Jeg formastede mig til at stille spørgsmålet, hvordan mine facebookvenner faster, hvis de gør det. Jeg har vist hundrede og nogle og tyve facebookvenner, men jeg fik ingen svar. Så stillede jeg spørgsmålet, om jeg havde overskredet blufærdighedstærskelen, og fik så en håndfuld svar, som tilkendegav, at de ikke faster.
Nu ved jeg jo godt, at mine facebookvenner på ingen måde er repræsentative for danskerne som sådan. Men jeg tror ikke, jeg tager fejl, når jeg nu hævder, at det er et meget lille fåtal af danskerne, der faster. Og af de, som gør, er det et lille fåtal, der faster af religiøse grunde. Hvis folk faster, er det oftest af sundhedsmæssige grunde.
Men hvad vil det sige at faste?
Faste har historisk set betydet, at man afholdt sig fra fast føde. I dag tolkes begrebet væsentligt bredere og dækker over, at man i fasteperioden giver mere eller mindre afkald på forskellige goder, hvilket både kan være mad og drikke, især alkoholiske drikke, men også mobiltelefoni, internetbrug, fjernsynskiggeri og andre ting, som det moderne menneske kan være afhængig af.
Alle religioner kender til faste, og historisk har der været eksempler på, at en monark dekreterede faste for en hel nation, hvis landet var i knibe. Herhjemme kender vi bedst begrebet fra kristendommen, og de 40 dage, som en faste traditionelt varer, er en samstemmen med Jesu 40 dage i ørkenen, inden han begyndte sin gerning. I dag faster kristne verden over i perioder, for at fokusere på bøn, bibellæsning og hjælp til medmennesker. Fastetiden frem mod påske varer fra askeonsdag, som er onsdagen efter fastelavnssøndag, og frem til påskedag.
Men indenfor protestantismen har fasten ikke haft den store betydning, idet Luther mente, at faste og andre bodsøvelser hørte ind under gerningsretfærdighed, og var unødvendig, så længe der blot var en tro.
Herhjemme har der i godt 100 år, og især efter 2. Verdenskrig, været en udpræget vægren sig mod åndelighed og det, man med afsky kaldte oplevelseskristendom. Men flere - også indenfor protestantismen - begynder at tage fastetraditionen op igen. Der er en stigende længsel efter spiritualitet og inderlighed, efter at troen skal omfatte hele mennesket med alle dets sanser. Og ikke kun høre højtiderne til; men også en længsel efter, at troen skal bredes ud til menneskets hverdag.
Men at ingen af mine facebookvenner svarer på mit spørgsmål, om de faster, er så sandelig også fordi vi danske generelt har en ret udbredt blufærdighed overfor troen, når det kommer til det helt private, hvordan vi praktiserer den. Men også her sker der skred, da flere og flere menigheder samler smågrupper, som sammen prøver at indarbejde faste - og også andre trosudtryk - i hverdagen.
Når jeg stiller spørgsmålet til andre om, hvordan og om de faster, er det rimeligt, at jeg selv svarer på spørgsmålet. Jeg har tidligere skrevet om, at jeg for tiden deltager i en af de "åndelige dannelsesgrupper", som vores stiftspræst Jette Dahl har oprettet flere steder i stiftet. Og det er nok udfra arbejdet med Lene Højholdts bog "Vejen - meditativ fordybelse i Johannesevangeliet", at jeg har følt mig inspireret til personlig fordybelse i denne del af troen.
Min personlige faste handler om at afholde mig fra at være angst for at acceptere Guds indgriben i mit liv. Lyder det kringlet? Måske er det for smart at ville have det til at have noget med faste at gøre. Men alligevel.
Når jeg ser tilbage på mit 65-årige liv, kan jeg se rigtig mange steder, hvor jeg har været benådet med Guds indgriben. Men jeg har ikke haft særlig meget fokus på i dag. Hver dag. Hver ganske almindelige dag, som jeg skal leve nu og fremefter. Jeg har ofte lavet taknemmelighedslister om aftenen, inden jeg gik i seng, for jeg har erfaring for, at det er en rigtig dejlig måde at afslutte min dag på - især hvis jeg overfladisk betragtet har haft en lortedag. Det er sådan en slags aftenandagt, jeg kan have med Gud.
Men jeg vil så gerne lære at leve i den. Med den. Hele tiden. Det har jeg ikke været alt for god til. Bl.a. fordi jeg jo også er barn af denne intellektualiserede form for kristendom, hvor man ikke må føle! Og der er meget rigtigt i det! Men troen har faser, og nu er jeg altså i en fase i mit liv, hvor jeg vil opgive denne angst for at føle Guds indgriben. Jeg vil sandsynligvis blive ved med at være blufærdig overfor, hvad og hvordan det vil ske - eller også skal jeg senere hen lære, hvordan jeg kan tale om det, uden det kommer til at virke intimiderende og kvalm. Men det må være Guds sag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar