onsdag den 29. oktober 2014

Mennesker i mit liv 16 - Bonnie

Jeg lærte Bonnie at kende, fordi hun blev visiteret til den specialbørnehave, hvor jeg var pædagog. Hun var halvsidig lammet, spastiker, cortical blind og døv, hvilket betød at hun nok kunne se og høre, men ikke kunne bearbejde sanseindtrykkende, altså ikke kunne bruge det sansede til noget meningsfuldt. Hun kunne heller ikke spise selv og var total urenlig. Hun havde intet verbalt sprog og var fuldstændig afhængig af sine omgivelser.

Ind imellem er jeg blevet stillet overfor mennesker, som mente, at børn som Bonnie ikke havde noget godt liv, og derfor slet ikke burde leve. Det ville være det mest barmhjertige, hvis man havde ladet hende dø fra fødslen, i stedet for at holde liv i sådan et stakkels menneske.

Men hvad er et godt liv? Bonnie var højt elsket af sine forældre, og især faderen og hun havde et inderligt og kærligt forhold til hinanden. Hvordan kunne de have det? Åh - der var mange ting. Småting måske, men ting som de to kendte og forstod. Nogle af tingene var det netop kun faderen, som forstod. Han slæbte rundt på hende altid, hun var med i alting. Hun elskede is og chokolade, og dette kunne man slet ikke være i tvivl om, når en af forældrene gav hende det. Hun kom med vcltilfredse lyde, ledte med sin ene hånd efter den forældre, som gav hende disse lækkerier, for om muligt at føre vedkommendes hånd med is/chokolade op til sin mund.
Mange år senere traf jeg igen Bonnie, denne gang på et dagcenter. Hun var i mellemtiden blevet voksen og boede på institution. Forældrene magtede ikke længere at tumle hende, for hun var tung og uhandy, og skønt deres hjem i årenes løb blev indrettet så godt som muligt for at kunne rumme Bonnie, var der alligevel grænser. Men de besøgte hende meget ofte, og det var helt tydeligt, at hun kendte dem.

Som pædagog for så handicappet et menneske er man altid ude at lede efter, hvor man kan sætte ind og gøre livet bedre for vedkommende. Og vi pædagoger lærte i første omgang allermest af blot at studere Bonnie, når hun var sammen med forældrene. Hvad var det, de gjorde, som var godt? Kunne vi bruge noget af det?

En af Bonnies kontaktpersoner lagde mærke til, at når man madede hende og holdt hende i den ene hånd imens, så løftede hun hånden, når hun var klar til at få den næste mundfuld. Til at begynde med var der en tvivl - kunne det nu passe, eller var det tilfældigt? Men i specialpædagogik er dette helt ligegyldigt, for hvis vi forstærker det, vi har set, er der gode chancer for, at det BLIVER sådan. Så vi begyndte alle at give hende en mundfuld, hver gang hun løftede den hånd, vi holdt hende i. Og efter kort tid blev det tydeligt: Bonnie løftede hånden, når hun ville have en mundfuld mere.

Det blev begyndelsen til en lang, lang rejse, hvor kommunikationen mellem Bonnie og omverdenen var i højsædet. Jeg kan her kun give nogle få eksempler. Bonnie kunne godt blive utålmodig og til tider direkte vred. Så rokkede hun kraftigt i sin kørestol og "hakkede" samtidig med sin bevægelige hånd ned i armlænet på stolen. Vi besluttede, at denne bevægelse skulle betyde noget. Til at begynde med gav vi hende en stor el-trykknap som gav lyd, hver gang Bonnie trykkede på den. Og vi besluttede, at hendes "hakken" på trykknappen skulle betyde, at hun "kaldte på os". Og snart begyndte der en sand renden til og fra hende, for det fandt hun snart ud af. Så besluttede vi at give hende en tryk-knap med to meget store knapper. Vi besluttede, at den ene skulle betyde "kom herhen", og den anden skulle betyde "jeg vil ud af min stol". Også dette havde vi succes med. Det kunne være vanskeligt helt at tolke det, især for udefrakommende, men videooptagelser dokumenterede, at det VAR sådan, det var.

