søndag den 2. december 2018

Ingrids provoblog: Jeg er gammel og handicappet

Ingrids provoblog: Jeg er gammel og handicappet: Jeg er gammel! Jeg er handicappet! Jeg er gammel og handicappet Jeg er gammel - lige om lidt 70 år. Og mere og mere handicappet for hver ...

Jeg er gammel og handicappet

Jeg er gammel!
Jeg er handicappet!
Jeg er gammel og handicappet

Jeg er gammel - lige om lidt 70 år. Og mere og mere handicappet for hver dag, der går!

Det går mest op for mig, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg kan kun gå ganske lidt. Indtil 50 m, helst med stok. Fra 50 til 100 m med rollator. Over 100 m skal jeg i kørestol - og er hermed afhængig af et andet menneske. Noget jeg har svært ved at forlige mig med.

Jeg udtrættes hurtigt. Sover 12 timer i døgnet. Dog ikke samlet, for jeg vågner med et par timers mellemrum. Jeg kan kun ligge på siden, da jeg også har søvnapnø, og kun på den samme side et par timer, for så vågner jeg p.g.a. smerter, og/eller fordi jeg skal op at tisse.

Jeg lever mit liv siddende, så har jeg det bedst. Når jeg har en bare lidt bedre dag, tager jeg ud for at handle, og så handler jeg stort ind, så jeg kan klare mig et godt stykke tid, for jeg ved ikke, hvornår jeg igen har mod på den fysiske anstrengelse, det er, at skulle handle. Jeg har prøvet at købe ind hos Osuma på nettet. Det kan også godt lade sig gøre, - men det er dyrt at handle på den måde. Og så er jeg ikke engang en af de fattige pensionister;  for jeg har til dagen og vejen, - men heller ikke mere - så der klager jeg ikke. Men en gang imellem vil jeg gerne ud for selv at finde varerne, og for at se hvordan "verden" er kommet til at se ud, siden jeg sidst så den.

Jeg kan godt selv handle. Jeg hænger ind over en indkøbsvogn. Kønt ser det sikkert ikke ud, men det er jeg så ret ligeglad med. Det værste er at komme igennem kassen, og især at få varerne pakket sammen, for det kræver, at jeg står nogenlunde ret op i længere tid, end jeg kan klare p.g.a. smerter. Derfor har jeg valgt kun at handle i Super Brugsen på Strandbyplads, for der er de altid så venlige at hjælpe mig med at pakke varerne sammen, når blot jeg beder om det, når det bliver min tur. Nogle gange kalder de en medarbejder, andre gange rejser kasseekspedienten eller -tricen sig og gør det selv.

Jeg HAR prøvet at handle i Netto, men der siger de rent ud, at de ikke har personale til at hjælpe mig med at pakke varerne. I Rema gør de det nogle gange, men jeg kan ikke være sikker. Så der handler jeg mest, hvis jeg mangler bare få ting, for det kan jeg så gøre med rollator, da jeg så kan sætte mig på den ind imellem.
Men der er mange dage, hvor jeg IKKE engang kan det p.g.a. mine handicap.

Jeg er kronisk smertepatient. Det er jeg, fordi jeg har spinal stenose, som populært sagt er en lidelse i ryggen, som gør at der er nogle nerver, der bliver trykket på konstant,  lige så såre jeg rejser mig op. Så har jeg svær slidgigt i begge hofter og ryg. Og så har jeg fibromyalgi. Jeg burde have nye hofter, men lægerne mener, at det ikke vil gavne mig nok, fordi de andre lidelser "tager over", og at jeg desuden ikke ville kunne træne nok, hvad man jo skal med en ny hofte. Jeg kunne også godt blive opereret for spinal stenose, men der er ca 50 pct. risiko for, at jeg vil få det værre, d.v.s. flere smerter og desuden stivhed i ryggen, så min bevægelse bliver forringet. 50 pct. føler sig hjulpet, men man ved jo ikke, om man er en af dem. Det kan selvfølgelig ende med, at jeg bliver nødt til det, hvis smerterne bliver så slemme, at jeg heller ikke kan ligge ned.

Smerteklinikken i Give har hjulpet mig for nogle år siden med afprøvning af medicin. Det gik der ca 2 år med, for det tager tid at trappe ind, registrere virkningen en tid, og trappe ud igen af det ene smertestillende middel efter det andet. Jeg landede til sidst på noget, jeg havde færrest smerter og bivirkninger af. Dog kommer jeg ikke udenom den bivirkning, at jeg er kronisk træt. Men det er dog bedre, end at have for mange smerter.

