onsdag den 3. juni 2015

Jeg blev bortført af aliens 5

Jeg følte et stød i hjertet, for nu havde jeg lige fattet så stor tillid til Athor, og så hørte jeg, at det var ham og hans medarbejdere, som var skyld i min farmors tumor, som medførte sindsyge. Athor smilede: Jeg forstår godt din sorg, men din farmor havde selv valgt at ofre sig for at vi kunne forske videre i, hvordan jeres hjerner fungerer. Hvordan det?  spurgte jeg. Hun var et højt udviklet menneske, som havde kontakt med os i sine såkaldt sindsyge perioder. Dengang var vi nødt til at sløre kontakten med denne sygdom.

Jeg har altid troet, at hun var et temmelig enkelt menneske, hvis jeg må udtrykke det sådan, sagde jeg. Og hun døde i 1921, så mange år er det da heller ikke siden. Vidste I ikke mere dengang? spurgte jeg. Det er ikke altid til at se eller mærke på et menneske, hvor meget og hvad det indeholder, sagde han. Jo, vi vidste godt, hvad der ville ske med hende, og det vidste hun også godt selv, men hun accepterede det, som jeg sagde før, for hun forstod formålet med vores forskning.

Her fulgte en længere snak, hvor jeg undrende nærmest anklagede Athor for, hvad de havde gjort. Hun døde fra to små børn, og min farfar forblev enkemand resten af livet, og hans liv var heller ikke altid nemt. Men Athor fortsatte med at fortælle mig om, at menneskers udvikling ofte går gennem lidelsen, hvad jeg jo også har lært via min tro. Og at min farfar ville have udviklet meget egoistiske tilbøjeligheder, hvis ikke der var sket det, som skete. Så alt blev faktisk vendt til det gode.

Jeg var helt fortumlet, og Athor sagde, at han til slut ville vise mig visse "værksteder", og så skulle jeg hjem igen.

Og nu blev jeg ført tilbage gennem de forskelligt farvede rum. Athor oplyste mig hele tiden om, hvad jeg så og oplevede. Jeg skulle gennem de farvede rum fordi hele mit legeme skulle renses via alle mine chakraer, så jeg blev i stand til at opfatte, hvad jeg så. Athor kaldte det, at mit legemes svingningstal blev accelereret.

Jeg var så betaget af alt, hvad jeg så. Musik, kunst, videnskab, farver, planter, dyr - ja alt var her. Nej, det er ikke alt, som er her, sagde Athor. Det tager sin begyndelse her, men det fuldendes i det, vi kalder den 7. himmel eller paradis - og som du har læst om i bogen Lys bag døden. Først derefter kan det implanteres på Jorden som inspiration til menneskene.

Jeg begyndte at forstå, hvordan det hele hang sammen, og fyldtes med en salig og inderlig varm følelse.

.....fortsættes!