søndag den 28. december 2014

Nytårsforsætter - hva' ska' vi med dem?

Dette blogindlæg bliver en sludder for en sladder. Så er du advaret. For jeg er ikke den rigtige til at give gode råd om nytårsforsætter, jeg er ekspert i at stille ting op, holde dem i kort tid og så lade det falde. Men jeg tænker lige nu: Hvad er det, der er på færde, når vi laver nytårsforsætter?

Skal du holde op med at ryge pr. 1. januar? Starte en slankekur? Dyrke motion? Det er vistnok de tre ting, der står højest på danskernes nytårsforsætterlister.

Den der med motion har jeg vistnok aldrig haft. Men de andre to har jeg da haft mange gange. Det er nu 11 år siden, jeg holdt op med at ryge, og det skyldtes IKKE et nytårsforsæt. Og jeg har  vist tabt over 100 kg, hvis jeg lægger alle årenes tab sammen - og også taget dem på igen.

Sidste år havde jeg det nytårsforsæt, at jeg ville holde op med at bande - eller i det mindste mindske det. Tjah, bum bum, det er vist ikke gået alt for godt med det.

Er det egentlig ikke total åndsvagt at have nytårsforsætter? De fleste af dem holder nogle dage ind i det nye år, og så jævner det sig noget ud, for helt at forsvinde ved månedens udgang. Og så er man tilbage i den gamle skure, oveni købet med det nederlag, at man ikke kunne holde det. Jamen, det er da for dumt, ikke?

Hvorfor gør vi det så?

Det ligger vist dybt i mennesket, at vi har et håb om, at ting nok kan blive bedre, men der skal lissom en særlig markering til, og det finder vi så i det nye års begyndelse. I mangel af bedre tager vi i hvert fald en mandag. Aldrig en fredag eller lørdag, ikke op til en weekend.

Er hver mandag en ny begyndelse? Ja, det er den på en måde. Vi restituerer os i weekenden, for så at påbegynde en ny arbejdsuge, og hen mod slutningen af ugen glæder vi os til weekenden.

Hvor ville det være kedeligt, hvis alle dage var ens. Nej, der skal nye begyndelser til, også selv om de ikke varer så længe.

Der er da noget fantastisk dejligt i at begynde på en ny kalender. Jeg elsker især dem med mange kolonner. Så skal der være en til aftaler, en til to-do-opgaver, en til - ja der er da ikke grænser for, hvad man kan sætte op i sådan en kalender. Jeg har en særlig hang til at lave lister og krydse af, der er noget skønt ved at krydse af, - man kan sort på hvidt se, at man har fået udført en opgave.

DET nytårsforsæt vil jeg have igen i år: At lave lister og strege ud. For der kan komme en ny begyndelse hver eneste dag. Carpe diem - grib dagen - står der på min klædeskabslåge i mit soveværelse.

Jamen - er der ikke noget fuldstændig idiotisk optimistisk i at fortsætte med at lave nytårsforsætter, selv om alle de tidligere er kuldsejlede?  Vel er der da det, og gud ske tak og lov for det. Tænk, hvis vi blev "kloge af skade", pessimistiske, fordi det tidligere ikke var lykkedes os? Hvor trist ville det ikke være?

O.k. et enkelt lille godt råd kan jeg da godt give: Lav taknemmelighedslister! Hver aften. Skriv mindst 10 ting ned, som du har været taknemmelig over i den forgangne dag. Ikke det samme hver dag. Vær kreativ, - se dig godt omkring, søg i dit indre og i dit ydre. Hvorfor? Fordi det gør noget ved dit sind. Gør dig gladere, åbner dine øjne, hjælper dig gennem grå tider, gør dig taknemmelig jo da. Det tager ikke lang tid, du kan ikke fejle ved det, du kan hver dag starte på ny, det gør ikke noget, hvis du glemmer det, du begynder blot igen. Men prøv det, det er fantastisk. Jeg er blevet afhængig af det. Jeg påstår, at det er lige så godt som at meditere.

Rigtig godt forbedret nytår!


torsdag den 11. december 2014

Glædelig adventstid

"Jesus er kommet til jorden for at gøre Guds vilje, og Guds vilje er, at han skal få mennesker til at "se". Han skal åbne deres åndelige sanser, så de kan opleve Guds virkelighed og blive ét med den, blive det, de er bestemt til at være". Sådan skriver Lene Højholdt i sin bog "Vejen - meditativ fordybelse i Johannesevangeliet. (s.88)

I denne tid går vi og venter på, at Jesus atter bliver født julenat.

I denne tid - adventstiden - Jesu snarlige komme til verden.  Han vil åbne vore åndelige sanser, så vi kan opleve Guds virkelighed. Her ind under jul spørger vi hinanden, om vi er i julestemning. Julestemning? Hvad er det for noget? Det er processen, som vi befinder os i, når vi lader Gud åbne vore åndelige sanser, så vi kan opleve hans virkelighed.  Når vi mærker  alle følelser samle sig i brystet, og vi erkender, at vi er der, hvor vi skal være - og at vi virkelig KAN forenes med Guds virkelighed.

Går vi og venter - ventetiden er: Sødmefyldt, fuld af glæde, forventning - og forundring - og også det stille forsigtigt spørgende: Gælder det også MIG? Ja, jeg hører, at det gælder alle - ALLE, som lytter og drages mod det, som vi er bestemt til at være. Alt det mørke i mig og hos mig må vige, fordi jeg må komme til lyset. Jeg må bære det mørke, jeg har i mig, frem i lyset, - frem til lyset. Holde det frem mod lyset. Og dér, i lyset, svinder mørket bort. I Guds virkelighed.

Atter - hvert eneste år hører vi de samme fortællinger om barnet i stalden i Betlehem. Hvert år - og godt for det, for vi glemmer så let. Atter gentages fortællingen. Atter skal Han få mig til at "se". Se hans virkelighed, og i DET lys se mig selv, se min virkelige bestemmelse, se hvem jeg er bestemt til at være, se mit virkelige jeg. Se mig selv i Hans lys, i hans virkelighed.

Bliver født julenat - denne magiske nat, hvor naturlovene blev brudt, Kan jeg tro det? Tør jeg tro det? I denne tid, hvor Gud vil åbne mine åndelige sanser, bliver spørgsmålenes normale tøven fejet væk, og der bliver tilbage kun én stor og forunderlig glæde. Glimtvis begyndte denne glæde, og i adventstidens proces forstærkes den hver eneste dag, hvor jeg efterhånden forstår det under det var, og er, at Gud lod sin søn komme til Jorden.

"Hvis Gudsbilledet vågner i et menneske, vil det i ånden for evigt være forenet med Gud - det gælder også i den fysiske død; så kan intet rive det ud af Guds hånd". (s 88)

I Guds hånd - et dejligt og enkelt billede på, at jeg er der, hvor jeg skal være. Jeg behøver ikke spørge: Hvordan skal det gå til? Jeg behøver blot at lade ham åbne mine åndelige sanser, jeg behøver ikke gøre noget som helst, blot modtage og lade Ham fylde mig med sin virkelighed.

Glædelig adventstid.

mandag den 1. december 2014

1. søndag i advent.

Lige så længe, jeg kan huske tilbage, har jeg haft en fast tradition op til den første søndag i advent - med mig selv - og dem, som jeg har levet sammen med, naturligvis først og fremmest mand og børn, og efterhånden, som børnene er blevet voksne, så med børnebørn, når det har kunnet lade sig gøre.

Der er faste ingredienser: Vi skal lave juledekorationer, alle julesagerne skal tages frem, der skal pyntes op, vi skal have gløgg og æbleskiver, det sidste med flødeskum og solbærsyltetøj, flormelis og sukker. Prøv det, det smager skønt! Og så skal vi høre julemusik.

Min julemusik er et helt kapitel for sig. Vi skal høre Bachs Juleoratorium, Bachs Brandenburgkoncerter, Swingle Singers og Singers Unlimited med deres juleversioner af klassiske numre. Og da vi endnu havde VHS-bånd skulle jeg se/høre Händels Messias i en pragtfuld udgave, som jeg optog engang i 80'erne, tror jeg da nok. Den findes også på YouTube, så der kan jeg bare tage den.

Det kan godt være, at børnene forslår Søren Banjomus, og det er bestemt ikke, fordi de ikke må høre den, men den kan de jo altid høre alle andre steder. Jeg vil gerne have, at de hører MIN musik. For jeg vil rigtig gerne give noget til dem af det, jeg selv holder meget af.

Der er også visse juleting, der SKAL frem. Min søn (der nu er 32) lavede en julenisse, da han var fire. Den består af en toiletrulle med påklistret vat som skæg, en stump rød hessian som nissehue, piberensere til arme og ben, og så er der tegnet ansigt, ret ubehjælpsomt.

Der SKAL være en stor granbuket med min mors sirligt hæklede julepynt i rødt, hvidt og guld. Og mor her SKAL lave en adventsdekoration med fire lys på stribe på et stykke bark. Og jeg plejer også altid at lave en med to bloklys på en trærod, men den fik søn i år lov at lave en til sig selv på.

Jeg plejer også at have tre ophæng, syet med korssting på groft aidastof hængt op, for det har alle mine tre børn lavet i skolen. Og der plejer også at være en trip-trap-træstage, som søn har lavet sammen med min far, og en med JUL, som en af mine døtre har lavet i skolen. Og så er der en trænisse, som også er lavet af en af mine døtre, en simpel grenstump med en "arm", og malet som en nisse. Men den har fået helårsstatus her i huset.

Og så broderede jeg en smuk juleløber med rødt på hessian til min mor to år før hun døde, så den har jeg selv nu. Og i år har jeg færdiggjort en anden juleløber med engle i blåt og guld, den er også kommet frem. Og en anden rund hessiandug har jeg også. Og min engleremse, der når fra loft til gulv skal også op. Og min røde patchworkjuledug, som jeg fik af en kær veninde.

Barnebarnet har lavet kalenderlysdekorationen, for det hører sig også til. Og der er hjerteophæng, som jeg har fået af veninder, - de hænger i vinduet ud mod haven. Og diverse englelysestager og andre småting, som også hører med til min jul.

Og for nogle år siden købte jeg på Aros i Århus et rødt kabaretfad med fem etager, den passer perfekt til at have frugt, nødder, pebernødder og juleslik på.

Nu er her så smukt, og jeg har siddet og set sidste afsnit af 1864 og hæklet dukketøj, mens jeg brændte første lys i adventsdekorationen. Og tidligere var søn og sønnesøn her og var med til det hele.

Nu kan jeg næsten ikke komme i seng, for jeg er SLET ikke færdig med at høre musik. Men hvad, jeg skal jo høre det hele måneden, For det elsker jeg altså at sidde og høre her om aftenen, mens jeg laver andre ting.

tirsdag den 25. november 2014

Julefrokosttyper - hir hir!!!

Jeg har glædet mig til at lave dette indlæg. Jeg ÆÆÆÆÆLsker at studere disse typer. Nu skal I bare høre:

Husmoderen: Hun har lavet maden i forvejen, så mand og børn bare kan tage det op af fryseren. Eller det står parat i køleskabet, og der er kræset lidt ekstra for det, fordi de jo skal undvære hende i aften. Der er købt lørdagsslik ind, og en god flaske vin til gemalen. Hun snupper et hurtigt bad, smører sig ind i Niveacreme, tager den bedste, sorte kjole i klædeskabet, mellemhøje hæle og en lille smule make-up, som hun har lært at lægge den i Hendes Verden

Martyren: "Ja JEG går jo ikke til julefrokost, Vorherre bevares, det er jo ikke andet end druk og utroskab, næ nej, jeg skal ikke nyde noget. JEG bliver hjemme, gider ikke det ræs". Hun trækker i hjemmedragt og sætter sig i sofahjørnet med Ude og Hjemme.

Maneateren: Begynder tre måneder i forvejen at planlægge: Bruger DAGE på at finde den rigtig kjole, udfordrende og stram, måske lidt for stram. Finder endelig en flot, rød sag, smukt nedringet både her og der. Hertil sylespidse, højhælede stiletter. Hun går til kosmetolog og frisør, får lagt make-up til det helt store. Barberer sig på udsatte steder. Tjekker hvad Eurowoman mener. Garderer sig med kondomer. Hun er KLAR.

Partykilleren: Tager på arbejde som hun plejer. "Guud, ja, det er jo i aften, der er julefrokost". Hun har cowboybukser og skjorte på, tager lige et ekstra pift med deodoranten, reder håret, når ikke hjem inden festen, tænker ikke særligt over det, sender en sms til manden om, at hun kommer lidt senere hjem. Hun snakker næsten ikke med nogen, danser ikke, gaber ret meget og går tidligt hjem og læser Billedbladet

Chefen: Møder op med mere øjenmake-up end sædvanlig, hvad der får de kvindelige medarbejdere til at vrænge indvendig, og de mandlige til at skrue op for charmen. Hun drikker kontrolleret og går hjem omkring midnat, for "så kan I snakke om mig"! Hun går i seng med Alt for Damerne.

Humørbomben: Hun har været i festudvalget, og blev nedstemt, da hun foreslog, at man skulle møde op i klovnekostume. De andre ville lufte deres fine tøj! Hun har forberedt adskillige lege, hun dirigerer med alt og alle, hun deler sange ud, danser hele natten, byder alle op, mænd som kvinder, fyrer vittigheder af, fortæller intime detaljer om kollegerne, efterhånden som hun bliver mere og mere fuld. Hun læser Femina.

Den fortrolige: Hun samler 3 - 4 kolleger omkring sig, de snakker det meste af aftenen om den enes forestående skilsmisse, den andens mindreværd og den tredjes jalousi. Hun lytter og kommer med gode råd, skruer hele tiden ned for musikken, når humørbomben skruer op.Hun læser Set og Sket.

Den overraskende: Hende har du ikke lagt særlig meget mærke til, men lige pludselig - waouw hvor ser hun da egentlig godt ud. Hun har lagt brillerne, har hun kontaktlinser på? Håret er ikke sat op men udslået, er det blevet farvet? Det ser mere blankt ud end sædvanligt, og sikke da bløde fald og krøl! Hun er enkelt og smukt klædt, bærer en perfekt diskret make-up, og dufter friskt og dyrt. Hvem er hun egentlig? Måske skulle man lære hende nærmere at kende...Hun læser Ugebladet Søndag, mest p.g.a. krydsordene.

Sladrekællingen: Hun har også sine fans - 2 - 3 stykker samler sig omkring hende, for hun har altid de seneste nyheder om de andre. De skuler forarget til kollegaer, går på toilettet sammen, pudrer næsen til ingen verdens nytte, og tager en taxa ind til byen omkring midnat. Til hverdag læser hun Se og Hør.

...og så den uundgåelige: Hun OSER af hormoner, har længe i forvejen besluttet, hvem det skal være, sætter sig ved siden af, eller i det mindste i nærheden af ham. Har den lækre parfume på. Hun læser Cupido.

Festaben: Hun har i forvejen underholdt alle om, hvor længe hun holder ud, hvor meget hun glæder sig, hvad hun skal have på osv osv. Under festen drikker hun sig megastiv, og efter et par timer bliver hun lagt ind i opholdsstuen på en sofa med en spand. Hun læser I Form!!!

Den kærlige: Kommer hurtigt i løftet stemning, og lægger an på de fleste mænd, - kysser og krammer alle, som helst vil holde hende noget på afstand. Hun flyder over af rosende ord om firmaet, og eeeeelsker alle kollegerne, de er bare SÅ søde og hjælpsomme og forstående. Hun læser In.

Betroeren: Benytter lejligheden til at fortælle de nærmeste om sine inderste hemmeligheder, også et par af firmaets, men forlanger streng fortrolighed af lytterne. Hun har på snedigste vis opsnappet diverse hemmeligheder, som hun nu deler ud af. Hun læser Vi med Hund!!!!!!!!!!!

Gramseren: Selv om det oftest er manden, der får dette prædikat, findes der skam også kvinder i kategorien. Hun løsner hans slips, lægger sine hænder i hans skød, sætter sig på skødet af enhver mand - og hun læser Bilmagasinet!!! (Fnis!)

Brokkeren: Er træls i dagligdagen og skruer helt op for maskinen her til julefrokosten. Hun brokker sig over chefer, kolleger, sin mand, sine børn, andre kvinder, mænd i alle aldre, you name it - det er hendes varemærke. Hun læser - ja gæt engang: Helse!!!!

Kariokenørden: Som aftenen skrider frem bliver hun mere og mere træls (som de fleste af de andre typer også), men hende her bliver direkte sur, hvis man beder hende skrue ned for charmen, for hun tror om sig selv, at hun burde søge optagelse i x-factor. Med mindre nogen lægger kraftigt an på hende, bliver hun ved til hun segner, så skynd dig at drikke hende fuld - meget fuld, for ellers er der ikke noget at gøre. Hun læser Vi Unge

Filosoffen: Læser Illustreret Videnskab og samler på gamle numre af Det Bedste. Stiller retoriske spørgsmål, som hun selv svarer på. Drikker temmelig meget, og filosoferer overfor enhver, der nærmer sig hendes sofahjørne, men hun snakker gerne videre, selv om tilhøreren er gået igen.

Der er sikkert en hel del flere typer, men de her kender jeg TEMMELIG godt, jeg er også selv en - eller flere - af dem. Jeg mener VAR!!!! Dengang jeg gik til julefrokoster, dengang jeg var på arbejdsmarkedet, dengang jeg - øh, jeg lever jo sådan set endnu. Men nu om dage holder jeg mest af julefrokoster i familiens skød med børn, svigerbørn og børnebørn. Eller dem med en enkelt god veninde eller ven.

Og sådan er der en tid for det hele....

fredag den 21. november 2014

Mennesker i mit liv 17 - Tante Marie

Jeg har aldrig haft idoler, som mange teenagere har - altså filmstjerner, popsangere, sportshelte og den slags. Men der har været - og er - nogle mennesker i mit liv, som jeg ser op til.

Som nu min tante Marie. Jeg har vel været omkring 7 år, da Marie kom ind i mit liv, idet hun blev gift med min morbror Ove. Jeg har altid syntes, at de to lå imellem mig selv og mine egne forældre, sådan generationsmæssigt, og Ove var da også min mors yngste bror.  For de havde både de træk og de dyder, som hørte til mine forældres generation, samtidig med at de forstod og havde blik og sans for min generations nye måder at tænke og handle på.

Marie var en flot ung kvinde, slank og smuk med brune øjne og mørkebrunt hår, som altid sad vældig smart. Hun arbejdede i en tøjbutik og var altid smart og moderne klædt, og jeg kunne ligefrem glæde mig til at se, hvad hun havde på, når jeg vidste, at jeg ville træffe hende ved en eller anden familiekomsammen. Desuden forstod hun værdien af tilbehør, længe før det kom til at hedde accessories.

Jeg husker endnu hvordan Maries brudekjole så ud. Hun var selvfølgelig hvid brud, med en kjole, der ikke var helt lang, men gik godt og vel ned midt på læggen. Der var masser af hvide blonder, og det nederste stykke var tyl. Og så var det VIRKELIG en strutkjole, hvad der betød enorm meget i min verden. Strutskørter var det hotteste! En overgang havde jeg et lærredsskørt inderst, to skumgummiskørter over og et stivet sildebensskørt (kaldtes det) yderst. Det SKULLE strutte.

Jeg kan endnu for mit indre blik se de to gå ned ad kirkegulvet, og præludiet var Mendelsohns bryllupsmarch fra En Skærsommernatsdrøm. Den musik har jeg altid - og vil jeg altid forbinde med deres bryllup, for den var dog så smuk og romantisk for mit spæde kvindehjerte.

Marie havde blik for MIG. Og i min store og fortravlede familie, betød det virkelig meget. Hun SÅ mig. Snakkede med mig, lærte mig. Lige siden dengang hun lærte mig at røre frikadellefars, har jeg aldrig rørt en fars uden at komme til at tænke på Marie. Farsen ned i en skål, og så "skærer" man den over i fire dele, tager den ene fjerdedel op over den øvrige fars, og fylder hullet med mel, rasp eller andet "tørt". Men det, jeg husker allerbedst, er hvordan man rører farsen. Det skulle jo gøres i hånden, der var ingen røremaskiner og slige nymodens ting dengang. Man "vender" farsen med en grydeske, og så maser man fra den ene til den anden side farsen, vender den igen og maser igen. På den måde bliver den rørt ordentligt. Ak ja, hvad man i ungdommen nemmer...

Da min bedstemor (mormor) endnu levede, men ikke ret godt kunne bo alene, tog Marie sig rigtig meget af hende. Bedstemor boede en tid på skift hos sine 5 børn, og derfor også hos os fra tid til anden. Men min mor var medhjælpende hustru, som det dengang hed, i deres købmandsforretning. Så hun havde ikke så meget tid til at tage sig af bedstemor. Men Marie og Ove havde tit bedstemor boende, og skønt Marie havde et godt blik for bedstemors særheder og tiltagende underligheder, var hun altid sød, kærlig og omsorgsfuld overfor hende.

Mine egne forældre nød også ofte godt af Marie og Oves gæstfrihed. De blev altid inviteret til fødselsdage og andre festlige komsammen'er, eller bare på weekend i det store hus Ulfborg Gl. Skole, hvor de dengang boede.

Marie havde i mange år en forretning i Ulfborg. Den hed Esmeralda, og hun handlede med tøj i kunsthånderværkerstil og forskellig kunsthåndværk og lidt kosmetik - så vidt jeg da husker.

Marie og min anden tante Anna (som også er en særdeles sej og dejlig kvinde)  har i år været i Australien - de to tøser tog alene turen over for at besøge en af Annas døtre, som bor der. Så Marie er still going strong, skønt hun jo nu er godt oppe i årene.

Jeg er glad og taknemmelig for at have haft Marie i mit liv i så mange år, for skønt vi ikke ser hinanden alt for tit, snakker vi altid meget åbenhjertigt og fortroligt når vi mødes. Og vi kan snakke om alt muligt, for Marie følger skam interesseret med i alt. Så tak, Marie, for mange mange gode stunder.

Lad os dyrke fornuften!

"Lad os dyrke fornuften", sagde han. Jeg blev åbenbart lidt for følelsesfuld!!

Dyrke fornuften? Rend mig!! Det kan du selv være!!!!!
SÅ bliver det da kedeligt.

Fornuft er:
  • grå, kedelig, 8 til 4 - måske 5
  • grå mænd i sorte habitter, bedemænd
  • blegfiset, missionærstilling
  • to + to = 4
  • alt det de andre i forvejen har opdaget
  • reproduktion, efterligning, gentagelser, aberi
  • fravær af liv, indsnævring, opretholdelse
  • på det jævne,dokumentar
  • regelret, ingen bandeord, indre mission
  • harmoni, idyl, fliser, skiltning
  • kun til kanten, lidt er nok
  • ro, renlighed, regelmæssighed
  • faste vaner, rutiner, rammer, tilfredshed
  • te, tø-hø, havregrød, prut
  • klokken er mange, spisetider, tider
  • lade som ingenting, tale pænt, ind under gulvtæppet
  • lineær, herfra og dertil, firkanter

Næ du, lad os snakke følelser

Følelser er:
  • fest, farver, rød, orange, opbrud, nybrud
  • innovation, nytænkning, skabelse, himmel
  • hønsestrik, en tabt maske, skævhed, højt til loftet
  • opdagelser, kreativitet, liv og glade dage
  • udvidelse, sol, varme, ægløsning, sperm
  • musik, kunst, maleri, teater, film, gastronomi
  • 1+1= 3, “det fælles 3.”, det udefinerlige
  • skønheden i kaos, lykke
  • alt kan ske, begejstring, gejst
  • vin, havvand, elskov, latter, fis
  • græs, blomster, træer, solbrændthed
  • dans, sang, flødechokolade
  • hele natten, for meget af det gode
  • humor, sprudlen, energi, frem i lyset
  • nærhed, nærvær, lidenskab, heftighed
  • cirkulær, procesorienteret, nu’et, tage chancer

....... i hvert fald lige i dag, om ikke andet!!!

onsdag den 19. november 2014

Nu går vi vinteren i møde

- Nu går vi vinteren i møde.
- Ja, jeg skulle egentlig den anden vej.

Sådan læste jeg på en Storm P-kalender, og den passer rigtig godt til mig. Da jeg var yngre, var jeg rigtig glad for at leve i et land med 4 årstider, men efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg sværere og sværere ved at komme gennem vinteren. Og så kan vi endda ikke klage over, at vi har haft særlig meget vinter herhjemme.

For det går jo den anden vej! Og det er jeg rigtig glad for. Jeg trives bedst i sol og varme - i lys og luft. Så hvorfor brokke sig over, at klimaet bliver varmere og varmere? Nå, der er måske andre ting på spil, end mit velbefindende, så det...

Jeg prøver virkelig på at gøre denne årstid til noget hyggeligt. Tænder stearinlys, finder mine dejlige håndarbejder frem, som har ligget brak i sommerperioden. Mødes med venner over hyggelige middage, ser gamle nostalgiske film i fjernsynet, pynter op med røde og andre glade farver. Køber nye blomster. Tillader mig at spise lidt sødt. Drikker noget vin. Læser skønne romaner, gerne klassikere - eller også de nyeste nye.

Joh - det hjælper da på humøret alt sammen, men jeg har det altså med at gå i hi på denne årstid. Jeg har det også med at trække døgnet, så jeg går senere i seng, med det resultat at jeg så står senere op. Lægerne siger, at det ikke er godt for hjernen, den skal helst følge en rytme, hvor jeg står op senest kl. 9.00 og går i seng ved midnatstide eller godt det. Så får jeg nemlig 7 - 8 timers søvn, og det er, hvad man skal have, hverken mere eller mindre. For jeg læser så en god times tid i min seng, inden jeg lægger mig til at sove.

Hvordan kan det være, at det er gået sådan med mig og vinteren? Og så vidt jeg kan forstå, er jeg ikke ene om dette problem. Der er vist nok nogle gode, lægelige forklaringer, som jeg bare ikke lige kan huske, og som jeg også er ret ligeglad med, hvis det alligevel ikke står til at ændre.

Jeg HAR prøvet lysterapi, men syntes ikke, det havde den store effekt. Men måske skulle jeg give det en chance igen. Og nu har jeg lige set i Go' aften, Danmark, at det skal være fra morgenstunden, man skal tage det, så det er vel så med at komme ud af fjerene.

Det er altså bare SÅ svært! Hvordan gør I andre, der har det som jeg???

mandag den 17. november 2014

Og så blev mit megastore halstørklæde færdigt!


Og jeg skal betro dig noget: Det har fandme også holdt hårdt. 
Hør bare:

Jeg "startede" i fin stil, da jeg havde set opskriften i et blad. Styrtede ned i byen og købte garn og strikkepind - har vist smidt de fleste gamle ud - og aner ikke, hvor resten er, efter at jeg har fået nyt køkken, og meget er endnu ikke kommet på plads, og står i papkasser sammen med alt det, som jeg stadig ikke har fået ryddet op i efter mors død.

Nå, det var faktisk ikke det, jeg ville skrive om - selv om det nok er et blogindlæg værdigt!

Jo altså, i fin stil. 4 grå nuancer, to nøgler med hver farve, på rundpind men frem og tilbage. Begyndte at strikke. Og gik fast. Forstod ikke opskriften. "Garnet foran arbejdet", det må vel være ind mod mig selv, mener da det plejer at være sådan. "Garnet løst af", joooo, det ved jeg da udmærket, hvad betyder. Men når det er i slutningen af en pind, og det er en vrangmaske, så ligger garnet - øh, -

Jeg prøvede mig frem. Strikkede og strikkede. To pindes forskellighed, det er da til at overse. Det blev ikke rigtigt. Jeg trævlede op. Prøvede igen. Trævlede op. Prøvede igen. Lod det ligge.

Spurgte så en strikkekyndig veninde. Hun havde også sit bøvl. Prøvede og prøvede. Men fik da lavet en lille prøve. Så var det min tur igen. 

Det virkede ikke, når det var mig!

Så blev min venstre arm så dårlig, så jeg ikke kunne strikke. Måtte opgive det.

......Der gik laaaaaaang tid. I hvert fald et år. Jeg fik styr på en anden måde at sove på, som ikke belaster min arm så meget, og den fik det nogenlunde. 

Jeg gik igen i gang med strikketøjet. Prøvede og prøvede. Trævlede op og trævlede op. Spurgte en anden veninde. Hun kunne ikke hitte ud af det. 

Så spurgte jeg en tredje veninde. Hun viste mig, hvordan det skulle forstås. Selv om jeg ikke var meget for, at "foran arbejdet" betød "væk fra mig". Men det så rigtigt ud.

Jeg begyndte forfra. Det så forkert ud. Så tog jeg en drastisk beslutning: NU FORTSÆTTER DU OG SÅ LÆRER DU DET MENS DU STRIKKER, FOR SÅ KAN DU SE DET. 

Jeg fortsatte. Siderne skulle have smukke, lige linjer, som dem inde i arbejdet. Men den ene side blev ved at blive ujævn og ikke så smuk. Jeg fortsatte. Prøvede mig frem. Prøvede andre teknikker. Og pludselig var den der.

Jeg burde måske have trævlet op og begyndt forfra. Det havde jeg gjort 50 gange. Nu fortsatte jeg bare, og efter 8 dage - og 8 nøgler garn, var halstørklædet i dag færdigt.

 I den mellemliggende tid har jeg så spekuleret over, hvad jeg stiller op med den ujævne ene side ved den første nøgle garn. Kan jeg skjule ujævnhederne på en eller anden måde? Brodere på det? Med kontrastfarven, den mørke på den lyse? Lave et nyt broderi med en sølvtråd? - Jeg kreerede broderier i hovedet, som kunne overføres til en tegning og videre til halstørklædet. Ville det være pænere med hvid og sølv sammen? Eller måske skulle jeg bruge flere helt andre farver i amagergarn, det har jeg mange farver af? Eller måske sy nogle knapper på? Eller lave frynser i den ene side? Ville det se mærkeligt ud?

Anyway, nu er det færdigt, jeg har hæftet enderne. Jeg har ALDRIG været tilfreds med et stykke håndarbejde, der ikke var PERFEKT. Jeg fik også 13 i håndgerning i skolen, og jeg havde en mor, som var eminent til al slags håndarbejde, så det ville bare SLET ikke gå!!!

Nu ligger mit halstørklæde så der. Kan jeg trøste mig med, at der nok ikke er andre end mig selv, der opdager det ujævne stykke i den ene side? Og lade det være? Eller skal jeg i gang med at brodere?

Foreløbig er det altså bare færdigt. Så må vi se, hvad mit sind bliver enig med min sjæl om - gad vide, hvem der vinder og hvad det ender med??????

onsdag den 29. oktober 2014

Mennesker i mit liv 16 - Bonnie

Jeg lærte Bonnie at kende, fordi hun blev visiteret til den specialbørnehave, hvor jeg var pædagog. Hun var halvsidig lammet, spastiker, cortical blind og døv, hvilket betød at hun nok kunne se og høre, men ikke kunne bearbejde sanseindtrykkende, altså ikke kunne bruge det sansede til noget meningsfuldt. Hun kunne heller ikke spise selv og var total urenlig. Hun havde intet verbalt sprog og var fuldstændig afhængig af sine omgivelser.

Ind imellem er jeg blevet stillet overfor mennesker, som mente, at børn som Bonnie ikke havde noget godt liv, og derfor slet ikke burde leve. Det ville være det mest barmhjertige, hvis man havde ladet hende dø fra fødslen, i stedet for at holde liv i sådan et stakkels menneske.

