tirsdag den 29. juli 2014

Den store kærlighed - intet mindre!

Engang var der noget, der hed "den store kærlighed". Er der stadig det?

Ja, det er store ord her på en af de varmeste dage i juli.

Men kan det være følelsen og ikke  genstanden, man begærer? Og hvordan finder man ud af det? Det har jeg sat mig for at kigge lidt nærmere på via min erindring om nogle store skønlitterære værker.

I Goethes roman "Den unge Werthers lidelse" begår Werther selvmord, fordi han ikke kan få Lotte, som er forlovet med, og senere gifter sig med en anden. Det hedder sig, at der kom en bølge af selvmord efter denne roman, fordi den ramte ind i noget, der var brug for på dette tidspunkt. Romanen udkom i 1774, midt i oplysningstiden, hvor rationalismen var fremherskende, og reaktionerne på romanen er kaldt det første ungdomsoprør, da det var en romantisk reaktion mod den fornuftsbestemte tidsepoke - og Goethe ramte med sin roman noget centralt for mange unge i denne "Sturm-und-Drang-bevægelse."

I Jane Austens bog "Fornuft og følelse" ses forskellen mellem den rationelle og fornuftige Elinor, og den lidenskabelige og følelsesfulde Marianne udspille sig i deres forelskelser - og i det hele taget i deres forhold til livet. Skal kærligheden være båret af "fornuft" eller af "følelse"- hvad indebærer det og hvilke konsekvenser får det? Bogens værdi er den selvindsigt, som dramaerne giver anledning til hos hovedpersonerne, og deres egne temperamenter og forhold til kærligheden bliver sat på prøve.

I bogen "Herrens udkårne" af Albert Cohen, beskrives en passioneret kærlighedshistorie, som jeg først blev grebet af, men siden væmmedes ved. Fordi den baserede sig næsten udelukkende på den æstetiske oplevelse. Altså ikke bogen, som er fremragende, men kærlighedshistorien.  F. eks. husker jeg en scene, hvor den kvindelige hovedperson poserer foran et spejl, for at studere hvordan og i hvilken vinkel hun tager sig bedst ud for sin elskede. Var det "sig selv" í denne tilstand, hun i virkeligheden var forelsket i?

I Gabriel Garcia Marquez' bog "Kærlighed i koleraens tid", møder vi den fantastiske Florentino, som opretholder en livslang kærlighed til Fermina, som han må vente på  i godt 53 år, før hun endelig bliver hans. Her er der tale om passion, lidenskab, weltschmertz, -  og alle store følelser er i spil. En fantastisk farverig bog, og en helt unik skildring af den store kærlighed og dens væsen. Men hvorfor det blev HENDE, han forelskede sig i, er jeg aldrig blevet klar over. Så måske VAR det "sig selv" som lidenskabelig og trofast elsker, han begærede??

Så er der selvfølgelig klassikeren "Stormfulde højder" af Emily Bronte. Her er den uhæmmede, vilde passion virkelig i højsædet, og der udspiller sig et drama mellem Catherine og Heathcliff, som i en græsk tragedie, idet de to elskende aldrig får hinanden. Men der er ikke tale om en enøjet, romantisk kærlighed, idet Catherine udmærket er klar over både sine egne - og især Heathcliffs dæmoners indflydelse. Alligevel elsker hun ham. Eller gør hun? Er det sig selv som figur i denne klassiske tragedie, hun elsker?

Måske begår jeg vold mod en klassiker ved at stille det spørgsmål. Og måske gør jeg alt relativistisk ved at ville stille jegets store følelser i og af sig selv op overfor det at elske et andet menneske så lidenskabeligt, så alt andet i livet bliver underordnet.

Men i bogen "Borte med blæsten" af Margaret Mitchell mener jeg, begge disse temaer er i spil. Scarlett og Rhett Butlers forhold er præget af den helt store og altfortærende lidenskab, og at de to bliver så skæbnesvangre for hinanden, skyldes deres egne lidenskabelige og kompromisløse naturer. Og at de genfinder disse følelser hos hinanden.

Men det er vel også det, det går ud på? At finde genklang i de følelser, man rummer. At føle sig "fundet" og forstået i hele ens væsen. Nogle kalder det "at finde sin soulmate", men jeg tror ikke helt, det dækker. Et soulmateforhold kan godt være platonisk, det kan den store, lidenskabelige kærlighed ikke.

Den store kærlighed er krævende! For krævende måske! Så findes den overhovedet i dag?