onsdag den 21. maj 2014

Gu' vil jeg da røv være præcis ligesom før ...

For en del år siden læste jeg en klumme, som hed: Gu' vil jeg da røv være præcis ligesom før, jeg fik børn!

Det var en ung far, som skrev om, hvordan han havde ændret sig, efter at han havde fået børn. Og at en del af vennerne ikke kunne forstå det. Hvorfor skulle en detalje som børn nu afholde ham fra at gå  til fodbold? Eller deltage i nattefesterne? En del af vennerne fortalte også, som om de havde set lyset, om unge par med børn, som bare tog børnene med overalt, væltede ind på alle de cafeer, de kunne komme af sted med, og det ærefulde i at møde op med brandert og børnelift.

Faderen skriver: "Selvfølgelig kan jeg da få en babysitter, smutte med ud og suge en enkelt og i den dur. Jeg gider bare ikke. At få børn ændrede mit liv fuldstændig overdrevent voldsomt meget. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke længes efter nattelivet. Det er bare en anden tid nu, og det ville være absurd ikke at favne det. Det er hårdt at se venner glide væk, fordi man ikke kan mødes om natten mere. Men ikke mere hårdt, end et enkelt blik på min datter med søndagskulde i kinderne kan kurere."

"I stedet for at lege teenagere, skulle I tage hjem og lege far mor og børn. Det er jo det, I er", skriver han. Han synes faktisk ikke, han er blevet kedelig. Han er bare blevet anderledes.

Jeg fandt denne lille klumme i nogle gemmer, som jeg gav mig til at rydde op i i dag, og jeg har haft den fremme nogle gange i årenes løb, fordi jeg synes, at denne unge mand har fattet det. Og jeg husker med beskæmmelse tiden før jeg selv fik børn, og hvor mange af veninderne allerede havde børn. JEG var også nogle gange en af dem, som ikke kunne forstå, at veninden ikke godt kunne more sig som før i tiden. Men da jeg selv fik børn begyndte forståelsen at sive ind.

I dag er det andre problemstillinger, jeg stilles overfor. Der er en del, som ikke forstår, at jeg ikke kan det samme, som før jeg fik fibromyalgi. Jeg ser ikke syg ud, kan stadig snakke med om alt og griner lige så fjollet og tøset, som jeg altid har gjort. Og jeg klarer mig fint, når jeg selv kan bestemme min døgnrytme, hvilepauser, søvn- og spiserytmer bl.a. Og har den hjælp og de  hjælpemidler indenfor rækkevidde, som jeg har brug for. Og jeg går totalt i sort, hvis jeg er i situationer hvor det ikke kan lade sig gøre. Og fordi det aldrig er til at sige på forhånd, hvordan dagen er, hvor mange smerter jeg har, hvordan jeg har sovet osv osv, kan det være rigtig svært at lave aftaler, for jeg kan blive nødt til at aflyse dem med kort varsel.

Herudover har jeg konstant levet med overvejelserne om, i hvor høj grad jeg skulle indvie omgivelserne i, hvordan jeg har det. Det er virkelig træls for andre at skulle høre på min jammer, men jeg bliver også nødt til at forklare min anderledes adfærd. Det har taget sin tid, og jeg er ikke "på plads" med det hele endnu, men det kommer!

Jeg synes faktisk heller ikke, at jeg er blevet kedelig, som den unge mand, jeg beskriver ovenfor, mener om sig selv. Jeg er bare blevet anderledes. Mit liv er blevet anderledes. Og Gu' vil jeg da røv være ligesom før jeg fik fibromyalgi. Ikke tale om. For jeg har fundet andre værdier - mere stillesiddende og muligvis mere indadvendte. Men det er såre godt! Og jeg har oceaner af tid!

Og lige nu er jeg inde i en fase, hvor jeg grunder over tidsbegrebet. (Igen!) Er tid en illusion? En dimension? Og i denne forbindelse er jeg optaget af ritualernes betydning. Overgangene i livet. Fra en tilstand til en anden, fra en situation til en anden. Betydningen af at markere dem - for sig selv og for omgivelserne. Men det må blive i senere blogindlæg :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar