tirsdag den 26. august 2014

Jeg gider ikke gå i kirke!

"Siger Gud ikke til dig, at du skal gå i kirke", sagde han til mig, da vi debatterede kristendom. Det gav mig jo anledning til at tænke nogle videre tanker. For nej, Gud siger ikke til mig, at jeg skal gå i kirke.

For det at gå i kirke er ikke noget, jeg SKAL! Hvis og når jeg går i kirke, er det fordi jeg har en trang, en sult, et behov for at høre Guds ord, være i min kristne familie, som menigheden er. Fordi jeg mangler næring til min sjæl. Fordi jeg søger hen, der hvor jeg ved, at jeg bliver mættet.

Der er jo det ved kristendommen, at den ikke er en lovreligion. De der "skal'er" som findes i andre religioner, findes ikke i kristendommen. Det lægger et kolossalt ansvar på mig. For det er måske lettere, hvis der er nogle skal'er - så er jeg dejligt fri for at tænke selv, forholde mig til tingene på en personlig måde.

Kristendommen kræver, at du afgør dig. Kan og vil du høre evangelierne som en tiltale, som talt til dig personligt? Og hvis du kan det, hvordan forholder du dig så? Går du videre, som om intet er hændt? Så har du ikke hørt efter! For hvis vi hører evangeliet, så omvender vi os. Gør vi ikke? Nej, ikke bare sådan uden videre. I hvert fald ikke for det meste, men jeg har da hørt om mennesker, som kan sige nøjagtigt hvornår det skete. Men de fleste af os sker det ikke for på den måde. Det er en proces, når vi begynder at tiltrækkes af kristendommen.

Hvis nu jeg hører evangeliet som talt til mig, vil jeg måske begynde med at sige: Kære Gud, det kan jeg slet ikke leve op til. For jeg kan jo høre, at mit liv slet slet ikke er sådan, som det burde være. Men det er ordentlig snak at sige sådan til Gud. For det er vel det sandeste, du kan sige til ham. Bekend du blot dine synder!

Jamen hovsa! Synder?? Hvad er det for noget? Er det ikke, hvis jeg spiser en flødeskumskage med for mange kalorier i? Så siger vi da, at vi synder. Eller når vi gør andre sundhedsskadelige eller umoralske ting. Så mener vi, at vi synder.

Synd betyder adskilthed fra Gud. Og hvordan lige præcis JEG eller DU er adskilt fra Gud, ved vi bedst selv. Og hvis ikke,  kan vi læse om det i Det Nye Testamente.

For er det ikke kun en synder, der har brug for Gud? Hvis du mener, at du klarer dig udmærket uden Gud, har du nok ikke brug for ham. Men som erkendt synder skal du ikke til fra nu af at gå gennem verden med bøjet hoved og kravlende langs panelerne. Nej, nærmest tværtimod. For det siges til dig i evangelierne, at du er frisat, hvis du tror på ham, som frelste menneskene. Vær frimodig, gå ud i verden, bid livet i låret, vid, at du ikke kan selv - men at du altid altid kan fortælle ham alting om sandheden om dit liv - som han jo godt kender - og at du er elsket på trods af alt, hvad du selv har gjort og prøvet på med eller uden held. For han har lovet at være med enhver, som bekender sig til ham.

Du kan læse om det i din bibel. Og hvis det er svært at forstå, kan du gå i kirke for at få teksten udlagt, fortolket ind i vores moderne verden - og høre evangelierne som talt til netop dig! Og føle og være i fællesskabet med andre medmennesker, som også er søgende og trængende. Og vokse i den proces, som begyndte den dag, du begyndte at snakke med Gud - at bede!

DET er den væsentligste grund til at gå i kirke!

søndag den 17. august 2014

Mobiltelefoner i klassen - og demokratisk læring

Jeg har set udsendelsen i TV for nogle dage siden om brug af mobiltelefoner i folkeskolen. Og der er visse ting, som undrer mig i den forbindelse.

Lærerne var, så vidt jeg kunne skønne, nogle udmærkede lærere, som erkendte problemerne, og prøvede at gøre noget ved dem - på demokratisk vis. Men det er lige præcis her, jeg begynder at spekulere på, hvad denne demokratiske vis går ud på. Og hvilke konsekvenser det så har.

For det første lagde jeg mærke til, at eleverne blev sat til at komme med forslag til brug af mobiltelefon i timerne. Fint nok. Og alle forslag var lige gode. DET var øjensynlig det demokratiske. Alle blev hørt, alle havde en mening, og alles meninger var lige gode. Men hvordan besluttes der så? Det så vi ikke. Var det en flertalsafgørelse? Ville DET have været demokratisk?

 For det andet: Er det rimeligt, at elever, der ikke er myndige, har bemyndigelse til at vedtage regler, som de ikke selv kan overskue konsekvensen af? Det er sådan set kendetegnende for børn, at de ikke kan overskue konsekvenserne af alt, hvad de foretager sig. Det er lissom derfor, der er noget, der hedder myndighedsalder. Og det er derfor, at de har forældre og lærere og andre opdragere.

For det tredje blev aftaler, der blev indgået, ikke overholdt, og det havde ingen konsekvenser. Ingen vrede! Ingen straf! Ingen sanktioner!  Er DET demokratisk?

For det tredje: Cefu (Center for ungdomsforskning) afholdt sidste år en konference, hvor de unge konkluderede, at det var o.k. at bruge tablets og computere, men mobiltelefoner forstyrrer bare. Er det ikke et demokratisk forum, som man burde lægge øre til? Hvorfor ellers forske i den slags?

For det fjerde: I bekendtgørelsen til fremme af god orden i folkeskolen, står der i  Stk. 2. Hvis en elev ikke overholder skolens regler for orden og samvær, skal lærerne gennem samtaler med eleven og hjemmet søge afklaret årsagen hertil med henblik på at bibringe eleven forståelse for ordensreglernes betydning. Jeg kan godt se, at i den skole fra Horsens, som havde de største problemer, kunne læreren så bruge det meste af sin tid på at håndhæve reglerne, for der var en hel del elever, som "sked på reglerne". Men jeg vover den påstand, at det er hårdt arbejde at håndhæve regler - en tid. Og herefter får alle det meget, meget lettere og bedre.

Jeg tror ikke på straf, men på konsekvens, og at de voksne - lærere, skoleledere og forældre - mener, hvad de siger, HVIS de altså siger, at der ikke må være mobiltelefoner i klassen. Og jeg tror på nogle regler, opstillet af erfarne voksne, som viser elever, hvordan man optræder ansvarligt og demokratisk.

At alle skal have en mening om alt, og at man ikke kan rette sig efter regler, som andre har opstillet for en - er det DET, der er demokratisk??Hvad bliver der af det, at voksne ved nogle ting bedre end børn? Og at voksne må bære ansvaret for at sætte rammerne. Hvad bliver der af  den viden, man har, om hvad der skal til for at koncentrere sig, holde focus? Hvordan lærer man børn ansvarlighed, hvis man som voksen lærer dem, at "det er lige meget"!

Hvis jeg skulle bestemme, skulle mobiltelefonerne opbevares et aflåst sted fra skoledagens start og til slut. Hvorfor? Fordi børnene skal lære at være nærværende, at holde focus. Og i frikvartererne skal de have levende samvær i stedet for samvær med nogle ude i cyperspace. Der er yderst sjældent noget, der er så uopsætteligt, at det ikke kan vente til efter skoletiden. Og skulle der endelig være det, kan der stadig ringes til skolens telefon. Kan endda hænde, at alle disse diagnostisere ADHD'er ganske simpelt bare er mediestressede, som lever i et miljø af konstant mediestøj - de får jo aldrig ro til fordybelse.

 Tænk, hvis vi fik den holdning, at fordybelse er en forudsætning for demokrati, og at eleverne først og fremmest skal lære DET!

fredag den 15. august 2014

Terapi er blevet et livslangt forløb


"Terapi er blevet et livslangt forløb", hedder en overskrift på dagens etik.dk

http://www.etik.dk/danmark/2014-08-15/terapi-er-blevet-et-livslangt-forløb

Akkeja! - Det undrer mig slet ikke. Og jeg har jo så MIN forklaring på, hvorfor det er blevet sådan. Tidligere handlede terapi om at tackle en krise, men i dag handler det -  også - om personlig udvikling.

Er det ikke godt? Er det ikke godt, at mennesker tager ansvar for eget liv og gerne vil have mest muligt ud af det?  Ja se, det kan der siges rigtig meget om. Og jeg vil her prøve at sige i det mindste NOGET om det.

Hvad er det, folk håber på at opnå ved at gå i terapi? Det er intet mindre end LYKKEN. Og ikke nok med det: LYKKEN er at finde inde i mig selv, så derfor skal jeg finde ind til denne indre kerne, som er LYKKEN. Og hvem skal hjælpe mig med det? Det skal såmænd terapeuten, som oftest er psykolog af en eller anden art. Med eller uden akademisk uddannelsesbevis, for titlen er ikke beskyttet.

Det undrer mig såre, hvorfor folk tror, at en terapeut har svaret på, "hvor vi skal hen, du"! For selv om "vi skal indad", så er der da rigtig mange måder at gå indad på. Alt efter hvem man er, hvilken kontekst man befinder sig i, hvad man tror eller ikke tror på, bliver det at skrælle lag på lag af for at nå ind til LYKKEN et meget forskelligt projekt.

Hvem har i det hele taget bildt os ind, at LYKKEN er at finde inderst i vor egen kerne. Hvad og hvor det så end er? Det har terapeuter, psykologer, coaches, toneangivende debattører, forfattere, politikere, diverse medier og vi selv og mange flere. Hele New Age-bevægelsen.

Men det er en stor løgn! Lykken er tværtimod at finde, der hvor du glemmer dig selv!! Der hvor du er optaget af andet og andre end dig selv. Der hvor du vender dig UDAD! Mod andre mennesker - mod en sag, du brænder for - mod et fag, du brænder for.

Hvorfor er det kommet dertil? Det er det, fordi vi ikke længere kollektivt tror på Gud. Men vi har alle indbygget længselen efter noget, som er større end os selv, og derfor må vi lede efter det, når tomheden og meningsløsheden i vore liv truer med at tage over. Da vi troede på Gud, havde vort liv i det mindste en retning og et mål. Og selv om vi havde svært ved at forstå det med Gud, så gav det vort liv fylde og mening at forsøge. Og mens vi så gik der og forsøgte, dannede Gud os i sit billede. Hvis og når vi gav ham lov. Og bad ham om det.

Men sådan er det ikke længere. Ikke for os danskere som folk. Vi har ikke længere denne fælles forståelse, denne forforståelse af, hvem vi er. Vi må selv opfinde, hvem vi er. Og vi TROR, at det findes inderst inde, bare vi graver dybt og længe nok. Vi vokser ikke længere op med at lære om Gud i skolen, vi er blevet et sekulariseret folk. Som folk.

Men der findes stadig mennesker, som er kristne, skulle jeg da lige glædeligt hilse og sige. Og skulle du have lyst til at opleve den ægte vare, vil jeg anbefale kirken. Her gengiver jeg Anne Sophie Seidelins ind- og udgangsbøn, fordi de smukt siger, hvad det handler om.

INDGANGSBØN
Lad os alle bede!
Herre vor Gud, hør os, som er samlede her
i det hus, vi har bygget for dit navn.
Luk vore ører op, så vi hører dit ord,
luk vore øjne op, så vi ser din herlighed,
luk vore hjerter op, så vi omvender os,
giv os stemme, så vi bekender og lovsynger dig,
du Herre, som skabte os,
du frelser, som forløste os,
du gode Helligånd, som trøster os i livet og døden. Amen.
 
