onsdag den 23. november 2016

Se og Hør - sæt kulør på din hverdag!

En veninde gjorde mig opmærksom på en stoppestedsreklame for Se og Hør, som hun fandt interessant: En kvinde sidder glad og smilende i sin sofa og læser i Se og Hør. Bag hende danser tre par, som kunne være taget fra "Vild med dans", da de er fuldt udstyrede med alskens bling-bling, make up, tøj osv. Ved siden af kvinden står hendes fulde vasketøjskurv. På bordet ligger en roulade.

Så siger min veninde: Er denne reklame ikke at tale NED til folk? Og jeg siger: Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, at "det segment", som læser Se og Hør, ikke opfatter det sådan, men NETOP ser sig selv, og kan identificere sig med denne kvinde. For hvad er det, man ser?

Kvinden er "en yngre kvinde", måske først i 30'erne. Lettere buttet. Almindelig dagligdags udseende. Intet særligt påfaldende. Man ser hendes dagligdag. Hun skal vaske tøj, bl.a.

Sofaen er en blomstret tingest, som en wanna be cretonne - ret smagløst siger så jeg, som i denne sammenhæng har taget rollen som smagsdommer.

Rouladen er ikke skåret i skiver og lagt på fad. Nej, den er taget direkte fra indpakningen, og ligger sådan på bordet. Indikerer muligvis, at kvinden er alene hjemme. Manden, hvis der er nogen, er på arbejde - og børnene, som der sandsynligvis er en eller flere af, jfr vasketøjskurvens størrelse, er i skole eller institution.

Kvinden er ergo enten hjemmegående eller arbejder på deltid, eller har en fridag, ja hvad ved jeg, jeg gætter. Jeg leger med mine associationer, som vel også er hele meningen med dette reklamekoncept.

Men så er det Se og Hør-dag! Og NU har hun endelig lidt fritid fra sine daglige pligter. NU kan hun endelig tillade sig lidt drømmeri. Når man ikke selv er divaen i den lækre kjole, med håret sat og den store aftenmake-up, kan man da drømme sig ind i denne verden. For en kort tid. En kop kaffes tid. Med et - nej to - stykker roulade til. Arh, skidt, jeg snupper lige et tredje stykke! Og en ny kop kaffe.

JEG ser ned på hende! Som jeg i det hele taget ser ned på Se og Hør, og dem, som læser Se og Hør - dog med undtagelser, har jeg oplevet - ret skal være ret.

Ser Se og Hør ned på kvinden på reklamen? Se og Hør kender sine egne kernelæsere. Og derfor kreerer de en reklame, som denne kernelæser kan identificere sig med. Det handler om cool cash. Og for lige at gøre bladet spiseligt for dem, som skulle have en lille anelse om, at det måske ikke er "fint nok" at læse Se og Hør, tilføjer bladet lige Danmarks bedste TV-programoversigt. Så kan den sidstnævnte gruppe også være med, og oplaget stige tilsvarende.Og så er der alle vi andre, som ikke kunne drømme om at købe et sladderblad.

Er det så simpelt? Tjah - bum bum.

Jeg laver nogle undersøgelser om Se og Hørs reklamer for tiden. Bl.a. ser jeg her i aften på Charlie en, som åbenbart er en del af et større koncept, kan jeg så se på YouTube. Der er små videoer med titlerne "Bustur", "Alenetid", "Studier", "Dans" og "Venteværelse". De viser forskellige situationer - ventetid ved et stoppested, en mand på toilet, nogle unge under en matematikforelæsning i et auditorium, tv-aften med hjemlig hygge, hvor manden er faldet i søvn, to kvinder i et venteværelse hos en tandlæge. Fælles for dem alle er, at da personen griber bladet Se og Hør, eller læser det på sin bærbare, sker der som ved et trylleslag det, at der kommer unge mennesker frem, som danser, er glade og ser godt ud, eller den røde løber rulles ud, og glamourøse mennesker vandrer på den.