Smerteklinikken i Give er nedlagt, man har flyttet "resterne" til Grindsted Sygehus. Det har jeg prøvet, og kan ikke bruge til noget. Slet slet ikke den kompetance og empati, som jeg oplevede på Give.

Jeg er altid stillet over for det dilemma, om jeg skal fortælle folk om mine problemer. Jeg vil helst ikke lyde som en jammerkommode, når jeg er ude blandt andre. Men omvendt kan jeg heller ikke forvente forståelse og/eller hensyntagen, hvis jeg ikke melder ærligt ud. Det er noget, jeg har arbejdet meget med. Fra at være vant til at klare mig selv fuldt ud - for slet ikke at snakke om, da jeg var i fuldtidsarbejde og mor til 3. Men da havde sygdommene ikke udviklet sig så meget endnu. Da havde jeg kun astma. Som også til tider var slem nok, og jeg kan stadig en sjælden gang få anfald. Men så har jeg heldigvis min nødhjælpsmedicin, som jeg ALTID har med mig.

Nå, men nu har jeg så besluttet at melde klart ud her. Også af den grund, at jeg meget ofte må melde afbud til noget, jeg ellers har meldt mig til og gerne vil. Det er ikke altid, at folk kan forstå det.

Når folk spørger, hvordan jeg har det, plejer jeg at sige: Fysisk er det ikke noget at råbe hurra for, men psykisk har jeg det heldigvis fint. Sådan er det for det meste.Og i sommer havde jeg sådan håbet på, at jeg ville få det lige så godt, som jeg havde sidste sommer. Det skete desværre ikke, og siden er det gået ned ad bakke. Og så begyndte min gamle lidelse, tyktarmsbetændelse, igen at røre på sig, så jeg to gange her i efteråret har været syg af dette. Og nu har jeg så i ca 3 uger haft feber on/off, ondt i halsen og øret og øgede smerter i kroppen som helhed. Jeg ER vaccineret mod influenza, men kan selvfølgelig godt have det alligevel. Og så har jeg fået problemer med blære og nyrer. Men min læger HAR henvist mig til diverse specialister, jeg har heldigvis en forstående og god læge.

Jeg har ikke været sammen med ret mange mennesker en rum tid. Normalt deltager jeg i forskellige studiekredse, foredragsaftener, koncerter, især i diverse kirkelige og kulturelle sammenhænge. For der skal jeg jo bare sidde ned, så føler jeg mig næsten normal. Men selv det har jeg ikke kunnet et godt stykke tid.

Og så er det, at det pludselig går op for mig, at jeg er gammel! Og handicappet! Og at det altså har nogle konsekvenser. Og selv om jeg nu har været handicappet i adskillige år, har jeg stadigvæk svært ved at bede andre mennesker om den hjælp, som jeg selvfølgelig ind imellem har brug for. Jeg har haft havemand i mange år, og skal have en ny inden den kommende sæson begynder, så hvis du kender én, så sig til ... Jeg har kommunal rengøring hver 14. dag, de skrifter sengetøj og tager gulve, resten må jeg selv klare. Det kan jeg så ikke, så det betaler jeg mig fra. Min søn er sød til at hjælpe med diverse reparationsarbejder, han bor heldigvis her i byen; men jeg vil heller ikke bede ham lave noget, hver gang jeg ser ham. Så det betaler jeg mig også ofte fra.

Der er meget, jeg IKKE kan, og som jeg er ked af: Jeg kan ikke passe mine børnebørn i den udstrækning, jeg gerne ville. Jeg kan ikke have gæster i den udstrækning, jeg havde før i tiden. Alt skal planlægges ned til mindste detalje, for at jeg kan magte det, og indkøb og forberedelser foregå over flere dage. Spontanitet - som jeg normalt elsker - kan sjældent lade sig gøre. Jeg kan ikke lave aftaler om formiddagen, da jeg oftest sover for at få dækket mit behov bare nogenlunde. Mine to piger bor i Vejle, dem og deres familier ville jeg også godt se noget oftere.

Jeg lever mit liv siddende, som jeg skrev ovenfor. Heldigvis har jeg mange interesser, som man kan foretage på den måde. Jeg læser rigtig meget, ser meget TV, er en del på nettet, medlem af diverse nørdede grupper på facebook, hækler meget, og når ellers jeg har det rimeligt, deltager jeg da i ting som beskrevet. MEN - slet ikke i den udstrækning, som jeg gjorde førhen, og som jeg gerne ville.

Er det sådan at være gammel - og handicappet?? Eller er jeg et brokkehoved???

tirsdag den 25. september 2018

Gruppearbejde - og demokrati

Jeg havde næsten helt glemt, hvor lærerigt - og ikke mindst sjovt - gruppearbejde kan være.

Jeg er fra en årgang, hvor det der nymodens gruppearbejde liiige var begyndt at titte op i skolen.  Jeg HADEDE det! Det tog alt for lang tid. Der blev snakket alt for meget udenom. Resultatet blev ikke, som jeg syntes, det burde blive. Og nogen gange kom jeg i gruppe med nogen, jeg ikke var så vild med. Jeg var dygtig i skolen, og havde det ikke godt med, at skulle vente på de mere langsomme, og at resultatet ikke afspejlede, hvad jeg syntes, jeg kunne. Næ, lad mig SELV, så bliver det godt!

Lige indtil jeg kom på højskole. Så lærte jeg værdien af gruppearbejde. Og da så sandelig helt og aldeles, da jeg kom på børnehaveseminariet. Og det gik op for mig, hvor meget JEG havde at lære - af de andre, af gruppearbejde. Jeg lærte,  at dem, jeg anså for at være "langsomme", havde noget at bidrage med, som jeg slet ikke havde med i mine overvejelser. Og at dem, der var "hurtige" kunne mene noget, der var total modsat af, hvad jeg selv mente. Og VÆRDIEN i det. - Og en hel masse mere.

I det meste af mit arbejdsliv skulle jeg arbejde i gruppe. Selvfølgelig, jeg er jo pædagog. Og da ikke mindst som leder lærte jeg en hel masse om, - godt nok at gå foran og at inspirere og motivere, - men at jeg overhovedet ingen "steder" kom hen, hvis jeg ikke kunne det der gruppearbejde. Jo jo, - jeg opnåede fantastisk store ting, havde kæmpesucceser - og knusende fiaskoer.

Gruppearbejde fascinerer mig - sådan som studieobjekt. For jeg må tilstå, at jeg her i mit pensionistliv er vendt tilbage til "gør-det-selv-metoden". Der kommer sgutte nogen og gør tingene for mig, eller i hvert fald sjældent - medmindre jeg direkte beder om det, og ofte betaler for det.

Men i aften var jeg til et møde, som handlede om udnyttelse af grønne områder i min bydel. Der mødte rigtig mange mennesker op, og efter et inspirerende oplæg skulle vi i grupper. 10 i hver gruppe. Og der skulle arbejdes, nedfældes, prioriteres og vælges en referent.

Og her er det, at min analytiske hjerne begyndte at komme på overarbejde - og tænke sjove tanker. Vi var langt over 100 mennesker, så vi var en del grupper. Her i kort form, hvad jeg oplevede/lærte:

- 10 personer om et firkantet bord, - ca 15 bordfulde i samme lokale! Det er svært at høre, hvad dem i ens egen gruppe på den anden side af bordet siger. Hvad gør man ved det? - I min gruppe var vi overvejende høflige, bad folk gentage, men kun én gang! Samtalen bar præg af, at vi ikke havde hørt hinanden - ak ja!
- En tog rollen som leder i min gruppe - det er der altid en, der gør! Jeg morer mig altid med at sidde og "udpege" lederen, inden han/hun tager lederskabet, bare sådan for at more mig med, hvor god jeg selv er til at spotte en leder.
- Da den selvbestaltede leder blev modsagt med fakta, trak han sig med korslagte arme tilbage - det er OGSÅ en måde at reagere på modstand på. En mand på ca min egen alder! Jeg undrer mig!
- To kvinder ved siden af mig sad og snakkede indbyrdes. Så det var svært at høre, hvad de andre sagde.  Jeg holder aldrig op med at undre mig over, hvad der foregår inde i disse menneskers hoveder. Måske har de bare aldrig lært gruppearbejdets velsignelser at kende! 
- Ingen ville referere! Det er almindeligt! Og hvis man har påtaget sig hvervet som den, der nedskriver, kan man nærmest blive tvunget til at være referent, af alle vi andre! Med mindre "lederen" beholder sin rolle.
- Der kan også fremkomme en spontan referent. Det er altid interessant, hvorfor DEN situation opstår. En person, som måske ikke har ytret sig særligt i selve gruppearbejdet, kan pludselig stå frem som den, der refererer.
- I en af de andre grupper var referenten en, der hele tiden måtte sikre sig, at hun ikke sagde noget forkert. Hver gang hun sagde noget, skulle hun have gruppens accept. Ja, det kender vi godt! Interessant, hvordan netop HUN så er blevet referent!
- Efter de første par gruppers referat, var der en tilbøjelighed til at sige: Vi mener stort set det samme som de andre grupper. Nogle vælger så at holde ved det. Andre vælger at sige det samme, som de andre grupper, selv om de intet nyt har at tilføje. Ja, det er genkendeligt. Og dødkedeligt!

