onsdag den 31. oktober 2012

For lækker til liv?

Sidste år var jeg til et-eller-andet-års-jubilæum i min gamle realklasse. Der snakkede jeg bl.a. længe med en gammel klassekammerat, som arbejdede blandt Københavns allerlaveste klasse. Det var en uhyre oplysende samtale for mig, som ellers tror, at jeg er vidende om det meste af, hvad man kan komme ud for her i verden. Min kammerat sagde på et tidspunkt. "Jeg overraskes til stadighed over, hvor mange forskellige måder, mennesker kan være til på".

Jeg kom til at tænke på denne episode i dag, da jeg tilfældigt kom til at sidde og se lidt af udsendelsen:" For lækker til love", på TV3. Indrømmet: Jeg ved ikke meget om dette program. Men jeg sad nærmest paralyseret og gloede på en pige, der om sig selv sagde, at hun var så smuk, så hun godt kunne tillade sig at vælge en mand, der tjente helt vildt godt,  for hun ville være forstadsfrue, leve et liv, hvor hun kunne bruge alle de penge, hun ville, og manden skulle forsørge hende. Og jeg så en mand, der nærmest udelukkende gik op i sin krop, og "forlangte" en pige, der var superlækker, for det kunne han godt tillade sig. En bøsse, som - ja, indrømmet, jeg kunne ikke holde ham ud, så jeg nåede kun at se, at han i hvert fald ikke gad en fyr, der var på S.U. "En fyr der skal spare op en hel måned, før han kan invitere mig ud at spise. Det GÅR bare ik'"! Sagde han.

Og så er det, jeg tænker: Hold da helt op! Bor disse mennesker i Danmark? Er de LEVENDE mennesker? De lyder som konstruerede romanbladfigurer. Og hvis de var skuespillere, ville jeg sige "godt spillet". Men det er desværre ikke tilfældet (Så vidt jeg da ved). Og videre: HVORFOR laver TV3 dette koncept? Nå, o.k. de har sikkert købt konceptet fra USA. Men HVORFOR ser folk så dette program?

Den ene af mine  døtre siger: Fordi folk elsker at se noget, de bliver forarget over. Ja, der må jeg jo gribe i egen barm og sige: Hvorfor hunne sidder jeg og gider skrive om noget, jeg bliver så forarget over. Men nej, det er ikke forargelse, jeg føler. Jeg føler overraskelse, undren, målløshed.

Jeg bliver også noget forstemt. Hvem er det, der sidder og ser disse programmer? Nu kan jeg mærke, at mine fordomme står i kø. Det er mennesker, som ikke selv har noget liv. Der ikke har et arbejde. Der ikke kan holde deres eget liv ud, og derfor flygter ud i denne pseudoverden. Der keder sig. Der aldrig har læst en bog. Der ikke er de skarpeste knive i skuffen.

Jeg har intet imod underholdning. Heller ikke plat underholdning. Men der må da være en ide med det, og det er her, jeg godt nok trænger til belæring. For hvad er ideen med "For lækker til love"?

Jeg gider ikke sidde og klappe mine veninder på ryggen, mens vi hyler af grin over, hvor åndssvage de agerende i programmet er. Men jeg er oprigtigt interesseret i, hvad det er ved sådan et program, som får folk til at sidde og se det igen og igen. SÅ lækker en følelse er forargelse vel heller ikke?

Eller hvad???

Belær mig, please!!!

mandag den 29. oktober 2012

Rustvogne discount...

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/484403:Danmark--Nye-rustvogne-skal-fragte-fire-doede-ad-gangen

Jeg ved det - jeg ved det! Det er ikke god tone at gøre grin med døden eller alt omkring døden! Men der er ikke noget at gøre. Efter at jeg så denne overskrift, er min fantasi løbet løbsk. Og nu har vi jo lige hørt en historie om, hvordan ligvogne bliver væk, lig stjæles og forbyttes og lignende, så nu er det da SLET ikke til at lade være med at forestille sig alt muligt.

For fremtiden skal man gå rundt med et kort, hvorpå der står, hvem man IKKE vil kremeres sammen med. For det tilfælde at man pludselig skulle falde død om, og en anden, som man absolut ikke bryder sig om, skulle gøre det samme på samme tid. Uf at ligge der i flammerne ved siden af den ækle fru Olsen, som altid skulle brokke sig over alting.

Der vil også gå konkurrence i, hvem der har den flotteste kistepynt, når nu kisterne skal ind i rustvognen ved siden af hinanden. Eller der kan forekomme en forbyttelse. Hvis man nu bedre kan lide den kistepynt, som ligger på Jensens kiste, kan man så ikke snildt komme til at bytte den om med den på Onkel Svends? Men så kan der jo faktisk ske det, at bedemanden tror, at Onkel Svends kiste er Jensens? Hold da op, hvad det kan afstedkomme.

Hvis nu Jensen har været en gemen forbryder, som ikke er blevet opdaget, og "Sagen genåbnet" tager hans sag op, når der er gået 15 år? Ja, så kan man ikke grave hans lig op, eftersom han jo blev kremeret. Men man kan da til den tid nemt falstslå hans identitet via asken i urnen. Nu er urnen jo forvitret efter 15 år, så det bliver LIDT svært. Meeeen, der lader sig nok finde et enkelt lille DNA, som identificerer Jensen. Hovsa, det er slet ikke Jensen, viser det sig. Hvordan det? Jo, for man havde jo selvfølgelig Jensens DNA i forvejen i DNA-kartoteket.

Hvorfor faen sku' han så graves op? Ja se, DEN historie kan man læse om i Arne Dahls næste krimi: Det forbyttede lig!

"Det bliver pæne vogne, som bliver affjedrede, så kisterne står stille hele vejen", siges der i artiklen. Ja, uha da da. Tænk, hvis én af de afdøde slet ikke var død, men blot skindød. Og sprang op af kisten og befandt sig i en rustvogn med tre andre kister. Han ville garanteret få et hjerteslag!!!

Det minder mig om en anekdote af en nu afdød præst, og jeg nævner ingen navne: Den temmelig skrappe frue Amalie Josephsen døde. Det var ikke fri for at være en lettelse for afdødes efterladte mand. Hun skulle jo begraves fra den stedlige kirke, som imidlertid havde en noget smal indgangsdør, og da afdøde Amalie Josephsen ikke havde været af de allermindste, som har gået på Guds grønne jord, kneb det noget med at få kisten igennem døren til kirken. Idet man på flere måder prøver at få kisten ind, går låget op, og det viser sig sørme, at fru Josephsen kun har været skindød.

Mange år senere dør så bemeldte Amalie Josephsen. Idet man bærer kisten ind gennem kirkedøren, udbryder manden: "Pas å æ dør"!

Nogle tanker om hævn og straf.

 
Fra tid til anden taler vi om fængselsstraf herhjemme. Sidst aktualiseret i debatterne om tandlægebehandling og uddannelse af indsatte. (I dag bl.a. dead-line 22.30)

Hvorfor straffer vi?
- Gengældelse/hævn
- Som afskrækkende eksempel
- Så laver den kriminelle ikke kriminalitet i den tid
- Som et hensyn til ofrene
- For at leve op til folks retsfølelse
- For at udelukke den kriminelle fra folkefællesskabet
- Det virker forebyggende
- For at sende signalværdier om, hvad der er rigtigt/forkert – eller i dagens oversættelse: Acceptabel/uacceptabel adfærd.

I Finland valgte man for 30 år siden at halvere straffemassen ved at sænke strafferammerne markant. Dette har ikke ført til en stigning i kriminaliteten. I USA har man i den tilsvarende periode fordoblet straffemassen. Dette har ikke ført til et fald i kriminaliteten.Man kan derfor vælge, om man vil sende politiske signaler i den ene eller den anden retning: Ved at skærpe eller ved at lempe straffene.

I Danmark følger vi i disse år USA’s eksempel ved at skærpe straffene markant. Og hvorfor gør vi det? Det ser jo ud til, at det koster. Vi har ikke fængselspladser nok, og hvad der foregår i fængslerne, er vel ikke egnet som rehabilisering? Så må vi nedsætte strafudmålingen, udskyde visse fængselsafsoninger, bruge fodlænke i større udstrækning - samtidig med, at vi hele tiden må passe på ikke at afkorte straffen for meget. For det allervigtigste i den forbindelse er folks retsbevidsthed. Retssystemet ville ikke kunne opretholdes, hvis befolkningen ikke i det store og hele mener, at det der sker, er retfærdigt.

Vi kommer ikke uden om, at fængselsstraf handler om hævn. Vi kender begrebet  hævn fra de ældste skrifter, vi overhovedet kender til. Fra Det Gamle Testamente, fra samtlige mytologier, fra slægtsfejder. Hævn forbindes med genoprettelsen af en balance, som ved udåden blev brudt. Genoprettelsen handler for offeret om ære og  retfærdighed i og med at gerningsmanden straffes.

Men hvad handler den om for gerningsmanden? For nogle om soning af en forbrydelse, som de godt ved er en forbrydelse. Og et håb om, at denne soning kan føre til tilgivelse. For andre en følelse af uretfærdighed og urimelighed - og for nogle bare en gennemgående følelse af meningsløshed, af fortrydelse, og muligvis en bekræftelse af den holdning, de havde i forvejen, nemlig at samfundet er råddent. Og dermed bestemt ikke hverken anger eller håb om noget som helst andet, end at denne forbandede tid skal gå så hurtigt som muligt.

Når vi taler om uddannelse i fængslerne til de indsatte, taler vi om resocialisering. Det vil være bedst for de indsatte, hvis de uddanner sig, opkvalificerer sig, til de igen skal ud på arbejdsmarkedet. Det vil også være bedst for "alle vi andre", for så er risikoen for, at de igen begår noget kriminelt, ikke så stor, som hvis de ikke uddannede sig i fængslerne.

Men kan vi have det? I hævnfølelsen ligger, at gerningsmanden ikke skal have det for godt. Det grelleste eksempel, jeg lige kan komme i tanke om, var den unge mand, som kom i kokkelære hos Claus Meyer. Det skal så siges, at han kun var "ude" om dagen. Men alligevel. Og imens måtte offeret slås med indlæggelser, operationer, forsikringssager, økonomi og et ødelagt liv.

Hører det med til hævnen, at gerningsmanden ikke må uddanne sig? I hvert fald ikke alt for meget. Men må han godt arbejde? Læse? Se tv? Være på nettet? Må han få ordentlig mad? Dyrke fitness? Eller har han bare at ligge på sin hårde bænk og leve af vand og brød??

Kan vi mennesker, ved at se det fornuftige i uddannelse af indsatte, overbevise vores hævnfølelse om, at det er "godt"? Ikke kun for gerningsmanden, men også for befolkningen efterfølgende. Eller er hævnfølelsen større end fornuften? Se, det synes jeg, er et interessant spørgsmål!







 

søndag den 28. oktober 2012

Rigtige venner - og rygklappere!


Der er dem, der mener, at rigtige venner er det samme som rygklappere. Dem, der altid er enig med dig. Der mener det samme som dig. Der kan blive enig med dig i, hvem I skal rakke ned. Så er der dem, der mener, at rigtige venner er dem, der siger deres mening til dig. Som ikke sætter uenighed lig med uvenskab, men som tværtimod sætter pris på uenighed som en kilde til vækst og frugtbarhed. Jeg hører absolut til i den sidste kategori.

Jeg synes, det er rigtig svært at have med den første gruppe af mennesker at gøre. Det er dem, der bliver sårede, hvis du giver udtryk for en anden mening end deres. Ofte dækker deres sårethed over et meget lavt selvværd. I sig selv kan personer med et højt selvværd så virke provokerende og irriterende ved deres blotte tilstedeværelse.

Rygklapperne er også dem, som tager alting personligt. I grelle tilfælde kan det udarte til den rene paranoia. Og som bærer nag. Og som aldrig får løst en konflikt, men når en passende tid er gået, evt. kan "tilgive" personen, man er blevet sur på. For surhed er et yndet middel. Og tavshed. Sarkasme. Ironi. Og sladder. Snakken med alle andre om, hvor træls en person, x er.

En rigtig ven er for mig en, som siger til mig, hvis jeg har gjort noget forkert. Og som jeg lytter til, for når en af mine venner siger sådan, betyder det noget. Det kan godt være, at jeg ikke er enig, men jeg gør mig umage for at forstå, hvad hun mener. Det kan også godt være, det gør ondt, det hun siger, men hun skal have tak for, at hun alligevel har mod til at sige det. DET, som jeg ikke selv kunne se, som jeg ikke selv var opmærksom på, som jeg muligvis slet ikke forstod. Men som jeg lærte noget af.

For rygklapperne er det altid de andre, der er noget i vejen med. Det er altid deres skyld. Aldrig "vores". Rygklappere er nemlig også meget forhippede på at dele folk op i "dem og os". Der er de rigtige, og så er der de forkerte.

Tænk, hvis der ikke var nogen i dit liv, som korrigerede dig! Du ville blive et mærkeligt menneske. Lide af en blanding af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Lyder det selvmodsigende? Overhovedet ikke, det er endda temmelig almindeligt. Se dig om i din omgangskreds. Du ville aldrig få rettet dine små og store fejl og mangler. Du ville måske opleve, at mennesker tog afstand fra dig, men du ville ikke vide hvorfor, for det havde de ikke fortalt dig.

Sladder opstår, når vi ikke konfronterer mennesker direkte med et rygte, en mistanke eller lignende. Vi er feje, når vi ikke gør det. Uha, jeg skal ikke blandes ind i noget, siger vi måske, alt imens vi hygger os med at udbrede rygtet i frokostpausen. Undladelsessynder er også synder. Det du IKKE sagde til rette vedkommende gjorde måske, at hun mistede overblikket, ikke fik rettet en fejl osv.

Børn skal roses, så får de selvværd, siger nogle. Det mener jeg, er forkert. Børn skal lære, at når de gør noget, som er rosværdigt, så skal de have ros, ellers ikke. Dem der roses uden de har gjort noget godt - det er dem, som stiller op i x-faktor og tror, de er Guds gave til menneskeheden. Og som vi andre synes er pinlige og latterlige. Men det gælder så sandelig også voksne. Voksne skal heller ikke skamroses. Men anerkendes for noget anerkendelsesværdigt.

Mine børn ved godt, at de ikke skal give mig en kop, hvor der står: Verdens bedste mormor eller farmor. For det ved de godt, at jeg ved, at jeg ikke er. Eller verdens bedste mor. Men når jeg får et knus og de siger, at de elsker mig, så ved jeg, at de mener det. På trods af mine fejl og mangler. Og det samme gør sig naturligvis gældende omvendt. Jeg påtaler, når de har gjort noget, som er forkert. Men jeg undlader heller ikke at lade dem vide, at jeg elsker dem. Også selv om de godt vidste det i forvejen.

tirsdag den 23. oktober 2012

Knækkes canceren i uge 43?

Er det ikke at tage munden lige lovlig fuld, når TV2 i denne uge siger, at de "knækker canceren"? Selvfølgelig er vi da med på, hvad der menes, og selvfølgelig er det da slet ikke politisk korrekt at kritisere en sådan kampagne.

Det er GODT, at der bliver gjort noget for at samle penge ind til forskning af denne sygdom. Det er GODT, at Kræftens Bekæmpelse og TV2 har indgået et samarbejde, så der ikke bliver en eneste dansker tilbage, der ikke ved, at uge 43 er Knæk Canceruge. Det er GODT, at Vild med dans kommer til at stå i Knæk Cancerugens tegn. Det er GODT, at Go' morgen og -aften Danmark handler om Knæk Cancerugen. Det er GODT, at der i øjeblikket sendes dokumentar- og andre film om Cancer. Det er GODT, at alle nyhederne på TV2 har indslag om Knæk Cancerkampagnen. Det er GODT, at 'Hvem vil være millionær' støtter Knæk cancerkampagnen.  Det er GODT, at der kommer et kæmpeshow som slutning på denne uge.

Du skal give af et rent hjerte! - Dette udsagn er de fleste enige i. Men hvad vil det så sige? Et rent hjerte? Hvad er det? Jeg tror, vi har en forestilling om, at vi "skal tænke på næsten", eller "skal give til dem, der intet har". Her kan der snige sig en lumsk tanke ind om, at i dagens Danmark er der ikke mange, der "intet har". Nå, men så kan vi da give til 3. verdens lande. Hm jah, det er heller ikke så ligetil. Hvem ved, hvad der går til korruption og slet ikke kommer de nødlidende til gavn.

Man skal skynde sig at give, når man får tanken om at gøre godt, - inden den gode tanke bliver til en bagtanke, såsom: Hvad kan jeg selv få ud af det? Hvad er til min egen fordel? Kan jeg trække det fra i skat?

Ak ja, vi har mange problemer med velgørenhed. Man ser for sig gamle dages overklassekvinder til diverse teselskaber, strikkeklubbernes årlige bazarer, de politisk korrekte subkulturgruppers rynken på næsen.

Men hvad er det da at give af et godt hjerte? Det er at ynkes over modtagerne af vores velgørenhed.
Modtagerne af velgørenhed er fuldstændig bedøvende ligeglad med, hvilke motiver, velgøreren har. Om den kommer fra facebook, fra den dårlige samvittighed, via et TV-show, fordi det er jul, fordi vi røres af nyderne, for at føle os gode, fra logerne, fra erhvervslivet, fra frivillighedsarbejde, fra Frelsens Hær, for at slippe for at se på andres nød og elendighed - ja, jeg kunne blive ved. Det er slet ikke vore motiver, det kommer an på, vi vil for det meste ikke have særlig rosværdige motiver til velgørenhed. Så glem alt om, hvorfor du giver, bare GIV.

Hvorfor er det så, jeg er ved at brække mig af alt dette gode???

Fordi det er alt for alvorlig en sag til at skulle omklamres af denne forpoppede reklameverden.

