søndag den 19. juni 2016

Bedsteforældreprioritering

I går var jeg til 50-års jubilæum i min gamle realklasse. Det var dejligt og hyggeligt som altid. Vi har mødtes hvert 5. år siden vores 25-års jubilæum. Men det er faktisk slet ikke det, jeg vil skrive om.

Det er altid interessant at være med til arrangementer, hvor der er mange mennesker med. For hvor man som singlepensionist måske kan gå og lulle sig ind i sine egne forestillinger om, hvordan verden ser ud, har man ved en begivenhed som denne lejlighed til at blive rystet godt og grundigt i sin grundvold. Hvis ellers man har øjne og ører åbne.

Jeg oplevede MANGE ting, som jeg kunne skrive om, og måske også gør - men i dag bliver det dette her emne: Bedsteforældre - og hvordan man prioriterer i forhold til at være det.

Folk er jo søde! Jamen, det er de - . Og jeg har jo kendt dem som børn, eller i hvert fald som teenagere. Vi var vel en 15 stykker, ud af nogle og tyve. Nogle havde meldt afbud p.g.a. andre ting, der trak mere. Bl. a. børnebørns fødseldag. Vi havde en runde på et tidspunkt, hvor vi sådan fortalte lidt om, hvad vi går og laver. Der var vist ikke nogen, der ikke nævnte deres børn og børnebørn. Og det er jo GODT, ikke?

Men så er det, at det bliver interessant! For flere meddelte, at de var nødt til at GÅ  hen på eftermiddagen (vi mødtes kl. 13.00) fordi de skulle hjem til nogle børnebørn/ børnebørns fødselsdag/passe børnebørn og i den dur. På et tidspunkt var der en, der satte ord på dette fænomen: Hun havde i lang tid friholdt hele måneden, indtil hun kendte datoen for dette jubilæum, og alle familiemedlemmer og andre havde fået at vide, at DEN DAG kunne hun ikke, for da skulle hun til 50-års jubilæum i sin gamle klasse, så hvis de ville se hende, måtte de finde andre datoer. Hun undrede sig over, at folk prioriterede børnebørn - som de jo altid kan se - højere end et 50 års jubilæum.

Min umiddelbare reaktion var: Folk er forskellige, derfor prioriterer de også forskelligt, og fred være med det.

Men hvad ligger der i min skolekammerats anke? Det synes jeg er interessant!For jeg kunne jo se og høre, at det påvirkede folk meget - både dem, der skulle gå, og dem, der havde valgt anderledes.

* HUN havde sat alt andet til side, og undrede sig over, at andre ikke også gjorde det
* HUN havde rejst langt, og var skuffet over at mange af dem, hun regnede med at skulle feste sammen med, ikke var mere villige til at feste med hende.

Og 10.000 kr spørgsmålet:
* HVORFOR prioriterer de børnebørn så meget højere, at de enten ikke kommer, eller tager tidligt hjem?

Jeg kan da komme i tanke om en del grunde:
* Måske er de generelt ikke til fester
* Måske er de ikke til længevarende fester
- og så ligger der ikke mere i DET, for sådan er DE bare!

* Måske er VI, de gamle skolekammerater, som man kun ses med hvert 5. år, egentlig ikke særlig betydningsfulde mennesker i deres liv.
* Måske orker de ikke at bruge tid og penge på sådan et samvær?
- og hvorfor bliver andre pikeret over DET?

Selvfølgelig kan man lige indskyde en lommepsykologisk forklaring, a la "de har nok ikke fået nok opmærksomhed i deres liv" eller "de føler sig fravalgt, og det er en rigtig træls følelse at sidde tilbage med". Men er det ikke liiiige lidt for billig en forklaring?

* Er "den med børnebørns fødselsdag" blot en bekvem undskyldning for at bryde op i rimelig god tid?
* Eller tilhører vi en generation, som simpelthen af hjertet prioriterer børnebørn højest af alt?
* Eller forventer vore børn, at vi prioriterer vore børnebørn højest af alt?
* Orker vi bare ikke diskussioner med vore børn om den slags?
* Eller har vi ikke andre værdier at fylde vort liv med, end at leve det gennem børn og børnebørn?

Jeg har ikke forklaringEN, og jeg har det også ret så fredeligt med, hvordan folk prioriterer. Men jeg kunne jo se, at det gjorde noget ved de mennesker, jeg var sammen med - mere end bare lige en tanke. DERFOR interesserer det mig.

Hjælp mig til at blive klogere på dette!!!







mandag den 25. april 2016

Michaels rejse fra fuldkommenhed til menneske

Denne fortælling foregår for længe, længe siden. Den er en sælsom fortælling om en sjæls rejse fra at være fuldkommen til at blive menneske. Og når fortællingen er færdig, er det ikke sikkert vi er blevet ret meget klogere.

