tirsdag den 23. juli 2013

Mennesker i mit liv 6 - Svendsen

Det var i den tid, hvor hormonerne raslede rundt i kroppen, og hvor jeg var mere interesseret i drengene end i fysik og kemi.  Vi sendte sedler rundt til hinanden, og jeg havde det med at slå en skvalder op, når noget var sjovt, og der skulle ikke ret meget til.

Svendsen var en skikkelig lærer, - altid meget velsoigneret og pænt påklædt. Han var ikke den store pædagog og underviser, men gjorde sandsynligvis sit bedste. Han gik i Halgrensko, hvad der dengang ikke var så mange, der gjorde. Det kom først lidt senere. Engang imellem blev han træt af os, ikke mindst af mig, hvad man ikke kan fortænke ham i: "Ingrid, KAN du ikke lære at le lidt behersket"? sagde han, hvilket afstedkom endnu en skvaldren.

Men engang tog jeg fusen på ham. Vi havde kemi, og han havde slynget om sig med H2O'er og diverse andre kemiske udtryk. Jeg spurgte ham: "Ved De så, hvad CA - CAO er"? Han tænkte en del, og sagde så nej. "Kakao", svarede jeg. Så grinede han, og rystede opgivende på hovedet.

Men jeg må være kommet over den værste skvalderperiode, for han underviste også i aritmetik og geometri, hvad min veninde og jeg valgte på højeste niveau, skønt ingen af os var noget lys til matematik. Men vi ville ikke finde os i at skulle have pigeregning - ja, det kaldtes det - så vi knoklede os igennem de 3 år i realen og fik da også begge bestået eksamen i matematik.

Mange år senere havde jeg en ven, som var i familie med Svendsen. "Lad os tage ud og besøge ham", sagde Bent, min ven. Som sagt, så gjort. Da vi kom derud og havde hilst på ham og konen, sagde Bent at jeg var en af hans tidligere elever, og om han kunne kende mig. Jeg havde med vilje ikke sagt mit navn. Ne-ej, det mente han ikke, at han kunne. Vi snakkede lidt videre, indtil jeg kom til at grine: "Ingrid"! sagde han så prompte.

Engang hvor jeg kom ud til Bent, fortalte han, at Svendsen havde begået selvmord. I garagen i sin bil. Han var alkoholiker og orkede sandsynligvis ikke mere.

mandag den 22. juli 2013

Mennesker i mit liv 5 - Jørgen.

Jørgen var uddannet maler og var også kunstmaler. Jeg lærte ham at kende, da han var militærnægter på Quedens gård, hvor han mest arbejdede som konservator. Han lavede også plakater, når der var en ny udstilling på Quedens gård. Min mand dengang havde startet en lokalafdeling af en fritidsvirksomhed, som Jørgen begyndte at komme i. Mange af dem, som kom der, var tilflyttere som vi selv, så vi begyndte at omgås hinanden en hel del. Jørgen kom ofte i vores hjem, og han blev en rigtig god ven.

Da jeg havde fødselsdag, overraskede han mig ved at forære mig et maleri. Men det jeg blev allergladest for, og som han havde skrevet på et kort, der var stukket ned på bagsiden, var de ord, han havde skrevet til mig: Som alle mennesker ved, er solen anbragt på himmelen for at give lys. - Nogle mennesker kan hjælpe solen med at gøre verden lysere. Du er en af dem!

De ord har jeg gemt i mit hjerte, og jeg tager dem frem hver gang jeg gribes af modløshed. De varmer og trøster mig.

Jørgen kaldte sig selv inkarneret ungkarl, han var dengang 30, hvor vi andre var i begyndelsen af 20'erne. Min mand og jeg flyttede fra byen og vi sås ikke længere så tit med Jørgen. En dag fik vi et kort fra et sted i Sønderjylland, hvor Jørgen skrev, at han var blevet gift. Oveni købet med en af pigerne fra vores gruppe.

Min mand og jeg blev skilt, og jeg besøgte Jørgen og hans kone i deres lejlighed. Jeg spurgte, hvorfor de aldrig kom, og om vi ikke skulle ses lidt oftere. Det skulle vi ikke, fik jeg besked på. For nu var de et par, sådan var det! Jeg forstod ikke meningen, men sørgede over, at jeg ikke skulle se Jørgen. Flere år senere var jeg sammen med den gamle gruppe, hvor Jørgen også var. Han var også blevet skilt. "Det skulle have været dig, Jørgen", sagde jeg sådan lige ud i luften". "Ja, det skulle det", sagde han stille. Jeg blev forbavset, for der var en alvorlighed over ham, som jeg mærkede dybt i mig. "Jamen - hvorfor..." mumlede jeg. "Det kunne jeg ikke gøre overfor Poul", sagde han

Jeg tænkte meget over det. Jeg vidste det ikke. Han havde aldrig ladet mig mærke det. Og JEG - jeg havde snakket med HAM, når Poul gjorde mig ked af det. Han forsvarede Poul og trøstede mig. Jeg har i mange år undret mig over, at han var i stand til at sætte sine egne følelser til side, fordi han ikke ville være en lort overfor en ven. Jeg tror desværre ikke, jeg selv ville have været et lige så fint menneske.

Senere fandt jeg ud af, at hans kone var jaloux på mig, og derfor havde han lovet hende, at han ikke ville ses med mig mere. Men hun fandt en anden, og Jørgen var igen alene.

En dag fortalte Poul mig, at Jørgen var død. Han havde holdt nytårsaften med nogle venner på Sjælland, og om natten var han gået ud i vandet - og var blevet ved med at gå. Poul sagde, at Jørgen havde haft psykiske problemer i lang tid.

Jeg har i mange år haft alle hans plakater fra Quedens gårdtiden hængende smukt indrammede på mine vægge. Mit mausoleum, kaldte han det selv, mens vi endnu sås. Men for 5 år siden besluttede jeg, at nu måtte det være slut. Plakaterne gik videre til næste generation, som holdt meget af dem. Men Jørgens maleri hænger et særligt sted, og det skal jeg aldrig skilles fra.

Mennesker i mit liv 4. - Knud.

Han fandt mig altid. Uanset hvor jeg flyttede hen. Pludselig en dag stod han udenfor min dør og ringede på.

Jeg boede i Ribe, Knud boede på Ribelund. Han havde Downs Syndrom, men var ret velfungerende. Og interessant at snakke med. Han havde et lille job som bud, og fandt sig ellers forskellige andre småjobs. Han var ukuelig og glad for livet, og fortalte glad og gerne hvordan han levede. Han havde også en familie, som boede i en by i Sønderjylland, og nogle søskende, og han besøgte dem alle i den udstrækning, han havde tid.  Han blev inviteret på kaffe og en ostemad, eller hvad vi nu havde, og nogle gange spiste han aftensmad med.

Knud kørte på knallert, men det gik nogen gange galt. For hvis der opstod en situation, som Knud ikke lige kunne overskue, tog han hænderne op for øjnene, med det resultat at han selvfølgelig landede inde i den nærmeste hæk. Som regel kom han ikke alvorligt til skade, men det skete dog at han fik nogle gevaldige knubs. Det tog han sig ikke særligt af.

Vi var en gruppe, som skulle i sommerhus, og Knud skulle med. Vi andre cyklede, Knud kørte på knallert. Vi kørte i to hold, med nogle meters mellemrum, som blev holdt hele vejen.  Knud sagde: "Vi kjør ca. 12 km i timen, så kjør dem der foran nok 17" -

Knud plejede ikke at have noget med, når han kom, men en dag overraskede han os dog ved at fremdrage en hæklet hund udenpå en halv snapseflaske. Vi glædede os allerede, da vi fik den, men det viste sig, at flasken var tom, det var hunden, der var gaven. Jow jow!!

Engang fortalte Knud, at han tit tog "Æ spritter" til Tyskland. "Smugler du så ikke noget? ", spurgte vi. "Jow da" sagde Knud, "og a sæller en hel del vin og tjener lidt å-et"! Jo, det vidste vi, han havde også solgt noget til os. "Bliver du aldrig snuppet?" , spurgte vi. " Jo, det gjør a da" - "Hvad gør du så?" "A spiller bår dum", sagde Knud. -

Knud fik desværre inddraget sit knallertkørekort efter nogle år, da han havde kørt galt lidt for mange gange, og hvor man til sidst mente, at han var til fare for den øvrige trafik. Det var han ikke glad for, så måtte han cykle. Men det var ikke lige Knud, som var en del overvægtig. Så han måtte holde op med sit budjob, det huede ham heller ikke.

Men ukuelig var han. Og indstillet på at klare sit liv så godt som muligt, på trods af de odds, han havde imod sig.




tirsdag den 16. juli 2013

Mennesker i mit liv 3. Fru Sølvhøj!

Det hed hun selvfølgelig ikke, men det hedder hun her. Hun var mor til en veninde, jeg havde som barn, ung og et stykke ind i voksenlivet. Jeg var ca 5 år, da jeg lærte Inger at kende og blev veninde med hende. Inger var en efternøler. Hun havde en bror og søster, som begge var voksne. Broderen sejlede ligesom faderen på langfart. Søsteren var gift og boede i byen. Så derfor var Inger i praksis alene med sin mor. De boede i en lille 2-værelses lejlighed i "min" gade.

Det var interessant at være med Inger hjemme. Når hendes mor var hjemme, var det særlig interessant, fordi hun var så helt anderledes end min egen mor, og hjemmet dermed også.

Fru Sølvhøj gik med knaldrøde negle og læbestift. Det var lidt sejt, syntes jeg, men jeg havde en fornemmelse af, at det også var lidt frækt. Sikkert fordi min egen mor aldrig gik med neglelak, og kun sjældent brugte læbestift, og så ikke ret meget, og i hvert fald ikke knaldrød. Desuden havde fru Sølvhøj hul i ørerne, hvad der ikke var så mange, der havde dengang. Og hun havde altid nogle dråbeformede guldøreringe på. Af en eller anden ubestemmelig grund, syntes jeg også, at det var lidt vovet.

Hun kunne finde på at sige: "Jeg gider ikke at lave aftensmad i dag". Sikke noget at sige!! I mit hjem var ordet GIDER nærmest lig med et bandeord. Det var helt forbudt at sige. Og ikke at lave aftensmad. Jamen det KUNNE man da ikke! - Så sagde Inger: "O.k. jeg kan godt nøjes med makaroni" Det kunne Inger nemlig rigtig godt lide. Så fik de det,  med hvid sovs til. De fik tit makaroni! Jeg spiste engang imellem med. Hvis det gik højt, fik man røde pølser til.

Når jeg sov hos Inger, hvad jeg ofte gjorde når fru Sølvhøj var til banko, sov jeg i dobbeltsengen ved siden af fru Sølvhøj. Inger sov i sin egen seng, som selvfølgelig også stod i soveværelset. Fru Sølvhøj læste altid, når hun var kommet i seng. Bøger! Jeg var temmelig fascineret af, at hun kunne ligge på ryggen og holde bogen, mens hun læste - godt nok med et par tykke puder under hovedet, men alligevel!

Fru Sølvhøj havde nogle få timers arbejde, hvor hun bagte vafler til vaffelis. Engang imellem gik Inger og jeg ud til hende, og så fik vi lov at få de vafler, som var gået i stykker, eller havde fået lidt for meget. Jeg kunne sidde og se hende bage vafler i timevis. Hun hældte dej i en form, flyttede maskinen så den næste form trådte frem - der var vel 8 - 10 forme på cirklen. Og når den første kom tilbage til hende, var den bagt, hvis hun havde rubbet neglene og det var hun aldeles ferm til. Men der måtte ikke gå kuk i det, for så blev vaflerne ikke bagt lige præcis så lysebrune, som de skulle være.

Engang imellem fik Inger en pakke fra sin storebror eller sin far, som de havde sendt hjem. Så guffede vi engelske flødekarameller og vingummi i en uendelighed. Fru Sølvhøj sagde aldrig, at det kun var om søndagen, vi måtte spise slik, eller at vi skulle gemme noget til senere. Vi kunne æde alt det, vi gad, det var hun helt ligeglad med. "I må selv døje med det, hvis I får ondt i maven", sagde hun. Det fik vi også nogle gange, men det afholdt os ikke fra at voldæde næste gang.

Der var ALTID ryddet op og rent i Ingers hjem. Og hvis jeg havde leget der, skulle jeg altid hjælpe med at rydde op, inden jeg gik hjem. Rimeligt nok. Men det gad Inger ikke altid, når vi legede hos mig. I den retning var Inger ikke fair. Fru Sølvhøj gik altid og rystede puderne i sofaen og lænestolene, hvis man havde siddet der, for de skulle sidde på en helt bestemt måde, og på den rette plads. Ikke bytte om på nogen.

Og så røg hun cigaretter. Mange cigaretter. Så når hun var hjemme var der tykt af røg, men det var jo ikke noget, man tog sig af dengang. Hendes fingre var fuldstændig gule i yderste led på de fingre, hun holdt cigaretten med. Det havde jeg kun set hos ét andet menneske.

Det gik som det nogle gange gør med Ingers og mit venindeskab. Hun og hendes mand flyttede til en fjern landsdel, og vi mistede forbindelsen med hinanden. Men jeg glemmer hende aldrig, og bestemt heller ikke hendes mor, som viste mig, hvordan et hjem OGSÅ kunne være! Helt helt forskelligt fra mit eget!