Fordi overdosering giver immunitet

Fordi det er en gang forløjet vrøvl, at canceren knækkes i denne uge. Det lyder, som om, at når denne uge er omme, så har man løst cancerens gåde. Gu' har man da ej. Naturligvis ved jeg da godt, at en eller anden smart reklamemand - nå-e nej "innovationsteam" - har siddet og regnet dette slogan ud. Det smager af, at man har løst - eller i hvert fald NÆSTEN - har løst kræftens gåde. Og efter denne uge, hvor pengene gerne skulle vælte ind, da har man i hvert fald NÆSTEN løst kræftens gåde.

Det er uærligt. Det er hæsligt. Det er urespektfuldt.

Og alligevel: Bare giv!!!

søndag den 21. oktober 2012

Etik eller frelse?

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/483108:Kirkeanalyse--Kirkeanalyse--Den-etiske-Jesus-staar-i-hoej-kurs

"Det er blevet almindeligt at referere til de kristne værdier. Det hører vi igen og igen politikere gøre i medierne. Men spørgsmålet er, hvad der menes, når vi taler om kristne værdier." Sådan skriver Iben Krogsdal i Kr.Dagblad 19. oktober.

Og det synes jeg er en debat værd. For hvad vil "kristne værdier" sige? Det er en kristen etik, som bygger på næstekærlighed og tolerance, mener Iben Krogsdal, at "folk" vil koge værdierne ned til. Hjælpsomhed og omsorg - især for de svage, uanset om det er et familiemedlem, den hjemløse eller en muslim. Jesus er blevet et forbillede på, hvordan vi "bør" leve livet. Godt nok kan vi ikke altid leve op til dette forbillede, men det er godt at have et.

Men er kristendom etik? Ja, her deler vandene sig, som beskrevet i artiklen. Også indenfor "kirkefolket" selv og teologerne.

Jeg hører til dem, der mener nej. Kristendom er ikke etik. Etikken kunne lige så vel hedde humanisme. Hvad skal vi med Kristus i den sammenhæng? Masser af filosoffer, litterater, fyrtårne op gennem historien, og langt tilbage til oldtiden, endnu før Kristus blev født, har slået til lyd for en etik, der bygger på humanisme. Her kommer Jesus ikke med noget nyt.

De skriftkloge og præsterne på Jesu tid var da også meget forhippede på at leve op til det. Så forhippede, at de gjorde loven - den gamle Moselov - til det øverste, man skulle opfylde. Og at Jesus bryder sabbaten, gør godt på den, helbreder osv, - det er et brud på loven. Men ikke nok med det: Jesus gør loven endnu strengere. Så streng, så man nærmest ikke kan leve op til den. Se Bjergprædikenen, Matt 5.

Hvorfor gør han det? For menneskets skyld.

Men er det ikke en selvmodsigelse, når mennesket nu ikke kan leve op til den? Nej. For Jesus sætter kærligheden ind OVER loven. For han er ikke kommet for at nedbryde loven, som han selv siger, men for at fuldkomme den. Og det gør han ved at sætte mennesket fri. For han opfylder selv loven. Det gør han ved det liv, han lever på jorden. Det gør han ved alt, hvad han lærer mennesket, bl.a. gennem lignelserne. Det gør han ved at være Guds søn på jorden. Det gør han ved at være blevet menneske af Gud. Det gør han ved at dø som menneske. Og ved at opstå af graven. Og ved at sende Helligånden. Og ved med alt dette at give os det glade budskab, som "evangelium" betyder: Menneske, du er frit! Gå ud i verden og lev dit liv, i kærlighed til Gud og næsten.

Nå, men når nu vi er frie, hvad skal vi så med Gud?

Vi skal høre, at det er ham, der giver os friheden, ligesom det er ham, der skabte os. Vi skal lægge hele vort liv i hans hænder. For han er ikke en død Gud, der levede dengang i middelalderen, da folk var uoplyste. Nej, han lever med os, røres med os, bevæges af os. Hvorfor skulle vi ellers kunne bede til ham? Han er den, der tilgiver os al synd, - og hvis ellers vi lever et sandt menneskeliv, så har vi brug for det hver eneste dag.

fredag den 19. oktober 2012

Kærlighed transponeret til venskab

Vil du undvære, hellere end at nøjes?? I kærlighed kan der ikke være så stor tvivl. Den, der en gang har elsket i sandhed, kan aldig siden elske på skrømt. Når du ikke er i tvivl, og når han ikke er i tvivl, så er elskov mulig. Men heller ikke før. Alt andet er hormoner, sex - og har derfor intet med kærlighed at gøre. Det er o.k. hvis det er sex, man vil. Men hvis det er kærlighed, så er det ikke godt nok.

Sådan sluttede et af mine tidligere indlæg "Hellere undvære end nøjes".

Jeg begynder dette indlæg på denne måde, fordi det i mange år har undret mig, hvorfor mange mennesker er så forhippede på at være venner med en ekspartner. Jeg forstår ikke, hvordan et menneske, man en gang har elsket dybt og inderligt kan forvandles til en ven. Jeg kan jo se, at det fungerer for en del, så derfor må det jo kunne lade sig gøre. Men men men...

- "Han er et dejligt menneske, og selv om vi ikke duede til at være kærester/bo sammen, vil jeg ikke miste ham som menneske". Det er nok det argument, jeg oftest støder på. Og selv om jeg godt med mit intellekt kan forstå, hvad der menes med det, kan jeg med hjertet slet ikke have med det at gøre. I mit verdensbillede vil en eksmand/kæreste  altid vedblive at have en kolossal betydning i mit liv. I mit indre liv. Jeg vil altid tænke på ham som et menneske, jeg engang har elsket. Jeg kan ikke transponere denne følelse til en venskabsfølelse. For mig ville det også betyde en degradering af det, som vi to havde sammen. Det hører med til min livsfortælling, at den kærlighed var så stor, at den ikke kan ændres, trods det at vi måtte gå fra hinanden.  Og det ønsker jeg heller ikke, at den skal.

Jeg har haft andre forhold. Forhold, som var slut, da vi gik fra hinanden. Og som det overhovedet ikke giver mening at vedligeholde som venskaber. Dertil var vi bare for forskellige - vokset for meget fra hinanden - færdige med hinanden. Det var som en intens opvisen af følelser, som så forsvandt. Men var det kærlighed?

Så er der jo elskere. Men dem giver det slet ingen mening at nævne i denne sammenhæng, for de kan både blive til venner eller forsvinde ud af ens liv, når forholdet er slut. Det er helt ligegyldigt.

Et andet argument, jeg hører:  Han er mine børns far. So what! I har at opføre jer ordentligt overfor hinanden, være venlige, være ordentlige, i det mindste når børnene er der. Hvor stor en idiot, du synes, han er, holder du for dig selv. Det er topmålet af illoyalitet at hænge eks'en ud overfor børnene. Men lad være at foregøgle, at I er venner. Til gengæld har du pligt til at opføre dig ordentligt, også overfor en evt. ny partner i din eks' liv. Og du har pligt til at deltage i fester omkring børnene, selv om du bløder indvendig. Du kan altid græde eller råbe og skrige på et andet tidspunkt.

Men hvad er den dybere mening med at transponere kærlighed til venskab?: Som Søren Kierkegaard rammende siger: ”Vær pjat – og du skal se, alle vanskeligheder forsvinder! Livet bliver fornøjeligt, oprømt, muntert, let, kort: det er en herlig verden at leve i – ved at være pjat.”

In my humble opinion! Men måske har jeg slet ikke forstået noget af det hele...








torsdag den 18. oktober 2012

Tilgivelse af Breivik?

  • Danmarks Radios P1-debat demonstrerede for mig en åbenbaring, intet mindre. Pia Kjærsgaard var i debat med en anmelder fra Berlingske i anledning af Café teatrets Breivikstykke. Pia Kjælsrgaards reaktion på spørgsmålet om, hvorvidt Brevik er sindssyg eller ej afviste enhver psykiatrisk-diagnostisk øvelse: "Psykiatere og domstole diskuterer, om han er normal eller sindssyg. Men for mig er og bliver han stjernepsykopat".

    Det er set før. Et aller andet sted begynder væmmelse og afstandtagen som følelse at dominere, tage over. Forståelsen kan muligvis kun være delvis, men forsøget kan gøres. Kjærsgaards position er, at det skal man ikke, det må man ikke. Forbindelsen mellem væmmelsesfornemmelsen og situationsforståelsen kappes helt og aldeles.

    Det er set før, når hun og andre fra Dansk Folkeparti kommenterer, hvordan efterretningstjenester skal fungere, hvordan dommere skal dømme, hvordan biskopper skal prædike, hvordan lærere skal holde sig til at være højre- og ikke venstreorienterede i deres historieudlægning. De overtager ganske enkelt uden problemer specialistrollen i sager, hvor den selvkritiske sans i andre tilfælde end deres ville have indfundet sig.

    Dansk Folkeparti benægter ondskaben som en del af det alment menneskelige. Vi skal alle hver eneste dag tage afstand fra ondskab. Her er det nødvendigt at indregne sin egen som en del af festen, for ellers fatter man ikke konflikjter og motiver bag kriminalitet, mobning, fascisme, racisme eller voldtægt. Fælles ved disse fænomener er, at man sætter sig selv først.

    Men dette forhold til egen ondskab har DF og Pia Kjærsgaard ikke.

    Ingen kan forlange af enhver af os, at vi skal være i stand til at tilgive alt muligt og herunder Breivik, for det kræver jo en art proces og navnlig mandens egen anger.

    Men i kristen forstand er det den ultimative fordring, at vi skal kunne tilgive næsten som os selv. Det bliver jo tit til, at vi kun næsten tilgiver. Jo længere, man kommer ud, des sværere bliver det.

    Der er meget lidt syndserkendelse og derfor megen spejlet småborgerlig selvglæde i Pia Kjærsgaards afstandtagen fra tanken, som var det resuiltat, Den norske domstol kom frem til:

    "Breivik er ikke psykopat."

    Det handler jo mest af alt om konsekvensen for Dansk Folkeparti, som i så fald måtte holde op med at fordømme: Muslimer, venstreorienterede, fagforeninger, skolelærere og teaterforestillinger.

    Hun giver den så som psykiater for at komme hjem. Sådan er småborgerskabets væsen. Og svinehunden følger nu engang med.

Sådan skriver altså  Mikael Hertig, og jeg har hentet dette fra facebook. Nu så jeg denne debat her til aften på DR2. Det er sjældent, jeg er enig med Pia, men det var jeg i dag. Ikke i ovenståendes udlægning af, hvad Pia sagde, men i Pias egen holdning, at vi mennesker ikke KAN, og heller ikke SKAL  prøve på at forstå en mand som Breivik, udfra, at vi selv indeholder ting som han. Well, mennesket indeholder ondskab, men der er ingen grund til at foregive, at vi kan forstå Breivik på baggrund af dette.
 
Og så skulle jeg da lige hilse og sige, at psykiaterne jo var TEMMELIG meget ude i tovene, da de skulle vurdere Breiviks sind. Og kom ikke her og påstå, at psykiatri er en eksakt videnskab. Der er, som faktisk også blev demonstreret under denne sag, forskellige skoler, forskellige holdninger, forskellige paradigmer, indenfor hvilke psykiatrien udfolder sig.

Problemet er jo nemlig: Er en mand, som udfører en aldeles - for de fleste af os - uforståelig handling, som vi betragter som ond, sindsyg? Og dermed: Er alt mennesker gør af ondskab i virkeligheden et udslag af sindssyge? Eller er en velovervejet, gennem mange år nøje planlagt handling et udslag af sindssyge, af psykopati, eller kan et på andre områder normalt menneske være normal, når han kan planlægge og udføre en sådan handling?

Det kommer an på, hvad det er at være sindsyg, i dette tilfælde psykopat. Og det kan der nok være, og er delte meninger om. Hertil kommer, at sagen jo i høj grad var politisk også: Kan man friholde en mand, der har udført så onde gerninger, fra reel straf og i stedet give ham en behandlingsdom? Det ville genere den offentlige retsbevidsthed en hel del.
 
Dette med at prøve på at forstå Breivik udfra at vi alle indeholder noget ondskab, hvorfor synes nogen, at det er så vigtigt? Jeg kan pege på et par ting. For det første er det et forsøg på at tage den kolde og uforståelige angst ud af hele sagen. Ting man ikke forstår er angsprovokerende, farlige. Næ, lad os få trolden op i øjenhøjde og kalde den ved navn, så er den ikke så farlig, og derfor mere håndterbar. For det andet er det i nogens politiske interesse at påpege, at der var en forståelig grund til Breiviks ondskab - godt nok ekstrem, javel, men forståelig. Det falder helt i tråd med den tendens, der rører sig i samfundet, at ondskab ikke er en ting, der skal forsages, men skal behandles.
 
Og så er der et par ting, som hr. Hertig har misforstået angående tilgivelse. For det første: At tilgive et menneske kræver ikke menneskets anger. Man behøver blot tænke på et menneske, som er død, men som har gjort en ondt. Dette menneske har ingen mulighed for anger, men VI kan godt tilgive ham alligevel. Det er vores egen proces. Ligesom man kan blive nødt til at tilgive en voldelig ægtefælle, f. eks. selv om han aldrig angrer, men udelukkende for at frisætte sig selv.
 
"I kristen forstand er det den ultimative fordring, at vi skal kunne tilgive næsten som os selv", skriver Mikael Hertig. Hertil vil jeg svare: Kun Gud kan tilgive Breivik, så HAN får den evige tilgivelse.  Og hvis Breiviks ofres familier kan komme dertil, at de tilgiver ham, er det uendelig stort, men så er det DERES egen frisættelse. Og hvad har alle vi andre at gøre med det? Vi er ikke Jesus, som kan tilgive hele menneskeheden, fordi vi "ikke ved, hvad vi gør".

Skal enhver af os tilgive Breivik? Eller Hitler? Eller Kennedys morder? Eller Martin Luther Kings? Eller Sadam Hussein? Eller alle de soldater, som slår ihjel hver dag? Sikke dog en gang forløjet snak om tilgivelse.
 
Tilgivelse er viljen til at bære konsekvenser af den andens handling mod dig. Det er oftest mellem nogle nære personer, fordi der her er størst sorg og bitterhed på færde. Det har INTET at gøre med en folkebevægelse for tilgivelse af Breivik. For hans onde handlinger har ikke haft nogle konsekvenser for mig, som jeg må bære.

Et kærligt spark til den tykhovede!

Jeg er inde i en af disse perioder, som - når jeg har været i den et stykke tid - altid får mig til at standse op og tænke: Der er noget her, jeg overser. Noget, jeg bør have kigget på.

Sagen er, at jeg engang imellem kommer ind i perioder, hvor en helt masse ting går i stykker, ikke virker, bliver brugt op og lignende. Stort som småt, men så påfaldende, at jeg begynder at blive overtroisk.

I denne periode er det mine to pærer over langbordet, der gik sig en tur. Min arkitektlampepære, der også gik sig en tur. Mine mascaraer, der pludselig på én gang var brugt op. Min opvaskemaskine, der kalder på filtersalt. Min printer, som ikke vil printe. Min bil, som har fået nogle ridser. Mig, der bakkede ind i en holdende bil. Mig, der får lungebetændelse. Mig, der bliver uvenner med nogle kære mennesker. Mit fjernsyn, der ikke vil tænde. Min playliste, der pludselig skal skubbes i gang ved hvert nummer. Min GPS som står af. Min konto, som pludselig får trukket renter, jeg ikke anede. Mig, der får en byld et sted, jeg ikke vil nævne. Og meget mere...

Er der noget, jeg skal have kigget på? Hvad?

Ved I hvad, der er ALTID noget, man skal have kigget på. Har jeg ikke ret? Jeg bør spise sundere, jeg bør tabe mig, jeg bør dyrke noget motion, få noget mere frisk luft og lys, jeg bør få gjort rent, jeg bør rydde op i alle de ting, som ligger her efter mors død, jeg har en "to do-liste" med masser af punkter, jeg bør, jeg bør.

Mine moderne veninder siger, at det er tegn på, at jeg skal tage den med ro, lytte til min krop osv i den dur. Nope, det er det ikke. Jeg har taget den så meget med ro, så jeg næsten sover 12 timer i døgnet.  Jeg lytter så meget til min krop - FOR meget, skulle jeg mene, i hvert fald når den lokker mig til at sove længere end jeg bør, spise noget, jeg ikke bør. Min energi er helt i bund, så jeg kan ikke tage den mere med ro.

Nææ, venner! Det er lige omvendt. Godt nok har jeg haft lungebetændelse en rum tid nu, men den er da heldigvis ved at være på retur. Og SÅ skal der godt nok ske noget. Ikke det hele på én gang, men lige som et gammelt lokomotiv - accelerationen tager noget tid, og det er o.k. så længe det går den rigtige vej. Jeg skal op i omdrejninger, skal jeg.

Jeg trænger faktisk til nogle kærlige spark, kan jeg mærke. Også selv om det gør ondt. For jeg orker ikke længere at tage den med ro og lytte til min krop. Sikke noget forvrøvlet sludder. Næ, jeg skal lytte til min sunde fornuft og min samvittighed, skal jeg.

Fremtiden som gidsel.

Jeg sad og så et debatprogram, som  handlede om EU's fremtid. Lige siden jeg hørte Søren Søndergård udtale denne sætning: "De tager fremtiden som gidsel", har min krøllede hjerne tænkt: Hold da op, hvordan gør man det??? Min hjerne vil ikke holde op med at konstruere scenarier til, hvordan man kan tage fremtiden som gidsel. "De" er selvfølgelig alle EU-tilhængerne, som gerne vil have et forenet Europa, forstås.

Gad vide, hvad løsesummen  er? Ja, det er jo nok noget med, at vi alle skal makke ret i forhold til et forenet Europa. Og hvis vi ikke makker ret i forhold til EU-projektet, så har vi ingen fremtid. Men hvad nu, hvis vi ikke makker ret? Og ikke betaler løsesummen. Hvad sker der så?

At tiden sættes i stå? At vi bliver nægtet en fremtid? Eller at vi ligefrem går tilbage til fortiden? Ingen grund til at forske i tidsmaskiner længere, det er ikke nødvendigt. Hvor spændende! Her bliver min hjerne helt overophedet. Jeg vil gerne ca 200 år tilbage, for så ville jeg være moderne - bleg og interessant!!

Gad også godt vide, hvor de holder fremtiden indespærret? Den fylder immervæk en hel del, skulle jeg mene. Kan vi ikke godt regne evigheden med i fremtiden? Selv om tid og evighed for så vidt er hinandens modsætninger. Og kan man være sikker på, at der ikke er en lille revne, hvor fremtiden kan slippe ud?

Hvordan er det egentlig at leve i en tid, der er sat i stå? Er det som i Tornerose, hvor vi lige pludselig midt i en bevægelse ikke kan røre os, og falder i søvn? Så vil jeg da håbe, at jeg ligger i min seng, når tiden sættes i stå, for det må da give nogle store skader, hvis jeg sådan skal stå med armen ude, hvis jeg f. eks. er ved at banke tæpper, gud ved hvor længe.

Ja, for hvornår sættes tiden så i stå? De kan jo lissom ikke komme med sådan en tom trussel, men må jo gøre noget. Hvor meget "ikke-makke-ret" skal der til, før fremtiden tages som gidsel?

Men der er et problem. Der er jo en hel del mennesker, som GODT vil EU-projektet. Får de så lov at køre videre med en fremtid? Så det kun er vi andres, der tages som gidsel. Interessant. Det vil måske sige, at mine børn overhaler mig aldersmæssigt. Det kunne være vildt hyl! Så skulle jeg da godt nok til at opføre mig som teenager i forhold til dem. Jeg ville komme ind af døren, og vupti - i løbet af 10 min. ville der se rodet ud, avisen være spredt på alle etager, Tv, pc, radio, mobil, I-pad, you name it, alt ville være i gang, og jeg ville ligge mageligt henslængt på min sofa og råbe: Hvornår skal vi spise?

Muligvis kan de også gøre noget ved fremtiden, hvis de tager den som gidsel. Noget, jeg måske ikke bryder mig om. Tænk, hvis de begyndte at lave "paradis på jorden". Uha da da, det ville blive det mest totalitære af det totalitære. Hvad siger I? Vil det være GODT. Nixen bixen, det vil det ikke. For at det ville kunne lade sig gøre, er man først nødt til at tvinge alle folkeslag til at mene det samme med, hvad der er "godt". Det er det sørgelige ved alle ideologier og fundamentalismer, at de tror, at alle jo da kan sige sig selv, hvad der er godt. Og hvis ikke de kan, skal de bare hjælpes, helst med det gode, men ellers med det onde. Hvor jeg ved det fra? Historien, såmænd - historien. Og FORTIDEN kan de da vistnok ikke tage fra os - så vidt jeg da ved.

Jeg er altså lidt i syv sind. På den ene side kunne det være enormt spændende at prøve at leve uden fremtid, eller med de problemer, der måtte være i og med at fremtiden var taget som gidsel. Men på den anden side, så vil jeg nu godt selv have mulighed for at påvirke min fremtid.

Den er Søren'me svær!!!

onsdag den 17. oktober 2012

En hverdagshistorie.

Hvad skulle jeg gøre uden mine overbærende børn? Jeg kom i tanke om dette eksempel i dag, og har grinet af historien mange gange siden. Her får I den:

Min søn gik i gymnasiet, og der skulle være fest med lancier, klassiske danse, stor middag og så videre. Jeg skulle med. Han havde for lang tid siden fået en smoking, som han havde brugt nogle gange til min store fortrydelse, men da han arbejdede på et renseri, havde han haft den til rensning.

Dagen oprandt, og vi var ved at klæde om. Pludselig siger han: "Jeg kan ikke passe mine smokingbukser".  "Hvad for noget"? råber jeg, og farer ud til ham. Ganske rigtigt, der står han og forsøger at knappe dem, og der er mindst 10 cm til, at de kan nå sammen og knappes. De er også noget korte i benene.

"Nu taber du dig 10 kg på 10 minutter", siger jeg - nej, skriger jeg lettere hysterisk. Jeg tværer foundation ud i hele hovedet med hidsige bevægelser. Søn kigger på mig - og han kender mig godt, så han går stille ovenpå. Jeg mumler en række eder og forbandelser og gør mig færdig.

"Ja, jeg ved ikke, hvad vi gør", råber jeg op til ham, "men vi skal køre nu"!

Han kommer ned og fortæller, at han har opklaret mysteriet. For sammen med sin egen smoking, havde han også en kammerats smoking med til rensning, og nu satsede han på, at bukserne var blevet forbyttede. Han havde ringet til kammeraten, som stod med et par bukser, der var flere numre for store. Så vi drog af sted med søn i de små bukser, og ellers i fineste stil. På skolen byttede de to bukser, og alt endte i fryd og gammen.

Og sådan er han! Han har mange gange fået mig op i det røde felt, fordi han gør ting, eller måske rettere: Undlader at gøre ting, som jeg synes, han burde, men han er også temmelig god til at "tackle" mig. På sin rolige og konfliktmæglende facon. Nu er han (næsten) lærer, og han vil rigtig gerne videreuddanne sig til - ja gæt: Konfliktmægler.

Kommer i tanke om Per Højholdts ord: Man skylder sine børn at være et dumt svin, så de har noget at gøre oprør imod.

Arh, et dumt svin har jeg vel ikke været, men ingen tvivl om, at han har kunnet øve sig på mig og sine søstre.



tirsdag den 16. oktober 2012

At blive gammel...




Herre du ved bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive ældre og snart gammel.

– Bevar mig fra den skrækkelige tro, at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag og ved enhver lejlighed.

Fri mig fra trangen til at forsøge at ordne alle andres affærer.

Gør mig eftertænksom, men ikke trist, - hjælpsom, men ikke nævenyttig.


Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud, men du ved, Herre, at jeg helst skulle beholde nogle få venner til det sidste.


Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op, og giv mig evnen til hurtigt at komme til sagen.

Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer og smerter, de bliver flere og flere, og lysten til at beklage sig over dem vokser, som årene går.


Jeg vover ikke at bede om bedre hukommelse, men om større ydmyghed, når mine erindringer synes at være i modstrid med andres.

Lær mig den sunde indstilling, at også jeg kan tage fejl af og til.

Hold mig nogenlunde omgængelig.

Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen, nogle af dem er meget svære at holde ud – men et surt og tvært gammelt menneske er et af djævelens mesterværker.

Giv mig evnen til at se noget positivt, hvor jeg ikke har ventet det, og gode sider hos mennesker, jeg ikke har ventet det hos.

Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem.


Denne bøn fandt man i 1610 på bagsiden af indgangsdøren til en engelsk kirke.

Det planlagte liv

Jeg har siddet og set udsendelsen De tre bud på DR2 her i aften. Dilemmaet handlede om en mand, som ved, at han har en uhelbredelig sygdom, som gør at han bliver dårligere og dårligere og til sidst dør før han bliver særlig gammel. Han og hans kone ville gerne have et barn, og nu spurgte TV-værten de tre paneldeltagere, hvordan manden skulle forholde sig.

Det er ikke mit ærinde i dag at tale om abort, men derimod om livet. Som det er, eller kan være: Godt og ondt og uforudsigeligt. Jeg tror, at de fleste danskere ville svare, at parret jo kunne få foretaget forstervandsprøve, og dermed få abort, hvis det viste sig, at fosteret var bærer af faderens sygdom.

Vi bryder os ikke meget om det uforudsigelige liv, og da slet ikke, hvis vi mere eller mindre kan regne med, at det ikke bliver perfekt. Næ, vi vil da hellere selv planlægge og selv bestemme. Både hvornår vi skal have børn, og om vi vil have barnet, hvis det skulle vise sig, at der er noget i vejen. Vi vil ikke finde os i, at hele vort liv slår en kolbøtte, fordi vi evt. skal have et handicappet barn, så hellere få det fjernet.

Bliver livet bedre af, at vi selv kan planlægge det meste, f. eks. hvilke børn, vi vil have, og hvilke vi ikke vil have? Det kan godt ske, at livet tager en dramatisk drejning, hvis vi får et handicappet barn, - og hvad så? Jeg kommer til at tænke på alle de tåbelige annoncer, hvor ordlyden "- som ser muligheder fremfor begrænsninger" indgår. Men måske er sætningen ikke så dum endda i forhold til det at få et andet barn, end man havde regnet med.

Tænk, hvis vi nåede dertil, at vi har tillid til livet. Også alt det, vi ikke selv er herre over. Tænk, hvis vi oplevede og lærte noget andet end det, vi selv gik og troede, vi skulle opleve. Tænk, hvis vi blev kærligere og rummeligere mennesker af, at der skete noget andet i vort liv, end vi havde regnet med. Tænk, hvis vi fik andre udfordringer, end dem, vi selv kunne tænke os til.

Et fattigt liv, hvis livet kun bestod af det, jeg selv kunne planlægge. Tænk, hvis livet har noget endnu bedre i vente til mig, og jeg så ikke vil have det, fordi jeg bare ikke TROR det er godt. Fordi jeg ikke kan FORESTILLE mig, at det kan være godt.

Rejsen til Holland
Nogle tanker, skrevet af Emily Pearl Kingsley,
om det at være mor til et handicappet barn:
Rejsen til Holland
At vente et barn, er som at planlægge en drømmerejse til Italien.
Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.
Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.
Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende...
Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen...
Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.
Stewardessen kommer ind og siger: "Velkommen til Holland"
"HOLLAND?" råber du. "Hvad mener du med Holland?
Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien!
Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!"
Men der er lavet om på fartplanen.
Maskinen er landet i Holland, og der må du blive...
Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.
Et sted fuldt af pest, sult og sygdom.
Det er bare et sted, som er anderledes.
Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger
og du må til at lære et helt nyt sprog.
Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt.
Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.
Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.
Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,
ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland...
Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter...
Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.
De praler af hvor vidunderligt de havde det der.
Og resten af dine dage vil du sige:
"Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt".
Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig...
for tabet af drømme har stor betydning.
Men...hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning
at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri
til at værdsætte og nyde det helt specielle,
det virkeligt vidunderlige ved ... Holland

fredag den 12. oktober 2012

Dansepartner søges!

http://www.dr.dk/sundhed/dinsundhed/sexogparforhold/Artikler/2012/0918121928.htm?WBCMODE=%22+onmouseover%3Dprompt(940319)+bad%3D%22

Så forstår jeg da bedre alting! Jeg danser ikke så vildt længere, som jeg har gjort. Ergo: Jeg tiltrækker ikke mændene så meget, som jeg har gjort. Troede en overgang, at det havde med mine lidt stivere bevægelser p.g.a. gigt og iskias at gøre, men nej nej - det er p.g.a. min manglende ægløsning! Nu var kvinderne i bemeldte forskning kun indtil 33 år gamle. Men hvad skal vi med forskning udover de 33, jeg kan da sagtens konkludere mig til resten.

Så for vi kvinder over 33 gælder det, at vi skal ryste vor krop udi dansen, så vil vi narre mændene til at tro, at vi har ægløsning, og så vil de KASTE sig over os! Mænd er nemme at narre, ser det ud til.  Og hvis du vrikker tilstrækkeligt med hofterne, vil det også virke befordrende, for mændene kan også genkende en fertil kvinde på gangen. Jamen altså!

Nu var det imidlertid mest bachelor- og kandidatstuderende, der blev sat til at se på kvindernes dans og gang. Og mon ikke disse unge mænd er lidt i underkanten af at få tilfredsstillet hormonernes hunger, for de har jo travlt med den daglige læsning. Gad vide, hvordan forskningsresultatet havde set ud, hvis det var smede- og rørlæggerlærlinge, der var de observerende? Tør jeg gætte på, at de er ligeglade med kvindernes ægløsningstidspunkter, bare der er sex indenfor rækkevidde? Uf en grim fordom, men de unge mandlige studerende er selv ude om det.

Muligvis er jeg unfair mod mændene. For jeg har da personlig erfaring for, at yngre mænd tiltrækkes af modne kvinder. Og det selv om de ikke engang har set mig danse eller vrikke sexet med bagdelen. Men i undersøgelsen står der godt nok, at kvinderne ikke engang behøver selv at være bevidst om det. Så jeg er sikkert sexet uden at jeg selv ved det - hi hi, hvor skønt!!

De mest frugtbare kvinder blev af mændene bedømt til at være de mest attraktive dansere. Nu har jeg ikke en alverdens stor ambition om at blive en attraktiv danser, og frugtbar, - njah!! Har været der! Menæh: Hvis mændene synes, at kvinder er mere attraktive, når de kaster sig ud i en svingende og sensuel rumba, så skal det da ikke komme an på det...

Så-øh: Dansepartner søges!!!

Min veninde Carinas historie på DR1.

Halvanden million mennesker så udsendelsen med den unge pige Carina.  Jeg er muligvis en kold skid, men jeg forstår ikke, hvorfor så mange mennesker er blevet så berørt af denne udsendelse. Ja, den var interessant, hjertegribende, rystende. Men det er der så mange historier, der er. Her ser vi så et mirakel, hvor Gud greb ind og reddede denne unge pige. Og vi ser, hvordan det nogen gange sker for mennesker, at de tager fejl, er uempatiske, fejldiagnosticerer, ikke lytter med hjertet. Det sker hele tiden. Og vi ser, hvordan mennesker har det, når de er i den yderste nød. Og hvor ukueligt mennesket også kan være. Dermed er det en fin beretning om, hvordan det er at være menneske, hvordan Gud f. eks. kan gribe ind.
 
Min farfar sagde, at der er ikke noget, der hedder held. Det er altid Guds indgriben. Der er heller ikke noget, der hedder tilfældigheder. Det er også Guds indgriben. Du vil sikkert spørge, hvorfor Carina overhovedet skulle udsættes for dette?  Forkert spurgt. Eller spørg Gud. Mennesket skal ikke spørge, HVORFOR det onde findes, men hele tiden forsøge at afhjælpe det. Og som sådan er det da godt, at en udsendelse som denne griber folk om hjertet. Men det er så udvendigt, så tilpas langt væk, og derfor omkostningsfrit. Ligesom når der opstår grupper på facebook, i samme sekund der oprulles en historie, som indeholder noget sensationelt og sentimentalt. Det ville være bedre, hvis folk begyndte at føle og røres af det samme i forhold til de mennesker, som omgiver dem selv. Og gøre noget ved det der, hvor de er. Det er så dejligt uforpligtende at trykke: Synes godt om.

At folk p.g.a. dette ene tilfælde ændrer deres opfattelse af organdonation er hovedrystende. Og viser bare massens utrolige sensationslyst, og at mennesker i dag ikke er indre men ydre styrede. Det er som et teaterstykke af Bertolt Brecht, et socialrealistisk stykke, et socialpolitisk stykke, som skal ruske op i massen. Men hvilke idealistiske motiver lå der bag denne udsendelse? Ikke en skid. DR var tilfældigvis på hospitalet og skulle lave en reportage, da de fanger, at her er noget dramatisk, en sensation. 
 
En læge udtalte, at nogle mennesker på hospitalet KUN kunne bevæge deres øjne, og dermed kun kommunikere med omgivelserne på denne måde. En undersøgelse i befolkningen havde vist, at normale mennesker alle anser disse menneskers livskvlitet for at være lig 0, men at 50 pct af dem, der er ramt af det, selv synes, at de har en god livskvalitet. Tankevækkende og beskæmmende for vi normale!!

Jeg holder meget af Løgstrups berømte stykke her, fra hans bog "Den etiske fordring": ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”

Hvis der overhovedet er en morale med Carinahistorien, så må det være denne: Selv om det ikke står til dig om et andet menneske dør eller overlever, så står det altid til dig, hvordan mennesker i din nære omkreds har det. For du kan altid gøre noget. Og det er noget helt andet og meget mere krævende, end at forarges over denne historie, og  at ynkes over og have medlidenhed med en enkelt piges skæbne - en pige, du ikke engang kender.



torsdag den 11. oktober 2012

Efterårsferieplanlægning - gyyyss!!!

Det er da utroligt, som det vrimler med gode forslag til, hvad man kan få efterårsferien til at gå med. Selve udtrykket "at få ferien til at gå" er da helt forrykt. Som om det handlede om, at vi sørme ikke ved, hvordan den skide uge skal gå, - og gaaaab, ih hvor jeg keder mig, indtil jeg skal på arbejde igen. Næææ, ferien sneeeeeegler sig af sted, når man skal få den til at gå.

Men tværtimod. Nu har vi endelig efterårsferie, og så er der ingen  grænser for alt det, vi skal nå. Det er helt forfærdeligt, for alt - alt skal fyldes ind i den uge. Og der er så mange tilbud og dermed så mange valg, vi skal foretage. Og vi skal også nå at slappe af og bare hygge os. Så hvad gør vi, hvad gør vi?????

Vi kunne jo f. eks. starte med at lave en brain-storm: Bare skriv alt ned, du kunne have lyst til. Nu leger vi, at jeg er moren i en småbarnsfamilie med en far og to børn, Mads og Mette. I parantes den eller dem, der har foreslået det:

- Tage i Legoland (Mads og Mette)
- Købe vinterstøvler og flyverdragter (Moren)
- Tage på Egeskov Slot (Faren)
- En togtur (Mads)
- Besøge bedstemor og bedstefar (Mads og Mette og mor og far)
- Have et vennepar på ferie et par dage (Mor)
- Rydde op i garagen (Far)
- Lave lækker hønsekødssuppe helt fra bunden (Mor)
- Malet mit værelse (Mette)
- Rydde op i klædeskabe og få vintertøjet frem (Mor)
- Bruge kuponhæfterne i Ugeavisen til gratis indgang til alt muligt (Far)
- Bilen skal have vinterdæk (Far)
- Ordne døren til bryggerset (Far)
- Tage i badeland (Mads og Mette)
- Læse bøger (Mor)
- Fotografere (Far)
- Spille nogen spil (Mads)
- Sy dukketøj (Mette)
- I biografen (Mette)
- Sove hos Maibritt (Mette)
- En dag helt for mig selv til wellness (Mor)
- Til fodbold (Mads og far)

Hmmm, ja, hvordan kommer vi videre???Det kan kun gå galt. Alle ønsker kan ikke blive opfyldt. Så må vi forhandle, det er godt at lære børn. Jamen den dør binder altså, og har gjort det længe. Jeg har sådan glædet mig til at have en dag helt for mig selv. Ej altså, nu skal vi ikke starte med at skændes om, hvad vi skal. Vi skal vel være sammen! Men behøver vi at lave det samme sammen?

Kan vi både få lavet noget praktisk, slappet af og været sammen hele familien? Tage på besøg her og der og have gæster? Nej vel?? Vi har immervæk kun en uge.

Med mindre vi sætter nøje tid af til det hele? Men det er så lig hverdagen, hvor alting skal prioriteres og afstemmes, aftales og overholdes. Har bare lyst til at gøre noget uden al den forbandede planlægning.

Tilgodese alles behov. Hvordan?? Helligdage og ferier er som skabt til konflikter, for alle er i en uvant situation, og alle vil have alt - alt opfyldt i den ferie. Skuffede forventninger, skænderier, overforbrug bliver nemt resultatet.

Forventningsafstemning stemmer jeg på. Begynd i god tid inden ferien. Far og mor lægger rammerne og dernæst inddrages børnene. Synes altså jeg.

God ferie! Og til de voksne: Husk at være kærester!!!

onsdag den 10. oktober 2012

Vil du være lykkelig?

Der er rigtig godt salg i selvhjælpslitteratur. Det kan jeg godt forstå. For vi søger konstant efter noget. En guide til det gode og lykkelige liv. En brugsanvisning på, hvordan vi kan udvikle os, for det føler vi et behov for. Alting er ikke helt, som det burde være. Livet er ikke helt perfekt. Og vi ved ikke, hvor vi skal vende os hen for at få hjælp. Så vi tager med kyshånd imod bøger, som lover os et sundere liv, et slankere liv, et bedre parforhold, bedre tid til os selv, et bedre sexliv, en smukkere krop, hvordan vi tiltrækker det modsatte køn, kunsten at sige nej, et længere liv, at finde sin indre skønhed, og så videre og så videre.

Fælles for selvhjælpsbøgerne er en tro på, at enhver er sin egen lykkes smed, og at enhver kan opnå  lykke, hvis hun følger denne bogs råd. Det er en tro på det enkelte menneskes uendelige potentiale. ALLE kan blive lykkelige, for lykken er inde i dig selv, du skal bare finde frem til den.

Men heraf følger så også, at det er den enkeltes egen skyld, hvis hun IKKE er lykkelig. Hun har ikke gjort nok. Hun har ikke fulgt opskrifterne på mere motion, sundere hud, kostråd, og - hvad værre er: Bliver hun syg, er det også hendes egen skyld. For hun har nok levet forkert, ikke lyttet til sin krop, været for dårlig til at sige nej, brugt for lidt tid på sig selv, på sit parforhold, på at lave sund mad.

Hun har kort sagt syndet. Man kan ligefrem høre det på sproget:  "Skal vi synde i dag", siger hun, når hun længselsfuldt kigger på flødeskumskagen, eller halvt bevidstløs falder om i en lænestol med et glas rødvin.  Og med dårlig samvittighed, men med undskyldningen, at børnene bliver glade, ringer efter pizzaer. Men ved IKKE at leve op til selvhjælpsbøgernes gode råd, synder hun mod sig selv. Synd handler ikke længere om et forhold mellem Gud og mennesket, men mellem mennesket og dets indre uendelige muligheder, som ikke er blevet realiseret.

Fordi mennesket ikke længere tror på Gud, men er blevet dets egen Gud, er alting menneskets egen skyld, og der er ingen steder, man kan få syndsforladelse. Det kaster mennesket ud i en eksistentiel fortvivlelse, hvor det hele tiden søger at finde ind til sin egen kerne, men hele tiden vil ændre denne kerne, for succeskriterierne for det gode og lykkelige liv er så uendeligt høje, at mennesket kun kan tabe.

”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det,”siger Søren Kierkegaard.  Men mennesket er ikke tilfreds med at være sig selv, ved måske dårligt nok, hvad dette selv er. Jager efter en lykke, som selvhjælpslitteraturen lover.  Og skuffes gang på gang.

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11, 25-30) En hvile, som ikke kun er fysisk, men som omfatter HELE mennesket. Som er holistisk.  Som skaber plads i brystet, gør åndedrættet frit, og tillader mig at være lige præcis den, jeg er.

Hovsa - vi er blevet et par...

De fandt sammen hos en fælles bekendt, som holdt en fest. Så begyndte de at ses hos hende, for han boede endnu hjemme, og hun havde en lille lejlighed. De trivedes i hinandens selskab, og snart var han mere hos hende, end på sin egen bopæl. Og efterhånden rykkede hans tøj og hans ting også ind hos hende. Nærmest umærkeligt var han  flyttet ind. Så kunne han jo lige så godt flytte adresse også.

Efter en tid ville hun gerne have et barn. Han var ikke sådan lige med på det, men han lod sig da overtale. Og barnet kom, og hverdagen blev en anden. Skøn og dejlig med den lille, og travl og stresset for at få det hele til at nå sammen. Og de var også nødt til at finde sig noget større at bo i. Økonomien blev stram, og de begyndte hver især at tænke på, hvordan de var endt her. De begyndte at snerre af hinanden, sexlivet gik mere eller mindre i stå, han drømte om frihed, og hun drømte om en mand, der tog mere del i det hele. Elskede de overhovedet hinanden mere? Havde de egentlig nogensinde gjort det? Hvorfor kom det hele bare hele tiden bag på dem?

For de havde glemt noget. De havde glemt ritualerne. Beslutningerne. De havde glemt at træffe nogle bevidste valg, og markeret dem. F. eks. var de aldrig blevet gift. Jamen åh, er det ikke så uendelig ligegyldigt? Nej, det er det ikke, for det kræver, at man tager en dybtgående beslutning om, hvorvidt den kærlighed, man nærer til den anden, er af den slags, som skal vare livet ud, og som man vil sætte alt - ALT ind på. Selv det at beslutte sig for at få et barn er lettere, end at træffe beslutningen om at blive gift. Endskønt man dog forbliver forældre livet ud, men kan blive skilt, hvis ægteskabet ikke går. Hvorfor er det sådan?

Når man gifter sig, meddeler man for evt. Gud, men i hvert fald hvermand, at man nu er et par, og at man har tænkt sig at holde sammen. I lyst og nød, tykt og tyndt. Man meddeler, at nu er man ikke længer KUN sammen, fordi det bare blev sådan, men fordi vi har truffet beslutningen om, at vi VIL være sammen. Vi har hermed også truffet beslutning om, at vi ikke kun vil leve på lyst og forelskelse, men at vi også vil leve på pligt og ansvar. I gode som i onde dage. Og at det, vi har lovet hinanden, indebærer, at vi bliver sammen trods modgang. Og at vi vil tackle modgangen hen af vejen.

Vi ved godt, at følelser ikke kan bære et forhold. Der må mere til. Der må en beslutning til. Som kristen bærer man denne beslutning frem for Gud, og beder om hans velsignelse over forholdet. Og som ikke-kristen beder man øvrigheden besegle, at man her viet sig til  hinanden. Følelser er nogen gange flygtige, kan gå over - eller kan komme og gå. Men når man beslutter sig for at blive gift, beslutter man sig også for, at man ikke vil forlade sig på følelserne alene, men giver sig hen til noget, som er større end en selv, uanset om det er sit gudsforhold, eller den borgerlige øvrighed, der er vidne til begivenheden. Men det skal markeres.

Hvorfor er det nødvendigt? Fordi vi mennesker skal have ritualer. Vi skal markere overgangene i vort liv. Vi skal have nogle højdepunkter, som står der til evig tid og lyser op, og minder os om, at vi har taget beslutningen, og at det var en glædelig begivenhed, som blev fejret og bevidnet af familie og gode venner. Som vi tager frem som vores fælles kærlighedsting, og som vi minder os selv og hinanden om, når tiderne er svære.

Vi skal også tage beslutningen for at være/blive herre i eget liv. Så vi ikke bare flyder med i hverdagens trummerum, og ikke en dag vågner op og siger: Hovsa - vi er blevet et par. Hvordan gik det lige til???

tirsdag den 9. oktober 2012

At gøre noget, man ikke tør -

Da jeg var 6 år og gik i børnehaveklasse, var jeg en stille, pæn og artig pige. I frikvarteret legede vi en leg med at løbe fra pæl til pæl, og den, der ikke nåede en pæl, "var den". En dreng, som gik et par klasser over os, og som havde ry for at være noget af en rod, drillede os gentagne gange. En dag gik jeg lige hen til ham og gav ham en lussing. Jeg havde besluttet i forvejen, at jeg var ligeglad med, hvad der skete. Han blev så betuttet, at han stod og måbede, og gik så, og siden havde vi ikke mere vrøvl med ham. Og jeg var dagens helt.

Da jeg var 10, var der nogle drenge på en byggeplads overfor, hvor vi boede, som havde tyranniseret en af mine mindre brødre. Jeg tog derover og skældte dem hæder og ære fra, og sagde, at jeg ville banke dem, hvis der var mere ballade med dem. Jeg var stadig en pæn og stille og ordentlig pige.

Da jeg var 12 var jeg forelsket i en dreng fra klassen over mig. En dag, hvor jeg havde min bedste veninde med hjemme, udfrittede min far hende om denne forelskelse, og til sidst gav jeg min far en lussing. Han blev forbavset, men tav stille. Jeg var stadig en pæn, men knap så stille pige, som aldrig, ALDRIG havde slået min far før.

Men da jeg var 14 var jeg til bal og kom MEGET sent hjem, og vidste, at mine forældre ville være meget vrede, for det havde jeg ikke fået lov til. Men jeg var netop blevet kæreste med den dejligste dreng, og ham havde jeg været sammen med, så jeg måtte tage, hvad der kom. Min mor, som overhovedet ikke havde sovet, spurgte til, om jeg havde haft det sjovt, og mere skete der ikke.

Og senere i mit liv har jeg MANGE gange gjort noget, jeg ikke turde. Sagt noget, som kunne koste mig en hel del, men som jeg mente SKULLE siges. Gået i brechen for nogen, skønt det kunne blive skæbnesvangert for mig selv. Kastet mig ud i opgaver, som jeg ikke troede, jeg kunne klare, men som gik godt alligevel.

Hvordan kommer en pæn og artig pige til at gøre noget, hun egentlig ikke tør?

Og sådan generelt kan vi godt begynde at snakke om arv og miljø, gener, kultur, opdragelse osv. Jeg tror, at det skal siges, at jeg er ældste barn af en søskendeflok på fire, og dertil den eneste pige. Men helt grundlæggende tror jeg, at jeg havde og har en retfærdighedssans, som jeg fik gennem min far. Min far var et menneske, som gik ind for de gammeldags dyder: Pligtopfyldenhed, ansvarlighed, ordholdenhed, ærlighed, arbejdsomhed, - han var det, jeg i dag vil kalde et ordentligt menneske. Så skønt jeg var barn af 50'erne, hvor man stadig - og især som pige - havde at være pæn og artig, var der alligevel nogle grundlæggende ting, som jeg opsnappede i min fars måde at tackle livet på.

En retfærdig harme, kalder jeg det. Min mor - som i øvrigt har lært mig rigtig mange andre gode ting - havde mere den holdning: Sådan gør man ikke, det kan man ikke, man skal ikke gøre sig bemærket, hvad vil folk sige,  og i den dur. Men at overskride grænserne for, hvad man tør - overhovedet at vove at gå imod flertallet - at kæmpe for sine standpunkter, det er jeg taknemmelig for, at jeg fik med mig fra min far.

Et ordentligt menneske kan - og tør - selv om det kan komme til at koste. Og indkluderer - nogle gange i brøkdele af et sekund, før beslutningerne træffes, at omkostningerne er det værd. Jeg bliver aldrig færdig med at prøve på at være et ordentligt menneske, men jeg er så uendelig heldig, at min far viste mig, hvad det vil sige, så jeg har nogle pejlemærker.



torsdag den 4. oktober 2012

Hellere undvære end nøjes?

Hun sad her i flere timer. Hun fortalte, beklagede sig, forsvarede sig, græd lidt ind imellem. Han havde nemlig fortalt, at han datede en anden, samtidig med hende. Jeg sagde, at det var da et tegn på, at han ikke var noget at samle på. Hun forstod måske, men hun håbede, at det var hende, han valgte.

Jeg talte til hendes intellekt, og hun svarede udfra sine følelser. Søren Kierkegaard har engang sagt:
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.
 
Javel så! Men hvordan kommer man til at forstå det samme, som den, man skal hjælpe? Hvad var hendes udgangspunkt? Det var en skilsmisse, og nu savnede hun, at hendes hormoner blev besvaret. Forståeligt nok. Men - sker der noget ved, at de ikke bliver besvaret? Hun bliver hverken skitzofren eller neurotisk, siger jeg her i Freudianismens eftertid. Og af erfaring.
 
Vil du undvære, hellere end at nøjes?? I kærlighed kan der ikke være så stor tvivl. Den, der en gang har elsket i sandhed, kan aldig siden elske på skrømt. Når du ikke er i tvivl, og når han ikke er i tvivl, så er elskov mulig. Men heller ikke før. Alt andet er hormoner, sex - og har derfor intet med kærlighed at gøre. Det er o.k. hvis det er sex, man vil. Men hvis det er kærlighed, så er det ikke godt nok.

tirsdag den 2. oktober 2012

Hjælper forbøn?

Ja! Forbøn hjælper! - Men hvordan?

Jeg ser for mig et forældrepar sidde ved deres syge barns seng. De beder inderligt, om barnet dog må blive rask. Og nogle gange bliver de bønhørt, andre gange ikke. De forældre, som bliver bønhørt og hvis barn bliver rask, takker Gud og tror på hans indgriben. Og de forældre, som ikke bønhørtes, og hvis barn døde, har så stor en sorg, at de må anklage Gud: Hvorfor greb du ikke ind? Hvorfor? Nogle gange bevirker sådan en hændelse, at forældrene bliver så forbitrede, at de ikke længere vil have noget med Gud at gøre, ja, benægter hans eksistens.

Nogle gange siger vi så, at der må være en mening med det, som vi bare ikke kan se og ikke forstår lige nu. Det siger vi, fordi vi gerne vil trøste. Men det trøster bare på ingen måde. Vi siger det også, fordi vi ikke forstår det onde, som hænder os, helt uforskyldt synes vi.

Vi, der så var med til at bede for barnet, må nu bede for forældrene. Vi beder om, at deres hjerter ikke må forhærdes, at de ikke må blive forbitrede, at Gud vil trøste dem i sorgen, at de må kunne holde ud at leve, at de ikke må vende sig fra hinanden, men må kunne hjælpe hinanden. Ja, og sikkert om mange andre ting. Og slutter, som altid med: Din vilje ske!

Hvorfor beder vi for hinanden? Først og fremmest fordi vi ikke kan lade være. Jeg husker min gamle mor sige: Ja, nu er far og jeg jo så gamle, så vi ikke længere kan hjælpe jer børn med så meget praktisk. Men vi kan da stadig bede for jer. Og når jeg har haft en samtale med et af mine børn om noget svært i deres liv, plejer jeg at slutte med at sige, at jeg vil bede for dem, og at jeg håber, de også selv vil bede.

Forbøn hjælper.  Den, der beder, sender gode tanker og vibrationer mod den, bønnen skal ramme, med Gud som en mellemstation, som transformerer de gode energier i bønnen.  Den, der beder, føler at hun har gjort noget i sin afmagt. Lagt situationen i Vorherres hænder. Jesus har selv lært os, at vi skal gå i forbøn for hinanden, som han ofte gjorde for bl.a. disciplene. Forbøn er også en kamp mod det onde, som kan ramme os. Og så er det stærkt at vide, at i bøn og forbøn,  "er vi der, hvor vi skal være" i livet. Vi stiller os på den  plads, hvor Gud kan komme til at gribe ind.

Jeg er temmelig interesseret i, hvordan det kommer til at gå med den forskning, som er et samarbejde mellem det sundhedsfaglige og det teologiske område. Se link:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/137079:Kirke---tro--Laeger-skeptiske-over-for-forboen

" Problemet med undersøgelserne er, at forbøn er så langt fra vores naturvidenskabelige tilgang, at vi ikke kan forklare, hvordan det i givet fald virker. Hvis en undersøgelse viste, at forbøn hjælper, så ville vi klø os godt og grundigt i hovedet, siger han."

Ak ja. En naturvidenskabelig tilgang til et religiøst emne. Kan man det? Og kan der svares i et naturvidenskabeligt sprog? Vi vil jo aldrig komme frem til, at hvis 10 mennesker beder for det samme menneske, så hjælper det. Kan tro måles og vejes?

Men måske er forbøn med til at rydde onde kræfter, tanker, energier, vibrationer og hvad vi ellers kan kalde det, bort fra den, vi beder for. Så Guds gode kræfter kan komme til. Jeg ved godt, at mange her vil sige, at Gud jo er almægtig, så han kan vel, hvad han vil, - men når Jesus selv har lært os at bede for andre, så må vi tro, at vi dermed kan være Guds medarbejdere, uanset hvordan bønnen så virker.
Og selv om vi godt ved, at vi ikke hver gang "får vores vilje", så har vi også så mange erfaringer af, at forbøn virker. Det kan vi bare ikke gå og braldre op om, for det åndelige virker i det skjulte, ligesom det er i det skjulte, vi beder.