Hvad kan jeg svare, når mennesker spørger mig, hvorfor jeg er kristen? Det er for mig så selvfølgeligt, så man lige så godt kunne spørge mig, hvorfor jeg trækker vejret. For hele mit liv grunder i kristendommen.
Og hvad mener jeg så med det?
Min tro og hele den verden, som følger heraf er fundamentet for mit liv. Jeg bærer det altid med mig, netop som et fundament. Som den grund, mit liv udfolder sig på. Som den jord, mit liv vil vokse, gro og blomstre op af.
Det undrer MIG, hvad andre mennesker har som fundament. For mig må der "noget" til, som er større end mig selv. Og tænk, hvis det blot skulle være mig selv, som skulle bære hele mit liv og endda selv skabe fundamentet. Så ville mit liv flagre hid og did, der ville ikke være mening og retning, og alvoren og ansvarligheden ville være relativ og noget, som jeg selv kunne/skulle beslutte, OM jeg ville leve op til.
Mit liv ville ikke have autenticitet, for den skabes ud af det ord, som jeg har hørt i kristendommen. "Noget" har rørt ved mig i en sådan grad, så hele mit liv hviler heri. Og dette "noget" er Kristus, hvad enten det er som Gud Fader, Gud Søn eller Gud Helligånd - alle tre er dele af den samme guddom, som virker på forskellige måder.
Hvad betyder det så i mit liv, udover at være fundament?
Herudaf danner jeg mine holdninger, mine meninger, mine politiske anskuelser, - herudaf forsøger jeg til stadighed at forstå mere og mere, for det tager lang lang tid, og jeg bliver aldrig færdig, og jeg kommer aldrig til at forstå det hele. Herudaf indgår jeg i relationer til andre mennesker, dannes jeg af det, som jeg hører og læser og erfarer om og via Kristus. Herudaf opdrages jeg.
Der findes ikke én rigtig holdning, én rigtig mening,én rigtig politisk anskuelse. Kristendommen fortæller dig ikke, hvad du skal gøre i enhver situation, den er ingen lovreligion. Kristendommen er ikke humanisme, har heller ikke noget med menneskerettigheder at gøre, for den har aldrig med RET at gøre. Den er ikke etik, i betydningen at du så kan pege og sige: Se, sådan her er det rigtigst. Men jeg bliver vejledt og belært af min læsning af bibelen og meget anden kristen litteratur, gennem menigheder og gennem prædikener og på mange mange andre måder.
Jeg er ALTID selv bestemmende, jeg har min fulde frihed, og jeg har det fulde ansvar for mit liv og de valg, jeg træffer. Jeg overvejer, er i tvivl, og har ikke "sandheden", men jeg kan til enhver tid bede: Om vejledning, om at jeg må gøre det rette i den givne situation, Og jeg har mange gange sagt til Gud:" Jeg kan ikke det her - jeg aner ikke mine levende råd - jeg formår ikke at..., , det her magter jeg ikke at komme igennem, osv osv. Kære Jesus, nu lægger jeg det hele over til dig, så afventer jeg blot, hvad jeg skal gøre". Og så kan jeg hvile i den tro.
Jeg tænker tit, at jeg er et meget priviligeret menneske. Jeg har fået nogle gaver med mig ind i dette liv, og det er ikke alle, der har det. Nogle har fået større og andre gaver end jeg, men rigtig mange har ikke fået nær så meget med sig. Det giver anledning til taknemmelighed, og til at jeg betænker, at jeg må dele ud. Ikke nødvendigvis af penge eller materielle ting, men af de gaver, som JEG har at dele ud af.
Og så er det naturligvis rigtigt, at jeg skal være næstekærlig. Men dette begreb er for tiden så udvandet, fordi alle og enhver kalder deres godhedstrang for næstekærlighed, så jeg er ikke så glad for at bruge dette ord lige nu.
Jeg kunne godt skrive en hel masse om, hvad en kristen bør gøre af gode gerninger. Men jeg tør ikke rigtig skrive om det, for jeg kan ikke ret godt holde ud at lave lister over den slags. Den "rigtige" etik ville så stå og lure bag min ryg. Jeg har derfor koncentreret mig om, hvordan jeg som menneske mener, at jeg er total afhængig af og funderet i den kristne tro. Og hvad den betyder for mig personligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar