tirsdag den 14. maj 2013

Skændes tappert!!

" Vil du da have, vi skal skændes"? sagde hun, da jeg påpegede, at hun jo havde fundet sig i alt fra sin eksmands side. Samtalen gik i det hele taget ud på, hvor såret, skuffet, vred og frustreret hun var, efter at hendes mand ville skilles. Og selvfølgelig var hun det!

En anden god ven, som var overrasket over, at konen pludselig ville skilles, sagde: "Og vi har aldrig skændtes". "Er det godt"? spurgte jeg ham. Det blev han noget vred over.

Selvfølgelig mener jeg ikke, at par skal gå og skændes i tide og utide. Men hos mennesker med ovenstående holdning, hører jeg en mislyd. En holdning, hvor man har ment, at fred for enhver pris er at foretrække, og hvis man "siger imod", så skændes man.

At han trykker på midten af tandpastatuben, udhuler osten, glemmer at slå brættet ned osv anser jeg for ting, det er til at leve med.  Men hvis han gentagne gange kommer for sent, sløser med økonomien, flirter lidt rigeligt med andre, og i det hele taget ikke opfører sig respektfuldt og som en ligeværdig partner, så er partneren nødt til at sige noget. Ellers er hun jo "medskyldig". Det er naturligvis allerbedst, hvis man kan sige noget på en rolig og konstruktiv måde, så der kan komme en løsning ud af problemet, som det er til at leve med for begge parter.

Men mennesker er somme tider i deres emotioners vold, uanset hvor meget man prøver at opføre sig som et anstændigt menneske. Hvis man ikke har evnen til at blive vred over en krænkelse, er man en dørmåtte. Og dørmåtter har den funktion, at de trædes på og at andre tørrer fødderne af på dem. Så bliver man til en vatpik, en tøffelhelt og i det lange løb en uinspirerende partner.

Måske er grunden til ikke at ville skændes, at man er bange for konsekvenserne. Den der med at lægge den anden på is, lukke for det varme vand eller hvad der ellers kan findes på af lumpne og meget ufine metoder, skal man absolut holde sig fra. Det er uværdigt for begge parter. Vil du have et ordentligt forhold, må du opføre dig ordentligt.

Måske er grunden, at du er bange for din egen vrede. At du kan komme til at sige noget, du ikke mener. At hvis du først begynder, så er det som at prikke hul på en byld. Men se, det er jo netop, fordi du ikke har sagt til og fra fra begyndelsen.

Men når man lever livet tæt på et andet menneske, kan det ikke undgås, at der vil opstå meningsforskelle, holdningsforskelle, værdiforskelle osv. Og DU er ikke en ligeværdig partner, hvis du lader din partner slippe afsted med at leve i troen på, at alt er idyl, mens du skummer indvendig. Sandt er det, at man skal vælge sine kampe med omhu, men de daglige forskelle i meninger og justeringer i adfærd, skulle gerne foregå i gensidig respekt, og hvis tingene påpeges, før de bliver for store, er der skældent grund til at fyre det helt vilde brændsel af.

Jeg går ind for at leve et autentisk liv med et rent hjerte. Men hvis dit hjerte hele tiden forgiftes af partnerens gøren og laden, og du skal slå krøller på dig selv for at det hele glider - så vil jeg anbefale at I tager det op, og hvis det kommer til et skænderi, så vil jeg foretrække det, fremfor at leve i en sødsuppe, som det ikke er til at padle sig frem i.

mandag den 13. maj 2013

Mennesker i mit liv 1. Hr. Nygaard.

Jeg havde en skøn klasselærer fra 6. klasse til jeg gik ud af skolen i 3. real. Jeg har tit tænkt, at han har været en medvirkende faktor i den proces, som gjorde mig til den person, jeg blev til. Og hvorfor egentlig det?

Han var anderledes. På tværs. Ikke bare for at være det, men fordi han mente noget med det. Han var autentisk. Han var pædagogisk. Han havde sans for det, jeg siden er kommet til at kalde de ægte værdier. Det var et kald for ham at være lærer, skønt han aldrig ville have brugt det udttyk. Han udfordrede vi "pæne piger". Han var en helt sublim oplæser og dramatiker. Han var set med overbærenhed af kollegerne på lærerværelset (som jeg havde særlig føling med, fordi jeg var "køkkenpige" på lærerværelset). Det er svært at beskrive ham, derfor har jeg tænkt at gøre det via eksempler.

!. Der var ølstrejke. Hver person havde fået uddelt en ratiion. Hr. Nygaard (som han insisterede på at blive kaldt) hævede sin ration under ét, og delte ud på lærerværelset. Det var der ingen andre, der gjorde. De hægede om deres ration.

2. Der var indsamling til en velgørenhed. Alle klasser havde søjler på biblioteket, som viste, hvor højt de har nået. Vores klasse samlede intet ind. Det skyldtes, at hr. Nygaard havde holdt et foredrag om korruption, nepotisme, antidemokrati, tyranisme, historiske eksempler og deslige. Det var ikke velset på lærerværelset.

3. Vi havde samtidshistorie. Hr. Nygaard talte om fordelene ved kommunisme og om jerntæppet. Han sagde bl. a. at "Nu skal I ikke gå hjem og fortælle jeres forældre, at hr. Nygaard er kommunist. Det er han ikke. Men jeg kan ikke undervise i samtidskunskab, uden at fortælle om begge sider af historien". Jeg har dyb respekt for det synspunkt. Det havde hans kolleger ikke.

4. Vores første dansktime i 6. klasse. "Slå op på første side", sagde hr. Nygaard. Vi slog alle op på første novelle i vores læsebog. "Jeg sagde første side", sagde han, da det gik op for ham (mærkeligt nok) at vi alle havde slået forkert op. Derefter brugte vi to timer på en side, som bestod af, ISBN, oversætterens navn, sat med hvilke typer, udgivet i hvilket år, hvilken udgave, copyright, osv. Og jeg har aldrig siden begyndt på en hvilken som helst bog, uden at jeg har "slået op på første side". For jeg fandt jo ud af, at det absolut ikke var ligegyldigt.

5. Engang skulle vi lave en stil. D.v.s. vi skulle lære, hvordan man argumenterer i en stil. Så han skrev emnet op på tavlen: Bør skønhedspleje indføres som et fast emne i folkeskolen?. Det var godt nok et temmelig provokerende spørgsmål, især fordi halvdelen af vores klasse bestod af drenge. De fleste drenge syntes jo nej. Men det spændende var ikke, hvad vi mente, men hvordan vi argumenterede. Det var første gang, at retorikkens mening gik op for mig.

Da vores klasse havde 25 års jubilæum, mødtes vi alle, men hr. Nygaard var desværre død. Det fortalte hans kone os. Hun fortalte også visse handre historier, som vi labbede i os. "Vi vandt", sagde han bl. a. når Danmark havde vundet en fodboldkamp. "Var du med"? spurgte hans kone så. Totalt i Nygaards ånd. Akkurat sokratisk, som jeg tit har ment om ham.

"Engang om året får jeg sådan en trang til at blive et nyt menneske", forklarede han."Så står jeg op kl. 04.00, slår græs, laver morgenmand osv og føler mig som Kong Gulerod. Men kone håber bare på, at det snart går over. Pisse usolidarisk!" Men o.k. - det varer som regel heller ikke flere dage.

Hvor er jeg taknemmelig for at have mødt et menneske af kød og blod, som ikke gav sig ud for at være andet, end det, han var. Men til gengæld var så meget mere, end det, han gav sig ud for at være.


søndag den 5. maj 2013

Kørestolsbruger - i en uge!

I det meste af mit erhvervsaktive liv har jeg skubbet rundt med såvel børn som voksne kørestolsbrugere. Fysisk og psykisk handicappede - for det meste de allermest multihandicappede. Verden var ikke altid nem at bevæge sig rundt i med en kørestol, ved jeg fra pædagogens side.

Men hvordan verden er for kørestolsbrugeren har jeg selv oplevet lidt af i den forgangne uge. Jeg har nemlig været kørestolsbruger på ferie: Fra Esbjerg til Kastrup i egen bil (med datter ved rattet og med på ferien), og fra Kastrup til Sharm el Sheik og retur.

Da jeg normalt ikke er kørestolsbruger, måtte jeg låne mig frem til en. Den var af ældre dato, men kunne da klappes sammen. Desværre havde benstøtterne og armstøtterne det med at falde af ind imellem. Til størst gene for datter, for hun måtte hver gang sætte dem rigtigt igen. Og hvor jeg da kender det fra hjælperens side. Men siden 1973, hvor jeg blev færdiguddannet, er der heldigvis sket meget indenfor kørestolsudviklingen. Jeg husker tydeligt de gamle Hausmannstole. Her var det mere patienten end stolen der blev tilrettet.

I Kastrup lufthavn er der elevatorer, så man kan nemt komme fra etage til etage med kørestol. Til gengæld var det meget svært for datter både at håndtere sin egen og min bagage, samtidig med at hun skulle skubbe min stol. Nu kan jeg jo godt hjælpe til med armene, men med de afstande, der er i lufthavnen, bliver man hurtig træt i armene. Men det gik med møje og besvær. Men så skulle kørestolen jo sendes med sammen med bagagen. Hvordan foregår det så? Jo her skulle vi rulle hen til en anden skranke, hvor "stort gods" skulle indforskrives. Ups! Hvad så med mig? Her var vi så heldige at jeg kunne låne en lufthavnskørestol, så jeg kunne komme gennem diverse paskontroller, boardingsteder osv. Kors, der bliver gået meget, stakkels datter!

Heldigvis kan jeg godt gå lidt, så jeg måtte stige ud af kørestolen ved flyet. Ellers ved jeg ikke, hvad de havde gjort. Ankommet til Sharm el Sheik skaffede vores guide en kørestol, så jeg kunne komme igennem hele møllen af kontroller, men indtil det var arrangeret, måtte jeg sætte mig på gulvet op af en væg. Men så skete der ellers noget. Så kom vi forrest i køerne, og der var ingen problemer.

Da vi skulle tjekke ind til hjemrejsen, sagde datter: We have a weelchair, what do we do with that? Jeg nåede lige at opfatte et hurtigt glimt af "mandens" dybe suk, men fra da af gik alt perfekt. Jeg fik lov at blive i stolen helt ud til flyet, kom først igennem alle køer, blev "befamlet" af en tørklædeklædt kvinde, blev transporteret i kørestolslift helt op til flyets bagindgangsdør, fik al mulig støtte til at komme ind og sætte mig på bageste sæde, - det havde man også sørget for, så der ikke var langt at gå. Og kørestolen kom "hel" ind under flyet bagefter. Jo jo, der var helt tjek på det. Og vi blev guidet gennem alle forhindringer i lufthavnen af en mand, som kom og hjalp os med stol, bagage og hvor vi skulle hen. Meget meget fin service. Og så kom jeg sidst ud i Kastrup, hvor min egen kørestol stod parat.

På vort hotel i Sharm el Sheik var der kørestolsramper overalt, for der var flere niveauforskelle. Men ak, nogle steder var der "humpler" hvor rampen endte eller begyndte, så man ikke kunne bruge den med et menneske i stolen. Andre steder var hældningerne for store eller for stejle. Men jeg kunne jo stige af og på og gå de par skridt på trapper, når det var nødvendigt. Men når vi var på shoppingture var der da ingen grænser for hjælpsomheden blandt de handlende. Velsagtens fordi de håbede på, at deres velvilje smittede af på vores købelyst. Men også folk, der tilfældigvis lige var der, hvor vi skulle op eller ned, var vældig hjælpsomme. I Egypten. Nu har jeg lumske planer om at efterprøve, om det samme gør sig gældende her i min hjemby. Eller sidde i min kørestol ude ved hovedvejen og tage den på stop. Gad vide, om jeg ville blive taget op med samt den sammenklappelige kørestol. Jeg tror, jeg vil prøve det!! Det bliver skægt!!!