For ganske nylig "arvede" jeg et 50-binds værk: "Gyldendals Bibliotek, dansk litteratur", idet en kær veninde skulle flytte til noget mindre, og dermed ville skille sig af med adskilligt. Det er en guldgrube af store, danske forfattere, som er repræsenterede her. Jeg har nu allerede læst nogle stykker med stor fornøjelse, men sidst har jeg læst Henrik Pontoppidans Lykke-Per, som har gjort et fantastisk indtryk på mig.
Hvorfor jeg aldrig før har læst denne bog, er mig en gåde, - nu, jeg har læst den. For den sammenfatter, hvad der er på færde i Danmark efter 1864, - efter det moderne gennembrud, i brydningen mellem Danmark som bondesamfund og industrisamfund omkring år 1900. Og den gør det på flere planer: Danmark som overordnet tema, med kig til flere europæiske lande og indflydelsen herfra. Og på det personlige plan med Per som hovedpersonen. Pontoppidan beskriver Pers udvikling med stor følsomhed og detaljerigdom, og den er da også beskrevet som delvis selvbiografisk.
Karakteristisk er personskildringernes nuancering. Personerne er så godt som alle skildrede med både gode og dårlige egenskaber. Det er en udviklings- og dannelsesroman, men der er ingen jævnt glidende og selvfølgelig udvikling heri. Hvad der ryster Per i hans livsbane, og genererer ny tænkning og ændring af hans liv, er sammensat af mange forskellige emner, som popper op som væsentligst, efter hvor Per er i sit liv. Og jeg kunne ikke regne ud, fra livsafsnit til livsafsnit, hvor han NU var på vej hen. Så for mig var det også en uhyre spændende bog.
Disse emner -temaer, som billedgør netop denne tid i Danmarks historie, og hermed også i Pers personlige udvikling spænder vidt. Det er religiøse: Per er præstesøn, men bryder med denne arv, - det er slægtsskabsmæssige: Per bryder med båndene til sin familie,- det er kønsmæssige. Pontoppidans skildringer af Pers forskellige forhold, set både fra Pers, fra kvindens og fra familie og venners synspunkt, er så fintfølende og intenst beskrevet, så jeg fuldstændig betages. Statusmæssige, politiske og især socialpolitiske holdninger og forskelligheder tydeliggøres i et herligt persongalleri og via Pers akavede forsøg på at indgå i forskellige klasseniveauer.
Bogen har jo nu godt 100 år bag sig, og sproget er derfor temmelig meget anderledes end vor tids sprog. Jeg nyder det gammeldags sprog med lange sætningskæder og indskud, og med ord og begreber, vi sjældent bruger nu om dage. Alligevel er der et flow over sproget, og en friskhed og frihed, hvorved selve sproget er med til at danne billedet af tiden før år 1900.
For mig er især skildringerne af de forskellige kristne retninger og holdninger rent guf. Oveni købet med - hvad jeg vil kalde "anderledes" syn på de store, f. eks. grundtvigianismen. Jeg er vild med, at Pontoppidan sætter sig i enhver af disse bevægelsers sted, og så at sige skildrer dem set indefra, samtidig med at han via historiens personer får sat holdningerne til diskussion, så også de negative sider illustreres.
Jeg ved ikke, om den hører med i kulturkanon, men det bør den, efter min mening! Læs den!!!!
