søndag den 30. september 2012

Lukkelovens ophævelse - en falsk frihed!

Så er lukkeloven ophævet. Helt! Nu er søndagen også handelsdag, på linje med alle ugens øvrige dage. Egentlig er det vel bare skridtet, der er taget fuldt ud, i forhold til den større og større liberalisering der har fundet sted i mange år. I retning af, at når man har sagt A, må man også sige B.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad lukkelovens ophævelse siger noget om. Og om det er GODT?

Som med mange andre ting i samfundet, er det endnu et emne, der udsættes for tidens hang til det, vi tror er frihed. Den enkeltes frihed til selv at bestemme, hvornår man kan/vil handle. Det skal vel ingen lov bestemme. Derfor er lukkelovens ophævelse en forstærkelse af individtænkningen - JEG får større frihed.

Men er det efterstræbelsesværdigt?

Jeg tror, at ophævelsen af søndagen som hele nationens fridag, går ud over sammenhængskraft og fællesskabsfølelsen. Og fratager os, at der dog er en dag, der - selv om mange må arbejde - er fælles hviledag. Hvor man gør noget andet end det, man gør til hverdag. At vi som folk har en fælles rytme, uanset vi gør forskellige ting om søndagen.

Jeg tror, at vi med endnu en dag til at handle i, bliver ansporet til et endnu større forbrug, hvor jeg synes, vi tværtimod burde komme overforbruget til livs.

Jeg tror, at modsat hvad vi måske bilder os ind, så giver det endnu større stress, at vi nu også kan handle om søndagen. Der er faktisk en frihed i, at vi IKKE kan.

Jeg tror, at forretningsfolkene, som i forvejen har nogle elendige arbejdstider, får endnu sværere ved at få et familieliv til at hænge sammen.

Jeg tror, at MIN frihed til at shoppe, betyder andres mindre frihed.

Jeg tror, at vi får sværere ved at se os selv som en del af fællesskabet, med alt hvad det indebærer af kultur, sammenkomster, fester, - og det bliver endnu sværere at finde tid til fællesskab, når vi holder fri på så mange forskellige tidspunkter.

Jeg tror, at søndagens ophævelse som hviledag er endnu et skridt mod sekulariseringen. Og jeg forudser, at selv om det i denne omgang var at gå lige et lille skridt for langt, så er der ikke langt til ophævelsen af helligdagene som helligdage.

Jeg tror, at denne fokusering på, hvad der er godt for produktionen, økonomien, og velfærdssamfundet alt sammen kun handler om MERE, mere, mere. Og at det er på bekostning af rovdrift på jordens ressourcer, forurening og global opvarmning.

Jeg tror, at vi bør focusere meget mere på afstressning og fællesskab, end på produktion og individ!!

lørdag den 29. september 2012

Er der noget, der hedder kristen etik?

Uha da da, her deler vandene sig. Det kan nok være, at "den rummelige folkekirke", for slet ikke at tale om den katolske kirke og visse frikirker vil være temmelig uenige om det spørgsmål.

Nu begynder jeg bare med at sige: Nej! Der er ikke noget, der hedder kristen etik! Og så rumsterer en del af de store tænkere i baghovedet: Løgstrup med hans etiske fordring, f. eks. Der er ikke noget, der hedder kristen etik, fordi lige så såre, du vil sætte etikken på formel, eller - du vil sætte punkter op for hvad der er kristen etik, lige så såre bliver etikken til "lov". Og loven er det, som Jesus gjorde op med og fuldendte. Herudaf komprimeredes det dobbelte kærlighedsbudskab: Du skal elske Herren din Gud af hele din sjæl, og din næste som dig selv.

Jamen, det er vel også etik? Nej, det er det ikke. Det er sindelag. Derfor kan man heller ikke stille temaer op om f. eks. ægteskab, sex, skilsmisse, abort, homoseksualitet, prævention, asylansøgere og vide, hvad der er kristen etik. Vi må slås om det. Vi må kæmpe om det. Og vi må hver især tage stilling udfra vores samvittighed, og hvad vi kommer frem til som sandhed og kærlighed. Ikke at alt kan være lige godt. Så langt fra. Vi har alle de hellige skrifter og alt, hvad kirken er og menigheden med den. Alt til hjælp i kristenlivet. Men ingen vil kunne slå en anden oveni hovedet med en kristen etik. Egentlig bør der slet ikke være noget, som hedder Kristelig dit eller dat: Kristelig folkeparti, kristelig a-kasse. Det er, som at tage patent på, hvad der er kristeligt = kristen etik. Jeg kan slet ikke forlige mig med, at en a-kasse skulle være kristelig?

Et politisk parti kan vel ikke tage patent på, hvad der er kristent. Og dermed udelukke, at andre partier skulle kunne indeholde noget kristent. Nej, det er de heller ikke ude på, bliver der sagt. Men hvorfor kalde sig kristent? Er venstre ikke et kristent parti? Hvordan skal det afgøres?

For at forholde sig redeligt til kristendommen, må vi passe på ikke at forfalde til propagandisme. For kristendommen er noget helt, helt andet end etik. Jeg vil prøve, i det følgende, at redegøre for forskellen, udfra min læsning af Søren Kierkegaard, som på ingen måde skal gøre krav på at være den eneste sande tolkning:

Mennesket kan befinde sig på det æstetiske plan. Det er her, hvor alle basisbehovene bor. Mad, sex, nydelse, sanseoplevelse, underholdning. Drifterne, selvopholdelsen. Det er udmærket at være her, hvis man får sine behov tilfredsstillet. Det er her, hvor man ikke gør sig de store overvejelser over meningen med livet, ud over at "få noget ud af livet". Oplevelser, rejser, en god pension - det kender vi alle til, og det er stort set det bedst opnåelige for danskeren anno 2012.

Men det kan ske, at mennesket begynder at væmmes ved denne selvrealiserende måde at leve på. Det er ikke nok. Det bliver til tomhed, til gentagelse, til lede, til livslede. Mennesket begynder at stille sig selv spørgsmålene: Er det dette, der er meningen med livet? Er der ikke noget, ud over dette? Og herudfra kan mennesket så vokse til det etiske stade. Det er her menneskets forhold til andre mennesker begynder at forandre sig. Ansvaret for andre, for livet - samvittighedens stemme, at mit eget liv måske ikke kun er til for mig selv og mine allernærmeste, men at det, jeg mener og tænker er en vigtig bestanddel af fællesskaberne, som jeg er en del af. At ansvaret for mit liv helt eksistentielt er mit, også ansvaret for de ting, jeg "ikke kan gøre for". Humanismen ligger her. Alle gode intentioner, den gode sag osv. ligger her. Her bliver noget ud over en selv vigtigt.

Det 3. trin er det religiøse. Mennesket kan godt udvikle sig fra det æstetiske til det etiske, eller springe rundt mellem de to stadier. Men man kan ikke "udvikle" sig til det religiøse stadie. Det er et spring. Et spring ud på de halvfjerdsindstyvetusinde favne vand, som Kierkegaard siger. Det skal forstås rigtigt: Mennesket kan også godt blive "mæt" af det etiske, der kan vækkes en anelse om noget, der er større end mennesket, og denne anelse kan blive til et tvingende behov for at ville finde dette noget. Man kan sagtens have levet med sin familie, glad ved denne - i sit kald og stand - glad ved dette, men noget røres i det indre, og dette kræver en afgørelse.

Grunden til, at det er "springet", og ikke en naturlig udvikling,  er "afgørelsen". I afgørelsen falder sikkerhedsnettene væk. Det er ikke længere muligt, at gå tilbage. Well, du kan miste troen, men så er det som en aktiv handling, fordi du har været der. Du vil aldrig mere kunne leve uden denne viden i hjertet. Det er ligesom, hvis du har elsket et andet menneske. Selv om forholdet går i stykker, vil du aldrig senere kunne elske på skrømt, for du har været der. Du ved, det findes. Derfor er springet fatalt, skæbnesvangert. Men tager du springet, er du under Guds styrelse. Og når du er det, ved du også, at du må opgive selvet. Og DET er den virkelige kamp, som kan ende med springet.
Det har intet med etik at gøre, absolut intet. Men det forandrer dit sindelag. Det skal du ikke lede efter eller dyrke, blot have tillid til.

fredag den 28. september 2012

Giv mig et knus

Hun gik ovre på den anden side af gaden! Kiggede mest ned. Hatten havde bred skygge og var slået op foran. Hun lignede en, der havde taget alt det tøj, hun ejer, på. Lag på lag. I ubestemmelige farver. Støvler, som havde set bedre dage. Bærende på nogle plasticposer.

Men T-shirten, som kunne ses under den åbentstående cowboyjakke var den samme. "Giv mig et knus" stod der på den. Dengang var blusen postkasserød og bogstaverne hvide. Nu var blusen falmetrød, og bogstaverne var lyserød-grålige.

Hendes øjne strålede, da hun pakkede gaven op. Den er selvfølgelig fra dig, sagde hun. Senere sagde hun ikke så meget. Kunne ikke. Hun hang i den store stol med en halvrøget cigaret i den ene hånd, og glasset i den anden. Jeg havde vasket op. Tørret bræk op. Båret flasker ud på bagtrappen.

Jeg holder kun noget for mine rigtige venner, havde hun sagt. Ja selvfølgelig, sagde jeg. Og det skal være sådan som vi kan lide det, sagde hun. Ja, sagde jeg. Og det havde det været. Som de kunne lide det. Hendes rigtige venner.

Nu var de gået. De sidste havde jeg vækket og bedt om at gå.

Skal jeg hjælpe dig i seng, havde jeg spurgt. Hun sagde ingenting. Jeg tog støvlerne af hende. Skoddede cigaretten i det overfyldte askebæger. Tog glasset og stillede det i vindueskarmen. Fik hende rejst op og hen til sengen. Fik hende lagt ned og tog nederdelen af hende. Så, at hun havde tisset i bukserne. Fik hende skiftet. Lagde dynen over hende.

Jeg går nu, sagde jeg. Hun hørte ingenting. Jeg låste mig ud.

Siden forsvandt hun. Det havde hun gjort før. Tit. Meget tit. Men vendte altid tilbage. Efter kortere eller længere tid. Efter indlæggelser. Efter behandlinger. Efter drukture. Efter forelskelser. Efter aborten. Bagefter ringede hun. Altid bagefter. Altid for sent. Altid.

Ikke i dag, tænkte jeg, da jeg så hende på gaden. Ikke nu. Jeg orker det ikke.

"Giv mig et knus" stod der stadig på hendes bluse.

torsdag den 27. september 2012

Tag så og få nogle flere børn!!!

Jeg hører fra tid til anden nogen sige, at vi bliver et land af muslimer på længere sigt, fordi muslimer får så mange børn. Jamen kære venner da, det er da SÅ nemt at gøre noget ved. Etniske danskere skal da bare begynde at få endnu flere børn!

Det kommer nok til at kræve en lille omlægning af det liv, som danskerne så hidtil har levet. F. eks. skal konen nok være hjemmegående, for med 8 børn er det nok ikke helt nemt at få det hele til at hænge sammen ellers. Nu siger jeg konen, det kunne selvfølgelig lige så godt være manden, men da det stadig er sådan, at det er manden, der gennemsnitligt tjener mest, siger vi bare for nemheds skyld, at det er konen, der går hjemme.

