Denne fortælling foregår et helt andet sted og for mange år siden. Derfor mener jeg, at jeg kan fortælle den.
Maja var min leder i den børnehave, hvor jeg var støttepædagog. Hun havde været leder i 10 år. Børnehaven var lille med blot 30 børn, fordelt på 2 grupper. Det var en meget velfungerende institution, idet det meste af personalet havde været ansat en del år, og de var måske derfor en ret sammentømret gruppe.
Alt fungerede fint, og jeg var glad for at være der. Men pludselig blev der hængt buddhistiske plakater op på væggene i personalestuen, og en del andre buddhistiske og indiske symboler begyndte at finde vej ind i institutionen. Det undrede mig, og jeg spurgte til, hvorfor der var kommet denne "ånd" ind i institutionen. Maja fortalte med stor entusiasme, at hun i en rum tid havde dyrket en meditationsform, som hun kaldte Body Namic. Jeg husker bedst, at hun mediterede på farver, hvor man gik ind i et rum, fyldt med denne farve. Hun var startet ved rodchakraet, og hermed den røde farve, og man bevægede sig så op gennem de syv chakraer, fra det røde rodchakra til det orange harachakra, det gule solar plexuschakra, det grønne (eller rosa) hjertechakra, det blå halschakra, det violette 3. øje chakra og sluttede ved kronechakraet, som var gyldent/rosa/hvidt.
Jeg var noget ambivalent overfor det, hun fortalte. På den ene side syntes jeg, det lød spændende, og jeg overvejede at tage med på et af de kurser, hun talte om. Men på den anden side var der noget ved det, som jeg blev mistænksom overfor.
Maja fik efterhånden flere af personalet med til disse kurser, og snart udviklede kurserne sig, for der var kommet en leder - vi kan kalde ham Max, som lød meget karismatisk. Alting skete meget hurtigt. Maja begyndte at ændre sig som leder, men hvis jeg påtalte noget om det, blev jeg udpeget som "negativ". Maja bekendtgjorde f. eks. at hun ikke behøvede at være nede på legepladsen mere, for hun ville helt automatisk kunne mærke det, hvis nogen af børnene havde brug for hende. Nu blev jeg for alvor bekymret.
Maja flyttede fra sin kæreste og sammen med Max, og han begyndte at vise sig i institutionen ind imellem. Han kaldte hende Maria og det lå i luften, at han var inkarnationen af Jesus. Jeg forsøgte også at snakke med ham, men hver gang jeg ville argumentere, sagde han: "Du snakker bare, men mærker intet"!
Jeg havde god kontakt med den pædagogiske konsulent via mit arbejde som støttepædagog, og jeg fortalte lidt forsigtigt, hvad der foregik i institutionen. Nu blev jeg stærkt mistænkeliggjort. Konsulenten fortalte, at Maja havde været leder af en af kommunens bedst fungerende institutioner i 10 år, så det måtte da vist være mig, som så syner.
Efterhånden blev det sådan i børnehaven, at personalet delte sig op i to grupper: De, som "fulgte" Maja og kurserne med hendes nye kæreste, og vi få andre, som syntes, der var ved at udvikle sig noget, som i værste fald var aldeles skadelig for børnene, men i høj grad for hele atmosfæren og for, hvad jeg vil kalde almindelig sund fornuft, som "de frelste" var helt uimodtagelige for. Og at vi andre blev tvunget ind i noget, vi ikke brød os om.
Flere og flere ting i institutionen blev ændret, personalemøderne i høj grad, vi skulle ikke længere snakke om punkter på dagsordenen, men "mærke efter" hvad der var vigtigt. Majas søster blev også ansat i institutionen, og det var efterhånden ikke til at holde ud for mig at være der, så jeg søgte og fik andet arbejde.
Kort efter blev jeg ringet op af en journalist, som havde fået nys om, hvad der foregik i institutionen via nogle forældre. Maja og Max havde nu dannet en gruppe, som de kaldte Menos, og de kørte en omfattende kursusvirksomhed. Journalisten og en præst havde sat sig for at bore i denne gruppe, for der var noget helt galt, mente de.
Og så fik jeg tilsendt en mængde artikler fra denne journalists avis, men også fra landsdækkende blade og aviser. Gruppen viste sig at være af en art, hvor de terroriserede kursusdeltagere, som ikke var villige til at blive "clean" d.v.s. 100 procent acceptere Max' måde at køre kursus på. Flere kursister blev gennembanket af "de frelste" for at få dem gjort"clean", deres biler blev punkteret, så de ikke kunne stikke af fra kurset, en kræftsyg fik taget al medicin væk - ja, det er blot nogle af de ting, jeg husker.
Maja og Max flyttede til USA, "for Danmark var for lille for deres fremsynede tanker", kunne jeg læse i en af artiklerne. Mange tidligere kursister stod efterhånden frem og fortalte om deres oplevelser. Og journalisten og præsten fik trævlet gruppen op.
Denne oplevelse med Maja blev ret væsentlig for mig. Jeg blev helt klar over, at hvis jeg ikke havde været forankret i min tro, og herunder fik stor støtte af min præst, havde jeg højst sandsynlig hoppet ud i disse oplevelser. Den lærte mig at jeg godt kunne stole på min egen situationsfornemmelse, og den lærte mig også, at man nogen gange må stå alene, som jeg gjorde i mit job. Og at JEG var nødt til at flytte mig, skønt jeg var overbevist om, at det var Menosfolkene, som var helt galt på den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar