mandag den 19. oktober 2015

Ironikere for cancer.

Så er den her igen! Kraft-ugen og kraft-indsamlingen og kraft-promoveringen og kraft-tv'et og knæk-cancerkampagnen og  kraftflipperiet som mænd ikke må være med i på facebook og kraft-bekæmpelsen og lyserøde-sløjfer-salget og kendisser mod kraft og kraft-føleriet og kraftsentimentaliteten og og og.

Jeg er kraftedemig træt af denne kraftige kraftsnak! For sidste år lovede de på mit tv, at de ville knække canceren i uge 43, var det vistnok. Hvorfor skal vi så belemres med det igen i år? Vil det så sige, at de ikke fik det gjort sidste år? At de løj? Vil det sige, at det var en falsk reklame, de var ude med? Eller at de tog munden for fuld??

Sidste år blev der indsamlet godt 153 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse. Man forstår godt, at de er vilde med, at TV2 er gået med på, at en uge om året skal der sættes fokus på kræft. I nærmest alle programmer. Og det lader jo til at hjælpe! Danskerne er åbenbart vilde med at støtte gode og humanistiske sager.

Ifølge indsamlingsnævnet, er der i 2015 indsamlet (Hus- og gadeindsamlinger )til flg:

08.03. Folkekirkens Nødhjælp
12.04. Kræftens Bekæmpelse
10.05. SOS Børnebyerne
07.06. Diabetesforeningen
28.08, Landsforeningen LEV
06.09. Red Barnet
20.09. Frelsens Hær - regionalt
04.10. Dansk Røde Kors
08.11. Dansk Flygtningehjælp
Dec.   Samvirkende Menighedsplejer - regionalt
02.12. Børnenes Kontor - regionalt

Og så var der landsindsamlingen i samarbejde med DR1 i januar

Og næste år bliver listen forøget med:

Læger uden Grænser
Gigt- og Scleroseforeningen
Alzheimerforeningen
Kirkens Korshær
Hjerteforeningen

Og herudover får vi med posten tilsendt materialer og ønsker om bidrag fra forskellige andre handicaporganisationer, børneorganisationer osv.

Og det er vel GODT, at der samles penge ind til alle disse gode formål. Ja da!
Og det er vel GODT, at danskerne er så villige til at donere penge til så mange gode ting. Ja da!

Og det kan GODT være, at kræft er en sygsom, som flest mennesker dør af. Og at det derfor kan berettige til at Kræftens Bekæmpelse får så megen opmærksomhed.

Men altså - denne måde at drive PR på !!! - er det virkelig nødvendigt, at vi bliver overfodret og bildt løgne ind om, hvad der er muligt at gøre sådan lige på en uge?? Eller er jeg bare for sart? For man kunne selvfølgelig også mene, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvordan pengene kommer ind, bare de kommer ind.

Da jeg var ung gik jeg ind for, at man ikke skulle betale skat, men at man kunne donere et passende beløb, som man selv bestemte, til de ting, man syntes var vigtige. Jeg kunne godt se, at det ville give de berørte instanser grå hår, da de vanskeligt kunne lægge et budget. Men det lader jo til, at folk er mere end villige til at give til ting, de SELV synes er vigtige, og som blot skal have en lidt sentimental historie med tilhørende billede på facebook. Og man kunne jo beslutte en uge til hver af organisationerne, selvfølgelig max 52 - nøjjjj hvor pengene ville strømme ind!!!!

Eller ville de? Ville vi ikke bliver overfølsomme? Ligeglade? Og er det ikke det, vi er ved at blive med denne branding af kræftugen???





Ingen kommentarer:

Send en kommentar