Vi kalder denne sjæl for Michael, for af hankøn, det var han - en køn ung mand, som intet andet levede for, end at gøre det gode, det skønne og det sande. Han befandt sig godt i den himmelske sfære, hvor han havde sit hjem. Var altid lydig, og opfyldte alle sine forpligtelser. Han var vellidt af sine brødre og søstre, som der var så mange af, at de slet ikke kunne tælles.

Han havde været her så længe, han overhovedet kunne huske.

Men når han gik rundt blandt alle de andre, havde han blot een længsel: Han ville så gerne være engel. Han så på englene, som færdedes iblandt ham og hans brødre og søstre, og det forekom ham, at det måtte være det skønneste, man kunne tænke sig, at blive som en af dem.

"Hvordan kan jeg blive en engel", spurgte han sine søskende, men der var ikke rigtig nogen af dem, som vidste det. "Har du det ikke godt her", svarede de som regel. "Hvorfor ønsker du dig noget andet"? Dette er paradiset, der findes ikke noget bedre sted".

Det slog han sig til tåls med en tid, men længslen forsvandt ikke. Han måtte finde ud af, hvordan han kunne blive en engel. Så gik han til en af de ældste i søskendeflokken, og sagde: "Hvordan kan jeg blive en engel". "Hvorfor vil du være engel", spurgte den ældre broder. "Jeg ved det ikke", svarede Michael, "men jeg vil så gerne være lige så fuldkommen som de". "Vil du være fuldkommen, så må du arbejde endnu hårdere på det, end du gør nu", svarede den ældre broder.

Michael arbejdede hårdt på sin fuldkommenhed, udførte alt til punkt og prikke, undveg ikke nogen opgaver, gjorde alt det, han kunne og skulle. Men hans hjerte længtes dog stadig. Han blev tavs, indadvendt, men han arbejdede, så sveden sprang.

Hans ældre søskende så med bekymring på ham, og en af dem sagde til ham: "Du skulle opsøge ældste Athor. Han må kunne rådgive dig". Michael tænkte længe over dette råd, men besluttede til sidst at følge det. Så han gik til Athor.  Athor hørte længe på ham. Han fremlagde - først stammende og tøvende - men efterhånden mere ivrig og ilter sit ønske. - "og nu har jeg arbejdet voldsomt på min fuldkommenhed, så kan jeg ikke blive en engel nu"? spurgte han til sidst.

Athor så længe på Michael, med et interesseret og mildt blik: "Jeg har hørt om denne attrå før", sagde han så. "Og når den nu har rodfæstet sig i dit sind, må du gå hele vejen"! "Jamen, hvad skal jeg da gøre", spurgte Michael. "Du har nået til det umiddelbares grænse, - det er det højeste gode her". Men vil du videre, må du gennem kundskabens lande. Det er en farlig, besværlig og langsommelig vej, og man kan meget nemt fare vild i disse lande.

"Hvad er kundskabens lande"? spurgte Michael. "Og hvor ligger de? - og hvad skal jeg der"? "Det er menneskenes verden", svarede Athor. "På jorden lever de. Der skal du lære SELV at vælge kærligheden via din frie vilje. HER er den en synlig del af alt, men DER skal du selv indånde den, vælge den, og træffe dine egne valg. Du vil aldrig være alene, vi vil altid være nær ved dig, blot kan du ikke se os, som du kan nu.

"Og kan jeg så blive en engel bagefter", spurgte Michael ivrigt, men også lidt frygtsomt. "Det ved kun Gud", svarede Michael. "Du er velkommen til at blive her i den umiddelbare kærligheds paradis. Men da du begærer mere, har du vist, at dit sind vil kærligheden via din egen sjæls tilegnelse af den. Derfor må du til Jorden og blive menneske.

"Hvordan kan jeg undgå at fare vild", spurgte Michael. "Hvad skal jeg holde mig til"? Athor sagde: "Alt det, som du umiddelbart har haft her, skal du bruge, søge efter og holde dig til. Og bliver du forvirret og rådvild, skal du søge efter korset og korsvejen. Og så er vi altid med dig med Guds Ånd, og du kan nå os via bøn,

"Hvad er korset og korsvejen for noget", spurgte Michael. "Bekymr dig ikke", svarede Athor. "Alt dette blive nedlagt i dit sind, og hold dig blot til det, så farer du ikke vild.

Og herefter fødtes Michael på Jorden af et ganske almindeligt forældrepar. Overraskende nok fødtes han som pige. Og  lærte kærligheden at kende. Den var hendes medfødte og iboende tilbøjelighed, den blev skænket hende af forældre, søskende, venner, mennesker hun traf på sin vej. Men hun lærte også ondskab, fjendskab, uvilje, stejlhed, løgn, krig, svigt, utroskab, uretfærdighed og meget meget mere at kende. Jordelivet blev op- og nedture, rutcheture, med gode men også med meget sorgfyldte dage. Hun begik mange fejl, svigtede selv nu og da, elskede ikke kun, men opfyldtes af og til af følelser, som vel måtte kaldes onde.

Men korset genkendte hun, og korsvejen kunne hun måske ikke selv gå, men hun vidste dybt i sit indre, hvad det var for en vej, og at hun skulle holde sig til den. Hun lærte af uretfærdighed ikke selv at være uretfærdig. Hun lærte selv at vælge kærlighedens vej, så godt hun nu kunne.  Men det tog lang, lang tid.

Og hvad skete der så? Blev Michael så en engel efter Jordelivet? Det ved kun Gud!





lørdag den 5. marts 2016

"Legeaftaler" - og alt dets uvæsen!

Jeg har lært et nyt ord for nylig. LEGEAFTALER. Ja, ordet har jeg selvfølgelig kendt altid, men det er gået op for mig, at begrebet har fået en helt ny betydning.

Jeg så første afsnit af en serie på TV, som handler om en familie, hvor far og mor vil skilles, men da de ikke kan få huset solgt, bliver de boende. De indretter sig så sådan, at de hveranden uge bor ovenpå eller nedenunder. Den, der bor ovenpå, har også ansvaret for børnene. Og dette ansvar er ikke sådan noget, man kan tage let på, så der var blevet lavet en lang liste over, hvad det indebar. Og da var det, at jeg pludselig forstod ordet LEGEAFTALE. For det var et af punkterne.

Der var ikke noget, der hed legeaftaler, da jeg var barn. Begrebet fandtes ikke. Ikke fordi vi ikke legede sammen, det gjorde vi da i høj grad. Men det var ikke noget, man lavede AFTALER om, og der var ingen mobiltelefoner. Man bankede på hos hinanden og spurgte, om Inger ville lege. Det ville Inger som regel, hvis hun var hjemme. Eller man aftalte at mødes efter skoletid, da man blev lidt større. Men det var ikke et programpunkt på en liste for ansvarlige forældre,  hvorpå der bl.a. stod LEGEAFTALE.

For sagen var jo, at det styrede vi selv. Altså vi børn. Forældrene var ikke indblandet. Man sagde måske hen over skulderen: Jeg går om til Inger! Og de sagde: O.k - så var den ikke længere. For man vidste, at man senest skulle være hjemme, når kirkeklokkerne ringede kl. 18.00.

Sådan er det ikke i dag. I dag er det et programpunkt for FORÆLDRENE!!! De må sørge for at lave legeaftaler på deres børns vegne. Jeg kan også godt se det praktiske i det, for børnene bor ikke altid indenfor gå- eller cykelafstand fra hinanden.  Og forældrene er nok på arbejde til hen på eftermiddagen de fleste dage, så hvis der skal laves LEGEAFTALER, skal det være, når det passer forældrene. I sagens natur, for de skal jo hente og bringe.

Men der ligger også noget STATUS i det. Ve det barn, som ingen legeaftaler har!!!! Det er tegn på, at barnet ikke er populært. Og det er ingen forældre naturligvis glade for.

Da jeg var barn, vidste mine forældre ikke altid, hvor jeg var. For hvis Inger ikke var hjemme, gik jeg måske videre hen til Lissi, eller også fandt jeg på vejen en eller anden at lege med. Var mine forældre uansvarlige voksne? Overhovedet ikke. Men det kaldes TILLID. Tillid til, at vi selv fandt ud af det. Tillid til, at vi selv sørgede for evt. transport. Man GIK - endda flere km for at komme ud til en veninde. Eller cyklede - 12 km måske!

Er verden blevet så meget farligere, siden jeg var barn? Er det årsagen?
Er der ikke så mange børn i nærheden at lege med, fordi de er på institution det meste af dagen?
Er forældre blevet mere pylrede?
Er større trafik en del af forklaringen?

Jeg ser af og til nogle forældre, som mener, det er deres PLIGT at tage sig af børnene - hele døgnet. Og sørge for, at de ALDRIG keder sig. Og at de er populære. Og at de ikke kommer ud for ting i livet, som kan give dem nederlag. Og ikke kommer til skade i trafikken. Og ikke skal cykle 12 km. For slet ikke at snakke om at GÅ!!

Helt ærligt: Jeg fatter det ikke! Jeg synes, det er synd for børnene! Og forældrene! Og jeg ser det som endnu et led i begrebet curlingforældre.

Er jeg bare blevet et gammelt brokkehoved, som ikke er fulgt med tiden?






søndag den 21. februar 2016

"Den sunde fornuft" versus religion

En tid lang har jeg været optaget af, hvad "den sunde fornuft" er for en størrelse. For jeg hører tit folk sige, at de ikke tror på nogen religion, men at de bruger deres "sunde fornuft". Jeg har diskuteret emnet med flere gode venner/veninder, -  spurgt mine facebookvenner og læst en masse. Nu vil jeg prøve at sammendrage, hvad jeg så har lært om "den sunde fornuft". Og selv om jeg godt ved, at "det kommer an på", - så synes jeg, at jeg er blevet lidt klogere på emnet

Jeg er kommet frem til:

* At "den sunde fornuft" "kun" er et redskab for højere/bagvedliggende værdier. Hvad jeg havde på fornemmelsen, da jeg stillede spørgsmålene. Meget forenklet kan man sige, at fronesis(som en af mine fb-venner anbefalede mig at kigge på)  er "klogskab i praksis". Eller pragmatisk klogskab, idet ordet pragmatisk indikerer, at der netop IKKE er nogen ideologi eller religion bag. (Hvad jeg altså bestrider).Begrebet phronesis kommer fra den klassiske retoriks begreber, og kan måske også oversættes til "dømmekraft".

* At de mennesker, som benytter "den sunde fornuft", når de skal tage stilling til etiske problemer, normalt  ikke er sig bevidst, at de "glemmer", at bag enhver praksis ligger en teoretisk værdi. (Det er min påstand) Det er ikke særlig synligt, når vi taler om almindelige dagligdags ting - om det er fornuftigt ikke at gå fra et tændt stearinlys eller at låse sin hoveddør, når man går ud, f. eks. Men ellers er jeg enig med Pierre Bourdieu, som siger at teori uden empiri er tom - og empiri uden teori er blind. Og andre med ham har sagt noget lignende,  f. eks. Karl Marx og Ludvig Wittgenstein.

* "Den sunde fornuft" kommer til kort, hvis/når man skal vælge mellem
   1. Hvad der er bedst for alle mennesker
   2. Hvad der er bedst for én selv.
Eks. Når man f. eks stemmer politisk, "bør" man så stemme udfra hvad der gavner en selv mest, eller udfra, hvad der gavner fællesskabet mest?
Eks: Skal vi modtage alle asylansøgere, eller skal vi først og fremmest sørge for vore  egne -  familie og landsfæller?
Et par af mine fb-venner mener, at den "sunde fornuft" er forankret i den enkeltes kontekst, og ikke i hvad der er bedst for menneskeheden. Det er jeg ikke helt enig i.  Heller ikke selv om det gælder selve overlevelsen. Igen kommer det an på mennesket og dets bagvedliggende værdisæt.

* Hvis man ikke anerkender, at "sund fornuft" kræver et bagvedliggende værdisæt, bliver der nogle gange henvist til, at "den sunde fornuft" er noget medfødt, - at alle mennesker har et naturligt selv, - men som er forskelligt fra menneske til menneske. Herunder hører så diskussionen om, hvad der "tæller" mest: Natur eller kultur.

* At henvise til, at man bør bruge sin  "sunde fornuft" giver ingen mening,  fordi "den sunde fornuft" kan være lige så forskellig, som menneskene er. Ja, to mennesker med hver sin holdning kan begge henvise til, at de har denne holdning på baggrund af "den sunde fornuft".

* "Sund fornuft" og intuition hænger sammen. Men baserer sig på livsanskuelse - hvis man ikke har en religion at ty til.

* Selvfølgelig bruger mennesker, som har en religion, OGSÅ deres "sunde fornuft" i almindelige, dagligdags spørgsmål, som ikke kræver "overbyggede" overvejelser. Hvad vi kalder "logiske" a la at låse døren, når man går ud, at stille maden i køleskab så den ikke bliver fordærvet osv.

* "Sund fornuft" er at holde sig til de fysiske love. Ja, - ang. fysiske ting, vil jeg svare. Men når talen er om åndelige ting, kan man ikke bruge "den sunde fornuft". Mennesker, som ikke er religiøse, kan vel godt have åndelige værdier, - men igen hævder jeg nogle bagvedliggende værdier.

* Det er "sund fornuft" at lade sig overbevise om noget, hvis dette noget forekommer sandere end det, jeg hidtil har ment. Ikke at bruge sin "sunde fornuft" i sådanne situationer er dumstædighed.

* At henføre til "den sunde fornuft" i spørgsmål om et land skal gå i krig eller ej, om EU skal have mere magt eller ej, og lignende etiske spørgsmål, er demagogisk og kan IKKE bruges som argument. Her må der graves dybere, som ovenfor nævnt. For "den sunde fornuft" bærer ikke et værdisæt med sig i sig selv.

* En af mine fb-venner er inde på, om "den sunde fornuft" er lig med ens samvittighed. Og at "samvittighed" altid er "alles bedste".  Men hvis det er tilfældet, vil jeg så spørge, hvorfra samvittigheden henter sit værdisæt? ¨Også den har en overbygning.

* "Sund fornuft" er ikke nødvendigvis løsrevet fra følelser. Det kan være (men er det ikke nødvendigvis)  sund fornuft at gøre, som man føler for.

* Jeg spurgte, om der fandtes situationer, hvor man ikke først og fremmest skal lytte til sin "sunde fornuft". Og fik svaret, at det gør der! Faktuel viden kan anvise svar, som umiddelbart strider mod sund fornuft.
Eks: Det er sund fornuft ikke at stifte gæld, men omstændighederne kan betyde, at det f.eks.  er nødvendigt at have en bil - og altså låne penge til at købe en.

* "Sund fornuft" har bl.a. med kultur at gøre, så derfor vil mennesker i samme kultur lettere kunne blive enige om, hvad der er "sund fornuft".

Konklusion: Sund fornuft" er afhængig af natur, kultur, alder, erfaring, kontekst - og forskellig fra menneske til menneske Derfor er det MIN påstand, at det ingen mening giver at henvise til den sunde fornuft. OG at man "glemmer" det bagvedliggende værdisæt, fordi "sund fornuft" kun er et redskab.

Hvis man har fulgt mine blogindlæg, vil man også vide, at jeg IKKE mener, at tro kan medføre en bestemt moral, men at den kan ændre et menneskes sindelag, - og altid er en tiltale til det enkelte menneske -  som naturligvis må være ansvarlig for de valg, der træffes.  Men er man troende, f. eks. kristen, vil man lade sig opdrage ud fra kristendommen  -  og lade sig berøre, så man kommer dybere og dybere ind i denne tro. Men bestemt ikke, så man derved slipper for det personlige ansvar - nærmest tværtimod. 

lørdag den 30. januar 2016

Jeg vil ikke ha' det!!!!

Af og til forbavses jeg over, hvordan tiden så at sige skrues tilbage - tilbage til FØR vi fik ligestilling på en lang række områder.

Jeg er vokset op i en tid, hvor man sagde "De" og "du" til hinanden, alt afhængig af - ja, af hvad? Det er lige netop det! Og jeg har med beskæmmelse lagt mærke til, at flere og flere er begyndt at sige "De" nu om stunder. Jeg følte det som en kæmpesejr for ligestillingen og udjævningen af klasseforskellene, da vi i 70'erne gradvist indførte fællestitulationen "du".

Hvorfor er det betydningsfuldt?

Det er det af flere grunde:

* Det er besværligt! Det betyder, at man på stående fod, hver gang man står overfor et menneske, skal afgøre, om man skal sige "du" eller "De" til vedkommende. Og det er ligegyldigt, om du kommer til at sige "De" til én, du skulle have sagt "du" til, eller "du" til én, du retteligt skulle sige "De" til. Begge grupper kan føle sig stødt!

* Der bliver markeret en afstand eller en intimitet, vi (jeg) gerne ville have været foruden. Når vi alle er dus, behøver vi ikke tænke i afstand eller nærhed - det er helt ude af tankerne, og godt for det. Butiksassistenter er nogle af dem, som er begyndt at "Disse" folk igen. Ikke alle, gudskelov, og her ovre i det vestjyske er vi ikke helt så slemme, som i storbyerne. Journalister på TV er også begyndt på det. Igen: Ikke alle, men for mange. Prøv lige at lægge mærke til det. Afstand skaber det. Mellem dem og os.

* Alder bliver et skel. Skal man ikke være høflige overfor de ældre? Selvfølgelig skal man det. Og vise dem respekt, ikke? Men jeg føler mig ikke som "en ældre", og jeg gider ikke blive mindet om min alder i høflighedskonventionens navn. Min aldeles søde boghandler begyndte at sige "Frue" til mig. Den var HELT slem, og jeg måtte så lige give ham en lektion i, at jeg var en gammel halvhippie, som gerne ville have mig den tiltale frabedt. Og jeg forlanger, at han siger "du" til mig, ellers gider jeg ikke blive ved at handle hos ham, - og jeg er ellers en god kunde!! (Ja, ja, jeg VED godt, at jeg har skrevet om det før, men det er åbenbart ikke alle, der har læst det!!!!!)
De unge siger vel "du" til hinanden, og så er problemet, hvornår man er så gammel, så man har opnået rettigheden at blive sagt "De" til. Sikke noget!

* Klasseforskel bliver skabt. Hvor vi alle før var i samme båd med et "du", kommer vurderingen nu til at handle om hvordan man ser ud, om man bærer pels eller ej, hvilken status man kunne tænkes at have, osv i den dur. Eller ens mand, - o ve o skræk, hvis fru overtrafikkontrollør Thomsen blev tiltalt med et "du" hvor det skulle have været "De"!

* Køn bliver et skel. Min salig far, som var købmand, løste problemet temmelig pragmatisk. Han sagde konsekvent "du" til alle mænd, og "De" til alle kvinder. Nej, der var undtagelser, doktor Andersen var han på "De" med. Min mor sagde mest De til kunderne, men der var nogle, for hvem den betegnelse var en fornærmelse, - netop fordi det skabte afstand.

Jeg har nævnt denne problematik overfor en del mennesker, som ikke forstår problemet, eller som netop synes, det er et GODE at der skabes en vis distance mellem mennesker. Det er selvfølgelig et synspunkt, men som jeg så ikke deler. Og jeg HAR prøvet det. Da jeg f. eks. var ekspeditrice i mine helt unge år, var vi "De's", når vi arbejdede og "dus" når vi havde fri. Og alle temaerne beskrevet ovenfor har jeg selv oplevet besværlighederne med.

Når engelsktalende lande kan klare sig med et "you", hvorfor kan vi så ikke i Danmark? Jeg håber, det blot har været et forbigående anfald af misforstået høflighed, at dette "De" overhovedet har været fremme!!!





tirsdag den 29. december 2015

Nytårsfortsætter

Har du nogle nytårsfortsætter? Det har jeg - en hel masse, som jeg har tænkt mig at gøre, når livet fortsætter efter nytår.

En af de ting, jeg vil fortsætte med, er at være en sprognørd. Jeg vil hvert evigt eneste år lede efter en hel masse steder, hvor folk har skrevet "nytårsfortsætter" i stedet for "nytårsforsætter", som det retteligen hedder. Så vil jeg gnægge i mit overskæg, - det, jeg endnu ikke har pincettet af - og forarget rette vedkommende - især hvis hun ikke ved, hvem jeg er. Folk kunne jo være ordblinde - eller noget - og dem vil jeg ikke genere.

En anden stensikker i samme kategori indfinder sig hvert år juleaften i kirken. Jeg tager lige en pause på nogle få minutter her i fromhedens og godhedens rum og tid, mens jeg GLÆDER mig til at blive bekræftet i, at folk ENDNU engang ikke aner, hvad der står i julesalmerne. I den gode julesalme "Et barn er født i Bethlehem" begynder et af versene med: Forvunden er nu al vor nød. (Ak og ve, selv min stavekontrol sætter røde streger under ordet, suk!)  Og det er lige så sikkert som amen i denne som i alle andre kirker, at denne salme synges juleaften, - OG at i hvert fald NOGLE mennesker synger "Forsvunden er nu al vor nød". Forsvunden er ikke det samme som forvunden. Forvunden betyder overvundet, - forsvunden betyder pist væk!

Kan det ikke være et fedt? Vel kan det da ikke nikke nej! Søn og jeg sad ved siden af hinanden og hyggede os gevaldigt over at "vi fik dem igen i år"! Helt uden ord! Vi så bare på hinanden, smilede bedrevidende -  og VIDSTE!

På facebook er jeg med i en del sproggrupper for rigtige nørder. Og engang imellem forvilder en sprogspasser sig ind i en af grupperne, og SKÆÆÆÆÆLDER os ud over, hvor onde vi er, når vi griner af andres - ofte ubevidst - sjove stavefejl! Og efter en del debat for og imod det oplagt forkerte i, at vi opfører os sådan i en gruppe, som er beregnet til det, ender det ofte med, at vedkommende, som har skældt os ud fra begyndelsen, med stor dramatik meddeler, at "sådan en gruppe vil han/hun ikke være med i, så nu skrider jeg". Jamen, god tur hjem da!! Sådan en tråd har sit helt eget navn, nemlig en "piktråd". Et godt, dansk ord, som enhver med bare lidt humor forstår!!! Jeg ser altid for mig en kvinde (vi er nogle finker!) med langt, mørkt og velplejet hår, der har været gennem et glattejern, knejse med nakken og slå sit lange hår tilbage med en markant bevægelse a la "because we`re worth it!!! Er der i øvrigt ikke noget mærkeligt i, at man kalder en tråd en "piktråd", hvis det mestendels er kvinder, der "pikker"?? Dette filosofiske problem må jeg hellere tage op med medlemmerne i gruppen, de vil ELSKE den slags ligegyldigheder!!! Eller kvindechauvinistiske temaer!!!

Men det kan ikke være et fedt, om der er nogen, som holder fanen - og interessen for sproget - højt, for "nogen skal jo" - og Dansk Sprognævn er ikke meget for det. De vil ikke lege sprogpoliti, nææ nej, de vil hellere lege spioner, som opsnuser nye ord og vendinger i sproget, og sørger for at de bliver inkorporeret som del af det danske sprog, blot en forkølet vestjyde er kommet til at sige snadder i stedet for sladder. Så KAN det godt hedde snadder. Jo jo - det siger de selv!!!

En sprognørd er også sådan en, som skælder ud over pendulord. Pendulord er sådan nogle, som siden Arilds tid har haft en helt bestemt mening, indtil nogle - oftest helt unge - mennesker laver om på det.

Det kendteste pendulord er vistnok "bjørnetjeneste", som ALTID har betydet en tjeneste, som viste sig at gøre mere skade end gavn, og som - i hvert fald i nogens forståelse - er blevet til en stor og god tjeneste. Men som det også nævnes i nedenstående link, så er brugen og pendulbrugen noget tricky, og nærmest kun anvendt for at illustrere, hvad pendulord er, som jeg også gør her.

Men netop ordet "bjørnetjeneste" har sin oprindelse i la Fontaines fabler, og hvis man går til kilden, hvad man altid bør gøre, når man vil undersøge noget til bunds, kan det jo nemt BEVISES, at den oprindelige brug af ordet er RIGTIG. Og når noget kan bevises, er der efter oplysningstiden ikke mere at sige til DET!!!

Et pendulord, jeg SLET ikke kan snuppe den nye betydning af,  er ordet "patetisk", som fra at have betydet "højstemt", nu nærmest betyder "ynkeligt". Men her er det oplagt, at vi har snuppet den engelske betydning, da vi jo optager flere og flere ord fra engelsk. Men hvorfor den engelske betydning skulle være mere rigtig end den oprindeligt danske, forstår jeg ikke. Ud over den generelt imponerede indstilling, vi har overfor smarte engelske ord og udtryk.

https://da.wikipedia.org/wiki/Pendulord

Jeg går ind for, at vi bør håndhæve ords oprindelse, fordi jeg går ind for, at vi gør os umage for at forstå hinanden korrekt. MEN - jeg ønsker heller ikke at være bagstræberisk, for selvfølgelig udvikler sproget sig, og selvfølgelig ændrer visse ord derfor også betydning over tid. Men vi kan vel i det mindste gøre et forsøg på at forstå sprogets logik, - dets oprindelse, dets bøjning osv - hvis altså vi ønsker at forstå hinanden.

Og at forstå hinanden - DET vil altid være mit nytårsfortsæt OG nytårsforsæt -

Godt nytår til alle I sprognørder derude!!!



tirsdag den 22. december 2015

Vi har aldrig været så rige!

Der er noget, jeg ikke forstår! Vi har aldrig været så rige, og alligevel taler vi, som om vi er på katastrofens rand. Vi har ikke råd til at tage så mange flygtninge, og HVIS vi alligevel gør det, SÅ går det ud over de ældre, børnene, børnefamilier, uddannelsesinstitutionerne, kontanthjælpen osv osv.

Er det bare noget, vi går rundt og SIGER? Hvorfor har vi ikke råd til det hele? Når vi nu aldrig har været så rige?

For dog at blive lidt klogere på, hvad der er "jeg-synes-teorier" og hvad der er fakta, har jeg kigget mig lidt rundt på nettet.

"Danmark er på vej til et overskud i størrelsesorden 150 milliarder kr i 2015. Det svarer til overskuddet sidste år, der var det største, vi har haft i fredstid.... Overskuddet svarer til næsten 8 pct. af BNP, og det bringer DK helt op i verdenstoppen sammen med Norge - Nordens svar på Qatar - og Holland. Selv Merkels bomstærke Tyskland har vi givet baghjul....Dk har haft overskud i 25 ud af de sidste 26 år. DK har netto langt over 1.000 milliarder kr til gode i udlandet, og nationalbankdirektøren svømmer som en anden Joakim von And i en pengetank på langt over 500 milliarder kr, Renten er 0, inflationen er 0, og reallønnen stiger hvert år".

"Danmarks økonomi er med andre ord en fantastisk solstrålehistorie, der burde få smilene frem hos alle politikere og økonomer. Vi er stinkende rige"!

"Men nej....Cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken mener, vi bruger alt for få penge på bl.a. investeringer. Det er et krisetegn".

"Undskyld mig, jeg tilhører en generation af økonomer, der voksede op i 60'erne, 70'erne og fattig-80'erne med store valutaunderskud i DK, stor valutagæld, talrige devalueringer af kronen, en inflation på over 10 pct. og en obligationsrente, der sneg sig over 20 pct. Se, det kunne man kalde krise! Nu står vi i den stik modsatte situation, og det er altså det modsatte af krise. Så fat det dog, bankøkonomer og politikere!"

"Tænk hvis en bank sagde til sine privatkunder, at det var et stort problem, at de tjente langt mere, end de kunne nå at bruge, og gav dem følgende opsang: "I må se at købe et nyt tv, rejse noget mere, købe flere ægte tæpper og gå i byen i stedet for at lave mad derhjemme, så I kan komme ud af jeres økonomiske krise" Det ville være det rene vrøvl, og det er det også, når det gælder summen af vores alle sammens økonomi, Danmarks økonomi".

"Man må undre sig over, hvorfor bankøkonomer og politikere har brug for at tale om en økonomisk krise, der ikke findes. Nærmere forklaring udbedes"!

Så vidt en oplysende artikel af Peter Brixtofte i Politiken.

Tune Revsgaard Nielsen (blogger i bl.a. økonomi): "For at opnå økonomisk vækst må varer og tjenesteydelser udveksles for penge. Når økonomien skranter, skal der gang i forbruget. Det giver nemlig et højere BNP, og BNP er en indikator som særligt økonomer og de fleste danske politikere ynder at måle deres succes med. Øget BNP betyder vækst, og i den politiske diskurs fremstår vækst altdominerende tydligt som målet"

Men betyder højere BNP også højere levestandard? spørger Rune Revsgaard Nielsen. Det gør det måske, hvis man som privatøkonomerne hos Danske Bank udelukkende benytter sig af nationalregnskabsstatistikken til at fastslå folkets tilstand, men givetvis ikke hvis immaterielle faktorer inkluderes.

Vi har faktisk nu nået et punkt, hvor fortsat jagt på konventionel økonomisk vækst måske kan skade mere end det ville gavne. Også hvis vi i denne forbindelse ser bort fra den katastrofale rovdrift på naturen, som det nuværende vækstparadigme har medført.For vi har "markedsgjort" menneskelige relationer og fællsesskaber,

Vi betaler for mad, vand, underholdning, transport, kommunikation, børnepasning og meget mere. Som tidligere ikke var markedsgjort. I mange tilfælde bliver dette på bekostning af menneskelige relationer og fællesskaber.

Summa summarum: Vi har ikke RÅD til at dyrke fællesskaberne. Arrangere fælles spisning, fælles køkkenhave, lave lokal børnepasning. Have et fælles værktøjsdepot for interesserede, det samme med haveredskaber og andre specielle redskaber og maskiner. Man deler. Man hjælper hinanden. Bliver del af et fællesskab. Men så forbruger vi for lidt!!!

Det er vækstparadigmets kolde kynisme. Og "tomme kalorier". Og fuldstændige absurditet.

Jeg har ikke meget forstand på nationaløkonomi, men jeg mener, at jeg er normalt begavet. Kan nogen forklare mig:

* Hvorfor bliver vi ved med at tro på dette vanvittige vækstparadigme?
* Er det fakta, hvad Peter Brixtofte skriver? Jeg vil gerne vide, hvor han evt. tager fejl!
* Hvorfor betyder flere flygtninge samtidig nedskæring på mange af de sociale ydelser, når vi har et så kolossalt overskud i Danmark?
* Hvorfor er 6 milliarder (som nu viser sig at være betydeligt mere) som SKAT er blevet snydt for, en bagatel, som vi helst ikke skal tale om?
* Hvorfor er250 millioner, som vi kommer til at bruge i merudgifter på flygtninge i 2015 en svimlende sum?

Er det ikke snarere signalpolitik, som økonomer og politikere er ude i?

* Det kan godt være, vi er rige, men vi vil beholde den standard for og til os selv
* Vi vil ikke dele vores velfærd med flygtningene. Det lyder bare ikke så pænt at sige. Så vi opfinder noge mantraer, a la
* Vi vil gerne hjælpe - i nærområderne. Så kan vi behageligt lukke øjnene for, hvordan DER ser ud, og ellers indskrænke U-landshjælpen, så vi ikke kommer til at give for meget.
* Vi kan ikke redde hele verden - dette mantra kan man ikke argumentere imod, så det er nemt!
* Vi kan ikke lide muslimer. Det kan vi heller ikke så godt sige ligeud, så vi siger, at vi frygter, der er islamister og terrorister mellem flygtningene.

Og det kan da godt være, at noget af ovenstående er sandt.

Men at komme med argumentet, at vi ikke har RÅD til flere flygtninge. Hvordan kan det være sandt???

Jeg modtager yderst gerne kommentarer og irettesættelser, hvis jeg er forkert på den. Jeg vil gerne lære mere!