Så er min analyse ovenfor forkert? Henvender Se og Hør sig til flere segmenter? Eller forsøger de at kapre læsere fra andre segmenter end det ovenfor beskrevne? Begge dele kan tænkes, for de har selvfølgelig undersøgelser, som fortæller, HVEM det er, der læser Se og Hør, og hvem der ikke gør.

Men alt i alt vil de sende det signal med disse reklamer, at uanset hvem du er, hvor gammel du er, om du er mand eller kvinde - og uanset hvilken situation, du er i: Venteposition, pusterumssituation, hygge - ja, så kan du i hverdagens trummerum liiiiige mærke suset fra den røde løber, fra glamourøse fester, fra en verden, du måske kun kan drømme om.

Og her træder jeg så selv ind på scenen som smagsdommer. Er det da ikke ganske uskyldigt at hengive sig til lidt glamour og fantasiverden og dagdrømmeri nu og da? Jo da, det gør vi vel alle. Og det er det SIGNAL, Se og Hør vil sende. Noget helt andet er så, hvad indholdet er. Sladder, sladder og atter sladder. Om kendte og kongelige. Om ting, som kun har ringe eller slet ingen hold i virkeligheden, og/eller burde være forbeholdt privatlivssfæren.

Sladder skal der til, har jeg ladet mig fortælle. Måske - men bør man ikke sortere i, hvad man vil tage for gode varer, hvad man vil involveres i, hvad der overhovedet kommer mig ved?  - og om sladderen har karakter af ondskab, karaktermord, intimidering, osv.

Her kommer den gyldne regel OGSÅ til at stå sin prøve, og jeg vender den lige om: Gør IKKE mod andre, hvad du ikke ønsker, at nogen skal gøre mod DIG. Og hvis man er læser af Se og Hør, er man ikke bedre, end dem, der producerer og tjener penge på, at nogen læser. Og som ikke holder sig for gode til at bruge temmelig ufine metoder i jagten på en sensationel historie. Behøver jeg at nævne Danmarks største medieskandale?









tirsdag den 15. november 2016

Følelser kontra fornuft?

"Af en eller anden grund fungerer en vag historie bedre i den menneskelige hjerne end en kompliceret analyse. Anekdoter trumfer evidens, og det er svært at vende, for de fleste mennesker tænker følelsesmæssigt 99 procent af tiden,” siger Morten Elsøe, cand.scient. i ernæring, livsstilscoach og medforfatter til den netop udkomne bog ”Slut med forbudt”

Ovenstående citat er hentet fra en artikel i Kr. Dagblad om mad. Men da jeg for tiden er temmelig optaget af temaet "fornuft versus følelser", blev jeg fanget af det. For kan det nu passe? Er det ikke næsten at sætte fornuften i skammekrogen? 

Jeg har læst oceaner af litteratur om forskellighederne i mandlige og kvindelige værdier. Jeg ved ikke, om jeg er et særlig "mandig"t eksemplar af kvinderacen, men jeg får, når jeg læser det indledende citat, lyst til at finde ud af, om det kan have sin rigtighed med de 99 procent.  Og er det ikke en mandlig egenskab at ville efterprøve den slags "fakta"? 

Faktisk er jeg ret ligeglad med, om føleser relaterer sig mere til kvinder end til mænd.  Men jeg er ikke ligeglad, når jeg hører mennesker argumentere i retning af, at fornuften bør være det overordnede princip, og følelser nærmest er kvindagtige og upassende - ikke blot for en mand, men også for enhver kvinde, der vil tages alvorlig. 

Jeg troede også, at det længe har været god tone at fremhæve betydningen af de kvindelige værdier på arbejdsmarkedet. Kvinders fortrin skulle være empati, samarbejdsevner, intuition osv, hvor mænds hævdes at være mere dynamiske, målrettede og konkurrencebetonede. Og jeg troede også, det var et faktum, at det er kvinderne, som i øjeblikket "kører med klatten" - og det helt fra skoletiden, op gennem uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Det viser sig så ved et nærmere studium, ikke at holde vand. Det er f. eks.  ca fifty fifty hvor mange af hvert køn, som går på universiteterne, og det er stadig kun 20 procent af erhvervsledere,  som er kvinder. Bestyrelsesposter domineres også af mænd. 

Er det bare de bagstræberiske mænd, som holder fast i, at FØLELSER er underlagt fornuften? Og at vi - og her mener jeg især "vi kvinder" - bør lægge os lidt mere efter fornuften? 

Jeg køber ikke den præmis. For jeg mener udgangspunktet: At dele fornuft og følelser op, som om det er to adskilte emner, er forkert.

NÆæææ - må jeg be' om følelser med fornuft i. Og fornuft med følelser i. Fra både mænd og kvinder!!! 




tirsdag den 25. oktober 2016

Vrisne gamle mænd

Hvad er en "vrissen gammel mand"?
Jeg har lige set udtrykket hos en mand, som tillod sig at gøre mig opmærksom på nogle stavefejl og tegnsætningsfejl, som jeg begår her på min blog og/eller på facebook.

Han har sikkert tituleret sig selv sådan, fordi han selv føler, at han er en petitesserytter, men han kan ikke lade være. Det har jeg fuld forståelse for. Det kunne sagtens have været mig, der gjorde en anden opmærksom på nogle sprog-, skrift- eller stavefejl. Er jeg så en vrissen gammel kone?

Nu er der flere måder at håndtere en irettesættelse på.
* Man kan blive eddikesur og gå og smække med døren. Og med store armbevægelser gøre så mange som mulig opmærksom på, hvor sur man er, og hvor uretfærdigt man er blevet behandlet. Dette fænomen ser jeg med jævne mellemrum på facebook i diverse sprognørdede grupper, som jeg er medlem af. Samt en del andre.

* Man kan blive indebrændt, skumle og surmule uden at sige det til nogen. Der er nok ingen, som alligevel forstår mig, og måske synes de også, det er en bagatel.

* En gæv kvinde som jeg "mødte" i en af sproggrupperne, lærte mig for mange år siden at sige: Tak, fordi du rettede mig. Så lærte jeg også noget i dag. Se DET er den rette indstilling at have, synes jeg. Og jeg bestræber mig på at have den. Men det undrer mig til stadighed, at man kan være med i en sproggruppe, hvor der netop i præsentationen af gruppen står, at det er tilladt at rette hinanden, men at man skal holde en god tone - og så blive tøsefornærmet, hvis man bliver rettet. Og JA, der kan være ordblinde, som gerne vil lære at skrive ordentligt, og JA, der kan være folk fra andre lande, som gerne vil lære noget bedre dansk. MEN, så kan de passende ved samme lejlighed lære, hvordan man tackler at blive rettet. Man kan jo også nemt gøre opmærksom på det, hvis man er ordblind eller kommer fra udlandet.

Tænk, - jeg synes faktisk, at det er tegn på, at mennesker betyder noget, hvis man gør sig den ulejlighed at fortælle dem, at de har stavet forkert. De kunne jo lære noget. Men uha da da, mange mennesker synes, at DET må man ikke mene. Bliv i din janteboks!!!

Så kan man sidde der i sin selvretfærdighed med sin hønserøvsmund og knejsen med nakken, og være lige så dum i dag, som man var i går.

Og der er flere pointer:

 Jeg er en af dem
* som gerne vil være med til at bevare et smukt dansk, både på skrift og i tale. Og det betyder bl.a., at alting ikke kan være lige gyldig.
* som gerne vil være med til at hylde den praksis at sige tingene ligeud på en pæn og gerne humoristisk måde.
* som hader - og jeg MENER hader - allehånde omskrivninger, gætterier, følen-sig-frem, ævle-vævlen, fiksfakserier,  når man skal have sagt en ting, som muligvis kan være ubehagelig. Man må selvfølgelig gerne tænke sig om, og man skal ikke jorde hinanden:
* som prøver på ikke at være for selvhøjtidelig her på nettet
* som prøver på ikke at svare på alt, jeg ikke kan lide her på nettet

Og der er MAAAAANGE flere pointer. En af dem er, at jeg har fået flere gode "netvenner" ved at praktisere ovenstående.

mandag den 24. oktober 2016

Det usagte - er det en løgn?

Det usagte - er det en løgn?
Det kommer vel an på...

Anette møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Du har aldrig spurgt", svarer han.

Line møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Det betyder ikke noget", svarer han.

Sofie møder en mand på en datingite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Jamen, du og jeg skal vel ikke giftes", svarer han.

Anne møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Min kone er syg", svarer han.

Laila møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Det har jeg da også", svarer han.

Kathrine møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Skal du nu ødelægge den gode stemning", svarer han.

Lise møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Jeg ville jo bare have en elskerinde", svarer han.

Caroline møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Det troede jeg da, du vidste", svarer han.

Jenny møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Er du ikke lidt dum nu", svarer han.

Karin møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Jeg skal skilles, når den yngste er konfirmeret", svarer han.

Lotte møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Jeg elsker ikke min kone mere", svarer han

Linda møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Vi bor ikke sammen", svarer han.

Lizette møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "For at du ikke skulle blive ked af det", svarer han.

Disse kvinder mødes på en datingsite. De begynder at ses. Danner en klub. De kalder den "Den anden kvinde". Der var også én, der syntes, de burde hedde: "De tavse kvinder", men det var de andre imod, for det var jo manden, der ikke havde meldt ordentligt ud, så det....

søndag den 19. juni 2016

Bedsteforældreprioritering

I går var jeg til 50-års jubilæum i min gamle realklasse. Det var dejligt og hyggeligt som altid. Vi har mødtes hvert 5. år siden vores 25-års jubilæum. Men det er faktisk slet ikke det, jeg vil skrive om.

Det er altid interessant at være med til arrangementer, hvor der er mange mennesker med. For hvor man som singlepensionist måske kan gå og lulle sig ind i sine egne forestillinger om, hvordan verden ser ud, har man ved en begivenhed som denne lejlighed til at blive rystet godt og grundigt i sin grundvold. Hvis ellers man har øjne og ører åbne.

Jeg oplevede MANGE ting, som jeg kunne skrive om, og måske også gør - men i dag bliver det dette her emne: Bedsteforældre - og hvordan man prioriterer i forhold til at være det.

Folk er jo søde! Jamen, det er de - . Og jeg har jo kendt dem som børn, eller i hvert fald som teenagere. Vi var vel en 15 stykker, ud af nogle og tyve. Nogle havde meldt afbud p.g.a. andre ting, der trak mere. Bl. a. børnebørns fødseldag. Vi havde en runde på et tidspunkt, hvor vi sådan fortalte lidt om, hvad vi går og laver. Der var vist ikke nogen, der ikke nævnte deres børn og børnebørn. Og det er jo GODT, ikke?

Men så er det, at det bliver interessant! For flere meddelte, at de var nødt til at GÅ  hen på eftermiddagen (vi mødtes kl. 13.00) fordi de skulle hjem til nogle børnebørn/ børnebørns fødselsdag/passe børnebørn og i den dur. På et tidspunkt var der en, der satte ord på dette fænomen: Hun havde i lang tid friholdt hele måneden, indtil hun kendte datoen for dette jubilæum, og alle familiemedlemmer og andre havde fået at vide, at DEN DAG kunne hun ikke, for da skulle hun til 50-års jubilæum i sin gamle klasse, så hvis de ville se hende, måtte de finde andre datoer. Hun undrede sig over, at folk prioriterede børnebørn - som de jo altid kan se - højere end et 50 års jubilæum.

Min umiddelbare reaktion var: Folk er forskellige, derfor prioriterer de også forskelligt, og fred være med det.

Men hvad ligger der i min skolekammerats anke? Det synes jeg er interessant!For jeg kunne jo se og høre, at det påvirkede folk meget - både dem, der skulle gå, og dem, der havde valgt anderledes.

* HUN havde sat alt andet til side, og undrede sig over, at andre ikke også gjorde det
* HUN havde rejst langt, og var skuffet over at mange af dem, hun regnede med at skulle feste sammen med, ikke var mere villige til at feste med hende.

Og 10.000 kr spørgsmålet:
* HVORFOR prioriterer de børnebørn så meget højere, at de enten ikke kommer, eller tager tidligt hjem?

Jeg kan da komme i tanke om en del grunde:
* Måske er de generelt ikke til fester
* Måske er de ikke til længevarende fester
- og så ligger der ikke mere i DET, for sådan er DE bare!

* Måske er VI, de gamle skolekammerater, som man kun ses med hvert 5. år, egentlig ikke særlig betydningsfulde mennesker i deres liv.
* Måske orker de ikke at bruge tid og penge på sådan et samvær?
- og hvorfor bliver andre pikeret over DET?

Selvfølgelig kan man lige indskyde en lommepsykologisk forklaring, a la "de har nok ikke fået nok opmærksomhed i deres liv" eller "de føler sig fravalgt, og det er en rigtig træls følelse at sidde tilbage med". Men er det ikke liiiige lidt for billig en forklaring?

* Er "den med børnebørns fødselsdag" blot en bekvem undskyldning for at bryde op i rimelig god tid?
* Eller tilhører vi en generation, som simpelthen af hjertet prioriterer børnebørn højest af alt?
* Eller forventer vore børn, at vi prioriterer vore børnebørn højest af alt?
* Orker vi bare ikke diskussioner med vore børn om den slags?
* Eller har vi ikke andre værdier at fylde vort liv med, end at leve det gennem børn og børnebørn?

Jeg har ikke forklaringEN, og jeg har det også ret så fredeligt med, hvordan folk prioriterer. Men jeg kunne jo se, at det gjorde noget ved de mennesker, jeg var sammen med - mere end bare lige en tanke. DERFOR interesserer det mig.

Hjælp mig til at blive klogere på dette!!!







mandag den 25. april 2016

Michaels rejse fra fuldkommenhed til menneske

Denne fortælling foregår for længe, længe siden. Den er en sælsom fortælling om en sjæls rejse fra at være fuldkommen til at blive menneske. Og når fortællingen er færdig, er det ikke sikkert vi er blevet ret meget klogere.

Vi kalder denne sjæl for Michael, for af hankøn, det var han - en køn ung mand, som intet andet levede for, end at gøre det gode, det skønne og det sande. Han befandt sig godt i den himmelske sfære, hvor han havde sit hjem. Var altid lydig, og opfyldte alle sine forpligtelser. Han var vellidt af sine brødre og søstre, som der var så mange af, at de slet ikke kunne tælles.

Han havde været her så længe, han overhovedet kunne huske.

Men når han gik rundt blandt alle de andre, havde han blot een længsel: Han ville så gerne være engel. Han så på englene, som færdedes iblandt ham og hans brødre og søstre, og det forekom ham, at det måtte være det skønneste, man kunne tænke sig, at blive som en af dem.

"Hvordan kan jeg blive en engel", spurgte han sine søskende, men der var ikke rigtig nogen af dem, som vidste det. "Har du det ikke godt her", svarede de som regel. "Hvorfor ønsker du dig noget andet"? Dette er paradiset, der findes ikke noget bedre sted".

Det slog han sig til tåls med en tid, men længslen forsvandt ikke. Han måtte finde ud af, hvordan han kunne blive en engel. Så gik han til en af de ældste i søskendeflokken, og sagde: "Hvordan kan jeg blive en engel". "Hvorfor vil du være engel", spurgte den ældre broder. "Jeg ved det ikke", svarede Michael, "men jeg vil så gerne være lige så fuldkommen som de". "Vil du være fuldkommen, så må du arbejde endnu hårdere på det, end du gør nu", svarede den ældre broder.

Michael arbejdede hårdt på sin fuldkommenhed, udførte alt til punkt og prikke, undveg ikke nogen opgaver, gjorde alt det, han kunne og skulle. Men hans hjerte længtes dog stadig. Han blev tavs, indadvendt, men han arbejdede, så sveden sprang.

Hans ældre søskende så med bekymring på ham, og en af dem sagde til ham: "Du skulle opsøge ældste Athor. Han må kunne rådgive dig". Michael tænkte længe over dette råd, men besluttede til sidst at følge det. Så han gik til Athor.  Athor hørte længe på ham. Han fremlagde - først stammende og tøvende - men efterhånden mere ivrig og ilter sit ønske. - "og nu har jeg arbejdet voldsomt på min fuldkommenhed, så kan jeg ikke blive en engel nu"? spurgte han til sidst.

Athor så længe på Michael, med et interesseret og mildt blik: "Jeg har hørt om denne attrå før", sagde han så. "Og når den nu har rodfæstet sig i dit sind, må du gå hele vejen"! "Jamen, hvad skal jeg da gøre", spurgte Michael. "Du har nået til det umiddelbares grænse, - det er det højeste gode her". Men vil du videre, må du gennem kundskabens lande. Det er en farlig, besværlig og langsommelig vej, og man kan meget nemt fare vild i disse lande.

"Hvad er kundskabens lande"? spurgte Michael. "Og hvor ligger de? - og hvad skal jeg der"? "Det er menneskenes verden", svarede Athor. "På jorden lever de. Der skal du lære SELV at vælge kærligheden via din frie vilje. HER er den en synlig del af alt, men DER skal du selv indånde den, vælge den, og træffe dine egne valg. Du vil aldrig være alene, vi vil altid være nær ved dig, blot kan du ikke se os, som du kan nu.

"Og kan jeg så blive en engel bagefter", spurgte Michael ivrigt, men også lidt frygtsomt. "Det ved kun Gud", svarede Michael. "Du er velkommen til at blive her i den umiddelbare kærligheds paradis. Men da du begærer mere, har du vist, at dit sind vil kærligheden via din egen sjæls tilegnelse af den. Derfor må du til Jorden og blive menneske.

"Hvordan kan jeg undgå at fare vild", spurgte Michael. "Hvad skal jeg holde mig til"? Athor sagde: "Alt det, som du umiddelbart har haft her, skal du bruge, søge efter og holde dig til. Og bliver du forvirret og rådvild, skal du søge efter korset og korsvejen. Og så er vi altid med dig med Guds Ånd, og du kan nå os via bøn,

"Hvad er korset og korsvejen for noget", spurgte Michael. "Bekymr dig ikke", svarede Athor. "Alt dette blive nedlagt i dit sind, og hold dig blot til det, så farer du ikke vild.

Og herefter fødtes Michael på Jorden af et ganske almindeligt forældrepar. Overraskende nok fødtes han som pige. Og  lærte kærligheden at kende. Den var hendes medfødte og iboende tilbøjelighed, den blev skænket hende af forældre, søskende, venner, mennesker hun traf på sin vej. Men hun lærte også ondskab, fjendskab, uvilje, stejlhed, løgn, krig, svigt, utroskab, uretfærdighed og meget meget mere at kende. Jordelivet blev op- og nedture, rutcheture, med gode men også med meget sorgfyldte dage. Hun begik mange fejl, svigtede selv nu og da, elskede ikke kun, men opfyldtes af og til af følelser, som vel måtte kaldes onde.

Men korset genkendte hun, og korsvejen kunne hun måske ikke selv gå, men hun vidste dybt i sit indre, hvad det var for en vej, og at hun skulle holde sig til den. Hun lærte af uretfærdighed ikke selv at være uretfærdig. Hun lærte selv at vælge kærlighedens vej, så godt hun nu kunne.  Men det tog lang, lang tid.

Og hvad skete der så? Blev Michael så en engel efter Jordelivet? Det ved kun Gud!





lørdag den 5. marts 2016

"Legeaftaler" - og alt dets uvæsen!

Jeg har lært et nyt ord for nylig. LEGEAFTALER. Ja, ordet har jeg selvfølgelig kendt altid, men det er gået op for mig, at begrebet har fået en helt ny betydning.

Jeg så første afsnit af en serie på TV, som handler om en familie, hvor far og mor vil skilles, men da de ikke kan få huset solgt, bliver de boende. De indretter sig så sådan, at de hveranden uge bor ovenpå eller nedenunder. Den, der bor ovenpå, har også ansvaret for børnene. Og dette ansvar er ikke sådan noget, man kan tage let på, så der var blevet lavet en lang liste over, hvad det indebar. Og da var det, at jeg pludselig forstod ordet LEGEAFTALE. For det var et af punkterne.

Der var ikke noget, der hed legeaftaler, da jeg var barn. Begrebet fandtes ikke. Ikke fordi vi ikke legede sammen, det gjorde vi da i høj grad. Men det var ikke noget, man lavede AFTALER om, og der var ingen mobiltelefoner. Man bankede på hos hinanden og spurgte, om Inger ville lege. Det ville Inger som regel, hvis hun var hjemme. Eller man aftalte at mødes efter skoletid, da man blev lidt større. Men det var ikke et programpunkt på en liste for ansvarlige forældre,  hvorpå der bl.a. stod LEGEAFTALE.

For sagen var jo, at det styrede vi selv. Altså vi børn. Forældrene var ikke indblandet. Man sagde måske hen over skulderen: Jeg går om til Inger! Og de sagde: O.k - så var den ikke længere. For man vidste, at man senest skulle være hjemme, når kirkeklokkerne ringede kl. 18.00.

Sådan er det ikke i dag. I dag er det et programpunkt for FORÆLDRENE!!! De må sørge for at lave legeaftaler på deres børns vegne. Jeg kan også godt se det praktiske i det, for børnene bor ikke altid indenfor gå- eller cykelafstand fra hinanden.  Og forældrene er nok på arbejde til hen på eftermiddagen de fleste dage, så hvis der skal laves LEGEAFTALER, skal det være, når det passer forældrene. I sagens natur, for de skal jo hente og bringe.

Men der ligger også noget STATUS i det. Ve det barn, som ingen legeaftaler har!!!! Det er tegn på, at barnet ikke er populært. Og det er ingen forældre naturligvis glade for.

Da jeg var barn, vidste mine forældre ikke altid, hvor jeg var. For hvis Inger ikke var hjemme, gik jeg måske videre hen til Lissi, eller også fandt jeg på vejen en eller anden at lege med. Var mine forældre uansvarlige voksne? Overhovedet ikke. Men det kaldes TILLID. Tillid til, at vi selv fandt ud af det. Tillid til, at vi selv sørgede for evt. transport. Man GIK - endda flere km for at komme ud til en veninde. Eller cyklede - 12 km måske!

Er verden blevet så meget farligere, siden jeg var barn? Er det årsagen?
Er der ikke så mange børn i nærheden at lege med, fordi de er på institution det meste af dagen?
Er forældre blevet mere pylrede?
Er større trafik en del af forklaringen?

Jeg ser af og til nogle forældre, som mener, det er deres PLIGT at tage sig af børnene - hele døgnet. Og sørge for, at de ALDRIG keder sig. Og at de er populære. Og at de ikke kommer ud for ting i livet, som kan give dem nederlag. Og ikke kommer til skade i trafikken. Og ikke skal cykle 12 km. For slet ikke at snakke om at GÅ!!

Helt ærligt: Jeg fatter det ikke! Jeg synes, det er synd for børnene! Og forældrene! Og jeg ser det som endnu et led i begrebet curlingforældre.

Er jeg bare blevet et gammelt brokkehoved, som ikke er fulgt med tiden?