Morvittigheder

Er der noget, mine (voksne) børn kan blive enige om, så er det at kalde mine mere eller mindre hjemmestrikkede vittigheder for MORVITTIGHEDER. Når jeg har fyret en af mine gode, skarpe og kvikke vittigheder af, kigger de på hinanden, himler, ryster på hovedet og udbryder MORVITTIGHED, efterfulgt af et tsk tsk!

"De har ingen humor", konkluderede jeg, selv om jeg ind imellem blev lidt småstødt. Indtil jeg en dag hørte dem sige: TYPISK FARVITTIGHED! Armen, det er da sjældent, jeg har følt mig så solidarisk med min stakkels eksmand. Og JEG synes jo, hans vittighed var både elegant og sjov!! En veninde sagde til mig for mange år siden (det var mens jeg stadig var gift med "farvittigheden"): "Ingrid, du er en rigtig god kone, du griner altid af din mands vittigheder".

Storm P har denne her: "Jeg indrømmer gerne, at jeg stadig synes, at HØNSEFØDDER OG GULERØDDER OG HALSEN AF EN SVANE, er en morsom lille ting! - Sådan en ville mine børn aldrig nogensinde grine af, og de ville formelig synes, jeg er PINLIG, hvis jeg fyrede den af. Eller en af dem - sikkert den yngste - ville begynde at analysere mig og finde ud af, at jeg led af posttraumatisk inhumoristisk selvfedme.  Eller noget! Min ældste ville tage mig i forsvar med henvisning til min høje alder, min uhumoristiske omgangskreds og min læsning af for megen Kierkegaard. (Jeg nænner ikke at sige, at HAN i høj grad havde humor - endda en temmelig barsk én af slagsen).  Min mellemste ville også tage mig i forsvar, men kun ganske kort -  og ellers spørge, hvad vi skulle have at spise eller om der var nogen, der ville med op i byen.

Børn er onde! Og uhumoristiske! Og nu har jeg også fundet ud af, at det ikke kun er MIG, der er udsat for det. Tænk, min kære, søde (og humoristiske) ven måtte for nylig finde sig i, at hans datter kaldte også HANS vittigheder for farvittigheder. Hvad hun har LIDT ret i, efter min kvalificerede mening!!! Men jeg er bare meget bedre til at bære over.

Min yndlingsvittighed er stadig denne her, fra da jeg var i 20'erne: "Hvad forskel er der på en and"? Og svaret: "Den går hverken med slips". Den kan nemlig det, en vittighed skal kunne. Være overraskende, vanvittig, bizar. - Det var den i hvert fald, da jeg hørte den første gang. Men-æh, indrømmet, hvis ungerne har hørt den 376 gange, så er det nok en anelse forståeligt, at de ikke længere synes, den er SÅ sjov!

En anden af mine yndlings er fra Radiserne, som jeg generelt er/var ret vild med. Ikke tegnefilmene, men striberne!
Tomas sidder med sin sutteklud og ser fjernsyn - og sukker
Trine kommer ind: "Hold op med det dumme sukkeri"!
Tomas: "Det er bibelsk at sukke"!
Trine: "HVA' er'et"?
Tomas: "Deslige kommer og ånden vor skrøbelighed til hjælp, thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede som sig bør. Men ånden selv træder frem for os med uudsigelige sukke. Paulus til de romere 8,26
Trine: ??? "Jeg ve' ik'!! Enten skal jeg banke ham, eller også skal jeg begynde i søndagsskole igen"!!

Og denne replik rummer en stor, stor menneskelig sandhed - skønt morsom! For det er nemlig OGSÅ en ting, gode vittigheder kan. Af en uskyldig og banal "lille ting" skabe en hverdagsfilosofisk eftertanke!!

Tag den unger - og andre uden humor!!! :) Dem, jeg elsker, ønsker jeg et gran af vanvid, thi det gør hjertet let