torsdag den 7. februar 2019

Ingrids provoblog: Forårsmoden 2019!!!!!

Ingrids provoblog: Forårsmoden 2019!!!!!: Hvor er det godt, vi har ugebladene! Jeg ville simpelthen ikke kunne komme med ind i foråret, hvis det ikke var for Femina! Men det blad hjæ...

Forårsmoden 2019!!!!!

Hvor er det godt, vi har ugebladene! Jeg ville simpelthen ikke kunne komme med ind i foråret, hvis det ikke var for Femina! Men det blad hjælper mig på alle tænkelige måder.

Tag nu denne uges Femina: Her får jeg heldigvis fortalt, hvad de 7 største tendenser til foråret er. Og hvis der skulle sidde en eller anden ignorant og ikke vide, hvad jeg snakker om med TENDENSER, så gælder det naturligvis TØJ!!! Altså det, vi går med! Har på kroppen!

Nu fremlægger jeg tendenserne i en anden rækkefølge, end den, der står i bladet. Nemlig efter hvor stort indtryk de gjorde på mig - og min undren.

Printmix: "Tørklæde- , blomster- og abstrakte print mixet med EXCENTRISKE mønstre og stærke farver, alt er tilladt" Hold nu da helt op! EXCENTRISKE mønstre, hva'beha'r!! Tøjmoden har godt nok opfanget, hvordan virkeligheden ser ud. I den er vi excentriske!! Enere. Individer. Individualister (som alle skal være excentriske) Det minder mig for øvrigt om Monty Pytons film Life of Brian. "Look, you've got it alle wrong! You don't need to follow me! You don't need to follow anybody! You're all individuals"! Frelseren belærer mængden om, at de skal være sig selv, og ikke blindt følge ham. De skal gøre, hvad de selv synes er rigtigt. Hvortil mængden svarer med én stemme: "Yes, we are all individuals", bortset fra Dennis, der siger "I am not"!

Og derudover: I forårets tøjmode ER ALT TILLADT! Hvad jeg har lært om god smag - glem det! Hvad der passer sammen i farver - er helt yt! Og hvad man holder sig til i farve- og mønstervalg, når man sætter ting sammen - outdated! Her kommer jeg til at tænke politik. Og politiske partier, og her passer tøjmoden FULDSTÆNDIG ind, og har fanget de væsentligste trends: Glem alt om god smag, god stil, hvad der passer sammen - det er OUTDATET!!!

"Hold dog fast i, at de samme nuancer/farver går igen som en lille rød tråd i dit eklektiske look"! Nå dog!!
En LILLE rød tråd - akkeja, igen tænker jeg politik. Dit EKLEKTRISKE look?  En eklektriker er én, som
uden at have en selvstændig anskuelse udvælger det, han finder bedst i andres (filosofiske, kunstneriske el. videnskabelige idéer og sammensætter det til et hele. Jeg må le!!! Men det er moden her i foråret! Tænk, at "de", altså trendsætterne, har kunnet SE det!!!

Sporty: Det er muligt, du ikke mener, at du er "sporty". Det er lige meget, for nu skal vi tilbage til 90'ernes oversizeblazere og boucléjakker, SOM GIVER ET COOL BUSINESSLOOK!!! Aha!! Det er altså DET, det kommer an på! Du skal have et cool businesslook! Hvad nu hvis man er børnehavepædagog? WHAT? Har du ikke fanget den endnu? Cool businesslook, det er DET, du skal lære børnene. Altså her i foråret, og du skal selvfølgelig gå forrest, bl.a. med dit outfit. Så kan du altid ændre pædagogik til efteråret!

Cykelshortsene er også nævnt! Mon ikke den trend er opsamlet efter Kronprinsesse Marys tale til sin mands 50-års fødselsdag sidste år? Mary ER jo lidt af en trendsætter, hende kan vi godt lide! Og den ironiske distance, der lå i hendes billedtegning af kronprinsen i cykelshorts - jo, DET kan vi helt bestemt godt lide, vi elsker ironi, så har vi nemlig både sagt for og imod, helt uden omkostninger.

Det inderste yderst: Her er vi også tilbage i 90'erne, hvor vi gik med underkjolen udenpå tøjet. Altså nogen af os! Men 2019-udgaven er en DELIKAT fortolkning med romantiske slip-dresses. Dette sidste ord måtte jeg slå op, og endda have Google til at oversætte. Jow jow, det er en glidekjole, der ligner en underslip, skåret på forspændingen. Så ved du det!

Jæ ve snart ik'? Sku' jeg vove en hypermoderne udgave og tage BH'en udenpå skjorten? Der ville blive kigget på mig, det er helt sikkert. For jeg er en 85D! Men er det ikke også det, det kommer an på, når vi følger moden? At blive kigget på!

Så rummer dette også blondetoppe og nederdele med smukke kanter. Og bladet anbefaler: "Brug dette som en del af et RENT OG USKYLDIGT lag på lag-look..." Nå for sørensen da! Rent og uskyldigt? Sammen med det cool businesslook? Det føles lissom det stikker i hver sin retning. Men det passer måske meget godt ind i printmix-look'et, hvor man også blander ting, man troede ikke kunne blandes. 

Tie-dye: Efter lidt søgning, fandt jeg ud af, at det betyder "bundet og farvet". Jo, det kunne jeg vel have sagt mig selv, men hvad mener man sådan nærmere? Det gør bladets tekst rede for: "Det elskede (eller måske forhadte) hippieprint ..." O.k. så er det næsten lissom jeg føler mig mere hjemme, og det ER ganske rigtigt en gammel 70'er stil, der er "en moderne upgrade til smukt print i mere rene farvekombinationer". Nå! Hvad var der nu i vejen med mine batikfarvede sweatshirts og tørklæder? Måske skulle jeg finde noget frem, jeg har vist et par ting liggende. Det ville sikkert gøre sig ned over min uden-på-BH! Det skal mixes med denim (det kan jeg klare) eller bare ben (det klarer jeg også) i korte støvler (o.k. - må det være med hæl?) "og få det skønne  afslappede boho-look". Jeg gætter på, det betyder bohemeagtige look. Boho lyder godt nok bare smartere. Lidt ligesom buh huh. Eller bøh(mand)

Mon det skal sættes sammen med det cool businesslook?

Jeg holder her. Anyway - dette forår bliver en virkelig udfordring for mig, kan jeg læse i Femina. Men jeg må vel hænge på, hvis jeg skal nå at blive et INDIVIDUELt, EXCENTRISK, COOL BUSINESS-LOOK-ALIKE, DELIKAT, RENT OG USKYLDIGT EKLEKTISK væsen, bevægende mig ud i foråret - i øvrigt iført gult i alle farvenuancer, som også hører med til det hotte her i foråret. Jeg får travlt!










fredag den 11. januar 2019

Tanker fra en midaldrende

Mor og jeg står ved kantstenen og kigger os for, inden vi går over gaden. Mor stikker lige sin højre hånd hen over min krop - jeg skulle jo nødig gå over, før der er fri bane. Mor er på dette tidspunkt ca 80, jeg er 52. Nå, men vi kommer da over gaden, og jeg siger med et stort grin:  "Det er godt nok mærkeligt, at jeg selv klarer mig i trafikken,  når du ikke er med! Hun smiler, er lidt flov og brødebetynget!!

Jeg har aldrig glemt det, skønt det nu er mange år siden, og mor har været død i 7 år. (Hun døde som 90 årig).

Jeg har tænkt en del over, hvad denne episode er et udtryk for. Selvfølgelig det helt oplagte, at man aldrig holder op med at være mor; med at bekymre sig om sine børn, uanset hvor gamle de og en selv er.

Men det er alligevel tankevækkende, at mor - som aldrig fik kørekort - som altid var lidt nervøs for at færdes i trafikken, som ikke kunne finde rundt, hvis hun var bare lidt uden for sine vante omgivelser, mener, at hun er bedre til at passe på, end jeg er.

Og så er det jo, at jeg kommer til at tænke: Er jeg selv sådan i forhold til  mine egne voksne børn? Og hvis vi ser bort fra emnet trafik, og breder det ud: Tror jeg, at jeg stadig er bedre end mine børn, til at leve i denne verden? Fordi jeg er ældre? Mere erfaren? Klogere?

Absolut og aldeles nej, når det kommer til at færdes i trafikken. Well, jeg har da kørekort, og klarer mig fint - har aldrig haft selvforskyldte nævneværdige uheld. Og Gud ske tak og lov for GPS'ens opfindelse, for ellers var jeg virkelig på den, jeg kan nemlig heller ikke finde rundt.

Og helt sikkert nej, når det kommer til at færdes på internettet, sociale medier, gøre brug af teknologien generelt, at kunne finde ud af og kunne gebærde sig i alt det nye, som indenfor den genre dukker op.Nej, der har JEG brug for DEM. Eller endog mine børnebørn. Selv om jeg da klarer mig til husbehov.

Jeg læser meget, følger med i nyheder, prøver i det hele taget at være opdateret med, hvad der sker i verden. Min yngste kalder mig intellektuel, skønt jeg ikke er akademiker, som hun selv er. Men jeg er begyndt at mærke, når vi alle er sammen, (jeg har tre voksne børn i trediverne), at DE taler indforstået om en del ting, hvor JEG må spidse ører, eller spørge, hvad de taler om. De bruger også ord og vendinger, som jeg ikke er bekendt med, skønt jeg kalder mig selv sprognørd.

Af og til, når vi så taler indenfor områder, som jeg synes er mit gebet, så bliver jeg irettesat: Ikke ubehøvlet eller noget i den retning, men bare konstaterende: Nej mor, i dag har man forladt denne teori (når vi f. eks. taler om psykologi. - )

Det er jo tankevækkende! Jeg vil stadig gerne lære nyt. Jeg prøver at følge med i, hvad der kommer. Jeg lytter glad og gerne til deres viden, deres holdninger. Og må konstatere, at jeg ikke længere ER bedrevidende, i ordets bogstaveligste mening.

Langt hen af vejen taler vi som ligeværdige, synes jeg da. Men mange gange opdager jeg, at de har overhalet mig. Og for det meste gør det mig glad, for er det ikke også det, der er meningen? Jeg har kloge børn, dygtige børn, som alle klarer sig glimrende i deres liv.

Og så sidder jeg alligevel tilbage med små tanker: Jo-o - men jeg HAR jo større erfaringer, jeg HAR jo gennemgået dit eller dat. Det ER jo ikke sikkert, at alt hvad der er nyt er det bedste. Og jeg VED jo da, at der indenfor rigtig mange emner "intet nyt er under solen", - det får bare andre navne, ny iklædning.

Tjah - bare sådan nogle tanker fra en godt og vel midaldrende kvinde!!!

søndag den 2. december 2018

Ingrids provoblog: Jeg er gammel og handicappet

Ingrids provoblog: Jeg er gammel og handicappet: Jeg er gammel! Jeg er handicappet! Jeg er gammel og handicappet Jeg er gammel - lige om lidt 70 år. Og mere og mere handicappet for hver ...

Jeg er gammel og handicappet

Jeg er gammel!
Jeg er handicappet!
Jeg er gammel og handicappet

Jeg er gammel - lige om lidt 70 år. Og mere og mere handicappet for hver dag, der går!

Det går mest op for mig, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg kan kun gå ganske lidt. Indtil 50 m, helst med stok. Fra 50 til 100 m med rollator. Over 100 m skal jeg i kørestol - og er hermed afhængig af et andet menneske. Noget jeg har svært ved at forlige mig med.

Jeg udtrættes hurtigt. Sover 12 timer i døgnet. Dog ikke samlet, for jeg vågner med et par timers mellemrum. Jeg kan kun ligge på siden, da jeg også har søvnapnø, og kun på den samme side et par timer, for så vågner jeg p.g.a. smerter, og/eller fordi jeg skal op at tisse.

Jeg lever mit liv siddende, så har jeg det bedst. Når jeg har en bare lidt bedre dag, tager jeg ud for at handle, og så handler jeg stort ind, så jeg kan klare mig et godt stykke tid, for jeg ved ikke, hvornår jeg igen har mod på den fysiske anstrengelse, det er, at skulle handle. Jeg har prøvet at købe ind hos Osuma på nettet. Det kan også godt lade sig gøre, - men det er dyrt at handle på den måde. Og så er jeg ikke engang en af de fattige pensionister;  for jeg har til dagen og vejen, - men heller ikke mere - så der klager jeg ikke. Men en gang imellem vil jeg gerne ud for selv at finde varerne, og for at se hvordan "verden" er kommet til at se ud, siden jeg sidst så den.

Jeg kan godt selv handle. Jeg hænger ind over en indkøbsvogn. Kønt ser det sikkert ikke ud, men det er jeg så ret ligeglad med. Det værste er at komme igennem kassen, og især at få varerne pakket sammen, for det kræver, at jeg står nogenlunde ret op i længere tid, end jeg kan klare p.g.a. smerter. Derfor har jeg valgt kun at handle i Super Brugsen på Strandbyplads, for der er de altid så venlige at hjælpe mig med at pakke varerne sammen, når blot jeg beder om det, når det bliver min tur. Nogle gange kalder de en medarbejder, andre gange rejser kasseekspedienten eller -tricen sig og gør det selv.

Jeg HAR prøvet at handle i Netto, men der siger de rent ud, at de ikke har personale til at hjælpe mig med at pakke varerne. I Rema gør de det nogle gange, men jeg kan ikke være sikker. Så der handler jeg mest, hvis jeg mangler bare få ting, for det kan jeg så gøre med rollator, da jeg så kan sætte mig på den ind imellem.
Men der er mange dage, hvor jeg IKKE engang kan det p.g.a. mine handicap.

Jeg er kronisk smertepatient. Det er jeg, fordi jeg har spinal stenose, som populært sagt er en lidelse i ryggen, som gør at der er nogle nerver, der bliver trykket på konstant,  lige så såre jeg rejser mig op. Så har jeg svær slidgigt i begge hofter og ryg. Og så har jeg fibromyalgi. Jeg burde have nye hofter, men lægerne mener, at det ikke vil gavne mig nok, fordi de andre lidelser "tager over", og at jeg desuden ikke ville kunne træne nok, hvad man jo skal med en ny hofte. Jeg kunne også godt blive opereret for spinal stenose, men der er ca 50 pct. risiko for, at jeg vil få det værre, d.v.s. flere smerter og desuden stivhed i ryggen, så min bevægelse bliver forringet. 50 pct. føler sig hjulpet, men man ved jo ikke, om man er en af dem. Det kan selvfølgelig ende med, at jeg bliver nødt til det, hvis smerterne bliver så slemme, at jeg heller ikke kan ligge ned.

Smerteklinikken i Give har hjulpet mig for nogle år siden med afprøvning af medicin. Det gik der ca 2 år med, for det tager tid at trappe ind, registrere virkningen en tid, og trappe ud igen af det ene smertestillende middel efter det andet. Jeg landede til sidst på noget, jeg havde færrest smerter og bivirkninger af. Dog kommer jeg ikke udenom den bivirkning, at jeg er kronisk træt. Men det er dog bedre, end at have for mange smerter.

Smerteklinikken i Give er nedlagt, man har flyttet "resterne" til Grindsted Sygehus. Det har jeg prøvet, og kan ikke bruge til noget. Slet slet ikke den kompetance og empati, som jeg oplevede på Give.

Jeg er altid stillet over for det dilemma, om jeg skal fortælle folk om mine problemer. Jeg vil helst ikke lyde som en jammerkommode, når jeg er ude blandt andre. Men omvendt kan jeg heller ikke forvente forståelse og/eller hensyntagen, hvis jeg ikke melder ærligt ud. Det er noget, jeg har arbejdet meget med. Fra at være vant til at klare mig selv fuldt ud - for slet ikke at snakke om, da jeg var i fuldtidsarbejde og mor til 3. Men da havde sygdommene ikke udviklet sig så meget endnu. Da havde jeg kun astma. Som også til tider var slem nok, og jeg kan stadig en sjælden gang få anfald. Men så har jeg heldigvis min nødhjælpsmedicin, som jeg ALTID har med mig.

Nå, men nu har jeg så besluttet at melde klart ud her. Også af den grund, at jeg meget ofte må melde afbud til noget, jeg ellers har meldt mig til og gerne vil. Det er ikke altid, at folk kan forstå det.

Når folk spørger, hvordan jeg har det, plejer jeg at sige: Fysisk er det ikke noget at råbe hurra for, men psykisk har jeg det heldigvis fint. Sådan er det for det meste.Og i sommer havde jeg sådan håbet på, at jeg ville få det lige så godt, som jeg havde sidste sommer. Det skete desværre ikke, og siden er det gået ned ad bakke. Og så begyndte min gamle lidelse, tyktarmsbetændelse, igen at røre på sig, så jeg to gange her i efteråret har været syg af dette. Og nu har jeg så i ca 3 uger haft feber on/off, ondt i halsen og øret og øgede smerter i kroppen som helhed. Jeg ER vaccineret mod influenza, men kan selvfølgelig godt have det alligevel. Og så har jeg fået problemer med blære og nyrer. Men min læger HAR henvist mig til diverse specialister, jeg har heldigvis en forstående og god læge.

Jeg har ikke været sammen med ret mange mennesker en rum tid. Normalt deltager jeg i forskellige studiekredse, foredragsaftener, koncerter, især i diverse kirkelige og kulturelle sammenhænge. For der skal jeg jo bare sidde ned, så føler jeg mig næsten normal. Men selv det har jeg ikke kunnet et godt stykke tid.

Og så er det, at det pludselig går op for mig, at jeg er gammel! Og handicappet! Og at det altså har nogle konsekvenser. Og selv om jeg nu har været handicappet i adskillige år, har jeg stadigvæk svært ved at bede andre mennesker om den hjælp, som jeg selvfølgelig ind imellem har brug for. Jeg har haft havemand i mange år, og skal have en ny inden den kommende sæson begynder, så hvis du kender én, så sig til ... Jeg har kommunal rengøring hver 14. dag, de skrifter sengetøj og tager gulve, resten må jeg selv klare. Det kan jeg så ikke, så det betaler jeg mig fra. Min søn er sød til at hjælpe med diverse reparationsarbejder, han bor heldigvis her i byen; men jeg vil heller ikke bede ham lave noget, hver gang jeg ser ham. Så det betaler jeg mig også ofte fra.

Der er meget, jeg IKKE kan, og som jeg er ked af: Jeg kan ikke passe mine børnebørn i den udstrækning, jeg gerne ville. Jeg kan ikke have gæster i den udstrækning, jeg havde før i tiden. Alt skal planlægges ned til mindste detalje, for at jeg kan magte det, og indkøb og forberedelser foregå over flere dage. Spontanitet - som jeg normalt elsker - kan sjældent lade sig gøre. Jeg kan ikke lave aftaler om formiddagen, da jeg oftest sover for at få dækket mit behov bare nogenlunde. Mine to piger bor i Vejle, dem og deres familier ville jeg også godt se noget oftere.

Jeg lever mit liv siddende, som jeg skrev ovenfor. Heldigvis har jeg mange interesser, som man kan foretage på den måde. Jeg læser rigtig meget, ser meget TV, er en del på nettet, medlem af diverse nørdede grupper på facebook, hækler meget, og når ellers jeg har det rimeligt, deltager jeg da i ting som beskrevet. MEN - slet ikke i den udstrækning, som jeg gjorde førhen, og som jeg gerne ville.

Er det sådan at være gammel - og handicappet?? Eller er jeg et brokkehoved???

tirsdag den 25. september 2018

Gruppearbejde - og demokrati

Jeg havde næsten helt glemt, hvor lærerigt - og ikke mindst sjovt - gruppearbejde kan være.

Jeg er fra en årgang, hvor det der nymodens gruppearbejde liiige var begyndt at titte op i skolen.  Jeg HADEDE det! Det tog alt for lang tid. Der blev snakket alt for meget udenom. Resultatet blev ikke, som jeg syntes, det burde blive. Og nogen gange kom jeg i gruppe med nogen, jeg ikke var så vild med. Jeg var dygtig i skolen, og havde det ikke godt med, at skulle vente på de mere langsomme, og at resultatet ikke afspejlede, hvad jeg syntes, jeg kunne. Næ, lad mig SELV, så bliver det godt!

Lige indtil jeg kom på højskole. Så lærte jeg værdien af gruppearbejde. Og da så sandelig helt og aldeles, da jeg kom på børnehaveseminariet. Og det gik op for mig, hvor meget JEG havde at lære - af de andre, af gruppearbejde. Jeg lærte,  at dem, jeg anså for at være "langsomme", havde noget at bidrage med, som jeg slet ikke havde med i mine overvejelser. Og at dem, der var "hurtige" kunne mene noget, der var total modsat af, hvad jeg selv mente. Og VÆRDIEN i det. - Og en hel masse mere.

I det meste af mit arbejdsliv skulle jeg arbejde i gruppe. Selvfølgelig, jeg er jo pædagog. Og da ikke mindst som leder lærte jeg en hel masse om, - godt nok at gå foran og at inspirere og motivere, - men at jeg overhovedet ingen "steder" kom hen, hvis jeg ikke kunne det der gruppearbejde. Jo jo, - jeg opnåede fantastisk store ting, havde kæmpesucceser - og knusende fiaskoer.

Gruppearbejde fascinerer mig - sådan som studieobjekt. For jeg må tilstå, at jeg her i mit pensionistliv er vendt tilbage til "gør-det-selv-metoden". Der kommer sgutte nogen og gør tingene for mig, eller i hvert fald sjældent - medmindre jeg direkte beder om det, og ofte betaler for det.

Men i aften var jeg til et møde, som handlede om udnyttelse af grønne områder i min bydel. Der mødte rigtig mange mennesker op, og efter et inspirerende oplæg skulle vi i grupper. 10 i hver gruppe. Og der skulle arbejdes, nedfældes, prioriteres og vælges en referent.

Og her er det, at min analytiske hjerne begyndte at komme på overarbejde - og tænke sjove tanker. Vi var langt over 100 mennesker, så vi var en del grupper. Her i kort form, hvad jeg oplevede/lærte:

- 10 personer om et firkantet bord, - ca 15 bordfulde i samme lokale! Det er svært at høre, hvad dem i ens egen gruppe på den anden side af bordet siger. Hvad gør man ved det? - I min gruppe var vi overvejende høflige, bad folk gentage, men kun én gang! Samtalen bar præg af, at vi ikke havde hørt hinanden - ak ja!
- En tog rollen som leder i min gruppe - det er der altid en, der gør! Jeg morer mig altid med at sidde og "udpege" lederen, inden han/hun tager lederskabet, bare sådan for at more mig med, hvor god jeg selv er til at spotte en leder.
- Da den selvbestaltede leder blev modsagt med fakta, trak han sig med korslagte arme tilbage - det er OGSÅ en måde at reagere på modstand på. En mand på ca min egen alder! Jeg undrer mig!
- To kvinder ved siden af mig sad og snakkede indbyrdes. Så det var svært at høre, hvad de andre sagde.  Jeg holder aldrig op med at undre mig over, hvad der foregår inde i disse menneskers hoveder. Måske har de bare aldrig lært gruppearbejdets velsignelser at kende! 
- Ingen ville referere! Det er almindeligt! Og hvis man har påtaget sig hvervet som den, der nedskriver, kan man nærmest blive tvunget til at være referent, af alle vi andre! Med mindre "lederen" beholder sin rolle.
- Der kan også fremkomme en spontan referent. Det er altid interessant, hvorfor DEN situation opstår. En person, som måske ikke har ytret sig særligt i selve gruppearbejdet, kan pludselig stå frem som den, der refererer.
- I en af de andre grupper var referenten en, der hele tiden måtte sikre sig, at hun ikke sagde noget forkert. Hver gang hun sagde noget, skulle hun have gruppens accept. Ja, det kender vi godt! Interessant, hvordan netop HUN så er blevet referent!
- Efter de første par gruppers referat, var der en tilbøjelighed til at sige: Vi mener stort set det samme som de andre grupper. Nogle vælger så at holde ved det. Andre vælger at sige det samme, som de andre grupper, selv om de intet nyt har at tilføje. Ja, det er genkendeligt. Og dødkedeligt!

- Herefter blev der spurgt til, om nogen havde noget at tilføje. Og SÅ kom der nye, kreative, anderledes forslag frem - FRA ENKELTPERSONER. - Interessant!!! Var de ikke fremkommet med disse ting i grupperne? Hvorfor var disse ting ikke blevet refereret? Eller var ideerne måske dukket op i løbet af aftenen?

Og her fra min pind sidder jeg så og overvejer:

- Går "kommunen" nu hjem med en klar mening om, hvad der skal laves, og hvordan der skal prioriteres?
- Selv om mange grupper mente det samme, havde de forskellige prioriteringer. Hvad gør kommunen ved det?
- Eller bruger kommunen de kreative, enkeltpersoners forslag?
- Eller gør de, som de hele tiden havde tænkt?

Hvad er mest demokratisk? Hvis det da overhovedet er DET, det hele handler om???









mandag den 24. september 2018

FOLKETS BANK!

Jeg er vokset op i en tid, hvor man i en del jobs  ikke automatisk fik sin løn indsat på en bankkonto. Men i menneskepenge. Hvis lønnen skulle i banken, skulle man selv gå ned med den. Man skulle også selv betale diverse regninger, budgetkonti er en senere opfindelse. Min far, der var retstatsmand, ville absolut ikke have "nogen" til at styre hans penge, det skulle han nok selv!

Men som det gik bedre og bedre med forretningen, begyndte han også at "spekulere" (det hed det!) så småt i opkøb af pantebreve og obligationer m.m. Sådan lidt i det små! Min mor især var helt vild med, at der løb renter på deres indeståender, mens hun lå og sov!

Jeg har nu det meste af min erhvervsaktive tilværelse fået min løn direkte ind på en lønkonto. Og jeg har også det meste af tiden haft en budgetkonto. Det var før dankortenes tid, så man skulle jo i banken, når man skulle hæve penge. Engang, jeg kom ind for at hæve nogen på min budgetkonto, tillod bankmanden sig at sige, at det jo ikke var meningen, at jeg skulle hæve fra min budgetkonto, for de var jo til faste udgifter. Men jeg fik ham da overbevist om, at jeg nok mente, jeg kunne styre mine egne penge.

Ak ja - det var den gang, man fik gode renter på sine indeståender. Det er slut med det! Ikke engang på mine børnebørns børneopsparingskonti får jeg nogen rente. Det er jeg noget knotten over, for jeg låner jo da banken pengene, indtil børnene er 18 år, ikke?

Det var også den gang, vi strejkede, demonstrerede og gik i protestmarcher - jeg var lige ved at skrive "for et godt ord". Ja, demonstrationer har jeg været med til en hel del af. Men der var så sandelig også nogle af dem, der betød temmelig meget, faktisk for hele landet, f. eks. om vi skulle være medlem af EU. Modstanden mod EU havde medlemmer fra alle partier! Jeg husker især en meget stor demonstration op til valget i '72, hvor både de pæne herrer i hvide skjorter og habit deltog, sammen med vi andre halvhippier. Vi havde en fælles sag, som var vigtigere, end hvilke partier vi tilhørte. Og at vi aldrig fik atomkraft i DK skyldes da FOLKETS RØST, demonstrationer, optog, marcher osv.

Jeg forstår ikke, hvorfor ingen demonstrerer i dag! Ud over i indre København i forhold til banderelaterede konflikter. Jeg har aldrig i hele mit snart 70-årige liv været vidne til en så skandaløs sag som den med Danske Banks involvering af hvidvaskning af penge. Det skulle da lige være SKATs manglende styr på transaktioner til andre lande.

Hvorfor rejser folket sig ikke i vild protest? Hvorfor bliver der ikke massedemonstrationer? Krav om ændringer, så det giver genlyd over hele verden. Strejker? Vi er ALLE afhængige af bankerne, og især Danske Bank, som både er statens bank og er den bank, som har fået allerflest bankpakker fra staten under finanskrisen. Kommer det så ikke MIG ved, om en chef får et tocifret millionbeløb, når han SELV siger op, - og uden at han har gjort sit arbejde GODT???

Bankerne har ikke råd til at give kunderne renter! Til gengæld forlanger de gebyrer for nærmest alt. Well, det er en forretning, og den skal løbe rundt. Men det er direkte umoralsk at give sine egne chefer så uhyrlige gyldne håndtryk, som det vi nu er vidne til.

Der ER politikere, som nu mener, at der skal sættes loft over disse aftrædelsesgodtgørelser. Hvorfor rejser hele folketinget sig ikke i samlet enighed og indfører dette loft lige med det wuns? - Jeg er total ligeglad med, at bankfolkene forklarer de store beløb med, at det "er en del af deres løn", eller "er med i deres kontrakt"! Det er UTILSTEDELIGT!

Jeg kan ikke være ligeglad. Og hvis jeg havde min ungdoms kræfter, ville jeg iværksætte en kæmpe demonstration! HVORFOR GØR INGEN DET?

Jeg mener, at vi alle har et moralsk ansvar for, at vores fælles værdier og sammenhængskraft har et højt niveau. At vi indtil nu har været et samfund med stor tillid til hinanden - og også til vore fælles offentlige institutioner - OG banker, som vi selv opretholder,  - frygter jeg er ved at blive en saga blot.

Det er for dyrt at rydde op, fik jeg at vide, da SKATTESAGEN var på sit højeste. Og for mange "spidser" er indblandet. Det er jeg total ligeglad med, vore fælles værdier for landet er vigtigere, end hvor meget det koster at få genskabt tilliden til både SKAT og banker. Martin Krasnik er en af de få, som har forfulgt sagen ud over "mens der var mest forargelse". De fleste af vi almindelige borgere trækker på skuldrene. Det er for stort. Vi kan jo ikke gøre noget. JO VI KAN! Og SKAL!

Skal vi oprette en FOLKETS BANK? Hvor ingen får gyldne håndtryk, og hvor kunderne får et udbytte, de har fortjent. Ikke kun storaktionærerne. Men alle vi små småsparere også!

Hvorfor rejser folket sig ikke i én stor samlet protest og kræver det??

Jeg lover, at hvis nogen indkalder til demonstration, så kommer jeg med min rollator!!! Eller kørestol og handicaphjælper!

KOM I GANG!!!!