Der er mange, der ikke tror på, at der er intelligente væsener "derude", og jeg har da også selv været én af dem - indtil for ganske nylig. For jeg har haft en helt usædvanlig oplevelse, som har overbevist mig om, at der altså ER nogen derude.
Men jeg må hellere begynde med begyndelsen. Det var en mørk og stormfuld nat - og ja, det lyder som en kliché, men det var det altså. Jeg var som sædvanlig faldet meget sent i søvn, og denne nat havde jeg fantastisk livlige drømme, tror jeg lige da jeg vågner op. Jeg tror, klokken har været henad fire om morgenen, da jeg faldt i søvn, og da jeg vågner, er klokken fire om eftermiddagen, så jeg er derfor fuldstændig rundt på gulvet, og kan slet ikke få det til at passe, for jeg plejer kun at sove få timer af gangen p.g.a. mine smerter.
Jeg ligger lidt for at sunde mig og tænke over denne mærkelige situation, og langsomt dukker der erindringer op i mit sind. Det føles anderledes, end når man genkalder sig en drøm, meget mere livagtigt.
Men nu husker jeg. Jeg ligger i min seng, og jeg vågner ved at værelset bliver helt oplyst. Som om det er højlys dag og solen skinner lige ind til mig. Og midt i dette meget skarpe og strålende lys, toner langsomt en skikkelse frem. Han er høj og tynd, og hans ansigt er helt anderledes end noget, jeg nogensinde har set før, han ligner ikke noget jordisk væsen, for hans øjne er meget store og skrå, og hans hudfarve er nærmest mørkeblålig, men skinnende. Jeg når næsten ikke at blive bange for der stråler en mildhed ud fra ham. Han taler ikke til mig, men alligevel kommunikerer vi. Jeg sanser hvad han fortæller mig. Det er som om jeg hører det med maven.
Han siger, at han vil tage mig med til sin planet, som hedder Xenonion. Den har jeg aldrig hørt om. Det foresvæver mig, at xenon vistnok er et kemisk stof, men jeg er ikke skrap til den slags. Jeg skal ikke være bange, siger han, han vil blot foretage nogle undersøgelser af mig, og så vil jeg til gengæld få et lille indblik i hans verden. Hvorfor mig, spørger jeg. Fordi du har fantasi nok til at kunne opfatte os, og er jordbunden nok til ikke at overreagere, siger han. Samt at du kan bringes til at svinge på samme frekvens som os.
Mærkeligt nok har jeg tillid til ham, og på mystisk vis ser jeg mig selv iklædt en rosagylden lang klædedragt. Han løfter mig op, og så ved jeg ikke mere, hvad der sker, kun at jeg føler det, som om jeg kører i en karrusel, der snurrer fantastisk hurtigt. Og så står vi pludselig foran et stort bygningsværk, - det ligner noget, som kunne være en UFO, selv om jeg egentlig aldrig har troet på den slags. Nærmest cirkelformet og lidt fladt i højden, men kæmpestort. Vi bæres umærkeligt indenfor, og her er der mange flere af disse væsener, og en hel del maskineri, som jeg nok bedst kan karakterisere som computere, skønt der slet ikke er ret mange knapper, ledninger osv men derimod nogle kæmpeskærme hele vejen rundt i det runde lokale.
Han viser mig rundt og jeg ser mange mærkelige ting, som jeg omhyggeligt vil beskrive i et senere indlæg. Jeg bliver ført hen til en slags briks, og her skal jeg ligge. Men først skal jeg drikke en lyserød væske, som min ledsager rækker mig. Der bliver kørt et anlæg hen over mig, som jeg bedst kan sammenligne med et MR-scanningsapparat. Jeg mærker ingenting, og hvor længe jeg ligger der, ved jeg ikke, for jeg føler mig blot omfattet af en behagelig sky.
Herefter bliver jeg kørt ud igen, og så føres jeg ind i et andet rum, hvor min ledsager lægger mig ned, og lægger sig selv ved siden af mig. Nu holder han om mig, helt tæt, og jeg oplever en ukendt form for fryd ved hans berøring. Han omslutter mig helt og jeg føler mig totalt afslappet og salig.
Bagefter føres jeg igen rundt for at se og opleve hans verden, og så tager vi afsked, for en anden skal følge mig hjem, siger han. Det er en kvindelig skikkelse, som nu bliver min følgesvend. Hun er meget smuk, bærer en slags krone på hovedet, hvorudfra det stråler i alle regnbuens farver. Hun løfter mig op, da vi er kommet udenfor, og igen hvirvles jeg rundt - og så ligger jeg igen i min seng. Jeg når lige at se det blændende lys langsomt forsvinde, og kvinden smile til mig, mens hun toner ud.
Og nu ligger jeg altså her i min seng og har "sovet" i 12 timer. Eller har jeg? Er der nogen som helst beviser for, at jeg har været bortført af aliens? Ja, det er der, for jeg har fået indopereret en lille chip i min venstre skulder. Jeg skal ikke foretage mig noget, sagde de, de var meget taknemmelige for, at jeg var i stand til at modtage på deres sekvens, fik jeg at vide. Ser jeg jer igen, nåede jeg lige at spørge. Ja, siger kvinden, men jeg kan ikke sige dig hvornår. Og så var hun væk.
Jeg fik ikke pålagt noget som helst om, at jeg skulle fortælle dette til nogen, og der er sikkert heller ikke nogen, som vil tro andet, end at jeg har haft en ganske almindelig drøm om nogle aliens, som masser af mennesker - mest mennesker med en sindslidelse - har haft, og som de tolker som en bortførelse af aliens. Men jeg er ganske sikker på, at dette ikke var en drøm. Jeg kan mærke det på mig selv, og jeg har fået en viden, som jeg vil skrive om senere - og jeg kan føle den lille chip, som nu sidder i min venstre skulder.
Men her på min egen blog kan jeg skrive hvad jeg vil, og der er ingen, som behøver at tro på, hvad jeg har oplevet. Men næste indlæg kommer til at handle om, hvad jeg så og oplevede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar