søndag den 28. december 2014

Nytårsforsætter - hva' ska' vi med dem?

Dette blogindlæg bliver en sludder for en sladder. Så er du advaret. For jeg er ikke den rigtige til at give gode råd om nytårsforsætter, jeg er ekspert i at stille ting op, holde dem i kort tid og så lade det falde. Men jeg tænker lige nu: Hvad er det, der er på færde, når vi laver nytårsforsætter?

Skal du holde op med at ryge pr. 1. januar? Starte en slankekur? Dyrke motion? Det er vistnok de tre ting, der står højest på danskernes nytårsforsætterlister.

Den der med motion har jeg vistnok aldrig haft. Men de andre to har jeg da haft mange gange. Det er nu 11 år siden, jeg holdt op med at ryge, og det skyldtes IKKE et nytårsforsæt. Og jeg har  vist tabt over 100 kg, hvis jeg lægger alle årenes tab sammen - og også taget dem på igen.

Sidste år havde jeg det nytårsforsæt, at jeg ville holde op med at bande - eller i det mindste mindske det. Tjah, bum bum, det er vist ikke gået alt for godt med det.

Er det egentlig ikke total åndsvagt at have nytårsforsætter? De fleste af dem holder nogle dage ind i det nye år, og så jævner det sig noget ud, for helt at forsvinde ved månedens udgang. Og så er man tilbage i den gamle skure, oveni købet med det nederlag, at man ikke kunne holde det. Jamen, det er da for dumt, ikke?

Hvorfor gør vi det så?

Det ligger vist dybt i mennesket, at vi har et håb om, at ting nok kan blive bedre, men der skal lissom en særlig markering til, og det finder vi så i det nye års begyndelse. I mangel af bedre tager vi i hvert fald en mandag. Aldrig en fredag eller lørdag, ikke op til en weekend.

Er hver mandag en ny begyndelse? Ja, det er den på en måde. Vi restituerer os i weekenden, for så at påbegynde en ny arbejdsuge, og hen mod slutningen af ugen glæder vi os til weekenden.

Hvor ville det være kedeligt, hvis alle dage var ens. Nej, der skal nye begyndelser til, også selv om de ikke varer så længe.

Der er da noget fantastisk dejligt i at begynde på en ny kalender. Jeg elsker især dem med mange kolonner. Så skal der være en til aftaler, en til to-do-opgaver, en til - ja der er da ikke grænser for, hvad man kan sætte op i sådan en kalender. Jeg har en særlig hang til at lave lister og krydse af, der er noget skønt ved at krydse af, - man kan sort på hvidt se, at man har fået udført en opgave.

DET nytårsforsæt vil jeg have igen i år: At lave lister og strege ud. For der kan komme en ny begyndelse hver eneste dag. Carpe diem - grib dagen - står der på min klædeskabslåge i mit soveværelse.

Jamen - er der ikke noget fuldstændig idiotisk optimistisk i at fortsætte med at lave nytårsforsætter, selv om alle de tidligere er kuldsejlede?  Vel er der da det, og gud ske tak og lov for det. Tænk, hvis vi blev "kloge af skade", pessimistiske, fordi det tidligere ikke var lykkedes os? Hvor trist ville det ikke være?

O.k. et enkelt lille godt råd kan jeg da godt give: Lav taknemmelighedslister! Hver aften. Skriv mindst 10 ting ned, som du har været taknemmelig over i den forgangne dag. Ikke det samme hver dag. Vær kreativ, - se dig godt omkring, søg i dit indre og i dit ydre. Hvorfor? Fordi det gør noget ved dit sind. Gør dig gladere, åbner dine øjne, hjælper dig gennem grå tider, gør dig taknemmelig jo da. Det tager ikke lang tid, du kan ikke fejle ved det, du kan hver dag starte på ny, det gør ikke noget, hvis du glemmer det, du begynder blot igen. Men prøv det, det er fantastisk. Jeg er blevet afhængig af det. Jeg påstår, at det er lige så godt som at meditere.

Rigtig godt forbedret nytår!


torsdag den 11. december 2014

Glædelig adventstid

"Jesus er kommet til jorden for at gøre Guds vilje, og Guds vilje er, at han skal få mennesker til at "se". Han skal åbne deres åndelige sanser, så de kan opleve Guds virkelighed og blive ét med den, blive det, de er bestemt til at være". Sådan skriver Lene Højholdt i sin bog "Vejen - meditativ fordybelse i Johannesevangeliet. (s.88)

I denne tid går vi og venter på, at Jesus atter bliver født julenat.

I denne tid - adventstiden - Jesu snarlige komme til verden.  Han vil åbne vore åndelige sanser, så vi kan opleve Guds virkelighed. Her ind under jul spørger vi hinanden, om vi er i julestemning. Julestemning? Hvad er det for noget? Det er processen, som vi befinder os i, når vi lader Gud åbne vore åndelige sanser, så vi kan opleve hans virkelighed.  Når vi mærker  alle følelser samle sig i brystet, og vi erkender, at vi er der, hvor vi skal være - og at vi virkelig KAN forenes med Guds virkelighed.

Går vi og venter - ventetiden er: Sødmefyldt, fuld af glæde, forventning - og forundring - og også det stille forsigtigt spørgende: Gælder det også MIG? Ja, jeg hører, at det gælder alle - ALLE, som lytter og drages mod det, som vi er bestemt til at være. Alt det mørke i mig og hos mig må vige, fordi jeg må komme til lyset. Jeg må bære det mørke, jeg har i mig, frem i lyset, - frem til lyset. Holde det frem mod lyset. Og dér, i lyset, svinder mørket bort. I Guds virkelighed.

Atter - hvert eneste år hører vi de samme fortællinger om barnet i stalden i Betlehem. Hvert år - og godt for det, for vi glemmer så let. Atter gentages fortællingen. Atter skal Han få mig til at "se". Se hans virkelighed, og i DET lys se mig selv, se min virkelige bestemmelse, se hvem jeg er bestemt til at være, se mit virkelige jeg. Se mig selv i Hans lys, i hans virkelighed.

Bliver født julenat - denne magiske nat, hvor naturlovene blev brudt, Kan jeg tro det? Tør jeg tro det? I denne tid, hvor Gud vil åbne mine åndelige sanser, bliver spørgsmålenes normale tøven fejet væk, og der bliver tilbage kun én stor og forunderlig glæde. Glimtvis begyndte denne glæde, og i adventstidens proces forstærkes den hver eneste dag, hvor jeg efterhånden forstår det under det var, og er, at Gud lod sin søn komme til Jorden.

"Hvis Gudsbilledet vågner i et menneske, vil det i ånden for evigt være forenet med Gud - det gælder også i den fysiske død; så kan intet rive det ud af Guds hånd". (s 88)

I Guds hånd - et dejligt og enkelt billede på, at jeg er der, hvor jeg skal være. Jeg behøver ikke spørge: Hvordan skal det gå til? Jeg behøver blot at lade ham åbne mine åndelige sanser, jeg behøver ikke gøre noget som helst, blot modtage og lade Ham fylde mig med sin virkelighed.

Glædelig adventstid.

mandag den 1. december 2014

1. søndag i advent.

Lige så længe, jeg kan huske tilbage, har jeg haft en fast tradition op til den første søndag i advent - med mig selv - og dem, som jeg har levet sammen med, naturligvis først og fremmest mand og børn, og efterhånden, som børnene er blevet voksne, så med børnebørn, når det har kunnet lade sig gøre.

Der er faste ingredienser: Vi skal lave juledekorationer, alle julesagerne skal tages frem, der skal pyntes op, vi skal have gløgg og æbleskiver, det sidste med flødeskum og solbærsyltetøj, flormelis og sukker. Prøv det, det smager skønt! Og så skal vi høre julemusik.

Min julemusik er et helt kapitel for sig. Vi skal høre Bachs Juleoratorium, Bachs Brandenburgkoncerter, Swingle Singers og Singers Unlimited med deres juleversioner af klassiske numre. Og da vi endnu havde VHS-bånd skulle jeg se/høre Händels Messias i en pragtfuld udgave, som jeg optog engang i 80'erne, tror jeg da nok. Den findes også på YouTube, så der kan jeg bare tage den.

Det kan godt være, at børnene forslår Søren Banjomus, og det er bestemt ikke, fordi de ikke må høre den, men den kan de jo altid høre alle andre steder. Jeg vil gerne have, at de hører MIN musik. For jeg vil rigtig gerne give noget til dem af det, jeg selv holder meget af.

Der er også visse juleting, der SKAL frem. Min søn (der nu er 32) lavede en julenisse, da han var fire. Den består af en toiletrulle med påklistret vat som skæg, en stump rød hessian som nissehue, piberensere til arme og ben, og så er der tegnet ansigt, ret ubehjælpsomt.

Der SKAL være en stor granbuket med min mors sirligt hæklede julepynt i rødt, hvidt og guld. Og mor her SKAL lave en adventsdekoration med fire lys på stribe på et stykke bark. Og jeg plejer også altid at lave en med to bloklys på en trærod, men den fik søn i år lov at lave en til sig selv på.

Jeg plejer også at have tre ophæng, syet med korssting på groft aidastof hængt op, for det har alle mine tre børn lavet i skolen. Og der plejer også at være en trip-trap-træstage, som søn har lavet sammen med min far, og en med JUL, som en af mine døtre har lavet i skolen. Og så er der en trænisse, som også er lavet af en af mine døtre, en simpel grenstump med en "arm", og malet som en nisse. Men den har fået helårsstatus her i huset.

Og så broderede jeg en smuk juleløber med rødt på hessian til min mor to år før hun døde, så den har jeg selv nu. Og i år har jeg færdiggjort en anden juleløber med engle i blåt og guld, den er også kommet frem. Og en anden rund hessiandug har jeg også. Og min engleremse, der når fra loft til gulv skal også op. Og min røde patchworkjuledug, som jeg fik af en kær veninde.

Barnebarnet har lavet kalenderlysdekorationen, for det hører sig også til. Og der er hjerteophæng, som jeg har fået af veninder, - de hænger i vinduet ud mod haven. Og diverse englelysestager og andre småting, som også hører med til min jul.

Og for nogle år siden købte jeg på Aros i Århus et rødt kabaretfad med fem etager, den passer perfekt til at have frugt, nødder, pebernødder og juleslik på.

Nu er her så smukt, og jeg har siddet og set sidste afsnit af 1864 og hæklet dukketøj, mens jeg brændte første lys i adventsdekorationen. Og tidligere var søn og sønnesøn her og var med til det hele.

Nu kan jeg næsten ikke komme i seng, for jeg er SLET ikke færdig med at høre musik. Men hvad, jeg skal jo høre det hele måneden, For det elsker jeg altså at sidde og høre her om aftenen, mens jeg laver andre ting.