søndag den 30. december 2012

Nytårsønsker

Jeg har nogle ønsker for det nye år:

- at der må dukke nogle politikere op i dansk politik, som ikke giver fem potter pis for spindoctorer, meningsmålinger, strategier, manipulationer, - men siger lige nøjagtig hvad de mener, og står fast på det. Og går ned hvis deres holdninger ikke vinder gehør i stedet for at ændre på meningerne.

- at disse politikere kommer igennem med at få gennemført en lovgivning, som giver mulighed for at smide asylansøgere hjem omgående, og uden at de får behandlet deres ansøgning, hvis de begår ulovligheder.

- at politikerne generelt kalder en skovl for en skovl og en spade for en spade. F. eks. lader være med at kalde den evt. nye folkeskolereform for et fremskridt, men kalder den, hvad den er, nemlig en besparelse.

- at politikerne tager rigsfællesskabet med Grønland alvorligt, og derfor blander sig i, hvordan og hvem, der skal arbejde, bore, tjene penge på Grønlands undergrund. Og at der ikke kan laves aftaler, som strider mod det demokrati, der er opnået. Grønland har selvstyre på mange områder, men bl.a. ikke på sikkerhedsområdet.  Det har ikke noget at gøre med at opføre sig som koloniseringsherrer, men er en pligt, Danmark har.

- at kommunerne får tilført midler, så det bliver muligt at undersøge sager, hvor der er mistanke om pædofili og incest, og at de opgiver den berøringsangst, der har været omkring disse sager.

- at bybusserne bliver gratis

- at udeblivelse fra sygehusaftaler skal koste det samme som parkeringsbøder.

- at p-vagter - også de private - opfører sig anstændigt. Det vil f. eks. sige, at de gør én opmærksom på, at man har glemt at stille p-skiven, hvis det er tilfældet - i stedet for at stå og lure, og så sætte en p-bøde i forruden, så snart man har forladt bilen.

- at værnepligten afskaffes, og at der i stedet indføres social pligt et halvt år for begge køn. Vi skal stadig have et forsvar, men udelukkende bestående af unge, som melder sig frivilligt.

- at faget demokrati får et gevaldigt løft i skolerne.

Jeg kunne med lethed nævne 100 ting, som jeg også ville ønske for det kommende år. Overordnet handler mine ønsker om ordentlighed og anstændighed. Og at vi alle opgiver vores konfliktskyhed overfor dem, som IKKE opfører sig ordentligt og anstændigt. At vi insisterer på, at det vil vi ikke finde os i. Og ja - selvfølgelig vil der være delte meninger om, hvad ordentlighed og anstændighed så er. Og de slåskampe må vi tage. Og ikke være feje!!

Godt nytår!!

Forældre, ved I, hvad der foregår???

Fordi jeg kunne læse så tidligt - fordi mine forældre havde travlt i fars forretning - fordi ingen tænkte på børnepsykologi på den tid - fordi jeg havde tre yngre brødre - fordi piger skulle være pæne og artige,  fik jeg nogle sår, som det tog lang tid at komme over.

I mors ugeblad Familiejournalen læste jeg en klumme, som kom til at præge mit liv fremover. Den handlede om, at "når min lille dreng kommer og banker på din dør, så luk op". Historien var, at den lille drengs far var i fængsel, og at han og moderen var alene tilbage. Men drengen (og hans mor) havde oplevet, at mennesker tog afstand fra dem, som hørte til nogen, der var i fængsel. Og derfor havde drengen ingen legekammerater, og han var for lille til at forstå, hvorfor ingen ville lege med ham.

Jeg har været ca. 5 år, og jeg stavede mig igennem teksten. Og da jeg var færdig, græd jeg som pisket. Men kun, når der ikke var nogen, der så det. Jeg forstod dårligt nok selv, hvad det var, jeg græd over. Og jeg kunne slet ikke forklare det, hvis nogen voksen havde spurgt mig, hvad jeg græd over. Det gjorde de så heller ikke, de så det ikke. Men i meget lang tid græd jeg over den lille dreng. Og jeg har aldrig glemt ham. Jeg kunne slet ikke have, at han så aldeles uforskyldt var alene og ensom.

Ca. et års tid efter læste jeg i samme Familiejournal en roman, som udkom med et kapitel en gang i ugen. Den hed "Barn 312", og handlede om pigen Ursula, som var flygtning - vistnok fra Ungarn. Jeg ved ikke, om mine forældre ville have gjort noget som helst, hvis de vidste, at jeg kunne læse, men det vidste de ikke. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var trådt ind på voksent territorium, og det var nok sikrest ikke at røbe det.

Men pigen Ursula oplevede så frygtelige ting, at jeg igen græd mine modige tårer, når jeg var kommet i seng. Jeg forstod ikke, hvordan mennesker kunne være så gemene. Jeg forstod ikke, hvorfor Ursula skulle leve sådan. Jeg oplevede Ursulas kamp med tilværelsen i min egen sjæl. Og jeg så på Kurt Ards tegninger til romanen, han var jo genial.

