lørdag den 21. november 2015

Om at forholde sig til sygdomsbeklagelser

For rigtig mange år siden fortalte min gode veninde Nannas mor mig følgende:

"Min mor beklagede og jamrede sig evig og altid over diverse sygdomme og skavanker. Det var rigtig træls altid at skulle høre på. Så nu har jeg sagt til Nanna, at hvis JEG nogensinde kommer til at gøre lige sådan, så må hun altså sige til"!

Det er som sagt rigtig mange år siden. Og der skete så det, at da Nannas mor var blevet gammel, fik hun også en hel del sygdomme og gener at døje med. Og en dag fortalte Nanna mig så, at hun havde sagt til sin mor: "Nu er det NU"! -

Nu er Nanna og jeg blevet nogle lidt mere end halvgamle piger. Og for nylig sagde Nanna så til mig: Havde jeg vidst det, jeg ved i dag - og havde jeg haft den erfaring, jeg i dag har, ville jeg have lyttet noget mere til mor, og ikke afvist hende, når hun beklagede sig over sygdom".

Det tænkte jeg en del over, også fordi jeg selv er i en situation, hvor jeg prøver på at balancere mellem at fortælle mine nærmeste, hvordan jeg har det, for hvordan skulle de ellers kunne forstå det - og så ikke at være alt for kedelig og beklagende.

Dette blev aktualiseret for mig, fordi jeg havde en debat med en god ven om netop dette. Han fortalte om en ven/bekendt, som lider af forskellige ret alvorlige sygdomme, og som fortæller om dem igen og igen. De to kan rigtig godt lide at snakke om mange forskellige ting sammen, men min ven gider ikke høre på sin  vens beklagelser igen og igen. Han mener, at vennen bør tage sig sammen og lade være at brokke sig hele tiden, og i stedet snakke om de ting, de godt kan lide sammen at snakke om. Han har også af og til fejet vennen til side og er begyndt at snakke om andre emner, men vennen vender ofte tilbage til det.

Da min ven havde gjort sin fortælling færdig, sagde jeg ikke noget. Han kiggede så på mig og sagde: "Nå, det er du ikke enig i?"

"Nej, det er jeg ikke", sagde jeg. "Hvad går der af dig, fordi du skal høre på ham adskillige gange". Du skal vel bare lytte, han skal vel bare lette sit hjerte?" Men min ven blev ved, syntes det var rigtig irriterende, og gad næsten ikke denne ven mere. Efter en del diskussion, sagde jeg, at han ikke er et stort menneske, hvis han ikke under sin ven at jamre til SIN ven. Hvortil min ven svarede, at han heller ikke mente, han var et stort menneske.

Og nu tænker jeg en del over den samtale.

* Det kan godt være, at jeg var lige lovlig barsk overfor MIN ven. Burde ikke også jeg lade ham brokke sig over SIN ven? (hvad jeg jo sådan set også gjorde og af og til har gjort....)

* Er det egentlig et venskab, de to mænd har? Eller blot et bekendtskab? Og hvori består forskellen?
Hvis man er venner, har man så ikke også "hjerte" for den anden? Forstår man så ikke pr. automatik, når den anden har behov for at læsse af, også selv om det er gang på gang? For der er vel også en gensidighed i dette - så det måske næste gang er MIN ven, der har brug for at læsse af til sin ven?
Og når man derfor irriteres over den andens evindelige brokkeri, er man så i virkeligheden ikke en ven? Eller i hvert fald ikke en god ven?

* Og videre...hvis man ikke vil stille sig til rådighed overfor et andet menneske, som har brug for det - også selv om det kan føles træls - er man så ikke et menneske, som blot bruger andre mennesker som redskaber for ens egen tilfredsstillelse? At man kan være god nok, når man opfylder den andens behov for samtaleemner, men ellers opleves som en byrde - er det ikke et goldt og kynisk forhold at have til andre mennesker?

Jeg har ransaget mig selv. For man skal vel feje for egen dør først og fremmest.

Min lille mor, som blev 90, døjede så sandelig også med mange ting på sine gamle dage. Rigtig slemme ting. Men hun beklagede sig sjældent. - Ja, hun var på mange måder et stort menneske. Og det er måske de færreste af os, som kan leve op til dette ideal. Og ve os hvis vi ikke havde nogen vi kunne snakke med så. Sikke en ensomhed.

Jeg kender et par stykker, som helt har gjort op med sig selv, at hvis de skulle blive så syge, så de ville være afhængig af andre mennesker, så vil de hellere dø. Denne holdning bryder jeg mig heller ikke om. For det er vel ikke meningen, at vi selv skal bestemme, hvornår vi skal herfra. Og er det ikke også en temmelig umenneskelig holdning at have, at man ikke vil være én, der skal hjælpes? Man vil ikke være i taknemmelighedsgæld til andre. Vil ikke skylde nogen noget.

Det kunne måske ellers være med til at bløde op på et hårdt hjerte, hvis man oplevede, at man var andre tak skyldig. Og var afhængig af andre.

Dette indlæg handler overhovedet ikke om at få hjælp til at dø, hjernedødskriteriet, eller lignende. Men udelukkende om livet, anskuet som fortalt ovenfor.

 I bund og grund mener jeg jo også, at vi må tage livet af Guds hånd - og leve det liv, han tildeler os, så godt vi nu kan - og dele det med hinanden i gode som i onde dage.  Men det er måske bare mig, der ikke forstår, at det er der altså nogle mennesker, som hverken kan eller vil, og derfor vil de selv bestemme, hvornår de vil dø. Og inden da vil de selv bestemme, hvem de "gider" bruge tid på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar