søndag den 23. juni 2013

Bloksbjerg - rapport herfra!!

 
Jeg ankom i fin stil i går, sammen med flere andre fra min gruppe, og flere grupper stødte jo til på vej nedover, så det var næsten Sort Sol for os, hø hø! Jeg plejer at bo i et kæmpestort telt, hvor en del af mine veninder fra facebook også bor, så jeg holder altid pladser til dem. Og endelig fik jeg så noget ordentlig mad, for køkkenet på Bloksbjerg er ikke at foragte. Ikke at jeg ikke fik lækker mad i fredags.  Men hernede fik vi frølår i mandeblod, salamander i whitchsky, snegle med myrer og knoglestøv, nektar af ylang-ylang med harepoter brændt over bål. Og så selvfølgelig den uundværlige drik, som naturligvis er hemmelig, men jeg kan da røbe så meget, som at der indgår grønt tudseslim. Mums!!

 I år har vi en del nyoptagelser, det er altid en stor begivenhed. Ritualet består af flere prøver, som novicerne skal bestå. Bl.a. skal de kreere et pulver, som skal have specielle evner. Da jeg selv for 330 år siden skulle bestå, lavede jeg et orange pulver, som fik os alle til at grine helt uhæmmet. Et år var der en, som var så uheldig, at vi alle faldt i søvn. Hun bestod naturligvis ikke.

 Jeg har vist tidligere fortalt, at vi altid flyver uden trusser, for det giver det bedste greb om kosten, når man sidder på den. Tænk dig, et år var der en, der havde glemt at smide trusserne, før hun steg på, så hun gled af og faldt lige ned i pavens seng. Uh ha da da en ballade, der blev, for han ville ikke lige lade hende gå og hun var ved at komme for sent. Så det... Og kardinalerne blev skide misundelige, så paven havde et værre mas med at forklare, at han var helt uskyldig, tihi!!

Jeg havde bålvagt i går nat, så jeg har sovet her i formiddag. Vi er jo altid nogle stykker, som holder bålvagt, men det plejer at være skægt, for vi deler altid nogle nye pulvere. I går fik jeg et, som kunne få enhver mand til at elske mig, men hvad fanden hjælper det, når der ingen mænd er?? Nej, det var virkelig øv, så jeg tog et andet. Men måske var det for stærktvirkende, måske var det fordi jeg havde taget det andet pulver først, jeg ved det ikke, men i hvert fald begyndte jeg at flyve – uden kost. Hende, der havde fremstillet det, blev helt forfjamsket, for det er en meget alvorlig forbrydelse ikke at have sin kost med, når man flyver. Jeg havde endda fået min ludbehandlet og havde omhyggeligt farvet hårene, så de fremstod i rette mørke stil. De havde et værre mas med at få mig ned igen, for jeg kunne faktisk rigtig godt lide det. Bl.a. så jeg en mand, som lignede julemanden, så ham ville jeg lige kigge lidt nærmere på. Det viste sig at være en spion, som julemanden havde sendt ud, for han mener, at vi hekse er ved at få lidt for megen indflydelse, og han er bange for, at hans egen er på tilbagegang. Ham fik jeg så hurtigt neutraliseret, for jeg havde jo stadig det første pulver i kroppen, hæ hæ hæ hæææææ!!! Han var helt til rotterne bagefter!

 Jeg havde regnet med, at min yngste skulle med i år og optages, og skønt hun har øvet sig enormt på at kreere et nyt pulver, har jeg frarådet hende at tage med, før hun er helt sikker på, at det virker. Jeg er jo ind imellem prøveklud for hende, og det kan jeg godt sige dig, det er ikke altid sjovt. En dag havde hun lavet et pulver, som gjorde at mine ben begyndte at vokse helt enormt. Jeg kunne slet ikke være i mit hus, så jeg måtte ud i haven, – men desværre var det en af de dage, hvor det regnede helt vildt, så det duede heller ikke. Heldigvis kom jeg i tanker om et neutraliseringspulver, som jeg engang fremstillede, men du ved, hvordan det er, så kunne jeg ikke lige huske, hvor jeg havde lagt det. Og inde i huset kunne jeg som sagt ikke være, så datter måtte lede hele huset igennem, og det er ikke nemt, når alting står hulter til bulter fordi jeg er ved at få lavet nyt køkken. Hun fandt noget, som vi troede godt kunne være det, så det fik jeg. Men det virkede ikke. D.v.s. det virkede, men ikke på det, det skulle. Derimod holdt det op med at regne, – det var også godt nok, for så kunne jeg da være i haven. Benene havde jeg været nødt til at bukke sammen, det ene måtte ligge op ad forsytiabusken, og det andet op ad blommetræet. Og hovedet havde jeg i børnenes sandkasse. Gudskelov ophævedes virkningen ved midnat, så jeg igen blev mig selv. Sådan da. Jeg havde de værste tømmermænd i form af stærke smerter i ben og ryg, det får jeg altid, når jeg har afprøvet et nyt pulver. Mine veninder tror, jeg fejler noget alvorligt, og jeg lader dem bare blive i troen, for der er visse fordele ved at være handicappet.  

Nå, jeg må ud til de andre igen, for vi er ved at øve en dans til i aften. Den skal nemlig have præmiere nu, og det er SÅ spændende, om den virker. Det handler nemlig om, om man kan blive gravid UDEN en mands hjælp. Hvor kunne det være interessant, hvis det lykkedes. Men du hører nærmere.

Se you later alligator!!

Kærlig hilsen

Tusnelda alias Ingrid

lørdag den 15. juni 2013

Dan Brown nok engang!

Jeg er lige blevet færdig med at læse Dan Browns seneste bog Inferno. Egentlig ville jeg ikke bruge tid på at læse den, men så købte jeg den alligevel, fordi jeg tænker, at der bliver en allerhelvedes ballade om hans helvedesbog. Som der blev efter Da Vinci Mysteriet.

Well, den var bedre end forventet. Som krimi. Der er et hæsblæsende tempo over den, men det meste af bogen handler også om at undgå de onde og at nå frem til at redde verden i tide. Dog er det lidt uklart, hvem der er de onde, eller rettere - de gode kan vise sig at være onde og omvendt. Desværre har Dan Brown ikke klaret disse kneb med troværdighed. Jeg troede lissom ik rigtig på hans personer. Lad os se, om det bliver bedre, når den bliver filmatiseret!

Og så synes Dan Brown, at han for skams skyld skal indføre os lidt i Dantes Inferno fra Den Guddommelig Komedie, når han nu alligevel drister sig til at kalde sin bog Inferno som Dante. Og henlægger sin historie til Firenze, Dantes fødeby. Ja o.k. så er det kryptiske denne gang også indlagt i nogle af Dantes vers fra Inferno. Som altså den verdensberømte Langdon skal opklare, inden det er for sent.

Men hovedtemaet kan jeg faktisk godt lide: Befolkningseksplosionen er nu så stor, at vi er en truet dyreart. Kan det derfor være i orden at ofre dele af menneskeheden, for at arten menneske i det hele taget kan overleve? Muligvis kan man også skære det ned til: Helliger målet midlet?

I bogen fremgår det, at naturen selv hidtil har sørget for at holde befolkningstallet på et acceptabelt niveau, bl.a. spiller den sorte død - pesten - en væsentlig rolle i bogen, fordi en tredjedel af menneskene i Europa døde af pesten. Men det er paradoksalt, at i takt med at vi er blevet dygtigere til at holde liv i syge og at afhjælpe sygdomme, er der mere end nogensinde brug for at begrænse befolkningstilvæksten. Hævder altså Dan Brown i Inferno.

Her gik jeg og troede, at co2-problemerne var vores største trussel, med den globale opvarmning, smeltning af polerne, oversvømmelser og hvad deraf følger. Eller Mellemøstens fortvivlede forsøg på at finde egne ben i en mystisk blanding af lede ved diktaturer, som så erstattes af andre former for totalitær ledelse - og hvad det kan føre til som "vi" evt. bliver blandet ind i, eller selv blander os ind i. Og Vestens forbløffede opvågnen ved at se et Kina som brager frem på alle fronter. Eller frygten for at ikke-demokratiske lande udvikler atomvåben og/eller bakteriologiske våben. Det sidste er det nyeste, men er det endnu et "ulven kommer", som i Irak?

Jeg tror på menneskets overlevelsesevne. For mit indre blik ser jeg et Canada som er ca på størrelse med USA. Og mens der bor godt 300 millioner mennesker i USA, bor der vel godt 30 millioner mennesker i Canada. Men der er også ubeboeligt i langt det meste af landet. Endnu da. Kan hænde det ændrer sig.

Jeg ved ikke, om overbefolkningen er et stort problem. Selvfølgelig ved jeg, at det er et kæmpe problem i U-landene, og der er vel ikke mange steder, hvor man tør gå så drastisk til værks som i Kina og indføre et-barns-politik. Men jeg anser det mere for at være et ressourcefordelingsproblem, et politisk og humanitært problem, et religiøst problem. Jeg håber inderligt, at den katolske kirke snart vil tillade prævention så vi kan være en måske lidt for vellykket missionering i Afrika bekendt.

Men Dan Browns bog Inferno? Det er bare en krimi! Og i Firenze er de glade, for de seneste år er turismen gået ned ad bakke, så nu er man begyndt at lave pakkeløsninger a la "I Dantes fodspor" - eller "Ture rundt om Dan Browns Inferno".

Men at Dante med sit Inferno kunne få hele den kristne kirke til at overtage sit verdensbillede med helvede, skærsild, limbo, lutring osv til følge fra middelalderen og næsten helt op til vor tid - se DET er utroligt!! Omend en helt anden sag!

tirsdag den 11. juni 2013

Naboskab, som kan skabe splid.

Her kommer en bagatelagtig iagttagelse. Men situationen som jeg vil fortælle om, kunne muligvis have haft store konsekvenser.

Mine naboer til alle tre sider har hunde. Det er i sig selv ikke noget problem, for de er alle virkelig søde og velopdragne. Men sidste år kom jeg gennem plankeværket til at overhøre en samtale mellem den ene af mine naboer og en veninde, hun havde besøg af.  Veninden kastede en tennisbold til hunden, og så sagde min nabo: "Pas på du ikke kaster den ind i naboens (min) have, for så får du den ikke igen"

Så spidsede jeg ører! Hvad? Her gik jeg og troede, at de tennisbolde, jeg engang imellem fandt i haven, var et resultat af mine børnebørns leg.

Og så er det, jeg tænker: Hvorfor stikker min nabo ikke lige hovedet over plankeværket og siger: Gider du lige smide den bold ind til mig, vi kom lige til at kaste den forkert! HVORFOR???

Men siden har jeg da tjekket, om boldene hører til mine egne tre, som jeg normalt bruger til dyner m.m. hvis ikke børnebørnene leger med dem -  eller de er kommet fra naboen. Og hvis det sidste er tilfældet, smider jeg dem over plankeværket ind i hendes have. Hvor svært kan det være!

Men jeg tænker: Tænk hvis nu jeg var blevet sur over den bemærkning! Nå, så hun tror, jeg stjæler hendes bolde. Sikke da en mokke! Hø - hun er sgu ikke for god selv. Jeg har godt lagt mærke til, at hun tager mine syrener, hvis de hælder over plankeværket. Eller mine blommer, hvis de falder ned på hendes græsplæne.

For en del år siden gik jeg og skiftede sengetøj ovenpå, da jeg pludselig kommer til at kigge ud af soveværelsesvinduet. Min New Dawn Rose, som var flot og storblomstrende, og som kravlede op af  plankeværket, var ved at blive maltrakteret. "Nogen" rev i den fra den anden side af plankeværket. Jeg skyndte mig ned og kravlede op på plankeværket: "Hvad laver du"? spurgte jeg en yngre mand, som hev og sled i mine roser.  "Jeg fjerner de grene, som rager herind. De stikker sådan". "Vil du ikke godt en anden gang sige det til mig, hvis klatrerosen generer dig, så vil jeg sende min havemand ind og beskære den på din side, så den ikke bliver ødelagt", sagde jeg. Mumle mumle til svar. Næste år spurgte jeg naboen, om vi skulle komme ind og beskære rosen. "Nej, den generer mig ikke", sagde hun.

Et år havde jeg en forfærdelig masse blommer, og mange af dem faldt ned i naboens have. Jeg spurgte hende, om hun ville have dem, så kunne hun bare tage dem. "Nej, jeg spiser ikke blommer", sagde hun. "O.k", svarede jeg. "Må vi gå ind i din have og samle dem op så"? "Ja ja", sagde hun. Og min Arne og jeg gik ind og samlede en masse op, og ryddede pænt op efter dem.

Jeg havde en stor blodahorn nederst i haven. En dag kom min nedrenabo ind og bankede på og spurgte stilfærdigt, om han måtte beskære nogle af de grene, som strakte sig ind over hans, for det kneb med sol hos ham. "Selvfølgelig", svarede jeg, "bare du ikke helt maltrakterer den". "Nej da", sagde han, "vi nyder da i høj grad det flotte træ".

Se, det er god nabostil!! 

(Af uransagelige årsager var ovenstående indlagt blevet slået op, selv om det ikke var færdigt. Men nu betragter jeg det, i hvert fald foreløbigt, som færdigt!)

lørdag den 1. juni 2013

Mennesker i mit liv 2. Maria.

Som 19-årig blev jeg ansat som husassistent på Ribe Sygehus. Arbejdet bestod mest af rengøring, hjælpe med maduddeling og lign. Vi var to husassistenter på den afdeling, hvor jeg skulle arbejde. Den anden, her hedder hun Maria, var 57, og havde været der i mange år. Hun havde haft et fantastisk forhold til min forgænger, en ung pige som jeg her vil kalde Vita. Hun snakkede om Vita i én uendelighed, om hvor dygtig hun var, hvor meget hun savnede hende, hvor godt de havde haft det sammen osv. Og det lå lissom i luften, at det kunne jeg på ingen måde hamle op med, og skulle heller ikke prøve på det.

Jeg passede mit arbejde pligtopfyldende, og var vellidt af de øvrige på afdelingen - sygeplejersker, sygehjælpere, portører, og de kom ofte op i køkkenet for at få en kop kaffe og en sludder.

Sidst i november tænkte jeg: Jeg må kunne gøre noget, som får Maria til at tø op over for mig. Så 1. december hængte  jeg en sok op i køkkenet. Maria kom altid et kvarters tid før vi skulle møde, så lavede hun kaffe og sad ellers og lavede håndarbejde og røg. Jeg begyndte at møde før hende, kom en lille ting i hendes sok og lavede kaffe. Hun blev særdeles overrasket, men som dagene gik tøede hun mere og mere op, glædede sig til at se, hvad der var i sokken, og begyndte at snakke om sig selv og sit liv.

Om søndagen var der den tradition, at vi alle - selv vi husassistenter, - havde lov til at drikke kaffe på afdelingslederens kontor, sammen med det øvrige personale. De blev snart lige så ivrige efter at se, hvad Maria havde fået i decembergave, så der var et vældigt leben i køkkenet. Og husassistenterne på de omkringliggende afdelinger kiggede også tit ind. Og til søndagskaffen var selv frk. afdelingsleder vældig interesseret.

Nu ville Maria hækle en kjole til mig. Jeg skulle selv vælge farve og mønster. Nu spurgte hun mig til råds om sine børn og børnebørn, og fortalte glædestrålende, hvad der var sket. Jeg undrede mig, men havde jo faktisk opnået, hvad jeg ville.

Siden har jeg tit tænkt på denne tid i mit liv. Måske var Maria bare usikker på, hvad jeg var for en, for jeg havde jo fortalt, at jeg ville til at læse, og det var der nogle af de andre husassistenter, som så skævt til: Troede jeg mon, jeg var mere end dem? Ak ja! Min erfaring efter et temmelig langt liv er da også at dem, der ikke har ret meget selvtillid og næsten ingen selvværdsfølelse, har meget let ved at se ned på mennesker, som er mere ambitiøse. Og at fortolke deres gøren og laden negativt.

Men Maria fik jeg da tøet op med bare en lille smule velvilje og imødekommenhed, føler jeg. Selv om jeg, hver gang jeg mindes det, har en lille smule dårlig samvittighed over, at jeg gav hende decembergaver, fordi jeg ville indynde mig hos hende.