Jeg har været en idiot!

En stor en endda! Jeg har såret et andet menneske. I min iver efter at "hjælpe", at få hende til at forstå nogle ting, som JEG synes, hun ikke forstår, har jeg dristet mig til at fortælle hende på en ufølsom og bombastisk måde, hvad jeg mener, hvad jeg synes, hun skulle gøre og ikke gøre.

Hold nu kæft hvor jeg skammer mig! Er det ikke mig, der i tide og utide fortæller alle og enhver, at i al hjælpearbejde skal man dog først og fremmest forstå, hvad den anden forstår? Som Søren Kierkegaards så udmærkede stykke her siger:

Om at hjælpe af Søren Kierkegaard  
”At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en anden.
For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere en han - men dog vel først og fremmest at forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.
Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfærdelig stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.
Men al sand Hjælp begynder med Ydmygelse: Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstaar

Hun var så heldigvis så stort et menneske, så hun kunne fortælle mig det, selv om det var svært og gjorde ondt. Og hvad gjorde så jeg? I første omgang gik jeg i forsvarsposition - kors en røv med ører jeg har været!

Men da jeg kom hjem i mit lønkammer, fik jeg det heldigvis dårligt. Hø hø - så kan det nok være, jeg fik moralske tømmermænd! Og nu har jeg gået og haft det dårligt med det nogle dage. Og taget tilløb. For jeg vidste jo godt, hvad jeg skulle gøre, ikke! Sige undskyld og bede hende om tilgivelse. Gå i mig selv. Og selvfølgelig også bekende det overfor Gud - skønt han jo altså ved det i forvejen!

Det er ikke nemt! Det er faktisk meget svært. Men SKAL gøres, både for hendes og for min skyld. Og for vores forholds skyld. Og ikke mindst: For min egen sjælefreds skyld. Jamen altså, jeg gamle kone - kan jeg så snart lære det, altså ...

Nu har jeg skrevet til hende. Så kan jeg kun håbe på, at hun tilgiver mig, og at jeg ikke har gjort alt for stor skade. Jeg bliver nødt til at blive gammel, for jeg har alt for meget at lære endnu!