Jeg læste dette her på facebook. Der findes mange af den slags smukke sætninger, aforismer, ordsprog og citater på facebook. Og skønt det ser så rigtig og tilforladelig ud, standsede jeg alligevel op ved det. For ER det nu så sandt og ligetil?
Der er noget galt. Og jeg vil prøve at finde ud af, hvad dette "noget" er!
1. Jeg vil aldrig kunne glemme et menneske, som har stået mig nær - heller ikke selv om dette menneske ikke har behandlet mig ordentligt. Og hvis det er et menneske, som ikke har stået mig nær, er det jo overhovedet ikke værd at samle på. Hvis kassedamen i Brugsen har været uforskammet - jamen herregud! Det kan da godt være, jeg bliver pisse irriteret, men så er den da heller ikke længere, det er glemt ret hurtigt.
Men spørgsmålet er måske heller ikke, om jeg glemmer det eller ej, men snarere om jeg lærer at leve med det, - enten sammen med dette menneske, eller på afstand af det. For skal man altid bryde med et menneske, som ikke har behandlet én ordentligt? Når jeg sådan tænker efter, så kunne jeg ende med at blive ret så ensom. Og hvis alle, som JEG ikke havde behandlet ordentligt havde brudt med mig, - uha uh skræk da -
2. Hvis et menneske ikke behandler mig ordentligt, behøver jeg så blive et offer for det? Hvis jeg påtager mig offerrollen, så er det måske fordi der er noget i denne situation, som kan være sandt? Eller - jeg vil hellere blive i forholdet end forlade ham/hende. Nu er det ikke nødvendigvis et parforhold, vi snakker om, det kan også være venskaber eller familieforhold. Skal man ikke kunne tilgive?
En dårlig behandling giver anledning til (mindst) to overvejelser: Flygt eller kæmp! Hvis et elsket menneske har slynget en sandhed i hovedet på mig på en ukærlig og direkte måde, er min første reaktion måske at flygte. Men når jeg så får tænkt nærmere over sagen, er jeg måske i stand til at "gå i mig selv" og indrømme sagen, selv om jeg ikke blev behandlet ordentligt.
Der er noget galt. Og jeg vil prøve at finde ud af, hvad dette "noget" er!
1. Jeg vil aldrig kunne glemme et menneske, som har stået mig nær - heller ikke selv om dette menneske ikke har behandlet mig ordentligt. Og hvis det er et menneske, som ikke har stået mig nær, er det jo overhovedet ikke værd at samle på. Hvis kassedamen i Brugsen har været uforskammet - jamen herregud! Det kan da godt være, jeg bliver pisse irriteret, men så er den da heller ikke længere, det er glemt ret hurtigt.
Men spørgsmålet er måske heller ikke, om jeg glemmer det eller ej, men snarere om jeg lærer at leve med det, - enten sammen med dette menneske, eller på afstand af det. For skal man altid bryde med et menneske, som ikke har behandlet én ordentligt? Når jeg sådan tænker efter, så kunne jeg ende med at blive ret så ensom. Og hvis alle, som JEG ikke havde behandlet ordentligt havde brudt med mig, - uha uh skræk da -
2. Hvis et menneske ikke behandler mig ordentligt, behøver jeg så blive et offer for det? Hvis jeg påtager mig offerrollen, så er det måske fordi der er noget i denne situation, som kan være sandt? Eller - jeg vil hellere blive i forholdet end forlade ham/hende. Nu er det ikke nødvendigvis et parforhold, vi snakker om, det kan også være venskaber eller familieforhold. Skal man ikke kunne tilgive?
En dårlig behandling giver anledning til (mindst) to overvejelser: Flygt eller kæmp! Hvis et elsket menneske har slynget en sandhed i hovedet på mig på en ukærlig og direkte måde, er min første reaktion måske at flygte. Men når jeg så får tænkt nærmere over sagen, er jeg måske i stand til at "gå i mig selv" og indrømme sagen, selv om jeg ikke blev behandlet ordentligt.
Eller tag kampen op. Hvad er der i vejen med at kæmpe for forskellige forhold, selv om de ikke er perfekte, også selv om du ikke er blevet behandlet ordentligt. Måske indser vedkommende det på længere sigt. Måske får du en undskyldning. Måske lærer hun noget af det. Måske får du så meget andet i forholdet, at det er værd at kæmpe for - også selv om du må sluge en "dårlig behandling" af og til.
3. Et menneske, som ikke behandler mig ordentligt, har (mindst) et problem. Men det er jo HANS/HENDES problem! Behøver det at være mit? Javel, det er MIG, som ikke er blevet behandlet ordentligt, men hvis jeg kan se, at JEG har opført mig ordentligt og menneskeligt anstændigt, så er der vel ikke nogen som helst grund til, at jeg skulle tage krænkelsen på mig? Den bør blot børstes af!