8 børn giver jo en forfærdelig masse børnepenge. Det er også en af de ting, som falder en del danskere for brystet. Men med alle de penge er der jo slet ingen grund til, at begge arbejder. Så kan konen jo sagtens gå derhjemme og hygge sig.

Der er selvfølgelig det problem, at 8 børn kræver en del plads - hvis altså alle 8 skal have hver deres værelse, som de fleste danske børn har. Men her kan vi faktisk lære en del af muslimerne. De kan mageligt leve f. eks. 4 personer i det sammme værelse. Tænk, jeg tror faktisk, at det ville være en rigtig god ide. Det kan være, at der så kom nogle børn ud af det, som var knap så egoistiske og selvcentrerede. De skulle i så fald finde ud af, hvilken musik de skulle høre lige nu, hvilket tv-program, der skulle ses, - og de skulle også få det til at fungere med at have kammerater med hjem. Endnu en god grund til at få mange børn, for de lærer at tage hensyn, hvad få børn ikke gør på samme måde.

Det koster selvfølgelig en del at have 8 børn. Prøv at regne efter, om børnepengene slår til til udgifterne til 8 børn. Nej vel? Heller ikke, selv om regeringen har ændret reglerne, så man får til alle børnene.

Men i en tid, hvor der kommer til at mangle arbejdskraft, og hvor der bliver flere og flere ældre, og færre og færre yngre, vil det i høj grad være at vise samfundssind at få mange børn. Faktisk har GODE mennesker en stor forpligtelse til at få rigtig mange børn, så verden kan blive bedre. Så vi kommer til at befolke verden med udelukkende GODE mennesker.

Vi hører også - og er godt på vej til - at pensionsforholdene vil blive forringet. Der bliver i fremtiden ikke råd til offfentlige pensioner. Derfor vil det også være en kæmpefordel med mange børn, som så kan forsørge deres gamle. Det får de også meget lettere ved til den tid, fordi de allerede fra barnsben har været vant til at skulle indordne sig og tage hensyn, så for dem vil det ikke være et problem, men en kærlighedsgerning at skulle tage sig af sine kære gamle forældre.

Så hold op med al den brokkeri, og se så at komme i gang med at få en masse børn. Det kan virkelig betale sig!!

onsdag den 26. september 2012

Adel forpligter

Adel forpligter! Nu er der jo ikke mange adelige tilbage, og det er da heller ikke den gammeldags forståelse af  adel, der menes med denne talemåde. Derimod menes, at de der har meget, skal give til dem, der ikke har meget. Det er en gammel, smuk,  konservativ tanke.
 
Konservatismen ser det som mål at bevare fælles værdier som historie, kultur, tradition, slægt og ære, værdier der eksisterer forud for individet. For den konservative har samfundet en pligt til at drage omsorg for dets svage, og samfundets behov for stabilitet og sammenhængskraft vægtes ofte over individets fri udfoldelse. Dette står i modsætning til f.eks. liberalisme, der ikke tillægger individet ansvar for andre individer. Dermed bliver konservatismen, sammenlignet med liberalismen, en kollektivistisk ideologi.

At der overhovedet findes noget som helst "forud for individet", er ikke på mode i dag. Enhver mener selv at skulle tage stilling til fælles værdier, og kan så let som ingenting forkaste dem, hvis man "synes". Respekten for historie, kultur, tradition, slægt og ære kan ligge på et meget lille sted.

At omsorgen for de svage også hører med i konservatismen, ligger også i udtrykket "adel forpligter". Meget mere, end den ligger i den liberalistiske tankegang, udtrykt i ordene "enhver er sin egen lykkes smed". Så konservatismen indtænker altså fællesskabet og forpligtetheden på fællesskabet. I disse menneskerettighedstider er det bemærkelsesværdigt, at fællesskabet i konservatismen i visse situationer vægtes højere end individets fri udfoldelse.

Er det ikke underligt, at konservatismen i grunden er mere social bevidst, end de øvrige borgerlige partier? Salig Mærsk McKinney Møller havde sine mundheld: "Den der har evnen, har også pligten". Og "fliden er heldets moder". "Ingen dør af hårdt arbejde" "Intet tab skulle ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu". Hr. Møller havde evnen, og han følte også - og forstod, at han havde pligten.

Men at skabe noget, - i sit eget firma, - at se noget vokse, blomstre, at sørge for arbejde til mange mennesker, at sørge for indkomst til Danmark (den med olien, naturgassen og storkapitalen tager vi en anden gang!) og at give tilbage i form af f. eks. kultur - som eksempelvis også Carlsbergs grundlægger gjorde, må give en enorm tilfredsstillelse.

Enhver, som er i stand til at skabe via et stykke arbejde; som er med til at opretholde fælles værdier via sit arbejde; som forsørger sig og sine via sit arbejde; - Kan være glad og stolt. Og enhver, som tjener til dagen og vejen og mere til, har ret til at sige om sig selv. Adel forpligter!!!










 
 
 
 
 

Åndelig tørst - hvad er det?

Jesus svarede hende: ... Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste.
Johannesevangeliet 4,13-14

Åndelig tørst - hvad er det?

Det er længslen efter mening i livet. Det er længslen efter at få tomheden fyldt ud. At blive fyldt ud indefra. Med kærlighed, dybde, jubel, intensitet, alvor, taknemmelighed, barmhjertighed, mildhed. Så at man kan gå ud i livet og give det videre. Og være det.

Åndelig fylde - hvad er det?

Det er godhed, som kommer fra Gud. At vågne op hver dag, at få hver ny dag givet. At være i et afhængighedsforhold til Gud. At vide sig skabt af ham. At have lov til at kalde ham far. At være sat fri til at gå ud i livet og handle. Vel vidende, at man af og til handler forkert. Men at man er tilgivet som det menneske, man er.

Hvor findes det vand, Jesus vil give?

Først og fremmest ved dåben. Og ellers? I kirken, i dit lønkammer, hvor det end er. I bibelen. Ved nadverbordet. I bøn og meditation. Ved læsning af kristne tekster.

Og når dit hjerte svulmer af denne fylde, - der findes det. Når du undres over naturens storslåethed - der findes det. I musikken. I litteraturen. I videnskaben. Over alt, hvor Gudsinspirationen har været.

Men jeg kan ikke se Guds ånd!

Nej, men jeg kan se frugterne af Guds ånd. Når jeg trøstes. Når en god ven kommer forbi. Når jeg trænger til hjælp, og nogen hjælper. Når jeg betænker, at jeg lever i et godt land. Når jeg får gaver - ikke kun fødselsdagsgaver, men når nogen gør godt imod mig. Når jeg ser mig om i mit hus og glædes. Når jeg ser på mine børn, svigerbørn og børnebørn. Når jeg tænker over, at jeg kan gå træt og mæt i seng.

Ja, sandheds Ånd! forvis os på,
at også vi er af Gud Faders små!
Da er sorgen slukket,
da er perlen fundet,
Paradis oplukket,
døden overvundet.
Herre, hør vor bøn!



 

tirsdag den 25. september 2012

Hvad har du, som du ikke har fået givet?

Pauli 1. Korintherbrev kap 4,7

Når jeg hører mennesker, som har gjort det godt her i livet, som tjener mange penge, har en flot karriere, stort hus, store biler osv forarges over bistandsklienter, arbejdsløse, asylansøgere og andre, som ligger i nærheden af samfundets bund - så kommer jeg altid til at tænke på denne artikels overskrift: Hvad har du, som du ikke har fået givet?

Nu og da har jeg så sagt denne sætning til en og anden. Så får jeg læst og påskrevet. Det kunne f. eks. lyde sådan her: Jeg er sandelig ikke kommet sovende til nogen ting. Jeg har slidt i det, arbejdet mindst 60 timer om ugen i mange år. Jeg har sandelig ikke fået noget foræret, jeg har SELV kæmpet mig til det.

Ja, du har fået evnerne til at kæmpe for det. Dem har du fået givet.

Jamen jeg har taget uddannelser, kurser, efteruddannelse. Det har jeg da selv gjort. Der er sgu ikke nogen, der har gjort det for mig. Jeg har tit siddet til langt ud på natten for at blive færdig til næste dag.

Men du har fået mulighederne for at kunne gøre det. Både økonomisk og evnemæssigt. Det har du fået givet.

Pjat! Vi har levet småt, mens jeg uddannede mig. Der var pengene sandelig små. Men vi vidste jo, at det ville bære frugt.

Ja, du har fået evnen til at tænke langsigtet. At gå efter et mål. Det har du fået givet.

Men jeg har også investeret. Og jeg har taget risici. Det er jo en vind-eller-tab-situation. Og jeg har også nogen gange tabt. Men jeg har været risikovillig. Det skal man vel også have noget for?

Ja, og det har du fået givet.

Er det måske ikke min egen skyld, at jeg står der, hvor jeg står i dag? Jeg har formået, trods finanskrise og hvad ved jeg, at holde skindet på næsen, og at klare mit firma godt. Jeg har sgu ikke fået hjælp fra nogen, og jeg betaler en megastor skat.

Rigtigt! Du har fået givet en evne, en vilje, held i forretninger, kampvilje, risikovillighed, at evne at betale en stor skat. Men hvad har du, som du ikke har fået givet?

Har jeg da slet ikke lov til at rose mig af noget?

Du kan glæde dig over, at du har fået givet alle disse ting, som har gjort, at du klarer dig godt. Du kan være taknemmelig og ydmyg over, at netop du har fået givet disse ting. Og at du har fået givet evnen til at forvalte dine pund godt. DET skulle du gøre. Snarere end at forarges på mennesker, som IKKE har fået alt dette givet.



Du må lære at sige nej!

Denne lille sætning er en af tidens sandheder. Det er sådan en, man fyrer af, når veninden fortæller, at hun føler sig stresset, overbebyrdet, træt.  Det føles som et trylleord – i hvert fald af den, der udtaler det. Såre simpelt: Sig nej, og du skal se, hvor du får det meget bedre! Vi kvinder især har lært, at vi skal sige farvel til flinkeskolen, og det er ensbetydende med at sige nej, når nogen beder om hjælp, en tjeneste, min deltagelse i et eller andet, og jeg føler sig presset. Den dårlige samvittighed kan man ikke bruge til noget, får man at vide.

Men det er det rene vrøvl! Jeg kan ikke sige nej til, at dette menneske, som står mig nær, er ved at blive skilt. Jeg kan ikke sige nej til, at min veninde har hjertesorger. Jeg kan ikke sige nej til, at min astma får det værre i denne tid. Eller at min konto er overtrukket, eller mit tag er utæt. Og en række andre ting i den dur. Jeg kan ikke sige nej til, at min tilstedeværelse kræves i dette og hint.

Tænk, hvis vi sagde: Du må lære at sige ja! Ja til, at livet kan gøre ondt. Ja til, at der er ting, du ikke kan ændre. Ja til, at det er o.k. at du er stresset lige nu. Ja til at mennesker kommer først, og ting bagefter.

Og et stort og rungende JA – til kærligheden i dit liv, til taknemmeligheden over alt det gode og dejlige, til at give glæden lov til at fylde i dit liv, til mennesker, du møder i dag. Til nærvær, tilstedeværelse.

Du må lære at sige ja til, at i dag byder på overraskelser. Begynd at se dem. Begynd at lede efter dem, at opdage dem. Små ting – store ting. Begynd at glæde dig, at mærke glæden i dig selv. Jamen, hvordan kan det lade sig gøre, når jeg er stresset? Såre simpelt: Du begynder bare NU!

Og den dårlige samvittighed KAN vi bruge til noget. Det er derfor, vi har den. Den skal minde os om, at her er der noget, som ikke er i orden, og som vi må lave om på. Hvis vi kan. Jeg bruger gerne denne lille bøn, som - vistnok fejlagtigt, men pyt - tilskrives Frans af Assisi:

Gud giv mig sindsro
til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.


torsdag den 20. september 2012

For meget af det gode ER nu bedst!!!

Jeg har haft fødselsdag! - Det er der ikke noget nyt i, for det har jeg hvert år! I en del år gjorde jeg ikke noget særligt ud af det. Men i år besluttede jeg at holde fødselsdag på en helt særlig måde. Jeg har temmelig mange rigtig gode venner og veninder - flest af hunkøn, så jeg ville holde pigefrokost. Men hvordan? Jeg er selv rigtig god til at lave mad, men desværre er min fysik ikke hvad den har været, så hvad gør jeg, hvad gør jeg??

Jeg besluttede at spørge min yngste datter på 24, om hun kunne tænke sig at tjene en god skilling. Opgaven lød: Vil du, sammen med en anden efter dit eget valg, sørge for en frokost til 10 -12 personer? Det eneste, jeg forlanger, er, at der skal være mindst 5 retter, som skal være tallerkenanrettet. Jeg vil ikke vide, hvad vi skal have. Dels er jeg helt barnlig angående overraskelser, dels må I helt selv om, hvad I har lyst til at lave. Den var hun straks helt med på, og besluttede at have en af sine allerbedste veninder med i foretagendet.

De købte ind, de planlagde, de dækkede bord, de pyntede, de lavede dessert og andre småting dagen før, og på selve dagen købte de også lige de sidste ting. Jeg havde højtideligt lovet, at jeg ikke ville spise noget af det, de fyldte køleskabet op med. Det var svært, for det så ENORMT spændende ud. Jeg overholdt det - næsten. D.v.s. jeg stak lige en lillefinger ned i desserten. Hold da helt kæft, det smagte så englene sang!!!!

På selve dagen, kl. 13.00, var pigerne sat stævne. En enkelt skulle lige komme fra arbejde, så jeg fik besked på, at der blev serveret bowle kl. 13.00, og at jeg ellers kunne pakke gaver op og underholde mine gæster indtil kl. 14.00. Der blev serveret en pragtfuld bowle bestående af hyldeblomstsaft, Verdi, Asti, Dansk vand, hvidvin og frosne hindbær. Smagte pragtfuldt og var ikke vildt spirituøst!!

Men selve anretningerne? I Guder, det var helt vildt overdådig

1. Anretning: Ristet kammusling med a) hvidløgssmør og reje B) bacon, parmesan og soltørrede tomater c)grøn pesto med ristede pinjekerner. Hvidløgsdip til.
2. Anretning: Blåmuslinger i hvidvin, hvidløg, persille, rødløg, gulerødder og fløde. Lækkert brød til.
3. Anretning: Lun perfekt stegt andebryst i skiver på en bund af bredpersille, parmesan, Pink Lady og toppet med granatæblekerner
4. Anretning: Mørbrad med indbagt flødeost med krydderurter, asparges omviklet med bacon, kartoffelkage med ost i portionsform, lækker lækker brun sauce.
5. Anretning: Hvid chokolademousse med en anelse bailey, chokoladekage, jordbærcoulis, stjernefrugt, ananaskirsebær.


Hertil særdeles udsøgte og elegante vine
Herefter kaffe, bailey og Twist. 
 
En fantastisk frokost. Nogle skønne skønne kvinder. En dejlig dejlig dag, som sluttede med at min søn og svigerdatter var her om aftenen.

Det er en uge siden! Men siden har jeg gået og varmet mig ved at tænke på denne dag. Tænk, at min datter fik stablet det hele på benene. Jeg er SÅ imponeret over hende og hendes veninde. Det var VILDT godt. Jeg er glad og stolt over det fantastiske stykke arbejde, de unge piger lagde i det. Og jeg er SÅ glad for gæsternes forbavselse og glade reaktioner. Vi snakkede og grinede helt vildt. Og jeg blev dejligt glad beruset, ikke blot i vin men i særdeleshed i hele stemningen og glæden omkring det hele. Og i taknemmelighed over, at det blev sådan en overdådig dag.

For meget af det gode ER nu bedst!!!!
 



tirsdag den 18. september 2012

Hallelujah - Gud er stor - og jeg er høj!!

Når talen falder på, om stat og kirke skal adskilles, er der et scenarie, der altid dukker op for mit indre blik: Den megastore kirke med den karismatiske præst, der via diverse medier, højtalere, lys- og lydshows og måske lidt helbredelse ind imellem, får mennesker i hobetal til at falde i svime, svinge med armene, danse og råbe. Det gyser i mig, som det altid gør ved den slags massesuggestion. Fordi det bliver metoden, som bliver målet. Fordi selve det at opnå denne tilstand bliver målet.

Har det noget med kirken og Kristus at gøre?

 http://www.kristendom.dk/artikel/477788:Globalt-nyt--Forskere--Man-bliver--hoej-paa-Gud--i-megakirken

Hvorfor jeg ser dette scenarie for mig, skyldes at jeg forudser, at kirken blive kommerciel ved en adskillelse mellem stat og kirke. Kirken kan så ikke længere nøjes med at forkynde, men må også sørge for at have en tilstrækkelig stor indtægt. Muligvis trækker den  blanding af en rockkoncert og en gudstjeneste folk til, og skønt jeg anser det for at være temmelig udansk, kan det da godt være, at danskere kan lokkes ad den vej.

Men har det noget med kirke og Kristus at gøre?

Nu er jeg temmelig sikker på, at Jesus gerne ser at folk er glade og danser og har det rart. Ikke et ondt ord om DET. Men er det sådan, vi skal holde kirke? Som det foregår med økonomi, vækst og fremgang for BRIK-landene, således også med kristendommen. Og som det ser svært ud for EU og USA økonomisk og værdimæssigt, således også med kristendommen. Kristendommen er for nedadgående i Europa og i USA, hvorimod den brager frem i Kina og Afrika især, og i Sydamerika, Rusland og Indien.

Men det er ikke den form for kristendom, vi kender. Det er ikke en intellektuel, dogmatisk og spekulativ gudsdyrkelse, der er i fremgang. Det har nærmest været syndigt - i hvert fald her i Norden - at tale om en åndelig og spirituel tilgang til kristendommen, skønt vi da med glæde læser om ørkenfædrene, kristen meditation osv. Og også gerne blander lidt østlig mystik ind i vores kristendomsopfattelse.

Nej, det er en meget mere sanselig, sansemættende og sensuel tilgang til kristendommen, som ses i de nævnte lande.

Har det noget med kirke og Kristus at gøre?

Jeg tror ikke, jeg kan tillade mig at mene, at det har det ikke. Jeg er skeptisk, fordi jeg er dansker, endda jyde, og vi skilter normalt ikke sådan med vores kristendom, og så sandelig da slet ikke sådan rent kropsligt. Og de store armbevægelser finder vi da helst frem, når vi er i gode venners lag og har fået lidt rigeligt med drikkevarer indenbords, er til landskamp eller X-factor - eller lignende.

MEN - jeg vil beholde min skepsis indtil videre, og ellers se til fra sidelinjen.

Finanskrisen kræver det: Hold op med at være sund!!!

http://www.information.dk/311030

Endelig - ENDELIG kom den artikel, jeg har gået og ventet på i flere år. Som dokumenterer, hvad jeg altid har haft en lumsk mistanke om, nemlig: De sunde lever længere end de usunde.

Sagde jeg det ikke nok!

Og nu vil jeg have lov til at lufte min forargelse: Når de sunde lever længst, bliver de pr. automatik rigtig dyre for samfundet. De koster mere i hjemmehjælp, lægehjælp, stivsindshjælp, dagcentre, og i hospitalsindlæggelser p.g.a. de mere behandlingskrævende sygdomme de får, fordi de bliver ældre.

»Indtil 56års-alderen var den årlige sundhedsudgift højest for overvægtige. I højere alder pådrager rygere sig højere udgifter. Men på grund af forskellene i levealder (…) er sundhedsudgiften for hele livet højest for personer, der lever sundt, og lavest for rygere. Overvægtige indtager en mellemposition. (…)«

Nu synes jeg, at sundhedsmoralisterne skulle tage og tænke sig om! I en tid med finanskrise, og hvor vi alle skal spare, ligner det ikke noget at blive 81 år i gennemsnit, når man kan nøjes med 78 på et jævnt usundt liv.

Nu er det dokumenteret! Forskerne har talt!  Forbud, afgifter, moralprædikener, stigmatisering skal til at vendes mod de sunde. De kan ikke være bekendt at være så dyre i drift - i så mange år!

Og en anden ting: De er dyre i stivsindshjælp! Alle de psykologiske skavanker, de sunde pådrager sig, er slet ikke gratis. Det KOSTER. Også for samfundet!  Det er nemlig temmelig svært at være moralens vogter, den forargede, den bedrevidende, sundhedsapostlen, dydens vogter, asketisk, forbrugerbevidst, højtråbende, og i det hele taget at skulle tåle alle vi andre, der ikke vil høre!

"Jeg forestiller mig på ingen måde, at dette resultat vil få de sunde til at ophøre med deres kampagner – eftersom de efter alt at dømme dybest set har moralsk karakter langt snarere end økonomisk. Man er jo et bedre menneske med spelt i mund – ikke bare et sundere eller billigere. Men det kunne måske få dem til at stå mere rent frem som de moralister, de er – de forsager ikke askesens nydelser, som Jorge Luis Borges engang sagde."

Den mand har fat i noget: "De forsager ikke askesens nydelser" - Hvorfor får jeg altid sådan en dårlig smag i munden, når jeg hører asketerne udbrede sig om deres nydelser? Fordi de OSER af selvfedhed, selvgodhed, moralsk forargelse - og det er de nok i deres gode ret til, fordi de må give afkald på så mange af vi andres nydelser.

De er bare misundelige!! Æv bæv!!!!

mandag den 17. september 2012

Af alle latterlige ting i verden....

"Af alle latterlige ting i verden forekommer det mig allerlatterligst at have travlt". Dette Søren Kierkegaardcitat står på mit visitkort. Og jeg elsker det. Og uuuuuuh, hvor er der nogen gange nogen, der bliver forargede: Hvor var vi henne, hvis alle sagde som du? Ja, det kan du sagtens sige, du går herhjemme og dangderer den! Næ, du, ude i det VIRKELIGE liv, der må man tage benene på nakken, hvis man ikke vil tabe hovedet og bevare sine ben i næsen! - Eller noget (som det er moderne at sige).

Ikke nok med at folk har travlt - skal de nu også fratages fornøjelsen ved at være martyrer, når de har travlt? Det er ligodt for growe! Og jeg HAR luret, hvorfor folk har det sådan. Der er STATUS i at have travlt. Af flere grunde.

De får medynk! Folk, der har travlt, kan man ikke forlange mere af! De er fritaget for videre tiltale. Det er ikke dem, der skal købe den fælles gave til vennens fødselsdag. Ville gerne, beklager, men jeg skal arbejde. Desværre, jeg kan ikke hente barn i børnehaven, skal arbejde over.

De er fredede. Man skal ikke indlade sig på en diskussion med travle mennesker. I bedste fald bliver man fejet af temmelig hårdhændet, i værste fald bliver man uvenner. De er heller ikke vant til tænkepauser, eller et: Det ved jeg ikke! Der er action på drengen, det er her og nu, beslutningerne skal træffes, der skal prioriteres, der står alt på spil! Eller noget...

De er stressede, er lige ved at bukke under, og derfor skal man tale stille og roligt til dem, sørge for de ikke bliver ophidsede.

De hører til det hårdt arbejdende folk. Det er ikke deres skyld, at de knokler røven ud af bukserne, mens vi andre går og nyder det. De ville gerne gå ned i tid, men huslejen, afdragene på bilen...eller noget!

De er de gode mennesker. For nogen skal jo! Og at de overhovedet har et arbejde, skyldes ikke mindst, at de har gjort deres pligt gennem mange år, gjort det godt, - ellers var de nok blevet fyret.
De tager som regel overarbejde, for regningerne skal jo betales, der skulle helst også være til ferien igen i år, tingene kommer ikke ind ad lukkede døre, og når man nu arbejder så hårdt, skulle man også helst have lidt ud af det.

De er projektmagere. De er altid i gang med at renovere huset, omlægge haven, få nye, store vinduer i stuen, lægge køkken og stue sammen - eller noget! Det bliver flot! Det bliver nyt! Huset bliver mere værd! Og vi skal da også have lidt ud af de penge, vi tjener!!!

En morsom cirkel i øvrigt. Vi har travlt, fordi vi skal tjene penge. Vi tjener penge for at få råd til lidt ekstra. For at få råd til lidt ekstra, har vi travlt.

Der er én eneste ting, alle vi mennesker ved her i livet. Kun én! Og det er, at vi skal dø! Skal vi lave et kapløb: Hvem kommer først til døden?? De mest stressede har størst chance for at vinde, det ved vi godt. Det er bare ikke mig, men naboen - eller noget! O.K. der er også en anden ting, vi ved: Vi kan ikke tage noget med os herfra. Nå men det handler måske også om at efterlade sig noget, - et arbejdsværk, noget til børnene og børnebørnene, et eller andet, som gør os udødelige. Der er også dem, der siger, at grunden til at de har travlt og skal skynde sig at tjene en masse penge er, at de så kan nyde deres otium med rejser osv. Ja, rigtigt, hvis de når det, og manden med leen ikke kommer først.

Nogen gange oplever jeg også mennesker, som slet ikke kan finde ud af ikke at have travlt. Det er blevet en livsstil. De keder sig, hvis de ikke arbejder. De ved ikke, hvad de skal få tiden til at gå med - når altså ikke lige de er ude at rejse eller i gang med et projekt. De går og smågnaver med ægtefællen derhjemme, de mister deres identitet.

Noget af det, jeg synes er det værste ved folk, som har travlt, er, at de har en tendens til at blive smålige, nøjeregnende, gå i meget små sko, Det er, som om de synes, at de har RET til at være det. Som om deres surt tjente penge sandelig ikke skal ødsles væk på nogen, som ikke har så meget - eller noget!

Hvad mener Søren Kierkegaard med, at det er allerlatterligst at have travlt?

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad, og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig på en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunne vel vare sig for at lee?
Hvad udrette de vel, disse travle Hastværekere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?
Enten-Eller I, s. 28

søndag den 16. september 2012

Når jeg bli'r gammel....

Jeg har altid sagt til mine tre børn, at de skulle sørge for at få nogle gode uddannelser, hvor de kom til at tjene en masse penge - og/eller gifte sig med en partner, som tjener mange penge. Hvorfor? Fordi jeg kommer og bor på aftægt hos dem.

Så kan jeg have min egen lille lejlighed i den ene ende af deres enorme hus - i stueetagen forstås, jeg er nok ikke så godt gående. Køkkenet behøver ikke at være vildt stort, for jeg spiser nok for det meste hos de unge, hvis ikke jeg er inviteret ud at spise, eller tager mig noget nemt i mit eget køkken, hvis jeg har fået nok af familien. Men et ret stort badeværelse skal jeg da have. Med karbad, og naturligvis med håndtag på væggene, så jeg kan komme op og ned af badet. Der skal også være en græsplæne og en have, så jeg kan ligge og slikke solskin på min skønne solvogn. Det sætter jeg enorm pris på.

Faktisk er det smart, at jeg har hele tre børn. Det kan jo forekomme, at jeg kunne blive bare lidt træt af en af familierne nu og da, og så er det smart, at jeg kan flytte. Jeg kan også godt lide at komme lidt omkring, og jeg er ikke vildt afhængig af ting. Selvfølgelig har jeg indrettet mine tre lejligheder med de ting, som jeg godt kan lide, men ellers er jeg ikke vanskelig.

Så skal jeg sidde i min stresslessstol med benene oppe på en fodskammel. Børnebørnene myldrer omkring mig - de sidder på gulvet og kigger bedende op på mig: Farmor/mormor fortæl noget om gamle dage! Og jeg kan jo slet ikke stå for de små, som synes, jeg er så klog og viis - så jeg fortæller gladeligt om stort og småt fra da deres forældre var små, eller da jeg selv var lille. Om dengang jeg og mine brødre fik en femogtyveøre hver søndag,  som vi så kunne købe en is for. Om da jeg som 12-årig begyndte at få lommepenge - hele 5 kr om ugen - OG en regnskabsbog til indtægter, udgifter og saldo, som min far også ville se hver uge. Om da  vi boede 2 voksne og 4 børn i en lille to-værelses lejlighed uden badeværelse og varmt vand og med kakkelovn. Om hvordan vi vaskede storvask i kælderen, om store træbaljer, om blånelse, om vridemaskinen, som man kunne leje hos købmanden osv osv.

Jo jo, på den måde aflaster jeg de travle forældre og kan også være babysitter, for jeg er jo i huset alligevel. Så kan forældrene gå i biografen, se venner eller lignende.

Jeg har sagt det her RIGTIG mange gange til mine børn. Som regel siger de bare "Ja ja" eller "Nå nå". Det er, som om de ikke tror, jeg mener det. En enkelt gang svang min søn sig op til at sige: "Det skal du nu ikke regne med, mor".

Det forstår jeg slet ikke. Gør I?

fredag den 14. september 2012

Nasserøve

I går aftes havde jeg et stort problem, for jeg skulle vælge, om jeg skulle se Debatten med Clement, eller jeg skulle se Simon Emil i "duel" med en kontankthjælpsmodtager. Jeg valgte det sidste.

Og både i går efter udsendelsen, og i dag i diverse medier, bl.a. på facebook, er alfolket da ved at svømme over af forargelse over Simon Emil og hans holdninger. Det undrer mig sådan set ikke, for der er altid en masse mennesker, der mener det samme som alle de andre politisk korrekte.

Men MIT ærinde med dette indlæg er ikke at pukke på kontanthjælpsmodtagerne. Enhver med lidt fornuft i kuplen kan sige sig selv, at ikke alle kan få arbejde under de nuværende forhold. Mit ærinde er heller ikke at give Simon Emil ret i hans holdninger. Nej - men jeg kom til at tænke på noget andet. Noget, som jeg synes er en grundliggende debat værd.

Grundlæggende mener jeg, at enhver voksen borger i landet skal klare sig selv. Og hvis man af en eller anden grund ikke er i stand til det, skal man have hjælp fra det offentlige. Men hvad vil det sige at klare sig selv?

Det vil sige, at man i al sin gøren og laden tager højde for, at man kan klare sig selv. D.v.s. at man sørger for at leve på en måde, så man er i stand til det. I DETTE er jeg helt på linje med Simon Emil.

At kvinden i udsendelsen er ordblind, kan hun jo bestemt ikke selv gøre for, og skal absolut ikke klandres for. At hun ikke er blevet hjulpet med den sag under sin skolegang eller senere hen i diverse uddannelsesforløb er virkelig at beklage. Men det er aldrig for sent. Der findes i dag metoder, som kan afhjælpe ordblindhed, og hvis man gerne vil videre i uddannelsessystemet eller i arbejdslivet, må man nok se i øjnene, at man bliver nødt til at gøre noget ved den sag. Det er muligt, at kvinden ikke selv er klar over, hvordan og hvor henne det kan foregå, men det må en sagsbehandler kunne fortælle hende.

At kvinden er diagnosticeret med ADHD kan vi som seere nok ikke mene noget om i dette konkrete tilfælde, for så godt et indblik i kvindens liv fik vi ikke i udsendelsen. Men generelt ved vi, at der er enorm mange mennesker, der i dag får denne diagnose, og man fristes til at mene, at der også er FOR mange. Kvinden udtalte selv, at hun ikke kunne koncentrere sig. Det kender jeg rigtig mange, der ikke er gode til, også uden at have denne diagnose. Der kunne være meget i hendes situation, som kunne retfærdiggøre, at hun lider af manglende koncentrationsevne, det BEHØVER ikke betyde, at hun har ADHD. Men som sagt, vi ved det ikke, og det berettiger ikke til at dømme hende.

At kvinden har fået tre børn med tre forskellige mænd berettiger ikke til fordømmelse heller. Og jeg kunne ikke drømme om at sige, som Simon Emil NÆSTEN kom til, at hun kunne have fået abort, hvis hun havde svært ved at klare tre børn. Derimod kan man godt undre sig i forhold til  det spørgsmål jeg stiller op. Hvorfor er hun blevet gravid? Hvorfor har hun ikke beskyttet sig? Her er det, at kæden hopper af. Hvorfor får man børn, hvis man på forhånd godt ved, at man får rigtig svært ved at klare sig selv? Det er dog i dagens Danmark noget, man selv kan vælge eller ikke vælge.

Vi kender ikke den pågældende kvindes livssituation, men man kan forestille sig så meget. Man kan bl.a. forestille sig, at mennesker ikke altid gør, som det er bedst for dem selv. At ikke alle mennesker tænker konsekvenserne af deres handlinger igennem. At ikke alle mennesker er i stand til dette. At naturen nogen gange går over optugtelsen. At nogle mennesker er mere følelsesmennesker end fornuftsmennesker. At vi mennesker nogen gange lærer på den hårde måde, d.v.s. først når vi står i situationen. Jeg hørte engang en sige, at erfaringer er billetter til et tog, der er kørt! Sandt nok. Men - det er aldrig for sent at blive klogere. Og det VAR kvinden jo blevet, i og med hun var blevet steriliseret.

Og ikke alle mennesker har haft en opvækst, hvor de er blevet rustet til at gå ud i livet og klare sig selv. Måske nærmest tværtimod. Bare at overleve kan være hårdt nok.

Der er nok noget om, at nogle mennesker nærmest bliver lullet ind i den opfattelse, at de er stakkels ofre for dumme politikeres forkerte prioriteringer. Til det kan der kun siges: Det er synd for dem, hvis de betragter sig som ofre. Det er synd for ALLE mennesker, som betragter sig som ofre, uanset af hvilken grund. For hvis man ikke er i stand til at klare sig selv, og heller ikke engang synes, at det er noget at stræbe efter, så er man i et grundlæggende misforhold til selve livet.

At have en grundlæggende tillid til, at livet vil en det godt, og at have en grundlæggende tillid til, at man kan klare sig selv, hvis man gør alt, hvad man kan for det, er en god og sund livsindstilling at have. Kvinden kunne godt have hørt lidt på Simon Emils forslag om at ændre noget i sin fremstilling af sig selv. Her hjælper det ikke at komme og sige: Jamen sådan som jeg har valgt at se ud med tofarvet hår og tungepiercing, det er MIG. Her er et misforhold mellem at gøre alt, hvad man kan for at få et arbejde, og så det at tro, at man mister sin identitet, fordi man tilretter sit udseende, så man muligvis har lettere ved at få et job. Det ville have været fedt, hvis kvinden havde sagt: Fint, Simon Emil, det prøver jeg - og lad os så se, om jeg får et arbejde.

Ærgerligt, at folk er så hurtige til at dømme den ene eller den anden. Og en skam, at vi ikke får en større debat om, hvad det vil sige at klare sig selv.


Klaus Rifbjerg har udgivet en ny bog...

Åh nej nu igen det er næsten ikke til at holde ud hvorfor skriver den mand så meget er det fordi han har meget på sinde nej det tror jeg egentlig ikke det er nok fordi han er ved at være gammel og så skal han nå at have udgivet en helt masse inden han dør for jo mere han får udgivet jo mere udødelig bliver han tror han da nok. Trækker vejret.

Hvad handler hans nye bog så om ja det er næsten ikke til at sige for den handler faktisk om rigtig mange ting for hans bog er så smask fuld af superlativer og billedsprog at det er en ren fornøjelse nej det er det faktisk ikke det er nærmest en ren pine for man er da lige ved at falde bagover af bare ord ih hvor den mand da kan bruge ord man fristes næsten til at sige at han er en ordekvilibrist hvis ikke det var fordi jeg har ham mistænkt for at få ordorgasme hver gang han har skrevet en side. Trækker vejret.

Jeg har aldrig været særlig vild med Klaus Rifbjerg det må jeg i sandhedens interesse sige og hvis ikke det var fordi jeg blev tvunget til at læse den kroniske uskyld da jeg var på højskole så havde jeg måske ikke læst noget af ham og dog jeg plejer jo ellers at ville vide hvad der kommer af nyere litteratur men Rifbjerg han har altid irriteret mig og bare for at se om han altid var så irriterende så læste jeg flere bøger af ham men det blev det ikke bedre af og jeg læste også adskillige artikler af ham og han havde altid en mening om tingene som for det første var meget intellektuel og for det andet næsten altid gik på tværs af det de fleste mente ikke fordi der er noget i vejen med det men det kan godt blive trættende og en dårlig vane i det lange løb. Trækker vejret.

Så synes jeg også at indholdet i hans bøger er lige lovlig avanceret i hvert fald for en jyde som mig det er lissom om hans personer altid skulle være ulideligt avangarde og de nærmest opfandt det nyeste nye indenfor alt lige fra politiske meninger til sexstillinger og måder at tale på og så kan man jo spørge sig selv hvad godt han har gjort for litteraturen i Danmark men det tror jeg ikke man skal spørge sig selv om for så vil det blive noget i retning af at han har gjort Danmark mere demoraliseret og i hvert fald er hans bøger på ingen måde opbyggelige så kan man selvfølgelig spørge om en bog absolut skal være det og det mener jeg ikke den nødvendigvis skal men ligefrem nedbrydende tjah måske har det sin berettigelse ligesom anden kunst det handler om at få folk til at tænke sig om og tænke selv og nu har jeg tænkt selv jeg er og bliver aldrig Klaus Rifbjergfan!!!

torsdag den 13. september 2012

Dating.dk - ikke for sarte sjæle!

For et års tid siden kom jeg - nærmest sådan lidt sidelæns, ind på dating.dk. Skulle lige lure lidt, se hvad det var for noget. Det var min søns skyld,  han viste mig, hvordan man gør!!! Og - Vuptipedde!
Så vrimlede det med mænd.

Jeg må da sige, at jeg blev helt overvældet! Jeg gamle, overvægtige kone fik pludselig smigrende kommentarer til mine billeder. Og frække kommentarer. Og forespørgsler om dates, besynderlig sex (husker f. eks. en, der kaldte sig "Numsegufferen"), og jeg ved ikke hvad. Og en masse mænd i 40'erne er helt vild med mig. Hvad sker der?

Min første chatsamtale gik skidegodt. Vi var nærmest kærester i løbet af 3 minutter. Desværre boede han i Brønderslev, så det kunne ikke sådan lige...

Min anden chatsamtale gik også smaddergodt. Han boede på Fyn, det var da til at overse. Han ville gerne besøge mig, vi aftalte alt - og han brændte mig af!

Efter at have slikket mine sår og rustet mig til denne mærkværdige verden, kløede jeg på igen. Jeg skrev med nogle stykker, chattede med nogle, og et par stykker fik mit mobilnr. så vi kunne sende sms'er til hinanden. Jeg begyndte at begribe denne verdens spilleregler:

Det meste på dating.dk handler om det, jeg kalder netlir. Sexchat, sex-sms'er, telefonsex. Her skal man stå tidligt op, hvis man ikke vil tages på det forkerte ben - eller andre steder! Men er da en billig måde at få noget netlir på, hvis det er det, man vil!

Jeg er konsekvent gået uden om gifte mænd. Ikke om jeg gider være hende "den anden kvinde". Påfaldende så mange mænd, der har en "syg kone", og derfor mangler en "kærlig, varm og villig kvinde" - fra 9.00 til 12.00 og kun hos dig!!

Efterhånden må jeg betragtes som ekspert udi mænd på ca min egen alder, d.v.s. omkring de 60+. Jeg kan nemt stykke sådan en gennemsnitsmand sammen:

Mand i sin bedste alder. Venlig, har humor, er empatisk. Spiller golf. Har et fornuftigt forhold til alkohol. Kan lide en god middag med et godt glas rødvin til. Er i god form. Livsnyder. Kan lide at ligge i ske.  Har hus og orden i økonomien. Bil og motorcykel.  Er lidt af en drengerøv. Rejser og/eller campingferie. Gå- og cykelture i naturen, gerne gå hånd i hånd ved stranden. Har 3 voksne børn. Et par børnebørn. Gråhåret (det, der er tilbage) Fuldskæg. Hører næsten al slags musik. Kan lide en god film i TV. Er til hjemmElig hygge! Er lidt af en handyman. Er 1,81 høj, vejer 85 kg. Ikke bofællesskab i første omgang, men man ved jo aldrig...

Og han søger: Kvinde lidt yngre end ham selv, rimelig slank, helst meget feminin. En, der kan lide at gå i kjole og stiletter. Gerne en der spiller golf, der har begge ben på jorden, moden, kærlig, varm og sensuel og kan lide sex. En der er god at snakke med. Ærlig og trofast. En at dele oplevelser med, der kan lide naturen. Skal være sund, positiv og glad. Søger ikke en til at vaske tøj og lave mad, det kan han selv.

Som sagt har jeg nu været på i godt et år, og jeg har nu meldt mig ud. Hvorfor det? Jeg er blevet led og ked af den verden. Det er bestemt ikke for sarte sjæle, og man skal holde tungen lige i munden og vide, hvad man vil. Det er et kødmarked! På et tidspunkt var jeg næsten afhængig af min daglige dosis flirts og smigrende ord fra forskellige mænd. Det behøver jeg så ikke mere, for nu HAR de jo fortalt mig, hvor smuk og dejlig jeg er, så nu tror jeg på det ;o)

Jeg HAR mødt nogle mænd, jeg HAR haft en kæreste nogle måneder (det gik ikke), jeg HAR snakket og skrevet og chattet med en del. Og jeg HAR lært denne verden at kende. Og fundet ud af, at det er ikke noget for mig - længere. Jeg synes, jeg bliver forrået af det. Kynisk. Et dårligere menneske. Kommer til at focusere på nogle ting ved mennesker, som er ligegyldige. Uanset hvor man træffer andre mennesker, om det så er på en datingside, har man at opføre sig ordentligt. Og det er ikke altid let. Sikke mange mennesker, man kan komme til at såre. At gøre ondt.

Men jeg har også lært nogle barske realiteter at kende. Synes faktisk, jeg er blevet klogere på mennesker - i hvert fald mænd. Men nu holder jeg. Jeg fik et rigtig godt venskab ud af det, og det er bestemt ikke at kimse af. Vi skriver meget sammen, og ses nu og da til lange, intense samtaler. Og det er såre godt.

Men altså: Pige træd varsomt! Og mand ligeså!!

onsdag den 12. september 2012

10 gode grunde til IKKE at melde sig ud af folkekirken

http://politiken.dk/debat/profiler/herbener/ECE1750906/10-gode-grunde-til-at-forlade-folkekirken/

I ovenstående artikel skriver Jens-André Herbener, hvorfor han synes, man skal melde sig ud af folkekirken. Artiklen er overfladisk og tendentiøs, og derfor må han modsiges.
1. At 12.306 danskere meldte sig ud af folkekirken i de første seks måneder af året, skyldes for langt de flestes vedkommende indførelsen af homovielser i folkekirken. Det var en lang og nødvendig debat, som fandt sted op til vedtagelsen - en debat som afspejlede to yderpunkter i kirkens diskussioner, nemlig om biblens bogstav eller biblens ånd skal lægges til grund for kirkens liv. Det glæder mig meget, at det blev biblens ånd, der kom til at bestemme vedtagelsen af homovielser.

At der så er en lille del af folkekirkens medlemmer, der melder sig ud, - jamen, det må jo ske. Og hvis folk melder sig ud alene af DEN grund, så går de jo til andre kirkesamfund, som IKKE går ind for homovielser. Det ville da i det mindste være en logisk konsekvens, og udmærket set i kristent økumenisk perspektiv.

Men bliv dog i folkekirken, når den forsøger at være folkets kirke og dermed forholde sig til de problemstillinger, som opstår i nutiden. Det viser dog blot, at kirken IKKE er stivnet i gammeldags dogmatik.

2. 79.5 procent af befolkningen er stadig medlem af folkekirken, hvilket legitimerer folkekirkens særstatus. Det synes Herbener ikke, det bør gøre, bl.a. fordi kun godt 2 procent går i kirke ugentligt. Nå da da. Det er rundt regnet 112.000 mennesker - UGENTLIGT. http://www.religion.dk/artikel/451641:Interview--Danskerne--Det-er-mit-liv-og-min-tro
Iflg. Peter B. Andersen, som har skrevet den artikel, jeg her linker til, har der været en svag stigning i antallet af kirkegængere gennem de sidste 20 år.

Men BRUGERNE af folkekirken er langt, langt større. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/66840:Kirke---tro--Minikonfirmand-ordning-spreder-sig Som eksempel nævner jeg her minikonfirmanderne, som er i stærk vækst.

Det vil føre alt for vidt at komme nærmere ind på alle de ting, som udgår fra folkekirken, men her vil jeg blot i stikord nævne en lille del af dem:

Dåb, konfirmation, vielser og begravelser. Minikonfirmanter, babysalmesang, spaghettigudstjenester, sangeftermiddage, kirkekoncerter, besøgstjenester, foredragsrækker, studiekredse, bibellæsningskredse, bibelmarathon, alphakurser, spejderbevægelser, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, hospitalspræster og -gudstjenester, fængselspræster og -gudstjenester, sjælesorg, præsternes personlige samtaler med mennesker, missionsarbejde, kristendomsundervisning for voksne, sogneudflugter, aftensang, natkirker, meditationsgudstjenester, kirkekorarbejde, kirkehøjskole, skoletjenester, http://www.folkekirken.dk/nc/folkekirkens-arbejde/folkekirkelige-organisationer/?tx_ablinklist_pi1%5Baction%5D=getviewcatalog&tx_ablinklist_pi1%5Bcategory_uid%5D=7&tx_ablinklist_pi1%5Bcid%5D=901 - linket henviser til 34 forskellige foreninger og organisationer, udgået fra folkekirken.

Alle disse tiltag har kirken som udgangspunkt. Så selv om der til højmessen ikke ser ud til at være så mange, så repræsenterer kirken i Danmark et levende og aktivt liv, som de fleste mennesker i større eller mindre grad kommer i berøring med.

3. At mange kirker må nedlægges, har da intet som helst med nedgang i antal kirkegængere at gøre. I "gamle dage" byggede man kirker, så folk kunne gå eller køre i hestevogn til kirke. I dag er det en overflødighed med moderne transportmidler. I bykirkerne er derfor antallet af kirkegængere temmelig højt, hvorimod det i "udkantskirker" kan være lavt. Dette blot som en naturlig følge af udviklingen. Naturligvis må visse kirker så nedlægges, men til gengæld bygges der flittigt sognehuse og mødelokaler til kirkens øvrige aktiviteter.

4. At så mange vælger at være medlem af folkekirken, er ikke bare, fordi vi er født ind i den, hvad vi i øvrigt ikke er. Vi bliver først medlem, når vi døbes. Så den der med, at vi automatisk er medlem af folkekirken er simpelthen ikke rigtigt. At ens forældre i sin tid valgte at lade deres børn døbe, kommer sig sandsynligvis af, at de - som med alt andet, forældre vælger for deres børn - har villet give dem det, de selv mente var det bedste. Al den tale om, at barnet selv skal tage stilling, når det er blevet gammelt nok, er simpelthen noget vrøvl. Hvordan skulle barnet kunne tage stilling til noget, det ikke ved noget om. Så forældrene HAR taget stilling, når de ikke lader deres barn døbe.

5. I en verden, hvor vi er åbne om mange ting, er der stadig en blufærdighed i forhold til, hvad mennesker tror på. Hvem kan granske nyrer og sjæl på hr og fru Jensen? Selv om de muligvis aldrig sætter deres ben i den danske folkekirke, kan de synes det betryggende og godt, at den dog er der. Hvad i alverden skulle der være galt i det?

6. "Hvis du vil slippe for at betale kirkeskat, så meld dig ud" "Hvis du aldrig bruger folkekirken, så meld dig ud" er endnu nogle af Herbeners argumenter. Ja, det kan man jo gøre, det vil jeg slet ikke argumentere imod.

7. Og så kommer han med det måske trættende, men til alle tider uløselige problem - teodicé problemet - det ondes problem, som går ud på: Hvis der er en kærlig og almægtig Gud, hvorfor lader han så det onde ske? Hertil må i sandhedens interesse svares: Det ved vi ikke! Ligesom vi ikke ved, hvorfor vi er her. Men vi ved, hvad VI skal her. Nemlig forsage det onde, bekæmpe det, afhjælpe det onde, tage os af dem, som lider ondt, gøre godt, hvor vi kan, elske næsten som os selv. Som vi hører i trosbekendelsen: Vi forsager djævelen og alt hans gerning og alt hans væsen. Til den gerning har vi brug for Jesu ord fortolket ind i vor tid, som vi hører om det i kirken.

8. "Hvis du mener, at staten ikke bør forskelsbehandle religioner, så meld dig ud", skriver Herbener. Til det svarer jeg: Hvis du mener, at folkekirken skal have en forrang, så meld dig ikke ud. Mit argument er: Hvis du ikke er ligeglad med, om islam vokser og evt. bliver den største religion, så meld dig ikke ud. Det er den aller aller største beskyttelse mod et mere og mere islamiseret samfund, at vi har et folk og en folkekirke, som står imod med den kristne tro, og som vågner op og kæmper imod. Ikke på denne hadske politiske måde, som vi ser i Dansk Folkeparti, men med vores egen standhaftighed i kristendommen.

9. Angrebene på Luther, lader jeg ligge til en anden god gang. Men "hvis du ikke bifalder den lange række af forbrydelser og overgreb, som kristendommen i de sidste 2000 har været instrumental i, så meld dig ud".  Harbener skriver dog, at det kan folkekirken i dag selvsagt ikke stå til ansvar for. Han synes dog, at kirken skulle beklage det i det mindste. Hertil siger jeg, at det er en uskik, at vi undskylder for fortiden. Vi kan af gode grunde ikke sætte os ind i, hvordan fortidens mennesker levede og tænkte, og vi kan slet ikke sætte os ind i, hvordan kristendommen har kæmpet med andre religioner og med sig selv for til stadighed at gribe og begribe sandheden om Kristus. Men vi kan vel godt sætte os ind i, at der har været korruption, nepotisme, magtbegær, krig, løgn og bedrag dengang, som der er i dag - der er vist ikke stor forskel, selvom vi udøver de samme skammelige ting mere raffineret i dag.
Så at melde sig ud af kirken på det grundlag er da ikke at ville vedkende sig menneskets skyld til alle tider, og tro, at vi heldigvis "er kommet længere". Det er vi ikke. Vi har i dag mere end nogensinde brug for at høre om, hvordan vi bekæmper alle disse ondskaber.

10. Det "universelle, historiske grundvilkår", som Harbener omtaler, nemlig at alle religioner efterhånden uddør, vil jeg gerne bestride. Islam er den yngste af religionerne, 600 år yngre end kristendommen, buddhismen 800 år ældre end kristendommen, og hinduismen endnu ældre. Hvis der er en af disse verdensreligioner, du hellere vil tilhøre, så meld dig ud. Men hvis du på trods af folkekirkens fejl og mangler alligevel mener, at den er den bedste af alle religioner, så vedbliv at være medlem. Ateismen er kun for mennesker, der ikke vedgår, at de også har en åndelig side, men lader denne del af sig selv uddø.

tirsdag den 11. september 2012

Tør vi overlade kirken til Gud?

Sikke dog et røre i andedammen, der blev, fordi et menneske ville sende en e-mail og på den måde melde sig ud af folkekirken. Den historie endte heldigvis med, at det GODT kan lade sig gøre.

Åh hvor jeg hader, når nogen prøver på at holde folk til en bestemt sag, ved at lade som om, det ikke kan lade sig gøre. Og det forekommer mig, at dem, der vil have, at man skal til samtale hos præsten, før man melder sig ud, har nogle skjulte dagsordener, og det bør altså ikke forekomme i kirkeregi. Enhver, der ønsker det, kan jo få en samtale med en præst, og hvis man er kommet i tvivl om sin tro, vil præsten da hjertens gerne tage sådan en samtale.

Jeg mindes, at Søren Krarup engang skrev, at han var ude for et ungt menneske, som ville meldes ud. Søren udfyldte papirerne uden nogen videre snak, og det blev det unge menneske helt fortørnet over. Han havde da regnet med, ja - havde ligefrem set frem til, at han skulle forsvare sit standpunkt overfor præsten, og så skulle denne rigtignok få besked!

Der er en tendens til, at visse velmenende kirkefolk ikke tror, at kirken kan klare sig. Det er sandt, at med indførelsen af homovielser i kirken, har mange meldt sig ud. Men måske var der endnu flere, der havde meldt sig ud, hvis der IKKE var blevet indført homovielser. Men kirken skal da ikke med djævlens vold og magt(!) holde på folk, der ikke vil være der. Hvad skulle det gøre godt for?

Kirken skal være kirke på sin forkyndelse, og ikke på mere eller mindre ufine tricks til at holde folk indenfor dørene.

Det går ikke så godt med kristentroen og med kirkerne her i landet. Folkekirkens medlemstal er dalende, og man er faktisk begyndt at nedlægge kirker nogle steder.  Bekymringen blandt de troende breder sig, for vi må da GØRE noget, ikke?

Det er den almindeligste og mest udbredte tro i verden, at det menneske, som det går godt og som er rigt og mægtigt, også er salig og har en nådig Gud. Og det menneske, som er fattigt, forskudt og udstødt, er fordømt af Gud. Det er Luthers ord, at sådan har det altid været. Held det menneske, der kan alting, der har alting, der ved alting, der har styr på alting - det menneske, hvem lykken tilsmiler! Det samme gælder nok også for Danmark som helhed og for vore kirker i særdeleshed, tænker vi.

Men hvad er det, Jesus siger i bjergprædikenen - i saligprisningerne?
Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal stille op med disse ord: Salige er de fattige, de sørgende, de sagtmodige, de barmhjertige. Det er, som om de er en himmelråbende protest imod det, vi stoler på og sætter vores lid til. Salige er de magtesløse; sådan kan udtrykket "de fattige i ånden" forstås. Men hvad godt er der ved at være magtesløs?. Det er da nærmest pinligt! Nej, det er bedre at have kontrol over situationen, at kunne beherske den, så man ikke taber ansigt. Det er DEN religion, vi hylder. Vi må for alt i verden ikke tabe ansigt, så hellere spille rockmusik for galleriet.

Og salige er de mislykkede, livets klodsmajorer, der ikke ved, hvordan de skal gebærde sig. Ordet "sølle" er faktisk det samme som ordet "salig". Salige er da alle de sølle. De sølle mennesker, som vi kun har overbærenhed og medynk til overs for.

Og salige er de rene af hjertet. Det er IKKE de syndfri, for det er der ingen, der er, men det er dem, der ikke vil lyve for sig selv, og som tør se sandheden om sig selv i øjnene. Sandheden om egen skyld og brist - den, der tør være sig selv og sin egen åbenlyse ufuldkommenhed bekendt. Ja, salig det menneske, der ikke har nogen tro, der ikke har normer eller overbevisninger, men må leve sit liv på andres nåde og barmhjertighed - på GUDS nåde og barmhjertighed.

Salig den kirke, der ikke "står for noget", der ikke skal "sælge noget" til mennesker. Kirken må selv vidne om sin magtesløshed, sin fattigdom i ånden. Salig den kirke, der venter på Gud, der TØR vente på Gud, at han og han alene skal fylde deres tomhed ud med sit nærvær. Ja, salig den kirke, der med oprigtighed tør bede: Komme dit rige. Der altid i forventning vil stole og vente på Gud.

Men går det an? Tør vi overlade det til Gud at sørge for hans kirke?

mandag den 10. september 2012

Facebook - succeshistoriernes holdeplads

Mit liv er bare så perfekt. Tryk synes godt om. Gruppen for os, der har verdens sødeste børn. Gruppen for os, der elsker vores mand. Gruppen for os, der har verdens bedste mor, søster, bror, oldefar, hund, papegøje, køkken, jagttegn, udsigt!!!

Den kan jeg stikke!

Jeg er smuk, rig, har verdens sødeste kæreste, de lækreste børn og børnebørn, bor så Bo Bedre ville blive misundelige, spiser sundt og økologisk, masser af grøntsager, dyrker motion morgen, middag og aften, har masser af sjove og inspirerende venner, vejret er altid godt her hvor jeg bor, får sex tre gange dagligt, min hud er glat og uden rynker og ujævnheder, jeg har altid lige været på chartertur, alle elsker mig, mine veninder er misundelige på mig, mine børn går altid i mærkevaretøj, jeg vejer aldrig for meget, jeg har aldrig morgenbollehår, jeg vågner hver morgen med fuld make-up og frisk ånde.

Mit hår er sundt og glinsende, because I'm worth it! Min frisure tilpasser sig til hver en tid moden, mine sko er sidste nye skrig, mine børn siger sjove og kloge ting, min have bugner af blomster og frugt, jeg har altid lige haft verdens fedeste bytur hvor jeg drak mig stiv og ikke kan huske en skid,

OH what?? Har en off-dag, ligger bare på sofaen, har det skidt, - - - -Åh nej da, kære, hvad er der sket, hvorfor, fortæl fortæl, god bedring, føler med dig, skal jeg komme forbi, jamen søde da, nu igen, ej altså hvor synd, træls for dig, hav det godt, god bedring, søde, lille mus da, åh synd, hvorfor ringer du ik', god bedring, føler med dig, bare så træls, kender det godt, ej hvor surt, 77 kommentarer.

Jeg lufter min viden, jeg har verdens fedeste holdninger, og det har I ikke, jeg er den skarpeste ske i skuffen, jeg er den intellektuelle type, jeg er sjov, vittig, mine kommentarer er altid sprængfulde af skarp ironi og dyb moral, jeg har altid de seneste nyheder, jeg er først med at tage stilling, jeg har en perfekt paratviden, jeg scorer altid topkarakterer i enhver quiz, jeg slår alle og enhver, jeg har nærmest pligt til at være lidt uforskammet, min stil er helt min egen, jeg har mange fans.

Tryk "synes godt om", tilføj mig som ven, send en kommentar, fang mig på chatten, skriv på min væg. MEN ignorer mig ikke!!!

søndag den 9. september 2012

Den elsker ikke, som ikke viser sin kærlighed.

Den elsker ikke, som ikke viser sin kærlighed.



Sagt af den engelske forfatter og dramatiker John Heywood (1497 - 1578). Jeg har tænkt noget over denne sætning, fordi jeg ofte hører folk - især mænd - sige, at de ikke er gode til at vise deres følelser. Siden bogen "Mænd er fra Mars og kvinder fra Venus" udkom, har det vist været en vedtaget sandhed, at mænd viser deres kærlighed i handling, mere end i ord, og det må kvinder lære at forstå.

Så når han ordner den stoppede vask, slår græs, vasker bilen, og tager sig af alle de andre mandeting, er det et udtryk for kærlighed. Vel er det da ej. Det er hans andel af jeres fælles pligter angående det huslige (Hvis det altså er sådan, I har inddelt det) Nææ, men hvis han bestiller en romantisk weekend for to, kommer med blomster, arrangerer barnepige, så I kan få en aften for jer selv - ja, så er det da også handlinger, men i en helt anden kontekst. HER viser han, at han elsker sin kvinde.

Min bedstemor, som var en klog kvinde, sagde engang: Når der vises kærlighed, skal der vises kærlighed. Hun sagde det, engang jeg afviste min kærestes kærtegn. Hvad mente hun med det? Når én kommer til dig i kærlighed, må du ikke afvise det, men du skal tage imod det i kærlighed. Måske virker det selvfølgeligt, men er det ikke. Den, der bliver afvist, kommer ikke så let igen med sin kærlighed. Men hvis du derimod i kærlighed tager imod, fremelsker du også kærligheden.

At være nærig med at vise kærlighed er virkelig dumt. For det kommer tifold tilbage. Nej, hvor jeg kender det fra mit eget liv. Her er nogle eksempler:

Da min far døde, fik jeg tilsendt flere buketter blomster af veninder og venner over hele landet. JEG fik blomster! Og hvor gjorde det godt. Jeg blev rørt, taknemmelig og ydmyg. For jeg havde aldrig sendt blomster til en, som havde mistet en kær. Og jeg blev flov og skamfuld. Men jeg lærte, hvor godt det føltes.

Da jeg havde kræft for mange år siden, stillede mine venner og veninder op. Til samtaler, praktiske gøremål, hjælp med børnene osv. Mens jeg var i situationen tænkte jeg måske ikke så meget over det, men senere forundrede det mig, at de bare var her. Igen lærte det mig, at det skulle JEG også være for andre.

Da min elskede spurgte mig, mens jeg var indlagt for Gud ved hvilken gang, da jeg skulle have min yngste: Er der noget, du gerne vil have? - Da så jeg hans kærlighed så klart, for sådan havde han aldrig sagt før. Og jeg svarede: Påskeliljer! Det var slet ikke noget, jeg tænkte over. Det kom bare over mine læber. Og han kom med de dejligste påskeliljer, arrangeret og bundet smukt. En af de største kærlighedsgaver, jeg har fået.

Vær mod andre som du ønsker, andre skal være mod dig, står der i bibelen. Udfra ovenstående er dette snarere min erfaring: Vær mod andre, som du har oplevet, at de har været mod dig, når de har vist kærlighed. Og der hvor jeg ikke har haft hjerte til at gøre noget godt, har jeg lært det, ved selv at have modtaget.

lørdag den 8. september 2012

Hvor ska’ vi hen, du???

 
En af de nærmeste dage vil alle danskere over 18 år modtage en kuvert fra statsministeriet. I denne kuvert ligger 25 skemaer, som i alle mulige detaljer skal klarlægge, hvor Danmark skal bevæge sig hen. F. eks. Hvad er lykke for dig? Hvilke områder vil du gerne give flere penge til, og hvilke vil du gerne nedtone? Hvad ønsker du for dine børn? Hvilken type skole foretrækker du? Hvordan skal Danmark agere på det internationale marked? Hvilke frivillighedsområder vil du gerne hjælpe til i?Hvordan ønsker du din alderdom?
I al hemmelighed har regeringen sammen med det øvrige folketing vedtaget, at der ingen valgkamp bliver næste gang. De har nemlig besluttet, at de vil kortlægge danskernes ønsker og holdninger, og derefter skabe en målsætning ud fra det. De har derudover besluttet, at lade de dygtigste hoveder i partierne – og i visse tilfælde hente andre fra det ganske land ind – til at stå for hver sit område, uafhængigt af partipolitik. Det tog ikke lang tid at komme dertil, for i praksis er embedsværket det samme, uanset hvilken politik, der føres.
I det medfølgende brev, beskriver statsministeriet, hvilke forestillinger, man gør sig om de forskellige ministerier. F. eks. skriver de: “Det har alt for længe været en urørlig sandhed, at vi skulle have øget vækst. Men det har ikke kunnet sandsynliggøres, indenfor hvilke områder, der ville være størst vækstpotentiale. Der har udelukkende været focuseret på økonomi og velfærd, og ikke på, hvad der gør folk mere tilfredse, ja – måske ligefrem lykkelige. Som følge heraf vil det være naturligt, at oprette et “Lykkeministerium”.
Et af de forslag, som vi danskere også bedes tage stilling til i skemaerne, er ungdomsydelserne. Værnepligtens afskaffelse betyder, at det kun er en lille procentdel af de unge, der udfører militærtjeneste, og derfor kunne man indføre samfundspligt, som skal gælde for begge køn. Et halvt år, som den unge selv må vælge tidspunktet på – dog senest efter endt uddannelse – giver man til samfundstjeneste, og her arbejder man på en mindsteløn. Banker og andre pengeinstitutter bliver forbudt at låne penge til mennesker, som er under uddannelse. F. eks. bliver det forbudt at kunne optage kassekredit, blot fordi man bliver 18. Til gengæld vil alle få en løn, de kan leve af, og boligpriserne sættes meget lavt.
Politikerne har hidtil brugt det meste af deres energi på at overbevise modstanderne. Fremover bliver politik frilagt, så enhver bliver valgt direkte til et ministerium. Der bliver frigivet så meget dygtighed og energi herved, så man aldrig har set mage. Kreativitet og idemageri vil få et gevaldigt løft, og initiativer af enhver art, som kan skabe glæde, vil blive foretrukket. Samarbejde trods forskelligheder bliver en kvalitet, som især bliver efterspurgt, da arbejdet i højere grad end nu vil blive pragmatisk, og ikke bestemt af mere eller mindre gennemskuelig ideologi (som jo alligevel tilrettes efter borgernes tommel op eller ned).
Personligt glæder jeg mig helt vildt til at komme i gang med skemaerne, og jeg glæder mig meget til den kommende tids nyhedsudsendelser, hvor man vil komme til at diskutere, hvad der gør den enkelte glad, i stedet for om man skal holde med blå eller rød blok. Det var faktisk begge blokke, som efterhånden var nået til den erkendelse, at de begge hørte til på midten, og at ingen af dem kunne undvære den anden. Men man kunne bare ikke i det gamle system tillade sig at mene, at “modstanderens” synspunkt var godt, for det ville gå ud over ens egen blok.
Et af de mest spændende ministerier, som er foreslået, er ministeriet til afskaffelse af forbrugermentaliteten. Det hedder det selvfølgelig ikke, det kommer til at hedde økobalanceministeriet. Forslaget med at oprette store byttecentraler, hvor folk kan gå hen med alverdens ting, de ikke længere har brug for, er et fantastisk nytiltag. Og hertil knytter sig mange ting, f. eks. en mængde frivilligt arbejde. Madstuer, lektiehjælp, sprogkurser, overnatning for folk på udveksling osv osv.
Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med at diskutere alle disse forslag, og til at tænke rigtig godt igennem, hvad jeg selv mener. Sikke en dejlig tid, vi går i møde.

fredag den 7. september 2012

Livet er det der sker, mens du planlægger noget andet...


Da jeg var barn - det var i 50'erne - kunne mine forældre finde på at beslutte, at vi skulle besøge nogle venner eller bekendte en søndag eftermiddag, uanmeldt. Vi havde telefon, fordi mine forældre havde forretning, men de fleste af mine forældres venner og bekendte havde ikke telefon, og derfor kunne man heller ikke ringe og sige: Er I hjemme, og gider I at have besøg af os i eftermiddag? Næ, vi tog bussen - vi havde ikke bil - og så satsede vi på, at de var hjemme. Eller, hvis vi ikke skulle noget en søndag, så kunne det ske, at vi fik uventet besøg.

Det var o.k. at få uventet besøg, for min mor havde sikkert købt ind til weekenden, "hvis der skulle komme nogen". Disse weekendindkøb omfattede næsten altid piskefløde, for så kunne man altid lægge en lagkage sammen eller lave en æblekage. Helt op i min mors høje alder (hun døde i maj i år og blev 90), kunne hun finde på at ringe til mig og sige: Der er piskefløde på tilbud i Føtex!

Jeg bruger sjældent piskefløde, - det er fedende og ikke godt for mit kolesteroltal - og jeg køber ikke ind til "hvis der skulle komme nogen". HVIS der kommer nogen uanmeldt, kan de altid få kaffe eller te eller et glas vin, for DET har jeg altid i huset. Og en ostemad, hvis de er sultne.

Jeg kom til at tænke på ovenstående, fordi jeg fik uventet besøg i aften. Jeg har MANGE veninder og venner, men vi ringer eller sender hinanden en sms, hvis vi har lyst til at ses.

Hvad er denne ændring i kultur et udtryk for?

Først og fremmest tror jeg, at vi ringer eller sender sms'er, fordi vi KAN. Og det er så nemt. Men dernæst tror jeg, at vi i dag har så optaget et liv, at vi næsten kan regne med at komme til ulejlighed, hvis vi kommer uanmeldt. For folk har nok planlagt, hvad de skulle få denne eftermiddag eller aften til at gå med. Og uanset, om det var rengøring, en sjælden aleneaften med kæresten, forberedelser arbejdsmæssigt, opladning i form af en gammel dansk film med dyne og slik i sofaen, - ja, så er det en streg i regningen, hvis nogen kommer uanmeldt, for så fik jeg ikke gjort det, jeg havde tænkt mig.

Jeg blev så glad ved det besøg, jeg fik i aften. For der kom et menneske, som jeg holder meget af, og hvis meninger og holdninger, jeg har stor respekt for. Og vi snakker så godt sammen. Vi gjorde heller ikke andet, end at snakke sammen. Jeg lavede selvfølgelig kaffe, men der er den fordel ved at få uventede gæster nu om dage, at de ikke forventer, at man stiller an med noget. Og lidt senere drak vi et glas vin, men kun ét, for han var i bil.

Og hermed fik mit liv en drejning. Vi snakkede om ting, vi begge er optaget af, men på forskellige måder. Jeg kom til at tænke i andre baner, end mine daglige. Jeg fik et friskt pust ind i min hverdag. Og jeg fik næring til min sjæl, og det er noget, jeg går ret meget op i, og er ydmyg og taknemmelig overfor.

Og nu har jeg tænkt mig at gøre gengæld. For han glemte - heldigvis - en bog, som jeg anbefalede ham!

tirsdag den 4. september 2012

Hurra for forskerne!


Jeg er ellers tit imod forskere! Jeg mener, er de ikke lidt bedrevidende? Men nu tror jeg da liiiige, at jeg vil revidere den opfattelse! For her til aften i dead-line så jeg to forskerpiger  debattere om sundhed. Og bortset fra, at de var meget forhippede på ikke at komme til at mene noget ganske markant, var det alligevel en interessant debat.

Jo, fordi det handlede om værdisættelse af sundhed som lig med det gode liv. Og hvem er det, der følger alle sundhedsforskrifterne fra forskerne? Det er de ressourcestærke - blev der sagt. Og hvem er det så, der ikke følger alle sundhedsforskrifterne? Rigtig gættet, det er de ressourcesvage! Og hvis sundhed er lig med det gode liv, så følger deraf, at usundhed er lig med det dårlige liv! Og - så ligger det snublende nær at konkludere, at det dårlige liv er lig med de dårlige mennesker. Ergo: De ressourcesvage er de dårlige mennesker! Keine hekserei, nur behändigkeit!

Det mente den gode pige Nanna Mik-Meyer, var et problem, for det betød, at de ressourcesvage blev marginaliserede, og dermed at den sociale ubalance ville blive større.

Tænk engang!!! Her gik jeg i min uvidenhed og troede, at jeg var temmelig ressourcestærk! Men der kan man bare se - det er jeg ikke. For jeg lever ikke efter alle sundhedsforskrifterne. Nu ryger jeg ganske vist ikke længere, men  jeg er bl.a. overvægtig, og det er - næst efter rygerne - noget af det værste, man kan være. Det viser nemlig flere ting: Punkt et: Du ligger i samfundets laveste klasse. Jo for der er flest rygere, og vise versa ud fra ovenstående logik. Punkt to: Du er en paria, marginaliseret, udstødt. Lederne vil ikke ansætte dig, pensionsselskaberne ikke optage dig, Medmindre du taber dig! Derfor har flere og flere arbejdspladser også indført fittnesrum for medarbejderne, for "det kommer igen"!

De bemeldte to dameforskere var ved at træde hinanden over tæerne i deres forsøg på at få sagt, at selvfølgelig er sundhed godt, meeeeen, man kan også gå hen og blive sundhedsnarkoman, afhængig af sundhed. Men det største problem var nu, at vi ressourcesvage bliver udstødt fra det gode selskab.

Aha - det vidste jeg så heller ikke lige, at jeg var blevet! Jeg har jo troet, at min omgangskreds var godt selskab, men nu er jeg heldigvis blevet klogere. Og vi drikker en masse rødvin, spiser godt og rigeligt, snakker til ud på natten (og - det her hvisker jeg lige: Et par af dem ryger!!!!)

Jamen der er ingen vej udenom. Forskerne har talt. Jeg er ressourcesvag, det jeg troede var mit gode liv er dømt ude, Jeg ligger i samfundets laveste klasse, jeg er marginaliseret. Og et dårligt menneske. Og jeg har en forkert omgangskreds.  Og det synes forskerne er rigtig synd for mig. Tænk, det synes jeg ligodt er sympatisk!!

søndag den 2. september 2012

At skabe sig (selv)


De store fortællinger er døde. Gud, konge og fædreland er ikke længere noget, der binder os sammen. Ideologierne og -ismerne har lidt nederlag.

Så hvad pejler et ungt menneske efter, når han vokser op?

Først handler det jo om, hvad han er opvokset med. Dernæst, om han vil overtage det eller gøre op med det. Hvad gik hans opdragelse ud på? Hvordan var familielivet og -strukturen? Hvad står forældrene for? Kammeraterne? Hvad lærte han i skolen? Var der nogle fyrtårne i form af særligt betydningsfulde mennesker i hans liv? Hvilke særlige talenter har han selv?

Har nogen guidet ham? Eller er han "på Herrens mark" i sin søgen efter: Hvem er jeg, og hvilket menneske vil jeg gerne være og blive til.

Der er rigtig meget focus på uddannelse i disse år. Alle skal tage en uddannelse, og ganske tidligt skal der i skolen laves en handleplan, som den unge kan styre sit uddannelsesforløb efter.

Nu forestiller jeg mig, at der i skolen bliver lavet en handleplan, som stiller spørgsmålet: Hvem er du, og hvilket menneske vil du gerne udvikle dig til at blive? Hvilke ting skulle den unge i så fald begynde at tænke over?

- Tror jeg på en Gud? Hvorfor/hvorfor ikke?
- Er jeg et gruppemenneske, eller er jeg en enspænder?
- Er jeg indre- eller ydrestyret?
- Er jeg oplevelsesorienteret eller tryghedsnarkoman?
- Hvad betyder noget for mig i mit liv?
- Hvad betyder demokrati for mig?
- Betyder det noget for mig at leve her i dette land? Hvorfor?
- Er jeg i stand til at disciplinere mig selv for at opnå noget?
- Hvordan ser mit netværk ud? Min vennegruppe? Hvilken slags ven er jeg selv?

Det kan godt være, at den unge udvikler sig til at blive det menneske, han nu engang bliver "af sig selv". Men dette "af sig selv" betyder i mine øjne blot, at han ikke er blevet bevidst om, i hvilken retning, han går. Og derfor heller ikke tager stilling til, hvorvidt den bane, han er i gang med, er den han ønsker. Eller han blot lader tilfældighederne råde.

Der er rigtig meget focus på det æstetiske udtryk. Hvordan tager jeg mig ud? Hvilken stil anlægger jeg? Hvad skal min tøjstil være?

Dostojevskij har sagt: Det snedigste er faktisk at optræde som sig selv, for ingen tror alligevel på det. Men hvor er det da svært at vide, hvad dette selv er. For når jeg nu skal skabe mig selv, så ligger det snublende nær, at jeg kommer til at skabe mig. At jeg dermed bliver skabagtig. At jeg påtager mig en rolle. Eller roller, alt afhængig af, i hvilken gruppe, jeg befinder mig. Og det er vel godt, at kunne indgå i mange forskellige grupper, men er det godt at opføre sig som en kamæleon? Som hele tiden tager farve efter omgivelserne?

Har vi danskere nogle fælles værdier, vi gerne vil give videre til den opvoksende generation, og i så fald: Hvad er det?


lørdag den 1. september 2012

Er enhver salig i sin tro?


Hvad betyder det at være salig? Ja, i almindelig dansk sprogbrug betyder det at være ovenud lykkelig, fuldt ud tilfreds.

Men det er ikke den bibelske betydning af ordet, og kan derfor ikke bruges i forbindelse med tro. I GT (Gamle Testamente) betyder det at være lykkelig her på jorden, fordi man har levet et retfærdigt liv og opfyldt lovene. I NT (Ny Testamente) betyder det at blive frelst, arve Guds rige, få del i det evige liv, høre Gud til.
Det er ikke noget, jeg finder på. Jeg HAR studeret mange forskellige ordbøger og bibelleksika.

Matt. 5,1-12
Bjergprædikenen

v1 Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. v2 Og han tog til orde og lærte dem:
Saligprisningerne
v3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
v4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
v5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
v6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
v7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
v8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
v9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
v10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
v11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. v12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

Jesu bjergprædiken er et af de mest berømte steder i NT. Men måske svær at forstå

Hvem er "de fattige i ånden"? Det er hverken de evnesvage eller de fattige, men det er dem, som erkender sig som magtesløs, at de uden Gud intet magter, og dermed er ydmyge.

Hvem er "de, som sørger"? Det er ikke nogen, der har mistet en elsket person, men de, der sørger over situationen, altså de der ikke er tilfredse med deres liv uden Guds velsignelse, hjælp og indgriben.

Hvem er "de sagtmodige"? Det er ikke dem, der tror, at Guds rige skal indføres med sværd og ved krige her på jorden, men dem, som søger efter Guds rige, som er et åndeligt rige.

Hvem er "de, der hungrer og tørster efter retfærdighed"? Det er ikke den jordiske retfærdighed, der tørstes efter, for mennesker ved godt, at retfærdigheden ikke altid sker fyldest her på jorden. Det er dem, der har en åndelig tørst og sult efter at blive mættede, efter at komme nær på Gud og få del i det, han vil give.

Kristus selv indførte forklaringerne på ordet salig, da han holdt denne prædiken. Og han sluttede IKKE med at sige: Det er altså bare MIN forklaring på, hvordan du bliver salig. Men hvis du mener, du bliver salig i en anden tro, så bliver du nok også det.

Nej, for han sagde også om sig selv: JEG er sandheden, vejen og livet. Ingen kommer til faderen, uden ved mig.