mandag den 19. oktober 2015

Ironikere for cancer.

Så er den her igen! Kraft-ugen og kraft-indsamlingen og kraft-promoveringen og kraft-tv'et og knæk-cancerkampagnen og  kraftflipperiet som mænd ikke må være med i på facebook og kraft-bekæmpelsen og lyserøde-sløjfer-salget og kendisser mod kraft og kraft-føleriet og kraftsentimentaliteten og og og.

Jeg er kraftedemig træt af denne kraftige kraftsnak! For sidste år lovede de på mit tv, at de ville knække canceren i uge 43, var det vistnok. Hvorfor skal vi så belemres med det igen i år? Vil det så sige, at de ikke fik det gjort sidste år? At de løj? Vil det sige, at det var en falsk reklame, de var ude med? Eller at de tog munden for fuld??

Sidste år blev der indsamlet godt 153 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse. Man forstår godt, at de er vilde med, at TV2 er gået med på, at en uge om året skal der sættes fokus på kræft. I nærmest alle programmer. Og det lader jo til at hjælpe! Danskerne er åbenbart vilde med at støtte gode og humanistiske sager.

Ifølge indsamlingsnævnet, er der i 2015 indsamlet (Hus- og gadeindsamlinger )til flg:

08.03. Folkekirkens Nødhjælp
12.04. Kræftens Bekæmpelse
10.05. SOS Børnebyerne
07.06. Diabetesforeningen
28.08, Landsforeningen LEV
06.09. Red Barnet
20.09. Frelsens Hær - regionalt
04.10. Dansk Røde Kors
08.11. Dansk Flygtningehjælp
Dec.   Samvirkende Menighedsplejer - regionalt
02.12. Børnenes Kontor - regionalt

Og så var der landsindsamlingen i samarbejde med DR1 i januar

Og næste år bliver listen forøget med:

Læger uden Grænser
Gigt- og Scleroseforeningen
Alzheimerforeningen
Kirkens Korshær
Hjerteforeningen

Og herudover får vi med posten tilsendt materialer og ønsker om bidrag fra forskellige andre handicaporganisationer, børneorganisationer osv.

Og det er vel GODT, at der samles penge ind til alle disse gode formål. Ja da!
Og det er vel GODT, at danskerne er så villige til at donere penge til så mange gode ting. Ja da!

Og det kan GODT være, at kræft er en sygsom, som flest mennesker dør af. Og at det derfor kan berettige til at Kræftens Bekæmpelse får så megen opmærksomhed.

Men altså - denne måde at drive PR på !!! - er det virkelig nødvendigt, at vi bliver overfodret og bildt løgne ind om, hvad der er muligt at gøre sådan lige på en uge?? Eller er jeg bare for sart? For man kunne selvfølgelig også mene, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvordan pengene kommer ind, bare de kommer ind.

Da jeg var ung gik jeg ind for, at man ikke skulle betale skat, men at man kunne donere et passende beløb, som man selv bestemte, til de ting, man syntes var vigtige. Jeg kunne godt se, at det ville give de berørte instanser grå hår, da de vanskeligt kunne lægge et budget. Men det lader jo til, at folk er mere end villige til at give til ting, de SELV synes er vigtige, og som blot skal have en lidt sentimental historie med tilhørende billede på facebook. Og man kunne jo beslutte en uge til hver af organisationerne, selvfølgelig max 52 - nøjjjj hvor pengene ville strømme ind!!!!

Eller ville de? Ville vi ikke bliver overfølsomme? Ligeglade? Og er det ikke det, vi er ved at blive med denne branding af kræftugen???





torsdag den 8. oktober 2015

Et vidnesbyrd...

Hvad kan jeg svare, når mennesker spørger mig, hvorfor jeg er kristen? Det er for mig så selvfølgeligt, så man lige så godt kunne spørge mig, hvorfor jeg trækker vejret. For hele mit liv grunder i kristendommen.

Og hvad mener jeg så med det?

Min tro og hele den verden, som følger heraf er fundamentet for mit liv. Jeg bærer det altid med mig, netop som et fundament. Som den grund, mit liv udfolder sig på. Som den jord, mit liv vil vokse, gro og blomstre op af.

Det undrer MIG, hvad andre mennesker har som fundament. For mig må der "noget" til, som er større end mig selv. Og tænk, hvis det blot skulle være mig selv, som skulle bære hele mit liv og endda selv skabe fundamentet. Så ville mit liv flagre hid og did, der ville ikke være mening og retning, og alvoren og ansvarligheden ville være relativ og noget, som jeg selv kunne/skulle beslutte, OM jeg ville leve op til.

Mit liv ville ikke have autenticitet, for den skabes ud af det ord, som jeg har hørt i kristendommen. "Noget" har rørt ved mig i en sådan grad, så hele mit liv hviler heri. Og dette "noget" er Kristus, hvad enten det er som Gud Fader, Gud Søn eller Gud Helligånd - alle tre er dele af den samme guddom, som virker på forskellige måder.

Hvad betyder det så i mit liv, udover at være fundament?

Herudaf danner jeg mine holdninger, mine meninger, mine politiske anskuelser, - herudaf forsøger jeg til stadighed at forstå mere og mere, for det tager lang lang tid, og jeg bliver aldrig færdig, og jeg kommer aldrig til at forstå det hele. Herudaf indgår jeg i relationer til andre mennesker, dannes jeg af det, som jeg hører og læser og erfarer om og via Kristus. Herudaf opdrages jeg.

Der findes ikke én rigtig holdning, én rigtig mening,én rigtig politisk anskuelse. Kristendommen fortæller dig ikke, hvad du skal gøre i enhver situation, den er ingen lovreligion. Kristendommen er ikke humanisme, har heller ikke noget med menneskerettigheder at gøre, for den har aldrig med RET at gøre. Den er ikke etik, i betydningen at du så kan pege og sige: Se, sådan her er det rigtigst. Men jeg bliver vejledt og belært af min læsning af bibelen og meget anden kristen litteratur, gennem menigheder og gennem prædikener og på mange mange andre måder.

Jeg er ALTID selv bestemmende, jeg har min fulde frihed, og jeg har det fulde ansvar for mit liv og de valg, jeg træffer. Jeg overvejer, er i tvivl, og har ikke "sandheden", men jeg kan til enhver tid bede: Om vejledning, om at jeg må gøre det rette i den givne situation, Og jeg har mange gange sagt til Gud:" Jeg kan ikke det her - jeg aner ikke mine levende råd - jeg formår ikke at..., , det her magter jeg ikke at komme igennem,  osv osv. Kære Jesus, nu lægger jeg det hele over til dig, så afventer jeg blot, hvad jeg skal gøre". Og så kan jeg hvile i den tro.

Jeg tænker tit, at jeg er et meget priviligeret menneske. Jeg har fået nogle gaver med mig ind i dette liv, og det er ikke alle, der har det. Nogle har fået større og andre gaver end jeg, men rigtig mange har ikke fået nær så meget med sig. Det giver anledning til taknemmelighed, og til at jeg betænker, at jeg må dele ud. Ikke nødvendigvis af penge eller materielle ting, men af de gaver, som JEG har at dele ud af.

Og så er det naturligvis rigtigt, at jeg skal være næstekærlig. Men dette begreb er for tiden så udvandet, fordi alle og enhver kalder deres godhedstrang for næstekærlighed, så jeg er ikke så glad for at bruge dette ord lige nu.

Jeg kunne godt skrive en hel masse om, hvad en kristen bør gøre af gode gerninger. Men jeg tør ikke rigtig skrive om det, for jeg kan ikke ret godt holde ud at lave lister over den slags. Den "rigtige" etik ville så stå og lure bag min ryg.  Jeg har derfor koncentreret mig om, hvordan jeg som menneske mener, at jeg er total afhængig af og funderet i den kristne tro. Og hvad den betyder for mig personligt.

onsdag den 7. oktober 2015

Halvkvædede viser


Hvornår bruges de?

F. eks.:
* Når et menneske ikke har fået det søgte job, og beder om en forklaring
* Når et forhold kuldsejler, og den der slår op ikke vil sige hvorfor.
* Når politikere skal sno sig uden om en prekær situation

* Når man ikke tør sige tingene lige ud
* Når man ikke vil hænges op på noget
* Når man mangler mod
* Når man ikke tåler at bære konsekvenserne af et klart udsagn
* Når en og anden er så "uforskammet" at ville have ting frem i lyset, som ikke tåler dagens lys
* Når man vil fortælle en ualmindelig tykhovedet person noget ubehageligt
* Når man ikke vil vedgå et bestemt tilhørsforhold
* Når man vil udsprede rygter.

Jeg hader halvkvædede viser!!! Virkelig meget!!! De ødelægger forholdet mellem mennesker!!! De er udtryk for fejhed, ansvarsforflygtigelse, manglende mandsmod og -hjerte, - de skaber misstemninger, misforståelser, mistro, ødelægger enhver tillid og åbenhed.

Der findes familier, hvor halvkvædede viser er mådEN at kommunikere svære ting på. Når altså man kommunikerer dem, for svære ting er som regel noget, der forties. I den tro, at det så nok forsvinder.

Jeg lærer aldrig at forstå det, og jeg VIL heller ikke forstå det, - for disse mennesker tager grundigt fejl. Hvor jeg ved det fra?? Fra en hel del mennesker, som jeg kender eller har kendt, og de ulykkelige konsekvenser, som disse halvkvædede, forblommede og mudrede måder at tale på - og denne hele livsstil - medfører.  Og fra situationer i mit eget liv.

Ved hjælp af en halvkvædet vise har man både sagt og ikke sagt noget. Man har lavet en helgardering.

De fleste mennesker, som bruger halvkvædede viser, gør det sikkert fordi de tror, at de derved undgår at såre den anden part. Og gør det for at fortælle noget på en skånsom måde. For at være hensynsfuld. De kunne ikke tage mere fejl. Hvorfor skal vi gå og gætte os frem til, hvad hinanden mener? Hvorfor den slags julelege? Nææ, sandheden er, at det er dem SELV, de vil skåne. Skåne for ikke at skulle stå til ansvar. For ikke at skulle forklare. For ikke at ville bære konsekvenserne af en ufejlbarlig mening eller holdning.

At vokse op i et sådant miljø skaber i bedste fald utryghed og i værste fald er det den rene gift. For man ved aldrig om det, der bliver sagt, også er det, der menes. Og i en atmosfære af, at man skal føle og fornemme sig til, hvad der menes BAGVED den halvkvædede vise, bliver man usikker og utryg. Og dertil får man aldrig en åben og ærlig dialog.

Jeg bliver så ked af det, når det går op for mig, at der lå en skjult mening bag det sagte. Bag det jeg forholdt mig til i tro og tillid, men som siden viste sig ikke at være sandheden - i hvert fald ikke HELE sandheden.  Og jeg bliver for fremtiden mistroisk overfor denne person, og hvor er det synd og skam. For han/hun er måske et dejligt menneske med stor viden om mange ting, som jeg måske har fælles interesser med eller synes godt om af en hel masse andre grunde.

Og bemærk venligst, hvad jeg IKKE har sagt. Jeg har IKKE sagt, at man skal være hensynsløs, hudløs i sin ærlighed, barsk og rå og uvenlig. Jeg har heller ikke sagt, at enhver hemmelighed skal krænges ud for åbne døre.

Men jeg vil så gerne slå et kæmpeslag for, at vi bliver gode til at kommunikere med hinanden på en ærlig og direkte måde. Det andet er for fejt!


søndag den 4. oktober 2015

Livet er for kort til ....




Jeg læste dette her på facebook. Der findes mange af den slags smukke sætninger, aforismer, ordsprog og citater på facebook. Og skønt det ser så rigtig og tilforladelig ud, standsede jeg alligevel op ved det. For ER det nu så sandt og ligetil?

Der er noget galt. Og jeg vil prøve at finde ud af, hvad dette "noget" er!

1. Jeg vil aldrig kunne glemme et menneske, som har stået mig nær - heller ikke selv om dette menneske ikke har behandlet mig ordentligt. Og hvis det er et menneske, som ikke har stået mig nær, er det jo overhovedet ikke værd at samle på. Hvis kassedamen i Brugsen har været uforskammet - jamen herregud! Det kan da godt være, jeg bliver pisse irriteret,  men så er den da heller ikke længere, det er glemt ret hurtigt.
Men spørgsmålet er måske heller ikke, om jeg glemmer det eller ej, men snarere om jeg lærer at leve med det, - enten sammen med dette menneske, eller på afstand af det. For skal man altid bryde med et menneske, som ikke har behandlet én ordentligt? Når jeg sådan tænker efter, så kunne jeg ende med at blive ret så ensom. Og hvis alle, som JEG ikke havde behandlet ordentligt havde brudt med mig, - uha uh skræk da -

2. Hvis et menneske ikke behandler mig ordentligt, behøver jeg så blive et offer for det? Hvis jeg påtager mig offerrollen, så er det måske fordi der er noget i denne situation, som kan være sandt? Eller - jeg vil hellere blive i forholdet end forlade ham/hende. Nu er det ikke nødvendigvis et parforhold, vi snakker om, det kan også være venskaber eller familieforhold. Skal man ikke kunne tilgive?
En dårlig behandling giver anledning til (mindst) to overvejelser: Flygt eller kæmp! Hvis et elsket menneske har slynget en sandhed i hovedet på mig på en ukærlig og direkte måde, er min første reaktion måske at flygte. Men når jeg så får tænkt nærmere over sagen, er jeg måske i stand til at "gå i mig selv" og indrømme sagen, selv om jeg ikke blev behandlet ordentligt.  
Eller tag kampen op. Hvad er der i vejen med at kæmpe for forskellige forhold, selv om de ikke er perfekte, også selv om du ikke er blevet behandlet ordentligt. Måske indser vedkommende det på længere sigt. Måske får du en undskyldning. Måske lærer hun noget af det. Måske får du så meget andet i forholdet, at det er værd at kæmpe for - også selv om du må sluge en "dårlig behandling" af og til.

3. Et menneske, som ikke behandler mig ordentligt, har (mindst) et problem. Men det er jo HANS/HENDES problem! Behøver det at være mit? Javel, det er MIG, som ikke er blevet behandlet ordentligt, men hvis jeg kan se, at JEG har opført mig ordentligt og menneskeligt anstændigt, så er der vel ikke nogen som helst grund til, at jeg skulle tage krænkelsen på mig? Den bør blot børstes af! 

4. Et menneske, som ikke behandler mig ordentligt, skal have det at vide. Uanset om vedkommende kan indse det eller ej. Uanset om det ændrer noget. For jeg går stærkt ind for, at man ikke leger gættelege og diverse julelege med hinanden, men at man tilstræber en klar kommunikation. Og hvis man er blevet krænket, såret, skuffet - så er det bedst at få det sagt, for ellers vil der være en brod, som nager og borer sig ind i sjælen. Der er altid nogen, som mener, at det bliver det kun værre af, og det er med at glemme det hele så hurtigt som muligt. Det er ikke min erfaring. Det skaber knuder, mavesår, indestængthed, skilsmisser osv osv.

5. Man kan komme i tvivl. Er den situation her et udtryk for, at jeg ikke bliver behandlet ordentligt? Eller er det bare mig, der er for nærtagende? Er der noget, der er objektivt i sådan en sag? Hvis man føler sig krænket og ikke respekteret, så er det vel sådan, det er. Men det kan også være, at der er tale om forskellighed i holdninger, og så er spørgsmålet: Kan jeg leve med det? Og hvis ja, hvordan så? 

6. Man kan vel godt fortryde noget i sit liv? Er det ikke blot en konstatering af, at man er kommet i besiddelse af en indsigt, man ikke tidligere havde? At jeg i dag er et mere modent menneske, end jeg var i går? Jeg fortryder f. eks. sårende ord, jeg har sagt - også selv om det føltes rigtigt i øjeblikket. Det at kunne give en undskyldning er netop et udtryk for, at man har fortrudt, at man beder om forladelse.

7. Det siges, at man ikke skal/kan lave andre mennesker om. Hvad er det for noget pjat? Vi er da hinandens "feed-back-ere", og hvis et andet menneske er i den grad forkert på den, så må jeg da prøve at gå i rette med det - og jeg bliver ved, til det er forstået. Åh ja, vi lever i en relativistisk tid, hvor intet er rigtigt eller forkert, godt eller ondt. Men den køber jeg ikke! Og når jeg har givet udtryk for min holdning, må "krænkeren" jo selv om, hvorvidt han/hun vil tage det til sig eller ej. 

Jeg har skrevet ovenstående i meget forblommede vendinger, fordi enhver må tænke sine egne situationer ind i denne tekst. Men hvis det er blevet for abstrakt, så tænk på en situation, hvor en anden har sagt noget meget sårende til dig. Hvordan reagerer du så?? Jeg kender mennesker, som straks bryder med vedkommende uden videre. Og jeg kender mennesker, som selv om de er blevet såret et utal af gange alligevel vælger at blive i forholdet. For jeg siger jo ikke, at man skal blive i alle forhold for enhver pris. Slet ikke.

Men der sidder en lille engel på min skulder og hvisker mig i øret: Du skal elske din fjende! Og det er MIG, det bliver sagt til. Ikke en general i en fjern krig. Og ikke nødvendigvis en Fjende med stort F. Nej, det kan sagtens være "den lille fjende" i dagligdagen. Vi ved hver især godt, hvornår og hvem i vort eget liv!! 




fredag den 2. oktober 2015

Morvittigheder

Er der noget, mine (voksne) børn kan blive enige om, så er det at kalde mine mere eller mindre hjemmestrikkede vittigheder for MORVITTIGHEDER. Når jeg har fyret en af mine gode, skarpe og kvikke vittigheder af, kigger de på hinanden, himler, ryster på hovedet og udbryder MORVITTIGHED, efterfulgt af et tsk tsk!

"De har ingen humor", konkluderede jeg, selv om jeg ind imellem blev lidt småstødt. Indtil jeg en dag hørte dem sige: TYPISK FARVITTIGHED! Armen, det er da sjældent, jeg har følt mig så solidarisk med min stakkels eksmand. Og JEG synes jo, hans vittighed var både elegant og sjov!! En veninde sagde til mig for mange år siden (det var mens jeg stadig var gift med "farvittigheden"): "Ingrid, du er en rigtig god kone, du griner altid af din mands vittigheder".

Storm P har denne her: "Jeg indrømmer gerne, at jeg stadig synes, at HØNSEFØDDER OG GULERØDDER OG HALSEN AF EN SVANE, er en morsom lille ting! - Sådan en ville mine børn aldrig nogensinde grine af, og de ville formelig synes, jeg er PINLIG, hvis jeg fyrede den af. Eller en af dem - sikkert den yngste - ville begynde at analysere mig og finde ud af, at jeg led af posttraumatisk inhumoristisk selvfedme.  Eller noget! Min ældste ville tage mig i forsvar med henvisning til min høje alder, min uhumoristiske omgangskreds og min læsning af for megen Kierkegaard. (Jeg nænner ikke at sige, at HAN i høj grad havde humor - endda en temmelig barsk én af slagsen).  Min mellemste ville også tage mig i forsvar, men kun ganske kort -  og ellers spørge, hvad vi skulle have at spise eller om der var nogen, der ville med op i byen.

Børn er onde! Og uhumoristiske! Og nu har jeg også fundet ud af, at det ikke kun er MIG, der er udsat for det. Tænk, min kære, søde (og humoristiske) ven måtte for nylig finde sig i, at hans datter kaldte også HANS vittigheder for farvittigheder. Hvad hun har LIDT ret i, efter min kvalificerede mening!!! Men jeg er bare meget bedre til at bære over.

Min yndlingsvittighed er stadig denne her, fra da jeg var i 20'erne: "Hvad forskel er der på en and"? Og svaret: "Den går hverken med slips". Den kan nemlig det, en vittighed skal kunne. Være overraskende, vanvittig, bizar. - Det var den i hvert fald, da jeg hørte den første gang. Men-æh, indrømmet, hvis ungerne har hørt den 376 gange, så er det nok en anelse forståeligt, at de ikke længere synes, den er SÅ sjov!

En anden af mine yndlings er fra Radiserne, som jeg generelt er/var ret vild med. Ikke tegnefilmene, men striberne!
Tomas sidder med sin sutteklud og ser fjernsyn - og sukker
Trine kommer ind: "Hold op med det dumme sukkeri"!
Tomas: "Det er bibelsk at sukke"!
Trine: "HVA' er'et"?
Tomas: "Deslige kommer og ånden vor skrøbelighed til hjælp, thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede som sig bør. Men ånden selv træder frem for os med uudsigelige sukke. Paulus til de romere 8,26
Trine: ??? "Jeg ve' ik'!! Enten skal jeg banke ham, eller også skal jeg begynde i søndagsskole igen"!!

Og denne replik rummer en stor, stor menneskelig sandhed - skønt morsom! For det er nemlig OGSÅ en ting, gode vittigheder kan. Af en uskyldig og banal "lille ting" skabe en hverdagsfilosofisk eftertanke!!

Tag den unger - og andre uden humor!!! :) Dem, jeg elsker, ønsker jeg et gran af vanvid, thi det gør hjertet let