lørdag den 28. marts 2015

Jeg har været en idiot!

En stor en endda! Jeg har såret et andet menneske. I min iver efter at "hjælpe", at få hende til at forstå nogle ting, som JEG synes, hun ikke forstår, har jeg dristet mig til at fortælle hende på en ufølsom og bombastisk måde, hvad jeg mener, hvad jeg synes, hun skulle gøre og ikke gøre.

Hold nu kæft hvor jeg skammer mig! Er det ikke mig, der i tide og utide fortæller alle og enhver, at i al hjælpearbejde skal man dog først og fremmest forstå, hvad den anden forstår? Som Søren Kierkegaards så udmærkede stykke her siger:

Om at hjælpe af Søren Kierkegaard  
”At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en anden.
For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere en han - men dog vel først og fremmest at forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.
Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfærdelig stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.
Men al sand Hjælp begynder med Ydmygelse: Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstaar

Hun var så heldigvis så stort et menneske, så hun kunne fortælle mig det, selv om det var svært og gjorde ondt. Og hvad gjorde så jeg? I første omgang gik jeg i forsvarsposition - kors en røv med ører jeg har været!

Men da jeg kom hjem i mit lønkammer, fik jeg det heldigvis dårligt. Hø hø - så kan det nok være, jeg fik moralske tømmermænd! Og nu har jeg gået og haft det dårligt med det nogle dage. Og taget tilløb. For jeg vidste jo godt, hvad jeg skulle gøre, ikke! Sige undskyld og bede hende om tilgivelse. Gå i mig selv. Og selvfølgelig også bekende det overfor Gud - skønt han jo altså ved det i forvejen!

Det er ikke nemt! Det er faktisk meget svært. Men SKAL gøres, både for hendes og for min skyld. Og for vores forholds skyld. Og ikke mindst: For min egen sjælefreds skyld. Jamen altså, jeg gamle kone - kan jeg så snart lære det, altså ...

Nu har jeg skrevet til hende. Så kan jeg kun håbe på, at hun tilgiver mig, og at jeg ikke har gjort alt for stor skade. Jeg bliver nødt til at blive gammel, for jeg har alt for meget at lære endnu!

torsdag den 5. marts 2015

Mennesker i mit liv 27 - Grethe Bolin

Om hun hed sådan, eller det var hendes kunstnernavn, er jeg ikke klar over. Men hun har fulgt mig hele mit liv som Grethe Bolin. Jeg må hellere begynde med begyndelsen.

Jeg var 3 år, da vi flyttede fra det sted, hvor jeg og min 2 år yngre bror er født - og ved et skæbnens lune i samme gade, som jeg nu bor i, skønt mit fødested for længst er væk. Men jeg er et af de få mennesker,  som kan huske meget langt tilbage, og jeg mener endda fra før jeg fik sprog, fordi jeg har nogle erindringer om, hvordan det går op for mig, hvad ordet "far" betød.

Mine forældre havde en "brød og konfektureforretning", og lige overfor den lå der en stor mark, hvor der om sommeren kom gøgl, som vi kaldte det,  og slog sig ned en tid. Dette år må jeg have været 2 eller 3 år, men jeg husker hende meget meget godt: Grethe Bolin. Hun var trapezkunstner, og hver aften optrådte hun ovre på marken i sin trapez.

Far havde en bod derovre, hvorfra han solgte pølser og is. Jeg var altid længe oppe og var med i alt, hvad der foregik, og når Grethe Bolin skulle optræde, løftede far mig op, så jeg sad på hans skuldre og kunne skue ud over hele forsamlingen, og - jo naturligvis på Grethe Bolin.

For der var to meget gode grunde til, at jeg elskede at se hende optræde. For det første havde hun en ny dragt på hver aften, den ene flottere end den anden. Jeg husker en blå todelt duchessedragt. Den skønneste blå farve, og i en fed, lækker satin, besat med guldagramaner. Selvfølgelig korte shorts og en skøn overdel. En anden dragt, jeg husker, var en kridhvid, også en fed duchessedragt, med sølvpailletter, som glimtede, når lyset spillede på hende.

Og den anden grund var jo hendes kunst. Hun kunne svinge sig og indtage de mest fortryllende stillinger, og med en attitude, som jeg aldrig havde set mage til.

Jeg gik hele dagen i en sød forventning om aftenens komme, hvor jeg skulle se Grethe Bolin. Og jeg begyndte at lege "Grethe Bolin". Det foregik på den måde, at jeg legede, at en af mine forældres spisestuestole var en trapez, og jeg øvede mig i hele serier, hvor jeg kunne sno og vride mig i interessante stillinger, for stoleryggen var som skabt til den slags udfoldelser. Og hver gang jeg havde indøvet en ny stilling, råbte jeg på mine forældre, at de skulle komme og se Grethe Bolin.

Da jeg senere fik en dejlig porcelænsdukke, skulle hun selvfølgelig hedde Grethe, Og jeg begyndte at kigge efter, hvordan folk klædte sig. Og at tegne. Op gennem hele min barndom har jeg tegnet tøj til mine påklædningsdukker. Jeg legede ikke så meget med dem, men tegnede en mængde tøj til dem, det var en af mine foretrukne beskæftigelser. En overgang ville jeg være "modetegner", men far rådede mig fra det. Det er en forfærdelig hård branche, sagde han, hvad han sikkert har ret i.

Jeg begyndte meget tidligt at gå til gymnastik, fordi et par af mors venindes piger også gik der, og de syntes da, jeg skulle med. Det blev jeg helt vild med. Her kunne jeg svinge og svaje mig på alle mulige måder. Jeg må have gjort det godt, for jeg blev udpeget til at komme på pigeeliteholdet. Og her gik jeg så resten af min barndom og siden ungdom, indtil jeg kom på højskole.

Jeg er sikker på, at meget af det, jeg kom til at elske, udsprang af min dybe betagelse af Grethe Bolin. Og jeg kan stadig se hende for mig, hængende i sin trapez i smukke stillinger og iklædt de skønneste dragter.