Og således lærte vi hele tiden noget nyt af Bonnie ved at være skarpt opmærksom på hendes signaler. Og hun lærte af os, at hun kunne bruge det til noget.

Dette er mange år siden, og jeg ved slet ikke, om Bonnie stadig lever. Havde hun et godt liv? Det mener jeg, at hun havde. Og hvad der er lige så vigtigt: Hun skabte kærlighed i sine omgivelser. For man kan kun være sammen med så stærkt handicappede medmennesker ved hjælp af kærlighed. Hendes forældre elskede hende og hun dem, ingen tvivl om det. Hendes forældres liv blev ikke det liv, de havde forestillet sig, for hvem ønsker sig et handicappet barn? Det blev anderledes, der kom andre værdier ind i deres liv, end de havde i forvejen. Men det var et kærlighedsliv. Det tør jeg godt skrive, for det har de selv fortalt mig.

Og jeg? Jeg lærte en hel masse om, hvad der betød noget i livet. Og jeg elskede mit arbejde, for jeg var omgivet af "Bonnie'er" - og det var jeg det meste af mit erhvervsaktive liv. I ca 25 år som pædagog og leder af en specialinstitution for multihandicappede børn, og resten af tiden som pædagog for voksne multihandicappede.

tirsdag den 28. oktober 2014

Mennesker i mit liv 15 - Benneth Østergaard Petersen

Der har været mennesker i mit liv, som kun har været der en meget kort stund, men som har haft så stor betydning, at det ændrede mit liv og gav det ny mening og retning. Et af disse mennesker er Benneth Østergaard Petersen.

Jeg gik på Esbjerg Børnehaveseminarium fra 1970 - 73, og jeg gik på det 1. hold, efter at uddannelsen til børnehavepædagog var blevet 3-årig. Hidtil havde den kun været 2-årig. Det trak ud med at få lovstoffet på plads fra ministeriets side, så mit hold begyndte uden bekendtgørelse, hvilket må siges at have været en fordel, for "alt kunne lade sig gøre". Der var selvfølgelig en lovhjemmel for uddannelsen, hvilke fag og deslige, men selve indholdet kunne vi selv fastlægge.

Det var dog bl.a. fastlagt, at vi skulle have et ugekursus i etik, og til denne undervisning "fremtryllede" vores rektor Inger Madsen, kaldet Mads, pastor Benneth Østergaard Petersen. Jeg ved ikke, om han på daværende tidspunkt var blevet provst, men i hvert fald blev han det. Jeg ved heller ikke, hvorfor Mads mente, at netop han ville være en fortræffelig underviser.

Men det viste han sig at være. Ikke mindst, fordi han trævlede såkaldt selvfølgelige begreber op for os - eller rettere: Fik os selv til at gøre det. Hvad er etik? Hvad er moral? Er det det samme? Hvad er "det gode liv"?

Vi var 48 elever, som fulgte dette kursus, og vi blev fuldstændig bjergtagede af denne præst og hans undervisning. Han var vistnok grundtvigianer, men han havde en eksistentialistisk tilgang til sit fag - og han underviste os i eksistentialismens begreber - så vidt det nu kunne lade sig gøre på blot en uge.  Vi talte om "valget", "skyld", "ansvar", "livets mening", "angst", "frihed"- vi hørte om Sartre og - ikke mindst Søren Kierkegaard.

Da ugen var omme, ville vi have mere. MEGET mere! Det kunne vi også godt få, for sagen var den, at seminariet havde pligt til at oprette tilvalg, blot der kunne samles et hold på mindst 12 elever. Ok, det kunne der nemt. Vi ville gerne have haft pastor Østergaard til at undervise os mere, men det havde han ikke tid til. Så fik vi en anden særdeles glimrende lærer, Villy Schrøder, som underviste os i eksistentialisme.

Vi blev jo hurtigt klar over, at eksistentialismen havde en ateistisk gren med Jean-Paul Sartre som guruen, og en kristen gren med Søren Kierkegaard som ophavsmand. Så da vort kursus i eksistentialisme var ovre, ville vi have et mere, denne gang om Søren Kierkegaard.

Nu må man vide, at denne tid, begyndelsen af 70'erne, var de rødes tid. "Man" var venstreorienteret, især hvis man var ung, og da vældig meget især, hvis man var pædagog og pædagogstuderende. På vores lokale værtshus havde vi godt nok en "fight" med de lærerstuderende, som syntes vi pædagogstuderende "havde jord i hovedet". Det var lige efter de lilla bleers tid.!

Så vore lærere på seminariet, og da især vor kære rektor, rev sig i håret, for hvad lignede nu det, at der kom sådan et hold ind i "den frigørende pædagogiks tid" og ville lære om Søren Kierkegaard?? Men der var ikke noget at gøre, vi var over 12 elever, der ville arbejde med Søren Kierkegaard, ville finde ud af mere om ham, og vi var temmelig sultne.

Så skaffede Mads os en gedigen kapacitet udi Søren Kierkegaard, i hvert fald i vores område. Vi fik præsten i Sønderho, pastor Hans Brinck, som underviser, og ham blev vi lige så glad for, som vi havde været for både Østergaard Petersen og Villy Schrøder. Han tog os virkelig under sine vinger, og vi sluttede kurset af ovre hos ham i præstegården, hvor han ca. kl. 06.00 søndag morgen sagde, at nu blev han nødt til at forlade os, for han skulle lige forberede sin prædiken til kl. 10.00.

Her begyndte mine studier i Søren Kierkegaard og eksistentialismen, og hermed ændrede mit liv retning. Jeg fandt dengang ud af, at hvis jeg skulle læse de samlede værker med samme hast som hidindtil, ville det tage mig 42 år. Det kom nu ikke til at passe, jeg læste dem på få år, og har genlæst og genlæst dem, gået i adskillige studiekredse, til adskillige foredrag osv osv om denne mand og hvad han har afstedkommet.

Men alt sammen sat i gang af en enkelt uges undervisning af en fantastisk mand.

søndag den 26. oktober 2014

Mennesker i mit liv -14 Ejnar

Jeg har flere gange karakteriseret denne mand som et menneske, der havde hjertets dannelse. - "Havde", fordi Ejnar ikke er her mere. Han var en af mine veninders mand, og han døde pludselig for 5 år siden som 72-årig.

Han var et ordentligt og kultiveret menneske, opførte sig helt naturligt og uden nogen som helst påtagethed som en gentleman. Åbnede døre, lod damerne gå først, sørgede altid for alles velbefindende, lettede livet for dem, han kom i nærheden af. Han havde en lang, videregående uddannelse, og havde et lederjob indenfor sit fag. Men jeg kendte ham jo kun privat og havde gjort det i mange år. Og jeg kendte ham  som et usædvanligt menneske, - et menneske, om hvem jeg netop mener, at begrebet "hjertets dannelse" er på sin plads.

Vi er 6 gamle seminarieveninder, som har holdt sammen siden 1970, og vi besøger hinanden samlet ca to gange om året. Når vi besøgte denne veninde og hendes mand Ejnar i deres store hus, var han hjemme om fredagen, og deltog i den sene middag, - for de boede i den anden ende af landet, og vi kom rejsende fra hele det øvrige land, og skulle jo først have fri fra arbejde, få arrangeret børnepasning osv, så vi ankom temmelig sent om fredagen, hvor han som regel hentede os ved toget. Senere trak han sig tilbage til køkkenet, og slog lige en gærdej sammen, som skulle stå og koldhæve natten over, så vi kunne får frisk hjemmebagt morgenbrød. Så ryddede han op i køkkenet, pakkede lidt kluns og tog så hunden og kørte af sted til deres sommerhus, hvor han blev til søndag. For vi skulle jo have det meste af weekenden for os selv, vi tøser!

Engang vi var til en fælles fest, måtte jeg tage tidligt hjem, men Ejnar insisterede på at følge mig til toget, skønt der ikke var langt og jeg sagtens kunne gå dertil. Men han ville ikke have, jeg selv skulle gå om aftenen. Bare et lille eksempel på hans gentlemanopførsel.

Altid spurgte han interesseret til vore børn og ægtefæller, og andre ting af væsentlighed i vore liv. En egenskab, som desværre ikke mange har. Det at spørge ægte interesseret til et menneskes liv, er en mangelvare. De fleste vil hellere fortælle om sig selv.

Ejnar havde en skøn humor, selvom hans kone og børn havde et særligt begreb, de kaldte "En Ejnarvits" - Det var sådan en af "blandet" værdi, efter deres begreber. Og han blev ved med, selvom børnene var voksne, ind imellem at tale babysprog til dem. Min veninde blev engang kaldt ind på kontoret på det fritidshjem, hvor deres yngste gik. Her blev hun gjort opmærksom på, at pædagogerne ikke syntes, det var passende, at faderen talte babysprog til barnet. "Har hun ikke et godt dansk sprog, da"? spurgte min veninde. "Jo", det måtte de da indrømme. "Er der noget i vejen med hendes ordforråd", spurgte min veninde. "Nej - tværtimod - barnet var ualmindelig godt med". "Ved I hvad", sagde min veninde, "lad ham bare! Det gør han også til sine voksne børn!" Ingen af dem tog skade, de sidder alle i gode stillinger og har klaret sig udmærket.

Da Ejnar blev 70, ville jeg gerne give ham en særlig gave. Ejnar var meget glad for klassisk musik, sang selv i kor, og derfor ville jeg give ham Allegris "Miserere Mei" for 8-stemmigt dobbeltkor, men det skulle være en særlig god udgave. Jeg lyttede til rigtig mange udgaver, og fandt den, jeg fandt allerbedst til ham, for jeg ville så gerne give ham noget af ordentlig kvalitet.

Efter Ejnars død var jeg sammen med en anden veninde ovre for at hjælpe med at rydde op i hans ting, og her fandt jeg bl.a. "Miserere Mei i vistnok 8 forskellige udgaver. Tjah - sådan kan det altså også gå!

Og så var Ejnar den store systematiker. Alting var ordnet og sat i system, alle rejser var katalogiseret, alle regnskaber ordnet, korrespondancer ligeså. Heldigvis, for hans kone er noget af et rodehoved, men han havde en engels tålmodighed med hende, og de havde et usædvanlig godt ægteskab. Og selvfølgelig savner hun ham kolossalt stadigvæk.

Vi har lige været på en af vore nu 4-dages weekendophold hos denne veninde, og vi kommer selvfølgelig også altid til at snakke om Ejnar og om mange små pudsige oplevelser med ham, og også rejser, vi har været på alle sammen.  Derfor har jeg tænkt særlig meget på ham, - og det blev så til dette lille indlæg.



mandag den 20. oktober 2014

Næstekærlighed eller "næstekærlighed"!

Hvad er næstekærlighed? Det forekommer mig, at det ved alle danskere da, eftersom alle taler om det. Men da danskerne groft sagt deler sig i to lejre, når talen er om, hvor mange flygtninge vi skal modtage, kunne man få den tanke, at enigheden i fortolkningen af næstekærlighedsbegrebet ikke er så entydig endda.

Jeg glædede mig derfor i går aftes meget til at høre, hvad de to debattører i aftenens dead-line med Adam Holm som vært, ville have af fornuftige ting at sige om det. De to debattører var Anders Gadegaard, domprovst i København, og Sørine Gotfredsen, journalist og teolog. Og det var rigtig interessant - af flere grunde.

Først og fremmest fordi debattørerne opviste en ærlig interesse i at klargøre, hvad de hver især mener med begrebet, - hvad der desværre ikke altid er hensigten i disse debatter. Det synes ofte, som om hensigten er at tryne hinanden med lede under-bæltestedet-argumenter. Det slap vi for i går.

Men hvor er det, at vandene skiller? Jeg vil prøve at opridse, hvordan  de to definerer begrebet, og forskelligheden imellem dem. Aftenens tema lød: Næstekærlighed - er det at modtage flygtninge? Og i så fald: Hvor mange. Vi fik i oplægget at vide, at Danmark i år modtager 20.000 flygtninge.

Sørine Gotfredsen: Det er IKKE næstekærlighed, når man vil drive politik på begrebet, for så bliver man  nødt til at relativere det. Men næstekærligheden er absolut og grænseløs. Og i det øjeblik man laver politik på det, bliver man jo nødt til at forholde sig til, hvor mange flygtninge, man så vil og kan tage. Her sætter mennesket sig så i Guds sted og bestemmer, hvornår det skal ophøre.

Hvem er næsten da? Det bliver et luftigt og uforpligtende og et alt for letkøbt begreb,  hvis det gøres politisk. Næstekærlighed stiller en fordring og kræver et ansvar af den enkelte, en hensigtserklæring er ikke næstekærlighed. Menneskesyn og fordring må ikke blandes sammen, det udhuler begrebet næstekærlighed. Hvis det politiseres, bliver begrebet noget, der ligger udenfor mit liv.

Anders Gadegaard: Vi kan ikke argumentere os frem til, hvor mange flygtninge det vil være næstekærligt at tage. Men vi kan bruge næstekærlighedsbegrebet som inspirationskilde og for at have et perspektiv på den politik, vi fører.

Eksempel: Martin Luther mente, at det var forkert at tage ågerrenter. Det var det samme som at være ligeglad med næsten. Sådan skal man tænke!

Fordringen, der stilles til den enkelte om at vise næstekærlighed,  kan netop være en inspiration til lovgivningen. Den religiøse lov kan derfor godt ligge til grund for den politiske.

Så vidt de to debattører. Hvad er de uenige om?

Jeg har "spurgt" Søren Kierkegaard, som viede det meste af sit liv til at beskrive kærlighedens væsen: Man kan ikke remse en masse gerninger op, som er kærlige, fordi kærligheden altid ligger i hensigten. Nå, har A.G så ret? Nej, for "ægte kærlighed er altid en forandring i én selv", en holdningsændring fra egoisme til næstekærlighed. Har S. G. så ret?

Jeg konkluderer: I samme øjeblik, man har ophøjet næstekærlighedsbegrebet fra at gælde én selv, det enkelte menneske - til at gælde som en lov, ja - da har man ophævet det, for i begrebet ligger, at der er et "jeg" og et "du", at der er et personligt forhold til stede, først og fremmest gældende ens nærmeste, men også enhver, man møder på sin vej.

Men er det da ikke smukt og rigtigt at udvise næstekærlighed, selv om det gælder mange mennesker på én gang. Jo, men lad være at kalde det næstekærlighed, så udvandes begrebet.  Det hedder medmenneskelighed, hjælp til nødlidende. Og det er en humanistisk holdning, som alle og enhver kan gå ind for, så vidt vides, men som ikke er en speciel kristen holdning  Vandene skiller der, hvor vi skal blive enige om hvor mange, hvordan osv, altså rent praktiske ting. Og DET er et politisk spørgsmål, udelukkende bygget på en relativ humanisme, et pragmatisk problem,  hvad det også SKAL være.

For mig lyder det, som om de samme mennesker, som normalt ikke er meget for kristendommen og alt dens væsen, her har taget et kristent begreb og gjort det sekulært, for dog - hvis nogen ikke skulle opdage det - at slå folk oveni hovedet med det, for hvem mener ikke, at næstekærlighed er GODT???

lørdag den 18. oktober 2014

Kan man som oplyst menneske i år 2014 tro på undere?

Kan man som oplyst menneske i år 2014 tro på undere?

Jeg læser i Lene Højholdts bog "Vejen - meditativ fordybelse i Johannesevangeliet", og jeg er standset ved dette spørgsmål. I ønsket om at følge Jesus, har disciplene fået et nyt liv. Hele tiden ser og forstår de nye sider af sig selv og af livet. Livet med Jesus - det han gør, det han fortæller, det disciplene hele tiden konfronteres med i deres egne liv - ja, alt det forstår de kun glimtvis, og de er ind imellem fyldt af angst og tvivl.

For selv om de med egne øjne ser Jesus gøre undere - så forstår de først efter Jesu død og opstandelse lidt af hvad det alt sammen betyder. De skuer bagud, husker situationer de har været i med Jesus, husker hvordan de selv var, og erkender nu hvordan alting er blevet nyt. De har nu modtaget Helligånden, som fjerner skellet fra deres øjne, så de kan se rigtigt - SE med hjertet.

-------------------------------------------------------

Det var disciplenes liv. Hvad med mit liv? Det er jo så langt borte, alt det med disciplene og Jesus. Ca. 2014 år siden. Vi er jo da blevet klogere, kan forklare mange ting i dag, som man ikke vidste noget om dengang. Er det ikke rigtigt?

Men hjertets higen efter det inderlige liv er et vilkår for menneskelivet. Inder-lig - - lig det inderste. At komme helt derind, at tilhøre det, at være i samklang med det, at ligne det inderste. Og det inderste er jo Gud. Oprindelsen, min oprindelse, altings oprindelse, det billede, hvori jeg er skabt.

Det er ikke så underligt, at jeg derfor higer efter det. Ikke under-ligt! Ikke lig et under! Det er selvfølgeligt. Det følger af sig selv, fordi jeg er Guds barn.

Det første under, Jesus udfører, er ved brylluppet i Kana, hvor han forvandler vand til vin. De store, rituelle kar, som stod ved indgangen til huset, og som var fyldt med vand, man skulle rense sig i, inden man trådte ind, bliver nu fyldt med vin. Jesus forædler vandet til vin, - og han indleder hermed hele sin gerning med at forvandle det gamle, den gamle religion,  til noget nyt. Han viser, at den renselse, han vil give, ikke kun gælder legemet, men ånden.

Selve handlingen, forvandlingen, er skjult for den fysiske verden, - men disciplene ser det, undres og fyldes langsomt af det nye. De har forladt deres kendte liv for at følge Jesus, og nu slipper de det gamle liv og tager skridtet ind i det ukendte, som de drages mod. De forstår ikke, HVORDAN den fysiske forvandling sker, men de SER den, ser bag den og ERFARER den hos sig selv. I samme grad, som de efterhånden er i stand til at slippe alt det gamle, alle de gamle bindinger, alt det de byggede deres liv på af menneskeskabte og fysiske love - i samme grad som tilliden til Jesus og til den åndelighed, som han tilbyder dem vokser - i samme grad åbnes deres hjerter, og åbnes der ind til det nye, åndelige liv.

Hvad er det, de erfarer? Hvad er det nye? De erfarer, at deres åndelige sanser gradvist åbnes.  Det er nyt for dem, derfor er de tøvende, tvivlende, angste, forvirrede, forstår ikke altid. Først efter Jesu død og opstandelse, og efter at Helligånden har fyldt dem helt, forstår de.

------------------------------------------------------

Sådan var det for disciplene. Hvordan er det for mig? Det er fuldstændig lige sådan for mig. Nogle mennesker har én situation, som de kan henføre det til. Dér skete det, dengang var det, da åbnedes mine åndelige sanser. Sådan er det ikke for mig. Ikke helt. Det er sket gradvist gennem hele livet, dog mange gange som pludselige, voldsomme erkendelser og aha-oplevelser. Og det sker stadig.

Tilliden til Gud skal til, for at underet kan ske. Mod skal til for at turde tage "springet". Springet ud på de halvfjerdsindstyve tusinde favne vand, som Søren Kierkegaard siger, når mennesket bevæger sig fra det etiske plan og over i det kristne. Bibelen kalder det "genfødsel". Et andet "jeg" må kaldes frem, et mere bevidst "jeg", der kender til åndens virkelighed. Det genfødte menneske har en indre viden, der ikke kan tages fra det eller diskuteres, for den bygger på en personlig erfaring.








onsdag den 1. oktober 2014

Jeg vandt 107.000 kr !!!!!!!

"Et socialt eksperiment", skrev min kære niece at hun fornemmede, jeg havde gang i, da jeg på min statusopdatering på facebook skrev: "Så skete det endelig. Jeg har vundet 107.000 kr i klasselotteriet".

En lang snak om facebook førte til et væddemål. Hvad skal jeg skrive på min statusopdatering for at mindst 30 af mine 142 fb-venner kommenterer og/eller synes godt om? Hvad synes mine venner er interessant, - så interessant at de kommenterer det eller synes godt om det?

Jeg nåede kun op på 27 på de to dage, der er gået, siden jeg slog det op. Mine gode råd om, hvordan man slipper udenom kærlighedsbudskabet gav kun 2 tilkendegivelser. Min oplysning om et foredrag i kirkehøjskolen gav 1. Hvorimod mit billede af min efterårssuppe med tilhørende tekst gav 19. Det samme gjorde min offentliggørelse af min fødselsdagsmenu. 28 til mit billede af Freja på bedsteforældredag, og næsten lige så mange til mit billede af mig selv med skærmbriller.

Rigtig mange (hvor mange kan jeg ikke se, da opslaget er fjernet), var også interesserede i min "forelskelse" da jeg hoppede på brystkræftlegen. Men topscoreren i nyere tid er et portræt af mig selv, som gav ca 35 tilkendegivelser. Aner ikke hvorfor.

Og hvad kan man så udlede af det?

Af mine 142 facebookvenner er 10 nogle, jeg blot følger, fordi disse personer interesserer mig, og jeg forventer ikke nogen gensidighed. Så er der 4, som er døde (burde jeg slette dem?). Så er der mine børns venner, som jeg nærmest i festligt lag er blevet venner med, og ellers ikke har noget videre med at gøre. Samt nogle stykker, jeg ikke kan huske oprindelsen til fb-venskabet på.

Så er der en hel del, som vistnok har blokeret mig som facebookven, fordi jeg har spillet nogle spil, som automatisk bliver ved at sende anmodninger til mine fb-venner. Det kan jeg godt forstå, de synes er skide irriterende. Men jeg kan altså ikke gøre for det, jeg har forsøgt alverdens ting, det hjælper åbenbart ikke helt.

Tilbage bliver mine tre børn (som jeg for det meste taler/skriver med andre steder end her), og deres partnere - nuværende og tidligere. Og mine 8 nevøer og niecer, som er en af de væsentligste årsager til, at jeg overhovedet er på facebook, fordi jeg kan følge med i deres liv og holde en levende kontakt, som ellers ville have været sværere at vedligeholde, da de er spredt for alle vinde. Og fætre, kusiner, svigerinder, tante, og andre familiemedlemmer af forskellig art. Og et par tidligere kærester (meget tidligere!) Og adskillige mennesker, som jeg deler interesse med, f. eks. er i sprognørdede grupper med. Nogle af dem har jeg endda mødtes med in real life. Og mine netværksvenner, som jeg også er i lukkede grupper med.  Og mine gamle klassekammerater, hvoraf kun nogle få er aktive på fb, selv om jeg er ven med adskillige. Og interessante mennesker, som jeg har truffet i de mest forskelligartede sammenhænge - hvoraf nogle stykker hænger ved og andre - nåh ja, det var så det! Og så selvfølgelig mine rigtige venner - dem, jeg har kendt i mange år, ses med jævnligt, snakker i telefon med, skriver mails til - og altså også følger på facebook. Samt nogle, som er interesseret i, hvad jeg skriver på min blog her.

Sikke dog en broget flok! Og så hører jeg, at "de unge" ikke længere synes, at facebook er in, men mestendels boltrer sig på diverse øvrige sociale medier. Jeg er vist bagud der.

Jamen, hvad KAN jeg udlede? At jeg nok vil fortsætte med at gøre som jeg plejer. D.v.s. skrive noget, jeg selv synes er interessant eller kunne være af interesse for måske bare nogle få stykker. Og slå mine blogindlæg op. Og sætte billeder på engang imellem. Og være provokerende, som jeg plejer.

Og så ville jeg sådan ønske, at der ville komme lidt mere gang i nogle gode debatter og diskussioner, som i "gamle dage", da nogle af mine fb-venner var mere aktive. Jeg kan jo debattere i mine interessegrupper, hvad jeg da også gør, men kunne nu godt tænke mig også at gøre det på min egen væg. Så kom nu frit frem, kære venner!

Jeg ved ikke rigtig, om jeg bør slette fb-venner, jeg aldrig hører fra. Tjah, de gør jo ingen skade, men hvad laver de i min vennegruppe? Hvad gør I andre???