lørdag den 28. februar 2015

Mennesker i mit liv 26 - Flinke

Vi kaldte hende Flinke, fordi hun var usædvanlig flink. Min ældste bror - som var to år yngre end mig - og jeg, gik med varer, da vores far havde et ismejeri. Jeg var ca 6 år og min bror 4, men hjælpe til kunne vi da sagtens. I øvrigt blev vi ikke spurgt, for når far sagde, at vi skulle, så skulle vi. Vi satte heller ikke spørgsmåltegn ved det, for vi vidste godt, at vi var nødt til at hjælpe til. Far kunne jo ikke gå fra forretningen, og mor havde sandsynligvis nok at gøre med vore to mindre søskende, når hun ikke også hjalp til i forretningen.

Min bror var for lille til at vide, hvad højre og venstre var, men far sagde: Det er den grønne dør, og på 1. sal, og til den side, hvor du har tasken. Vi bragte varer ud til mange i nærmeste omegn, men den, der skulle op til Flinke, var heldig, for der vankede altid et eller andet. Meget ofte en 10-øre. Eller et stykke slik. Eller en småkage eller frugt. For selv om vores far havde slik og andet godt i butikken, var vi bestemt ikke forvænt med at få den slags.

Juleaftensdag 1956 var jeg 7 år og min bror 5. Der lå sne i høje driver, og skønt der havde været sneplove og ryddet godt, gik vi i sne til knæene meget af tiden. Min bror og jeg var travlt beskæftiget med vareudbringning, som der var rigtig meget af i dagens anledning. Men vi gik i en dejlig atmosfære, for i dag var alle ligesom Flinke. I stuen stod dækketøjsskabet, og i hvert hjørne stod mors sølvlysestager. Min bror og jeg tog hver sit hjørne ved sølvlysestagerne, som vores "fortjenesteboks".

Hver gang vi havde været ude med varer, gik turen ind til vores "sted", som snart blev fyldt op med alverdens goder: Appelsiner, 10-ører, havregrynskugler, juleslik, småkager, konfekt, pebernødder og alt muligt andet.

Vi konkurrerede lystigt om, hvem der havde mest på sit "sted". Og så kom der en tur op til Flinke. Min bror var den heldige asen, der løb af med turen, - vores far kunne ikke tage hensyn til vore indbyrdes konkurrencer, men gav os blot ture i rækkefølge, hvilket sikkert var allerbedst. Og så skete det helt overdådige: Han fik en slikPOSE. Med en del lækkerier i. Nøjjjj, hvor var jeg misundelig. Og hvor godtede han sig.

Til nytår fik jeg så - ved tilfældets held - turen op til Flinke. D.v.s. jeg opdagede jo, at det ikke var et tilfælde, for hun havde bedt om, at det var mig, der kom. Og hvad skete? Jeg fik tre lommetørklæder, hvorpå hun havde broderet mit navn. Og skønt det hverken var slik, penge eller andre godter, var jeg alligevel gammel nok til at forstå, at dette her var noget særligt. Jeg kan så lige meddele, at jeg for nylig måtte smide det sidste lommetørklæde ud, da det ikke kunne mere. Men det har så også holdt i 58 år, det er da godt klaret!

Jeg blev ældre, lektierne tog over, mine yngre brødre kom til. Men til min konfirmation kom en af dem hjem med en pakke fra Flinke. Til mig. Der var 6 mellemlægsservietter i pakken. Sirligt hæklede i meget tynd garn, men meget meget smukke. Hvilken konfirmand synes, at 6 mellemlægsservietter var sagen? Jeg gjorde. Jeg forstod hendes kærlige tanker, idet hun havde hæklet dem til mig. Og også disse mellemlægsservietter er for ikke så længe siden blevet slidt op. Med vemod!

Men jeg mindes et menneske, som med sit enormt kærlige sind formåede at trænge ind i nogle børns sind med sin væremåde, og sætte sit aftryk.

lørdag den 21. februar 2015

Mennesker i mit liv 24 - Maja

Denne fortælling foregår et helt andet sted og for mange år siden. Derfor mener jeg, at jeg kan fortælle den.

Maja var min leder i den børnehave, hvor jeg var støttepædagog. Hun havde været leder i 10 år. Børnehaven var lille med blot 30 børn, fordelt på 2 grupper. Det var en meget velfungerende institution, idet det meste af personalet havde været ansat en del år, og de var måske derfor en ret sammentømret gruppe.

Alt fungerede fint, og jeg var glad for at være der. Men pludselig blev der hængt buddhistiske plakater op på væggene i personalestuen, og en del andre buddhistiske og indiske symboler begyndte at finde vej ind i institutionen. Det undrede mig, og jeg spurgte til, hvorfor der var kommet denne "ånd" ind i institutionen. Maja fortalte med stor entusiasme, at hun i en rum tid havde dyrket en meditationsform, som hun kaldte Body Namic. Jeg husker bedst, at hun mediterede på farver, hvor man gik ind i et rum, fyldt med denne farve. Hun var startet ved rodchakraet, og hermed den røde farve, og man bevægede sig så op gennem de syv chakraer, fra det røde rodchakra til det orange harachakra, det gule solar plexuschakra, det grønne (eller rosa) hjertechakra, det blå halschakra, det violette 3. øje chakra og sluttede ved kronechakraet, som var gyldent/rosa/hvidt.

Jeg var noget ambivalent overfor det, hun fortalte. På den ene side syntes jeg, det lød spændende, og jeg overvejede at tage med på et af de kurser, hun talte om. Men på den anden side var der noget ved det, som jeg blev mistænksom overfor.

Maja fik efterhånden flere af personalet med til disse kurser, og snart udviklede kurserne sig, for der var kommet en leder - vi kan kalde ham Max, som lød meget karismatisk. Alting skete meget hurtigt. Maja begyndte at ændre sig som leder, men hvis jeg påtalte noget om det, blev jeg udpeget som "negativ". Maja bekendtgjorde f. eks. at hun ikke behøvede at være nede på legepladsen mere, for hun ville helt automatisk kunne mærke det, hvis nogen af børnene havde brug for hende. Nu blev jeg for alvor bekymret.

Maja flyttede fra sin kæreste og sammen med Max, og han begyndte at vise sig i institutionen ind imellem. Han kaldte hende Maria og det lå i luften, at han var inkarnationen af Jesus. Jeg forsøgte også at snakke med ham, men hver gang jeg ville argumentere, sagde han: "Du snakker bare, men mærker intet"!

Jeg havde god kontakt med den pædagogiske konsulent via mit arbejde som støttepædagog, og jeg fortalte lidt forsigtigt, hvad der foregik i institutionen. Nu blev jeg stærkt mistænkeliggjort. Konsulenten fortalte, at Maja havde været leder af en af kommunens bedst fungerende institutioner i 10 år, så det måtte da vist være mig, som så syner.

Efterhånden blev det sådan i børnehaven, at personalet delte sig op i to grupper: De, som "fulgte" Maja og kurserne med hendes nye kæreste, og vi få andre, som syntes, der var ved at udvikle sig noget, som i værste fald var aldeles skadelig for børnene, men i høj grad for hele atmosfæren og for, hvad jeg vil kalde almindelig sund fornuft, som "de frelste" var helt uimodtagelige for. Og at vi andre blev tvunget ind i noget, vi ikke brød os om.

Flere og flere ting i institutionen blev ændret, personalemøderne i høj grad, vi skulle ikke længere snakke om punkter på dagsordenen, men "mærke efter" hvad der var vigtigt. Majas søster blev også ansat i institutionen, og det var efterhånden ikke til at holde ud for mig at være der, så jeg søgte og fik andet arbejde.

Kort efter blev jeg ringet op af en journalist, som havde fået nys om, hvad der foregik i institutionen via nogle forældre. Maja og Max havde nu dannet en gruppe, som de kaldte  Menos, og de kørte en omfattende kursusvirksomhed. Journalisten og en præst havde sat sig for at bore i denne gruppe, for der var noget helt galt, mente de.

Og så fik jeg tilsendt en mængde artikler fra denne journalists avis, men også fra landsdækkende blade og aviser. Gruppen viste sig at være af en art, hvor de terroriserede kursusdeltagere, som ikke var villige til at blive "clean" d.v.s. 100 procent  acceptere Max' måde at køre kursus på. Flere kursister blev gennembanket af "de frelste" for at få dem gjort"clean", deres biler blev punkteret, så de ikke kunne stikke af fra kurset, en kræftsyg fik taget al medicin væk - ja, det er blot nogle af de ting, jeg husker.

Maja og Max flyttede til USA, "for Danmark var for lille for deres fremsynede tanker", kunne jeg læse i en af artiklerne. Mange tidligere kursister stod efterhånden frem og fortalte om deres oplevelser. Og journalisten og præsten fik trævlet gruppen op.

Denne oplevelse med Maja blev ret væsentlig for mig. Jeg blev helt klar over, at hvis jeg ikke havde været forankret i min tro, og herunder fik stor støtte af min præst,  havde jeg højst sandsynlig hoppet ud i disse oplevelser. Den lærte mig at jeg godt kunne stole på min egen situationsfornemmelse, og den lærte mig også, at man nogen gange må stå alene, som jeg gjorde i mit job. Og at JEG var nødt til at flytte mig, skønt jeg var overbevist om, at det var Menosfolkene, som var helt galt på den.

torsdag den 19. februar 2015

Hvad er faste? Og er det noget for mig?

Jeg formastede mig til at stille spørgsmålet, hvordan mine facebookvenner faster, hvis de gør det. Jeg har vist hundrede og nogle og tyve facebookvenner, men jeg fik ingen svar. Så stillede jeg spørgsmålet, om jeg havde overskredet blufærdighedstærskelen, og fik så en håndfuld svar, som tilkendegav, at de ikke faster.

Nu ved jeg jo godt, at mine facebookvenner på ingen måde er repræsentative for danskerne som sådan. Men jeg tror ikke, jeg tager fejl, når jeg nu hævder, at det er et meget lille fåtal af danskerne, der faster. Og af de, som gør, er det et lille fåtal, der faster af religiøse grunde. Hvis folk faster, er det oftest af sundhedsmæssige grunde.

Men hvad vil det sige at faste?

Faste har historisk set betydet, at man afholdt sig fra fast føde. I dag tolkes begrebet væsentligt bredere og dækker over, at man i fasteperioden giver mere eller mindre afkald på forskellige goder, hvilket både kan være mad og drikke, især alkoholiske drikke, men også mobiltelefoni, internetbrug, fjernsynskiggeri og andre ting, som det moderne menneske kan være afhængig af.

Alle religioner kender til faste, og historisk har der været eksempler på, at en monark dekreterede faste for en hel nation, hvis landet var i knibe. Herhjemme kender vi bedst begrebet fra kristendommen, og de 40 dage, som en faste traditionelt varer, er en samstemmen med Jesu 40 dage i ørkenen, inden han begyndte sin gerning. I dag faster kristne verden over i perioder, for at fokusere på bøn, bibellæsning og hjælp til medmennesker. Fastetiden frem mod påske varer fra askeonsdag, som er onsdagen efter fastelavnssøndag, og frem til påskedag.

Men indenfor protestantismen har fasten ikke haft den store betydning, idet Luther mente, at faste og andre bodsøvelser hørte ind under gerningsretfærdighed, og var unødvendig, så længe der blot var en tro.

Herhjemme har der i godt 100 år, og især efter 2. Verdenskrig, været en udpræget vægren sig mod åndelighed og det, man med afsky kaldte oplevelseskristendom. Men flere - også indenfor protestantismen - begynder at tage fastetraditionen op igen. Der er en stigende længsel efter spiritualitet og inderlighed, efter at troen skal omfatte hele mennesket med alle dets sanser. Og ikke kun høre højtiderne til; men også en længsel efter, at troen skal bredes ud til menneskets hverdag.

Men at ingen af mine facebookvenner svarer på mit spørgsmål, om de faster, er så sandelig også fordi vi danske generelt har en ret udbredt blufærdighed overfor troen, når det kommer til det helt private, hvordan vi praktiserer den. Men også her sker der skred, da flere og flere menigheder samler smågrupper, som sammen prøver at indarbejde faste - og også andre trosudtryk - i hverdagen.

Når jeg stiller spørgsmålet til andre om, hvordan og om de faster, er det rimeligt, at jeg selv svarer på spørgsmålet. Jeg har tidligere skrevet om, at jeg for tiden deltager i en af de "åndelige dannelsesgrupper", som vores stiftspræst Jette Dahl har oprettet flere steder i stiftet. Og det er nok udfra arbejdet med Lene Højholdts bog "Vejen - meditativ fordybelse i Johannesevangeliet", at jeg har følt mig inspireret til personlig fordybelse i denne del af troen.

Min personlige faste handler om at afholde mig fra at være angst for at acceptere Guds indgriben i mit liv. Lyder det kringlet?  Måske er det for smart at ville have det til at have noget med faste at gøre. Men alligevel.

Når jeg ser tilbage på mit 65-årige liv, kan jeg se rigtig mange steder, hvor jeg har været benådet med Guds indgriben. Men jeg har ikke haft særlig meget fokus på i dag. Hver dag. Hver ganske almindelige dag, som jeg skal leve nu og fremefter. Jeg har ofte lavet taknemmelighedslister om aftenen, inden jeg gik i seng, for jeg har erfaring for, at det er en rigtig dejlig måde at afslutte min dag på - især hvis jeg overfladisk betragtet har haft en lortedag. Det er sådan en slags aftenandagt, jeg kan have med Gud.

Men jeg vil så gerne lære at leve i den. Med den. Hele tiden. Det har jeg ikke været alt for god til. Bl.a. fordi jeg jo også er barn af denne intellektualiserede form for kristendom, hvor man ikke må føle! Og der er meget rigtigt i det! Men troen har faser, og nu er jeg altså i en fase i mit liv, hvor jeg vil opgive denne angst for at føle Guds indgriben. Jeg vil sandsynligvis blive ved med at være blufærdig overfor, hvad og hvordan det vil ske - eller også skal jeg senere hen lære, hvordan jeg kan tale om det, uden det kommer til at virke intimiderende og kvalm. Men det må være Guds sag!











mandag den 9. februar 2015

Underholdende under-holdning

Ord er sjove, og engang imellem standser jeg op ved et, for at undersøge og smage på, hvad det betyder. Som nu dette ord UNDERHOLDNING.

Enhver ved jo da, hvad det betyder, ikke?

* Er der noget, der ligger under den der holdning?
* Er der en holdning i den der underholdning?
* Og er det en holdning, som ligger under et eller andet?
* Hvad er det i så fald, der ligger under?
* Eller ligger den under for noget?
* Eller betyder under, at der er noget, der er underforstået?
* Hvis det betyder under holdning, hvilken holdning er det så under?
* Kan der findes underholdning, som ikke er underholdende?
* Og ja, det kan der! Men hvorfor bruges så samme ord?

Det er meget lettere at stille spørgsmål, end at svare på dem.

Ad 1: Er der noget, der ligger under den der holdning? Ja, det kræver vel først, at man finder ud af, hvad "den der holdning" så er, før man kan tale om noget, der ligger under. For under rangordner jo "den der holdning"!

Ad2: Er der en holdning i den der underholdning? Det er der sandsynligvis, for i og med at man overhovedet laver noget, ligger der en holdning bag. Så vil der være slige ordkløvere, som vil påstå, at det behøver der ikke. Men så er det den holdning, der ligger bag, nemlig at der ikke er en holdning.

Ad3: Og er det en holdning, som ligger under et eller andet? Ja nu skal vi til at tænke og selv prøve at indordne en given underholdning i en rangfølge. Hvis ellers det er andre underholdninger, som ligger under. Det kunne jo også være holdninger, som ikke har noget med underholdning at gøre. Men at man måske bare har indkorporeret en given holdning i et givent underholdningsprogram. Måske for at lave satire!

Ad 4: Hvad er det i så fald, der ligger under? Da dette ikke handler om en bestemt type underholdning, men udelukkende er et teoretisk foretagende, vil vi blive i de teoretiske termer. Underholdning behøver på ingen måde at være harmløs og uden holdning, men holdningen kan godt være under-lødig, under-gørende, under-fuld, under-lig. - eller under-liggende. Et interessant stykke arbejde pågår så med at dechifrere, hvad der ligger under.

Ad 5: Eller ligger den under for noget? Se, så bliver det opgaven at finde ud af, hvad det i så fald er. En slunken økonomi? Et bestemt synspunkt? En bestyrelse? Altså en holdning, der ligger under for et eller andet.

Ad 6: Eller betyder under, at der er noget, der er underforstået? Ja, det kan det sagtens gøre. Der kan ligge en holdning under, som det formodes modtageren bekendt, ellers er det ikke under-holdende. Så er det en fuser, hvad underholdning også godt kan være.

Ad 7: Hvis det betyder under holdning, hvilken holdning er det så under? Sandsynligvis en politisk, for politik er en alvorlig ting, og holdningen i underholdning er eo ipso den politiske under-legen.