Men jeg var alt for ung til at læse den slags. I hvert fald uden at nogen voksne var med i det.

Jeg skriver dette, fordi jeg lige har været sammen med mine børnebørn, som vokser op med et helt naturligt forhold til alt muligt gadget. Eller gør de? Kære forældre, kig jeres børn over skuldrene. Lad dem ikke være alene med det, de oplever, uanset hvor harmløst, det kan se ud. Jeg har et barnebarn, som er bange for zombier. Hvor i alverden han så har det fra. Det er helt urimeligt! Han har heldigvis gode forældre, men alligevel.....


lørdag den 29. december 2012

Julegavetømmermænd

Jeg sagde til ham før jul, at jeg havde en lille ting til ham. "Du skal da ikke give mig julegave, selv om det er sødt af dig. Så må jeg jo se at hitte på noget til dig, så", sagde han. Øv altså. Det var da ikke derfor, jeg havde en lille ting til ham, men fordi jeg synes, at det jeg havde fundet, passede så godt til ham. Men han kom så med "noget" til mig, som viste sig  at være en rigtig dyr parfume og bodylotion. Jeg blev glad, men også lidt beskæmmet, for han  havde jo nærmest følt sig forpligtet til det. Øv altså!

Hun havde købt den helt perfekte julegave til ham. Han havde sådan set ikke ønsket sig den, men han havde gentagne gange snakket om denne ting, som bare var så meget luksus. Hun købte den. Fordi hun er så glad for ham. Og fordi hun overhovedet ikke tænker i milimeterretfærdighed, kom det helt bag på hende, at HAN blev ked af det, fordi hans gave til hende ikke var så dyr. Men hun blev glad for den, for den var udvalgt med største omtanke og omhu. Øv altså!

Han havde først købt en dyr gave til hende, men afleverede den igen og købte noget billigere. Juleaften pakkede han så den ene gave efter den anden op fra hende. Gaver, som man kunne se, at hun havde lagt al sin kærlighed i. "Skulle jeg alligevel have givet hende den dyre gave", tænkte han, "eller flere gaver"? Øv altså!

Jeg husker en jul, hvor jeg fik to stykker træ af ham. "Hvad er det"? spurgte jeg. "Det er til at lave et natbord af", svarede han. På det tidspunkt syntes jeg, at det var en total borgerlig og latterlig ting, at kvinder forlangte dyre smykker og lignende af deres mænd, så jeg accepterede bare uden videre, at min mand havde tænkt sådan.

Vi kommer over disse julegavetømmermænd! Men jeg undrer mig. Hvorfor kan vi ikke bare glæde os over det, vi får? Og bare have det med i al vores gavegiveri, at vi er vokset op med forskellige holdninger til at give gaver, deres pris, værdi i øvrigt osv?

Fordi vi føler, at det at give gaver afspejler det forhold, vi har til hinanden. F. eks. har jeg altid givet mine børn større gaver, end de har givet mig, men det har altid føltes helt naturligt, fordi de har været under uddannelse eller lignende. Men nu, hvor de er ved at være "rigtig" voksne, tror jeg, at det skal til at være slut. Nu er det MIG, der vil have!! Men det er, som om størrelsen på gaven har noget at gøre med størrelsen af den kærlighed eller sympati, vi føler for hinanden. Og det er skidt BÅDE at være den, der giver mest, og at være den, der giver mindst. Det skal helst passe nogenlunde sammen, ser det ud til.

Jeg er ked af, hvis det er sådan. Jeg har selv forsøgt at lære mine børn IKKE at gå op i milimeterretfærdighed, men jeg kan alligevel se, hvordan de forsøger at lave aftaler. Jeg ville så gerne, hvis man gav af et overskudshjerte, som havde uendelig lyst til at give netop dette. Og at man bruger lang tid på at finde den helt rigtige gave, og ikke bare sætter en dag af til "gaveræset", og så køber alle gaverne i det nærmeste butikscenter. Eller giver gavekort af frygt for at købe en forkert gave. En gave kan aldrig være forkert, mener jeg.Og at man føler taknemmelighed og også en vis ydmyghed over at få netop denne gave, i stedet for at vurdere gavens størrelse og pris, og så "føle" sig godt eller skidt tilpas over den. Øv altså.

Det skulle jo gerne være en glæde - både at give og at modtage en gave.

fredag den 21. december 2012

Jordens undergang er ingen leg!

Så blev vi snydt igen! Jorden skulle endnu engang gå under. Hvorfor bliver det så ikke til noget? Der er da ellers ting nok, der kan ramme jorden.

