lørdag den 30. januar 2016

Jeg vil ikke ha' det!!!!

Af og til forbavses jeg over, hvordan tiden så at sige skrues tilbage - tilbage til FØR vi fik ligestilling på en lang række områder.

Jeg er vokset op i en tid, hvor man sagde "De" og "du" til hinanden, alt afhængig af - ja, af hvad? Det er lige netop det! Og jeg har med beskæmmelse lagt mærke til, at flere og flere er begyndt at sige "De" nu om stunder. Jeg følte det som en kæmpesejr for ligestillingen og udjævningen af klasseforskellene, da vi i 70'erne gradvist indførte fællestitulationen "du".

Hvorfor er det betydningsfuldt?

Det er det af flere grunde:

* Det er besværligt! Det betyder, at man på stående fod, hver gang man står overfor et menneske, skal afgøre, om man skal sige "du" eller "De" til vedkommende. Og det er ligegyldigt, om du kommer til at sige "De" til én, du skulle have sagt "du" til, eller "du" til én, du retteligt skulle sige "De" til. Begge grupper kan føle sig stødt!

* Der bliver markeret en afstand eller en intimitet, vi (jeg) gerne ville have været foruden. Når vi alle er dus, behøver vi ikke tænke i afstand eller nærhed - det er helt ude af tankerne, og godt for det. Butiksassistenter er nogle af dem, som er begyndt at "Disse" folk igen. Ikke alle, gudskelov, og her ovre i det vestjyske er vi ikke helt så slemme, som i storbyerne. Journalister på TV er også begyndt på det. Igen: Ikke alle, men for mange. Prøv lige at lægge mærke til det. Afstand skaber det. Mellem dem og os.

* Alder bliver et skel. Skal man ikke være høflige overfor de ældre? Selvfølgelig skal man det. Og vise dem respekt, ikke? Men jeg føler mig ikke som "en ældre", og jeg gider ikke blive mindet om min alder i høflighedskonventionens navn. Min aldeles søde boghandler begyndte at sige "Frue" til mig. Den var HELT slem, og jeg måtte så lige give ham en lektion i, at jeg var en gammel halvhippie, som gerne ville have mig den tiltale frabedt. Og jeg forlanger, at han siger "du" til mig, ellers gider jeg ikke blive ved at handle hos ham, - og jeg er ellers en god kunde!! (Ja, ja, jeg VED godt, at jeg har skrevet om det før, men det er åbenbart ikke alle, der har læst det!!!!!)
De unge siger vel "du" til hinanden, og så er problemet, hvornår man er så gammel, så man har opnået rettigheden at blive sagt "De" til. Sikke noget!

* Klasseforskel bliver skabt. Hvor vi alle før var i samme båd med et "du", kommer vurderingen nu til at handle om hvordan man ser ud, om man bærer pels eller ej, hvilken status man kunne tænkes at have, osv i den dur. Eller ens mand, - o ve o skræk, hvis fru overtrafikkontrollør Thomsen blev tiltalt med et "du" hvor det skulle have været "De"!

* Køn bliver et skel. Min salig far, som var købmand, løste problemet temmelig pragmatisk. Han sagde konsekvent "du" til alle mænd, og "De" til alle kvinder. Nej, der var undtagelser, doktor Andersen var han på "De" med. Min mor sagde mest De til kunderne, men der var nogle, for hvem den betegnelse var en fornærmelse, - netop fordi det skabte afstand.

Jeg har nævnt denne problematik overfor en del mennesker, som ikke forstår problemet, eller som netop synes, det er et GODE at der skabes en vis distance mellem mennesker. Det er selvfølgelig et synspunkt, men som jeg så ikke deler. Og jeg HAR prøvet det. Da jeg f. eks. var ekspeditrice i mine helt unge år, var vi "De's", når vi arbejdede og "dus" når vi havde fri. Og alle temaerne beskrevet ovenfor har jeg selv oplevet besværlighederne med.

Når engelsktalende lande kan klare sig med et "you", hvorfor kan vi så ikke i Danmark? Jeg håber, det blot har været et forbigående anfald af misforstået høflighed, at dette "De" overhovedet har været fremme!!!