 
UDGANGSBØN
Lad os alle bede!
Herre, jeg takker dig af hele mit hjerte,
fordi jeg går ud herfra som et frit menneske
med mine synders forladelse og din velsignelse.
Bliv hos mig med din fred,
og giv mig mod til at leve,
som du har lært mig. Amen.



tirsdag den 12. august 2014

mandag den 11. august 2014

Mennesker i mit liv - "Den østrigske dirigent"

Jeg er tilbage i slutningen af 70'erne. Min mand og jeg deltager som medlemmer af Silkeborgkoret i et K72-stævne i Århus - et korstævne med en hel del kor fra omegnen. Vi skal indøve nogle klassiske værker og slutte af med en koncert søndag eftermiddag. Dette indlæg handler om "den østrigske dirigent", som jeg desværre ikke husker navnet på.

Grunden til at jeg - igen - kom i tanke om denne weekend og denne dirigent, er, at en veninde og jeg kom til at snakke om, hvilken dag i vores liv der havde været den lykkeligste. Sikke noget at snakke om, for det kan man vel ikke sådan sige! Mine børns ankomst selvfølgelig, mine bryllupsdage, og videre i den dur. Men nej - i mange år har der for mig stået en helt særlig aura om denne weekend og især: Denne dirigent.

Han var som sagt østriger - det husker jeg - og talte tysk. Nu er jeg ikke speciel skrap til tysk, men det var heller ikke sproget som sådan, der var betydningsfuld. Jeg har sunget i kor fra jeg gik i 3. klasse og videre op gennem mit voksne liv, så jeg havde da været udsat for en hel del dirigenter, også ganske gode og professionelle.

Men denne lille og lidt undseligt udseende mand - indtil han gik i aktion - fik denne weekend til at blive ikke blot uforglemmelig, men endog faktisk min lykkeligste dag - eller dage. Vi indstuderede bl. a. Mendelsohn-Bartholdy og Alban Berg, husker jeg. Og når han så begyndte at dirigere, skete det magiske!

Nu kan det godt være, at garvede musikere eller korister siger: Åh, er det noget! Men ja, det VAR noget for mig. For denne mand løftede musikken op på et plan, hvor jeg ikke tidligere havde oplevet den. Han kunne med ganske få ord - men derimod med et fantastisk kropssprog - "fortælle" os, hvordan han ønskede, at vi skulle synge. Her gik det virkelig op for mig, hvilken fantastisk kunstart direktion er - og hvor meget der kan udtrykkes med ganske lidt gestik, hvis den kombineres med dirigentens karisma og faglige dygtighed. Han nærmest underspillede sin rolle, og han hvilede totalt i sig selv og sin rolle. Hans stemme var lavmælt men intens, hans hænder svævede og insisterede helt uden man tænkte over det, og man KUNNE ikke andet end følge ham! Det var magisk! Fortryllende!

Og jeg var lykkelig - helt og fuldstændig lykkelig - over at opleve ham, over at kunne forstå ham, over musikken, over samværet, over fællesskabet. Over at skabe disse øjeblikke, som musik er. Over at komme helt ind i denne musik p.g.a. denne mands evner til at nå ud til måske 150 mennesker, som fulgte hans mindste vink. Jeg får stadig, når jeg tænker på det, lyst til at græde af lykke, for det var så helt helt anderledes end hvad jeg havde kendt til indtil da. Og det står stadig for mig som min lykkeligste dag.

Jeg har skrevet om andre mennesker, som med deres personlighed og karisma har berørt mig dybt. Denne mand oplevede jeg kun en weekend, men jeg kan stadig se ham for mit indre blik, jeg kan stadig høre ham, og jeg kan høre musikken, og "Hebe deine Augen auf Zu den Bergen.

https://www.youtube.com/watch?v=8nAMR41x1UY

Jeg har ikke gjort mig umage med at finde den bedste udgave overhovedet, men denne her er udmærket, - men magien kan du måske ikke fange - det kræver måske et nærvær og at være der selv. Men Mendelsohns musik er dog egnet til en højere lykke, så lyt blot!

Men jeg vil til evig tid mindes denne østrigske dirigent med dyb taknemmelighed, for han gav mig en oplevelse helt ud over det sædvanlige. Og musik kan noget, som mange ord ikke kan. Den kan bl.a. nå ind til en åndelighed, som måske ligger dybt gemt i os.

mandag den 4. august 2014

Prisen for at være et rigtigt menneske.

Sidder lige og rydder op i gamle artikler m.v. og falder over en artikel om en kvinde i England, som for nogle år siden begik et mord. Men hun havde en dygtig forsvarer, som fik hende frikendt, fordi hun havde menstruation i gerningsøjeblikket, og derfor var utilregnelig.

Heldigvis var diverse kvinderetsforkæmpere på banen som et lyn. Hvorfor det?

Fordi sagen i sin yderste konsekvens betyder, at det må antages, at der hver eneste måned er et par dage, hvor hver eneste kvinde er et viljeløst offer for sin biologi. I de dage er hun ikke et frit og ansvarligt væsen, der kan kende forskel på godt og ondt, og som handler derefter. Nej, hun er blevet til en slags sten, som ikke kan gøre for, hvor den rammer. Det kan kun den arm, der kaster den. Og armen - d.v.s. hendes hormonbalance - har hun ikke styr på.

Derfor gjorde de engelske kvinderetsforkæmpere det eneste rigtige, nemlig at protestere - ikke mod dommen som sådan, for de nærmere omstændigheder kender vi ikke - men mod dens præmisser, som fratog hende netop det, der gør hende og alle andre mennesker til andet og mere end en sten: Hendes ansvarlighed!

Gennem århundreder har mænd holdt kvinder nede bl.a. af misforstået beskyttertrang. Det lykkedes nemlig for mændene at bilde sig selv - og til en vis grad også os andre - ind, at kvinder, disse åndeligt og legemligt svage skabninger, ikke var egnede til at tage ansvaret for sig selv og deres handlinger. Juridisk og socialt var vi derfor frataget enhver form for ansvar. F. eks. kunne en gift kvinde for bare 100 år siden ikke disponere over sine egne penge. Der var tale om en effektiv sammensværgelse fra deres fædres, mænds og brødres side. Faktisk tror jeg, at mændene langt hen ad vejen var hoppet på deres egen løgn. Disse tapre mænd, der var parat til at bære alle de tunge byrder for os stakkels, hjælpeløse væsener. Prisen var, at de dybest set ikke regnede os for rigtige mennesker.

Den engelske dom er forhåbentlig en af de sidste rester af dette uhyggelige kvindesyn. Vel er det barsk ikke at have nogen bekvemme undskyldninger for sine handlinger, men det er prisen for at være et rigtigt menneske. Og det er et fælles vilkår for mænd og kvinder.

Jeg læste også om massakren på Sandy Hook-skolen i Newton, Connecticut, hvor en 20-årig skød 20 skolebørn og 6 voksne heriblandt sin egen mor.

Der skulle udtages en dna-prøve fra gerningsmanden Adam Lanza fordi man håbede på at finde ondskabens årsag i generne. Jeg har ikke kunnet finde noget om resultatet af denne spændende test.
 
For en del år siden blev der  foretaget nogle prøver blandt kriminelle i England, som viste at de havde et ekstra y-kromosom, og derved havde man fundet "årsagen" til deres kriminalitet. Heldigvis foretog man nogle yderligere undersøgelser, som afkræftede denne uhyrlige tese.
 
Jeg kommer i tanke om et citat af Søren Kierkegaard i denne sammenhæng, frit efter hukommelsen: Tænk, hvis psykologien til den tid var i stand til at forklare forbrydelsen! At det skyldtes, at han ikke kunne gøre for det, at hans hjerne var for lille, (osv...) Hvilken rædsel i sammenligning med kristendommens dom over ham, at han skulle fare til helvede, hvis han ikke omvendte sig.
 
Ja, drastisk, det var han! Men sandt er det, at prisen for at være et rigtigt menneske, er ansvarligheden! Alt andet ville også være frygtelig uhyggelig!!!