En komet der rammer jorden
En planet der støder ind i jorden
Et meteornedslag som det, der udryddede dinosaurerne
En asteroide
Et vulkanudbrud af ukendt størrelse
Fenrisulven der sluger solen
Aliens der kommer og vil have vores jord
Irak der sender atombomber ud over os
Guds straf fordi vi har indført homovielser
Zombier, der æder os allesammen
En ny syndflod
Jordskælv
Tiden der udløber

DR2 har sendt et godt underholdningsprogram i aften om jordens undergang.  Som underholdningsprogram var det faktisk godt. Men jeg må indrømme, at jeg var ved at få kuldegysninger, da publikum "til sidst" blev bedt om at tage hinanden i hænderne, mens man sang: Om lidt bli'r her stille.

Det var lissom om jeg vågnede op! Hvad f... er det, der foregår? Leger vi jordens undergang? Jeg mindes visse bibelsteder:

Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. v2 For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. v3 Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe (1. Tessalonikerbrev, kap. 5)

Først og fremmest vil jeg, I skal være klar over, at der i de sidste dage skal komme mennesker, der spotter og lever, som de har lyst til. 4De vil gøre nar af løftet om Jesu genkomst og hånligt spørge:»Javel, så Jesus har lovet at komme igen? Hvornår mon det sker? Så langt tilbage som nogen kan huske, er alt forblevet, sådan som det var fra skabelsens morgen.« ("2. Petersbrev, kap 3

Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig." Og han fortalte dem en lignelse: "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen." Luk 21,25-36.

Jeg henviser ikke til disse tre bibelsteder for at vi nu skal skynde os at få fastsat en ny sidste dag. Men jeg blev grebet af en besynderlig og beklemmende angst for menneskeheden, som "leger" jordens undergang. For det er jo ikke alvorligt! Vi tror jo ikke på det!

På samme måde som vi heller ikke rigtigt tror på, at vi selv har indflydelse på, hvordan jorden har det. Well, vi hører om temperaturforhøjelser, isen der smelter ved polerne, og andre ting, som truer os, og som vi KAN gøre noget ved. Bare ikke lige nu! Og heller ikke de næste par år. Og kun lidt af gangen, for vi vil under ingen omstændigheder trues på vores velstand. Og vi vil heller ikke gøre mere end de andre lande, så mister vi konkurrencedygtigheden. Og når de kan vente til 2020 med at skære ned på co2udslip, hvorfor skulle vi så.

I DEN sammenhæng har jeg lyst til at SKRIGE ind i hovedet på hele menneskeheden: Vi leger ikke! Det er ikke noget, vi bare kan gøre, som vi vil med! Det er ikke noget, vi kan gøre til et underholdningsprogram. Vi har ALLE ansvar. Og nogle mere end andre. Og nogle skal gå foran og vise vejen.

Det er rigtigt, at de første kristne forventede Kristi genkomst i deres egen levetid. Og da det så ikke skete, hvad så, hva'? I dag kunne det godt se ud, som om vi selv som menneskehed har skylden, hvis jorden bliver ubeboelig. Vi skal ikke gå og lege jordens undergang, det er dog ikke en spøg. Vi skal tværtimod tage os sammen og opføre så ordentligt, at jorden kan bestå. Også selv om det kommer til at koste på vores velfærd.

Det kan være, at vi selv skaber Herrens dag, den yderste dag, dommedag, undergangen med vores måde at tænke og leve på. Og det er ingen leg!!

mandag den 17. december 2012

Dem jeg elsker, ønsker jeg et gran af vanvid - det gør hjertet let (Anatole France)



For en del år siden spurgte jeg mine tre børn, hvilke minder de havde fra deres barndom, som de syntes var særlig gode og værdifulde. Tænk, ingen af dem sagde, "Når vi skulle læse lektier", eller "Når vi skulle være hjemme kl. 1 efter en fest".
En af dem sagde: "Kan I huske dengang vi var på ferie på Fanø, og vi var inde på en restaurant for at spise? De havde ikke rigtig noget på menukortet for børn. Så sagde mor: Pyt, så får I bare 2 desserter". Jeg kunne godt huske det. Og jeg kan huske, hvordan deres øjne blev store, og de så ud, som om vi alle nu var ude på de virkelig vilde vover! Herregud, tænk engang: To desserter kunne gøre det. Jeg kan lige fortælle, at de ikke tog skade af det.

En anden af dem sagde: "Jeg kan huske engang, hvor du gik og fejede græs sammen, efter at du havde slået græsplænen, og jeg kom ind i haven. Pludselig tog du en stor bunke græs og løb efter mig og smed det på mig. Det endte med, at der var græs alle vegne - på nær på græsplænen. Og nøj, hvor vi grinede". Ja, det kunne jeg også godt huske. Tænk - græs!!!

En af dem sagde: " Vi var 3 gange i biografen for at se Løvernes Konge. Det var helt vildt" - Ja, hvor jeg husker det. Hun levede og åndede i denne verden i laaaaang tid. Og det var slet ikke nogen dårlig verden, for den film har faktisk en god morale. For nogle dage siden sad vi så, hun og jeg og en veninde, under hver sin dyne/tæppe med slik og cola og så "Løvernes Konge". Skøn nostalgisk aften.

Og de fortalte om mange andre oplevelser. Men en ting slog mig: Det var tit, når jeg - som moren -havde opført mig lidt halvskørt, havde overskredet nogle uskrevne normer, havde gjort noget lidt skævt eller vildt, - DET huskede de som noget dejligt.

Og jeg tænker: Gud ske tak og lov at jeg dog har haft hjerte til at gøre noget vanvittigt. For jeg fik OGSÅ at vide, hvor tungt det havde føltes, når jeg om morgenen kom op af trappen for at vække dem, eller når de blev kaldt ind for at rydde op, og lignende ting.

Og når jeg sådan sidder og funderer over mine børns barndom, og om jeg har gjort det godt nok, så tænker jeg på en ganske bestemt episode. Vi skulle alle 4 i sommerhus, og bilen skulle ordnes. Der skulle måles dæktryk, olie osv. og det var noget, som jeg ikke anede noget som helst om, hvordan man gør - for jeg var lige blevet skilt, og det havde altid været min mand, som gjorde den slags. For dog ikke at være helt alene, tog jeg min søn, dengang 9 år, med over på tanken. Vi fik faktisk ved fælles hjælp ordnet det hele. Idet jeg svinger ud fra tanken igen, siger jeg sådan nærmest for mig selv: "Hvor er det irriterende, at jeg er så dårlig til den slags. Er der overhovedet noget, jeg er god til"? "Ja", svarer min søn stille, "du er god til at være mor".

Og sådan har jeg nogle sætninger fra mit liv, som er blevet sagt til mig i tidens løb. Sætninger, som jeg varmer mig ved og husker på, når livet ikke altid arter sig allerbedst. Men som får hele mit liv til at give mening.

lørdag den 15. december 2012

Vær tossegod!!

At være tossegod er sådan noget, der ikke ses på med milde øjne. Det er at tage hovedet under armen. At lade sin fornuft i stikken. At bruge flere penge, end man har. At være naiv, blåøjet. At have tillid til andre mennesker. At tro på det gode i andre.

Eksempel: Akmed, som bor her i byen, og stjæler alt, hvad han kan komme afsted med,  siger: Danskerne er da selv ude om det, når de er så tossegode, at det er nemt at stjæle deres cykler, og det er så nemt at bryde ind hos dem. Så lægger de da selv op til det.

Eksempel: TVCharlie har et program, som hedder "Spørg Charlie". Det handler om, hvordan man tackler etiske problemstillinger i hverdagen. Et at eksemplerne handlede om en mand, som havde købt en trailer, men nu var begyndt at synes, at alle på vejen ville låne hans trailer, og nu spekulerede han på, om han blev udnyttet, og på hvad han skulle gøre, hvis noget gik i stykker, eller om han kunne forlange penge for udlån og lignende. Niels Hausgaard havde det helt rigtige svar, synes jeg. Han sagde: "Det er jo bare en trailer". Så manden skulle bare blive ved at låne den ud, som han hidtil havde gjort.

Eksempel: At bankerne så længe kunne komme afsted med at låne penge ud, som der ikke var dækning for - skyldes det, at vi har en grundlæggende tillid til dem?

Eksempel: Der har været mange grimme sager indenfor incest de sidste år. At det ikke er blevet opdaget noget før, - kan det skyldes, at vi har FOR stor tillid til vore medmennesker?

I Danmark stoler en stor del - 75 procent, siger en undersøgelse - på andre. Vi har generelt tillid til, at verden vil os det godt. Og vi handler derefter. Det modsatte af tossegodhed er kynisme. Kynisme er ligegyldighed overfor andre, og der ligger også heri en latterliggørelse af medfølelse med andre. "De ligger, som de har redt" er kynikerens motto. På verdensplan er det kun - ifølge samme undersøgelse - 30 procent, der stoler på andre.

Det er ikke alene enfoldige eller naive personer, der kan praktisere tossegodhed. Personer, der bevidst vælger en strategi hvor de håber på det bedste i andre, ved at være imødekommende og konstruktiv, i forsøget på at skabe resultater, frem for den modsatte strategi - at antage at man intet kan opnå med imødekommenhed og forhandlinger - betegnes ofte som tossegode. Hvilket jeg hverken finder tosset, dumt eller naivt, men derimod en hensigtsmæssig og nødvendig adfærd til tider. Et alternativ til at være kyniker med negative forventninger om at intet kan nytte.

Men den holdning kan man måske kun have, når man som vi danskere, bor i et land, hvor vi stoler på hinanden. Netop denne holdning har også medvirket til vores velfærd. Det kan godt være, at vi kan finde på at bruge sort arbejde i en eller anden udstrækning, men vi betaler dog vores skat. Det kan godt være, at vi synes, vi betaler en høj skat men de fleste af os vil hellere det, fremfor at sænke vores velfærdsstandart.

Vi er også et land, hvor klasseforskellene er små. Og det er såre godt. For jo mere lige, vi er, jo større tillid har vi også til andre. Derfor er det også så vigtigt, at vi bevarer et samfund, som ikke gør klasseforskellene større.

Og skønt jeg irriteres voldsomt over ovenstående Akmeds livssyn, insisterer jeg på at blive ved at leve, som jeg gør, og at fortælle ham, at han tager fejl. At han kun kan blive en del af velfærdssamfundet af hjertet, hvis han indser hvad tillid gør ved samfundet. Og til ham, og som kommentar til den snigende individualisering: Det er kun i samme grad, som vi kan sætte os i de andres sted og have med-lidenhed, at vi kan afstå fra kun at tænke på os selv, men indse, at fællesskabets vel er til gavn for alle - også den enkelte.

Og til trailermanden ovenfor: Pas på, at smålighed og selvretfærdighed ikke gør kål på din tillid til andre mennesker, for "det er jo kun en trailer".

Og til bankverdenen, socialkontorerne og andre, som ikke i tide opdager, at der er ved at snige sig dårligdomme ind i systemerne: Vi må hele tiden blive bedre til at opdage ondskab. Ja, jeg kalder det ondskab, når bankdirektører og bestyrelsesformænd kan komme afsted med at lave sådan rav i økonomien, at alle mister deres penge. Og så oveni købet belønne sig selv med store beløb. Og jeg kalder det ondskab, når man skærer så kraftigt ned på socialrådgivere og konsulenter i kommunerne, at der ikke bliver tid til at tage de svære sager og gøre det ordentligt. Og ja, jeg ved godt, at alt ikke er sagt med det.

Men hellere være tossegod end tosseond!!!















onsdag den 12. december 2012

Sancta Lucias liv - en opbyggelig historie

I morgen d. 13. december er det Luciadag. I takt med at kristendommen er for nedadgående, at knap 20.000 har meldt sig ud af folkekirken i indeværende år, at færre kommer til højmessen om søndagen og at ateismen breder sig i det offentlige rum, får ritualerne - også de kristne - større og større betydning. Luciaoptog, Halloween, St. Bededagsaftenen, Mortensaften - alle med hver sine traditioner. For vi kan ikke undvære dem. Muligvis går vi kun op i det æstetiske: Om dragter som hører til f. eks. Halloween og Luciaoptog, maden, som hører til, St. Bededags varme krydderboller om aftenen, eller mortensanden.

Lucia var fra Sicilien, fødtes år 283, og levede i tiden under det romerske imperium. Hun konverterede til kristendommen, som var forbudt på denne tid, og først blev anerkendt under Konstantin d. Store i slutningen af 300-tallet. Lucia delte mad ud til sine medkristne, som ofte levede et hemmeligt liv i katakomber, og derfor måtte uddelingen ske om natten i bælgmørke. Men for at kunne se, havde Lucia bundet en krans om håret, som hun havde stukket lys ned i.

Lucia er lovet væk til en velhavende romer, men hun vil ikke giftes med ham, dels fordi hun er kristen, og dels fordi hun tidligere havde lovet Gud, at hvis hendes mor blev rask efter en alvorlig sygdom, ville hun leve i kyskhed. Derfor angav romeren hende, og hun døde 13. december, og blev siden helgenkåret.

Men hvorfor har nærmest enhver børneinstitution, skole eller plejehjem et Luciaoptog?

Vi kan ikke undvære ritualer og traditioner. Det binder os sammen som folk, både folk som hele landet, og også folk som vore nærmeste, familie og venner. Det giver os anledninger til at være sammen, og det er godt at være sammen om NOGET! Børn er altid en succes at samles om, og det er da også oftest børn, som går Luciaoptog. Hvide dragter, - minder os om andre begivenheder, hvor vi er i hvidt. Lyset, som bæres ind i en mørk tid. Det er mørkt udenfor, og måske er der også mørke inde i vore sjæle. Derfor varmer vi os ved lyset.

Men hører vi historien om Sancta Lucia, må vi også høre, at hun satte sit liv på spil for at komme andre mennesker til hjælp i deres sult og nød. Hun lovede sin kyskhed for at formilde Gud til at frelse hendes mor. Hun stod fast på ikke at ville giftes med en romer, som ikke var kristen.

Det er vel i dagens Danmark utænkeligt, at vi ligefrem sætter vort eget liv på spil, og at vi lover Gud noget - for som de gode protestanter, vi muligvis er, ved vi også godt, at vi ikke har noget at give Gud, udover os selv.

