torsdag den 11. april 2013

Bevidsthedsudvidende stoffer

Dem er jeg helt vild med, og jeg kender rigtig mange af dem, og har prøvet dem alle. Her får du lige mine favoritter i uprioriteret rækkefølge:

Latter: Et af de allerbedste stoffer. Forøger velværet helt utroligt. Man kan blive høj på latteren på flere måder. Sammen med en masse andre, når man overværer en lattervækkende forestilling, f. eks. en stand-up. Sammen med få andre i gode venners lag, hvor man deler den sidste nye forargelse over en af de ikke-tilstedeværende. Sammen med en enkelt, der kender en godt, og hvor man kan grine af hinandens ufrivillige stunts. Eller alene, hvor man griner af sig selv. Det sidste er slet ikke så ringe, det giver en dejlig frisættelse og afspænding.

Musik: Jeg kan lide de fleste genrer, men hører dog mest klassisk. Inden man går i seng får det dagen på plads og sindet i ro. Som underlægningsmusik til dybe samtaler er det også godt. Fed rock og pop er godt, hvis man har travlt og skal op i tempo. Skal gøre rent, vaske op, stryge, eller andet kedeligt. Trommer er specielt godt hvis man mangler jordforbindelse. Kombineret med husligt arbejde - så er den helt hjemme. Men det er vigtigt at vælge musik, som matcher ens sindsstemning. Det nytter ikke at sætte glad musik på, hvis du er tungsindig. Så vil tungsindig musik matche dig meget bedre, gerne en requiem, f. eks. Brahms' . Og hvis jeg virkelig trænger til at få blæs hjernen igennem, hører jeg rock for fulde udblæsninger. Godt jeg bor et sted, hvor jeg ikke generer nogen med det.

Litteratur: Fås i alverdens genrer. Det kan godt være, man skal gå lidt på opdagelse for at finde den genre, man bliver mest høj på. For mit eget vedkommende er det nok drama - en god fortælling, som handler om mennesker, gerne mennesker, som livet gør noget ved, så de ændrer sig. Gode personskildringer, gerne lidt skæve. Lange naturbeskrivelser er ikke min kop te, det keder mig dybt. Biografier tager jeg også ind imellem, helst om en person, jeg beundrer, eller også en, jeg slet ikke forstår. Det bliver jeg nemlig klogere af.  Krimier er virkelig godt, hvis jeg har læst for tung litteratur, eller hvis jeg er på ferie. Og så læser jeg jo teologi i lange baner, for tiden mest Søren Kierkegaard, da det jo er Kierkegaardår i år (200-året for hans fødsel).

Mennesker: Samvær med mennesker - jubiii! Et enkelt menneske over en god middag, jamen intet er mere saligt, hvis det er et menneske, du holder af og taler godt med. Flere er også godt, op til 5-6 stykker vil jeg mene. Jeg kan også godt lide at være sammen med endnu flere, men så er det mere en fest, og handler så ikke så ofte om dybe samtaler, hvad jeg holder mest af. Og hvis der er rigtig mange mennesker, foretrækker jeg, at festen ikke strækker sig over alt for lang tid, for det har jeg svært ved at kapere. Det virker som en overdosis på mig.

Ingrid-ruten: Jeg har kreeret min egen køretur, som varer ca halvanden time. Jeg kører den selv, hvis jeg bare trænger til at komme væk fra mine egne vægge, eller der er et problem, jeg skal have løst. Jeg kører den sammen med en anden, hvis jeg vil vise vedkommende den, for der er mange ting undervejs, som er værd at lægge mærke til. F. eks. De Hvide Mænd. Jovist er de hvide, men de er forskellighvide alt efter hvilken farve himlen har. Læg lige mærke til det, næste gang du kommer forbi. Og så har jeg jo mine egne jorde ude hvor Varde Å løber ud i Ho Bugt. Det er et skønt vadehavsområde, som jeg har lov til at kalde mit. Andre må også gerne komme der, og jeg skal slet ikke selv holde det. Naturen skrifter med årstiderne, og det er mit yndlingsnatursted. Her er mit sind helt i balance.

Mit hus: Da jeg købte huset for 21 år siden, havde jeg en fryd, hver gang jeg trådte ind af min hoveddør. Jeg lagde hånden på hjertet og sagde: Åhhhh - her bor jeg - jeg bestemmer jeg, og kun mig. Det var sådan en lise! I min forståelse af verden er det vigtigt, at man har en base, - her kan jeg være høj, lav, i idyl eller kaos som det passer mig.

Og ud over disse emner er der film, studier, motion, at kreere lækker mad, ferier, osv osv.

Alle ovenstående emner kan man gå let hen over. Men hvis man er intenst nærværende i nuet, kan man blive mere bevidsthedsudvidet end på diverse kemiske stoffer. Og hvis man er påvirket af kemiske stoffer kommer man aldrig i nærheden af den ægte bevidsthedsudvidelse. Og det er synd og skam.

torsdag den 4. april 2013

Ondt i sjælen

Der er ikke noget, der må gøre ondt på vi mennesker i dag. Ikke fysisk og slet ikke psykisk. Vi må have smertelindring for enhver pris.

Der har været flere situationer i mit liv, hvor jeg har tyet til denne smertelindring. Jeg har fået medicin og har gået i terapi - det, som vor tids læger kan anbefale. Der har ikke været nogen læge, som har anbefalet mig at søge hjælp hos en præst. Og der har ikke været nogen terapeut, som har fortalt mig noget om skyld, ansvar, angst, eksistens, set i kristendommens perspektiv. Jeg er ikke "kirkefremmed", men de præster, jeg dengang kendte, havde jeg ikke lyst til at tale fortroligt med. De var ophøjede intellektuelle, som talte på et plan, jeg slet ikke forstod, følte jeg.  Først langt senere i mit liv fandt jeg præster og andre veje indenfor kristendommen, som hjalp mig i min smerte.

For hvad er smerten når den er eksistentiel? Er det en smerte, som skal dulmes? Eller er det en smerte, som skal gennemleves? En af de få behandlere, som jeg stødte på i mine første mange år med behandlersystemet, og som jeg kunne bruge til noget, var en psykiater, som insisterede på, at jeg skulle græde. "Man kan da ikke bare sådan græde", sagde jeg. Det påstod hun, at jeg kunne. Hun planlagde, hvordan jeg skulle gøre. Min smerte på det tidspunkt var en skilsmisse, som jeg ikke ønskede, men som jeg var nødt til at gennemføre. Så jeg planlagde: Punkt 1: Send børnene  i skole og børnehave. Punkt 2: Sæt dig op i din seng. Punkt 3: Fremkald dig situationer, hvor din mand har gjort dig virkelig ondt. Punkt 4: Græd! Og tænk - det virkede. Jeg græd i timer. Og på et tispunkt blev jeg træt og udmattet og lagde mig måske til at sove, eller stod op - udtømt. Hver dag i 5 uger!

Det hjalp! Det hjalp så meget, så jeg kunne genoptage mit arbejde og begynde mit nye liv. Men det var smertefuldt. Det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet. Og nu sidder jeg her, 20 år efter, og er sikker på, at hvis jeg ikke havde gennemlevet denne proces, var jeg blevet et bittert menneske. Det er jeg sluppet for. Og hvor er jeg taknemmelig for det!

Jeg kom til at tænke på denne situation, da jeg for nylig talte med et menneske, som var blevet skilt for et par år siden. Hun gik ned med flaget og blev henvist til en psykolog. Men så sagde hun til mig: "Denne psykolog rådede mig til at gøre lige det modsatte af, hvad jeg har lært via min tro. Jeg skulle til at tænke på mig selv, ikke hele tiden være til for mand og børn, gå efter hvad jeg selv ville og kræve min ret. Jeg har via min tro lært at tænke på andre, ikke at være egoistisk, at se andre menneskers behov, og - ikke mindst - at hvis et forhold ikke kører godt, så kan jeg ikke lave den anden om, men kun ændre mig selv".

Til ingens undren hjalp denne psykologs metode hende ikke. For mig at se var det også at give hende stene for brød. Men det ligger "i tiden": Du må ikke glemme dig selv. Har du det dårligt er det ofte, fordi du har sat dig selv til side, så du må begynde at ændre på det. Men store kriser i livet løses ikke derved. Det kan godt være, at årsagen til krisen har været en skilsmisse, et dødsfald, en fyring f. eks. men de ydre årsager forårsager indre forstyrrelser i form af eksistentiel angst, skyld, ansvar og deslige.

Selv om det er smertefuldt, bør vi være taknemmelige for at få givet anledninger til at lade den eksistentielle angst vågne, hvis vi ikke har været ude for det før. Eller få rusket op i livsdybderne igen. For  processen med bearbejdningen af disse tanker  kan gøre livet til et (mere) autentisk liv.