onsdag den 14. august 2019

Bøn "til senere brug"!



Der er en bøn, som jeg har gemt "til senere brug" - hø hø!!! Dette "senere" er måske ved at være tid.
 
Jeg oplevede for nylig, at jeg meget tydeligt kunne huske, at min søn havde lånt min trappestige, og den havde jeg så brug for, da mine tagrender skal renses. Han mindedes ikke at have lånt den. Men jeg var temmelig insisterende, for jeg kunne TYDELIGT huske, hvor han stod, hvor jeg sad osv. da han ville låne den.

Men et par dage efter fandt jeg den i mit redskabsskur. Til min store undren, for jeg HAVDE kigget alle vegne, også der. Der var jo intet andet at gøre, end at give ham min uforbeholdne undskyldning. Men jeg undrer mig stadig. For hvordan kan jeg huske noget, der IKKE er sket. Jeg kan bedre forstå det, hvis jeg ikke kan huske ting, der ER sket.

Så - det er på tiden med denne bøn, skrevet af en nonne eller munk:

Kære Gud!

Du véd bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive ældre og snart er gammel.
Bevar mig fra den skrækkelige vane at tro, at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag ved enhver lejlighed.
Fri mig fra trangen til at forsøge at ordne alle andres affærer.
Gør mig eftertænksom, men ikke trist, hjælpsom, men ikke nævenyttig.
Når jeg tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud, men Herre, jeg skulle helst beholde nogle få venner til det sidste.
Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op, og giv mig evnen til hurtigt at komme til sagen.

Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer og smerter; de vil blive flere og flere, og lysten til at beklage sig over dem vokser, som årene går.
Jeg vover ikke at bede om bedre hukommelse, men om større ydmyghed, når mine erindringer synes at være i modstrid med andres.
Lær mig den sunde indstilling, at jeg også kan tage fejl.
Hold mig nogenlunde omgængelig.
Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen - nogle af dem er svære at holde ud – men et surt og tvært gammelt menneske er et af Djævelens mesterværker.
Giv mig evnen til at se noget positivt, hvor jeg ikke har ventet det, og gode sider hos mennesker, jeg ikke har ventet det hos.
Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem.

Fundet i året 1610 bag på indgangsdøren til en engelsk kirke

tirsdag den 13. august 2019

Ingrids provoblog: Om at sige undskyld.

Ingrids provoblog: Om at sige undskyld.: Så blev ordet sagt fra landets statsminister, efter at flere af de foregående IKKE ville udtale det: UNDSKYLD! Hvorfor er det/har det være...

Om at sige undskyld.

Så blev ordet sagt fra landets statsminister, efter at flere af de foregående IKKE ville udtale det: UNDSKYLD!

Hvorfor er det/har det været en omstridt sag? Ikke kun i denne, men også i en del andre sager, f. eks. Thulesagen, og sagen om Danmarks rolle på De Vestindiske Øer.

Overfladisk set kan man sige: Når nu ofrene - og i dette tilfælde oveni købet nogle nulevende - åbenbart ønsker en undskyldning, skal de så ikke have det? Hvad kan der være i vejen for det?

Men hvad betyder UNDSKYLD? Ja, det handler jo om begreberne skyld, tilgivelse og ansvar. Da jeg var barn, forlangte min far engang, hvor jeg havde gjort noget forkert overfor min lillebror, at jeg skulle sige: Om forladelse. Ikke at man kunne få mig til at sige det. Og det var slet ikke, fordi jeg ikke erkendte min egen fejl. Nej, det var selve ordene "om forladelse". For det var så fremmedartede ord, som jeg heller ikke helt forstod, så sådanne ord kunne jeg da umuligt tage i min mund.

Hvad så med undskyld? Hurdelen ligger for mig i, at ordet bruges i personlige relationer, - det ene menneske overfor det andet. At den enkelte kan bede skadevolderen om en undskyldning, for dermed at få fastslået skadevolderens ansvarlighed, og hans indrømmelse heraf.  Eller at skadevolderen med ordet undskyld kan bede offeret om tilgivelse for den ugerning, der er begået imod ham,  eller den uret, han har lidt.

Og det er også en af argumenterne for IKKE at kunne give en undskyldning, at "staten" ikke kan undskylde på andres vegne. Det bliver så  blot en udvendig manifestation.

Men i sagen om godhavnsdrengene, hvem er da den skyldige? Når vi går videre fra forstandere, lærere, pædagoger, tilsynsførende osv osv - ja, så ER det i sidste ende staten, som bærer ansvaret. Det ville langt have været at foretrække, at de krænkere, som stadig lever, havde været dem, som sagde undskyld. Om nogen har gjort det, ved jeg ikke. Og det ville næppe heller komme til offentlighedens kendskab.

Men det er jo ikke nok, for i denne sag er der MANGE krænkere - som i sidste ende fører til staten, som ikke har forvaltet sit ansvar ordentligt.

Hvis staten, med sit undskyld, udtalt af statsminister Mette Frederiksen, virkelig MENER sit undskyld, så må "den" også mene, at den skal føre sagen til dørs. Der ville være substans i dette undskyld, hvis Mette Frederiksen så i samme ombæring ville udtale, at staten selvfølgelig gør, hvad den har pligt til, når/hvis de skadelidte efterfølgende ville stille retslige krav om erstatning - nemlig at imødekomme disse krav, efter rettens anbefalinger.

Der har været talt meget om, at en af grundene til det hidtil manglende undskyld er, at dette ville kunne danne præcedens. Hertil er der kun at sige: Nå - men hvis det er det rigtige at gøre, så må det være sådan. Også selv om man aldrig med økonomi vil kunne læge de sår, som mange års krænkelser har medført. Men det ville være et substantielt bevis på, at staten MENER dette UNDSKYLD - mere end at det blot bliver en udvendig manifestation, som ser godt ud! 

søndag den 11. august 2019

Den onde mor!

Det er gået op for mig, at jeg nok ikke lever evigt - i hvert fald ikke her på jorden.
Så bl.a. derfor er jeg i gang med oprydning i mine mange papirer.

Jeg fandt denne her, som jeg synes er interessant - af flere grunde:

Når jeg bliver gammel:

Når jeg bliver gammel, og mine børn har fået mand/kone, hus og børn, så vil jeg besøge hver af dem et helt døgn, og jeg vil smide mit overtøj i kurven til huer og vanter og stille skoene midt på gulvet..
Før de går i gang med at tilberede en lækker middag til mig, vil jeg lægge mig på sofaen for at se en film. Indimellem vil jeg spørge om, hvad vi skal have, og hvornår vi skal spise eller tale i telefon med mine venner.
Efter middagen vil jeg stille min tallerken oven på opvaskemaskinen, for derefter at læse ugeblade.
Næste morgen vil jeg gå i bad før alle de andre, og jeg vil lægge make-up og rigtig nusse om mig selv, mens de andre står og tripper for at komme til at tisse. Naturligvis vil jeg lade det våde håndklæde ligge på gulvet sammen med mit snavsede undertøj.
Når de er taget på arbejde og posten kommer med dagens avis, vil jeg nyde at rode rundt i sektionerne og måske tage en af dem med mig.
Inden jeg går, vil jeg lade morgenbordet stå, kyle teposen ned i vasken, træde ud af sutskoene midt på køkkengulvet, undlade at smide katten ud, lade alt lyset brænde og glemme at låse døren.
Så¨kan det være, de kommer i tanke om, hvorfor jeg var så sur, da de var teenagere.

Mor

Den er jo sjov og tankevækkende. Og det er sandelig ikke, fordi jeg ikke godt kan nikke genkendende til en del.

MEN: Jeg har været en rigtig ond mor!!! Når min søn tog laaaange bade, så der ikke var mere varmt vand (det var før vi fik genvex), kunne jeg godt finde på at lukke for vandet midt i hans bad. Hver af mine tre børn havde maddage, hvor de skulle hjælpe til. Overtøj havde kroge, så det var nemt at hænge det op, og skoene havde bestemte hylder til at stille dem på. Og jeg forlangte det hængt op og stillet på rette plads, ellers blev de beordret ud af få det gjort.
Kræsenhed var ikke et ord, vi kendte til. Der blev spist det, der blev sat på bordet, og der blev ikke serveret andet. Og de lærte IKKE at være kræsne. De måtte gerne gå i køleskabet for at finde noget at spise, når de kom hjem fra skole, men ikke efter kl. 16.00. Jeg holdt på, at det var til grin at stå og lave aftensmad, hvis de så allerede havde spist sig mætte. Indtil de var 18, skulle de være hjemme senest kl. 01.00, hvis de var til fest i weekenden. Og de skulle komme ind til mig og sige, at nu var de hjemme. Jeg forlangte, at de lavede budget og de lærte at føre regnskab. De fik tøjpenge, og de skulle slå til. Gjorde de ikke det, måtte man ønske sig tøj og sko i fødselsdags- og julegaver. De havde arbejde efter skoletid, så de tjente til egne lommepenge. Og der var sikkert flere ordninger, hvor jeg var den onde moder. Man kan jo sagtens bare lade stå til og lade sine teenagebørn gøre, hvad de vil. Det har ikke været min stil, og er slet ikke min holdning. Det kan godt være, at det koster nogle diskussioner, men det kommer så rigeligt igen som goder. Så frem for at gå og være sur, skal man tage kampen op og lære sine børn nogle gode vaner, og at vi hænger sammen som familie, og at ingen kører på frihjul. Det er i hjemmet, de primært skal lære ordentlige værdier. Med andre ord: Jeg syntes jo ikke selv, at jeg var ond! Tværtimod. Jeg har lært mine børn noget. At lade stå til, fordi man ikke orker at tage kampene, DET er ondt. Og det ser da ud, som om der er blevet nogle gode, søde og fornuftige børn ud af det!