torsdag den 31. oktober 2013

En mands bekendelser...

Hvorfor jeg engang trykkede på den knap, som fik mig til at "synes godt om" Primetime kvinder, er mig ind imellem en gåde. Dog må jeg vedgå, at "de" ofte får mit pis i kog! Som nu ved offentliggørelsen af denne artikels 20 punkter,  som - iflg. dem selv - går verden over. Velsagtens fordi mange mennesker "tror" på dem.

http://www.oestrogen.dk/Kaerlighed-og-Erotik/Kaerlighed-og-Erotik/2013/Oktober/nyskilt-mand-det-burde-jeg-have-gjort.aspx#.UnKY-YN7z5o

Her har vi en mand, der for nylig er blevet skilt. Han gør en slags status. Hvad BURDE han have gjort?

Jeg vil godt give ham nogle gode råd desangående:

Hør her, kære mand! Hvis det forholder sig, som du gør rede for i din 20-punkts-bekendelse, så forstår jeg godt, at dit forhold kuldsejlede. Du sætter jo kvinden op på en piedestal, hvor hun er yderst vanskelig at nå. Du gør hende til en sart gudinde,  som skal behandles med fløjlshandsker og have sine mindste lyster opfyldt - og selv om du skriver det modsatte, nemlig at du ikke skal holde hende i godt humør, så tror jeg ikke på dig. For alle dine punkter siger det modsatte.

Tilbede din kvinde? Vorherre bevares, må jeg blive fri! Jeg vil nødig være din kvinde, som skal leve op til dine gudindedrømme. Jeg vil sådan set godt have lov til at være rigtig urimelig og u-elsk-værdig, uden at du føler dig forpligtet til alligevel at elske mig i den situation!

Jeg vil sådan set også helst holdes udenfor dine inderste hemmeligheder. Især dengang du bollede med sekretæren, selv om det kun var denne ene gang. Og netop fordi det kun var denne ene gang. Var det blevet til mere, skulle du selvfølgelig fortælle mig det, men dine fejltrin - lad os bare kalde det det - i den henseende, lever jeg bedst med uden. Og skulle DU ikke kunne leve med det, er det dit problem, som du evt. kan dele med din bedste ven.

Hvem har fortalt dig, at ærlighed står over kærlighed? Den hensynsløse ærlighed er ikke andet, end noget du ikke selv kan bære, og som du derfor beder hende bære for dig, eller med dig.

"Vær til stede, når du er sammen med hende" - jo jo, som om vi ikke godt ved, hvad du mener! Du skal droppe pc'en, mobiltelefonen, avisen, motorbladet, tv'et. Og stirre hende dybt ind i øjnene og SNAKKE med hende. For snakke, det er det, kvinder vil. Men-æh: Med den holdning forlanger du jo det samme af hende, du gør det bare på en smartere måde. Sådan lidt martyragtig. Det er ellers kvinder, der har patent på det, ikke? Men ok, du er åbenbart den bløde type, og det er en ret tvivlsom ting i sig selv i dagens Danmark.

Nå, o.k. nu er ham her jo fra USA!

"Bliv aldrig uvenner over penge" - Hø hø, der var jeg lige ved at komme til at grine!! Kender du overhovedet et parforhold, hvor penge ikke ind imellem er årsag til kontroverser ægtefællerne imellem.

Hvad er det for et problemfrit og utopisk idealforhold, du prøver på at stille op? Well, jeg tror på, at det er en såret og hudløs mand, der forsøger at gennemtænke egen skyld i forholdet, og det er såre godt. Men hvis du går ind i et nyt parforhold med disse 20 punkter intakte, så er dit nye forhold dømt på forhånd - nemlig til at give skuffelse.

onsdag den 30. oktober 2013

Til dig som er ateist!

   
Du tror
at religion er opium for folket                                                                                                  
Jeg tror
at religion giver livet mening, retning og formål 

Du tror                                                           -
på evolutionen
Jeg tror
på evolutionen

Du tror
at det kun er svage mennesker, der kan tro på en Gud 
Jeg tror                                       
at man via sin erkendelse af, at Gud er “bag” alt, bliver stærkere

Du tror
på fornuften som den øverste lære
Jeg tror
på fornuften, men ikke som den øverste lære

Du tror
på at vi via naturvidenskaben vil finde ud af ALT
Jeg tror
at vi via naturvidenskaben efterhånden vil afkode meget om Guds skaberplan

Du tror
på rationalismen
Jeg tror
på kærligheden

Du tror
at mennesker overvejende har egoistiske motiver til deres handlinger
Jeg tror
at mennesker indeholder både godt og ondt

Du tror
på tilfældighedernes spil 
Jeg tror                                                                                     
på en styrelse

Du tror
at Gud ikke kan eksistere, når han tillader det onde
Jeg tror
at Gud er til, at han indtil videre tillader det onde, og at han er med-lidende

Du tror
at mennesker må klare sig selv 
Jeg tror 
at Gud bruger mennesker i sin gerning

Du tror
ikke på bønnens magt
Jeg tror
på bøn, forbøn, at kunne leve i Guds nærvær via bl.a. disse ting

Du tror
at bøn ikke hjælper på noget
Jeg tror
at bøn hjælper på ALT

Du tror
at der ikke er noget efter døden
Jeg tror                                                                             -
på det evige liv hos Gud

Du tror
på psykologiske grunde til at nogen tror på en gud
Jeg tror
på eksistentielle grunde til at tro på Gud

Du tror
på spild af rum, hvis der ikke findes andre levende væsener “derude” 
Jeg tror
på spild af liv, hvis alt er slut efter døden

Du tror
at der ingen mening er med livet
Jeg tror
både på en – og flere – meninger med den enkeltes liv, og med menneskelivet som sådan

Du tror
at hvis Gud er til, ville der ikke være uretfærdighed til
Jeg tror
på Guds retfærdighed, som langt overgår hvad vi mennesker kan fatte

Du tror
ikke, fordi evangelierne er forskellige
Jeg tror
at evangelierne er forskellige menneskers testamenter og derfor forskellige

Du tror
ikke, fordi der er så mange kirkeretninger
Jeg tror                                                              -
at der er så mange kirkeretninger, fordi mennesker er forskellige og lægger hovedvægten på forskelligt.

Du tror
ikke, fordi bibelen modsiger sig selv 
Jeg tror
at bibelen er skrevet af beåndede mennesker, som har opfattet forskelligt

Du tror
ikke, fordi alle kirkelige retninger vel ikke alle kan have ret
Jeg tror
at det er prisværdigt at ville finde sandheden, selv om man farer vild undervejs
                                                                                                        
 Du tror
at jeg danner fantasifostre i min hjerne
Jeg tror
at du ikke vil kendes ved den åndelige del i din hjerne

tirsdag den 29. oktober 2013

Status på min blog!

I august sidste år oprettede jeg min blog, Ingrids provo-blog, og i dag rundede jeg så 10.000 sidevisninger. Jeg aner ikke, om det er meget eller lidt, godt eller skidt, men jeg føler trang til at gøre status. Jeg har skrevet 148 blogindlæg på disse 14 måneder, og jeg har en del kladder liggende til evt. senere brug.

Jeg havde regnet med, at der ville blive diskussioner på min blog. Det er ikke sket, i hvert fald i meget ringe grad. Jeg havde måske også håbet på at få flere faste læsere, end de 11, jeg har. I hvert fald som har tilmeldt sig som faste læsere på min side. Men jeg ved, at der er en del flere, der læser mine indlæg, for jeg tjekker dagligt, hvor mange der har læst med og hvad de har læst.

Jeg laver altid et link til facebook, og det er der, jeg får de fleste kommentarer, bortset fra in real life. Der hører jeg til gengæld tit, at nogen har læst, hvad jeg har skrevet, og har kommentarer til det.

Jeg er temmelig uerfaren med, hvordan man egentlig blogger, så jeg har bare skrevet, og det var så det. Hvordan man får en blog til at vokse og lign. er jeg ikke klog på. Og alle de temmelig fancy ting, som jeg kan se andre bloggere gøre brug af, har jeg slet ikke lært.

Selvfølgelig skriver jeg for at blive læst, men jeg skriver også ofte for at klargøre mine egne tanker og holdninger - altså overfor mig selv. Jeg har altid brugt at skrive, når jeg skulle vende et problem, og jeg har altid noget i hovedet, jeg går og rumsterer med. Så synes jeg, det er fint, hvis andre vil kigge med.

Jeg læser også andre blogge, men er nok heller ikke særlig stabil eller god til at kommentere på dem. Og hvordan man finder bloggere med særlige temaer er jeg også en ren novice udi.

Jeg er glad for at skrive og har også tænkt mig at blive ved med det. Men hvis en og anden kunne tænke sig at lære mig noget mere om at blogge, vil jeg blive vældig glad.

Og så vil jeg da blive vældig glad for lidt mere aktivitet på min side. Være søde at lære mig, hvordan det kommer til at ske!!!

Vi ses!!

Nye briller - hjæææælp!!!

Jeg har et meget meget stort problem!  Jeg skal have nye briller. Nå men det er vel godt, hvis mit syn er dårligt? Joda! Men det er ikke DET, der er problemet. Problemet er, at jeg så skal vælge stel. Hvorfor det er et problem? Fordi jeg så skal konfronteres med, hvilken type, jeg er. Uf altså.

Er jeg den moderigtige, lækre kvinde, der skal have store, mørke briller? Njah, jeg synes, mit ansigt får sådan et hårdt udtryk så.

Nu ved jeg så heller ikke, om jeg skal vælge modebrillen anno 2013 eller 2014? Hvorfor er der overhovedet noget der hedder "modebrille 2013", når man allerede nu ved, at de er umoderne, fordi moden for 2014 ER kommet?

Så spørger "de" om jeg er til kolde eller varme farver! Jeg kan godt forstå, de spørger. For det betyder vel, at de ikke sådan lige kan afgøre det. Det kan jeg heller ikke. Iflg min hårfarve er jeg til kolde farver, men iflg min hud måske til varme, men det kommer lidt an på graden af solbrændthed.

Er jeg den klassiske type, eller er jeg til mere spræl og vovethed? Jamen SKAL jeg vælge? Jeg er sågu da begge dele. Når jeg er i det intellektuelle hjørne formelig OSER jeg af klassisk skønhed! Eller noget! Og når jeg skal nedlægge en elsker, er der mere spræl og...nå, så har jeg nok taget brillerne af!

Skal jeg have progressive glas? Ja gu skal jeg da det, det kunne lige passe andet. Mig med en provoblog, jeg er absolut fremsynet, ha ha - kigger mig ikke bagud, jeg kunne jo blive til en saltstøtte, har jeg hørt eller læst!

Skal jeg have skræddersyede glas? Nej, helst ikke, jeg vil ikke have huller i mine glas, ellers tak.

Mine briller skal nok være mere fremtidssikrede end kaskoforsikrede. Jow jow, det kan man skam få nu om dage. Men fremtidssikrede briller er noget konfettifarvede, ser det ud til. Jeg kan få konfetti i kolde, varme, overvejende blå, overvejende røde, grønne, gule, brune, grå farver. Hvis de skal være konfettifarvede.

Hvad nu hvis jeg køber nogle overvejende røde? Og jeg så har blåt tøj på en dag, det ser da skørt ud, ikke? Er det så bedre, at jeg køber nogle mere anonyme? Så passer de ligesom til det hele! Og er mere kedelige. Kan man ikke få begge dele i én og samme brille?

"Ray Ban køre generelt med 50′er stillen i brillerne. Dette gælder også dette rigtig fede sæt damebriller fra Ray Ban. Det kræver måske lidt mod at bære denne brille, men har du hvad der skal til, så vil du bestemt også skille dig ud fra mængden på den allerbedste måde. Disse briller er så meget oppe i tiden, og noget af det bedste damebrille jeg lige kan finde her i 2013 og sikkert også langt ind i 2014. Et most have for den selvsikre og stillede kvinde". --

 Halloooo! Det hedde køreR i nutid. Det hedder stilen med et l. "Det bedste damebrille" - skulle det have været ental eller flertal? Hedder det ikke EN brille, det kan da i hvert fald aldrig komme til at hedde ET brille, og derfor ikke "DET" bedste damebrille! Det hedder "et must (have)" vi snakker jo ikke om æblemost, vel? Den stillede kvinde?? Gys! Det hedder den stilede kvinde.

Og hvordan kan jeg vide, om "jeg har hvad der skal til"??????? Gad vide, hvad de mener med det?? Det må være noget med mod, for det stod der også lige noget om. Så altså, har jeg MOD, så er denne brille lige mig. Nu finders der ikke mange, der er så modige som mig - når det gælder at smage på nye madretter, selv myrer og friturestegte bænkebidere! Men hvis det er faldskærmsudspring er jeg en ren kylling!

Det kan jo også være, de snakker om "it"! Om jeg har "it"! Det havde Marilyn Monroe, kan jeg huske fra en 50'erfilm. Selvfølgelig har jeg "it", jeg går bare ikke og skilter med det.

Jeg er garanteret et "cat-eye-look" med disse briller, lover de. Nej altså, det afgjorde det, jeg er ikke en sød og kælen miau! Jamen jeg vil hellere have et "lion-like-look", kan jeg få det??

Jeg får kvalme af brilleannoncer, får helt lyst til at få kontaktlinser, hvis ellers jeg kunne bruge dem, men det kan jeg ikke. Desuden kan jeg godt lide at gå med briller - tror jeg da nok - hvis ellers jeg kan finde ud af, hvilken type, jeg er.

Hjææææælp!!!!

søndag den 27. oktober 2013

Om at give (jule)gaver

Ønskesedler er en uting! Og en uforskammethed! En bestillingsliste! Man kan sågar komme ud for, at vedkommende har skrevet, hvor tingene kan købes, hvilken farve det skal være osv.

Men hvad er en gave?

Det er noget, man ufortjent får, givet af kærlighed. En ting, som giveren har opsnappet i årets løb, at modtageren har ytret sig om, eller giveren bare lige har fundet helt rigtig til netop denne person. Noget, man selv har lyst til at give og glæder sig over at give.

Jeg læste for nylig om en, som skrev, at nu kom den tid, som hun frygtede, for folk begyndte at spørge, hvad hun ønskede sig til jul. Men hun vidste aldrig, hvad hun skulle sige, for hvis hun ønskede sig noget, så købte hun det jo bare, og hvis hun ikke bare købte det, så var det fordi, det var for dyrt, og så kunne hun jo ikke tillade sig at ønske sig det til jul. Jeg blev rigtig trist til mode, da jeg læste det. Og jeg tænkte: Er det sådan, det er? Men det så det ud til, for der var mange, der var enige.

Et eller andet sted ved vi godt, at folk køber det, de ønsker sig, og at de kun undlader at købe det, som er for dyrt. Mon ikke det netop er derfor, at julegavebudgetterne år efter år vokser. For hvis vi skal give noget, som er ønsket, så skal vi op i den dyreste ende, for ellers har vedkommende selv anskaffet det.

 Vi har finanskrise, og alligevel er der ingen materielle ønsker, for vi køber det, vi ønsker os! Altså nogen af os. Måske mange af os. Men mon dog ikke vi alle kender nogen, som ikke bare kan købe, hvad de ønsker sig? Jamen, skal vi ikke beslutte, at det så er dem, vi giver gaver i år? Måske ville kærlighedsånden så indfinde sig i gavegiveriet, i stedet for denne rethaveriske ånd om at få, hvad man ønsker, selv om man dårligt ønsker noget.

Eller også kunne vi beslutte, at give en enkelt en rigtig dyr julegave, som han aldrig selv ville have råd til. Og at de andre så ikke får noget! Hvor ville det blive en kærlighedsgave, og især, hvis vi selv afstod fra at få, men gerne ville give.

