mandag den 25. april 2016

Michaels rejse fra fuldkommenhed til menneske

Denne fortælling foregår for længe, længe siden. Den er en sælsom fortælling om en sjæls rejse fra at være fuldkommen til at blive menneske. Og når fortællingen er færdig, er det ikke sikkert vi er blevet ret meget klogere.

Vi kalder denne sjæl for Michael, for af hankøn, det var han - en køn ung mand, som intet andet levede for, end at gøre det gode, det skønne og det sande. Han befandt sig godt i den himmelske sfære, hvor han havde sit hjem. Var altid lydig, og opfyldte alle sine forpligtelser. Han var vellidt af sine brødre og søstre, som der var så mange af, at de slet ikke kunne tælles.

Han havde været her så længe, han overhovedet kunne huske.

Men når han gik rundt blandt alle de andre, havde han blot een længsel: Han ville så gerne være engel. Han så på englene, som færdedes iblandt ham og hans brødre og søstre, og det forekom ham, at det måtte være det skønneste, man kunne tænke sig, at blive som en af dem.

"Hvordan kan jeg blive en engel", spurgte han sine søskende, men der var ikke rigtig nogen af dem, som vidste det. "Har du det ikke godt her", svarede de som regel. "Hvorfor ønsker du dig noget andet"? Dette er paradiset, der findes ikke noget bedre sted".

Det slog han sig til tåls med en tid, men længslen forsvandt ikke. Han måtte finde ud af, hvordan han kunne blive en engel. Så gik han til en af de ældste i søskendeflokken, og sagde: "Hvordan kan jeg blive en engel". "Hvorfor vil du være engel", spurgte den ældre broder. "Jeg ved det ikke", svarede Michael, "men jeg vil så gerne være lige så fuldkommen som de". "Vil du være fuldkommen, så må du arbejde endnu hårdere på det, end du gør nu", svarede den ældre broder.

Michael arbejdede hårdt på sin fuldkommenhed, udførte alt til punkt og prikke, undveg ikke nogen opgaver, gjorde alt det, han kunne og skulle. Men hans hjerte længtes dog stadig. Han blev tavs, indadvendt, men han arbejdede, så sveden sprang.

Hans ældre søskende så med bekymring på ham, og en af dem sagde til ham: "Du skulle opsøge ældste Athor. Han må kunne rådgive dig". Michael tænkte længe over dette råd, men besluttede til sidst at følge det. Så han gik til Athor.  Athor hørte længe på ham. Han fremlagde - først stammende og tøvende - men efterhånden mere ivrig og ilter sit ønske. - "og nu har jeg arbejdet voldsomt på min fuldkommenhed, så kan jeg ikke blive en engel nu"? spurgte han til sidst.

Athor så længe på Michael, med et interesseret og mildt blik: "Jeg har hørt om denne attrå før", sagde han så. "Og når den nu har rodfæstet sig i dit sind, må du gå hele vejen"! "Jamen, hvad skal jeg da gøre", spurgte Michael. "Du har nået til det umiddelbares grænse, - det er det højeste gode her". Men vil du videre, må du gennem kundskabens lande. Det er en farlig, besværlig og langsommelig vej, og man kan meget nemt fare vild i disse lande.

"Hvad er kundskabens lande"? spurgte Michael. "Og hvor ligger de? - og hvad skal jeg der"? "Det er menneskenes verden", svarede Athor. "På jorden lever de. Der skal du lære SELV at vælge kærligheden via din frie vilje. HER er den en synlig del af alt, men DER skal du selv indånde den, vælge den, og træffe dine egne valg. Du vil aldrig være alene, vi vil altid være nær ved dig, blot kan du ikke se os, som du kan nu.

"Og kan jeg så blive en engel bagefter", spurgte Michael ivrigt, men også lidt frygtsomt. "Det ved kun Gud", svarede Michael. "Du er velkommen til at blive her i den umiddelbare kærligheds paradis. Men da du begærer mere, har du vist, at dit sind vil kærligheden via din egen sjæls tilegnelse af den. Derfor må du til Jorden og blive menneske.

"Hvordan kan jeg undgå at fare vild", spurgte Michael. "Hvad skal jeg holde mig til"? Athor sagde: "Alt det, som du umiddelbart har haft her, skal du bruge, søge efter og holde dig til. Og bliver du forvirret og rådvild, skal du søge efter korset og korsvejen. Og så er vi altid med dig med Guds Ånd, og du kan nå os via bøn,

"Hvad er korset og korsvejen for noget", spurgte Michael. "Bekymr dig ikke", svarede Athor. "Alt dette blive nedlagt i dit sind, og hold dig blot til det, så farer du ikke vild.

Og herefter fødtes Michael på Jorden af et ganske almindeligt forældrepar. Overraskende nok fødtes han som pige. Og  lærte kærligheden at kende. Den var hendes medfødte og iboende tilbøjelighed, den blev skænket hende af forældre, søskende, venner, mennesker hun traf på sin vej. Men hun lærte også ondskab, fjendskab, uvilje, stejlhed, løgn, krig, svigt, utroskab, uretfærdighed og meget meget mere at kende. Jordelivet blev op- og nedture, rutcheture, med gode men også med meget sorgfyldte dage. Hun begik mange fejl, svigtede selv nu og da, elskede ikke kun, men opfyldtes af og til af følelser, som vel måtte kaldes onde.

Men korset genkendte hun, og korsvejen kunne hun måske ikke selv gå, men hun vidste dybt i sit indre, hvad det var for en vej, og at hun skulle holde sig til den. Hun lærte af uretfærdighed ikke selv at være uretfærdig. Hun lærte selv at vælge kærlighedens vej, så godt hun nu kunne.  Men det tog lang, lang tid.

Og hvad skete der så? Blev Michael så en engel efter Jordelivet? Det ved kun Gud!