lørdag den 5. marts 2016

"Legeaftaler" - og alt dets uvæsen!

Jeg har lært et nyt ord for nylig. LEGEAFTALER. Ja, ordet har jeg selvfølgelig kendt altid, men det er gået op for mig, at begrebet har fået en helt ny betydning.

Jeg så første afsnit af en serie på TV, som handler om en familie, hvor far og mor vil skilles, men da de ikke kan få huset solgt, bliver de boende. De indretter sig så sådan, at de hveranden uge bor ovenpå eller nedenunder. Den, der bor ovenpå, har også ansvaret for børnene. Og dette ansvar er ikke sådan noget, man kan tage let på, så der var blevet lavet en lang liste over, hvad det indebar. Og da var det, at jeg pludselig forstod ordet LEGEAFTALE. For det var et af punkterne.

Der var ikke noget, der hed legeaftaler, da jeg var barn. Begrebet fandtes ikke. Ikke fordi vi ikke legede sammen, det gjorde vi da i høj grad. Men det var ikke noget, man lavede AFTALER om, og der var ingen mobiltelefoner. Man bankede på hos hinanden og spurgte, om Inger ville lege. Det ville Inger som regel, hvis hun var hjemme. Eller man aftalte at mødes efter skoletid, da man blev lidt større. Men det var ikke et programpunkt på en liste for ansvarlige forældre,  hvorpå der bl.a. stod LEGEAFTALE.

For sagen var jo, at det styrede vi selv. Altså vi børn. Forældrene var ikke indblandet. Man sagde måske hen over skulderen: Jeg går om til Inger! Og de sagde: O.k - så var den ikke længere. For man vidste, at man senest skulle være hjemme, når kirkeklokkerne ringede kl. 18.00.

Sådan er det ikke i dag. I dag er det et programpunkt for FORÆLDRENE!!! De må sørge for at lave legeaftaler på deres børns vegne. Jeg kan også godt se det praktiske i det, for børnene bor ikke altid indenfor gå- eller cykelafstand fra hinanden.  Og forældrene er nok på arbejde til hen på eftermiddagen de fleste dage, så hvis der skal laves LEGEAFTALER, skal det være, når det passer forældrene. I sagens natur, for de skal jo hente og bringe.

Men der ligger også noget STATUS i det. Ve det barn, som ingen legeaftaler har!!!! Det er tegn på, at barnet ikke er populært. Og det er ingen forældre naturligvis glade for.

Da jeg var barn, vidste mine forældre ikke altid, hvor jeg var. For hvis Inger ikke var hjemme, gik jeg måske videre hen til Lissi, eller også fandt jeg på vejen en eller anden at lege med. Var mine forældre uansvarlige voksne? Overhovedet ikke. Men det kaldes TILLID. Tillid til, at vi selv fandt ud af det. Tillid til, at vi selv sørgede for evt. transport. Man GIK - endda flere km for at komme ud til en veninde. Eller cyklede - 12 km måske!

Er verden blevet så meget farligere, siden jeg var barn? Er det årsagen?
Er der ikke så mange børn i nærheden at lege med, fordi de er på institution det meste af dagen?
Er forældre blevet mere pylrede?
Er større trafik en del af forklaringen?

Jeg ser af og til nogle forældre, som mener, det er deres PLIGT at tage sig af børnene - hele døgnet. Og sørge for, at de ALDRIG keder sig. Og at de er populære. Og at de ikke kommer ud for ting i livet, som kan give dem nederlag. Og ikke kommer til skade i trafikken. Og ikke skal cykle 12 km. For slet ikke at snakke om at GÅ!!

Helt ærligt: Jeg fatter det ikke! Jeg synes, det er synd for børnene! Og forældrene! Og jeg ser det som endnu et led i begrebet curlingforældre.

Er jeg bare blevet et gammelt brokkehoved, som ikke er fulgt med tiden?