mandag den 29. september 2014

Lugt til dit tis og lyt til æblet

http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-09-29-kursus-for-ledige-lugt-til-dit-tis-og-lyt-til-aeblet

Her har vi et jobsøgningskursus for ledige akademikere. Og her har vi en deltager, som har lagt op til en forargelse over den slags besynderlige påfund, som skatteborgernes penge går til. Eller i det mindste en dyb undren. Og her har vi en kursusunderviser, som undlader at forholde sig til sine kursisters forforståelser for den slags kreative undervisningsmetoder.

Men jeg har en anden forforståelse end den, som lægger op til forargelse.

Jeg mindes med dyb og inderlig glæde min seminarietid, hvor de bedste timer var dem, hvor vi samkørte de kreative fag, bl.a. formning, dramatik, rytmik og musik.  P-dage hed det, hvorfor husker jeg ikke. Vi fik et oplæg om morgenen, gik så i grupper og skulle producere et eller andet, som vi så skulle fremlægge for resten af holdet ved dagens ophør. Engang var oplægget et stykke rav med et dyr indeni. En anden gang var oplægget "O, happy days" med Edwin Hawking Singers. En tredje gang var det et digt. Især husker jeg min gruppes produktion af et stykke drama ud fra "O, happy days". Vi var en gruppe sorte bomuldsplukkere, som sled i det under den varme sol, og med en slavepisker gående rundt. Og til dette hørtes noget tung, tung musik, som holdt os nede. Og så tonede musikken fra "O, happy days" pludselig ind, slavepiskeren blev barmhjertig, der kom vand, vi løftede hovederne, vi var frie, glade. Frelste.

Men det var jo også i begyndelsen af 70'erne. Vi var nogle store børn. Forvoksede hippier. Blomsterbørn. Venstreorienterede drømmere. Og pædagogger med to g'er. Med lilla bleer. Og havde sikkert jord i hovedet, som de lærerstuderende sagde, når vi mødtes på vores fælles værtshus "Rio Bravo", til diskussioner og andre magtkampe.

Dengang gik undervisningen, d.v.s. opdragelsen, af vi pædagogstuderende ud på at få os til at tænke ud af boksen.  Få os til at turde slippe os selv fri. Være kreative. Tænke nyt. Lege. For hvordan skulle vi kunne opdrage børn til frie, glade, løsslupne, kreative mennesker, hvis vi selv var borgerlige, forkrampede, hønserøvsagtige husmodertyper?

Jeg elskede disse timer. Og alle de andre timer. Jeg havde været på højskole, hvor verden havde udvidet sig kolossalt for mig. Og nu fortsatte det. Jeg slugte al ny viden - hele pædagogikkens historie, jo jo, vi skulle skam kunne alle de store: Frøbel, Montessori, Brunner, John Dewey, Rosseau osv osv Og dansktimerne, hvor vi læste både ny litteratur og de store klassikere. Og tilvalgsfagene, bl.a. i eksistentialisme, Søren Kierkegaard, kinesisk digtning, buddhisme og meget meget andet. Lærerne rev sig godt nok i håret, fordi vi ville have tilvalg i f. eks. Søren Kierkegaard, men hvis blot vi var 12, som ville det, så SKULLE det oprettes. Og det blev det. Med en dejlig præst som underviser.

Men nu er der jo forskel på et jobsøgningskursus for akademikere anno 2014 og et hold løsslupne pædagogstuderende i 1970. Men der er også paralleller.

Skal man ikke tænke nyt, hvis man skal have job i dag? Skal man ikke være innovativ? Skal man ikke kunne tænke ud af boksen? Skal man ikke udfordres, forarges, forvirres, forstyrres i sine fordomme om, hvad man skal lære og har brug for at lære? Skal man ikke kunne lege med? Rystes i sin grundvold? Skal alting bare være pænt og nydeligt og til at forstå med den logiske hjernehalvdel?

Jeg medgiver, at underviseren burde have introduceret deltagerne i denne "leg", motiveret dem, gjort noget for at forstå deres udgangspunkt, have givet dem en pep-talk eller hvad som helst for at spænde ansøgernes interesse ud for at prøve dette. Men...

Der er alt for megen ensretning, pænhed, selvfølgelighed og mangel på fantasi i en automatisk forargelse over at blive sat til at lugte til sit tis og lytte til æblet.

søndag den 14. september 2014

Mennesker er gode!!

Mennesker er gode! Jovist - de ER gode! Vidste du ikke det? Jamen så skal jeg da lige fortælle dig en lille anekdote.

Jeg har i godt et års tid været kronisk smertepatient. Og før det har jeg lidt af forskellige andre "lidelser". Så jeg har en vis erfaring i, hvor gode mennesker er. For det er HELT sikkert, at når/hvis jeg kommer til at snakke med et menneske, som ikke før har kendt til mine lidelser, så er noget af det første, der sker, at de kommer med ET GODT RÅD.

"Du skulle prøve akupunktur! Jeg kender én, som også lider af det, og det har hjulpet hende fantastisk".

"Du skal have dig et magnettæppe! Jeg SIGER dig, det har taget alle mine smerter, og jeg har ellers prøvet alt".

"Ude i Hummelby er der en healer, og han kan bare et eller andet med sine hænder. Det er da værd at prøve".

"Du skal lægge din kost om! Lov kap, stenalderkost, lirum-larum-durum, minus kulhydrater, kartoffelkuren og så videre".

"Du mangler garanteret vitaminer! Og omega-3-fiskeolie. Og Ginseng. Og magnesium"

" Der er sikkert jordstråler i dit hus. Eller radon. Jeg kender én, som kan konstaterer det"

Hvad ville du gøre, hvis du var mig? Prøve det hele i én stor pærevælling? Købe dig forarmet i vitaminer, alternativ behandling, sund mad, homeopatisk medicin osv osv?

Efter at have været frustreret, irriteret, sukket opgivende, smilet sødt, bidt hovedet af folk med mere, er jeg kommet frem til følgende svar:

"Jeg har fået enorm mange gode råd om, hvad jeg kunne gøre, og alle mennesker mener det så godt, og jeg ved, at det gør du også. Men jeg har besluttet, at lige for tiden er det smertecenteret i Give, som styrer mine kroniske smerter, og jeg holder mig udelukkende til, hvad de fortæller mig der, for ellers kan jeg ikke vide, hvad der virker og hvad der ikke virker. Men tak for dit råd, måske vil jeg vende tilbage til det.

Det virker rigtig godt for mig. Folk kan jo ikke lide at se andre mennesker lide, og de vil rigtig gerne hjælpe, og det ER da et tegn på, at de er gode. Jeg kan bare ikke bruge alle rådene på én gang, men vil godt anerkende, at det menneske, jeg sidder overfor, virkelig mener det så godt. Og det menneske har også brug for at vide, at jeg altså GØR noget, og at jeg tager ansvar for min situation.

Det er faktisk ret simpelt, ikke?

fredag den 5. september 2014

"Et menneske kan gennemleve lidelsen uden at blive et offer for den"

"Et menneske kan gennemleve lidelsen uden at blive et offer for den"! Det læste jeg i Lene Højholts bog "Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet". (s. 23)

Jeg er ved at læse bogen, fordi jeg i dag er begyndt i en åndelig dannelsesgruppe i Treenighedskirken i Esbjerg. Det er Jette Dahl, som er stiftspræst for åndeligt søgende, der har startet gruppen.

Jeg har kendt Jette Dahl i mange år, har gået på forskellige kurser hos hende og hun har været min åndelige vejleder i vistnok 10 år. Nogle gange har jeg søgt hende, fordi jeg har været ude i en regulær livskrise, andre gange fordi der var noget i mit trosliv, som jeg ikke kunne komme overens med, og andre gange igen simpelthen til personlig åndelig udvikling.

Jeg meldte mig til denne åndelige dannelsesgruppe, fordi jeg i mange år har arbejdet med det, jeg kalder teologisk substans, og nu trænger jeg - igen - til noget åndelighed, noget spiritualitet. Til inderlighed og gudsnærvær. Selvfølgelig har det været der hele tiden, men det er forskelligt, hvad jeg har vægtet, for " Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde.... og så videre. Det er fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente, kapitel 3.

Og ja, der er en tid for alting i et menneskes liv. Jeg har f. eks. gennemlevet mange kriser, så man kan sige, at jeg må være i god krisekondi! Det tror jeg nu ikke, jeg er, for bliver man nogen sinde det? Kommer livets fortrædeligheder ikke altid ret bag på én?

Men én ting kan jeg sige med sikkerhed: Jeg har gennemlevet lidelserne uden at blive et offer for dem. Og det er noget af det allervigtigste overhovedet, og en af de største visdomserkendelser, som jeg har erhvervet via forskellige kriser. Hvad menes der med det? Jeg kan jo kun sige sådan, fordi jeg er et troende menneske, som har klamret mig til min tro, når jeg har været i stor nød, og har fundet inspiration, trøst og retning i mit liv, ved at læse i min bibel og meget forskellig kristen litteratur i øvrigt.  Og det er slet ikke en visdom, jeg kan rose mig af, det er en af frugterne ved at være en troende, tror jeg. En af de fantastiske ting, man kan få givet.

Først og fremmest betyder det, at jeg aldrig er blevet et bittert menneske. Og jeg tror, at jeg har bevaret min menneskelige værdighed. Hvis man bliver et offer for lidelsen, bliver ens sind formørket, man bliver negativ, kynisk, desillusioneret, giver alle og enhver skylden for ens lidelser. Og nogle gange har jeg endda kunnet sige, at smerterne har været en gave, fordi den nye tilstand, som jeg nu befinder mig i som kronisk smertepatient, har tvunget mig til forandring, udvikling. Og efterhånden, som jeg har formået at pakke gaven ud, har jeg opdaget, at den har gjort mig mere rummelig, mere tolerant, mere lydhør overfor andres lidelser. Og givet mig en dyb indsigt i, at mennesker gør det så godt, de kan, og at vendinger som "de kan bare tage sig sammen" kun er det forkrampede, lidende sinds magtesløse udtryk.

Men jeg er jo stadig på vej, og jeg har meget at lære, derfor glæder jeg mig rigtig meget til arbejdet i min nye åndelige dannelsesgruppe, og det var en stor, intens og hjertegribende oplevelse at være  her denne første dag. Og fyldte mig med en inderlig glæde og fred, og et håb om, at det bliver nogle gode år, jeg går i møde med gruppen, og med min - forhåbentlig - åndelige vækst.

At netop sætningen "et menneske kan gennemleve lidelsen, uden at blive et offer for den" ramte mig, var jo fordi den udtrykte en dyb sandhed hos mig. Men der er rigtig rigtig mange Jesus-ord, som jeg trænger til at få lukket op, for jeg ved jo, at det er kærlighedens kilde.

Men jeg øver mig, og det kan kun gå fremad!



onsdag den 3. september 2014

Mennesker i mit liv 13 - min oldemor

Jeg har kun kendt én af mine oldemødre, nemlig min fars farmor. Og skønt jeg ikke har været mere end 6 år, da hun døde, husker jeg hende særdeles godt. Og så har jeg jo dannet mig et mere nuanceret billede af hende ud fra min far og farfars fortællinger om hende, og ud fra diverse slægtsbøger.

Min oldemor voksede op på Jernit, en avlsgård til Frisenborg Slot ved Århus. Hun kom meget på slottet og var veninde med komtesserne der, så hun lærte fransk, for det talte man ved måltiderne. Hun lærte også tidligt at spille klaver, og hun blev senere koncertpianistinde. Da hun var 15 brændte gården, og hendes elskede klaver med. Men hendes far tog hende med til København, hvor de købte et Hornung og Møllerklaver. Dette klaver fulgte mig gennem flere år, og var altid det store problem, når jeg skulle flytte, for det vejede 450 kg. Indtil jeg skilte mig af med det for nogle år siden. Jeg ville ikke sælge det, for jeg ville helst, at det skulle blive i familien. En kusine ville gerne have det, så det fik hun. Det er/var et særdeles flot klaver, mahogni, indlagte bogstaver, snoninger og udskæringer, og smukke smukke armlysestager.

Min farmor døde, da min far var 2 og faster 4 år. Farfar blev enkemand og forblev det til sin død. Og skønt han havde husbestyrerinder, kom oldemor til at spille en stor rolle i de to små børns liv. Hun var et meget behjertet menneske, mild og kærlig, menneskeklog og vis. Jeg har ofte undret mig over forskellig viden, som min far havde - og meget af den havde han fra oldemor,  for han gik tit og tulrede hos hende, som boede ikke så langt fra farfar. Og far holdt meget af klassisk musik, og vidste meget om musikken, for det havde han jo lært hos oldemor, og det gav han videre til mig.

Og skønt hun var det, vi dengang kaldte "en fin dame", så var hun også temmelig bramfri. Og hvis nogen bemærkede det, sagde hun: "Selv på den mest ophøjede trone i verden, sidder man stadig kun på sin røv". Tjah, jeg har muligvis arvet denne hang til at være noget bramfri!

Sine sidste år tilbragte hun på Hesselager Alderdomshjem, efter at faster i en hel del år havde passet hende i oldemors lille bindingsværkshus. Farfar havde forlangt det, så faster havde bare at makke ret. Men til sidst kom altså oldemor på plejehjem, og faster tog til Grønland. Men det er en helt anden historie.

Jeg har vel været ca 4 år da jeg var med for at besøge hende på alderdomshjemmet. Hun sad i en lænestol, havde en lang, sort kjole med hvid krave på, var  rynket og lidt gennemsigtig i huden. Hun var 90 da hun døde, så hun har jo også på det tidspunkt været en gammel kone. Jeg har hørt, at jeg stillede mig op foran hende og bare stirrede på hende oppefra og nedefter. Indtil faster kom og tog mig væk med ordene: " Ingrid, kom her og få din frakke af, og stå ikke der og fald i staver over oldemor"!

Det var hen under jul, og farfar tog en juledekoration, som stod på oldemors bord, satte den ned på gulvet, tog vi børn i hænderne, og så dansede vi om juledekorationen, mens vi sang de julesalmer, vi havde lært:  "Et barn er født i Betlehem" og "Dejlig er den himmel blå".

Da vi ikke kunne flere salmer, udbrød oldemor: "NU er det blevet jul her i min lille stue. Så kom julestemningen"!

Jeg undrede mig såre, for jeg var jo et barn, som forventede julegaver, stort juletræ helt op til loftet, masser af julegodter og lækre sager. Og så sagde hun, at "Nu er det blevet jul". Jeg har aldrig glemt det, så det bed sig fast. Og som voksen har jeg tit tænkt på det, selvfølgelig især op under jul, hvor vi overforbruger og køber og køber og det kan ikke blive stort og flot nok.

Og så dette enkle: En sølle juledekoration, et par børn i dans og salmesang. Gid jeg selv må være så ydmyg og kunne glædes ved så enkle ting, når og hvis jeg bliver så gammel.