Men hvad er et godt liv? Bonnie var højt elsket af sine forældre, og især faderen og hun havde et inderligt og kærligt forhold til hinanden. Hvordan kunne de have det? Åh - der var mange ting. Småting måske, men ting som de to kendte og forstod. Nogle af tingene var det netop kun faderen, som forstod. Han slæbte rundt på hende altid, hun var med i alting. Hun elskede is og chokolade, og dette kunne man slet ikke være i tvivl om, når en af forældrene gav hende det. Hun kom med vcltilfredse lyde, ledte med sin ene hånd efter den forældre, som gav hende disse lækkerier, for om muligt at føre vedkommendes hånd med is/chokolade op til sin mund.
Mange år senere traf jeg igen Bonnie, denne gang på et dagcenter. Hun var i mellemtiden blevet voksen og boede på institution. Forældrene magtede ikke længere at tumle hende, for hun var tung og uhandy, og skønt deres hjem i årenes løb blev indrettet så godt som muligt for at kunne rumme Bonnie, var der alligevel grænser. Men de besøgte hende meget ofte, og det var helt tydeligt, at hun kendte dem.

Som pædagog for så handicappet et menneske er man altid ude at lede efter, hvor man kan sætte ind og gøre livet bedre for vedkommende. Og vi pædagoger lærte i første omgang allermest af blot at studere Bonnie, når hun var sammen med forældrene. Hvad var det, de gjorde, som var godt? Kunne vi bruge noget af det?

En af Bonnies kontaktpersoner lagde mærke til, at når man madede hende og holdt hende i den ene hånd imens, så løftede hun hånden, når hun var klar til at få den næste mundfuld. Til at begynde med var der en tvivl - kunne det nu passe, eller var det tilfældigt? Men i specialpædagogik er dette helt ligegyldigt, for hvis vi forstærker det, vi har set, er der gode chancer for, at det BLIVER sådan. Så vi begyndte alle at give hende en mundfuld, hver gang hun løftede den hånd, vi holdt hende i. Og efter kort tid blev det tydeligt: Bonnie løftede hånden, når hun ville have en mundfuld mere.

Det blev begyndelsen til en lang, lang rejse, hvor kommunikationen mellem Bonnie og omverdenen var i højsædet. Jeg kan her kun give nogle få eksempler. Bonnie kunne godt blive utålmodig og til tider direkte vred. Så rokkede hun kraftigt i sin kørestol og "hakkede" samtidig med sin bevægelige hånd ned i armlænet på stolen. Vi besluttede, at denne bevægelse skulle betyde noget. Til at begynde med gav vi hende en stor el-trykknap som gav lyd, hver gang Bonnie trykkede på den. Og vi besluttede, at hendes "hakken" på trykknappen skulle betyde, at hun "kaldte på os". Og snart begyndte der en sand renden til og fra hende, for det fandt hun snart ud af. Så besluttede vi at give hende en tryk-knap med to meget store knapper. Vi besluttede, at den ene skulle betyde "kom herhen", og den anden skulle betyde "jeg vil ud af min stol". Også dette havde vi succes med. Det kunne være vanskeligt helt at tolke det, især for udefrakommende, men videooptagelser dokumenterede, at det VAR sådan, det var.

Og således lærte vi hele tiden noget nyt af Bonnie ved at være skarpt opmærksom på hendes signaler. Og hun lærte af os, at hun kunne bruge det til noget.

Dette er mange år siden, og jeg ved slet ikke, om Bonnie stadig lever. Havde hun et godt liv? Det mener jeg, at hun havde. Og hvad der er lige så vigtigt: Hun skabte kærlighed i sine omgivelser. For man kan kun være sammen med så stærkt handicappede medmennesker ved hjælp af kærlighed. Hendes forældre elskede hende og hun dem, ingen tvivl om det. Hendes forældres liv blev ikke det liv, de havde forestillet sig, for hvem ønsker sig et handicappet barn? Det blev anderledes, der kom andre værdier ind i deres liv, end de havde i forvejen. Men det var et kærlighedsliv. Det tør jeg godt skrive, for det har de selv fortalt mig.

Og jeg? Jeg lærte en hel masse om, hvad der betød noget i livet. Og jeg elskede mit arbejde, for jeg var omgivet af "Bonnie'er" - og det var jeg det meste af mit erhvervsaktive liv. I ca 25 år som pædagog og leder af en specialinstitution for multihandicappede børn, og resten af tiden som pædagog for voksne multihandicappede.

tirsdag den 28. oktober 2014

Mennesker i mit liv 15 - Benneth Østergaard Petersen

Der har været mennesker i mit liv, som kun har været der en meget kort stund, men som har haft så stor betydning, at det ændrede mit liv og gav det ny mening og retning. Et af disse mennesker er Benneth Østergaard Petersen.

Jeg gik på Esbjerg Børnehaveseminarium fra 1970 - 73, og jeg gik på det 1. hold, efter at uddannelsen til børnehavepædagog var blevet 3-årig. Hidtil havde den kun været 2-årig. Det trak ud med at få lovstoffet på plads fra ministeriets side, så mit hold begyndte uden bekendtgørelse, hvilket må siges at have været en fordel, for "alt kunne lade sig gøre". Der var selvfølgelig en lovhjemmel for uddannelsen, hvilke fag og deslige, men selve indholdet kunne vi selv fastlægge.

Det var dog bl.a. fastlagt, at vi skulle have et ugekursus i etik, og til denne undervisning "fremtryllede" vores rektor Inger Madsen, kaldet Mads, pastor Benneth Østergaard Petersen. Jeg ved ikke, om han på daværende tidspunkt var blevet provst, men i hvert fald blev han det. Jeg ved heller ikke, hvorfor Mads mente, at netop han ville være en fortræffelig underviser.

Men det viste han sig at være. Ikke mindst, fordi han trævlede såkaldt selvfølgelige begreber op for os - eller rettere: Fik os selv til at gøre det. Hvad er etik? Hvad er moral? Er det det samme? Hvad er "det gode liv"?

Vi var 48 elever, som fulgte dette kursus, og vi blev fuldstændig bjergtagede af denne præst og hans undervisning. Han var vistnok grundtvigianer, men han havde en eksistentialistisk tilgang til sit fag - og han underviste os i eksistentialismens begreber - så vidt det nu kunne lade sig gøre på blot en uge.  Vi talte om "valget", "skyld", "ansvar", "livets mening", "angst", "frihed"- vi hørte om Sartre og - ikke mindst Søren Kierkegaard.

Da ugen var omme, ville vi have mere. MEGET mere! Det kunne vi også godt få, for sagen var den, at seminariet havde pligt til at oprette tilvalg, blot der kunne samles et hold på mindst 12 elever. Ok, det kunne der nemt. Vi ville gerne have haft pastor Østergaard til at undervise os mere, men det havde han ikke tid til. Så fik vi en anden særdeles glimrende lærer, Villy Schrøder, som underviste os i eksistentialisme.

Vi blev jo hurtigt klar over, at eksistentialismen havde en ateistisk gren med Jean-Paul Sartre som guruen, og en kristen gren med Søren Kierkegaard som ophavsmand. Så da vort kursus i eksistentialisme var ovre, ville vi have et mere, denne gang om Søren Kierkegaard.

Nu må man vide, at denne tid, begyndelsen af 70'erne, var de rødes tid. "Man" var venstreorienteret, især hvis man var ung, og da vældig meget især, hvis man var pædagog og pædagogstuderende. På vores lokale værtshus havde vi godt nok en "fight" med de lærerstuderende, som syntes vi pædagogstuderende "havde jord i hovedet". Det var lige efter de lilla bleers tid.!

Så vore lærere på seminariet, og da især vor kære rektor, rev sig i håret, for hvad lignede nu det, at der kom sådan et hold ind i "den frigørende pædagogiks tid" og ville lære om Søren Kierkegaard?? Men der var ikke noget at gøre, vi var over 12 elever, der ville arbejde med Søren Kierkegaard, ville finde ud af mere om ham, og vi var temmelig sultne.

Så skaffede Mads os en gedigen kapacitet udi Søren Kierkegaard, i hvert fald i vores område. Vi fik præsten i Sønderho, pastor Hans Brinck, som underviser, og ham blev vi lige så glad for, som vi havde været for både Østergaard Petersen og Villy Schrøder. Han tog os virkelig under sine vinger, og vi sluttede kurset af ovre hos ham i præstegården, hvor han ca. kl. 06.00 søndag morgen sagde, at nu blev han nødt til at forlade os, for han skulle lige forberede sin prædiken til kl. 10.00.

Her begyndte mine studier i Søren Kierkegaard og eksistentialismen, og hermed ændrede mit liv retning. Jeg fandt dengang ud af, at hvis jeg skulle læse de samlede værker med samme hast som hidindtil, ville det tage mig 42 år. Det kom nu ikke til at passe, jeg læste dem på få år, og har genlæst og genlæst dem, gået i adskillige studiekredse, til adskillige foredrag osv osv om denne mand og hvad han har afstedkommet.

Men alt sammen sat i gang af en enkelt uges undervisning af en fantastisk mand.

søndag den 26. oktober 2014

Mennesker i mit liv -14 Ejnar

Jeg har flere gange karakteriseret denne mand som et menneske, der havde hjertets dannelse. - "Havde", fordi Ejnar ikke er her mere. Han var en af mine veninders mand, og han døde pludselig for 5 år siden som 72-årig.

Han var et ordentligt og kultiveret menneske, opførte sig helt naturligt og uden nogen som helst påtagethed som en gentleman. Åbnede døre, lod damerne gå først, sørgede altid for alles velbefindende, lettede livet for dem, han kom i nærheden af. Han havde en lang, videregående uddannelse, og havde et lederjob indenfor sit fag. Men jeg kendte ham jo kun privat og havde gjort det i mange år. Og jeg kendte ham  som et usædvanligt menneske, - et menneske, om hvem jeg netop mener, at begrebet "hjertets dannelse" er på sin plads.

Vi er 6 gamle seminarieveninder, som har holdt sammen siden 1970, og vi besøger hinanden samlet ca to gange om året. Når vi besøgte denne veninde og hendes mand Ejnar i deres store hus, var han hjemme om fredagen, og deltog i den sene middag, - for de boede i den anden ende af landet, og vi kom rejsende fra hele det øvrige land, og skulle jo først have fri fra arbejde, få arrangeret børnepasning osv, så vi ankom temmelig sent om fredagen, hvor han som regel hentede os ved toget. Senere trak han sig tilbage til køkkenet, og slog lige en gærdej sammen, som skulle stå og koldhæve natten over, så vi kunne får frisk hjemmebagt morgenbrød. Så ryddede han op i køkkenet, pakkede lidt kluns og tog så hunden og kørte af sted til deres sommerhus, hvor han blev til søndag. For vi skulle jo have det meste af weekenden for os selv, vi tøser!

Engang vi var til en fælles fest, måtte jeg tage tidligt hjem, men Ejnar insisterede på at følge mig til toget, skønt der ikke var langt og jeg sagtens kunne gå dertil. Men han ville ikke have, jeg selv skulle gå om aftenen. Bare et lille eksempel på hans gentlemanopførsel.

Altid spurgte han interesseret til vore børn og ægtefæller, og andre ting af væsentlighed i vore liv. En egenskab, som desværre ikke mange har. Det at spørge ægte interesseret til et menneskes liv, er en mangelvare. De fleste vil hellere fortælle om sig selv.

Ejnar havde en skøn humor, selvom hans kone og børn havde et særligt begreb, de kaldte "En Ejnarvits" - Det var sådan en af "blandet" værdi, efter deres begreber. Og han blev ved med, selvom børnene var voksne, ind imellem at tale babysprog til dem. Min veninde blev engang kaldt ind på kontoret på det fritidshjem, hvor deres yngste gik. Her blev hun gjort opmærksom på, at pædagogerne ikke syntes, det var passende, at faderen talte babysprog til barnet. "Har hun ikke et godt dansk sprog, da"? spurgte min veninde. "Jo", det måtte de da indrømme. "Er der noget i vejen med hendes ordforråd", spurgte min veninde. "Nej - tværtimod - barnet var ualmindelig godt med". "Ved I hvad", sagde min veninde, "lad ham bare! Det gør han også til sine voksne børn!" Ingen af dem tog skade, de sidder alle i gode stillinger og har klaret sig udmærket.

Da Ejnar blev 70, ville jeg gerne give ham en særlig gave. Ejnar var meget glad for klassisk musik, sang selv i kor, og derfor ville jeg give ham Allegris "Miserere Mei" for 8-stemmigt dobbeltkor, men det skulle være en særlig god udgave. Jeg lyttede til rigtig mange udgaver, og fandt den, jeg fandt allerbedst til ham, for jeg ville så gerne give ham noget af ordentlig kvalitet.

Efter Ejnars død var jeg sammen med en anden veninde ovre for at hjælpe med at rydde op i hans ting, og her fandt jeg bl.a. "Miserere Mei i vistnok 8 forskellige udgaver. Tjah - sådan kan det altså også gå!

Og så var Ejnar den store systematiker. Alting var ordnet og sat i system, alle rejser var katalogiseret, alle regnskaber ordnet, korrespondancer ligeså. Heldigvis, for hans kone er noget af et rodehoved, men han havde en engels tålmodighed med hende, og de havde et usædvanlig godt ægteskab. Og selvfølgelig savner hun ham kolossalt stadigvæk.

Vi har lige været på en af vore nu 4-dages weekendophold hos denne veninde, og vi kommer selvfølgelig også altid til at snakke om Ejnar og om mange små pudsige oplevelser med ham, og også rejser, vi har været på alle sammen.  Derfor har jeg tænkt særlig meget på ham, - og det blev så til dette lille indlæg.



mandag den 20. oktober 2014

Næstekærlighed eller "næstekærlighed"!

Hvad er næstekærlighed? Det forekommer mig, at det ved alle danskere da, eftersom alle taler om det. Men da danskerne groft sagt deler sig i to lejre, når talen er om, hvor mange flygtninge vi skal modtage, kunne man få den tanke, at enigheden i fortolkningen af næstekærlighedsbegrebet ikke er så entydig endda.

Jeg glædede mig derfor i går aftes meget til at høre, hvad de to debattører i aftenens dead-line med Adam Holm som vært, ville have af fornuftige ting at sige om det. De to debattører var Anders Gadegaard, domprovst i København, og Sørine Gotfredsen, journalist og teolog. Og det var rigtig interessant - af flere grunde.

Først og fremmest fordi debattørerne opviste en ærlig interesse i at klargøre, hvad de hver især mener med begrebet, - hvad der desværre ikke altid er hensigten i disse debatter. Det synes ofte, som om hensigten er at tryne hinanden med lede under-bæltestedet-argumenter. Det slap vi for i går.

Men hvor er det, at vandene skiller? Jeg vil prøve at opridse, hvordan  de to definerer begrebet, og forskelligheden imellem dem. Aftenens tema lød: Næstekærlighed - er det at modtage flygtninge? Og i så fald: Hvor mange. Vi fik i oplægget at vide, at Danmark i år modtager 20.000 flygtninge.

Sørine Gotfredsen: Det er IKKE næstekærlighed, når man vil drive politik på begrebet, for så bliver man  nødt til at relativere det. Men næstekærligheden er absolut og grænseløs. Og i det øjeblik man laver politik på det, bliver man jo nødt til at forholde sig til, hvor mange flygtninge, man så vil og kan tage. Her sætter mennesket sig så i Guds sted og bestemmer, hvornår det skal ophøre.

Hvem er næsten da? Det bliver et luftigt og uforpligtende og et alt for letkøbt begreb,  hvis det gøres politisk. Næstekærlighed stiller en fordring og kræver et ansvar af den enkelte, en hensigtserklæring er ikke næstekærlighed. Menneskesyn og fordring må ikke blandes sammen, det udhuler begrebet næstekærlighed. Hvis det politiseres, bliver begrebet noget, der ligger udenfor mit liv.

Anders Gadegaard: Vi kan ikke argumentere os frem til, hvor mange flygtninge det vil være næstekærligt at tage. Men vi kan bruge næstekærlighedsbegrebet som inspirationskilde og for at have et perspektiv på den politik, vi fører.

Eksempel: Martin Luther mente, at det var forkert at tage ågerrenter. Det var det samme som at være ligeglad med næsten. Sådan skal man tænke!

Fordringen, der stilles til den enkelte om at vise næstekærlighed,  kan netop være en inspiration til lovgivningen. Den religiøse lov kan derfor godt ligge til grund for den politiske.

Så vidt de to debattører. Hvad er de uenige om?

Jeg har "spurgt" Søren Kierkegaard, som viede det meste af sit liv til at beskrive kærlighedens væsen: Man kan ikke remse en masse gerninger op, som er kærlige, fordi kærligheden altid ligger i hensigten. Nå, har A.G så ret? Nej, for "ægte kærlighed er altid en forandring i én selv", en holdningsændring fra egoisme til næstekærlighed. Har S. G. så ret?

Jeg konkluderer: I samme øjeblik, man har ophøjet næstekærlighedsbegrebet fra at gælde én selv, det enkelte menneske - til at gælde som en lov, ja - da har man ophævet det, for i begrebet ligger, at der er et "jeg" og et "du", at der er et personligt forhold til stede, først og fremmest gældende ens nærmeste, men også enhver, man møder på sin vej.

Men er det da ikke smukt og rigtigt at udvise næstekærlighed, selv om det gælder mange mennesker på én gang. Jo, men lad være at kalde det næstekærlighed, så udvandes begrebet.  Det hedder medmenneskelighed, hjælp til nødlidende. Og det er en humanistisk holdning, som alle og enhver kan gå ind for, så vidt vides, men som ikke er en speciel kristen holdning  Vandene skiller der, hvor vi skal blive enige om hvor mange, hvordan osv, altså rent praktiske ting. Og DET er et politisk spørgsmål, udelukkende bygget på en relativ humanisme, et pragmatisk problem,  hvad det også SKAL være.

For mig lyder det, som om de samme mennesker, som normalt ikke er meget for kristendommen og alt dens væsen, her har taget et kristent begreb og gjort det sekulært, for dog - hvis nogen ikke skulle opdage det - at slå folk oveni hovedet med det, for hvem mener ikke, at næstekærlighed er GODT???

lørdag den 18. oktober 2014

Kan man som oplyst menneske i år 2014 tro på undere?

Kan man som oplyst menneske i år 2014 tro på undere?

Jeg læser i Lene Højholdts bog "Vejen - meditativ fordybelse i Johannesevangeliet", og jeg er standset ved dette spørgsmål. I ønsket om at følge Jesus, har disciplene fået et nyt liv. Hele tiden ser og forstår de nye sider af sig selv og af livet. Livet med Jesus - det han gør, det han fortæller, det disciplene hele tiden konfronteres med i deres egne liv - ja, alt det forstår de kun glimtvis, og de er ind imellem fyldt af angst og tvivl.

For selv om de med egne øjne ser Jesus gøre undere - så forstår de først efter Jesu død og opstandelse lidt af hvad det alt sammen betyder. De skuer bagud, husker situationer de har været i med Jesus, husker hvordan de selv var, og erkender nu hvordan alting er blevet nyt. De har nu modtaget Helligånden, som fjerner skellet fra deres øjne, så de kan se rigtigt - SE med hjertet.

-------------------------------------------------------

Det var disciplenes liv. Hvad med mit liv? Det er jo så langt borte, alt det med disciplene og Jesus. Ca. 2014 år siden. Vi er jo da blevet klogere, kan forklare mange ting i dag, som man ikke vidste noget om dengang. Er det ikke rigtigt?

Men hjertets higen efter det inderlige liv er et vilkår for menneskelivet. Inder-lig - - lig det inderste. At komme helt derind, at tilhøre det, at være i samklang med det, at ligne det inderste. Og det inderste er jo Gud. Oprindelsen, min oprindelse, altings oprindelse, det billede, hvori jeg er skabt.

Det er ikke så underligt, at jeg derfor higer efter det. Ikke under-ligt! Ikke lig et under! Det er selvfølgeligt. Det følger af sig selv, fordi jeg er Guds barn.

Det første under, Jesus udfører, er ved brylluppet i Kana, hvor han forvandler vand til vin. De store, rituelle kar, som stod ved indgangen til huset, og som var fyldt med vand, man skulle rense sig i, inden man trådte ind, bliver nu fyldt med vin. Jesus forædler vandet til vin, - og han indleder hermed hele sin gerning med at forvandle det gamle, den gamle religion,  til noget nyt. Han viser, at den renselse, han vil give, ikke kun gælder legemet, men ånden.

Selve handlingen, forvandlingen, er skjult for den fysiske verden, - men disciplene ser det, undres og fyldes langsomt af det nye. De har forladt deres kendte liv for at følge Jesus, og nu slipper de det gamle liv og tager skridtet ind i det ukendte, som de drages mod. De forstår ikke, HVORDAN den fysiske forvandling sker, men de SER den, ser bag den og ERFARER den hos sig selv. I samme grad, som de efterhånden er i stand til at slippe alt det gamle, alle de gamle bindinger, alt det de byggede deres liv på af menneskeskabte og fysiske love - i samme grad som tilliden til Jesus og til den åndelighed, som han tilbyder dem vokser - i samme grad åbnes deres hjerter, og åbnes der ind til det nye, åndelige liv.

Hvad er det, de erfarer? Hvad er det nye? De erfarer, at deres åndelige sanser gradvist åbnes.  Det er nyt for dem, derfor er de tøvende, tvivlende, angste, forvirrede, forstår ikke altid. Først efter Jesu død og opstandelse, og efter at Helligånden har fyldt dem helt, forstår de.

------------------------------------------------------

Sådan var det for disciplene. Hvordan er det for mig? Det er fuldstændig lige sådan for mig. Nogle mennesker har én situation, som de kan henføre det til. Dér skete det, dengang var det, da åbnedes mine åndelige sanser. Sådan er det ikke for mig. Ikke helt. Det er sket gradvist gennem hele livet, dog mange gange som pludselige, voldsomme erkendelser og aha-oplevelser. Og det sker stadig.

Tilliden til Gud skal til, for at underet kan ske. Mod skal til for at turde tage "springet". Springet ud på de halvfjerdsindstyve tusinde favne vand, som Søren Kierkegaard siger, når mennesket bevæger sig fra det etiske plan og over i det kristne. Bibelen kalder det "genfødsel". Et andet "jeg" må kaldes frem, et mere bevidst "jeg", der kender til åndens virkelighed. Det genfødte menneske har en indre viden, der ikke kan tages fra det eller diskuteres, for den bygger på en personlig erfaring.








onsdag den 1. oktober 2014

Jeg vandt 107.000 kr !!!!!!!

"Et socialt eksperiment", skrev min kære niece at hun fornemmede, jeg havde gang i, da jeg på min statusopdatering på facebook skrev: "Så skete det endelig. Jeg har vundet 107.000 kr i klasselotteriet".

En lang snak om facebook førte til et væddemål. Hvad skal jeg skrive på min statusopdatering for at mindst 30 af mine 142 fb-venner kommenterer og/eller synes godt om? Hvad synes mine venner er interessant, - så interessant at de kommenterer det eller synes godt om det?

Jeg nåede kun op på 27 på de to dage, der er gået, siden jeg slog det op. Mine gode råd om, hvordan man slipper udenom kærlighedsbudskabet gav kun 2 tilkendegivelser. Min oplysning om et foredrag i kirkehøjskolen gav 1. Hvorimod mit billede af min efterårssuppe med tilhørende tekst gav 19. Det samme gjorde min offentliggørelse af min fødselsdagsmenu. 28 til mit billede af Freja på bedsteforældredag, og næsten lige så mange til mit billede af mig selv med skærmbriller.

Rigtig mange (hvor mange kan jeg ikke se, da opslaget er fjernet), var også interesserede i min "forelskelse" da jeg hoppede på brystkræftlegen. Men topscoreren i nyere tid er et portræt af mig selv, som gav ca 35 tilkendegivelser. Aner ikke hvorfor.

Og hvad kan man så udlede af det?

Af mine 142 facebookvenner er 10 nogle, jeg blot følger, fordi disse personer interesserer mig, og jeg forventer ikke nogen gensidighed. Så er der 4, som er døde (burde jeg slette dem?). Så er der mine børns venner, som jeg nærmest i festligt lag er blevet venner med, og ellers ikke har noget videre med at gøre. Samt nogle stykker, jeg ikke kan huske oprindelsen til fb-venskabet på.

Så er der en hel del, som vistnok har blokeret mig som facebookven, fordi jeg har spillet nogle spil, som automatisk bliver ved at sende anmodninger til mine fb-venner. Det kan jeg godt forstå, de synes er skide irriterende. Men jeg kan altså ikke gøre for det, jeg har forsøgt alverdens ting, det hjælper åbenbart ikke helt.

Tilbage bliver mine tre børn (som jeg for det meste taler/skriver med andre steder end her), og deres partnere - nuværende og tidligere. Og mine 8 nevøer og niecer, som er en af de væsentligste årsager til, at jeg overhovedet er på facebook, fordi jeg kan følge med i deres liv og holde en levende kontakt, som ellers ville have været sværere at vedligeholde, da de er spredt for alle vinde. Og fætre, kusiner, svigerinder, tante, og andre familiemedlemmer af forskellig art. Og et par tidligere kærester (meget tidligere!) Og adskillige mennesker, som jeg deler interesse med, f. eks. er i sprognørdede grupper med. Nogle af dem har jeg endda mødtes med in real life. Og mine netværksvenner, som jeg også er i lukkede grupper med.  Og mine gamle klassekammerater, hvoraf kun nogle få er aktive på fb, selv om jeg er ven med adskillige. Og interessante mennesker, som jeg har truffet i de mest forskelligartede sammenhænge - hvoraf nogle stykker hænger ved og andre - nåh ja, det var så det! Og så selvfølgelig mine rigtige venner - dem, jeg har kendt i mange år, ses med jævnligt, snakker i telefon med, skriver mails til - og altså også følger på facebook. Samt nogle, som er interesseret i, hvad jeg skriver på min blog her.

Sikke dog en broget flok! Og så hører jeg, at "de unge" ikke længere synes, at facebook er in, men mestendels boltrer sig på diverse øvrige sociale medier. Jeg er vist bagud der.

Jamen, hvad KAN jeg udlede? At jeg nok vil fortsætte med at gøre som jeg plejer. D.v.s. skrive noget, jeg selv synes er interessant eller kunne være af interesse for måske bare nogle få stykker. Og slå mine blogindlæg op. Og sætte billeder på engang imellem. Og være provokerende, som jeg plejer.

Og så ville jeg sådan ønske, at der ville komme lidt mere gang i nogle gode debatter og diskussioner, som i "gamle dage", da nogle af mine fb-venner var mere aktive. Jeg kan jo debattere i mine interessegrupper, hvad jeg da også gør, men kunne nu godt tænke mig også at gøre det på min egen væg. Så kom nu frit frem, kære venner!

Jeg ved ikke rigtig, om jeg bør slette fb-venner, jeg aldrig hører fra. Tjah, de gør jo ingen skade, men hvad laver de i min vennegruppe? Hvad gør I andre???

mandag den 29. september 2014

Lugt til dit tis og lyt til æblet

http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-09-29-kursus-for-ledige-lugt-til-dit-tis-og-lyt-til-aeblet

Her har vi et jobsøgningskursus for ledige akademikere. Og her har vi en deltager, som har lagt op til en forargelse over den slags besynderlige påfund, som skatteborgernes penge går til. Eller i det mindste en dyb undren. Og her har vi en kursusunderviser, som undlader at forholde sig til sine kursisters forforståelser for den slags kreative undervisningsmetoder.

Men jeg har en anden forforståelse end den, som lægger op til forargelse.

Jeg mindes med dyb og inderlig glæde min seminarietid, hvor de bedste timer var dem, hvor vi samkørte de kreative fag, bl.a. formning, dramatik, rytmik og musik.  P-dage hed det, hvorfor husker jeg ikke. Vi fik et oplæg om morgenen, gik så i grupper og skulle producere et eller andet, som vi så skulle fremlægge for resten af holdet ved dagens ophør. Engang var oplægget et stykke rav med et dyr indeni. En anden gang var oplægget "O, happy days" med Edwin Hawking Singers. En tredje gang var det et digt. Især husker jeg min gruppes produktion af et stykke drama ud fra "O, happy days". Vi var en gruppe sorte bomuldsplukkere, som sled i det under den varme sol, og med en slavepisker gående rundt. Og til dette hørtes noget tung, tung musik, som holdt os nede. Og så tonede musikken fra "O, happy days" pludselig ind, slavepiskeren blev barmhjertig, der kom vand, vi løftede hovederne, vi var frie, glade. Frelste.

Men det var jo også i begyndelsen af 70'erne. Vi var nogle store børn. Forvoksede hippier. Blomsterbørn. Venstreorienterede drømmere. Og pædagogger med to g'er. Med lilla bleer. Og havde sikkert jord i hovedet, som de lærerstuderende sagde, når vi mødtes på vores fælles værtshus "Rio Bravo", til diskussioner og andre magtkampe.

Dengang gik undervisningen, d.v.s. opdragelsen, af vi pædagogstuderende ud på at få os til at tænke ud af boksen.  Få os til at turde slippe os selv fri. Være kreative. Tænke nyt. Lege. For hvordan skulle vi kunne opdrage børn til frie, glade, løsslupne, kreative mennesker, hvis vi selv var borgerlige, forkrampede, hønserøvsagtige husmodertyper?

Jeg elskede disse timer. Og alle de andre timer. Jeg havde været på højskole, hvor verden havde udvidet sig kolossalt for mig. Og nu fortsatte det. Jeg slugte al ny viden - hele pædagogikkens historie, jo jo, vi skulle skam kunne alle de store: Frøbel, Montessori, Brunner, John Dewey, Rosseau osv osv Og dansktimerne, hvor vi læste både ny litteratur og de store klassikere. Og tilvalgsfagene, bl.a. i eksistentialisme, Søren Kierkegaard, kinesisk digtning, buddhisme og meget meget andet. Lærerne rev sig godt nok i håret, fordi vi ville have tilvalg i f. eks. Søren Kierkegaard, men hvis blot vi var 12, som ville det, så SKULLE det oprettes. Og det blev det. Med en dejlig præst som underviser.

Men nu er der jo forskel på et jobsøgningskursus for akademikere anno 2014 og et hold løsslupne pædagogstuderende i 1970. Men der er også paralleller.

Skal man ikke tænke nyt, hvis man skal have job i dag? Skal man ikke være innovativ? Skal man ikke kunne tænke ud af boksen? Skal man ikke udfordres, forarges, forvirres, forstyrres i sine fordomme om, hvad man skal lære og har brug for at lære? Skal man ikke kunne lege med? Rystes i sin grundvold? Skal alting bare være pænt og nydeligt og til at forstå med den logiske hjernehalvdel?

Jeg medgiver, at underviseren burde have introduceret deltagerne i denne "leg", motiveret dem, gjort noget for at forstå deres udgangspunkt, have givet dem en pep-talk eller hvad som helst for at spænde ansøgernes interesse ud for at prøve dette. Men...

Der er alt for megen ensretning, pænhed, selvfølgelighed og mangel på fantasi i en automatisk forargelse over at blive sat til at lugte til sit tis og lytte til æblet.

søndag den 14. september 2014

Mennesker er gode!!

Mennesker er gode! Jovist - de ER gode! Vidste du ikke det? Jamen så skal jeg da lige fortælle dig en lille anekdote.

Jeg har i godt et års tid været kronisk smertepatient. Og før det har jeg lidt af forskellige andre "lidelser". Så jeg har en vis erfaring i, hvor gode mennesker er. For det er HELT sikkert, at når/hvis jeg kommer til at snakke med et menneske, som ikke før har kendt til mine lidelser, så er noget af det første, der sker, at de kommer med ET GODT RÅD.

"Du skulle prøve akupunktur! Jeg kender én, som også lider af det, og det har hjulpet hende fantastisk".

"Du skal have dig et magnettæppe! Jeg SIGER dig, det har taget alle mine smerter, og jeg har ellers prøvet alt".

"Ude i Hummelby er der en healer, og han kan bare et eller andet med sine hænder. Det er da værd at prøve".

"Du skal lægge din kost om! Lov kap, stenalderkost, lirum-larum-durum, minus kulhydrater, kartoffelkuren og så videre".

"Du mangler garanteret vitaminer! Og omega-3-fiskeolie. Og Ginseng. Og magnesium"

" Der er sikkert jordstråler i dit hus. Eller radon. Jeg kender én, som kan konstaterer det"

Hvad ville du gøre, hvis du var mig? Prøve det hele i én stor pærevælling? Købe dig forarmet i vitaminer, alternativ behandling, sund mad, homeopatisk medicin osv osv?

Efter at have været frustreret, irriteret, sukket opgivende, smilet sødt, bidt hovedet af folk med mere, er jeg kommet frem til følgende svar:

"Jeg har fået enorm mange gode råd om, hvad jeg kunne gøre, og alle mennesker mener det så godt, og jeg ved, at det gør du også. Men jeg har besluttet, at lige for tiden er det smertecenteret i Give, som styrer mine kroniske smerter, og jeg holder mig udelukkende til, hvad de fortæller mig der, for ellers kan jeg ikke vide, hvad der virker og hvad der ikke virker. Men tak for dit råd, måske vil jeg vende tilbage til det.

Det virker rigtig godt for mig. Folk kan jo ikke lide at se andre mennesker lide, og de vil rigtig gerne hjælpe, og det ER da et tegn på, at de er gode. Jeg kan bare ikke bruge alle rådene på én gang, men vil godt anerkende, at det menneske, jeg sidder overfor, virkelig mener det så godt. Og det menneske har også brug for at vide, at jeg altså GØR noget, og at jeg tager ansvar for min situation.

Det er faktisk ret simpelt, ikke?

fredag den 5. september 2014

"Et menneske kan gennemleve lidelsen uden at blive et offer for den"

"Et menneske kan gennemleve lidelsen uden at blive et offer for den"! Det læste jeg i Lene Højholts bog "Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet". (s. 23)

Jeg er ved at læse bogen, fordi jeg i dag er begyndt i en åndelig dannelsesgruppe i Treenighedskirken i Esbjerg. Det er Jette Dahl, som er stiftspræst for åndeligt søgende, der har startet gruppen.

Jeg har kendt Jette Dahl i mange år, har gået på forskellige kurser hos hende og hun har været min åndelige vejleder i vistnok 10 år. Nogle gange har jeg søgt hende, fordi jeg har været ude i en regulær livskrise, andre gange fordi der var noget i mit trosliv, som jeg ikke kunne komme overens med, og andre gange igen simpelthen til personlig åndelig udvikling.

Jeg meldte mig til denne åndelige dannelsesgruppe, fordi jeg i mange år har arbejdet med det, jeg kalder teologisk substans, og nu trænger jeg - igen - til noget åndelighed, noget spiritualitet. Til inderlighed og gudsnærvær. Selvfølgelig har det været der hele tiden, men det er forskelligt, hvad jeg har vægtet, for " Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde.... og så videre. Det er fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente, kapitel 3.

Og ja, der er en tid for alting i et menneskes liv. Jeg har f. eks. gennemlevet mange kriser, så man kan sige, at jeg må være i god krisekondi! Det tror jeg nu ikke, jeg er, for bliver man nogen sinde det? Kommer livets fortrædeligheder ikke altid ret bag på én?

Men én ting kan jeg sige med sikkerhed: Jeg har gennemlevet lidelserne uden at blive et offer for dem. Og det er noget af det allervigtigste overhovedet, og en af de største visdomserkendelser, som jeg har erhvervet via forskellige kriser. Hvad menes der med det? Jeg kan jo kun sige sådan, fordi jeg er et troende menneske, som har klamret mig til min tro, når jeg har været i stor nød, og har fundet inspiration, trøst og retning i mit liv, ved at læse i min bibel og meget forskellig kristen litteratur i øvrigt.  Og det er slet ikke en visdom, jeg kan rose mig af, det er en af frugterne ved at være en troende, tror jeg. En af de fantastiske ting, man kan få givet.

Først og fremmest betyder det, at jeg aldrig er blevet et bittert menneske. Og jeg tror, at jeg har bevaret min menneskelige værdighed. Hvis man bliver et offer for lidelsen, bliver ens sind formørket, man bliver negativ, kynisk, desillusioneret, giver alle og enhver skylden for ens lidelser. Og nogle gange har jeg endda kunnet sige, at smerterne har været en gave, fordi den nye tilstand, som jeg nu befinder mig i som kronisk smertepatient, har tvunget mig til forandring, udvikling. Og efterhånden, som jeg har formået at pakke gaven ud, har jeg opdaget, at den har gjort mig mere rummelig, mere tolerant, mere lydhør overfor andres lidelser. Og givet mig en dyb indsigt i, at mennesker gør det så godt, de kan, og at vendinger som "de kan bare tage sig sammen" kun er det forkrampede, lidende sinds magtesløse udtryk.

Men jeg er jo stadig på vej, og jeg har meget at lære, derfor glæder jeg mig rigtig meget til arbejdet i min nye åndelige dannelsesgruppe, og det var en stor, intens og hjertegribende oplevelse at være  her denne første dag. Og fyldte mig med en inderlig glæde og fred, og et håb om, at det bliver nogle gode år, jeg går i møde med gruppen, og med min - forhåbentlig - åndelige vækst.

At netop sætningen "et menneske kan gennemleve lidelsen, uden at blive et offer for den" ramte mig, var jo fordi den udtrykte en dyb sandhed hos mig. Men der er rigtig rigtig mange Jesus-ord, som jeg trænger til at få lukket op, for jeg ved jo, at det er kærlighedens kilde.

Men jeg øver mig, og det kan kun gå fremad!



onsdag den 3. september 2014

Mennesker i mit liv 13 - min oldemor

Jeg har kun kendt én af mine oldemødre, nemlig min fars farmor. Og skønt jeg ikke har været mere end 6 år, da hun døde, husker jeg hende særdeles godt. Og så har jeg jo dannet mig et mere nuanceret billede af hende ud fra min far og farfars fortællinger om hende, og ud fra diverse slægtsbøger.

Min oldemor voksede op på Jernit, en avlsgård til Frisenborg Slot ved Århus. Hun kom meget på slottet og var veninde med komtesserne der, så hun lærte fransk, for det talte man ved måltiderne. Hun lærte også tidligt at spille klaver, og hun blev senere koncertpianistinde. Da hun var 15 brændte gården, og hendes elskede klaver med. Men hendes far tog hende med til København, hvor de købte et Hornung og Møllerklaver. Dette klaver fulgte mig gennem flere år, og var altid det store problem, når jeg skulle flytte, for det vejede 450 kg. Indtil jeg skilte mig af med det for nogle år siden. Jeg ville ikke sælge det, for jeg ville helst, at det skulle blive i familien. En kusine ville gerne have det, så det fik hun. Det er/var et særdeles flot klaver, mahogni, indlagte bogstaver, snoninger og udskæringer, og smukke smukke armlysestager.

Min farmor døde, da min far var 2 og faster 4 år. Farfar blev enkemand og forblev det til sin død. Og skønt han havde husbestyrerinder, kom oldemor til at spille en stor rolle i de to små børns liv. Hun var et meget behjertet menneske, mild og kærlig, menneskeklog og vis. Jeg har ofte undret mig over forskellig viden, som min far havde - og meget af den havde han fra oldemor,  for han gik tit og tulrede hos hende, som boede ikke så langt fra farfar. Og far holdt meget af klassisk musik, og vidste meget om musikken, for det havde han jo lært hos oldemor, og det gav han videre til mig.

Og skønt hun var det, vi dengang kaldte "en fin dame", så var hun også temmelig bramfri. Og hvis nogen bemærkede det, sagde hun: "Selv på den mest ophøjede trone i verden, sidder man stadig kun på sin røv". Tjah, jeg har muligvis arvet denne hang til at være noget bramfri!

Sine sidste år tilbragte hun på Hesselager Alderdomshjem, efter at faster i en hel del år havde passet hende i oldemors lille bindingsværkshus. Farfar havde forlangt det, så faster havde bare at makke ret. Men til sidst kom altså oldemor på plejehjem, og faster tog til Grønland. Men det er en helt anden historie.

Jeg har vel været ca 4 år da jeg var med for at besøge hende på alderdomshjemmet. Hun sad i en lænestol, havde en lang, sort kjole med hvid krave på, var  rynket og lidt gennemsigtig i huden. Hun var 90 da hun døde, så hun har jo også på det tidspunkt været en gammel kone. Jeg har hørt, at jeg stillede mig op foran hende og bare stirrede på hende oppefra og nedefter. Indtil faster kom og tog mig væk med ordene: " Ingrid, kom her og få din frakke af, og stå ikke der og fald i staver over oldemor"!

Det var hen under jul, og farfar tog en juledekoration, som stod på oldemors bord, satte den ned på gulvet, tog vi børn i hænderne, og så dansede vi om juledekorationen, mens vi sang de julesalmer, vi havde lært:  "Et barn er født i Betlehem" og "Dejlig er den himmel blå".

Da vi ikke kunne flere salmer, udbrød oldemor: "NU er det blevet jul her i min lille stue. Så kom julestemningen"!

Jeg undrede mig såre, for jeg var jo et barn, som forventede julegaver, stort juletræ helt op til loftet, masser af julegodter og lækre sager. Og så sagde hun, at "Nu er det blevet jul". Jeg har aldrig glemt det, så det bed sig fast. Og som voksen har jeg tit tænkt på det, selvfølgelig især op under jul, hvor vi overforbruger og køber og køber og det kan ikke blive stort og flot nok.

Og så dette enkle: En sølle juledekoration, et par børn i dans og salmesang. Gid jeg selv må være så ydmyg og kunne glædes ved så enkle ting, når og hvis jeg bliver så gammel.

tirsdag den 26. august 2014

Jeg gider ikke gå i kirke!

"Siger Gud ikke til dig, at du skal gå i kirke", sagde han til mig, da vi debatterede kristendom. Det gav mig jo anledning til at tænke nogle videre tanker. For nej, Gud siger ikke til mig, at jeg skal gå i kirke.

For det at gå i kirke er ikke noget, jeg SKAL! Hvis og når jeg går i kirke, er det fordi jeg har en trang, en sult, et behov for at høre Guds ord, være i min kristne familie, som menigheden er. Fordi jeg mangler næring til min sjæl. Fordi jeg søger hen, der hvor jeg ved, at jeg bliver mættet.

Der er jo det ved kristendommen, at den ikke er en lovreligion. De der "skal'er" som findes i andre religioner, findes ikke i kristendommen. Det lægger et kolossalt ansvar på mig. For det er måske lettere, hvis der er nogle skal'er - så er jeg dejligt fri for at tænke selv, forholde mig til tingene på en personlig måde.

Kristendommen kræver, at du afgør dig. Kan og vil du høre evangelierne som en tiltale, som talt til dig personligt? Og hvis du kan det, hvordan forholder du dig så? Går du videre, som om intet er hændt? Så har du ikke hørt efter! For hvis vi hører evangeliet, så omvender vi os. Gør vi ikke? Nej, ikke bare sådan uden videre. I hvert fald ikke for det meste, men jeg har da hørt om mennesker, som kan sige nøjagtigt hvornår det skete. Men de fleste af os sker det ikke for på den måde. Det er en proces, når vi begynder at tiltrækkes af kristendommen.

Hvis nu jeg hører evangeliet som talt til mig, vil jeg måske begynde med at sige: Kære Gud, det kan jeg slet ikke leve op til. For jeg kan jo høre, at mit liv slet slet ikke er sådan, som det burde være. Men det er ordentlig snak at sige sådan til Gud. For det er vel det sandeste, du kan sige til ham. Bekend du blot dine synder!

Jamen hovsa! Synder?? Hvad er det for noget? Er det ikke, hvis jeg spiser en flødeskumskage med for mange kalorier i? Så siger vi da, at vi synder. Eller når vi gør andre sundhedsskadelige eller umoralske ting. Så mener vi, at vi synder.

Synd betyder adskilthed fra Gud. Og hvordan lige præcis JEG eller DU er adskilt fra Gud, ved vi bedst selv. Og hvis ikke,  kan vi læse om det i Det Nye Testamente.

For er det ikke kun en synder, der har brug for Gud? Hvis du mener, at du klarer dig udmærket uden Gud, har du nok ikke brug for ham. Men som erkendt synder skal du ikke til fra nu af at gå gennem verden med bøjet hoved og kravlende langs panelerne. Nej, nærmest tværtimod. For det siges til dig i evangelierne, at du er frisat, hvis du tror på ham, som frelste menneskene. Vær frimodig, gå ud i verden, bid livet i låret, vid, at du ikke kan selv - men at du altid altid kan fortælle ham alting om sandheden om dit liv - som han jo godt kender - og at du er elsket på trods af alt, hvad du selv har gjort og prøvet på med eller uden held. For han har lovet at være med enhver, som bekender sig til ham.

Du kan læse om det i din bibel. Og hvis det er svært at forstå, kan du gå i kirke for at få teksten udlagt, fortolket ind i vores moderne verden - og høre evangelierne som talt til netop dig! Og føle og være i fællesskabet med andre medmennesker, som også er søgende og trængende. Og vokse i den proces, som begyndte den dag, du begyndte at snakke med Gud - at bede!

DET er den væsentligste grund til at gå i kirke!

søndag den 17. august 2014

Mobiltelefoner i klassen - og demokratisk læring

Jeg har set udsendelsen i TV for nogle dage siden om brug af mobiltelefoner i folkeskolen. Og der er visse ting, som undrer mig i den forbindelse.

Lærerne var, så vidt jeg kunne skønne, nogle udmærkede lærere, som erkendte problemerne, og prøvede at gøre noget ved dem - på demokratisk vis. Men det er lige præcis her, jeg begynder at spekulere på, hvad denne demokratiske vis går ud på. Og hvilke konsekvenser det så har.

For det første lagde jeg mærke til, at eleverne blev sat til at komme med forslag til brug af mobiltelefon i timerne. Fint nok. Og alle forslag var lige gode. DET var øjensynlig det demokratiske. Alle blev hørt, alle havde en mening, og alles meninger var lige gode. Men hvordan besluttes der så? Det så vi ikke. Var det en flertalsafgørelse? Ville DET have været demokratisk?

 For det andet: Er det rimeligt, at elever, der ikke er myndige, har bemyndigelse til at vedtage regler, som de ikke selv kan overskue konsekvensen af? Det er sådan set kendetegnende for børn, at de ikke kan overskue konsekvenserne af alt, hvad de foretager sig. Det er lissom derfor, der er noget, der hedder myndighedsalder. Og det er derfor, at de har forældre og lærere og andre opdragere.

For det tredje blev aftaler, der blev indgået, ikke overholdt, og det havde ingen konsekvenser. Ingen vrede! Ingen straf! Ingen sanktioner!  Er DET demokratisk?

For det tredje: Cefu (Center for ungdomsforskning) afholdt sidste år en konference, hvor de unge konkluderede, at det var o.k. at bruge tablets og computere, men mobiltelefoner forstyrrer bare. Er det ikke et demokratisk forum, som man burde lægge øre til? Hvorfor ellers forske i den slags?

For det fjerde: I bekendtgørelsen til fremme af god orden i folkeskolen, står der i  Stk. 2. Hvis en elev ikke overholder skolens regler for orden og samvær, skal lærerne gennem samtaler med eleven og hjemmet søge afklaret årsagen hertil med henblik på at bibringe eleven forståelse for ordensreglernes betydning. Jeg kan godt se, at i den skole fra Horsens, som havde de største problemer, kunne læreren så bruge det meste af sin tid på at håndhæve reglerne, for der var en hel del elever, som "sked på reglerne". Men jeg vover den påstand, at det er hårdt arbejde at håndhæve regler - en tid. Og herefter får alle det meget, meget lettere og bedre.

Jeg tror ikke på straf, men på konsekvens, og at de voksne - lærere, skoleledere og forældre - mener, hvad de siger, HVIS de altså siger, at der ikke må være mobiltelefoner i klassen. Og jeg tror på nogle regler, opstillet af erfarne voksne, som viser elever, hvordan man optræder ansvarligt og demokratisk.

At alle skal have en mening om alt, og at man ikke kan rette sig efter regler, som andre har opstillet for en - er det DET, der er demokratisk??Hvad bliver der af det, at voksne ved nogle ting bedre end børn? Og at voksne må bære ansvaret for at sætte rammerne. Hvad bliver der af  den viden, man har, om hvad der skal til for at koncentrere sig, holde focus? Hvordan lærer man børn ansvarlighed, hvis man som voksen lærer dem, at "det er lige meget"!

Hvis jeg skulle bestemme, skulle mobiltelefonerne opbevares et aflåst sted fra skoledagens start og til slut. Hvorfor? Fordi børnene skal lære at være nærværende, at holde focus. Og i frikvartererne skal de have levende samvær i stedet for samvær med nogle ude i cyperspace. Der er yderst sjældent noget, der er så uopsætteligt, at det ikke kan vente til efter skoletiden. Og skulle der endelig være det, kan der stadig ringes til skolens telefon. Kan endda hænde, at alle disse diagnostisere ADHD'er ganske simpelt bare er mediestressede, som lever i et miljø af konstant mediestøj - de får jo aldrig ro til fordybelse.

 Tænk, hvis vi fik den holdning, at fordybelse er en forudsætning for demokrati, og at eleverne først og fremmest skal lære DET!

fredag den 15. august 2014

Terapi er blevet et livslangt forløb


"Terapi er blevet et livslangt forløb", hedder en overskrift på dagens etik.dk

http://www.etik.dk/danmark/2014-08-15/terapi-er-blevet-et-livslangt-forløb

Akkeja! - Det undrer mig slet ikke. Og jeg har jo så MIN forklaring på, hvorfor det er blevet sådan. Tidligere handlede terapi om at tackle en krise, men i dag handler det -  også - om personlig udvikling.

Er det ikke godt? Er det ikke godt, at mennesker tager ansvar for eget liv og gerne vil have mest muligt ud af det?  Ja se, det kan der siges rigtig meget om. Og jeg vil her prøve at sige i det mindste NOGET om det.

Hvad er det, folk håber på at opnå ved at gå i terapi? Det er intet mindre end LYKKEN. Og ikke nok med det: LYKKEN er at finde inde i mig selv, så derfor skal jeg finde ind til denne indre kerne, som er LYKKEN. Og hvem skal hjælpe mig med det? Det skal såmænd terapeuten, som oftest er psykolog af en eller anden art. Med eller uden akademisk uddannelsesbevis, for titlen er ikke beskyttet.

Det undrer mig såre, hvorfor folk tror, at en terapeut har svaret på, "hvor vi skal hen, du"! For selv om "vi skal indad", så er der da rigtig mange måder at gå indad på. Alt efter hvem man er, hvilken kontekst man befinder sig i, hvad man tror eller ikke tror på, bliver det at skrælle lag på lag af for at nå ind til LYKKEN et meget forskelligt projekt.

Hvem har i det hele taget bildt os ind, at LYKKEN er at finde inderst i vor egen kerne. Hvad og hvor det så end er? Det har terapeuter, psykologer, coaches, toneangivende debattører, forfattere, politikere, diverse medier og vi selv og mange flere. Hele New Age-bevægelsen.

Men det er en stor løgn! Lykken er tværtimod at finde, der hvor du glemmer dig selv!! Der hvor du er optaget af andet og andre end dig selv. Der hvor du vender dig UDAD! Mod andre mennesker - mod en sag, du brænder for - mod et fag, du brænder for.

Hvorfor er det kommet dertil? Det er det, fordi vi ikke længere kollektivt tror på Gud. Men vi har alle indbygget længselen efter noget, som er større end os selv, og derfor må vi lede efter det, når tomheden og meningsløsheden i vore liv truer med at tage over. Da vi troede på Gud, havde vort liv i det mindste en retning og et mål. Og selv om vi havde svært ved at forstå det med Gud, så gav det vort liv fylde og mening at forsøge. Og mens vi så gik der og forsøgte, dannede Gud os i sit billede. Hvis og når vi gav ham lov. Og bad ham om det.

Men sådan er det ikke længere. Ikke for os danskere som folk. Vi har ikke længere denne fælles forståelse, denne forforståelse af, hvem vi er. Vi må selv opfinde, hvem vi er. Og vi TROR, at det findes inderst inde, bare vi graver dybt og længe nok. Vi vokser ikke længere op med at lære om Gud i skolen, vi er blevet et sekulariseret folk. Som folk.

Men der findes stadig mennesker, som er kristne, skulle jeg da lige glædeligt hilse og sige. Og skulle du have lyst til at opleve den ægte vare, vil jeg anbefale kirken. Her gengiver jeg Anne Sophie Seidelins ind- og udgangsbøn, fordi de smukt siger, hvad det handler om.

INDGANGSBØN
Lad os alle bede!
Herre vor Gud, hør os, som er samlede her
i det hus, vi har bygget for dit navn.
Luk vore ører op, så vi hører dit ord,
luk vore øjne op, så vi ser din herlighed,
luk vore hjerter op, så vi omvender os,
giv os stemme, så vi bekender og lovsynger dig,
du Herre, som skabte os,
du frelser, som forløste os,
du gode Helligånd, som trøster os i livet og døden. Amen.
 
 
UDGANGSBØN
Lad os alle bede!
Herre, jeg takker dig af hele mit hjerte,
fordi jeg går ud herfra som et frit menneske
med mine synders forladelse og din velsignelse.
Bliv hos mig med din fred,
og giv mig mod til at leve,
som du har lært mig. Amen.