Men hvis ikke Luciaoptogene udelukkende skal være ren staffage og HYGGE, synes jeg, vi skal tilbyde vore børn at høre historien om Lucia (findes i massevis på Google) til opbyggelse for vore børn og os selv.

tirsdag den 11. december 2012

Oplysning eller magt

Jeg elsker Radiserne! Der er sådan en forfriskende virkelighedstro morale i mange af striberne. F. eks. denne, som jeg lærte udenad for rigtig mange år siden, fordi den siger mig noget:

Thomas sidder foran fjernsynet med sin sutteklud, da Trine, hans storesøster, kommer ind i stuen.

Thomas: "Suk"!
Trine: "Hold op med det dumme sukkeri"!
Thomas: "Det er bibelsk at sukke"!
Trine: "HVAD er det"?
Thomas: "Deslige kommer og ånden vor skrøbelighed til hjælp, thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som sig bør, men ånden selv træde frem for os med uudsigelige sukke. Paulus til de romere kap 8 vers 26"!
Trine - tænksomt for sig selv: "Jeg ve' ik' - enten skal jeg banke ham, eller også skal jeg begynde i søndagsskolen igen"!

Og det er netop sagen! Også for alle vi andre. Skal vi søge oplysning, så vi kan træffe vore beslutninger på et ordentligt grundlag - eller skal vi bruge vor magt, når vi er irriterede og uenige med den anden/de andre?

Men dialogen kan også tolkes således:
”Hvis det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men dog vel først og fremmest  forstå det, han forstår.
Når jeg ikke gør det, så hjælper min merforståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min merforståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig og stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.
Men al sand hjælp begynder med ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe, og hermed forstå at det at hjælpe ikke er at herske, men det er at tjene, at det at hjælpe er villighed til, indtil videre at finde sig i at have uret og i ikke at forstå hvad den anden forstår.
Dersom du ikke kan begynde således med et menneske, at han kan finde en sand lindring i at tale med dig om sin lidelse, så kan du heller ikke hjælpe ham, han lukker sig for dig, han lukker sig inde i sit inderste - præk du så kun for ham!”(Søren Kierkegaard)
 
Men det kan godt være, at nogen skulle fortælle Trine om dette, så hun kan inddrage denne vinkel, når hun næste gang åbner sin bod med psykiatrisk hjælp... 

mandag den 10. december 2012

Kvindefølelser og deres udtryk...

Kvinder har ry for at snakke en del mere end mænd, og at bruge flere ord end mænd, når de vil fortælle noget. Skønt det er en generalisering, så er det min erfaring, at der er noget om det. Engang imellem støder jeg så på kvinder - ofte yngre kvinder - som snakker ualmindelig meget og bruger ualmindelig mange ord. Og når jeg så begynder at lytte godt efter, så hører jeg nogle hormoner, der rasler rundt i kroppen. Jeg hører store følelser, som har svært ved at blive forløst. Eller jeg hører sentimentalitet,  ophævet til helt særlige, specielle temaer, som kun denne ene person nogensinde har været, og kommer ud for.

Jeg har det lige sådan med de store operaer. Der er et ganske lille spring mellem den store, eviggyldige og eksistentielle operas temaer og musik, og til den bliver sentimental og ligner en  ugebladskarrikatur af svulmende følelser.

Der er mennesker, som lever på det jævne. Deres liv forløber som  en lige linje, som kun bugter sig en anelse enkelte steder. Og der er mennesker, hvis liv udelukkende består af zig-zagbevægelser i én uendelighed. Som hele tiden lever på randen af en vulkan, der kan komme i udbrud når som helst.

De mennesker, hvis liv er som en lige linje, har tilsyneladende et roligt og tilfredsstillende liv. Zig-zagmenneskenes liv er aldrig roligt, og oftest heller ikke helt tilfredsstillende.

De første kaster sig ikke ud i ting, de ikke kan overskue, og holder sig helst til det kendte og prøvede. De sidste kan ikke mærke, at de lever, hvis ikke der altid er lidt eller meget kaos i deres liv. De første kan være kedelige og tryghedsskabende. De sidste spændende og urovækkende.

Kan være. Eller også noget helt andet...

Men den, som ikke til sine tider svulmer for meget, svulmer visselig til alle tider for lidt i sine følelser og deres udtryk. Det er godt at lære at beherske sine udtryk, men det er ikke godt at aflære at give udtryk for stærke følelser og meninger.

Men hvad der er allerværst er mennesker, som leger idyl. Hvor alting er udvendigt og skal se ud. Som altid roser, også hvor det ikke er relevant. Som pynter sig med smigrende ord og begreber.  Som ikke magter uenighed, og tror at man er uvenner, hvis man mener noget andet. Som ikke kan argumentere sagligt, men altid har en skjult dagsorden a la: Hvad vil hun helst høre, eller hvad tjener mig selv bedst? Føj, siger jeg bare. Hellere en dyr ed end en falsk ros.

Det er i øvrigt kun kvinder, som kan blive hysteriske! Hvorfor? Fordi det kun er dem, der har en hystera, som betyder livmoder.

tirsdag den 4. december 2012

Hverdagsmirakler

Så er snerydningstiden her. Jeg bor i det ene af to huse, som ligger med boligforeningshuse på begge sider et stykke nede af vejen. Så når sneen falder, er mit stykke fortov altid ryddet, fejet og saltet, før jeg overhovedet er kommet op. En dag for mange år siden fangede jeg viceværten til boligforeningshusene og sagde: "Det er godt nok pænt af dig, at du også ordner mit stykke fortov, det har du jo slet ikke pligt til". Han svarede: "Vil du have, at jeg skal hæve skovle, kost osv når jeg kommer kørende på dit fortov, og så sænke dem igen, når jeg er forbi. Det giver jo ingen mening". Mening eller ej, så er det en fantastisk stor hjælp for mig, at denne mand ser sådan på det. Og her ved juletid plejer jeg så at betænke ham med en flaske et eller andet.

For tyve år siden havde jeg brystkræft, og kom lykkeligvis godt over det. Men en af efterbehandlingerne bestod i, at jeg 33 dage skulle til Odense og have strålebehandling. Min daværende nabo var dengang arbejdsløs, og han tilbød at køre mig frem og tilbage - hver dag. Han stillede troligt hver morgen kl. 7.30, så afleverede vi min yngste i børnehaven, og så kørte vi til Odense. Nogle gange var jeg træt og lå bare og sov, andre gange snakkede vi stille og fredeligt. Og vi kunne nå hjem, så jeg kunne få en lur, inden jeg hentede min datter fra børnehaven. Sikke en fantastisk hjælp. Ellers skulle jeg have været med en opsamlingstaxa, og det kunne af og til tage hele dagen. Dette venskab har bestået lige siden og dør aldrig.

Som enlig mor til tre og med fuldtidsarbejde, kunne det nogle gange være svært at få alt til at nå sammen. F. eks. skulle jeg på koloni med mit arbejde en uge, men hvad med børnene? En veninde tilbød at flytte ind i denne uge, så børnene kunne passe deres skole, børnehave, fritidsaktiviteter osv.

Da min far døde i 2004, fik jeg flere buketter blomster sendt her til mig. Det var fra mennesker, som ville vise deres medfølelse. Jeg blev rigtig taknemmelig og også lidt ydmyg, for det havde jeg aldrig selv tænkt på at gøre til andre, som havde mistet et kært menneske.

Sneen fik mig til at tænke på disse eksempler. Og på hvordan livet kan blive levende og fyldt med kærlighed, når vi oplever mennesker, som giver hvor man slet ikke havde regnet med det. Som den, der modtager en sådan kærlighed, bliver man også til den, der gerne vil give en sådan kærlighed videre. Som mit lille barnebarn sagde til min søn for nylig: "Far, ved du godt, at julen er hjerternes fest"? Ja, det vidste han godt, for han er også selv et menneske, som gerne giver hvor man ikke venter det.

Vær mod andre, som du ønsker, andre skal være mod dig - den gyldne regel, kaldes den. Vær du den, der begynder, så sker der mirakler.

mandag den 3. december 2012

Mennesker i mit liv 8: Min farfar - en provo

Min farfar, som var et stærkt grundtvigiansk menneske, skulle komme en uges tid før jul og blive nytåret over,  som han plejede. Mor og jeg havde pyntet op, og havde bl.a. hængt kravlenisser op. Farfar kom, og vi havde glædet os, for han var et dejligt og temmelig originalt menneske, og han havde altid godteposer med til vi 4 børn. De indeholdt altid en appelsin, et æble, en pakke rosiner og 5 stykker slik.  Jeg elskede, når han kom, for der skete altid noget uforudset, og mine forældre blev "lidt anderledes".

Ved morgenbordet bemærkede jeg: "Hvor er alle kravlenisserne henne"? "Ssssysshh", sagde mor, "det kan du få at vide senere". Efter skoletid fik jeg forklaringen: Farfar havde pillet dem ned, for "nisser hører ikke julen til. Det er en hedensk skik. Hvis I absolut skal hænge noget op, kan I hænge engle op". Jeg undrede mig såre, og tænkte som altid meget over det. Farfar strøg ud og købte et englespil - adventskrans med 4 lys og dertil hørende engle, der drejede rundt. Desuden købte han to bøger med julesalmer og juleevangeliet. Jow jow!!

En søndag over middag var mine forældre gået hen for at få en middagssøvn. Søndag eftermiddag var den eneste dag i ugen, hvor der var lukket i forretningen, så farfar havde lovet at tage opvasken, så kunne mine forældre lægge sig. Men pludselig bliver døren til soveværelset smækket op på vid gab, og farfar råber med høj røst: "Lars og Elly, jeg KAN ikke lide, at I lærer jeres børn at sige fornavne til deres morbrødre. Det hedder morbror Vagn osv." Mine forældre tittede forsovede over dynen og nikkede artigt.

Farfar havde været regnskabsfører på Vejstrup Ungdomsskole, og han førte en korrespondance uden lige, for han var særdeles velanset og respekteret af de unge mennesker på skolen. De unge kappedes om at komme til at sidde ved hans bord, når de skulle spise. Og sige sin mening, DET gjorde han, og det kunne de lide.

Da jeg blev voksen skrev jeg også med ham, - lange interessante breve, fik jeg, og jeg kunne også spørge ham til råds om eksistentielle emner. Engang sagde jeg til ham: "Farfar, du er en provo"! "Ja, det kan godt være", sagde han "men dusinmennesker er der nok af"!

Jeg havde fået en ny frisure, og farfar skulle jo som altid kommentere den. "Jeg KAN nu altså ikke lide denne Johanne Louise Heiberg-frisure, som du har fået", sagde han. Selv var han helt og aldeles skaldet, og havde været det siden han var i 30'erne. Men hen på aftenen kigger han på mig og siger: "Ja, nu har jeg faktisk vænnet mig til din nye frisure". "Fint, farfar", svarede jeg "for jeg har for længst vænnet mig til din". Så skraldgrinede han, for humor, DET havde han.

Han døde som 90'årig, efter i en tid at have bedt til Gud, om han ikke godt måtte komme hjem.

Jeg havde et pragtfuldt forhold til ham, og denne mand kom til at få kolossal stor betydning for, hvem jeg blev til som menneske.

søndag den 2. december 2012

Naturvidenskab og tro - kan de forenes?

Er religion og naturvidenskab modsætninger? Eller kan de forenes? Dette spørgsmål har været drøftet i århundreder, men det undrer mig, at det fortsat ser ud, som om det for mange er et uforeneligt problem, - ja, ligefrem kan være medvirkende til, at de ikke kan tro på en Gud.

Det handler om, hvorvidt religionen kan være en forståelsesramme for, hvilke videnskabelige resultater, der kan accepteres. Eller omvendt, om videnskaben kan være tolkningsramme for religiøse opfattelser.

Naturvidenskab og religion er to forskellige kategorier, og har hver sit sprog og tolkningsområde, og man går galt, hvis man blander dem sammen. Som den nu afdøde fysiker og marsforsker Jens Martin Knudsen mente: Naturvidenskab handler om hvordan, religion handler om hvorfor. Det er et meget godt udsagn til at forstå, hvordan de to kategorier adskilles.

Der er vist ikke så mange herhjemme, som ikke anerkender big bang- og evolutionsteorien. Når vi så i 1. Mosebog læser om, at Gud skabte universet på 6 dage, er det så ikke noget værre sludder?

Her er det, at vi skal være påpasselige med kategoriernes sprog. I naturvidenskaben bruger man fagtermer, som hører den til: Fra fysikken, astronomien, arkæologien f. eks. I religionen bruger man sprog, som hører den til, f. eks. fra poesi, myter, åbenbaringer. Man kunne også sige, at naturvidenskaben beskæftiger sig med, hvordan verden er indrettet, og religionen beskæftiger sig med, hvordan VI indretter os i verden.

Det er rigtigt, at kristendommen op gennem historien selv har været med til at blande tingene sammen, idet den har påstået en RET til at acceptere,  eller - for det meste - afvise, hvad naturvidenskaben var kommet frem til. F. eks. om jorden var rund eller flad, om jorden var universets centrum, eller solen var det.

I sandhedens interesse skal det også siges, at dele af naturvidenskaben, f. eks. astrofysikken kun er sand, for så vidt det er, hvad vi ved INDTIL VIDERE! I forhold til at forstå naturens love og hvordan hele universet hænger sammen, er vi kommet et stykke vej, men der er meget, vi endnu ikke ved.

Mennesket har en higen efter begge dele: At finde ind til kernen i, hvordan det hele er indrettet. Og at forstå sig selv som menneske i denne verden.

Religionen stiller spørgsmålene: HVORFOR?? Hvorfor er jeg her? Hvad skal jeg her? Hvad er meningen med mit liv? Hvorfor findes godt og ondt? Hvordan skal jeg leve mit liv?

Kristendommen giver svar på disse spørgsmål. Ikke som en facitliste - slet ikke. Men den fortæller om nogle forvildede kvinder, som kom ud til en åben grav, -  om en mand, som sagde og gjorde ting, som var så mærkelige og dog så dragende,  at de er blevet fortalt op gennem hele historien. Og kristenheden fortæller historien om, hvordan menneskers liv har artet sig i denne tro, på godt og ondt. Men at livet har fået retning og mening i denne tro.