Vi kaldte hende Flinke, fordi hun var usædvanlig flink. Min ældste bror - som var to år yngre end mig - og jeg, gik med varer, da vores far havde et ismejeri. Jeg var ca 6 år og min bror 4, men hjælpe til kunne vi da sagtens. I øvrigt blev vi ikke spurgt, for når far sagde, at vi skulle, så skulle vi. Vi satte heller ikke spørgsmåltegn ved det, for vi vidste godt, at vi var nødt til at hjælpe til. Far kunne jo ikke gå fra forretningen, og mor havde sandsynligvis nok at gøre med vore to mindre søskende, når hun ikke også hjalp til i forretningen.
Min bror var for lille til at vide, hvad højre og venstre var, men far sagde: Det er den grønne dør, og på 1. sal, og til den side, hvor du har tasken. Vi bragte varer ud til mange i nærmeste omegn, men den, der skulle op til Flinke, var heldig, for der vankede altid et eller andet. Meget ofte en 10-øre. Eller et stykke slik. Eller en småkage eller frugt. For selv om vores far havde slik og andet godt i butikken, var vi bestemt ikke forvænt med at få den slags.
Juleaftensdag 1956 var jeg 7 år og min bror 5. Der lå sne i høje driver, og skønt der havde været sneplove og ryddet godt, gik vi i sne til knæene meget af tiden. Min bror og jeg var travlt beskæftiget med vareudbringning, som der var rigtig meget af i dagens anledning. Men vi gik i en dejlig atmosfære, for i dag var alle ligesom Flinke. I stuen stod dækketøjsskabet, og i hvert hjørne stod mors sølvlysestager. Min bror og jeg tog hver sit hjørne ved sølvlysestagerne, som vores "fortjenesteboks".
Hver gang vi havde været ude med varer, gik turen ind til vores "sted", som snart blev fyldt op med alverdens goder: Appelsiner, 10-ører, havregrynskugler, juleslik, småkager, konfekt, pebernødder og alt muligt andet.
Vi konkurrerede lystigt om, hvem der havde mest på sit "sted". Og så kom der en tur op til Flinke. Min bror var den heldige asen, der løb af med turen, - vores far kunne ikke tage hensyn til vore indbyrdes konkurrencer, men gav os blot ture i rækkefølge, hvilket sikkert var allerbedst. Og så skete det helt overdådige: Han fik en slikPOSE. Med en del lækkerier i. Nøjjjj, hvor var jeg misundelig. Og hvor godtede han sig.
Til nytår fik jeg så - ved tilfældets held - turen op til Flinke. D.v.s. jeg opdagede jo, at det ikke var et tilfælde, for hun havde bedt om, at det var mig, der kom. Og hvad skete? Jeg fik tre lommetørklæder, hvorpå hun havde broderet mit navn. Og skønt det hverken var slik, penge eller andre godter, var jeg alligevel gammel nok til at forstå, at dette her var noget særligt. Jeg kan så lige meddele, at jeg for nylig måtte smide det sidste lommetørklæde ud, da det ikke kunne mere. Men det har så også holdt i 58 år, det er da godt klaret!
Jeg blev ældre, lektierne tog over, mine yngre brødre kom til. Men til min konfirmation kom en af dem hjem med en pakke fra Flinke. Til mig. Der var 6 mellemlægsservietter i pakken. Sirligt hæklede i meget tynd garn, men meget meget smukke. Hvilken konfirmand synes, at 6 mellemlægsservietter var sagen? Jeg gjorde. Jeg forstod hendes kærlige tanker, idet hun havde hæklet dem til mig. Og også disse mellemlægsservietter er for ikke så længe siden blevet slidt op. Med vemod!
Men jeg mindes et menneske, som med sit enormt kærlige sind formåede at trænge ind i nogle børns sind med sin væremåde, og sætte sit aftryk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar