fredag den 17. juli 2015

Jeg blev bortført af aliens - intermezzo.

For et stykke tid siden begyndte jeg at skrive på en historie om min egen bortførelse af aliens. Der var flere grunde til, at jeg ville skrive om det.

* Jeg havde haft diskussioner om disse bortførelser med flere mennesker.
* Er det sandt, at nogle mennesker bliver bortført, eller er det folks fantasi, sensationslyst og håb om, at "der er intelligente væsener derude", der løber af med dem?
* Hvor meget er folk villige til at tro på, hvis man iklæder historien et troværdigt skær?

Jeg er ret godt inde i diverse såkaldt alternative områder. Min fantasi fejler heller ikke noget. Så skulle jeg ikke kunne skabe en historie om, at jeg blev bortført af aliens? Ergo gik jeg i gang. Det var sjovt, interessant og udfordrede mig på flere måder. Men så havde jeg nogle samtaler og nogle oplevelser med mennesker, som fik mig til at holde inde. For det viste sig, at jeg måske var lidt for god til at skrive om det, så der var mennesker, som jeg kunne forføre med mine skriblerier.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro om det, når nogle mennesker hævder, at de er blevet bortført. Jeg er nok mest tilbøjelig til at tro, at det er noget, de af ukendte årsager bilder sig selv og/eller andre ind. Men jeg VED det ikke.

Selv føler jeg mig temmelig forankret i den kristne tro, så jeg fik faktisk skrupler over at lade som om det, jeg skrev, var sandt. Men jeg ved, at der er mennesker, som har hygget sig med - og moret sig over mine skriverier. Og jeg håber ikke, at jeg har gjort noget eller nogen ondt med det.

Men nu er det på tide, at jeg bekender kulør: Jeg er IKKE blevet bortført af aliens! Men min blog er jo altså en provoblog, og jeg kan altså finde på at provokere med forskellige ting. Det kan godt være, at jeg fortsætter min historie om "min bortførelse", det må tiden vise. Det kan også være, at det må være nok med det, jeg har skrevet.

Men nu ved du i hvert fald, hvordan det forholder sig med historien!