Jeg er selv opvokset med milimeterretfærdighed, velsagtens fordi mine forældre ikke havde været vant til bare at kunne købe, og da vi var 4 børn, skulle alle have lige meget, havde de syntes. Måske godt nok, men da vi børn blev større, begyndte vi at synes, at det var lige lovlig meget med denne form for retfærdighed. Det resulterede da også i, at jeg selv har opdraget mine børn til ikke at have denne milimeterretfærdighed. Jeg kan godt give den ene en stor gave, og de kan glæde sig på dennes vegne, uden selv at forvente at få en tilsvarende stor gave. Og det glæder jeg mig over. For hvor er det da vigtigt at kunne glæde sig på andres vegne.

Da min yngste var 3, skrev hendes 2 ældre søskende ønskesedler, side op og side ned. Vi spurgte hende: Hvad ønsker du dig til jul: Jeg ønsker mig bar' et lægesæt, sagde hun stilfærdigt med bøjet hoved. Da juleaftens gaveudpakning kom, fik hun som det første sit lægesæt, og hun blev så glad, og gik ud af stuen. "Hvor skal du hen"? spurgte vi. "Op på mit værelse og lege med mit lægesæt", svarede hun. "Jamen, der er da mange flere gaver", sagde vi. "Jeg vil ikke have flere", svarede hun.

Og der sad vi med alle vore talenter - og pakker. HUN havde forstået det, det havde vi ikke. Jeg tænker altid på det, når jeg ser børneværelser bugne af legesager. Jeg fatter det ikke. Kan man nå at glædes over noget, når man hele tiden får så meget? Ak ak ak.

Jeg foreslår at give til et sponsorbarn via Børnefonden. Eller give hinanden en ged, høns, ris ja, hvad som helst, som en symbolsk gave til en, som trænger. Og til de ældste i familien: Giv en hjælpende hånd, det vil blive værdsat meget. Og til de unge familier med børn: Giv en babysitting, det vil de elske. Og sådan kan man sikkert finde noget, som ikke er så meget værd materielt, men som har uendelig betydning for netop denne person.

I håb om rigtig stor og oprigtig kærlighedsgiveri denne jul!!

torsdag den 24. oktober 2013

Åndshovmod


Når jeg støder på ordet "åndshovmod", kommer jeg tit til at tænke på Erasmus Montanus, som kommer hjem fra sin dannelsesrejse, og bliver sat til at føre en disput med præsten, for han er dog en lærd mand. Holberg var en mester i at gøre grin med den slags åndshovmod. Jeg elsker også Rasmus' argumentation, hvor han demonstrerer, at han har studeret retorik og logik: En sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve, ergo morlille er en sten! 

Tjah, det var jo "bare" en komedie, men grunden til, at Holbergs komedier lever endnu, er jo at de stadig har noget at sige os.

Hvad f. eks.?

Eksempel 1. Min far fortalte om en fætter, som var blevet professor - i hvad husker jeg ikke - og som sjældent besøgte sine gamle forældre, for de havde ikke noget at sige hinanden. De forstod ikke hinanden længere.

Eksempel 2. Efter jeg var blevet færdiguddannet som børnehavepædagog, hørte jeg om en af mine medstuderende, at vedkommende havde fået "dårlige nerver", p.g.a. for meget religions- og filosofilæsning.

Eksempel 3, For nylig var jeg sammen med et ungt menneske, som studerer filosofi, og jeg spurgte interesseret til hendes studier, hvad de læste osv. Jeg fik et svævende svar med en del namedropping, og jeg tydede undrende dette svar som: Hvorfor spørger du, du forstår jo alligevel ikke en hujende fis!

Eksempel 1 synes jeg er hjerteskærende! Hvordan kan man glemme, hvad man er kommet af? Hvordan kan man glemme med hvilken kærlighed og levende interesse de to gamle - godt nok på afstand - har fulgt sønnen og været stolt over ham? For jeg mener udelukkende, det er sønnen skyld, at de ikke kan tale sammen, for han lider af åndshovmod. Kan være, at hans hoved er fuld af formler, teser eller hvad ved jeg, - men når han er hjemme hos sine forældre, så SKAL han da lægge dette til side. Jeg har altid syntes, det var et rørende og dejligt  udtryk for anerkendelse af ens oprindelse og fællesskab, når visse af mine venner i samtale med deres familie snakkede sønderjysk, for så at vende tilbage til esbjergensisk vestjysk i den videre samtale med mig. DET er nemlig et udtryk for at kunne afstemme sig efter omstændighederne.

I filmen/bogen "Dansen med Regitze" ser vi det samme: Arbejdersønnen, der har fået studenterhuen på og sammen med sit hold kører studenterrunde. De kommer også i denne søns hjem, og faderen har skyndt sig hjem på sin cykel, så han kan være med. Men sønnen er flov over faderen. Ak hvor hjerteskærende!

I eksempel 3 ser man, hvordan det kan gå, hvis man ikke passer på. Jeg vil mene, at det unge menneske måtte kunne gøre sig forståelig overfor mig, ellers giver jeg ikke meget for hendes studier. Men jeg erkender også, at man selv først skal forstå, før man kan videregive, hvad man har forstået. Men så kan man vel sige DET? Eller hvad man indtil videre har forstået. Og faktisk kunne det jo være, at jeg også har læst nogle af de filosoffer, der blev nævnt. Men hvis man på forhånd har opgivet, fordi jeg jo ikke forstår, hvad hun forstår, synes jeg det er hendes fejl. Jeg anerkender, at en studerende kan have en viden, jeg ikke har, men derfor skulle man vel godt kunne gøre sig forståelig overfor hinanden - også uden at den ene taler ned til den anden.

Det skrækkelige er, hvis man tror, man sidder inde med sandheden, fordi man har "studeret". Men jeg fejer lige for egen dør og skuer tilbage på mig selv som studerende! Ak ja, hvor vidste jeg og mine studiekammerater da alting! Og så sidder jeg her og lyder som den gamle kone, jeg faktisk er, hø hø!!

Min kære medstuderende nævnt i eksempel 2 havde fået sine studier galt i halsen. Jeg har faktisk temmelig meget respekt for det, selv om det udartede til sygdom. For han havde læst, som Søren Kierkegaard gerne vil læses: Som om han skriver til den enkelte. Og han havde fuldt og helt følt sig tiltalt som den enkelte, som skulle "gå hen og gøre ligeså" - som Jesus sagde. Og han var endnu ikke kommet dertil, hvor han indser, at Jesus - og kun han -  kunne opfylde det forlangende. Så i dette eksempel er der IKKE tale om åndshovmod, nærmest det modsatte: En ydmygelse af sig selv, som det selv, der indser, at det KAN jeg ikke.  For fuldstændighedens skyld må jeg hellere tilføje, at min studiekammerat kom over det!

Jeg hører, at ordet "ydmyghed" er in!! Det vil passe rigtig godt med nogen ydmyghed overfor den lærdom, man evt. måtte komme i besiddelse af. For hvis denne lærdom ikke er med til at gøre en til et større, mere rummeligt menneske, hvad skal den så bruges til?



søndag den 13. oktober 2013

Aftalevægring - den nye pest!

For ikke så mange år siden var der status i at have sin kalender fyldt op. Man VAR noget, - betød noget, - kunne sort på hvidt bevidne, at man var en del af det pulserende liv.

Sådan er det ikke mere. Den nye tendens bemærkede jeg til at begynde med først hos ungdommen. Men den breder sig, har jeg lagt mærke til. Jeg undrede mig såre, da sagens rette sammenhæng gik op for mig. Og så holdt jeg op med at undre mig, for denne nye tendens passer som fod i hose med tidens krav om selviscenesættele og den selvcentrering, som herved følger med.

Hvad jeg snakker om?

Mig: " Kommer du med d. 28"?
Unge X: "Det ved jeg ikke endnu"?

Så er det, jeg i første omgang undrer mig.
"Nå, jamen så kig i din kalender", kunne jeg så finde på at sige.

Dumt sagt!! For det er slet ikke det, det handler om. Om han har lavet en anden aftale den dag. Nææ, det, det handler om, er, at han måske får et tilbud, der er bedre!

Det er valgene, som han må gebærde sig i. D. 28. kan det jo være, at Michael holder fest. Eller at der er koncert med yndlingsbandet. Eller at han måske har tømmermænd, fordi han var til fest d. 27. hos Andreas. Og hvad han skal vælge afhænger af så mange ting: Hvem der også kommer, om han gider, at han først skal føle efter, hvad han har mest lyst til. Og der kunne jo dukke noget op d. 26., som han allerhelst vil, og så er det jo dumt at have sagt ja til noget andet.

Og så er det, jeg kunne finde på at sige, at valgmulighederne BINDER ham, i stedet for at gøre ham fri til selv at bestemme. For sagen er jo, at det er motiverne for at sige ja eller nej til noget, der er afgørende. Og hvis du har sagt ja, er du forpligtet. Og forpligtethed er noget af det værste, det er nærmest det modsatte af frihed - tror unge XX.

Når man har truffet et valg, har man herved udelukket alle andre muligheder. Og sikke en frisættelse!!! Fri for at spekulere mere over det! Fri for at føle efter, fri til at bruge energi og tid på noget andet, fri for at sætte sig selv i centrum - for det er dog det mest trælbundne, der findes!

 Og på vej til at blive voksen og ansvarlig og ikke gebærde sig som et forkælet barn!

lørdag den 12. oktober 2013

Løgstrup og tilliden

Det er jo som bekendt Søren Kierkegaardår i år, og i foråret deltog jeg i en studiekreds om ham og hans tanker. Vi blev så enige om at fortsætte her i efteråret med at studere K.E. Løgstrup, for han gjorde op med Kierkegaards kristendomsforståelse. Sidste gang gennemgik vi de indledende ideer i Løgstrups "Den etiske fordring".

Løgstrup skriver, at det hører vort menneskeliv til, at vi normalt mødes med en naturlig tillid til hinanden. Ikke kun når vi træffer mennesker, vi kender godt, men også når vi møder en vildtfremmed. Der skal særlige omstændigheder til, for at vi på forhånd står overfor en fremmed med mistillid. Der skal være tale om f. eks. angiveri, krig i landet, at lov og ret sættes ud af spillet, løgn, tyveri, groteske overdrivelser. Løgstrup mener, at det måske er mærkeligt nok, men at det hører med til at være menneske. Det ville være livsfjendsk at bære sig anderledes ad. Vi kunne simpelthen ikke leve, vort liv ville visne, det ville blive forkrøblet, om vi på forhånd mødte hinanden med mistillid.

Ikke desto mindre har jeg kendt, og kender jeg nogle få mennesker af slagsen. Det har taget mig lang tid at indse, at det er det, der er på færde. Jeg kommer meget tit galt af sted overfor sådanne mennesker, fordi jeg jo i Løgstrups forståelse af verden, møder op med tillid. Og bliver mødt med mistillid. Mine hensigter bliver tolket med mistillid: Jeg ville nok "vise mig", "gøre mig til", få NN i fedtefadet. Giver jeg én noget, bliver det straks til: Hvorfor har jeg ikke givet de andre? Han er nok min kæledægge, jeg forfordeler folk.

Jeg ved ikke, om jeg er speciel naiv af natur, men jeg bliver altid så målløs, når sagens sammenhæng går op for mig. At jeg på forhånd er tillagt nogle slette motiver til min gøren og laden. Her må jeg indsætte Løgstrups berømteste udtalelse:

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver: Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.

Mennesker som ikke kan møde andre med den løgstrupske, grundlæggende tillid, må have oplevet, at livet som sådan - at livet i det store og hele ikke vil dette menneske noget godt. Der må have været rigtig mange episoder i sådan et menneskes liv, som har skuffet det, gjort ondt, kort: Som har taget den grundlæggende tillid fra mennesket. Og der sker så det, at dette menneske er så forgiftet af denne mangel på tillid, at det spreder denne gift ud over de fleste andre mennesker, som det møder i livet.

Et sådant menneske lider i den grad af mangel på selvværd, og det er der sandsynligvis gode grunde til, hvis man kender til vedkommendes baggrund. Men det er SÅ svært at have personlige relationer til et sådant menneske. Jeg har oplevet, at noget af det nærmeste, man kan komme til en personlig relation, er hvis man kan skaffe sig en fælles fjende. Så kan man i det mindste sidde og forarges over, hvor åndssvag denne fjende er. Jeg har også oplevet, at når jeg ind imellem prøver at argumenter mod et synspunkt, som vedkommende har, så bliver JEG fjenden. Argumenter optages ikke som det, de er, men som endnu en bekræftelse af personen i, at hele verden er ude på at nedgøre ham/hende.

Jeg har læst Løgstrup før, men det går med dette, som med meget andet af min læsning: Jeg får nogle aha-oplevelser, som jeg ikke fik de første gange, jeg læste det. Man må formode, at jeg er blevet klogere siden sidst. I hvert fald ældre. Sandsynligvis mere erfaren udi omgangen med medmennesker. Og dog. Jeg kan stadig blive gjort tavs, når jeg møder andre mennesker, som møder min tillid med mistillid eller kulde. Indtil videre er det, jeg kan gøre ved det, at sørge for at have flest af de menneskelige møder, hvor tilliden er det grundlæggende og spontane.

Næste gang skal vi til "De suveræne livsytringer". Jeg glæder mig!!

tirsdag den 8. oktober 2013

Ups! Der kom Lars Løkke lige til at sige, hvad han mener...

Den nye form på folketingets tirsdagsmøder har været imødeset med spænding. Og vi fik da bestemt noget for pengene. Dagens tophistorie var flg:

Lars Løkke Rasmussen køber sko, der er dyrere end 2000 kr. Det kom han ved en fejltagelse til at sige i dag i den nye folketingsspørgetidsrunde. Han ville egentlig have ramt Helle Thorning med denne bemærkning, men det blev altså til en boomerang.


http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-72008423:qvortrup-l%C3%B8kke-blottede-sig-med-skobem%C3%A6rkning.html


Helle og Lars "står" godt til hinanden, mener Qvortrup i ovenstående kommentar. De er "friske og veloplagte sammen" - og det har vi set flere gange.

Ku' vi ik' få dem til at danne et nyt parti, der hedder venstredemokraterne? Nåe nej, for venstre har jo ikke en skid med "til venstre for midten" at gøre nu om dage. Men den ageren indenfor den blå sfære, som vi ser socialdemokraterne manøvrere i p.t. er vel egentlig heller ikke deres sædvanlige element. Tjah, og en Lars Løkke, som er pavestolt over at have "hugget" Metals formand Claus Jensen til venstres landsmøde. Jo jo, de nærmer sig da hinanden, eller hvad?

http://www.avisen.dk/fagforbund-holder-tale-til-venstre_237930.aspx

Kom da ikke og sig, at der ikke er spænding på drengen i politik for tiden. Men jeg vil faktisk rose regeringen for at handle pragmatisk i den nuværende situation, og jeg kunne godt ønske mig, at der var mere fælles handlen blandt de traditionelt røde og blå politikere.

Nu tror jeg jo på Mogens Lykketoft som en vidende, klog og erfaren politiker, og så vidt jeg ved er det mest hans ide, at der skulle være lidt sjov i parlamentet. Sådan pr. refleks griber jeg straks til at grine og vrænge lidt af den slags halløj. Det er udansk! Det klæder ikke en dansk politiker. - Og så alligevel??

Men apropos Lars Løkkes boomerang, så siger den jo dog trods alt en hel del om, hvor skoen trykker hø hø! Helle ved godt, at hendes Guccitasker og ditto sko ikke kan købes af enhver arbejder. Hvorimod Lars Løkke tror, at det kan knibe med at finde et par sko til under 2.000 kr - det er virkelig morsomt, synes jeg.

- Måske skulle man sende ham et par Bilkaannoncer?
- Eller tage ham med i Frelsens Hærs genbrugsbutik?
- Eller introducere ham til Trend Sales?
Synd, Lars Løkke, - dér faldt din leflen for arbejderen pludselig og helt oprigtigt på gulvet. Helt uden du havde forberedt det. Eller din spindoctor havde nået at give dig et praj!

Så måske er Lykketofts ide slet ikke så tosset, når politikerne sådan kan komme af sted med pludselig at sige, hvad de mener!

Jeg glæder mig allerede til om 14 dage!!!

søndag den 6. oktober 2013

Ateisten kontra den kristne


Hvordan kan det være, at nogle mennesker er kristne, og andre er ateister? Well, jeg skal måske nok spørge lidt mere præcist. Hvordan kan det være, at nogle mennesker tror på en åndelig verden, mens andre nægter dens eksistens? (Her på min egen blog tillader jeg mig at være selektiv, og hermed udelukke alle andre religioner. For jeg kan bedst forholde mig til spørgsmålet ud fra min egen position som kristen).

En ateist hævder, at jeg har fostret åndeligheden i min egen hjerne. Hertil svarer jeg, at ateisten mangler det center i hjernen, som åndeligheden ligger indenfor.

En ateist hævder, at han tror på evolutionen, hvor de kristne tror på at alting er skabt af Gud på 7 dage. Hertil svarer jeg, at jeg også tror på evolutionen, og at jeg anser de gamle beretninger i GT som myter, der fortæller noget om menneskets position i forhold til Gud, nemlig at vi er skabte og at der findes en Gud, som vi skal/kan have vort liv i. Og GT's beretninger er eviggyldige sandheder om, hvad det vil sige at være menneske.

En ateist hævder, at videnskaben bærer den højeste erkendelse. Det er en pauver holdning, siger jeg. Jeg anerkender i høj grad videnskaben, men kristendommen begynder der, hvor videnskaben hører op.

En ateist hævder, at kristendommen har ført til megen splid, krige og ondskab. Det er sandt! Det skyldes, at mennesket selv rummer både det gode og det onde, og at historien er én lang fortælling om menneskets ufuldkommenhed. Også før kristendommen, og også i kulturer, som ikke er kristne.

En ateist hævder, at alting foregår i hjernen, og at alt kan måles og vejes. Det, der ikke kan måles og vejes, eksisterer simpelthen ikke som andet end fantasispind. Jeg mener: Det er muligt, at "alting" foregår i hjernen, men jeg hævder, at der er en forbindelse til hjertet, som vi endnu ikke har nok viden om. Det er kun for nemheds skyld, at jeg bruger betegnelserne "hjerne" og "hjerte". Og i øvrigt mener jeg, at det lige præcis var det, Jesus gjorde op med. Han nedbrød ikke loven (hjernen), men trak kærligheden (hjertet) frem foran loven.

En ateist hævder, at man ikke både kan tro på naturvidenskaben og kristendommen. Jeg hævder, at det netop er det, der er nødvendigt, for at man ikke falder i fundamentalismegraven. Jeg er enig med "marsmanden", den nu afdøde Jens Martin Knudsen, som sagde: " Naturvidenskab er "hvordan", kristendommen er "hvorfor". Eller med andre ord: Naturvidenskaben afkoder stykke for stykke Guds skaberværk. Eller: Naturvidenskaben fortæller os, hvordan verden er indrettet, kristendommen fortæller os, hvordan vi skal indrette os i verden.

En ateist hævder, at kristne er svage mennesker, som ikke tager ansvar for eget liv. Jeg hævder, at det nærmest er omvendt. Det moderne menneske, som er ikke-kristent, skal "skabe sig selv", og er kun det, det selv skaber. Det danner sin egen person, udseende, stil, holdninger og er stolt af det - sit eget skaberværk!

En ateist vil fremføre "det ondes problem", som "bevis" på at Gud ikke eksisterer. Problemet er: Gud kan ikke både være almægtig, kærlig og lade det onde ske. Op gennem kristendommens historie er der gjort mange forsøg på at få det til at gå op, men det er mig bekendt ikke lykkedes. Jeg har ikke indsigt nok til at "forsvare" Gud, men jeg aner dunkelt noget liv i dette, som jeg måske vil vende tilbage til. Men jeg har tillid til, at Gud er med-lidende i alt det onde. Hvordan det skal forstås, håber jeg at kunne gøre begribeligt med denne lille fortælling:

Fodspor i sandet

En nat havde jeg en drøm. Jeg drømte, at jeg gik langs stranden med Gud, og over himlen glimtede scener fra hele mit liv.
I hver scene lagde jeg mærke til to sæt fodspor i sandet. Det ene sæt var mine og det andet var Guds.
Da den sidste scene fra mit liv havde vist sig for os, så jeg tilbage på fodsporene i sandet. 
Da så jeg, at der mange gange på livets vej kun var eet sæt fodspor og at det netop var, når mit liv havde været sværest og fyldt med sorg.
Det bekymrede mig, så jeg spurgte Gud: "Kun eet sæt fodspor i sandet ? Herre, du lovede mig, at du ville holde mig i hånden, lige meget hvor jeg gik. Fortæl mig hvorfor jeg kun ser eet sæt fodspor i sandet, når jeg netop ser tilbage på de tungeste perioder af mit liv. Herre, du sagde, at når jeg endelig besluttede mig til at følge dig, så ville du gå med mig hele vejen. Men jeg ser, at der kun er eet sæt fodspor i sandet i mit livs sværeste perioder. Jeg forstår ikke hvorfor, du forlod mig, da jeg mest behøvede dig."
Og Gud svarede: "Mit dyrebare barn, jeg elsker dig og aldrig, aldrig ville jeg forlade dig i prøvelsernes og lidelsernes stunder. Der hvor du kun ser eet sæt fodspor i sandet - det er dér, hvor jeg bar dig."

tirsdag den 1. oktober 2013

Abortloven igen igen...

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/10/01/083841.htm

Det er 40 år siden, at den frie abort blev vedtaget ved lov her i Danmark. I den anledning har der været - og er - en del artikler i medierne. En af dem, jeg faldt over, er DR Nyheders artikel, hvor Iben Tranholm udtaler, at hvis man ikke er klar til at få et barn, bør man afstå fra sex.

Jeg skal da lige love for, at Iben Tranholm får læst og påskrevet i kommentarerne på facebook. Til ingens overraskelse. Facebook er stedet, hvor alle, der har dagens rigtige mening har frit spil. Og skulle der en enkelt gang indsnige sig en frafalden, som formår at vende stemningen, så er det også helt lige meget, for så skrifter vi bare holdning. At argumentere med eller mod en holdning er umoderne, det handler for det meste om at føle sig på det rigtige hold. Såre forklarlig psykologisk mekanisme. Os-og-dem-holdningen.

Organisationen "Retten til Liv" har opstillet 16000 hvide kors ved motorvejen ved Hedensted, som protest mod abortloven. Der er uenighed om, hvorvidt et kors er et skildt, og dermed kan opfattes som propaganda. foto: Nils Rosenvold/Scanpix Denmark

Kan der snart siges noget nyt om abortloven, tænkte jeg, da jeg så dette billede og læste artiklen. Måske ikke. Men den fik mig alligevel til at tænke tilbage til begyndelsen af 70'erne. I 1973 blev abortloven vedtaget, og det er ikke nogen tilfældighed, at det var i det år. Rødstrømpebevægelsen, feminismen, første generation af kvinder på p-piller, hele tanken om kvinders RET blomstrede. Og hermed naturligvis også kvinders RET til at bestemme over egen krop.

For skal samfundet bestemme, om jeg skal have det barn, som jeg ved et uheld var blevet gravid med? Det er vel mere rigtigt, at det er mig selv, der bestemmer det?

Samfundet - det er sådan en ansigtsløs størrelse. En grå masse uden mening og personlighed. Og meget af tiden en masse, som jeg må kæmpe imod, fordi det ikke altid tilgodeser min RET.

Det meste af debatten dengang handlede om, hvorvidt man kunne tale om "et barn" hvis man holdt sig indenfor aborttidsrammen som normalt er inden udgangen af 12. uge, men sagtens kan forlænges, hvis noget taler for det. I dag har vi for længst passeret denne skillelinje, fordi det ikke giver mening at diskutere, om der er tale om et barn, når forældrene GERNE vil have den for tidligt fødte, og om der er tale om en abort, når forældrene ikke vil.

Dengang handlede debatten også om abortMETODERNE. Abortmodstanderne hævdede, at det kunne gøre kvinden steril at få en abort. Det kunne det også med visse metoder, men årsagen til denne debat har vi også for længst passeret, da metoderne er meget sikrere i dag.

Så hvad bliver tilbage at debattere tilhængere og modstandere imellem?

Om der er tale om et liv eller ej, kan vi diskutere. Men det giver ingen mening at slå hinanden oveni hovedet med argumenter for eller imod det. Og da vi har religionsfrihed giver det heller ingen mening at vrænge af de kristne.

Om mennesker bør afholde sig fra sex, hvis de ikke kan magte et evt. barn, giver for mig at se heller ikke ret god mening. Jeg kan være enig så langt, at når de unge begynder deres sexuelle  karriere, bør forældre og/eller andre voksne i nærheden drøfte med de unge, hvad konsekvenserne af en eventuel ufrivillig graviditet er. Men at mennesker bør afholde sig fra sex? Tjah, det kan man mene, men mennesker gør bare ikke altid, hvad der er bedst for dem selv. Og moraliseren gør ingen gavn efter min mening.

Derimod mener jeg, at det er på tide, vi indser, at INGEN prævention virker 100 pct, selv om vi er vænnet til, at det gør de.

P-piller er 99,5 pct sikre
Minipiller er 98 pct sikre.
Spiral er 98 pct sikker
Kondom er det svært at sige noget om, da det afhænger af kvalitet og styrke, og om det holder
Pessar er 98 pct sikker, når det er sat rigtigt op.

Og hvis vi tager dem, der lyver om deres korrekte brug af disse midler fra, er der stadigvæk en lille gruppe, som bliver gravid på trods af beskyttelse.

Men der er så mange andre ting, som kan spille ind, f. eks.  alkohol (hvor man både kan glemme sin prævention og måske kaster op efter at have taget pillen). Eller overgang fra en type piller til en anden. Vidste du, at du så ikke er beskyttet, før en måned på de nye piller?

Så nej, ingen præventioner er 100 pct. sikre. Og derfor KAN man blive gravid på trods af beskyttelse. Og DET synes jeg, vi skal være ærlige omkring.