søndag den 30. december 2012

Nytårsønsker

Jeg har nogle ønsker for det nye år:

- at der må dukke nogle politikere op i dansk politik, som ikke giver fem potter pis for spindoctorer, meningsmålinger, strategier, manipulationer, - men siger lige nøjagtig hvad de mener, og står fast på det. Og går ned hvis deres holdninger ikke vinder gehør i stedet for at ændre på meningerne.

- at disse politikere kommer igennem med at få gennemført en lovgivning, som giver mulighed for at smide asylansøgere hjem omgående, og uden at de får behandlet deres ansøgning, hvis de begår ulovligheder.

- at politikerne generelt kalder en skovl for en skovl og en spade for en spade. F. eks. lader være med at kalde den evt. nye folkeskolereform for et fremskridt, men kalder den, hvad den er, nemlig en besparelse.

- at politikerne tager rigsfællesskabet med Grønland alvorligt, og derfor blander sig i, hvordan og hvem, der skal arbejde, bore, tjene penge på Grønlands undergrund. Og at der ikke kan laves aftaler, som strider mod det demokrati, der er opnået. Grønland har selvstyre på mange områder, men bl.a. ikke på sikkerhedsområdet.  Det har ikke noget at gøre med at opføre sig som koloniseringsherrer, men er en pligt, Danmark har.

- at kommunerne får tilført midler, så det bliver muligt at undersøge sager, hvor der er mistanke om pædofili og incest, og at de opgiver den berøringsangst, der har været omkring disse sager.

- at bybusserne bliver gratis

- at udeblivelse fra sygehusaftaler skal koste det samme som parkeringsbøder.

- at p-vagter - også de private - opfører sig anstændigt. Det vil f. eks. sige, at de gør én opmærksom på, at man har glemt at stille p-skiven, hvis det er tilfældet - i stedet for at stå og lure, og så sætte en p-bøde i forruden, så snart man har forladt bilen.

- at værnepligten afskaffes, og at der i stedet indføres social pligt et halvt år for begge køn. Vi skal stadig have et forsvar, men udelukkende bestående af unge, som melder sig frivilligt.

- at faget demokrati får et gevaldigt løft i skolerne.

Jeg kunne med lethed nævne 100 ting, som jeg også ville ønske for det kommende år. Overordnet handler mine ønsker om ordentlighed og anstændighed. Og at vi alle opgiver vores konfliktskyhed overfor dem, som IKKE opfører sig ordentligt og anstændigt. At vi insisterer på, at det vil vi ikke finde os i. Og ja - selvfølgelig vil der være delte meninger om, hvad ordentlighed og anstændighed så er. Og de slåskampe må vi tage. Og ikke være feje!!

Godt nytår!!

Forældre, ved I, hvad der foregår???

Fordi jeg kunne læse så tidligt - fordi mine forældre havde travlt i fars forretning - fordi ingen tænkte på børnepsykologi på den tid - fordi jeg havde tre yngre brødre - fordi piger skulle være pæne og artige,  fik jeg nogle sår, som det tog lang tid at komme over.

I mors ugeblad Familiejournalen læste jeg en klumme, som kom til at præge mit liv fremover. Den handlede om, at "når min lille dreng kommer og banker på din dør, så luk op". Historien var, at den lille drengs far var i fængsel, og at han og moderen var alene tilbage. Men drengen (og hans mor) havde oplevet, at mennesker tog afstand fra dem, som hørte til nogen, der var i fængsel. Og derfor havde drengen ingen legekammerater, og han var for lille til at forstå, hvorfor ingen ville lege med ham.

Jeg har været ca. 5 år, og jeg stavede mig igennem teksten. Og da jeg var færdig, græd jeg som pisket. Men kun, når der ikke var nogen, der så det. Jeg forstod dårligt nok selv, hvad det var, jeg græd over. Og jeg kunne slet ikke forklare det, hvis nogen voksen havde spurgt mig, hvad jeg græd over. Det gjorde de så heller ikke, de så det ikke. Men i meget lang tid græd jeg over den lille dreng. Og jeg har aldrig glemt ham. Jeg kunne slet ikke have, at han så aldeles uforskyldt var alene og ensom.

Ca. et års tid efter læste jeg i samme Familiejournal en roman, som udkom med et kapitel en gang i ugen. Den hed "Barn 312", og handlede om pigen Ursula, som var flygtning - vistnok fra Ungarn. Jeg ved ikke, om mine forældre ville have gjort noget som helst, hvis de vidste, at jeg kunne læse, men det vidste de ikke. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var trådt ind på voksent territorium, og det var nok sikrest ikke at røbe det.

Men pigen Ursula oplevede så frygtelige ting, at jeg igen græd mine modige tårer, når jeg var kommet i seng. Jeg forstod ikke, hvordan mennesker kunne være så gemene. Jeg forstod ikke, hvorfor Ursula skulle leve sådan. Jeg oplevede Ursulas kamp med tilværelsen i min egen sjæl. Og jeg så på Kurt Ards tegninger til romanen, han var jo genial.

Men jeg var alt for ung til at læse den slags. I hvert fald uden at nogen voksne var med i det.

Jeg skriver dette, fordi jeg lige har været sammen med mine børnebørn, som vokser op med et helt naturligt forhold til alt muligt gadget. Eller gør de? Kære forældre, kig jeres børn over skuldrene. Lad dem ikke være alene med det, de oplever, uanset hvor harmløst, det kan se ud. Jeg har et barnebarn, som er bange for zombier. Hvor i alverden han så har det fra. Det er helt urimeligt! Han har heldigvis gode forældre, men alligevel.....


lørdag den 29. december 2012

Julegavetømmermænd

Jeg sagde til ham før jul, at jeg havde en lille ting til ham. "Du skal da ikke give mig julegave, selv om det er sødt af dig. Så må jeg jo se at hitte på noget til dig, så", sagde han. Øv altså. Det var da ikke derfor, jeg havde en lille ting til ham, men fordi jeg synes, at det jeg havde fundet, passede så godt til ham. Men han kom så med "noget" til mig, som viste sig  at være en rigtig dyr parfume og bodylotion. Jeg blev glad, men også lidt beskæmmet, for han  havde jo nærmest følt sig forpligtet til det. Øv altså!

Hun havde købt den helt perfekte julegave til ham. Han havde sådan set ikke ønsket sig den, men han havde gentagne gange snakket om denne ting, som bare var så meget luksus. Hun købte den. Fordi hun er så glad for ham. Og fordi hun overhovedet ikke tænker i milimeterretfærdighed, kom det helt bag på hende, at HAN blev ked af det, fordi hans gave til hende ikke var så dyr. Men hun blev glad for den, for den var udvalgt med største omtanke og omhu. Øv altså!

Han havde først købt en dyr gave til hende, men afleverede den igen og købte noget billigere. Juleaften pakkede han så den ene gave efter den anden op fra hende. Gaver, som man kunne se, at hun havde lagt al sin kærlighed i. "Skulle jeg alligevel have givet hende den dyre gave", tænkte han, "eller flere gaver"? Øv altså!

Jeg husker en jul, hvor jeg fik to stykker træ af ham. "Hvad er det"? spurgte jeg. "Det er til at lave et natbord af", svarede han. På det tidspunkt syntes jeg, at det var en total borgerlig og latterlig ting, at kvinder forlangte dyre smykker og lignende af deres mænd, så jeg accepterede bare uden videre, at min mand havde tænkt sådan.

Vi kommer over disse julegavetømmermænd! Men jeg undrer mig. Hvorfor kan vi ikke bare glæde os over det, vi får? Og bare have det med i al vores gavegiveri, at vi er vokset op med forskellige holdninger til at give gaver, deres pris, værdi i øvrigt osv?

Fordi vi føler, at det at give gaver afspejler det forhold, vi har til hinanden. F. eks. har jeg altid givet mine børn større gaver, end de har givet mig, men det har altid føltes helt naturligt, fordi de har været under uddannelse eller lignende. Men nu, hvor de er ved at være "rigtig" voksne, tror jeg, at det skal til at være slut. Nu er det MIG, der vil have!! Men det er, som om størrelsen på gaven har noget at gøre med størrelsen af den kærlighed eller sympati, vi føler for hinanden. Og det er skidt BÅDE at være den, der giver mest, og at være den, der giver mindst. Det skal helst passe nogenlunde sammen, ser det ud til.

Jeg er ked af, hvis det er sådan. Jeg har selv forsøgt at lære mine børn IKKE at gå op i milimeterretfærdighed, men jeg kan alligevel se, hvordan de forsøger at lave aftaler. Jeg ville så gerne, hvis man gav af et overskudshjerte, som havde uendelig lyst til at give netop dette. Og at man bruger lang tid på at finde den helt rigtige gave, og ikke bare sætter en dag af til "gaveræset", og så køber alle gaverne i det nærmeste butikscenter. Eller giver gavekort af frygt for at købe en forkert gave. En gave kan aldrig være forkert, mener jeg.Og at man føler taknemmelighed og også en vis ydmyghed over at få netop denne gave, i stedet for at vurdere gavens størrelse og pris, og så "føle" sig godt eller skidt tilpas over den. Øv altså.

Det skulle jo gerne være en glæde - både at give og at modtage en gave.

fredag den 21. december 2012

Jordens undergang er ingen leg!

Så blev vi snydt igen! Jorden skulle endnu engang gå under. Hvorfor bliver det så ikke til noget? Der er da ellers ting nok, der kan ramme jorden.

En komet der rammer jorden
En planet der støder ind i jorden
Et meteornedslag som det, der udryddede dinosaurerne
En asteroide
Et vulkanudbrud af ukendt størrelse
Fenrisulven der sluger solen
Aliens der kommer og vil have vores jord
Irak der sender atombomber ud over os
Guds straf fordi vi har indført homovielser
Zombier, der æder os allesammen
En ny syndflod
Jordskælv
Tiden der udløber

DR2 har sendt et godt underholdningsprogram i aften om jordens undergang.  Som underholdningsprogram var det faktisk godt. Men jeg må indrømme, at jeg var ved at få kuldegysninger, da publikum "til sidst" blev bedt om at tage hinanden i hænderne, mens man sang: Om lidt bli'r her stille.

Det var lissom om jeg vågnede op! Hvad f... er det, der foregår? Leger vi jordens undergang? Jeg mindes visse bibelsteder:

Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. v2 For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. v3 Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe (1. Tessalonikerbrev, kap. 5)

Først og fremmest vil jeg, I skal være klar over, at der i de sidste dage skal komme mennesker, der spotter og lever, som de har lyst til. 4De vil gøre nar af løftet om Jesu genkomst og hånligt spørge:»Javel, så Jesus har lovet at komme igen? Hvornår mon det sker? Så langt tilbage som nogen kan huske, er alt forblevet, sådan som det var fra skabelsens morgen.« ("2. Petersbrev, kap 3

Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig." Og han fortalte dem en lignelse: "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen." Luk 21,25-36.

Jeg henviser ikke til disse tre bibelsteder for at vi nu skal skynde os at få fastsat en ny sidste dag. Men jeg blev grebet af en besynderlig og beklemmende angst for menneskeheden, som "leger" jordens undergang. For det er jo ikke alvorligt! Vi tror jo ikke på det!

På samme måde som vi heller ikke rigtigt tror på, at vi selv har indflydelse på, hvordan jorden har det. Well, vi hører om temperaturforhøjelser, isen der smelter ved polerne, og andre ting, som truer os, og som vi KAN gøre noget ved. Bare ikke lige nu! Og heller ikke de næste par år. Og kun lidt af gangen, for vi vil under ingen omstændigheder trues på vores velstand. Og vi vil heller ikke gøre mere end de andre lande, så mister vi konkurrencedygtigheden. Og når de kan vente til 2020 med at skære ned på co2udslip, hvorfor skulle vi så.

I DEN sammenhæng har jeg lyst til at SKRIGE ind i hovedet på hele menneskeheden: Vi leger ikke! Det er ikke noget, vi bare kan gøre, som vi vil med! Det er ikke noget, vi kan gøre til et underholdningsprogram. Vi har ALLE ansvar. Og nogle mere end andre. Og nogle skal gå foran og vise vejen.

Det er rigtigt, at de første kristne forventede Kristi genkomst i deres egen levetid. Og da det så ikke skete, hvad så, hva'? I dag kunne det godt se ud, som om vi selv som menneskehed har skylden, hvis jorden bliver ubeboelig. Vi skal ikke gå og lege jordens undergang, det er dog ikke en spøg. Vi skal tværtimod tage os sammen og opføre så ordentligt, at jorden kan bestå. Også selv om det kommer til at koste på vores velfærd.

Det kan være, at vi selv skaber Herrens dag, den yderste dag, dommedag, undergangen med vores måde at tænke og leve på. Og det er ingen leg!!

mandag den 17. december 2012

Dem jeg elsker, ønsker jeg et gran af vanvid - det gør hjertet let (Anatole France)



For en del år siden spurgte jeg mine tre børn, hvilke minder de havde fra deres barndom, som de syntes var særlig gode og værdifulde. Tænk, ingen af dem sagde, "Når vi skulle læse lektier", eller "Når vi skulle være hjemme kl. 1 efter en fest".
En af dem sagde: "Kan I huske dengang vi var på ferie på Fanø, og vi var inde på en restaurant for at spise? De havde ikke rigtig noget på menukortet for børn. Så sagde mor: Pyt, så får I bare 2 desserter". Jeg kunne godt huske det. Og jeg kan huske, hvordan deres øjne blev store, og de så ud, som om vi alle nu var ude på de virkelig vilde vover! Herregud, tænk engang: To desserter kunne gøre det. Jeg kan lige fortælle, at de ikke tog skade af det.

En anden af dem sagde: "Jeg kan huske engang, hvor du gik og fejede græs sammen, efter at du havde slået græsplænen, og jeg kom ind i haven. Pludselig tog du en stor bunke græs og løb efter mig og smed det på mig. Det endte med, at der var græs alle vegne - på nær på græsplænen. Og nøj, hvor vi grinede". Ja, det kunne jeg også godt huske. Tænk - græs!!!

En af dem sagde: " Vi var 3 gange i biografen for at se Løvernes Konge. Det var helt vildt" - Ja, hvor jeg husker det. Hun levede og åndede i denne verden i laaaaang tid. Og det var slet ikke nogen dårlig verden, for den film har faktisk en god morale. For nogle dage siden sad vi så, hun og jeg og en veninde, under hver sin dyne/tæppe med slik og cola og så "Løvernes Konge". Skøn nostalgisk aften.

Og de fortalte om mange andre oplevelser. Men en ting slog mig: Det var tit, når jeg - som moren -havde opført mig lidt halvskørt, havde overskredet nogle uskrevne normer, havde gjort noget lidt skævt eller vildt, - DET huskede de som noget dejligt.

Og jeg tænker: Gud ske tak og lov at jeg dog har haft hjerte til at gøre noget vanvittigt. For jeg fik OGSÅ at vide, hvor tungt det havde føltes, når jeg om morgenen kom op af trappen for at vække dem, eller når de blev kaldt ind for at rydde op, og lignende ting.

Og når jeg sådan sidder og funderer over mine børns barndom, og om jeg har gjort det godt nok, så tænker jeg på en ganske bestemt episode. Vi skulle alle 4 i sommerhus, og bilen skulle ordnes. Der skulle måles dæktryk, olie osv. og det var noget, som jeg ikke anede noget som helst om, hvordan man gør - for jeg var lige blevet skilt, og det havde altid været min mand, som gjorde den slags. For dog ikke at være helt alene, tog jeg min søn, dengang 9 år, med over på tanken. Vi fik faktisk ved fælles hjælp ordnet det hele. Idet jeg svinger ud fra tanken igen, siger jeg sådan nærmest for mig selv: "Hvor er det irriterende, at jeg er så dårlig til den slags. Er der overhovedet noget, jeg er god til"? "Ja", svarer min søn stille, "du er god til at være mor".

Og sådan har jeg nogle sætninger fra mit liv, som er blevet sagt til mig i tidens løb. Sætninger, som jeg varmer mig ved og husker på, når livet ikke altid arter sig allerbedst. Men som får hele mit liv til at give mening.

lørdag den 15. december 2012

Vær tossegod!!

At være tossegod er sådan noget, der ikke ses på med milde øjne. Det er at tage hovedet under armen. At lade sin fornuft i stikken. At bruge flere penge, end man har. At være naiv, blåøjet. At have tillid til andre mennesker. At tro på det gode i andre.

Eksempel: Akmed, som bor her i byen, og stjæler alt, hvad han kan komme afsted med,  siger: Danskerne er da selv ude om det, når de er så tossegode, at det er nemt at stjæle deres cykler, og det er så nemt at bryde ind hos dem. Så lægger de da selv op til det.

Eksempel: TVCharlie har et program, som hedder "Spørg Charlie". Det handler om, hvordan man tackler etiske problemstillinger i hverdagen. Et at eksemplerne handlede om en mand, som havde købt en trailer, men nu var begyndt at synes, at alle på vejen ville låne hans trailer, og nu spekulerede han på, om han blev udnyttet, og på hvad han skulle gøre, hvis noget gik i stykker, eller om han kunne forlange penge for udlån og lignende. Niels Hausgaard havde det helt rigtige svar, synes jeg. Han sagde: "Det er jo bare en trailer". Så manden skulle bare blive ved at låne den ud, som han hidtil havde gjort.

Eksempel: At bankerne så længe kunne komme afsted med at låne penge ud, som der ikke var dækning for - skyldes det, at vi har en grundlæggende tillid til dem?

Eksempel: Der har været mange grimme sager indenfor incest de sidste år. At det ikke er blevet opdaget noget før, - kan det skyldes, at vi har FOR stor tillid til vore medmennesker?

I Danmark stoler en stor del - 75 procent, siger en undersøgelse - på andre. Vi har generelt tillid til, at verden vil os det godt. Og vi handler derefter. Det modsatte af tossegodhed er kynisme. Kynisme er ligegyldighed overfor andre, og der ligger også heri en latterliggørelse af medfølelse med andre. "De ligger, som de har redt" er kynikerens motto. På verdensplan er det kun - ifølge samme undersøgelse - 30 procent, der stoler på andre.

Det er ikke alene enfoldige eller naive personer, der kan praktisere tossegodhed. Personer, der bevidst vælger en strategi hvor de håber på det bedste i andre, ved at være imødekommende og konstruktiv, i forsøget på at skabe resultater, frem for den modsatte strategi - at antage at man intet kan opnå med imødekommenhed og forhandlinger - betegnes ofte som tossegode. Hvilket jeg hverken finder tosset, dumt eller naivt, men derimod en hensigtsmæssig og nødvendig adfærd til tider. Et alternativ til at være kyniker med negative forventninger om at intet kan nytte.

Men den holdning kan man måske kun have, når man som vi danskere, bor i et land, hvor vi stoler på hinanden. Netop denne holdning har også medvirket til vores velfærd. Det kan godt være, at vi kan finde på at bruge sort arbejde i en eller anden udstrækning, men vi betaler dog vores skat. Det kan godt være, at vi synes, vi betaler en høj skat men de fleste af os vil hellere det, fremfor at sænke vores velfærdsstandart.

Vi er også et land, hvor klasseforskellene er små. Og det er såre godt. For jo mere lige, vi er, jo større tillid har vi også til andre. Derfor er det også så vigtigt, at vi bevarer et samfund, som ikke gør klasseforskellene større.

Og skønt jeg irriteres voldsomt over ovenstående Akmeds livssyn, insisterer jeg på at blive ved at leve, som jeg gør, og at fortælle ham, at han tager fejl. At han kun kan blive en del af velfærdssamfundet af hjertet, hvis han indser hvad tillid gør ved samfundet. Og til ham, og som kommentar til den snigende individualisering: Det er kun i samme grad, som vi kan sætte os i de andres sted og have med-lidenhed, at vi kan afstå fra kun at tænke på os selv, men indse, at fællesskabets vel er til gavn for alle - også den enkelte.

Og til trailermanden ovenfor: Pas på, at smålighed og selvretfærdighed ikke gør kål på din tillid til andre mennesker, for "det er jo kun en trailer".

Og til bankverdenen, socialkontorerne og andre, som ikke i tide opdager, at der er ved at snige sig dårligdomme ind i systemerne: Vi må hele tiden blive bedre til at opdage ondskab. Ja, jeg kalder det ondskab, når bankdirektører og bestyrelsesformænd kan komme afsted med at lave sådan rav i økonomien, at alle mister deres penge. Og så oveni købet belønne sig selv med store beløb. Og jeg kalder det ondskab, når man skærer så kraftigt ned på socialrådgivere og konsulenter i kommunerne, at der ikke bliver tid til at tage de svære sager og gøre det ordentligt. Og ja, jeg ved godt, at alt ikke er sagt med det.

Men hellere være tossegod end tosseond!!!















onsdag den 12. december 2012

Sancta Lucias liv - en opbyggelig historie

I morgen d. 13. december er det Luciadag. I takt med at kristendommen er for nedadgående, at knap 20.000 har meldt sig ud af folkekirken i indeværende år, at færre kommer til højmessen om søndagen og at ateismen breder sig i det offentlige rum, får ritualerne - også de kristne - større og større betydning. Luciaoptog, Halloween, St. Bededagsaftenen, Mortensaften - alle med hver sine traditioner. For vi kan ikke undvære dem. Muligvis går vi kun op i det æstetiske: Om dragter som hører til f. eks. Halloween og Luciaoptog, maden, som hører til, St. Bededags varme krydderboller om aftenen, eller mortensanden.

Lucia var fra Sicilien, fødtes år 283, og levede i tiden under det romerske imperium. Hun konverterede til kristendommen, som var forbudt på denne tid, og først blev anerkendt under Konstantin d. Store i slutningen af 300-tallet. Lucia delte mad ud til sine medkristne, som ofte levede et hemmeligt liv i katakomber, og derfor måtte uddelingen ske om natten i bælgmørke. Men for at kunne se, havde Lucia bundet en krans om håret, som hun havde stukket lys ned i.

Lucia er lovet væk til en velhavende romer, men hun vil ikke giftes med ham, dels fordi hun er kristen, og dels fordi hun tidligere havde lovet Gud, at hvis hendes mor blev rask efter en alvorlig sygdom, ville hun leve i kyskhed. Derfor angav romeren hende, og hun døde 13. december, og blev siden helgenkåret.

Men hvorfor har nærmest enhver børneinstitution, skole eller plejehjem et Luciaoptog?

Vi kan ikke undvære ritualer og traditioner. Det binder os sammen som folk, både folk som hele landet, og også folk som vore nærmeste, familie og venner. Det giver os anledninger til at være sammen, og det er godt at være sammen om NOGET! Børn er altid en succes at samles om, og det er da også oftest børn, som går Luciaoptog. Hvide dragter, - minder os om andre begivenheder, hvor vi er i hvidt. Lyset, som bæres ind i en mørk tid. Det er mørkt udenfor, og måske er der også mørke inde i vore sjæle. Derfor varmer vi os ved lyset.

Men hører vi historien om Sancta Lucia, må vi også høre, at hun satte sit liv på spil for at komme andre mennesker til hjælp i deres sult og nød. Hun lovede sin kyskhed for at formilde Gud til at frelse hendes mor. Hun stod fast på ikke at ville giftes med en romer, som ikke var kristen.

Det er vel i dagens Danmark utænkeligt, at vi ligefrem sætter vort eget liv på spil, og at vi lover Gud noget - for som de gode protestanter, vi muligvis er, ved vi også godt, at vi ikke har noget at give Gud, udover os selv.

Men hvis ikke Luciaoptogene udelukkende skal være ren staffage og HYGGE, synes jeg, vi skal tilbyde vore børn at høre historien om Lucia (findes i massevis på Google) til opbyggelse for vore børn og os selv.

tirsdag den 11. december 2012

Oplysning eller magt

Jeg elsker Radiserne! Der er sådan en forfriskende virkelighedstro morale i mange af striberne. F. eks. denne, som jeg lærte udenad for rigtig mange år siden, fordi den siger mig noget:

Thomas sidder foran fjernsynet med sin sutteklud, da Trine, hans storesøster, kommer ind i stuen.

Thomas: "Suk"!
Trine: "Hold op med det dumme sukkeri"!
Thomas: "Det er bibelsk at sukke"!
Trine: "HVAD er det"?
Thomas: "Deslige kommer og ånden vor skrøbelighed til hjælp, thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som sig bør, men ånden selv træde frem for os med uudsigelige sukke. Paulus til de romere kap 8 vers 26"!
Trine - tænksomt for sig selv: "Jeg ve' ik' - enten skal jeg banke ham, eller også skal jeg begynde i søndagsskolen igen"!

Og det er netop sagen! Også for alle vi andre. Skal vi søge oplysning, så vi kan træffe vore beslutninger på et ordentligt grundlag - eller skal vi bruge vor magt, når vi er irriterede og uenige med den anden/de andre?

Men dialogen kan også tolkes således:
”Hvis det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men dog vel først og fremmest  forstå det, han forstår.
Når jeg ikke gør det, så hjælper min merforståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min merforståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig og stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.
Men al sand hjælp begynder med ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe, og hermed forstå at det at hjælpe ikke er at herske, men det er at tjene, at det at hjælpe er villighed til, indtil videre at finde sig i at have uret og i ikke at forstå hvad den anden forstår.
Dersom du ikke kan begynde således med et menneske, at han kan finde en sand lindring i at tale med dig om sin lidelse, så kan du heller ikke hjælpe ham, han lukker sig for dig, han lukker sig inde i sit inderste - præk du så kun for ham!”(Søren Kierkegaard)
 
Men det kan godt være, at nogen skulle fortælle Trine om dette, så hun kan inddrage denne vinkel, når hun næste gang åbner sin bod med psykiatrisk hjælp... 

mandag den 10. december 2012

Kvindefølelser og deres udtryk...

Kvinder har ry for at snakke en del mere end mænd, og at bruge flere ord end mænd, når de vil fortælle noget. Skønt det er en generalisering, så er det min erfaring, at der er noget om det. Engang imellem støder jeg så på kvinder - ofte yngre kvinder - som snakker ualmindelig meget og bruger ualmindelig mange ord. Og når jeg så begynder at lytte godt efter, så hører jeg nogle hormoner, der rasler rundt i kroppen. Jeg hører store følelser, som har svært ved at blive forløst. Eller jeg hører sentimentalitet,  ophævet til helt særlige, specielle temaer, som kun denne ene person nogensinde har været, og kommer ud for.

Jeg har det lige sådan med de store operaer. Der er et ganske lille spring mellem den store, eviggyldige og eksistentielle operas temaer og musik, og til den bliver sentimental og ligner en  ugebladskarrikatur af svulmende følelser.

Der er mennesker, som lever på det jævne. Deres liv forløber som  en lige linje, som kun bugter sig en anelse enkelte steder. Og der er mennesker, hvis liv udelukkende består af zig-zagbevægelser i én uendelighed. Som hele tiden lever på randen af en vulkan, der kan komme i udbrud når som helst.

De mennesker, hvis liv er som en lige linje, har tilsyneladende et roligt og tilfredsstillende liv. Zig-zagmenneskenes liv er aldrig roligt, og oftest heller ikke helt tilfredsstillende.

De første kaster sig ikke ud i ting, de ikke kan overskue, og holder sig helst til det kendte og prøvede. De sidste kan ikke mærke, at de lever, hvis ikke der altid er lidt eller meget kaos i deres liv. De første kan være kedelige og tryghedsskabende. De sidste spændende og urovækkende.

Kan være. Eller også noget helt andet...

Men den, som ikke til sine tider svulmer for meget, svulmer visselig til alle tider for lidt i sine følelser og deres udtryk. Det er godt at lære at beherske sine udtryk, men det er ikke godt at aflære at give udtryk for stærke følelser og meninger.

Men hvad der er allerværst er mennesker, som leger idyl. Hvor alting er udvendigt og skal se ud. Som altid roser, også hvor det ikke er relevant. Som pynter sig med smigrende ord og begreber.  Som ikke magter uenighed, og tror at man er uvenner, hvis man mener noget andet. Som ikke kan argumentere sagligt, men altid har en skjult dagsorden a la: Hvad vil hun helst høre, eller hvad tjener mig selv bedst? Føj, siger jeg bare. Hellere en dyr ed end en falsk ros.

Det er i øvrigt kun kvinder, som kan blive hysteriske! Hvorfor? Fordi det kun er dem, der har en hystera, som betyder livmoder.

tirsdag den 4. december 2012

Hverdagsmirakler

Så er snerydningstiden her. Jeg bor i det ene af to huse, som ligger med boligforeningshuse på begge sider et stykke nede af vejen. Så når sneen falder, er mit stykke fortov altid ryddet, fejet og saltet, før jeg overhovedet er kommet op. En dag for mange år siden fangede jeg viceværten til boligforeningshusene og sagde: "Det er godt nok pænt af dig, at du også ordner mit stykke fortov, det har du jo slet ikke pligt til". Han svarede: "Vil du have, at jeg skal hæve skovle, kost osv når jeg kommer kørende på dit fortov, og så sænke dem igen, når jeg er forbi. Det giver jo ingen mening". Mening eller ej, så er det en fantastisk stor hjælp for mig, at denne mand ser sådan på det. Og her ved juletid plejer jeg så at betænke ham med en flaske et eller andet.

For tyve år siden havde jeg brystkræft, og kom lykkeligvis godt over det. Men en af efterbehandlingerne bestod i, at jeg 33 dage skulle til Odense og have strålebehandling. Min daværende nabo var dengang arbejdsløs, og han tilbød at køre mig frem og tilbage - hver dag. Han stillede troligt hver morgen kl. 7.30, så afleverede vi min yngste i børnehaven, og så kørte vi til Odense. Nogle gange var jeg træt og lå bare og sov, andre gange snakkede vi stille og fredeligt. Og vi kunne nå hjem, så jeg kunne få en lur, inden jeg hentede min datter fra børnehaven. Sikke en fantastisk hjælp. Ellers skulle jeg have været med en opsamlingstaxa, og det kunne af og til tage hele dagen. Dette venskab har bestået lige siden og dør aldrig.

Som enlig mor til tre og med fuldtidsarbejde, kunne det nogle gange være svært at få alt til at nå sammen. F. eks. skulle jeg på koloni med mit arbejde en uge, men hvad med børnene? En veninde tilbød at flytte ind i denne uge, så børnene kunne passe deres skole, børnehave, fritidsaktiviteter osv.

Da min far døde i 2004, fik jeg flere buketter blomster sendt her til mig. Det var fra mennesker, som ville vise deres medfølelse. Jeg blev rigtig taknemmelig og også lidt ydmyg, for det havde jeg aldrig selv tænkt på at gøre til andre, som havde mistet et kært menneske.

Sneen fik mig til at tænke på disse eksempler. Og på hvordan livet kan blive levende og fyldt med kærlighed, når vi oplever mennesker, som giver hvor man slet ikke havde regnet med det. Som den, der modtager en sådan kærlighed, bliver man også til den, der gerne vil give en sådan kærlighed videre. Som mit lille barnebarn sagde til min søn for nylig: "Far, ved du godt, at julen er hjerternes fest"? Ja, det vidste han godt, for han er også selv et menneske, som gerne giver hvor man ikke venter det.

Vær mod andre, som du ønsker, andre skal være mod dig - den gyldne regel, kaldes den. Vær du den, der begynder, så sker der mirakler.

mandag den 3. december 2012

Mennesker i mit liv 8: Min farfar - en provo

Min farfar, som var et stærkt grundtvigiansk menneske, skulle komme en uges tid før jul og blive nytåret over,  som han plejede. Mor og jeg havde pyntet op, og havde bl.a. hængt kravlenisser op. Farfar kom, og vi havde glædet os, for han var et dejligt og temmelig originalt menneske, og han havde altid godteposer med til vi 4 børn. De indeholdt altid en appelsin, et æble, en pakke rosiner og 5 stykker slik.  Jeg elskede, når han kom, for der skete altid noget uforudset, og mine forældre blev "lidt anderledes".

Ved morgenbordet bemærkede jeg: "Hvor er alle kravlenisserne henne"? "Ssssysshh", sagde mor, "det kan du få at vide senere". Efter skoletid fik jeg forklaringen: Farfar havde pillet dem ned, for "nisser hører ikke julen til. Det er en hedensk skik. Hvis I absolut skal hænge noget op, kan I hænge engle op". Jeg undrede mig såre, og tænkte som altid meget over det. Farfar strøg ud og købte et englespil - adventskrans med 4 lys og dertil hørende engle, der drejede rundt. Desuden købte han to bøger med julesalmer og juleevangeliet. Jow jow!!

En søndag over middag var mine forældre gået hen for at få en middagssøvn. Søndag eftermiddag var den eneste dag i ugen, hvor der var lukket i forretningen, så farfar havde lovet at tage opvasken, så kunne mine forældre lægge sig. Men pludselig bliver døren til soveværelset smækket op på vid gab, og farfar råber med høj røst: "Lars og Elly, jeg KAN ikke lide, at I lærer jeres børn at sige fornavne til deres morbrødre. Det hedder morbror Vagn osv." Mine forældre tittede forsovede over dynen og nikkede artigt.

Farfar havde været regnskabsfører på Vejstrup Ungdomsskole, og han førte en korrespondance uden lige, for han var særdeles velanset og respekteret af de unge mennesker på skolen. De unge kappedes om at komme til at sidde ved hans bord, når de skulle spise. Og sige sin mening, DET gjorde han, og det kunne de lide.

Da jeg blev voksen skrev jeg også med ham, - lange interessante breve, fik jeg, og jeg kunne også spørge ham til råds om eksistentielle emner. Engang sagde jeg til ham: "Farfar, du er en provo"! "Ja, det kan godt være", sagde han "men dusinmennesker er der nok af"!

Jeg havde fået en ny frisure, og farfar skulle jo som altid kommentere den. "Jeg KAN nu altså ikke lide denne Johanne Louise Heiberg-frisure, som du har fået", sagde han. Selv var han helt og aldeles skaldet, og havde været det siden han var i 30'erne. Men hen på aftenen kigger han på mig og siger: "Ja, nu har jeg faktisk vænnet mig til din nye frisure". "Fint, farfar", svarede jeg "for jeg har for længst vænnet mig til din". Så skraldgrinede han, for humor, DET havde han.

Han døde som 90'årig, efter i en tid at have bedt til Gud, om han ikke godt måtte komme hjem.

Jeg havde et pragtfuldt forhold til ham, og denne mand kom til at få kolossal stor betydning for, hvem jeg blev til som menneske.

søndag den 2. december 2012

Naturvidenskab og tro - kan de forenes?

Er religion og naturvidenskab modsætninger? Eller kan de forenes? Dette spørgsmål har været drøftet i århundreder, men det undrer mig, at det fortsat ser ud, som om det for mange er et uforeneligt problem, - ja, ligefrem kan være medvirkende til, at de ikke kan tro på en Gud.

Det handler om, hvorvidt religionen kan være en forståelsesramme for, hvilke videnskabelige resultater, der kan accepteres. Eller omvendt, om videnskaben kan være tolkningsramme for religiøse opfattelser.

Naturvidenskab og religion er to forskellige kategorier, og har hver sit sprog og tolkningsområde, og man går galt, hvis man blander dem sammen. Som den nu afdøde fysiker og marsforsker Jens Martin Knudsen mente: Naturvidenskab handler om hvordan, religion handler om hvorfor. Det er et meget godt udsagn til at forstå, hvordan de to kategorier adskilles.

Der er vist ikke så mange herhjemme, som ikke anerkender big bang- og evolutionsteorien. Når vi så i 1. Mosebog læser om, at Gud skabte universet på 6 dage, er det så ikke noget værre sludder?

Her er det, at vi skal være påpasselige med kategoriernes sprog. I naturvidenskaben bruger man fagtermer, som hører den til: Fra fysikken, astronomien, arkæologien f. eks. I religionen bruger man sprog, som hører den til, f. eks. fra poesi, myter, åbenbaringer. Man kunne også sige, at naturvidenskaben beskæftiger sig med, hvordan verden er indrettet, og religionen beskæftiger sig med, hvordan VI indretter os i verden.

Det er rigtigt, at kristendommen op gennem historien selv har været med til at blande tingene sammen, idet den har påstået en RET til at acceptere,  eller - for det meste - afvise, hvad naturvidenskaben var kommet frem til. F. eks. om jorden var rund eller flad, om jorden var universets centrum, eller solen var det.

I sandhedens interesse skal det også siges, at dele af naturvidenskaben, f. eks. astrofysikken kun er sand, for så vidt det er, hvad vi ved INDTIL VIDERE! I forhold til at forstå naturens love og hvordan hele universet hænger sammen, er vi kommet et stykke vej, men der er meget, vi endnu ikke ved.

Mennesket har en higen efter begge dele: At finde ind til kernen i, hvordan det hele er indrettet. Og at forstå sig selv som menneske i denne verden.

Religionen stiller spørgsmålene: HVORFOR?? Hvorfor er jeg her? Hvad skal jeg her? Hvad er meningen med mit liv? Hvorfor findes godt og ondt? Hvordan skal jeg leve mit liv?

Kristendommen giver svar på disse spørgsmål. Ikke som en facitliste - slet ikke. Men den fortæller om nogle forvildede kvinder, som kom ud til en åben grav, -  om en mand, som sagde og gjorde ting, som var så mærkelige og dog så dragende,  at de er blevet fortalt op gennem hele historien. Og kristenheden fortæller historien om, hvordan menneskers liv har artet sig i denne tro, på godt og ondt. Men at livet har fået retning og mening i denne tro.





fredag den 30. november 2012

Sigrid Undset - en eksistentiel forfatter

Jeg er storforbruger af litteratur, og taler glad og gerne om hvad jeg læser. Derfor bliver jeg engang imellem spurgt, hvilken bog eller hvilken forfatter som har gjort størst indtryk på mig. Og når jeg er kommet igennem alle mine forbeholdt, vender jeg tilbage til Sigrid Undsets forfatterskab, og især Kristin Lavransdatter. Jeg har læst bogen flere gange med mange års mellemrum, og hver gang fået noget mere med mig, end sidste gang.

Men hvorfor er jeg så optaget af denne bog?
Hovedpersonen Kristin er af natur en lidenskabelig og selvrådig person, som via sin fars opdragelse  får indpodet ydmyghed, pligtopfyldenhed og underdanighed. Og fordi Kristin og hendes far står hinanden så nær, bliver faderens normer i Kristin en integreret del af hendes personlighed. Men Kristin bliver et splittet menneske, fordi hendes natur og normer er i strid med hinanden. Historien foregår i 1300-tallets Norge, og derfor spiller også kristendommen en afgørende rolle i hele Kristins liv. Ikke som en udvendig kulisse, men som en del af hele Kristins kamp.

Kristin forelsker sig lidenskabeligt i Erlend, en mand, som er helt uden de normer, Kristin har lært. Han er tro mod sin natur, den lidenskabelige, smukke og æstetiske mand, -  men pligterne og normerne har han ingen forståelse for, og dem lader han Kristin om. Hun derimod raser mod Erlends pligtløshed, fordi hendes opvækst har lært hende, at manden skal herske over hende, og det hverken kan eller vil Erlend. Og Kristins natur byder ham trods, og hun gør livet surt for ham, fordi han nægter at lave sig selv om.

Kristins kamp bliver en kamp i hende selv. Og Sigrid Undset er en stor menneskekender og virkelighedstro til det yderste. For Kristin bøjer sig ikke i ydmyghed overfor sin mand, eller overfor det liv, som hun selv har valgt. Og hun kan heller ikke bare lade stå til, men må tage sig af den store gård, børnene, tjenestefolkene - ja, alt det, som Erlend burde, men ikke gjorde. Kristin kæmper i sit gudsforhold, med sin tro, med sin mand - men først og fremmest med sig selv.

Jeg læste bogen første gang i begyndelsen af 70'erne midt i kvindefrigørelsens tid. Det var en lise og en stor inspiration til tænkning og overvejelse over kvindens liv, for bogen havde en ægthed og friskhed over sig, som starthalvfjerdserne ikke havde (i min optik). Ufordømmende og karsk beskriver Sigrid Undset det naturlige overfor det kulturlige og det religiøse, og ophøjer herved temaerne til ethvert menneskes kamp til alle tider. Og det er HERI jeg finder storheden i bogen.

Så kære bloglæser: Er du træt af det lette, nemme, overfladiske og selvkonstruerede liv, og trænger til ægthed, naturlighed, og til at få vendt de store eksistentielle spørgsmål, så anbefaler jeg Kristin Lavransdatter. Bogen er i tre bind, men en ren nydelse.

God fornøjelse!!

torsdag den 29. november 2012

Er du et ordentligt menneske?

Hvad vil det sige at være et ordentligt menneske? Underligt spørgsmål at stille, vil nogen mene. Det er da bare at opføre sig ordentligt? Ja, men hvad er det så? Er det så entydigt?

Det mener jeg absolut ikke, det er. I dag hvor alt er til debat, er også ordentligheden relativ og underlagt individuelle værdier. Hvis der overhovedet er tale om overvejede værdier, og ikke bare en kulturtradition, man flyder med - fra sit land, sin religion, sin politiske overbevisning, sin ideologi, sine fagfæller.
Eksempler:
- En morder bør straffes med dødsstraf, og hvis det er en særlig grusom morder, bør han smage tortur før han dør.
- Vi skal ikke behandle "dem" bedre, end de ville behandle os, hvis vi boede i deres land.
- Selvtægt er i orden, vores retssystem er for svagt.
- "De" skal bare ud af landet, hvis de ikke opfører sig ordentligt!

Hævn og vrede er de bærende kræfter i ovenstående udsagn. Og lovene gælder ligesom ikke for alle. Ikke desto mindre hævder mange "ordentlige" mennesker disse synspunkter.

Eksempler:
- Jeg har RET til at få opfyldt mine behov, og RET til at sige nej til ting, jeg ikke har LYST til.
- Jeg vil ikke flytte for at få et arbejde
- Jeg vil ikke tage et arbejde udenfor det, jeg er uddannet til
- Hvis jeg skal betale mere i skat, flytter jeg min virksomhed til udlandet
- Jeg vil ikke rette mig efter landets love, hvis jeg selv synes, de er forkerte

Individualisme og manglende solidaritet kan være overskrifter her. Men det er da vi ordentlige mennesker, der udtaler os således.

Eksempler:
-  Jeg skal have uddannelse, jeg skal frem i verden, jeg skal skabe karriere, og det er min egen fortjeneste, derfor er lønnen også min egen, og jeg skal sørge for at betale mindst muligt i skat.
- Jeg skal have flest mulige fradrag. Jeg er ikke bange for at fifle lidt med skatten, for den er alt for høj.
- Man er da et fjols, hvis man ikke tjener noget sort, eller benytter sig af sort arbejde.

Først mig selv, og så mig selv, og så måske min næste, og så mig selv en gang til. Hører de fleste af vi ordentlige danskere ikke til indenfor denne kategori? Og denne kategori er endda højt besunget p.t., for den holdning skaber vækst - et af tidens mantraer. Nåe nej, ikke det sorte arbejde, måske!

De gammeldags dyder: Ordholdenhed, ansvarlighed og ansvarsbevidsthed, pligtopfyldenhed, social bevidsthed og solidaritet, ærlighed, redelig, sandhed i ord og gerning, høflighed, hjælpsomhed, at yde efter evne og nyde efter behov, at alle har lige ret for loven, er ordentlighed.

Men ja, de er oldgamle. Og ikke gangbare i vor moderne verden. Nærmest lidt til at grine af.


lørdag den 24. november 2012

Søren Kierkegaard - 200 år i 2013

Næste år fejrer vi 200 året for Søren Kierkegaards fødsel. I en artikel i Kristelig Dagblad i dag, gives der udtryk for, hvor mærkeligt det er, at der ikke er samlet flere penge ind, og at ikke flere instanser har doneret beløb til at fejre dette. Og man sammenligner med det påstyr, der var i anledning af H.C. Andersenjubilæet. Ikke så mærkeligt, for disse to danskere er kendt og påskønnet over hele verden. Der kommer stadig mennesker fra hele verden for at lære dansk, så de kan læse Kierkegaard på originalsproget. Det er da fantastisk!

Men kender danskerne selv Søren Kierkegaard? De fleste synes, han er svær at læse. Men hvis man læser ham, som han selv anbefaler: Ord for ord, eventuelt højt for sig selv, og tænker og reflekterer over hvert ord, så er det såmænd til at forstå for de fleste. Det er måske heri vanskeligheden består. Vi er ikke vant til den langsomhed. Vi skal helst læse med høj hastighed, hvis vi da overhovedet læser.

Jeg vil godt her foreslå et par metoder til læsning af Søren Kierkegaard. For giver man sig først i kast med ham, og får man ham ind under huden, bliver man sulten efter mere. Men forfatterskabet er så omfattende, at man ikke sådan lige bliver færdig med det i en ruf. 24 bind udgør hans samlede værker.

Man kan f. eks. begynde med at læse om S.K. Her vil jeg klart anbefale Joachim Garffs bog S.A.K. Den giver en indføring i hans værker, sat sammen med S.K.'s eget liv, d.v.s. man får en forståelse for, i hvilken kontekst han skriver netop dette. Desuden får man som en pragtfuld sidegevinst et fantastisk billede af det København, som eksisterede på S.K.'s tid.

Man kan også læse noget om de begreber, S.K. bruger. Han kaldes eksistentialismens fader, ikke uden grund. Men med den religiøse dimension, i modsætning til de franske filosoffer, f. eks. Jean Paul Sartre. Men det er en god ide at få fat på de eksistentialistiske grundbegreber, såsom skyld, ansvar, fri vilje, angst, valg m.m. Johannes Sløk har bl.a. skrevet en lille bog om disse begreber.

En mulighed er også at læse Billeskov Jansens 4-binds værk "Søren Kierkegaard i udvalg". Det kan nemlig godt være en fordel at danne sig et overblik over S.K.'s værker, før man dykker ned i de enkelte bøger. For S.K. "leger" med forskellige muligheder og begreber i den menneskelige eksistens, endevender dem på kryds og tværs. Derfor skal man ikke tro, at han "mener" det, han skriver i hver bog. Bl.a. derfor udgiver han også en del af sine bøger under pseudonym.

Selvfølgelig kan man også bare gå ligepå ham. Her vil jeg godt anbefale bind 12 i de samlede værker: Kærlighedens gerninger. Sæt god tid af og læs evt. bare et par sider af gangen. Det vil give pote. I dette værk bliver man også fortrolig med S.K.'s fantastiske dybde og grundighed, når han udreder en tekst. Her er det: Du skal elske din næste som dig selv, - hovedessensen i kristendommen, hvor han skriver om denne ene sætning 5 gange ved skiftevis at lægge betoningen på det enkelte ord: Du skal elske din næste som dig selv. Du skal elske din næste som dig selv. Osv.

Når man selv glædes over noget, vil man gerne give det videre. Derfor håber jeg, at rigtig mange vil gå bare lidt forberedte ind i Søren Kierkegaardåret 2013.

fredag den 23. november 2012

Israel/Palæstinakonflikten

Som så mange gange før er konflikten mellem Israel og Palæstina blusset op igen. I den anledning er jeg ofte blevet spurgt: "Hvem holder du med"?
 
Der er ikke nogen, jeg holder mere med end andre, for hvis man spørger, hvem der har mest ret til at være der, så kommer det helt an på, hvilken tid man peger på i historien. 3.000 år før Kr. var der både jøder og araber i det område, vi kalder Palæstina, men de var nomader. Som vi jo ved fra GT opstod staten Israel under David omkring år 1000 før Kr. Og som vi bl.a. ved fra N.T. var området under Det Romerske Imperium i længere tid. Efter Jerusalems fald i ca år 70 blev jøderne drevet ud og spredtes over hele Mellemøsten og Europa. Herefter dominerede de kristne i området, indtil Islam hastigt voksede efter 600-tallet, og fra ca 1500 hørte området til Det Osmanniske rige. Og det gjorde det faktisk indtil slutningen af 1800-tallet, hvor den politiske bevægelse Zionismen opstod. Bevægelsen gik – og går – ud på at få oprettet en Israelsk stat i området. Efter 1. verdenskrig kom området under engelsk kolonisation, og herefter begyndte også araberne at arbejde på at få deres egen stat. Efter 2. verdenskrig var der skabt grobund i verden som helhed for at jøderne skulle have deres eget land, – de var i forvejen også begyndt at slå sig ned der i større og større tal. England overlod det til FN at sørge for fordelingen af landene. På det tidspunkt var ca en tredjedel i Palæstina jøder, resten arabere. Men jøderne fik tildelt ca 56 pct. af landet, araberne 42 pct og Jerusalem skulle være international. Palæstina skulle bestå af Gazastriben og en del af Jordans Vestbred, men allerede dagen efter udbrød der krig, idet israelerne besatte de områder, der var tiltænkt palæstinenserne. Siden har der været uroligheder, som mange forskellige parter har forsøgt at løse.

Hermed mit historiske oprids af Israel/Palæstinakonflikten. Så gad jeg godt se den, der med nogen ret vil hævde, at det ene folk har mere ret til at være der end det andet. Den almindelige befolkning – både blandt israelere og palæstinensere - går ind for at dele området, så der dannes 2 stater. En mindre del af befolkningerne, som mest består af intelligensiaen, mener, at landet skal være ét, og at man må kunne finde ud af at leve i fredelig sameksistens. Men herudover kompliceres tingene af de subkulturer og politiske partier, som findes på begge sider. Hamas vandt det sidste valg, må derfor anerkendes, men det bliver det ikke af mange lande, da det betragtes som en terrororganisation. Faktisk er Fatah også meget større.
USA har jo hidtil støttet Israel, men det ser ud, som om Obama lurepasser noget for tiden. Det er en betændt byld for hele verden, fordi det er brændpunktet for øst/vest-holdninger lige nu, og det betyder en helt masse for det, vi kalder Det Arabiske Forår. Men Obama har sandsynligvis sine betænkeligheder ved for ensidigt at vise sin støtte til Israel. USA - og også alle vi andre, er alt for afhængige af de arabiske lande, på grund af olien og på grund af de nuværende økonomiske forhold, så det skulle nødigt blive nødvendigt for USA at blande sig i de politiske forhold i Arabstaterne. Selv om mange mener, at bl.a. Syrien er blevet ladt i stikken.
 
Men hvornår/hvor - og med hvilken begrundelse bør USA - og/eller EU blande sig i mellemøstkonflikterne???
 
 
 

onsdag den 21. november 2012

Fjendebilleder

Nu vil man nedlægge Varde kaserne! Det kan jeg ikke li'! Den ligger nemlig alletættest på mig, hvis der kommer krig, og så er det rart at have forsvaret indenfor rækkevidde.

Hvad siger I? Er soldaterne ikke på kasernerne, hvis der bliver krig? Hm - hvor er de så? Det kommer an på, hvem fjenden er, og derfor hvor krigen foregår.

Ja hvem er fjernden egentlig? Det var så let, da jerntæppet stadig bestod. Øst og vest. De gode og de onde. Lige som i eventyrerne.

Men i dag? Er det muslimerne mod de kristne? Fundamentalister mod demokrater? Diktatur mod demokrati? Østen mod vesten? Kina mod USA? BRIKlandene mod dem, der ikke kan følge med? I-landene mod U-landene? Flertallene mod mindretallene? De rigtige mod de forkerte? Lande, der må have atomvåben mod lande, der ikke må? Kapitalisme mod socialisme? Undertrykkelse mod menneskerettighederne? Nordeuropæere mod sydeuropæere? Konkurrencedygtighed mod nulvækst? Kristendom mod sekularisering? De rige mod de fattige? Magt mod afmagt? Oplysthed mod uvidenhed? Korruption mod ærlighed? De fremmede mod os? Rockerbander mod parcelhusejere? Hells Angels mod Bandidos? FCK mod Brøndby? Alkohol mod hash? Religion mod ateisme? Enhedslisten mod Dansk Folkeparti?Globalisering mod nationalstat?

Nå nå, stop nu en halv! Nu har du da vist udvandet krigstemaerne! Som om det ikke var slemt nok i forvejen!

Har jeg?

Jeg hører oftere og oftere - godt nok af og til mellem linjerne - folk mene, at globaliseringen er et gode, fordi den til slut vil føre til det godes sejr over det onde, hvis vi nu bare tager alle modsætningerne over én kam. Og at alle mennesker over hele Jorden vil blive én stor familie. Det eneste problem, der består, er at få alle til at mene det samme om, hvad der er "det gode". Det er den teknologiske udvikling, som først og fremmest har ført til det, vi kalder globaliseringen. Og dermed har bragt mennesker over hele kloden tættere på hinanden end nogensinde før i historien (Så vidt vi da ved!) Men samme udvikling har også ført til, at vi dermed er længere fra hinanden end nogensinde før.

Hvordan det?

Fordi vi hele tiden skal konkurrere. For at klare os i globaliseringsræset. Ellers bliver vi hægtet af. Det betyder, at der hele tiden skal skabes vækst. Og mervækst. Altså mere end de andre nationers, så vi vinder konkurrenceræset. Og i konkurrencer er der altid vindere og tabere.

Samtidig med det har vi en ressource- og forurenings- og miljømæssig kraft hængende over os, som peger i modsat retning. Hvis vi bliver ved med at tro, at vækst er vejen frem, ødelægger vi Jorden, saver vi den gren over, vi selv sidder på.

Den virkelige krig - den, som betyder noget er den, der foregår indeni os selv: Kan og vil vi holde op med at tro, at vi kan "vækste" os frem? Kommer vi, inden det er for sent, til den oplysthed, som skal til, for at vi åbner vore øjne og hjerter og indser, at vi skal leve og lade leve, og at vi ikke hverken kan eller skal få alle til at blive som os og mene som os. Først i det øjeblik, vi trækker den ambition væk, er der håb for fremtiden.





mandag den 19. november 2012

Adventstid.

Snart er det adventstid -
Forhåbninger og drømme
slippes langsomt fri.
Jubelen og hjertets længsel
efter enhed og renhed
får nyt mod.

Snart er det glædens tid -
Stille kryber den ud
fra sit indre skjul.
Fyldes med livets bobler
langsomt og tøvende
folder den sig ud.

Snart er det håbets tid -
Taknemmeligt og ydmygt
formes det og bliver til tro.
Hele livets fylde
på klipper grundfæstet
i Ordet lagt.

Og kærlighedens tid -
Ny næring til alle sjæle
optages fra Helligånden.
Gives videre til alle dem
som ikke selv kan tro
og dog længes.




lørdag den 17. november 2012

Julegavebestillingslister

Ønskesedler er en uting! Og en uforskammethed! En bestillingsliste! Man kan sågar komme ud for, at vedkommende har skrevet, hvor tingene kan købes, hvilken farve det skal være osv.

Men hvad er en gave?

Det er noget, man ufortjent får, givet af kærlighed. En ting, som giveren har opsnappet i årets løb, at modtageren har ytret sig om, eller giveren bare lige har fundet helt rigtig til netop denne person. Noget, man selv har lyst til at give og glæder sig over at give.

Jeg læste for nylig om en, som skrev, at nu kom den tid, som hun frygtede, for folk begyndte at spørge, hvad hun ønskede sig til jul. Men hun vidste aldrig, hvad hun skulle sige, for hvis hun ønskede sig noget, så købte hun det jo bare, og hvis hun ikke bare købte det, så var det fordi, det var for dyrt, og så kunne hun jo ikke tillade sig at ønske sig det til jul. Jeg blev rigtig trist til mode, da jeg læste det. Og jeg tænkte: Er det sådan, det er? Men det så det ud til, for der var mange, der var enige.

Et eller andet sted ved vi godt, at folk køber det, de ønsker sig, og at de kun undlader at købe det, som er for dyrt. Mon ikke det netop er derfor, at julegavebudgetterne år efter år vokser. For hvis vi skal give noget, som er ønsket, så skal vi op i den dyreste ende, for ellers har vedkommende selv anskaffet det.

 Vi har finanskrise, og alligevel er der ingen materielle ønsker, for vi køber det, vi ønsker os! Altså nogen af os. Måske mange af os. Men mon dog ikke vi alle kender nogen, som ikke bare kan købe, hvad de ønsker sig? Jamen, skal vi ikke beslutte, at det så er dem, vi giver gaver i år? Måske ville kærlighedsånden så indfinde sig i gavegiveriet, i stedet for denne rethaveriske ånd om at få, hvad man ønsker, selv om man dårligt ønsker noget.

Eller også kunne vi beslutte, at give en enkelt en rigtig dyr julegave, som han aldrig selv ville have råd til. Og at de andre så ikke får noget! Hvor ville det blive en kærlighedsgave, og især, hvis vi selv afstod fra at få, men gerne ville give.

Jeg er selv opvokset med milimeterretfærdighed, velsagtens fordi mine forældre ikke havde været vant til bare at kunne købe, og da vi var 4 børn, skulle alle have lige meget, havde de syntes. Måske godt nok, men da vi børn blev større, begyndte vi at synes, at det var lige lovlig meget med denne form for retfærdighed. Det resulterede da også i, at jeg selv har opdraget mine børn til ikke at have denne milimeterretfærdighed. Jeg kan godt give den ene en stor gave, og de kan glæde sig på dennes vegne, uden selv at forvente at få en tilsvarende stor gave. Og det glæder jeg mig over. For hvor er det da vigtigt at kunne glæde sig på andres vegne.

Da min yngste var 3, skrev hendes 2 ældre søskende ønskesedler, side op og side ned. Vi spurgte hende: Hvad ønsker du dig til jul: Jeg ønsker mig bar' et lægesæt, sagde hun stilfærdigt med bøjet hoved. Da juleaftens gaveudpakning kom, fik hun som det første sit lægesæt, og hun blev så glad, og gik ud af stuen. "Hvor skal du hen"? spurgte vi. "Op på mit værelse og lege med mit lægesæt", svarede hun. "Jamen, der er da mange flere gaver", sagde vi. "Jeg vil ikke have flere", svarede hun.

Og der sad vi med alle vore talenter - og pakker. HUN havde forstået det, det havde vi ikke. Jeg tænker altid på det, når jeg ser børneværelser bugne af legesager. Jeg fatter det ikke. Kan man nå at glædes over noget, når man hele tiden får så meget? Ak ak ak.

Jeg foreslår at give til et sponsorbarn via Børnefonden. Eller give hinanden en ged, høns, ris ja, hvad som helst, som en symbolsk gave til en, som trænger. Og til de ældste i familien: Giv en hjælpende hånd, det vil blive værdsat meget. Og til de unge familier med børn: Giv en babysitting, det vil de elske. Og sådan kan man sikkert finde noget, som ikke er så meget værd materielt, men som har uendelig betydning for netop denne person.

I håb om rigtig stor og oprigtig kærlighedsgiveri denne jul!!

mandag den 5. november 2012

Apocalypse now?

Så hørte jeg lige endnu engang i radioen, at dommedag kommer i år. Der har været flere "forudsigelser" i år. Først skulle den være kommet d. 21. maj, iflg. en amerikansk prædikant. (Artikel i Kristelig Dagblad 11. maj). Og tidligere på året kunne vi læse, at iflg. Mayaernes kalender går jorden under 21. december 2012. Jehovas Vidner har også med sindrige systemer udregnet datoer, men de er passeret.

Man kan undre sig over, hvad der til stadighed får forskellige mennesker til at komme med datoer for dommedag. Iflg. Jesus selv, ville den komme "som en tyv om natten", og ingen ville kende dagen, men det er rigtigt, at de første kristne havde en forventning om, at Jesus ville komme igen indenfor meget kort tid, d.e. indenfor apostlenes egen levetid.

Kan moderne mennesker "bruge" dommedagsforudsigelser til noget? Jeg mener, vi kan bruge helhedsforståelsen af forudsigelserne om Jesu genkomst til at forstå, at enhver dag kunne være den sidste i vort liv. Som en påmindelse om hver dags enestående og aldrig tilbagevendende nu. Som en påmindelse om, at hver dag også er en gave, og at vi kan rette vor taknemmelighed over at få lov at opleve endnu en dag mod Gud. A.O. Vinje har i sit smukke digt "Våren", som Edvard Grieg har sat musik til, skrevet: Endnu engang fik jeg vintren at se, mod våren at stunde...Og Blicher har skrevet: Sig nærmer tiden, da jeg må væk, jeg hører vinterens stemme, thi også jeg er kun her på træk, og haver andetsteds hjemme. I begge digte udtrykkes et ældre menneskes eftertanker om livet, der måske snart er slut.

Martin Luther blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han vidste at jorden ville gå under i morgen, og han svarede. "Så vil jeg plante et træ i dag". Det er vel denne indstilling, vi skal have til livet og til livets slutning. At leve hver dag, som om det er den sidste, og samtidig som om vi har tusinde år. Carpe diem - grib dagen, - disse ord kendes nok bedst fra filmen "Døde poeters klub" - og de minder os igen om, at leve livet NU.

Men at spekulere i, hvornår jorden går under, hvornår Jesus kommer igen, hvornår det er dommedag, hvornår det er de sidste tider, den yderste dag, apokalypsen - ja, det giver ikke nogen mening. Jeg har lært, at det da også var til megen diskussion, da biblen blev kanoniseret ved Nikæamødet i 325, om Johannes' Åbenbaring overhovedet skulle medtages i biblen. I hvert fald har Åbenbaringen været til uhyre diskussion op gennem hele kirkehistorien, og Luther selv var da stærkt i tvivl om bogens sandhedsværdi og forståelse. Men at bogen har haft kolossal betydning, især i middelalderens tænkning, er der ingen tvivl om. Det er herfra, vi har de uhyrlige påstande om helvedes flammer, at skille fårene fra bukkene, og andre skræmmende billeder. Og det er også herudfra, at Dante skrev sin berømte "Den guddommelige komedie". Den dag i dag er der stor uenighed i læren om Åbenbaringsbogen på de teologiske fakulteter. Jeg vil her læne mig op af, hvad Ricardt Riis - en af topbloggerne  på "eftertanke" - skriver, at enhver af os jævne mennesker er ekspert i vort eget liv og forståelsen af biblen udfra vores egen samvittighed.

Så når vi hører dommedagen fastsat til en bestemt dato endnu engang, må det minde os om, at vi har dette ene liv her på jorden, og at vi må forvalte det som noget meget meget dyrebart.

lørdag den 3. november 2012

Grønland - Danmarks stedbarn?

http://politiken.dk/politik/ECE1801152/storpolitisk-spil-er-i-gang-om-groenlands-raastoffer/?ref=nyhedsbrev_politiken-morgen


Grønland og Danmark har et rigsfællesskab, som vi alle ved. Vi ved også, at Grønland har fået selvstyre, og dermed gradvis større selvbestemmelse.

Imidlertid står Grønland i nogle presserende problemstillinger, som Danmark nok skulle blande sig noget i. Dels fordi vi SKAL iflg. rigsfællesskabets aftaler, og dels fordi Danmark har kæmpe interesser på spil. I Grønland bor der kun ca. 57.000 mennesker. Og p.g.a. landets størrelse er det udelukket, at der kan være et retsvæsen, forsvar, politi, som landet selv dækker, og derfor er det da også Danmarks forpligtelse at opretholde disse dele.

I øjeblikket forhandler Grønland med Kina om at Kina skal financiere anlæggelsen af en jernmine, som et britisk selvskab vil stå for. Til ingens overraskelse har Kina stor interesse i at få sparket en kæmpestor fod indenfor i Grønland. I første omgang i anlæggelsen, og dermed andel i udbyttet, af en jernmine ved Nuuk, men i næste omgang er der mange andre råstoffer - og ikke mindst olien - som kunne komme Kina til gode.

Hvorfor hører vi så godt som intet om, hvor Danmark står i denne sag? Det er da ellers en sag af temmelig stor økonomisk, rets- og sikkerhedspolitisk interesse. Hvorfor er Danmark, eller evt. EU ikke mere ihærdige med at være med i beslutningen om anlæggelsen af miner, og i øvrigt af udvindelsen af råstoffer i Grønland? Visse røster hævder, at der ikke er nogen i EU, der har råd til at skyde et tocifret milliardbeløb i anlæggelsen af en jernmine med fabrikker, vejanlæg osv.

JEG forstår det ikke. Siden finanskrisen begyndte i 2008 har det samlede  EU skudt 53 tusind milliarder i bankpakker. Måske kunne det nytte noget at skyde penge i udvinding af råstoffer i Grønland.

Men det ser ud, som om Danmark har sovet i timen! Og at Kina løber af med sejren. Og hermed får Danmark et stort forsvarsprojekt og retsprojekt at skulle bekoste i Grønland, for det er iflg rigsfællesskabsaftalen Danmarks område at sørge for det stadigvæk. Og selv om der ikke er nogen, der forestiller sig en invasion af kinesere i Grønland, er et retssystem særdeles påkrævet - både for grønlænderne selv, samt for de britere og kinesere, som kommer til at arbejde med og i minen fremover.

Måske skulle Danmark være "på forkant" med udviklingen, og sørge for en "fremtidssikring" af Grønland, og dermed tage sin del af ansvaret for den globale sikkerhed på sig. For der bliver uden tvivl slåskamp om udvinding af råstofferne under alle omstændigheder.

torsdag den 1. november 2012

Julefrokoster koster

Så folkens! Så er det tid til de indledende manøvrer angående årets julefrokoster! Hvis du ikke allerede ved det, så er antallet af julefrokoster, du skal til, ligefrem proportionalt med din status! Eller rettere: Det giver høj status at skulle til mange julefrokoster!

Nu har december jo som bekendt kun 23 dage, inden juleaften, så der skal nås mange julefrokoster på kort tid. Derfor er der også nogen, der allerede begynder i november. Eller, som konsekvens, udskyder julefrokosten til januar.

Lad os nu se en gang: En julefrokost på egen arbejdsplads, - helt undtagelsesvis også på mandens arbejdsplads. En med gymnastikholdet  En med kolleger fra en tidligere arbejdsplads. En med to bedsteveninder. En med strikkeklubben. En med madklubben. En hos tante på plejehjemmet. En i yngste datters klasse. En i ældste datters klasse. En i søns klasse. Foruden forskellige arrangementer omkring børnene: Spejder, håndbold, atletik, klubben, osv osv.

Det bliver vist ca. 10. Og så alle småarrangementerne. Ikke helt dårligt!

Det at skulle til mange julefrokoster viser, at du har en stor omgangskreds, at du er "social", at du har mange venner, at dit liv sandelig er indholdsrigt, at du har travlt (hvilket i sig selv giver høj status), at du er et aktivt menneske, at du elsker fest og farver.

Det viser også, at du ikke er bange:

- for at få tusindvis af ekstra kalorier
- for at få flere end 7 genstande pr uge
- for at få for lidt søvn
- for at spise for fedt
- for at få toiletpapir i pakkelegene
- for at "naturen går over optugtelsen"
- for tømmermænd
- for friske unger dagen derpå
- for at "komme til" at bruge for mange penge

Du er bare med på beatet, er en af vor' egne, en rigtig hyggelig festabe...

Koste hvad det koste vil......

onsdag den 31. oktober 2012

For lækker til liv?

Sidste år var jeg til et-eller-andet-års-jubilæum i min gamle realklasse. Der snakkede jeg bl.a. længe med en gammel klassekammerat, som arbejdede blandt Københavns allerlaveste klasse. Det var en uhyre oplysende samtale for mig, som ellers tror, at jeg er vidende om det meste af, hvad man kan komme ud for her i verden. Min kammerat sagde på et tidspunkt. "Jeg overraskes til stadighed over, hvor mange forskellige måder, mennesker kan være til på".

Jeg kom til at tænke på denne episode i dag, da jeg tilfældigt kom til at sidde og se lidt af udsendelsen:" For lækker til love", på TV3. Indrømmet: Jeg ved ikke meget om dette program. Men jeg sad nærmest paralyseret og gloede på en pige, der om sig selv sagde, at hun var så smuk, så hun godt kunne tillade sig at vælge en mand, der tjente helt vildt godt,  for hun ville være forstadsfrue, leve et liv, hvor hun kunne bruge alle de penge, hun ville, og manden skulle forsørge hende. Og jeg så en mand, der nærmest udelukkende gik op i sin krop, og "forlangte" en pige, der var superlækker, for det kunne han godt tillade sig. En bøsse, som - ja, indrømmet, jeg kunne ikke holde ham ud, så jeg nåede kun at se, at han i hvert fald ikke gad en fyr, der var på S.U. "En fyr der skal spare op en hel måned, før han kan invitere mig ud at spise. Det GÅR bare ik'"! Sagde han.

Og så er det, jeg tænker: Hold da helt op! Bor disse mennesker i Danmark? Er de LEVENDE mennesker? De lyder som konstruerede romanbladfigurer. Og hvis de var skuespillere, ville jeg sige "godt spillet". Men det er desværre ikke tilfældet (Så vidt jeg da ved). Og videre: HVORFOR laver TV3 dette koncept? Nå, o.k. de har sikkert købt konceptet fra USA. Men HVORFOR ser folk så dette program?

Den ene af mine  døtre siger: Fordi folk elsker at se noget, de bliver forarget over. Ja, der må jeg jo gribe i egen barm og sige: Hvorfor hunne sidder jeg og gider skrive om noget, jeg bliver så forarget over. Men nej, det er ikke forargelse, jeg føler. Jeg føler overraskelse, undren, målløshed.

Jeg bliver også noget forstemt. Hvem er det, der sidder og ser disse programmer? Nu kan jeg mærke, at mine fordomme står i kø. Det er mennesker, som ikke selv har noget liv. Der ikke har et arbejde. Der ikke kan holde deres eget liv ud, og derfor flygter ud i denne pseudoverden. Der keder sig. Der aldrig har læst en bog. Der ikke er de skarpeste knive i skuffen.

Jeg har intet imod underholdning. Heller ikke plat underholdning. Men der må da være en ide med det, og det er her, jeg godt nok trænger til belæring. For hvad er ideen med "For lækker til love"?

Jeg gider ikke sidde og klappe mine veninder på ryggen, mens vi hyler af grin over, hvor åndssvage de agerende i programmet er. Men jeg er oprigtigt interesseret i, hvad det er ved sådan et program, som får folk til at sidde og se det igen og igen. SÅ lækker en følelse er forargelse vel heller ikke?

Eller hvad???

Belær mig, please!!!

mandag den 29. oktober 2012

Rustvogne discount...

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/484403:Danmark--Nye-rustvogne-skal-fragte-fire-doede-ad-gangen

Jeg ved det - jeg ved det! Det er ikke god tone at gøre grin med døden eller alt omkring døden! Men der er ikke noget at gøre. Efter at jeg så denne overskrift, er min fantasi løbet løbsk. Og nu har vi jo lige hørt en historie om, hvordan ligvogne bliver væk, lig stjæles og forbyttes og lignende, så nu er det da SLET ikke til at lade være med at forestille sig alt muligt.

For fremtiden skal man gå rundt med et kort, hvorpå der står, hvem man IKKE vil kremeres sammen med. For det tilfælde at man pludselig skulle falde død om, og en anden, som man absolut ikke bryder sig om, skulle gøre det samme på samme tid. Uf at ligge der i flammerne ved siden af den ækle fru Olsen, som altid skulle brokke sig over alting.

Der vil også gå konkurrence i, hvem der har den flotteste kistepynt, når nu kisterne skal ind i rustvognen ved siden af hinanden. Eller der kan forekomme en forbyttelse. Hvis man nu bedre kan lide den kistepynt, som ligger på Jensens kiste, kan man så ikke snildt komme til at bytte den om med den på Onkel Svends? Men så kan der jo faktisk ske det, at bedemanden tror, at Onkel Svends kiste er Jensens? Hold da op, hvad det kan afstedkomme.

Hvis nu Jensen har været en gemen forbryder, som ikke er blevet opdaget, og "Sagen genåbnet" tager hans sag op, når der er gået 15 år? Ja, så kan man ikke grave hans lig op, eftersom han jo blev kremeret. Men man kan da til den tid nemt falstslå hans identitet via asken i urnen. Nu er urnen jo forvitret efter 15 år, så det bliver LIDT svært. Meeeen, der lader sig nok finde et enkelt lille DNA, som identificerer Jensen. Hovsa, det er slet ikke Jensen, viser det sig. Hvordan det? Jo, for man havde jo selvfølgelig Jensens DNA i forvejen i DNA-kartoteket.

Hvorfor faen sku' han så graves op? Ja se, DEN historie kan man læse om i Arne Dahls næste krimi: Det forbyttede lig!

"Det bliver pæne vogne, som bliver affjedrede, så kisterne står stille hele vejen", siges der i artiklen. Ja, uha da da. Tænk, hvis én af de afdøde slet ikke var død, men blot skindød. Og sprang op af kisten og befandt sig i en rustvogn med tre andre kister. Han ville garanteret få et hjerteslag!!!

Det minder mig om en anekdote af en nu afdød præst, og jeg nævner ingen navne: Den temmelig skrappe frue Amalie Josephsen døde. Det var ikke fri for at være en lettelse for afdødes efterladte mand. Hun skulle jo begraves fra den stedlige kirke, som imidlertid havde en noget smal indgangsdør, og da afdøde Amalie Josephsen ikke havde været af de allermindste, som har gået på Guds grønne jord, kneb det noget med at få kisten igennem døren til kirken. Idet man på flere måder prøver at få kisten ind, går låget op, og det viser sig sørme, at fru Josephsen kun har været skindød.

Mange år senere dør så bemeldte Amalie Josephsen. Idet man bærer kisten ind gennem kirkedøren, udbryder manden: "Pas å æ dør"!

Nogle tanker om hævn og straf.

 
Fra tid til anden taler vi om fængselsstraf herhjemme. Sidst aktualiseret i debatterne om tandlægebehandling og uddannelse af indsatte. (I dag bl.a. dead-line 22.30)

Hvorfor straffer vi?
- Gengældelse/hævn
- Som afskrækkende eksempel
- Så laver den kriminelle ikke kriminalitet i den tid
- Som et hensyn til ofrene
- For at leve op til folks retsfølelse
- For at udelukke den kriminelle fra folkefællesskabet
- Det virker forebyggende
- For at sende signalværdier om, hvad der er rigtigt/forkert – eller i dagens oversættelse: Acceptabel/uacceptabel adfærd.

I Finland valgte man for 30 år siden at halvere straffemassen ved at sænke strafferammerne markant. Dette har ikke ført til en stigning i kriminaliteten. I USA har man i den tilsvarende periode fordoblet straffemassen. Dette har ikke ført til et fald i kriminaliteten.Man kan derfor vælge, om man vil sende politiske signaler i den ene eller den anden retning: Ved at skærpe eller ved at lempe straffene.

I Danmark følger vi i disse år USA’s eksempel ved at skærpe straffene markant. Og hvorfor gør vi det? Det ser jo ud til, at det koster. Vi har ikke fængselspladser nok, og hvad der foregår i fængslerne, er vel ikke egnet som rehabilisering? Så må vi nedsætte strafudmålingen, udskyde visse fængselsafsoninger, bruge fodlænke i større udstrækning - samtidig med, at vi hele tiden må passe på ikke at afkorte straffen for meget. For det allervigtigste i den forbindelse er folks retsbevidsthed. Retssystemet ville ikke kunne opretholdes, hvis befolkningen ikke i det store og hele mener, at det der sker, er retfærdigt.

Vi kommer ikke uden om, at fængselsstraf handler om hævn. Vi kender begrebet  hævn fra de ældste skrifter, vi overhovedet kender til. Fra Det Gamle Testamente, fra samtlige mytologier, fra slægtsfejder. Hævn forbindes med genoprettelsen af en balance, som ved udåden blev brudt. Genoprettelsen handler for offeret om ære og  retfærdighed i og med at gerningsmanden straffes.

Men hvad handler den om for gerningsmanden? For nogle om soning af en forbrydelse, som de godt ved er en forbrydelse. Og et håb om, at denne soning kan føre til tilgivelse. For andre en følelse af uretfærdighed og urimelighed - og for nogle bare en gennemgående følelse af meningsløshed, af fortrydelse, og muligvis en bekræftelse af den holdning, de havde i forvejen, nemlig at samfundet er råddent. Og dermed bestemt ikke hverken anger eller håb om noget som helst andet, end at denne forbandede tid skal gå så hurtigt som muligt.

Når vi taler om uddannelse i fængslerne til de indsatte, taler vi om resocialisering. Det vil være bedst for de indsatte, hvis de uddanner sig, opkvalificerer sig, til de igen skal ud på arbejdsmarkedet. Det vil også være bedst for "alle vi andre", for så er risikoen for, at de igen begår noget kriminelt, ikke så stor, som hvis de ikke uddannede sig i fængslerne.

Men kan vi have det? I hævnfølelsen ligger, at gerningsmanden ikke skal have det for godt. Det grelleste eksempel, jeg lige kan komme i tanke om, var den unge mand, som kom i kokkelære hos Claus Meyer. Det skal så siges, at han kun var "ude" om dagen. Men alligevel. Og imens måtte offeret slås med indlæggelser, operationer, forsikringssager, økonomi og et ødelagt liv.

Hører det med til hævnen, at gerningsmanden ikke må uddanne sig? I hvert fald ikke alt for meget. Men må han godt arbejde? Læse? Se tv? Være på nettet? Må han få ordentlig mad? Dyrke fitness? Eller har han bare at ligge på sin hårde bænk og leve af vand og brød??

Kan vi mennesker, ved at se det fornuftige i uddannelse af indsatte, overbevise vores hævnfølelse om, at det er "godt"? Ikke kun for gerningsmanden, men også for befolkningen efterfølgende. Eller er hævnfølelsen større end fornuften? Se, det synes jeg, er et interessant spørgsmål!







 

søndag den 28. oktober 2012

Rigtige venner - og rygklappere!


Der er dem, der mener, at rigtige venner er det samme som rygklappere. Dem, der altid er enig med dig. Der mener det samme som dig. Der kan blive enig med dig i, hvem I skal rakke ned. Så er der dem, der mener, at rigtige venner er dem, der siger deres mening til dig. Som ikke sætter uenighed lig med uvenskab, men som tværtimod sætter pris på uenighed som en kilde til vækst og frugtbarhed. Jeg hører absolut til i den sidste kategori.

Jeg synes, det er rigtig svært at have med den første gruppe af mennesker at gøre. Det er dem, der bliver sårede, hvis du giver udtryk for en anden mening end deres. Ofte dækker deres sårethed over et meget lavt selvværd. I sig selv kan personer med et højt selvværd så virke provokerende og irriterende ved deres blotte tilstedeværelse.

Rygklapperne er også dem, som tager alting personligt. I grelle tilfælde kan det udarte til den rene paranoia. Og som bærer nag. Og som aldrig får løst en konflikt, men når en passende tid er gået, evt. kan "tilgive" personen, man er blevet sur på. For surhed er et yndet middel. Og tavshed. Sarkasme. Ironi. Og sladder. Snakken med alle andre om, hvor træls en person, x er.

En rigtig ven er for mig en, som siger til mig, hvis jeg har gjort noget forkert. Og som jeg lytter til, for når en af mine venner siger sådan, betyder det noget. Det kan godt være, at jeg ikke er enig, men jeg gør mig umage for at forstå, hvad hun mener. Det kan også godt være, det gør ondt, det hun siger, men hun skal have tak for, at hun alligevel har mod til at sige det. DET, som jeg ikke selv kunne se, som jeg ikke selv var opmærksom på, som jeg muligvis slet ikke forstod. Men som jeg lærte noget af.

For rygklapperne er det altid de andre, der er noget i vejen med. Det er altid deres skyld. Aldrig "vores". Rygklappere er nemlig også meget forhippede på at dele folk op i "dem og os". Der er de rigtige, og så er der de forkerte.

Tænk, hvis der ikke var nogen i dit liv, som korrigerede dig! Du ville blive et mærkeligt menneske. Lide af en blanding af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Lyder det selvmodsigende? Overhovedet ikke, det er endda temmelig almindeligt. Se dig om i din omgangskreds. Du ville aldrig få rettet dine små og store fejl og mangler. Du ville måske opleve, at mennesker tog afstand fra dig, men du ville ikke vide hvorfor, for det havde de ikke fortalt dig.

Sladder opstår, når vi ikke konfronterer mennesker direkte med et rygte, en mistanke eller lignende. Vi er feje, når vi ikke gør det. Uha, jeg skal ikke blandes ind i noget, siger vi måske, alt imens vi hygger os med at udbrede rygtet i frokostpausen. Undladelsessynder er også synder. Det du IKKE sagde til rette vedkommende gjorde måske, at hun mistede overblikket, ikke fik rettet en fejl osv.

Børn skal roses, så får de selvværd, siger nogle. Det mener jeg, er forkert. Børn skal lære, at når de gør noget, som er rosværdigt, så skal de have ros, ellers ikke. Dem der roses uden de har gjort noget godt - det er dem, som stiller op i x-faktor og tror, de er Guds gave til menneskeheden. Og som vi andre synes er pinlige og latterlige. Men det gælder så sandelig også voksne. Voksne skal heller ikke skamroses. Men anerkendes for noget anerkendelsesværdigt.

Mine børn ved godt, at de ikke skal give mig en kop, hvor der står: Verdens bedste mormor eller farmor. For det ved de godt, at jeg ved, at jeg ikke er. Eller verdens bedste mor. Men når jeg får et knus og de siger, at de elsker mig, så ved jeg, at de mener det. På trods af mine fejl og mangler. Og det samme gør sig naturligvis gældende omvendt. Jeg påtaler, når de har gjort noget, som er forkert. Men jeg undlader heller ikke at lade dem vide, at jeg elsker dem. Også selv om de godt vidste det i forvejen.

tirsdag den 23. oktober 2012

Knækkes canceren i uge 43?

Er det ikke at tage munden lige lovlig fuld, når TV2 i denne uge siger, at de "knækker canceren"? Selvfølgelig er vi da med på, hvad der menes, og selvfølgelig er det da slet ikke politisk korrekt at kritisere en sådan kampagne.

Det er GODT, at der bliver gjort noget for at samle penge ind til forskning af denne sygdom. Det er GODT, at Kræftens Bekæmpelse og TV2 har indgået et samarbejde, så der ikke bliver en eneste dansker tilbage, der ikke ved, at uge 43 er Knæk Canceruge. Det er GODT, at Vild med dans kommer til at stå i Knæk Cancerugens tegn. Det er GODT, at Go' morgen og -aften Danmark handler om Knæk Cancerugen. Det er GODT, at der i øjeblikket sendes dokumentar- og andre film om Cancer. Det er GODT, at alle nyhederne på TV2 har indslag om Knæk Cancerkampagnen. Det er GODT, at 'Hvem vil være millionær' støtter Knæk cancerkampagnen.  Det er GODT, at der kommer et kæmpeshow som slutning på denne uge.

Du skal give af et rent hjerte! - Dette udsagn er de fleste enige i. Men hvad vil det så sige? Et rent hjerte? Hvad er det? Jeg tror, vi har en forestilling om, at vi "skal tænke på næsten", eller "skal give til dem, der intet har". Her kan der snige sig en lumsk tanke ind om, at i dagens Danmark er der ikke mange, der "intet har". Nå, men så kan vi da give til 3. verdens lande. Hm jah, det er heller ikke så ligetil. Hvem ved, hvad der går til korruption og slet ikke kommer de nødlidende til gavn.

Man skal skynde sig at give, når man får tanken om at gøre godt, - inden den gode tanke bliver til en bagtanke, såsom: Hvad kan jeg selv få ud af det? Hvad er til min egen fordel? Kan jeg trække det fra i skat?

Ak ja, vi har mange problemer med velgørenhed. Man ser for sig gamle dages overklassekvinder til diverse teselskaber, strikkeklubbernes årlige bazarer, de politisk korrekte subkulturgruppers rynken på næsen.

Men hvad er det da at give af et godt hjerte? Det er at ynkes over modtagerne af vores velgørenhed.
Modtagerne af velgørenhed er fuldstændig bedøvende ligeglad med, hvilke motiver, velgøreren har. Om den kommer fra facebook, fra den dårlige samvittighed, via et TV-show, fordi det er jul, fordi vi røres af nyderne, for at føle os gode, fra logerne, fra erhvervslivet, fra frivillighedsarbejde, fra Frelsens Hær, for at slippe for at se på andres nød og elendighed - ja, jeg kunne blive ved. Det er slet ikke vore motiver, det kommer an på, vi vil for det meste ikke have særlig rosværdige motiver til velgørenhed. Så glem alt om, hvorfor du giver, bare GIV.

Hvorfor er det så, jeg er ved at brække mig af alt dette gode???

Fordi det er alt for alvorlig en sag til at skulle omklamres af denne forpoppede reklameverden.

Fordi overdosering giver immunitet

Fordi det er en gang forløjet vrøvl, at canceren knækkes i denne uge. Det lyder, som om, at når denne uge er omme, så har man løst cancerens gåde. Gu' har man da ej. Naturligvis ved jeg da godt, at en eller anden smart reklamemand - nå-e nej "innovationsteam" - har siddet og regnet dette slogan ud. Det smager af, at man har løst - eller i hvert fald NÆSTEN - har løst kræftens gåde. Og efter denne uge, hvor pengene gerne skulle vælte ind, da har man i hvert fald NÆSTEN løst kræftens gåde.

Det er uærligt. Det er hæsligt. Det er urespektfuldt.

Og alligevel: Bare giv!!!

søndag den 21. oktober 2012

Etik eller frelse?

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/483108:Kirkeanalyse--Kirkeanalyse--Den-etiske-Jesus-staar-i-hoej-kurs

"Det er blevet almindeligt at referere til de kristne værdier. Det hører vi igen og igen politikere gøre i medierne. Men spørgsmålet er, hvad der menes, når vi taler om kristne værdier." Sådan skriver Iben Krogsdal i Kr.Dagblad 19. oktober.

Og det synes jeg er en debat værd. For hvad vil "kristne værdier" sige? Det er en kristen etik, som bygger på næstekærlighed og tolerance, mener Iben Krogsdal, at "folk" vil koge værdierne ned til. Hjælpsomhed og omsorg - især for de svage, uanset om det er et familiemedlem, den hjemløse eller en muslim. Jesus er blevet et forbillede på, hvordan vi "bør" leve livet. Godt nok kan vi ikke altid leve op til dette forbillede, men det er godt at have et.

Men er kristendom etik? Ja, her deler vandene sig, som beskrevet i artiklen. Også indenfor "kirkefolket" selv og teologerne.

Jeg hører til dem, der mener nej. Kristendom er ikke etik. Etikken kunne lige så vel hedde humanisme. Hvad skal vi med Kristus i den sammenhæng? Masser af filosoffer, litterater, fyrtårne op gennem historien, og langt tilbage til oldtiden, endnu før Kristus blev født, har slået til lyd for en etik, der bygger på humanisme. Her kommer Jesus ikke med noget nyt.

De skriftkloge og præsterne på Jesu tid var da også meget forhippede på at leve op til det. Så forhippede, at de gjorde loven - den gamle Moselov - til det øverste, man skulle opfylde. Og at Jesus bryder sabbaten, gør godt på den, helbreder osv, - det er et brud på loven. Men ikke nok med det: Jesus gør loven endnu strengere. Så streng, så man nærmest ikke kan leve op til den. Se Bjergprædikenen, Matt 5.

Hvorfor gør han det? For menneskets skyld.

Men er det ikke en selvmodsigelse, når mennesket nu ikke kan leve op til den? Nej. For Jesus sætter kærligheden ind OVER loven. For han er ikke kommet for at nedbryde loven, som han selv siger, men for at fuldkomme den. Og det gør han ved at sætte mennesket fri. For han opfylder selv loven. Det gør han ved det liv, han lever på jorden. Det gør han ved alt, hvad han lærer mennesket, bl.a. gennem lignelserne. Det gør han ved at være Guds søn på jorden. Det gør han ved at være blevet menneske af Gud. Det gør han ved at dø som menneske. Og ved at opstå af graven. Og ved at sende Helligånden. Og ved med alt dette at give os det glade budskab, som "evangelium" betyder: Menneske, du er frit! Gå ud i verden og lev dit liv, i kærlighed til Gud og næsten.

Nå, men når nu vi er frie, hvad skal vi så med Gud?

Vi skal høre, at det er ham, der giver os friheden, ligesom det er ham, der skabte os. Vi skal lægge hele vort liv i hans hænder. For han er ikke en død Gud, der levede dengang i middelalderen, da folk var uoplyste. Nej, han lever med os, røres med os, bevæges af os. Hvorfor skulle vi ellers kunne bede til ham? Han er den, der tilgiver os al synd, - og hvis ellers vi lever et sandt menneskeliv, så har vi brug for det hver eneste dag.

fredag den 19. oktober 2012

Kærlighed transponeret til venskab

Vil du undvære, hellere end at nøjes?? I kærlighed kan der ikke være så stor tvivl. Den, der en gang har elsket i sandhed, kan aldig siden elske på skrømt. Når du ikke er i tvivl, og når han ikke er i tvivl, så er elskov mulig. Men heller ikke før. Alt andet er hormoner, sex - og har derfor intet med kærlighed at gøre. Det er o.k. hvis det er sex, man vil. Men hvis det er kærlighed, så er det ikke godt nok.

Sådan sluttede et af mine tidligere indlæg "Hellere undvære end nøjes".

Jeg begynder dette indlæg på denne måde, fordi det i mange år har undret mig, hvorfor mange mennesker er så forhippede på at være venner med en ekspartner. Jeg forstår ikke, hvordan et menneske, man en gang har elsket dybt og inderligt kan forvandles til en ven. Jeg kan jo se, at det fungerer for en del, så derfor må det jo kunne lade sig gøre. Men men men...

- "Han er et dejligt menneske, og selv om vi ikke duede til at være kærester/bo sammen, vil jeg ikke miste ham som menneske". Det er nok det argument, jeg oftest støder på. Og selv om jeg godt med mit intellekt kan forstå, hvad der menes med det, kan jeg med hjertet slet ikke have med det at gøre. I mit verdensbillede vil en eksmand/kæreste  altid vedblive at have en kolossal betydning i mit liv. I mit indre liv. Jeg vil altid tænke på ham som et menneske, jeg engang har elsket. Jeg kan ikke transponere denne følelse til en venskabsfølelse. For mig ville det også betyde en degradering af det, som vi to havde sammen. Det hører med til min livsfortælling, at den kærlighed var så stor, at den ikke kan ændres, trods det at vi måtte gå fra hinanden.  Og det ønsker jeg heller ikke, at den skal.

Jeg har haft andre forhold. Forhold, som var slut, da vi gik fra hinanden. Og som det overhovedet ikke giver mening at vedligeholde som venskaber. Dertil var vi bare for forskellige - vokset for meget fra hinanden - færdige med hinanden. Det var som en intens opvisen af følelser, som så forsvandt. Men var det kærlighed?

Så er der jo elskere. Men dem giver det slet ingen mening at nævne i denne sammenhæng, for de kan både blive til venner eller forsvinde ud af ens liv, når forholdet er slut. Det er helt ligegyldigt.

Et andet argument, jeg hører:  Han er mine børns far. So what! I har at opføre jer ordentligt overfor hinanden, være venlige, være ordentlige, i det mindste når børnene er der. Hvor stor en idiot, du synes, han er, holder du for dig selv. Det er topmålet af illoyalitet at hænge eks'en ud overfor børnene. Men lad være at foregøgle, at I er venner. Til gengæld har du pligt til at opføre dig ordentligt, også overfor en evt. ny partner i din eks' liv. Og du har pligt til at deltage i fester omkring børnene, selv om du bløder indvendig. Du kan altid græde eller råbe og skrige på et andet tidspunkt.

Men hvad er den dybere mening med at transponere kærlighed til venskab?: Som Søren Kierkegaard rammende siger: ”Vær pjat – og du skal se, alle vanskeligheder forsvinder! Livet bliver fornøjeligt, oprømt, muntert, let, kort: det er en herlig verden at leve i – ved at være pjat.”

In my humble opinion! Men måske har jeg slet ikke forstået noget af det hele...








torsdag den 18. oktober 2012

Tilgivelse af Breivik?

  • Danmarks Radios P1-debat demonstrerede for mig en åbenbaring, intet mindre. Pia Kjærsgaard var i debat med en anmelder fra Berlingske i anledning af Café teatrets Breivikstykke. Pia Kjælsrgaards reaktion på spørgsmålet om, hvorvidt Brevik er sindssyg eller ej afviste enhver psykiatrisk-diagnostisk øvelse: "Psykiatere og domstole diskuterer, om han er normal eller sindssyg. Men for mig er og bliver han stjernepsykopat".

    Det er set før. Et aller andet sted begynder væmmelse og afstandtagen som følelse at dominere, tage over. Forståelsen kan muligvis kun være delvis, men forsøget kan gøres. Kjærsgaards position er, at det skal man ikke, det må man ikke. Forbindelsen mellem væmmelsesfornemmelsen og situationsforståelsen kappes helt og aldeles.

    Det er set før, når hun og andre fra Dansk Folkeparti kommenterer, hvordan efterretningstjenester skal fungere, hvordan dommere skal dømme, hvordan biskopper skal prædike, hvordan lærere skal holde sig til at være højre- og ikke venstreorienterede i deres historieudlægning. De overtager ganske enkelt uden problemer specialistrollen i sager, hvor den selvkritiske sans i andre tilfælde end deres ville have indfundet sig.

    Dansk Folkeparti benægter ondskaben som en del af det alment menneskelige. Vi skal alle hver eneste dag tage afstand fra ondskab. Her er det nødvendigt at indregne sin egen som en del af festen, for ellers fatter man ikke konflikjter og motiver bag kriminalitet, mobning, fascisme, racisme eller voldtægt. Fælles ved disse fænomener er, at man sætter sig selv først.

    Men dette forhold til egen ondskab har DF og Pia Kjærsgaard ikke.

    Ingen kan forlange af enhver af os, at vi skal være i stand til at tilgive alt muligt og herunder Breivik, for det kræver jo en art proces og navnlig mandens egen anger.

    Men i kristen forstand er det den ultimative fordring, at vi skal kunne tilgive næsten som os selv. Det bliver jo tit til, at vi kun næsten tilgiver. Jo længere, man kommer ud, des sværere bliver det.

    Der er meget lidt syndserkendelse og derfor megen spejlet småborgerlig selvglæde i Pia Kjærsgaards afstandtagen fra tanken, som var det resuiltat, Den norske domstol kom frem til:

    "Breivik er ikke psykopat."

    Det handler jo mest af alt om konsekvensen for Dansk Folkeparti, som i så fald måtte holde op med at fordømme: Muslimer, venstreorienterede, fagforeninger, skolelærere og teaterforestillinger.

    Hun giver den så som psykiater for at komme hjem. Sådan er småborgerskabets væsen. Og svinehunden følger nu engang med.

Sådan skriver altså  Mikael Hertig, og jeg har hentet dette fra facebook. Nu så jeg denne debat her til aften på DR2. Det er sjældent, jeg er enig med Pia, men det var jeg i dag. Ikke i ovenståendes udlægning af, hvad Pia sagde, men i Pias egen holdning, at vi mennesker ikke KAN, og heller ikke SKAL  prøve på at forstå en mand som Breivik, udfra, at vi selv indeholder ting som han. Well, mennesket indeholder ondskab, men der er ingen grund til at foregive, at vi kan forstå Breivik på baggrund af dette.
 
Og så skulle jeg da lige hilse og sige, at psykiaterne jo var TEMMELIG meget ude i tovene, da de skulle vurdere Breiviks sind. Og kom ikke her og påstå, at psykiatri er en eksakt videnskab. Der er, som faktisk også blev demonstreret under denne sag, forskellige skoler, forskellige holdninger, forskellige paradigmer, indenfor hvilke psykiatrien udfolder sig.

Problemet er jo nemlig: Er en mand, som udfører en aldeles - for de fleste af os - uforståelig handling, som vi betragter som ond, sindsyg? Og dermed: Er alt mennesker gør af ondskab i virkeligheden et udslag af sindssyge? Eller er en velovervejet, gennem mange år nøje planlagt handling et udslag af sindssyge, af psykopati, eller kan et på andre områder normalt menneske være normal, når han kan planlægge og udføre en sådan handling?

Det kommer an på, hvad det er at være sindsyg, i dette tilfælde psykopat. Og det kan der nok være, og er delte meninger om. Hertil kommer, at sagen jo i høj grad var politisk også: Kan man friholde en mand, der har udført så onde gerninger, fra reel straf og i stedet give ham en behandlingsdom? Det ville genere den offentlige retsbevidsthed en hel del.
 
Dette med at prøve på at forstå Breivik udfra at vi alle indeholder noget ondskab, hvorfor synes nogen, at det er så vigtigt? Jeg kan pege på et par ting. For det første er det et forsøg på at tage den kolde og uforståelige angst ud af hele sagen. Ting man ikke forstår er angsprovokerende, farlige. Næ, lad os få trolden op i øjenhøjde og kalde den ved navn, så er den ikke så farlig, og derfor mere håndterbar. For det andet er det i nogens politiske interesse at påpege, at der var en forståelig grund til Breiviks ondskab - godt nok ekstrem, javel, men forståelig. Det falder helt i tråd med den tendens, der rører sig i samfundet, at ondskab ikke er en ting, der skal forsages, men skal behandles.
 
Og så er der et par ting, som hr. Hertig har misforstået angående tilgivelse. For det første: At tilgive et menneske kræver ikke menneskets anger. Man behøver blot tænke på et menneske, som er død, men som har gjort en ondt. Dette menneske har ingen mulighed for anger, men VI kan godt tilgive ham alligevel. Det er vores egen proces. Ligesom man kan blive nødt til at tilgive en voldelig ægtefælle, f. eks. selv om han aldrig angrer, men udelukkende for at frisætte sig selv.
 
"I kristen forstand er det den ultimative fordring, at vi skal kunne tilgive næsten som os selv", skriver Mikael Hertig. Hertil vil jeg svare: Kun Gud kan tilgive Breivik, så HAN får den evige tilgivelse.  Og hvis Breiviks ofres familier kan komme dertil, at de tilgiver ham, er det uendelig stort, men så er det DERES egen frisættelse. Og hvad har alle vi andre at gøre med det? Vi er ikke Jesus, som kan tilgive hele menneskeheden, fordi vi "ikke ved, hvad vi gør".

Skal enhver af os tilgive Breivik? Eller Hitler? Eller Kennedys morder? Eller Martin Luther Kings? Eller Sadam Hussein? Eller alle de soldater, som slår ihjel hver dag? Sikke dog en gang forløjet snak om tilgivelse.
 
Tilgivelse er viljen til at bære konsekvenser af den andens handling mod dig. Det er oftest mellem nogle nære personer, fordi der her er størst sorg og bitterhed på færde. Det har INTET at gøre med en folkebevægelse for tilgivelse af Breivik. For hans onde handlinger har ikke haft nogle konsekvenser for mig, som jeg må bære.