- Herefter blev der spurgt til, om nogen havde noget at tilføje. Og SÅ kom der nye, kreative, anderledes forslag frem - FRA ENKELTPERSONER. - Interessant!!! Var de ikke fremkommet med disse ting i grupperne? Hvorfor var disse ting ikke blevet refereret? Eller var ideerne måske dukket op i løbet af aftenen?

Og her fra min pind sidder jeg så og overvejer:

- Går "kommunen" nu hjem med en klar mening om, hvad der skal laves, og hvordan der skal prioriteres?
- Selv om mange grupper mente det samme, havde de forskellige prioriteringer. Hvad gør kommunen ved det?
- Eller bruger kommunen de kreative, enkeltpersoners forslag?
- Eller gør de, som de hele tiden havde tænkt?

Hvad er mest demokratisk? Hvis det da overhovedet er DET, det hele handler om???









mandag den 24. september 2018

FOLKETS BANK!

Jeg er vokset op i en tid, hvor man i en del jobs  ikke automatisk fik sin løn indsat på en bankkonto. Men i menneskepenge. Hvis lønnen skulle i banken, skulle man selv gå ned med den. Man skulle også selv betale diverse regninger, budgetkonti er en senere opfindelse. Min far, der var retstatsmand, ville absolut ikke have "nogen" til at styre hans penge, det skulle han nok selv!

Men som det gik bedre og bedre med forretningen, begyndte han også at "spekulere" (det hed det!) så småt i opkøb af pantebreve og obligationer m.m. Sådan lidt i det små! Min mor især var helt vild med, at der løb renter på deres indeståender, mens hun lå og sov!

Jeg har nu det meste af min erhvervsaktive tilværelse fået min løn direkte ind på en lønkonto. Og jeg har også det meste af tiden haft en budgetkonto. Det var før dankortenes tid, så man skulle jo i banken, når man skulle hæve penge. Engang, jeg kom ind for at hæve nogen på min budgetkonto, tillod bankmanden sig at sige, at det jo ikke var meningen, at jeg skulle hæve fra min budgetkonto, for de var jo til faste udgifter. Men jeg fik ham da overbevist om, at jeg nok mente, jeg kunne styre mine egne penge.

Ak ja - det var den gang, man fik gode renter på sine indeståender. Det er slut med det! Ikke engang på mine børnebørns børneopsparingskonti får jeg nogen rente. Det er jeg noget knotten over, for jeg låner jo da banken pengene, indtil børnene er 18 år, ikke?

Det var også den gang, vi strejkede, demonstrerede og gik i protestmarcher - jeg var lige ved at skrive "for et godt ord". Ja, demonstrationer har jeg været med til en hel del af. Men der var så sandelig også nogle af dem, der betød temmelig meget, faktisk for hele landet, f. eks. om vi skulle være medlem af EU. Modstanden mod EU havde medlemmer fra alle partier! Jeg husker især en meget stor demonstration op til valget i '72, hvor både de pæne herrer i hvide skjorter og habit deltog, sammen med vi andre halvhippier. Vi havde en fælles sag, som var vigtigere, end hvilke partier vi tilhørte. Og at vi aldrig fik atomkraft i DK skyldes da FOLKETS RØST, demonstrationer, optog, marcher osv.

Jeg forstår ikke, hvorfor ingen demonstrerer i dag! Ud over i indre København i forhold til banderelaterede konflikter. Jeg har aldrig i hele mit snart 70-årige liv været vidne til en så skandaløs sag som den med Danske Banks involvering af hvidvaskning af penge. Det skulle da lige være SKATs manglende styr på transaktioner til andre lande.

Hvorfor rejser folket sig ikke i vild protest? Hvorfor bliver der ikke massedemonstrationer? Krav om ændringer, så det giver genlyd over hele verden. Strejker? Vi er ALLE afhængige af bankerne, og især Danske Bank, som både er statens bank og er den bank, som har fået allerflest bankpakker fra staten under finanskrisen. Kommer det så ikke MIG ved, om en chef får et tocifret millionbeløb, når han SELV siger op, - og uden at han har gjort sit arbejde GODT???

Bankerne har ikke råd til at give kunderne renter! Til gengæld forlanger de gebyrer for nærmest alt. Well, det er en forretning, og den skal løbe rundt. Men det er direkte umoralsk at give sine egne chefer så uhyrlige gyldne håndtryk, som det vi nu er vidne til.

Der ER politikere, som nu mener, at der skal sættes loft over disse aftrædelsesgodtgørelser. Hvorfor rejser hele folketinget sig ikke i samlet enighed og indfører dette loft lige med det wuns? - Jeg er total ligeglad med, at bankfolkene forklarer de store beløb med, at det "er en del af deres løn", eller "er med i deres kontrakt"! Det er UTILSTEDELIGT!

Jeg kan ikke være ligeglad. Og hvis jeg havde min ungdoms kræfter, ville jeg iværksætte en kæmpe demonstration! HVORFOR GØR INGEN DET?

Jeg mener, at vi alle har et moralsk ansvar for, at vores fælles værdier og sammenhængskraft har et højt niveau. At vi indtil nu har været et samfund med stor tillid til hinanden - og også til vore fælles offentlige institutioner - OG banker, som vi selv opretholder,  - frygter jeg er ved at blive en saga blot.

Det er for dyrt at rydde op, fik jeg at vide, da SKATTESAGEN var på sit højeste. Og for mange "spidser" er indblandet. Det er jeg total ligeglad med, vore fælles værdier for landet er vigtigere, end hvor meget det koster at få genskabt tilliden til både SKAT og banker. Martin Krasnik er en af de få, som har forfulgt sagen ud over "mens der var mest forargelse". De fleste af vi almindelige borgere trækker på skuldrene. Det er for stort. Vi kan jo ikke gøre noget. JO VI KAN! Og SKAL!

Skal vi oprette en FOLKETS BANK? Hvor ingen får gyldne håndtryk, og hvor kunderne får et udbytte, de har fortjent. Ikke kun storaktionærerne. Men alle vi små småsparere også!

Hvorfor rejser folket sig ikke i én stor samlet protest og kræver det??

Jeg lover, at hvis nogen indkalder til demonstration, så kommer jeg med min rollator!!! Eller kørestol og handicaphjælper!

KOM I GANG!!!!

torsdag den 13. september 2018

Livsfortælling.

Der er mange måder at forstå sit eget liv på.
Der er mange måder, ens livsfortælling kan tolkes på.
Man skal til enhver tid KUNNE sin livsfortælling.

Hvorfor det?

Da jeg var 5 - 6 år gik jeg i børnehaveklasse. Det gør alle i dag, men dengang var der kun få kommuner, som havde børnehaveklasser. Men det har vi her i Esbjerg haft siden 1912. Vi var tre hold á ca 30 elever, to timer til hvert hold, som den samme børnehaveklasseleder havde. Og hun var et unikum. Det syntes jeg dengang, og senere, da jeg selv blev børnehavepædagog, kan jeg endnu bedre se, at det var hun. Det skal så også siges, at der kun var én dreng, som var "uartig", vi andre opførte os "pænt", kunne modtage en kollektiv besked, kunne arbejde selvstændigt, ville gerne lære, - lyttede og lærte.

Hver dag, når jeg kom hjem (vi boede 2 minutters gang fra skolen), spurgte mine forældre: "Hvad har du så lavet i dag"? Det var af reel interesse, de spurgte, og jeg fortalte glad og gerne. Jeg husker, at langt de fleste dage blev hele klassen sat til at lave en ting. Fletteark, syning på papkarton, rammevævning, forskellige slags papir-tegning og -maling og -klip. Og der blev spillet og sunget, og der blev læst højt. Hver eneste dag kunne jeg komme hjem og fortælle, hvad jeg havde oplevet og lavet.

Der var også fri leg, hvor vi selv kunne vælge, hvad vi ville lave, noget af tiden.

Men en dag havde jeg ikke lavet noget. Syntes jeg selv. Der var flere ting, jeg tænkte på at gå i gang med. Men den røde farve var optaget, og så var der ikke noget ved at tegne. De gode puslespil var også taget, så det gad jeg heller ikke. Så jeg gik lidt rundt på må og få og fik ikke rigtig lavet noget. I mine egne øjne.

Pinligt! Jeg tænkte allerede henne i skolen, hvor pinligt, det var. Og på vej hjem tænkte jeg på, hvad jeg dog skulle sige derhjemme, når de spurgte, hvad jeg havde lavet. Frygtelig pinligt! Jeg husker ikke, hvad jeg sagde, men højst sandsynligt har jeg sagt noget med, at vi bare havde leget eller fået læst højt.

Tænk engang, at jeg husker det endnu! Men det hører med til min livsfortælling, at jeg blev opdraget til og med, at man ikke spildte tiden. Indtil jeg kom i skole (har mine forældre fortalt, det husker jeg ikke selv) kunne jeg gå en hel formiddag og tusse rundt, hvis der ikke var nogen, der sagde, at jeg f. eks. skulle tage tøj på. Mine forældre, som meget af tiden begge to stod i butikken, som lå lige ved siden af vores lejlighed, sagde engang imellem, når de lige kom ind i privaten: "Ingrid, få nu tøj på"! Så kunne jeg tage én sok på, og blev så optaget af noget andet.

Jeg tror, jeg var en drømmer. Jeg fantaserede. Tænkte over alting. Hvad folk havde sagt. Hvad det betød. Legede med alting omkring mig. Sang og fantaserede.

Altså indtil jeg kom i skole. Jeg havde en helt klar forestilling om, at nu forventedes der af mig, at jeg trådte ud af min drømmeverden, og forholdt mig til omverdenen på en anderledes medvirkende måde, end jeg hidtil havde gjort.

Og sådan fortsatte jeg med at opfatte min pligt til at være i verden sammen med mine omgivelser. At jeg altså havde en PLIGT til at bruge tiden, dagen, på noget. Næsten ligegyldigt hvad. Det måtte da meget gerne være noget, jeg holdt af, men selvfølgelig var der også ting, jeg SKULLE.

Jeg har været så heldig at arbejde med noget, jeg holdt utrolig meget af. Andre mennesker, det meste af tiden handicappede børn og senere voksne. De allermest multihandicappede. Jeg har haft dejlige interesser, og har altid været omgivet af venner/veninder og familie, som jeg holdt af, og de af mig.

Der har været svære perioder. Rigtig, rigtig svære, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle overleve. Nære mennesker og min tro har båret mig igennem det. Og så dette, at jeg havde PLIGT til at bære det, udføre mit arbejde, tage mig af mine børn. Jeg kunne ikke bare give op, for nogen var afhængig af mig, og jeg vidste også, at jeg SELV ikke ville have det godt, hvis jeg ikke udførte min PLIGT.

Min livsfortælling har da ændret sig, efterhånden som mit liv er vokset frem. Men at spilde tiden, slå tiden ihjel, få tiden til at gå, er ikke noget, som har fyldt meget i mit liv. Ikke fordi jeg nu om dage hele tiden udfører noget fornuftigt, eller i det hele taget laver noget. Men når dage, hvor jeg ikke laver noget, kommer - så har jeg også lært, at DET også hører med til mit liv. For det har jeg været tvunget til af forskellige sygdomme og handicap.

Og det insisterer jeg på at give værdi og fylde. Det er ikke spildte dage. Måske er jeg kommet tilbage til min barndoms fabuleren og drømmeagtige tilværelse. Der er ALTID noget, jeg er optaget af, lader min dag fylde af. Hvis ikke andet, så tyr jeg altid til litteraturen. Og det er ikke så lidt, jeg - også på den konto - har fået læst.

Men det insisterer jeg også på at give værdi og lade mit liv fylde af. Jeg lærer SÅ meget af litteraturen. Mest om andre mennesker, måder at være til på, som jeg slet ikke kendte til i forvejen.

Mit liv beriges så meget af det. Det hører i høj grad med til min livsfortælling!




onsdag den 15. august 2018

STATUS - og en ny begyndelse!

Så er sommerferien slut, og selv om jeg er pensionist, mærker jeg alle vegne, at dagligdagen nu igen indfinder sig. Det gør den også for mig, for jeg er jo trods min pensionisttilværelse en del af rytmen i vores kultur.

Og jeg GLÆDER mig til igen at skulle i gang med efterårets og vinterens aktiviteter. En del på hjemmefronten, en del ude omkring i min dejlige by, som er fuld af alverdens tilbud.

En del venner og veninder er nu tilbage fra diverse ferieaktiviteter og -gøremål, så de igen er til at få i tale. Jeg glæder mig til gode samtaler over en kop kaffe eller en middag. 

Mine håndarbejder er igen taget op. For tiden hækler jeg oldemorfirkanter til barnevognstæpper. Der er altid en eller anden i min store familie, som nok skal have barn, ja - hvad ved jeg. Dejligt at have noget liggende til at forære væk. 

Mine selvdisciplineringsplaner skal igen iværksættes. De har holdt pause en rum tid, det har de godt af. Men jeg GLÆDER mig ligefrem til at komme i gang med en række af mine systemer, f. eks. madplaner. Og når jeg siger "planer", så er det ikke, fordi jeg tilrettelægger, hvad jeg skal have at spise i en uge af gangen. Sådan fungerer jeg slet ikke. Men fordi jeg  har væsentlig nedsat mobilitet, skal jeg altid nøje tilrettelægge indkøb og madlavning. Ikke begge dele på samme dag, det går ikke. Og så sysler jeg en hel del med til stadighed at finde ud af, hvad der er godt for lige præcis mig. 

Så skal mine søvnvaner ind i en mere fast rytme. Det SKAL de altiså. Det er et evighedsproblem, jeg der har, og det går jo helt amok med faste rytmer, i tider hvor jeg har feriegæster og selv er gæst. Men nu skal det have en på go'dagen! 

Mit gymnastikhold begynder snart, og det ser jeg meget frem til. Dels kan jeg mærke på min krop, at jeg trænger. Dels GLÆDER jeg mit til det hjertelige sammenhold, der er på mit hold.

Min studiekreds begynder også snart. Denne her har jeg gået i, siden det var Søren Kierkegaardår i 2013. Siden da har vi studeret Dietrich Bonhoefer, Luther og Wesley, trosbekendelserne, fadervor, nogle af Paulus' breve, religiøs litteratur, teologiske dogmer og meget meget mere. Jeg elsker disse aftener med gode og intense diskussioner. I den kommende sæson handler det om "ANSVAR", med udgangspunkt i bogen af Ulrik Nissen, teolog v. Aarhus universitet. 

Og jeg skal gå til drømmetydning - igen! Vores stiftspræst for åndeligt søgende, som har til huse i Treenighedskirken, oprettede et hold i foråret, og det meste af holdet kunne slet ikke få nok af det, så vi fortsætter nu i efteråret. Miriam Florez, vores præst, har den holdning, at drømme er vejledning - men man skal lære at bruge dem til dette. Jeg havde SÅ megen glæde af de aftener, vi havde sidst. 

Så skal jeg selvfølgelig gå i kirkehøjskole igen. Det foregår i Vor Frelsers Kirkes menighedslokaler - for det meste. Jeg har dog været ude for, at vi var for mange til at kunne være der, så vi var nødt til at rykke over i kirken. I den kommende sæson er det overordnede tema TIDEN!

Det begynder i september med:
- Hvad har tidsregning med tro at gøre? v. Cand teol. Søren Host, Københavns Universitet
- Om at give tiden fylde. Ved Erik Lindsø, forfatter og foredragsholder

Og i oktober: 
- Fysikkens tidsbegreber v. professor i astrofysik Johan Uldall Fynbo
- Hvad er tid? V. filosof Poul Lübcke

Og i november:

- Far, tjekker du nu facebook igen? V. sognepræst Kristian Bøcker
- Historikerens og journalistens fornemmelse for tid. v. Journalist v. Kr. Dagblad Morten Mikkelsen

Og det er GRATIS!!!

Der er også en ministudiekreds om Maria Magdalenaevangeliet, som jeg har tilmeldt mig. Det er et af de evangelier, som ikke er kanoniseret. Men regnes til de apokryfe skrifter, "som er gode at opbygges af" iflg. Martin Luther. 

Derudover sker der et hav af spændende ting i kirkeligt regi. Jeg vælger ud, hvad der passer til mig, fra alle de mange  kirker her i området. Det er vildt spændende. F. eks. denne her: 
- Forundringsparat v. Jørgen Carlsen, tidl. forstander på Testrup højskole.

Musik er også lige mig. Og der sker SÅ meget spændende på den front. Jeg er mest til klassisk musik, men nyder også meget andet, f. eks. skal jeg til Beatles Tribute, også i Treenighedskirken. Og Det Unge Vokalensemble i Vor Frelsers kirke. Vores fantastiske Musikkonservatorium afholder også nogle dejlige koncerter. Og Musikhuset har hele tiden rigtig gode ting at byde på, så der skal jeg nok også op et par gange. 

Af uransaglige årsager er der en del familiefødselsdage her i efteråret - bl.a. min egen. Dejligt at se dem alle. Og en fætter/kusinefest er der også. Og et bryllup i Hamburg hos en nevø. Og to veninders runde fødselsdage.

Grundtvigsk Fordragsforening er jeg også medlem af, der er nogle pragtfulde emner på programmet: 
- Rundvisning og spisning på fiskerimuseet v. museumsinspektør David Dupont-Mouritzen.
- Dannelse og fællesskab er Danmarks styrke v. Marianne Jelved
- Steen Steensen Blicher. Digter og samfundsborger v. Knud Sørensen, forfatter og foredragsholder
- Vejret og de danske sange v. meteorolog for forfatter Jesper Theilgaard
- Den nye verdensorden - fra global til national v. Anna Libak, tv-vært og forfatter 
- Niels W. Gade og kunstens guldalder i Danmark v. Mathias Hammer - fantastisk musikmand 
- Det grænsedragende menneske og den grænseløse nåde - om Karl Ove Knausgårds roman 
   Min Kamp v. David Bugge, lektor v. Aarhus Universitet. 

Jamen, er det ikke fantastisk? Det er jo helt overvældende! Og langt det meste kan man få for næsten ingen penge, hvis ikke det er helt gratis. 

Nå, så er der jo også nogle hængepartier angående mit hus. Så det ...

Tror I ikke, jeg får et DEJLIGT efterår?? Og der er jo det gode ved det, at jeg ikke SKAL det. Men at det er noget, jeg gerne vil. For der skal ingen stress være nogen steder, så melder jeg hellere fra. Jeg HAR oplevet, hvad stress afstedkommer af dårligdomme, så det skal jeg ikke nyde noget af. 

Og derudover er der jo de små, daglige glæder: Som f. eks.  når Johannes, mit snart 11-årige barnebarn, dukker op og friskt siger: Hej farmor! Hvad laver du? 

Jo jo, jeg er en heldig kartofffel!!! Og det er godt at have noget at se frem til. 

søndag den 24. juni 2018

Lykke-Per af Henrik Pontoppidan

For ganske nylig "arvede" jeg et 50-binds værk: "Gyldendals Bibliotek, dansk litteratur", idet en kær veninde skulle flytte til noget mindre, og dermed ville skille sig af med adskilligt. Det er en guldgrube af store, danske forfattere, som er repræsenterede her. Jeg har nu allerede læst nogle stykker med stor fornøjelse, men sidst har jeg læst Henrik Pontoppidans Lykke-Per, som har gjort et fantastisk indtryk på mig.

Hvorfor jeg aldrig før har læst denne bog, er mig en gåde, - nu, jeg har læst den. For den sammenfatter, hvad der er på færde i Danmark efter 1864, - efter det moderne gennembrud, i brydningen mellem Danmark som bondesamfund og  industrisamfund omkring år 1900. Og den gør det på flere planer: Danmark som overordnet tema, med kig til flere europæiske lande og indflydelsen herfra. Og på det personlige plan med Per som hovedpersonen. Pontoppidan beskriver Pers udvikling med stor følsomhed og detaljerigdom, og den er da også beskrevet som delvis selvbiografisk.

Karakteristisk er personskildringernes nuancering. Personerne er så godt som alle skildrede med både gode og dårlige egenskaber. Det er en udviklings- og dannelsesroman, men der er ingen jævnt glidende og selvfølgelig udvikling heri. Hvad der ryster Per i hans livsbane, og genererer ny tænkning og ændring af hans liv, er sammensat af mange forskellige emner, som popper op som væsentligst, efter hvor Per er i sit liv. Og jeg kunne ikke regne ud, fra livsafsnit til livsafsnit, hvor han NU var på vej hen. Så for mig var det også en uhyre spændende bog.

Disse emner -temaer, som billedgør netop denne tid i Danmarks historie, og hermed også i Pers personlige udvikling spænder vidt. Det er religiøse: Per er præstesøn, men bryder med denne arv, - det er slægtsskabsmæssige: Per bryder med båndene til sin familie,-  det er kønsmæssige. Pontoppidans skildringer af Pers forskellige forhold, set både fra Pers, fra kvindens og fra familie og venners synspunkt, er så fintfølende og intenst beskrevet, så jeg fuldstændig betages. Statusmæssige, politiske og især socialpolitiske holdninger og forskelligheder tydeliggøres i et herligt persongalleri og via Pers akavede forsøg på at indgå i forskellige klasseniveauer.

Bogen har jo nu godt 100 år bag sig, og sproget er derfor temmelig meget anderledes end vor tids sprog. Jeg nyder det gammeldags sprog med lange sætningskæder og indskud, og med ord og begreber, vi sjældent bruger nu om dage. Alligevel er der et flow over sproget, og en friskhed og frihed, hvorved selve sproget er med til at danne billedet af tiden før år 1900.

For mig er især skildringerne af de forskellige kristne retninger og holdninger rent guf. Oveni købet med - hvad jeg vil kalde "anderledes" syn på de store, f. eks. grundtvigianismen. Jeg er vild med, at Pontoppidan sætter sig i enhver af disse bevægelsers sted, og så at sige skildrer dem set indefra, samtidig med at han via historiens personer får sat holdningerne til diskussion, så også de negative sider illustreres.

Jeg ved ikke, om den hører med i kulturkanon, men det bør den, efter min mening! Læs den!!!!