Ad 8: Kan der findes underholdning, som ikke er underholdende? Sikke et dumt spørgsmål! Men burde det så ikke hedde noget andet? Så man ikke forveksler det med den øvrige underholdning? Det vil jeg lige tænke nærmere over, - faktisk svært spørgsmål, når jeg sådan tænker mig om.

Ad 9: Og ja, det kan der. Men hvorfor bruges så samme ord? Se, det er et godt spørgsmål, som man altid svarer, når man ikke kender svaret. Det er måske for at det ikke skal være alt for indlysende for  brugerne af underholdningen, at den ikke er underholdende. Aha! Så faktisk burde den gode underholdning hedde overholdning?

Kors, hvor du pjatter, kone!!

torsdag den 5. februar 2015

"Jeg mødte Jesus" af Charlotte Rørth.

Jeg er lige blevet færdig med bogen "Jeg mødte Jesus" af Charlotte Rørth. Jeg læste første gang om den i Kr. Dagblad - en anmeldelse af Sørine Gofredsen, som var ret positiv. Nu er Sørine ikke en kvinde, som hopper på hvad som helst, så jeg blev lidt nysgerrig. Senere læste jeg andre rosende anmeldelser af - for mig at se - vederhæftige personer. Og da jeg selv er et sted i mit liv, hvor jeg, efter mange år med tunge dogmatiske temaer trænger til åndelighed - igen, købte jeg bogen.

Jeg har godt set, at den højtråbende og allestedsnærværende Knud Romer hævder, at Charlotte Rørth burde kontakte en psykolog. Nu kan jeg faktisk godt lide Knud Romer, og jeg synes som regel, at hans facon er dejlig forfriskende. Men lige netop i dette tilfælde vil jeg påstå, at han ikke har en skid forstand på, hvad han taler om.

Nu er jeg ikke et menneske, som "har mødt Jesus" på samme måde, som CR har, men jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan hun har og har haft det med denne oplevelse. Og da hun ikke i forvejen var et menneske, som havde haft noget særligt med kristendommen at gøre, og ikke havde troen i sit eget liv, var oplevelsen totalt overvældende for hende.

Hun prøver at få rede på, hvad det er, der er hændt hende. Hun kontakter forskellige "eksperter" - læger, psykiatere, præster, psykologer m.v. og de har hver deres måder at anskue hendes oplevelse på, så hun til sidst får samlet så meget op på sin oplevelse og på sig selv, at hun bliver i stand til at leve med - og på - oplevelsen. Men den kaster hende hid og did i flere år, inden hun helt får klarhed over, hvad der er sket og hvad det skal bruges til i hendes liv.

Bogen bliver så både hendes måde at få sat tingene på plads for sig selv, og videregivelsen af hendes oplevelse til omverdenen.

For tilbage efter at have læst bogen, bliver for mig spørgsmålet. Hvad kan jeg bruge det til? Og kan jeg overhovedet bruge hendes oplevelse og hendes overvejelser til noget?

Ja, det kan jeg! Bogen er et vidnesbyrd om, at Jesus lever - hvis man kan tro på CR - og det kan jeg godt. Jeg er ikke fremmed for troen, den har jeg levet med det meste af mit liv. Og jeg er ikke fremmed i forhold til kristne mystikere, dem har jeg også beskæftiget mig med, siden jeg første gang hørte om dem af Gofffred Grünevald. (Se evt. mit indlæg om ham i min blog). Så for MIG er det et smukt vidnesbyrd, CR leverer her. Og som en i forvejen troende, er bogen med til at styrke min tro, og gøre den mere levende.

Jeg kan sagtens forstå, hvis masser af mennesker reagerer, som Knud Romer, for det er blevet in at nedgøre kristendommen her i landet, hvor vi holder ytringsfriheden så højt i hævd. Men jeg vil ønske og håbe, at mange mennesker, som i deres inderste er oprigtigt søgende, vil læse hendes bog. Og jeg vil ønske og håbe, at det vil gå op for flere og flere mennesker, at naturvidenskaben, fornuften, logikken og alt det rationelle, som vi oplæres med, ikke kan fortælle os alt om, hvad det vil sige at
være et menneske.

Der findes mange mennesker, som længes dybt efter en inderlighed i deres liv, men som ikke ved, hvor de skal kigge hen for at finde den. Nogle bedøver sig med alskens nutidige tilbud: Sprut, narko, hash, - eller sex, tv, arbejde - ja hvad som helst, som fører VÆK fra denne følelse af tomhed, som kommer over de fleste mennesker. Og hvor går man hen i dag, hvor vi ikke naturligt hører om kristendommen, med mindre vi selv opsøger en viden herom?

Til disse mennesker vil jeg anbefale bogen, fordi den fører én igennem al den tvivl og angst, som følger med at blive en troende, - og til dem, som allerede ER troende: Læs den og bliv styrket i dit indre menneske!





onsdag den 4. februar 2015

Mennesker i mit liv 23 - Ingo

I en sommerferie besluttede min mand og jeg at tage et tysk feriebarn. Vi havde ikke selv børn, vi var begge studerende, og havde en lang sommerferie foran os. Vi havde tilmeldt os lidt sent, så vi anede ikke, hvilket barn vi fik.

Men om eftermiddagen den dag hvor børnene skulle ankomme, gik jeg på banegården, og fik da at vide, at der var et barn til os. Og jeg så en lille dreng på 5 år med et skilt om maven, efter at de fleste børn og "forældre" var blevet parret. Ham var det, som jeg skulle have med hjem. Vi vidste ikke noget om ham, men jeg hankede op i ham og hans lille kuffert og hjem gik vi.

Der var et brev fra hans forældre i kufferten, hvor de skrev, at hvis vi ville sende vores adresse, så ville de sende noget mere tøj, for der havde ikke været tid til at købe noget, da de først havde fået endelig besked om aftenen, før han skulle afsted. Det var faderen, som skrev på dansk, men jeg gik ud fra, at Ingo, som han hed, kun kunne tale tysk, så jeg prøvede det bedste, jeg havde lært, selv om det ikke var særlig godt. Ingo virkede træt, og det var jo ikke sært, for han havde været tidligt oppe, for at komme med toget til Danmark. Han var fra Flensborg, viste det sig. Jeg lagde ham til at sove, og det var lige det, han trængte til.

Min mand (jeg husker ikke længere, om han havde arbejde på dette tidspunkt) kom hjem, og vi fandt da ud af, at Ingo kunne en lille smule dansk. Han kunne også fortælle os lidt om sig selv. Han havde to mindre søskende, og han gik i en dansk børnehave.

Åh, det er så mange år siden, så jeg husker heller ikke nøjagtig, hvor lang tid, vi havde ham, men jeg vil tro, det var været ca 4 uger. Min mand og jeg havde arrangeret en feriekoloni i forbindelse med vore studier, og her tog vi selvfølgelig Ingo med. Vi boede i en lille spejderhytte i Marbæk, som ligger ca 15 km fra Esbjerg, hvor vi boede. Vi var min mand og jeg samt 5 børn i en uge. Det var meget interessant at se Ingo sammen med de andre børn. Han lærte en del sprog af dem og også andre ting, men han havde et iltert temperament, så han kom jævnligt på kant med de andre. Så for han ind i hytten og smed sig på madrassen, hvor han plejede at sove. Men der skulle ikke så meget til, så faldt han til ro, og var klar til at komme ud til de andre igen.

Han fejrede også fødselsdag, mens han var hos os, og vi inviterede nogle børn fra familien og deres voksne, så det blev en "rigtig" fødselsdag. Det var Ingo helt med på, og han var med til at bage kagemand, pynte op og lignende.

Sankt Hansaften skulle vi til Ribe, hvor min mand stod for et bålarrangement. Ingo var ikke helt tryg ved situationen, selv om vi havde fortalt ham, hvad der skulle ske. Han knugede min mands hånd, og sagde flere gange: " Du Poul, har du angst for den hekse? Jeg har ikke angst for den hekse"! Som om han prøvede at overbevise sig selv om, at han ikke "havde angst for den hekse"!

Under hekseafbrændingen spurgte Ingo pludselig: " Når den hekse færdig er, kan man så den spise"?

Min mand og jeg havde Ingo i flere år i sommerferien, og vi besøgte også ham og hans familie i Flensborg. Det var en overraskende oplevelse at se hvor fattige og elendige forhold, de boede under, i en lejlighed, som lignede en tidligere kasserne, som var ombygget til lejligheder. Der var en lang gang og små lejligheder langs gangen, og der var fælles toilet på gangen, ligesom der også skulle hentes vand på gangen.

Min mand og jeg blev desværre skilt, og ingen af os kunne have Ingo derefter. Vi skrev sammen en tid, men så ebbede det ud. Men han er et af de små mennesker i mit liv, som jeg aldrig glemmer.