Septembertanker

Jeg får med jævne mellemrum en stak Storm-P-sider af en veninde. Det er fra en kalender, og hun gemmer dem til mig, i håb om at jeg kan finde på at udbrede mig om dette eller hint i et blogindlæg.

Og nu har jeg siddet og grundet over denne: En gammel mand sidder på en bænk i parken, og ser på et blad, der falder ned fra træet: "Nå, nu kan du ikke mere - Ja, ja - enhver har sin tid.

Det er lige om lidt september! Hvor blev sommeren af? Dybt i mig har jeg en følelse af, at jeg er gået glip af den. Men den har heller ikke budt på så mange sommeragtige dage, som jeg er blevet vant til fra de seneste år. Og dog - jeg er jo blevet godt brun, har da ligget i haven og læst "Tankens magt" og huskede imens at nyde det i fulde drag: Den varme solskin tilført små briser af let vind på mine nøgne ben, min egen solsort, som er næsten tam og boltrer sig på min græsplæne i håb om at finde lidt småkryb, Duften af mine dejlige, hvide floks, taknemmeligheden over, at denne plet her på jorden har jeg fået lov til at kalde min.

Jeg er et septemberbarn. Jeg har lige om lidt fødselsdag. Så jeg er født i sensommeren, og lever nu med mine snart 66 år i mit livs sensommer. Og ind imellem funderer jeg over det liv, jeg har haft. Jeg husker stunder, hvor jeg sad ved mit skrivebord - der har jeg altid "boet" - og skrev ting - det har jeg også altid gjort. Og jeg husker mange mange gange, hvor jeg har haft en dyb og intens oplevelse af, at NU - det er NU, at livet er på sit højeste. Jeg har følt en glæde og en tilfredshed, så jeg har tænkt: Hvis jeg dør nu, så gør det ikke noget. For følelsen af intensitet har jeg oplevet, og derfor har jeg LEVET!

Men jeg døde ikke! Og livet har også budt på mange, - rigtig mange - svære ting. Der har været tider, hvor jeg troede, at dette her, det kunne jeg ikke klare. Så var der stor brug for, at jeg tog min gave frem - den gave, som jeg fik med mig fra Gud, evnen til at bede, til at lægge alt det, jeg ikke kunne klare, ikke kunne overse, ikke anede mine levende råd med, over til Gud. Jeg har altid vidst, at jeg ikke var alene. Og at jeg er elsket af Gud. MED fejl og mangler og uformåenhed. Jeg vil sådan håbe, at jeg har givet dette videre til mine børn.

Har Gud grebet ind i mit liv? Sikke et forkert spørgsmål at stille. For han har været med mig hele vejen igennem. Men nogle gange er jeg blevet spurgt, hvor jeg direkte har kunnet se, at Gud greb ind. Åh ja, - Gud griber jo ind via andre mennesker, han bruger jo mennesker i sit virke, hvad skulle han ellers? Jeg har mange gange - rigtig mange gange - stået i en situation, hvor jeg ikke havde penge nok, og ikke anede, hvordan jeg skulle komme igennem næste måneds udgifter, eller hvordan jeg skulle klare en eller anden større udgift. Der har ALTID vist sig en udvej. Altid. Nogle gange på de mest besynderlige måder. Og det er blot ET eksempel.

Jeg har vist nævnt det før, men det gør ikke noget, at jeg gentager det. Der findes et kinesisk ordsprog, som siger:

Indtil vi er 20 lærer vi
Fra vi er 20 til 40 kæmper vi
Fra vi er 40 til 60 erhverver vi visdom

Jeg har tit tænkt på, hvad vi gør efter de 60?
Vi lærer stadig - men er blevet meget selektive, for noget er vigtigere end noget andet
Vi kæmper stadig, men ikke for alt - og med helt andre midler
Vi erhverver stadig visdom, men feltet af, hvad vi anser for visdom, indsnævres voldsomt.

Kan der konkluderes på det? Ja, det kan der, i hvert fald her fra mit skrivebord. Der er færre ting, som er væsentlige. Til gengæld er de ting, som er væsentlige, helt og aldeles uundværlige. De to første bud: Elsk Gud og elsk næsten. Og som det lyder i dagens tekst om Den Barmhjertige Samaritaner: Hvem er da den mands næste som faldt blandt røvere.

Jeg bliver nødt til at blive rigtig gammel, for ellers har jeg ikke tid nok til at lære det!!