onsdag den 28. august 2013

Mennesker i mit liv 9:Gottfried Grünewald

For mange år siden - vistnok i begyndelsen af 80'erne, var jeg på Danske Kirkedage i Ålborg. Jeg har været på Kirkedage flere gange, men dette år glemmer jeg aldrig. Og det skyldes, at jeg traf Gottfried Grünewald. Der er ingen grund til at anonymisere hans navn i det, jeg nu vil skrive:

Jeg havde bl.a. meldt mig til en workshop i kristen meditation, og det glædede jeg mig helt vildt til, ikke mindst fordi jeg havde haft kontakt med en gruppe, som dyrkede en New Age-form for meditation, og det havde jeg set nogle sørgelige resultater af. Gottfried skulle undervise, og vi var et meget stort hold.

Gottfried var jesuittermunk; men han lignede enhver anden ung mand i sin påklædning og udseende i det hele taget. Han bar cowboybukser og sweater, havde sort fuldskæg og sort hår, og var i det hele taget en meget smuk mand. På dette tidspunkt var han leder af den katolske kirkes ungdomsarbejde i Danmark, så vidt jeg husker. Og så var han jo naturligvis katolik. Og nu havde jeg jo lært af min grundtvigianske farfar, at katolicisme skal man holde sig langt fra. Det er noget djæwelskaw! Men Kirkedagene er jo økumeniske, og jeg mødte med åbent sind.

Hver dag i 5 dage underviste Gottfried. Og da Kirkedagene var omme, var jeg blevet temmelig meget klogere på kristen meditation. Men hvad jeg havde oplevet som noget helt særlig stort, var Gottfried. Jeg har aldrig hverken før eller siden mødt et menneske med en sådan karisma. Helt uden undtagelse. Han talte i et letforståeligt sprog, men med et dybt personligt engagement og en inderlighed - med både alvor og humor - så i hvert fald jeg blev meget berørt af det. Han havde selv gået hele vejen med bøn og meditation, og han kendte til alle faldgruber og forhindringer og kunne formidle det til os, så vi forstod det. Han talte ikke som nogen ophøjet og salvelsesfuld person, så langtfra, nej han talte ind i vores hverdag, og han fangede vore spørgsmål og gjorde sit yderste for at gribe personen der, hvor han var.

Jeg var nærmest høj hele ugen, og hver dag når jeg kom hjem til de venner, jeg boede hos, måtte jeg fortælle om Gottfried. Jeg fortalte Gottfried, at jeg følte mig som i himlen eller noget i den stil. "Så skal du bare huske at opføre dig ligesom en bold, når du kommer hjem - så du ikke lander med et bump, men derimod som en bold, der hopper op igen. Husk at give efter i knæene", sagde han på sin særlige varme og humoristiske måde.

Jeg har aldrig glemt hans ord, og jeg har aldrig glemt Gottfried, skønt det var den eneste gang, jeg mødte ham. Mange år senere fortalte jeg om mit møde med Gottfried til en af lærerne på Teologi for Lægfolk i Århus: "Ja", sagde han, "Gottfried var også min indgang til en positiv holdning til katolicismen". Jeg er slet ikke i tvivl om, at denne mand har betydet uendelig meget for rigtig mange mennesker. Det har han slet ikke kunnet undgå med den enorme aura af ånd, varme, hjertelighed og ydmyghed, som jeg så hos ham.

søndag den 11. august 2013

Mennesker i mit liv 7: Mors veninde Maren

Mine forældre var blevet venner med Maren og hendes mand, samt en del andre par, som boede i samme boligkompleks, allerede inden jeg som den ældste blev født. . Det var et temmelig fattigt arbejderkvarter, - men sammenholdet var stort. Om søndagen tog de voksne børnene på cyklerne, og så kørte vi ud til Sædding strand eller i Vognsbølparken med medbragt mad og kaffe. Børn og voksne legede sammen: To mand frem for en enke, sprang buk, badede, spillede rundbold og lignende. Alle morede sig kosteligt.

Fordi hun var min mors veninde allerede inden jeg blev født, har jeg kendt hende altid - lige indtil hun døde for nogle år siden. Jeg holdt meget af Maren, for der var ro og rummelighed omkring hende, og jeg havde en intuitiv fornemmelse af, allerede som barn, at hun var rigtig god for min mor. Hun og hendes mand havde tre børn, hvoraf den midterste blev min veninde, da vi var nogenlunde jævnaldrende.

Jeg var tit i deres hjem, og ind imellem overnattede jeg der også. Hvis man var sulten, kunne man gå ud i køkkenet og skære sig en skive franskbrød eller to med en køkkenkniv - der var kun den samme - og så kunne man smøre margarine på brødet, og derefter komme puddersukker på.

Maren syede for folk, og især for EGF gymnastikforening, som jeg selv og hendes døtre gik i. Hun havde en trædemaskine, og hun var rigtig ferm til at bruge den. Indenfor rækkevidde befandt sig altid en kop kaffe og en smøg - det var altid kaffetid hos Maren!