3. Et menneske, som ikke behandler mig ordentligt, har (mindst) et problem. Men det er jo HANS/HENDES problem! Behøver det at være mit? Javel, det er MIG, som ikke er blevet behandlet ordentligt, men hvis jeg kan se, at JEG har opført mig ordentligt og menneskeligt anstændigt, så er der vel ikke nogen som helst grund til, at jeg skulle tage krænkelsen på mig? Den bør blot børstes af!
4. Et menneske, som ikke behandler mig ordentligt, skal have det at vide. Uanset om vedkommende kan indse det eller ej. Uanset om det ændrer noget. For jeg går stærkt ind for, at man ikke leger gættelege og diverse julelege med hinanden, men at man tilstræber en klar kommunikation. Og hvis man er blevet krænket, såret, skuffet - så er det bedst at få det sagt, for ellers vil der være en brod, som nager og borer sig ind i sjælen. Der er altid nogen, som mener, at det bliver det kun værre af, og det er med at glemme det hele så hurtigt som muligt. Det er ikke min erfaring. Det skaber knuder, mavesår, indestængthed, skilsmisser osv osv.
5. Man kan komme i tvivl. Er den situation her et udtryk for, at jeg ikke bliver behandlet ordentligt? Eller er det bare mig, der er for nærtagende? Er der noget, der er objektivt i sådan en sag? Hvis man føler sig krænket og ikke respekteret, så er det vel sådan, det er. Men det kan også være, at der er tale om forskellighed i holdninger, og så er spørgsmålet: Kan jeg leve med det? Og hvis ja, hvordan så?
5. Man kan komme i tvivl. Er den situation her et udtryk for, at jeg ikke bliver behandlet ordentligt? Eller er det bare mig, der er for nærtagende? Er der noget, der er objektivt i sådan en sag? Hvis man føler sig krænket og ikke respekteret, så er det vel sådan, det er. Men det kan også være, at der er tale om forskellighed i holdninger, og så er spørgsmålet: Kan jeg leve med det? Og hvis ja, hvordan så?
6. Man kan vel godt fortryde noget i sit liv? Er det ikke blot en konstatering af, at man er kommet i besiddelse af en indsigt, man ikke tidligere havde? At jeg i dag er et mere modent menneske, end jeg var i går? Jeg fortryder f. eks. sårende ord, jeg har sagt - også selv om det føltes rigtigt i øjeblikket. Det at kunne give en undskyldning er netop et udtryk for, at man har fortrudt, at man beder om forladelse.
7. Det siges, at man ikke skal/kan lave andre mennesker om. Hvad er det for noget pjat? Vi er da hinandens "feed-back-ere", og hvis et andet menneske er i den grad forkert på den, så må jeg da prøve at gå i rette med det - og jeg bliver ved, til det er forstået. Åh ja, vi lever i en relativistisk tid, hvor intet er rigtigt eller forkert, godt eller ondt. Men den køber jeg ikke! Og når jeg har givet udtryk for min holdning, må "krænkeren" jo selv om, hvorvidt han/hun vil tage det til sig eller ej.
7. Det siges, at man ikke skal/kan lave andre mennesker om. Hvad er det for noget pjat? Vi er da hinandens "feed-back-ere", og hvis et andet menneske er i den grad forkert på den, så må jeg da prøve at gå i rette med det - og jeg bliver ved, til det er forstået. Åh ja, vi lever i en relativistisk tid, hvor intet er rigtigt eller forkert, godt eller ondt. Men den køber jeg ikke! Og når jeg har givet udtryk for min holdning, må "krænkeren" jo selv om, hvorvidt han/hun vil tage det til sig eller ej.
Jeg har skrevet ovenstående i meget forblommede vendinger, fordi enhver må tænke sine egne situationer ind i denne tekst. Men hvis det er blevet for abstrakt, så tænk på en situation, hvor en anden har sagt noget meget sårende til dig. Hvordan reagerer du så?? Jeg kender mennesker, som straks bryder med vedkommende uden videre. Og jeg kender mennesker, som selv om de er blevet såret et utal af gange alligevel vælger at blive i forholdet. For jeg siger jo ikke, at man skal blive i alle forhold for enhver pris. Slet ikke.
Men der sidder en lille engel på min skulder og hvisker mig i øret: Du skal elske din fjende! Og det er MIG, det bliver sagt til. Ikke en general i en fjern krig. Og ikke nødvendigvis en Fjende med stort F. Nej, det kan sagtens være "den lille fjende" i dagligdagen. Vi ved hver især godt, hvornår og hvem i vort eget liv!!
Men der sidder en lille engel på min skulder og hvisker mig i øret: Du skal elske din fjende! Og det er MIG, det bliver sagt til. Ikke en general i en fjern krig. Og ikke nødvendigvis en Fjende med stort F. Nej, det kan sagtens være "den lille fjende" i dagligdagen. Vi ved hver især godt, hvornår og hvem i vort eget liv!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar