ofte snakket om, hvor taknemmelige vi begge er over at have fået lov at opleve den tid, indtil mor døde stille og roligt en tidlig morgen - store bededag. Min bror sov på en madras ved siden af mors seng i stuen, og jeg sov på et af værelserne ovenpå. Han kom op og vækkede mig ca kl. 05.00 og fortalte, at mor var død.

Mor var helt rolig og tryg ved at skulle dø, for hun var en overbevist kristen, som jo skulle op til far, der var død i 2004. Skønt mor fysisk var en lille og skrøbelig kvinde at se på, var hun psykisk utrolig stærk. På et tidspunkt mens hun var indlagt, besluttede hun, at hun ville holde op med at spise og drikke, for det var bare at trække tiden ud! Da jeg hørte det, sagde jeg til hende, at der endnu var en del af familien, som gerne ville komme og sige farvel til hende, så om hun ikke godt ville holde sig i live nogle dage endnu for deres skyld. Hun så længe på mig. "O.k", sagde hun så, og så måtte jeg godt give hende lidt at drikke. Og alle nåede at komme, dels på sygehuset, dels den sidste uge hjemme hos hende selv, hvor hun døde. Der kom en del mennesker, men det hele foregik så fredfyldt, roligt og kærligt, og det er især det, jeg med taknemmelighed og også en smule undren er fyldt af for tiden.

Min bror og jeg sad ofte på hver sin side af hendes seng. Hun fik meget smertestillende medicin, og sov det meste af tiden, men var dog ved fuld bevidsthed ind imellem. En aften sang vi for hende. Hun kunne ikke sige så meget, men det var heller ikke nødvendigt. Vi kendte hendes yndlingssalmer, og så var det dejligt at kunne finde teksten på vore mobiltelefoner: Vi pløjed' og vi såede, Min Jesus lad mit hjerte få, Mit hjerte altid vanke bl.a. Men vi sang også nogle af bedstemors - mors mors - gamle viser, såsom Uartige Lise, I en seng på hospitalet, Barnetro.

Hvor kom denne fredfyldthed og stille kærlighed fra? Den kom fra mor. Noget af det allermest bemærkelsesværdige ved hende var hendes positive sind. Når man i dag snakker så meget om at være positiv, forekommer det mig at være en falmet afglans af en teori sammenlignet med mors levende positivitet. Min yngste datter har sagt, at hvis hun ville kunne blive gammel med samme sind som mormors, ville hun være glad. Og hvor er det sandt.

Mor måtte igennem megen sygdom især i årene efter fars død. Og hun og jeg kom hinanden nærmere, end vi tidligere havde været. Og således kom også min bror og jeg meget tæt på hinanden, mens vi sad hos mor.

I morgen skal jeg på kirkegården med en lille dekoration. Mor blev 90 og mente selv, at hun nok ikke kunne forlange mere. "Vor fader i himlen, lad det ske, lad julesorgen slukkes", siger Grundtvig i "Velkommen igen Guds engle små". Og selv om det ikke er sorg, jeg føler, så er Grundtvigs ord dog en intens måde at udtrykke en vemodig taknemmelighed over tanken om et kært menneske på.

onsdag den 4. december 2013

"Hvis du skal blive et bedre menneske..."

Den kendte rabbi Nachman af Bratslav sagde engang: ’Hvis du ikke skal blive et bedre menneske i morgen, end du har været i dag, hvad behøver du så morgendagen til?’.” 

Med disse enkle sætninger siges der uendelig meget. Meningen med livet er at blive et bedre menneske.

Det er svært at forholde sig til. For "min venstre skal ikke vide, hvad min højre gør", d.v.s. at jeg skal blive et bedre menneske, uden at vide, om jeg bliver det. For jeg skal samtidig vide, at jeg ikke kan rose mig af noget som helst i den retning. Og jeg skal vide, at jo mere, jeg prøver på ved egen kraft at blive det, jo længere væk er jeg fra at blive det. Der skal være en ydmyghed, som aldrig kan blive en virkelig ydmyghed, alene af den grund, at jeg drister mig til at mene, at det er dét, jeg skal prøve på.

En stræben er aldrig en ydmyghed, heller ikke selv om den selv tror det. Den menneskelige bevidsthed kan ikke både vide, hvad den skal, og så glemme, at det er dét, den skal.

Er der da slet intet, jeg kan gøre? Ikke for at blive et bedre menneske, men jeg kan flytte mit fokus fra mig selv og over på andre mennesker, så jeg i stedet for at gå op i, om jeg nu bliver et bedre menneske, ser på mennesker i mit liv og omkring mig. Ikke for på en endnu smartere måde at blive et bedre menneske i kraft af medmennesket, det ville dog være en djævelskhed uden lige.

Nej, men netop flytte mit blik fra min egen navle og til medmenneskets øjne. Og forhåbentlig røres. I stor og vid forstand. Ikke kun af menneskers nød, men også så jeg ser, hvad jeg har at give af mig selv. Det, vi mennesker længes efter, er at nå ind til hinandens sårbarhed. Vi længes efter at åbenbare den for hinanden - ikke for alle og enhver, men for den, hvis øjne du ser ind i, og ser, at han også længes efter det.

Det er risikabelt. Jeg kan tage fejl. Jeg kan blive misforstået, når jeg gør mig sårbar. Men i min spontanitet, og inden jeg når at tænke, kan jeg måske nå den anden. Netop inden jeg når at tænke, for hvis jeg først begynder at tænke, vil jeg agere som en advokat, begynde at overveje fordele og ulemper ved mine ord, ved hele min gøren og laden.

Men når jeg den anden med min udleverede sårbarhed, sker der en eksplosion af glæde, salighed, tillid, tryghed, jubel, opfyldthed. Meningen med livet bliver til dér. Og har man prøvet at gøre ting med hjertet, tror jeg, at man bliver mindre tilbøjelig til at handle koldt og kynisk, fordi det føles så inderlig godt at handle med hjertet.

tirsdag den 3. december 2013

Hvis jeg kunne opdrage mine børn om igen...

Hvis jeg skulle opdrage mine børn om igen, er der visse ting, jeg ville gøre anderledes.

Jeg ville ikke give dem lov til at have fjernsyn på deres værelser. Jeg har tre børn, og det betød i praksis, at vi kunne sidde i hver sit rum og se fjernsyn, for jeg har jo også et i stuen.

Det var min egen skyld, at det overhovedet blev sådan. Jeg købte et fjernsyn til min søn, den ældste, som han kunne have på sit værelse. Det var tænkt sådan at han og hans søstre kunne trække sig tilbage, når/hvis jeg havde gæster, og de ikke længere gad være med i vores snak, eller vi godt ville have lidt voksentid.

Sidenhen udviklede det sig til, at de alle ønskede sig et i konfirmationsgave, sammen med stereoanlæg og cykler.

Jamen, var det da ikke praktisk, at vi alle selv kunne bestemme, hvad vi ville se, og hvornår? Jo praktisk? Absolut! Og som hårdt arbejdende enlig mor var jeg da også glad for lidt fred og ro om aftenen.

Men hvad var det, jeg lærte dem? Og især: Hvad var det, jeg IKKE lærte dem?

Hvis vi nu kun havde haft et fjernsyn i stuen, så havde vi været nødt til at blive enige om, hvad vi skulle se. Vi havde været nødt til at forhandle. Sikke meget lækkert konfliktstof, der her var blevet lagt op til. Og hvor har jeg da sprunget over, hvor gærdet er lavest ved ikke at have kastet mig ud i disse sysler. Tænk hvor meget jeg kunne have lært dem om dette.

Sådan noget som at tage hensyn til hinanden ville have haft gode vilkår. Det ville man blive nødt til. Der ville uden tvivl være stunder, hvor mor her bestemte, både om hvornår, hvor meget og især HVAD, der skulle ses. Men er det ikke også meningen med at være forældre? At de/den voksne afstikker retningslinjerne?

Og de tre søskende indbyrdes? De ville være tvunget til at lytte til hinanden, forstå hinandens behov. Muligvis ville vi så også have lavet en del andre ting end at se fjernsyn - ting, som vi ville gøre sammen.
Der er selvfølgelig også den mulighed, at de så bare ville forsvinde over til veninder og kammerater og se yndlingsprogrammerne der. Eller se ting, som jeg ikke syntes, de skulle se. Jo jo, børn har altid ulydighedens mulighed. Nøjagtig som da de begyndte at drikke alkohol. De kunne jo vælge at bryde de regler, jeg havde stillet op.

Men JEG kunne ikke vælge at lade være med at stille nogle op, og det er hele pointen. For uanset hvad jeg ville have af holdninger, så kendte de min holdning, og så vidste de også, hvornår de overtrådte den. Og det er vigtigt!

Arh, er det nu så slemt, at de havde fjernsyn på deres værelser? Nej, ikke slemt, men alligevel tankevækkende, synes jeg. Og i dag er den problemstilling for længst passeret, nu er det deres computere, I-pads, mobiler og hvad ved jeg, som de "forsvinder" ind i.

Det, der mest bekymrer mig, er den egocentricitet, der knytter sig til vores brug af disse medier. "Jeg bestemmer selv-holdningen". Og den mangel på social opmærksomhed i det rum, som de befinder sig i. De får sikkert nogle andre kompetencer, som hører deres tid til.

Det var bare lige nogle tanker....