Engang kom min mor ned til Maren, som straks kunne se, at der var noget i vejen. "Jamen lille Elly, hvad er der da los"? Min mor fik jo da fremstammet: "Jeg er gravid"! Det var hendes 4. barn, hun ventede, og det var altså ikke planlagt. "Åh, ikke andet", sagde Maren, "jeg troede, det var noget alvorligt"!

Maren var også rigtig god som fødselshjælperske. Engang skulle en nabo føde, og det skete lidt før tiden og manden kom og hentede Maren, som drak kaffe hos min mor. "Skynd dig", sagde manden, "det er op over"! Maren måtte have noget rent tøj på, så hun greb min fars kittel. "Jamen, den er ikke helt ren", sagde far. "Årh, hvad", sagde Maren og vendte så vrangen ud af den og tog den på.

Min mormor kunne ikke lide Maren, fordi hun røg cigaretter og også godt kunne bande. Og hun var i det hele taget sådan lidt stor i slawet! Så hvis de to var sammen, balancerede min mor altid på en knivsæg! Min mormor var ellers et sødt menneske, men hun havde sine grænser, og Maren befandt sig udenfor grænserne. Og hun var ikke et menneske, der lavede om på sig selv, hun var som hun var!

Hver fredag aften efter lukketid - dengang havde man åbent til kl. 20.00 om fredagen - kom Maren og hendes mand ned til mine forældre i butikken. Så sad de i baglokalet eller på trappen ned til butikken og snakkede. Far og Marens mand delte en øl, og mor og Maren en sodavand.

Maren blev enke ret tidligt, og hun måtte klare sig selv. Det gjorde hun ved at få en lille kiosk, - men hun fik både kørekort og bil, kunne købe huset i det boligkompleks, hvor hun boede, - så hun klarede sig rigtig godt.

Når jeg som voksen besøgte hende, skulle vi altid have en kaffepunch. Det skulle de fleste, der besøgte Maren i de år. Og Maren havde tit besøg! Men om dagen! For Maren gik tidligt i seng hver dag, sådan ca. 19.00 - 19.30. Men til gengæld stod hun aldrig senere op end kl. 05.00.

Jeg holdt meget af Maren, og jeg var så glad for, at min mor havde hende i disse mange år, for hendes lyse og lette sind var så godt for min mor, som ind imellem kunne være lidt for stresset! Hun havde en beroligende indflydelse på alle, og hun kom også til at betyde meget for flere andre i min familie.

Facobook: Det virkelige liv!

Facebook er ikke det virkelige liv, har jeg lige hørt ved en gudstjeneste i dag!! Der blev jeg ligodt forbavset.... Hvad er det da så? Det forkerte liv måske?

Selvfølgelig ved jeg jo godt, at vi er mange, der leger idyl. At vi overromantiserer vore liv. At vore børn, svigerbørn og børnebørn altid er nogle af Danmarks bedste, sødeste, klogeste og mest charmerende. At vores mad, hjem, udseende, venner, familie osv ikke findes meget bedre! So what???Dem, der kender os personligt, tror alligevel ikke på det, og dem, der ikke kender os personligt, er totalt ligeglade. Så hvad er det, vi leger?

Måske skriver vi vore drømme om det perfekte liv ned i vore statusopdateringer. Måske er den eneste, vi virkelig kan bilde noget ind, os selv. Måske forsøger vi at realisere tidens mantra, at tænke positivt. Hvis jeg gentager det tilstrækkeligt mange gange, kan det jo være, jeg får det perfekte liv.

Jeg har efterhånden været på facebook i en hel del år. Til at begynde med var det mine børns ide, fordi det var nemt at sende billeder og små beskeder til mig. Og jeg opdagede, at jeg fik en tættere kontakt til mine mange nevøer og niecer, hvad jeg har været og stadig er rigtig glad for. Jeg fik også en virkelig god veninde, som jeg ikke kendte i forvejen, og som jeg har skrevet med og stadig skriver med, og ind imellem besøger vi hinanden. Jeg opdagede diverse grupper, som dyrkede nogle af mine nørdede interesser for sprog, og kom herigennem i kontakt med mange dejlige mennesker, hvoraf jeg har mødtes med en del, og stadig håber jeg at se flere af dem.

Men at facebook ikke skulle være det virkelige liv, vil jeg ikke give vedkommende præst ret i. Selv om man er på facebook, bør man opføre sig lige så ordentligt, som hvis man mødes  ansigt til ansigt. Den samme etik gør sig gældende som altid: Vær mod andre, som du ønsker andre skal være mod dig. Lad være at "gøre gengæld", hvis nogen er trælse. Tag ikke hovedet under armen d.v.s. skriv ikke noget, som er for udleverende - i hvert fald kun af dig selv. Men forvent heller ikke kun rygklapperi eller 25 likes.

Jeg har oplevet, at nogle mennesker ikke vil diskutere på deres væg, men netop kun vil bekræftes i, hvor ret de har i deres - oftest forargede - meninger. Det forarger mig! For mig er dette forum netop egnet til at lufte meninger og blive klogere. Og det bliver man altså ikke ved kun at ville bekræftes. Jeg vil i hvert fald gerne siges imod, det er da derudaf, at man vokser. Men der er altid nogen, der tror, at vi er uvenner, hvis vi ikke mener det sammen. Sikke noget vås. De mennesker, jeg holder allermest af at debattere med, er bestemt ikke dem, jeg er mest enig med, men dem som har respekt nok for sig selv og andre til at gå ind i en frugtbar dialog.

Facebook bør selvfølgelig ikke forhindre folk i at mødes. Men helt ærligt: Det tror jeg heller ikke, at dette medie gør, nærmest tværtimod. Fordi man kan holde kontakt med mennesker, man ellers helt ville have droppet, er det lettere at tage kontakt, hvis man vi ses.

Så jo . facobook ER det virkelig liv!!

tirsdag den 6. august 2013

Taknemmelighed

Taknemmelighed er en gave. Jo jo, det passer! Og det er ikke omvendt, at hvis man får en gave, bliver man taknemmelig! Det kan man selvfølgelig godt blive, forhåbentlig da, - men det overhovedet at kunne føle taknemmelighed, ER en gave.

De fleste har prøvet at have denne jublende, boblende følelse af liv indeni, hvor man føler at livet er skønt, stort, uudgrundeligt - - Det er nok ikke en følelse, man sådan går rundt og har hele tiden, men den melder sig nu og da. Men taknemmelighed rummer den egenskab, at den vil rettes mod nogen. Man kan ikke "komme af med den" ellers, kan ikke blive ved at rumme den. Det er som om den tilhører noget udenfor os selv. For mig er den selvfølgelig rettet mod Gud, og jeg tænker: Hvor gør ateister af deres taknemmelighed? For jeg mener jo ikke den slags taknemmelighed, som findes mellem mennesker. Det er klart, at den så tilhører den anden, som er årsag til din taknemmelighed.

Men den eksistentielle taknemmelighed - den, der siger, at alt er såre godt. Også selv om der findes ondskab, nød og elendighed i verden. Jeg ved godt, at visse mennesker vil mene, at jeg da ikke kan tillade mig at mene, at alt er såre godt, når nogen lider ondt. Og at jeg da kan sagtens, når jeg har mit på det tørre. Ja, netop: Jeg kan vel nok sagtens, og derfor er jeg også taknemmelig. Eller skulle jeg, fordi nogen lider ondt, ophøre med at være taknemmelig? Nej da, så sandelig ikke.

Taknemmeligheden hviler i sig selv. Når den er rettet mod sit ophav, hviler den i sig selv. Men nogle gange giver den anledning til en handlen. Jeg får ligefrem LYST til at gøre noget godt. Hø hø, det var da li' godt mærkeligt!!! Og det er hverken fordi jeg er særlig from, hellig, et specielt godt menneske - nej, det er fordi jeg drives dertil af denne altomfattende taknemmelighed. Det kan være at invitere en eller anden på en middag, at ringe til en kær veninde, at sende en kærlig sms, ja det kan være alt muligt som muligvis er småtterier, men som et andet menneske kan blive glad for.

Men hvad nu hvis jeg ikke har fået taknemmelighedens gave? At jeg føler livet går mig imod, at jeg netop er modløs, trist, min hverdag synes grå. - Jo da, det har jeg prøvet ret så tit. Og så er det, at jeg griber til "redskaberne". Jeg har nogle stykker, jeg kan vælge imellem. En af dem hedder, at jeg hver dag, inden jeg lægger mig til at sove, skriver en taknemmelighedsliste på mindst 10 punkter. Det skal være ting, jeg har været taknemmelig for i den dag, der er gået. Nå, men hvis jeg nu ikke har været det? Så skriver jeg 10 ting som min dag har indeholdt, som jeg KUNNE være taknemmelig for, hvis jeg altså havde kunnet. Jeg ved af erfaring, at det hjælper. Hvis man kan bede, så skal man selvfølgelig gøre det. Og også klage sin nød til Gud. Men hvis man ikke kan bede, er det godt at have noget konkret at kunne gøre, som f. eks. at skrive taknemmelighedslister.

Nogle gange har jeg også nedskrevet alenlange lister over alt det, der bekymrede mig. Og opdaget, at de fleste heldigvis aldrig blev til noget. Men det kan også være godt at gøre for at skille skidt fra kanel. For noget kan man gøre noget ved, og andet kan man kun lade være.

Jeg holder meget af sindsrobønnen, og bruger den hver gang jeg skal skille ad, hvad der er mit ansvar og hvad der er andres.

Gud - giv mig sindsro
til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre;
mod til at ændre de ting, jeg kan
og visdom til at se forskellen.