søndag den 30. august 2015

Septembertanker

Jeg får med jævne mellemrum en stak Storm-P-sider af en veninde. Det er fra en kalender, og hun gemmer dem til mig, i håb om at jeg kan finde på at udbrede mig om dette eller hint i et blogindlæg.

Og nu har jeg siddet og grundet over denne: En gammel mand sidder på en bænk i parken, og ser på et blad, der falder ned fra træet: "Nå, nu kan du ikke mere - Ja, ja - enhver har sin tid.

Det er lige om lidt september! Hvor blev sommeren af? Dybt i mig har jeg en følelse af, at jeg er gået glip af den. Men den har heller ikke budt på så mange sommeragtige dage, som jeg er blevet vant til fra de seneste år. Og dog - jeg er jo blevet godt brun, har da ligget i haven og læst "Tankens magt" og huskede imens at nyde det i fulde drag: Den varme solskin tilført små briser af let vind på mine nøgne ben, min egen solsort, som er næsten tam og boltrer sig på min græsplæne i håb om at finde lidt småkryb, Duften af mine dejlige, hvide floks, taknemmeligheden over, at denne plet her på jorden har jeg fået lov til at kalde min.

Jeg er et septemberbarn. Jeg har lige om lidt fødselsdag. Så jeg er født i sensommeren, og lever nu med mine snart 66 år i mit livs sensommer. Og ind imellem funderer jeg over det liv, jeg har haft. Jeg husker stunder, hvor jeg sad ved mit skrivebord - der har jeg altid "boet" - og skrev ting - det har jeg også altid gjort. Og jeg husker mange mange gange, hvor jeg har haft en dyb og intens oplevelse af, at NU - det er NU, at livet er på sit højeste. Jeg har følt en glæde og en tilfredshed, så jeg har tænkt: Hvis jeg dør nu, så gør det ikke noget. For følelsen af intensitet har jeg oplevet, og derfor har jeg LEVET!

Men jeg døde ikke! Og livet har også budt på mange, - rigtig mange - svære ting. Der har været tider, hvor jeg troede, at dette her, det kunne jeg ikke klare. Så var der stor brug for, at jeg tog min gave frem - den gave, som jeg fik med mig fra Gud, evnen til at bede, til at lægge alt det, jeg ikke kunne klare, ikke kunne overse, ikke anede mine levende råd med, over til Gud. Jeg har altid vidst, at jeg ikke var alene. Og at jeg er elsket af Gud. MED fejl og mangler og uformåenhed. Jeg vil sådan håbe, at jeg har givet dette videre til mine børn.

Har Gud grebet ind i mit liv? Sikke et forkert spørgsmål at stille. For han har været med mig hele vejen igennem. Men nogle gange er jeg blevet spurgt, hvor jeg direkte har kunnet se, at Gud greb ind. Åh ja, - Gud griber jo ind via andre mennesker, han bruger jo mennesker i sit virke, hvad skulle han ellers? Jeg har mange gange - rigtig mange gange - stået i en situation, hvor jeg ikke havde penge nok, og ikke anede, hvordan jeg skulle komme igennem næste måneds udgifter, eller hvordan jeg skulle klare en eller anden større udgift. Der har ALTID vist sig en udvej. Altid. Nogle gange på de mest besynderlige måder. Og det er blot ET eksempel.

Jeg har vist nævnt det før, men det gør ikke noget, at jeg gentager det. Der findes et kinesisk ordsprog, som siger:

Indtil vi er 20 lærer vi
Fra vi er 20 til 40 kæmper vi
Fra vi er 40 til 60 erhverver vi visdom

Jeg har tit tænkt på, hvad vi gør efter de 60?
Vi lærer stadig - men er blevet meget selektive, for noget er vigtigere end noget andet
Vi kæmper stadig, men ikke for alt - og med helt andre midler
Vi erhverver stadig visdom, men feltet af, hvad vi anser for visdom, indsnævres voldsomt.

Kan der konkluderes på det? Ja, det kan der, i hvert fald her fra mit skrivebord. Der er færre ting, som er væsentlige. Til gengæld er de ting, som er væsentlige, helt og aldeles uundværlige. De to første bud: Elsk Gud og elsk næsten. Og som det lyder i dagens tekst om Den Barmhjertige Samaritaner: Hvem er da den mands næste som faldt blandt røvere.

Jeg bliver nødt til at blive rigtig gammel, for ellers har jeg ikke tid nok til at lære det!!

mandag den 24. august 2015

Et skide problem!!!

Dette blogindlæg, som jeg længe har haft lyst til at skrive, handler om en bagatel. Om noget, som det næsten virker provokerende at skrive om i dagens Danmark, hvor vi jo nærmest vælter i problemer, der er VIRKELIG alvorlige, f. eks. Flygtningeproblematikken (iflg. Kr. Dagblad - bl.a. ),  EU-forbeholdene (iflg. Lars Løkke), industrispionage (siger Brian Mikkelsen), indendørs luftforurening (iflg. Bjørn Lomborg), udkantsdanmark kontra metropoliticismen, (siger jeg) ungdomsarbejdsløsheden (iflg. Politiken), økonomien (iflg. murermester Larsen).

Okkeja, sådan kunne jeg blive ved.

Nej, mit problem er slet ikke i den størrelsesorden. For det handler om toiletpapir. Nærmere bestemt: Den slags toiletpapir, man støder på, når man skal forrette sin nødtørft "i byen". Og nu kan jeg mærke, hvordan jeg allerede ved disse indledende bemærkninger får adrenalinen til at stige!!

Det er disse hersens store ruller, som er godt gemt inde i en beholder. Og det er HER, problemet ligger. For uanset hvornår og hvor henne jeg er ude for disse tingester, så har enden på toiletpapirsrullen gemt sig oppe i beholderen eller  kalechen eller hvad sådan en nu hedder. Og hvad gør man så, når man skal hive noget af?

Jeg har prøvet virkelig mange teknikker, f. eks.
* Stukket hånden op for at finde "enden"
* Rullet toiletrullen rundt, i håb om, at enden ville falde ned, så jeg kunne komme til at rive noget af.
* Kradset med neglene, så jeg i det mindste kunne lave en ny ende

Og for at gøre det hele endnu mere interessant, så sidder bemeldte rulle ofte, så man er nødt til at rejse sig fra toiletsædet, for at komme til at rive noget papir af. Med det resultat...ja, gæt selv!!!

Allerbedst, som jeg tror, at NU har jeg fat i en ende, viser det sig, at det vil den sandelig ikke være med til, eller den er ikke sådan lige til at få rullet ud, eller den er for stram, - Og jeg kan jo tydeligt se, at ALLE andre før mig har haft det samme problem, for der ligger adskillige stumper og enkeltstykker papir på gulvet.

HVIS det endelig lykkes mig at få enden rullet ud, så jeg kan komme til at rykke noget af, så er jeg nogle gange fristet til at være så OND, så jeg rykker papiret af, så den næste heldigvis også skal døje med at finde enden, for så sidder den oppe under "kalechen". Nå, som regel er jeg et venligt menneske, og beslutter at rykke en god ende ned, efter at jeg selv har rykket det af, jeg skal bruge, så den næste blot skal hive i papiret.

Jeg synes, der burde være en lov, som foreskriver, at man skal behandle ens toiletmedmennesker lige som man gerne selv vil behandles. Og man skulle kunne få en bøde, hvis man ikke gør det. Det kræver nok, at man indfører toiletovervågning, men hvordan er det, man siger: Hvis du ikke har noget at skjule, skulle det vel heller ikke gøre noget!!!

I disse tider kan man jo ikke have tissekoner siddende alle vegne, vel? Eller måske skulle vi bruge nogle af kontanthjælpsm... nej, puhha, jeg var lige ved at skrive noget fy!!!

Er det bare mig? Nåe nej, det HAR jeg jo konstateret, at det ikke er. Men er der mon en metode, jeg ikke kender til? Så er jeg så hjertelig glad modtager af oplysning om denne :)

søndag den 9. august 2015

Mennesker i mit liv 28 - Sara

Hun var et helt særligt menneske, som jeg lærte meget af, og kom til at holde af. Hun var så helt, helt forskellig fra, hvad jeg hidtil havde kendt til - i sin personlighed, sine holdninger til livet, sin tro - og hvordan hun så på det at være leder. For hun var min leder i nogle år, da jeg lige var blevet uddannet.

Hun havde været pioner på sit felt, havde trodset den tids politikere med sin vilje og viden, og var i det hele taget årsag til, at denne institution overhovedet eksisterede.  Men nu var hun ved at nærme sig pensionsalderen, og hun var også ved at være træt af at arbejde. Jeg var hendes souschef, så også derfor kom vi tæt på hinanden. Og så havde hun i disse år en sygdom, som holdt hende hjemme i sengen i ret stort omfang. Derfor lagde jeg tit min vej forbi hendes hjem, når min arbejdsdag var færdig. Hun skulle underskrive bilag, og vi drøftede forskellige problemstillinger.

Og så fortalte hun. Om sit liv. Sit ægteskab. Kærligheden. Sine børn. Sine forældre. Sin tro. Især det sidste fandt jeg yderst interessant, for hun var spiritist, og troede derfor bl.a. på reinkarnation, som jeg som kristen - og en temmelig dogmatisk af slagsen - jo slet ikke kunne gå ind for. Men vi diskuterede egentlig ikke særlig meget, jeg var mere interesseret i at lytte og lære. Langt senere var jeg bl.a. med til et af hendes børnebørns spiritistiske konfirmation, hvor konfirmanden bl.a. via et medie fik kontakt til sin skytsånd, og fik navnet på denne skytsånd at vide.

Lad mig kalde hende Sara her. Hun var som sagt et sjældent spændende menneske for en ung, nyuddannet pædagog som jeg. Men hun havde altså også nogle sider, som jeg havde svært ved at forlige mig med. Dog er det mest de humoristiske og dejlige situationer, jeg - heldigvis - husker. Og jeg vil fortælle om et par af dem her.

Vi skulle have besøg af nogle mennesker fra socialstyrelsen, som institutionen dengang hørte under, idet vi var en børnehave under Åndssvageforsorgen. Det var en slags tilsyn og derfor kom der både embedsfolk og politikere. Vi var ikke helt klar over, hvad tid de ville komme, blot at det var denne dag. Der skete imidlertid det, at der samme dag kl. 10.00 skulle komme en tandplejer, som skulle fluorskylle vore børns mund. Sara så nogle mennesker træde ind i fællesrummet, og råbte fra den anden ende af lokalet: "Vore børn kan altså ikke spytte"! Stor forbavselse spredte sig blandt gæsterne, som nok har tænkt, at hun var "en af klienterne"! For Sara havde troet, det var tandplejeren, - men det var altså socialstyrelsens folk, der kom. Flovhed - som heldigvis endte med store grin, da misforståelsen blev opklaret.

En dag sad Sara og jeg inde på kontoret og snakkede og røg - det gjorde man altså dengang!! Pludselig kigger Sara ud af vinduet, og ,udbryder: "Gud, der kommer revisionen! Skynd dig at gå rundt og saml alle de penge ind, du kan,  blandt personalet". Der var ikke tid til yderligere forklaringer, men jeg vidste, at Sara ikke gik så meget op i, om hun brugte at sine egne eller institutionens penge, sådan i månedens løb, for når vores kontordame kom, kunne hun jo altid finde ud af, hvad der skulle være i kassen, og så udlignede Sara en evt. mango eller overskud af egne midler. Ergo gik jeg rundt og samlede nogle hundrede kroner ind. Efter gennemgang af regnskab m.v. spurgte revisoren Sara: "Nå, hvor mange penge er der i kassebeholdningen". "Giv et bud", svarede Sara, for hun vidste jo ærlig talt ikke, hvor mange der BURDE være. Han kiggede noget måbende på hende, men sagde så, hvad der skulle være. Så talte han kassebeholdningen sammen, og det viste sig, at der manglede ganske få kroner. "Nå ja", sagde Sara, "Jeg har lige været ude at handle, og har ikke lagt byttepengene tilbage endnu". Da revisoren var gået, gik jeg så rundt og delte penge ud til de respektive personaler, som havde "bidraget".

Ak ja, det var dengang, og dengang kunne sådan noget godt lade sig gøre. Der var jo ingen, der snød, og Sara var et gennemhæderligt menneske, så der kom altid det i kassen, som der skulle ligge, og hun har også brugt af egne midler til institutionen, ved jeg. Men jeg forstod bare ikke, at hun turde!

Sara var som sagt af og til syg, og hun gik også ind for diverse alternative metoder. Engang var hun på en kur, som bestod af noget pulver, der skulle i kogt vand, og heraf skulle hun drikke en slurk ca hver halve time hele dagen, så hun havde naturligvis sine flasker med på arbejde. Men da hun ikke lige kunne finde andre flasker, brugte hun snapseflasker. De stod så nede på gulvet ved hendes plads på kontoret. Og naturligvis kom vores pædagogiske konsulent en af disse dage. Han må have bemærket disse flasker, for han spurgte diskret: "Sig mig, har Sara et alkoholproblem"? Jeg så jo noget uforstående på ham, indtil sammenhængen gik op for mig, og så skrupgrinede jeg, og forklarede ham sammenhængen.

Jeg har ikke haft kontakt med Sara i mange år, og hun er sandsynligvis også død nu. Men flere af mine kolleger fra dengang er jeg stadig veninde med. For det var en dejlig dejlig tid, vi havde frihed til at prøve mange spændende pædagogiske ting, som vi havde lært. Alt kunne lade sig gøre - og vi brændte for dette arbejde, og udviklede en - til tider temmelig sort - humor.

Der er især én ting, jeg husker Sara for: Hun mente, at disse åndssvage børn, som de dengang kaldtes, var store og viise ånder, som havde valgt at reinkarnere som dybt åndssvage FOR AT SKABE KÆRLIGHED!  For den eneste måde, man kan forholde sig til dem på, er i kærlighed, sagde hun. Og DET har jeg aldrig glemt!