Gruppearbejde - og demokrati

Jeg havde næsten helt glemt, hvor lærerigt - og ikke mindst sjovt - gruppearbejde kan være.

Jeg er fra en årgang, hvor det der nymodens gruppearbejde liiige var begyndt at titte op i skolen.  Jeg HADEDE det! Det tog alt for lang tid. Der blev snakket alt for meget udenom. Resultatet blev ikke, som jeg syntes, det burde blive. Og nogen gange kom jeg i gruppe med nogen, jeg ikke var så vild med. Jeg var dygtig i skolen, og havde det ikke godt med, at skulle vente på de mere langsomme, og at resultatet ikke afspejlede, hvad jeg syntes, jeg kunne. Næ, lad mig SELV, så bliver det godt!

Lige indtil jeg kom på højskole. Så lærte jeg værdien af gruppearbejde. Og da så sandelig helt og aldeles, da jeg kom på børnehaveseminariet. Og det gik op for mig, hvor meget JEG havde at lære - af de andre, af gruppearbejde. Jeg lærte,  at dem, jeg anså for at være "langsomme", havde noget at bidrage med, som jeg slet ikke havde med i mine overvejelser. Og at dem, der var "hurtige" kunne mene noget, der var total modsat af, hvad jeg selv mente. Og VÆRDIEN i det. - Og en hel masse mere.

I det meste af mit arbejdsliv skulle jeg arbejde i gruppe. Selvfølgelig, jeg er jo pædagog. Og da ikke mindst som leder lærte jeg en hel masse om, - godt nok at gå foran og at inspirere og motivere, - men at jeg overhovedet ingen "steder" kom hen, hvis jeg ikke kunne det der gruppearbejde. Jo jo, - jeg opnåede fantastisk store ting, havde kæmpesucceser - og knusende fiaskoer.

Gruppearbejde fascinerer mig - sådan som studieobjekt. For jeg må tilstå, at jeg her i mit pensionistliv er vendt tilbage til "gør-det-selv-metoden". Der kommer sgutte nogen og gør tingene for mig, eller i hvert fald sjældent - medmindre jeg direkte beder om det, og ofte betaler for det.

Men i aften var jeg til et møde, som handlede om udnyttelse af grønne områder i min bydel. Der mødte rigtig mange mennesker op, og efter et inspirerende oplæg skulle vi i grupper. 10 i hver gruppe. Og der skulle arbejdes, nedfældes, prioriteres og vælges en referent.

Og her er det, at min analytiske hjerne begyndte at komme på overarbejde - og tænke sjove tanker. Vi var langt over 100 mennesker, så vi var en del grupper. Her i kort form, hvad jeg oplevede/lærte:

- 10 personer om et firkantet bord, - ca 15 bordfulde i samme lokale! Det er svært at høre, hvad dem i ens egen gruppe på den anden side af bordet siger. Hvad gør man ved det? - I min gruppe var vi overvejende høflige, bad folk gentage, men kun én gang! Samtalen bar præg af, at vi ikke havde hørt hinanden - ak ja!
- En tog rollen som leder i min gruppe - det er der altid en, der gør! Jeg morer mig altid med at sidde og "udpege" lederen, inden han/hun tager lederskabet, bare sådan for at more mig med, hvor god jeg selv er til at spotte en leder.
- Da den selvbestaltede leder blev modsagt med fakta, trak han sig med korslagte arme tilbage - det er OGSÅ en måde at reagere på modstand på. En mand på ca min egen alder! Jeg undrer mig!
- To kvinder ved siden af mig sad og snakkede indbyrdes. Så det var svært at høre, hvad de andre sagde.  Jeg holder aldrig op med at undre mig over, hvad der foregår inde i disse menneskers hoveder. Måske har de bare aldrig lært gruppearbejdets velsignelser at kende! 
- Ingen ville referere! Det er almindeligt! Og hvis man har påtaget sig hvervet som den, der nedskriver, kan man nærmest blive tvunget til at være referent, af alle vi andre! Med mindre "lederen" beholder sin rolle.
- Der kan også fremkomme en spontan referent. Det er altid interessant, hvorfor DEN situation opstår. En person, som måske ikke har ytret sig særligt i selve gruppearbejdet, kan pludselig stå frem som den, der refererer.
- I en af de andre grupper var referenten en, der hele tiden måtte sikre sig, at hun ikke sagde noget forkert. Hver gang hun sagde noget, skulle hun have gruppens accept. Ja, det kender vi godt! Interessant, hvordan netop HUN så er blevet referent!
- Efter de første par gruppers referat, var der en tilbøjelighed til at sige: Vi mener stort set det samme som de andre grupper. Nogle vælger så at holde ved det. Andre vælger at sige det samme, som de andre grupper, selv om de intet nyt har at tilføje. Ja, det er genkendeligt. Og dødkedeligt!

- Herefter blev der spurgt til, om nogen havde noget at tilføje. Og SÅ kom der nye, kreative, anderledes forslag frem - FRA ENKELTPERSONER. - Interessant!!! Var de ikke fremkommet med disse ting i grupperne? Hvorfor var disse ting ikke blevet refereret? Eller var ideerne måske dukket op i løbet af aftenen?

Og her fra min pind sidder jeg så og overvejer:

- Går "kommunen" nu hjem med en klar mening om, hvad der skal laves, og hvordan der skal prioriteres?
- Selv om mange grupper mente det samme, havde de forskellige prioriteringer. Hvad gør kommunen ved det?
- Eller bruger kommunen de kreative, enkeltpersoners forslag?
- Eller gør de, som de hele tiden havde tænkt?

Hvad er mest demokratisk? Hvis det da overhovedet er DET, det hele handler om???

FOLKETS BANK!

Jeg er vokset op i en tid, hvor man i en del jobs  ikke automatisk fik sin løn indsat på en bankkonto. Men i menneskepenge. Hvis lønnen skulle i banken, skulle man selv gå ned med den. Man skulle også selv betale diverse regninger, budgetkonti er en senere opfindelse. Min far, der var retstatsmand, ville absolut ikke have "nogen" til at styre hans penge, det skulle han nok selv!

Men som det gik bedre og bedre med forretningen, begyndte han også at "spekulere" (det hed det!) så småt i opkøb af pantebreve og obligationer m.m. Sådan lidt i det små! Min mor især var helt vild med, at der løb renter på deres indeståender, mens hun lå og sov!

Jeg har nu det meste af min erhvervsaktive tilværelse fået min løn direkte ind på en lønkonto. Og jeg har også det meste af tiden haft en budgetkonto. Det var før dankortenes tid, så man skulle jo i banken, når man skulle hæve penge. Engang, jeg kom ind for at hæve nogen på min budgetkonto, tillod bankmanden sig at sige, at det jo ikke var meningen, at jeg skulle hæve fra min budgetkonto, for de var jo til faste udgifter. Men jeg fik ham da overbevist om, at jeg nok mente, jeg kunne styre mine egne penge.

Ak ja - det var den gang, man fik gode renter på sine indeståender. Det er slut med det! Ikke engang på mine børnebørns børneopsparingskonti får jeg nogen rente. Det er jeg noget knotten over, for jeg låner jo da banken pengene, indtil børnene er 18 år, ikke?

Det var også den gang, vi strejkede, demonstrerede og gik i protestmarcher - jeg var lige ved at skrive "for et godt ord". Ja, demonstrationer har jeg været med til en hel del af. Men der var så sandelig også nogle af dem, der betød temmelig meget, faktisk for hele landet, f. eks. om vi skulle være medlem af EU. Modstanden mod EU havde medlemmer fra alle partier! Jeg husker især en meget stor demonstration op til valget i '72, hvor både de pæne herrer i hvide skjorter og habit deltog, sammen med vi andre halvhippier. Vi havde en fælles sag, som var vigtigere, end hvilke partier vi tilhørte. Og at vi aldrig fik atomkraft i DK skyldes da FOLKETS RØST, demonstrationer, optog, marcher osv.

Jeg forstår ikke, hvorfor ingen demonstrerer i dag! Ud over i indre København i forhold til banderelaterede konflikter. Jeg har aldrig i hele mit snart 70-årige liv været vidne til en så skandaløs sag som den med Danske Banks involvering af hvidvaskning af penge. Det skulle da lige være SKATs manglende styr på transaktioner til andre lande.

Hvorfor rejser folket sig ikke i vild protest? Hvorfor bliver der ikke massedemonstrationer? Krav om ændringer, så det giver genlyd over hele verden. Strejker? Vi er ALLE afhængige af bankerne, og især Danske Bank, som både er statens bank og er den bank, som har fået allerflest bankpakker fra staten under finanskrisen. Kommer det så ikke MIG ved, om en chef får et tocifret millionbeløb, når han SELV siger op, - og uden at han har gjort sit arbejde GODT???

Bankerne har ikke råd til at give kunderne renter! Til gengæld forlanger de gebyrer for nærmest alt. Well, det er en forretning, og den skal løbe rundt. Men det er direkte umoralsk at give sine egne chefer så uhyrlige gyldne håndtryk, som det vi nu er vidne til.

Der ER politikere, som nu mener, at der skal sættes loft over disse aftrædelsesgodtgørelser. Hvorfor rejser hele folketinget sig ikke i samlet enighed og indfører dette loft lige med det wuns? - Jeg er total ligeglad med, at bankfolkene forklarer de store beløb med, at det "er en del af deres løn", eller "er med i deres kontrakt"! Det er UTILSTEDELIGT!

Jeg kan ikke være ligeglad. Og hvis jeg havde min ungdoms kræfter, ville jeg iværksætte en kæmpe demonstration! HVORFOR GØR INGEN DET?

Jeg mener, at vi alle har et moralsk ansvar for, at vores fælles værdier og sammenhængskraft har et højt niveau. At vi indtil nu har været et samfund med stor tillid til hinanden - og også til vore fælles offentlige institutioner - OG banker, som vi selv opretholder,  - frygter jeg er ved at blive en saga blot.

Det er for dyrt at rydde op, fik jeg at vide, da SKATTESAGEN var på sit højeste. Og for mange "spidser" er indblandet. Det er jeg total ligeglad med, vore fælles værdier for landet er vigtigere, end hvor meget det koster at få genskabt tilliden til både SKAT og banker. Martin Krasnik er en af de få, som har forfulgt sagen ud over "mens der var mest forargelse". De fleste af vi almindelige borgere trækker på skuldrene. Det er for stort. Vi kan jo ikke gøre noget. JO VI KAN! Og SKAL!

Skal vi oprette en FOLKETS BANK? Hvor ingen får gyldne håndtryk, og hvor kunderne får et udbytte, de har fortjent. Ikke kun storaktionærerne. Men alle vi små småsparere også!

Hvorfor rejser folket sig ikke i én stor samlet protest og kræver det??

Jeg lover, at hvis nogen indkalder til demonstration, så kommer jeg med min rollator!!! Eller kørestol og handicaphjælper!

KOM I GANG!!!!

Livsfortælling.

Der er mange måder at forstå sit eget liv på.
Der er mange måder, ens livsfortælling kan tolkes på.
Man skal til enhver tid KUNNE sin livsfortælling.

Hvorfor det?

Da jeg var 5 - 6 år gik jeg i børnehaveklasse. Det gør alle i dag, men dengang var der kun få kommuner, som havde børnehaveklasser. Men det har vi her i Esbjerg haft siden 1912. Vi var tre hold á ca 30 elever, to timer til hvert hold, som den samme børnehaveklasseleder havde. Og hun var et unikum. Det syntes jeg dengang, og senere, da jeg selv blev børnehavepædagog, kan jeg endnu bedre se, at det var hun. Det skal så også siges, at der kun var én dreng, som var "uartig", vi andre opførte os "pænt", kunne modtage en kollektiv besked, kunne arbejde selvstændigt, ville gerne lære, - lyttede og lærte.

Hver dag, når jeg kom hjem (vi boede 2 minutters gang fra skolen), spurgte mine forældre: "Hvad har du så lavet i dag"? Det var af reel interesse, de spurgte, og jeg fortalte glad og gerne. Jeg husker, at langt de fleste dage blev hele klassen sat til at lave en ting. Fletteark, syning på papkarton, rammevævning, forskellige slags papir-tegning og -maling og -klip. Og der blev spillet og sunget, og der blev læst højt. Hver eneste dag kunne jeg komme hjem og fortælle, hvad jeg havde oplevet og lavet.

Der var også fri leg, hvor vi selv kunne vælge, hvad vi ville lave, noget af tiden.

Men en dag havde jeg ikke lavet noget. Syntes jeg selv. Der var flere ting, jeg tænkte på at gå i gang med. Men den røde farve var optaget, og så var der ikke noget ved at tegne. De gode puslespil var også taget, så det gad jeg heller ikke. Så jeg gik lidt rundt på må og få og fik ikke rigtig lavet noget. I mine egne øjne.

Pinligt! Jeg tænkte allerede henne i skolen, hvor pinligt, det var. Og på vej hjem tænkte jeg på, hvad jeg dog skulle sige derhjemme, når de spurgte, hvad jeg havde lavet. Frygtelig pinligt! Jeg husker ikke, hvad jeg sagde, men højst sandsynligt har jeg sagt noget med, at vi bare havde leget eller fået læst højt.

Tænk engang, at jeg husker det endnu! Men det hører med til min livsfortælling, at jeg blev opdraget til og med, at man ikke spildte tiden. Indtil jeg kom i skole (har mine forældre fortalt, det husker jeg ikke selv) kunne jeg gå en hel formiddag og tusse rundt, hvis der ikke var nogen, der sagde, at jeg f. eks. skulle tage tøj på. Mine forældre, som meget af tiden begge to stod i butikken, som lå lige ved siden af vores lejlighed, sagde engang imellem, når de lige kom ind i privaten: "Ingrid, få nu tøj på"! Så kunne jeg tage én sok på, og blev så optaget af noget andet.

Jeg tror, jeg var en drømmer. Jeg fantaserede. Tænkte over alting. Hvad folk havde sagt. Hvad det betød. Legede med alting omkring mig. Sang og fantaserede.

Altså indtil jeg kom i skole. Jeg havde en helt klar forestilling om, at nu forventedes der af mig, at jeg trådte ud af min drømmeverden, og forholdt mig til omverdenen på en anderledes medvirkende måde, end jeg hidtil havde gjort.

Og sådan fortsatte jeg med at opfatte min pligt til at være i verden sammen med mine omgivelser. At jeg altså havde en PLIGT til at bruge tiden, dagen, på noget. Næsten ligegyldigt hvad. Det måtte da meget gerne være noget, jeg holdt af, men selvfølgelig var der også ting, jeg SKULLE.

Jeg har været så heldig at arbejde med noget, jeg holdt utrolig meget af. Andre mennesker, det meste af tiden handicappede børn og senere voksne. De allermest multihandicappede. Jeg har haft dejlige interesser, og har altid været omgivet af venner/veninder og familie, som jeg holdt af, og de af mig.

Der har været svære perioder. Rigtig, rigtig svære, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle overleve. Nære mennesker og min tro har båret mig igennem det. Og så dette, at jeg havde PLIGT til at bære det, udføre mit arbejde, tage mig af mine børn. Jeg kunne ikke bare give op, for nogen var afhængig af mig, og jeg vidste også, at jeg SELV ikke ville have det godt, hvis jeg ikke udførte min PLIGT.

Min livsfortælling har da ændret sig, efterhånden som mit liv er vokset frem. Men at spilde tiden, slå tiden ihjel, få tiden til at gå, er ikke noget, som har fyldt meget i mit liv. Ikke fordi jeg nu om dage hele tiden udfører noget fornuftigt, eller i det hele taget laver noget. Men når dage, hvor jeg ikke laver noget, kommer - så har jeg også lært, at DET også hører med til mit liv. For det har jeg været tvunget til af forskellige sygdomme og handicap.

Og det insisterer jeg på at give værdi og fylde. Det er ikke spildte dage. Måske er jeg kommet tilbage til min barndoms fabuleren og drømmeagtige tilværelse. Der er ALTID noget, jeg er optaget af, lader min dag fylde af. Hvis ikke andet, så tyr jeg altid til litteraturen. Og det er ikke så lidt, jeg - også på den konto - har fået læst.

Men det insisterer jeg også på at give værdi og lade mit liv fylde af. Jeg lærer SÅ meget af litteraturen. Mest om andre mennesker, måder at være til på, som jeg slet ikke kendte til i forvejen.

Mit liv beriges så meget af det. Det hører i høj grad med til min livsfortælling!