torsdag den 27. februar 2014

Mennesker i mit liv 11 - min farmor!

I dag har min kusine Lise og jeg bedrevet slægtsforskning, nærmere bestemt: Forsøgt at samle op på den viden, vi allerede har, om min farmor, som er Lises mormor.

Min farmor døde, da min far var knap to år, og Lises mor fire år. Så vi har aldrig kendt hende. Hun døde på Middelfart Sindssygehospital i 1921, 38 år gammel. Min farfar, som jeg tidligere har skrevet om, og som kom til at betyde rigtig meget for mig, ikke mindst i forhold til min tro, giftede sig aldrig igen, og døde i en alder af 90 år.

Det har aldrig været en hemmelighed i familien, at farmor endte med at blive sindssyg, men det er lidt forblommede ord, vi har fået om, hvad der egentlig skete. Sandsynligvis fordi min far og faster ikke helt har vidst det. Så for små 10 år siden var jeg på landsarkivet i Odense for at finde eventuelle journaler på hende. De havde dem ikke, men vidste hvor de fandtes, og de lovede at sende kopier til mig. Så Lise og jeg satte os sammen for at tyde de håndskrevne lægejournaler. Nu er vi begge ikke helt ukendte med lægelatin, men det var alligevel en udfordring. Men vi fandt da ud af det meste.

Farmor var blevet indlagt på Middelfart 5. december 1921, og døde 15. december. Af journalerne fremgår det, at hun var tvangsindlagt, at hun havde været syg derhjemme inden, men hun var forholdsvis rolig og slet ikke sindssyg, da hun bliver indlagt. Og så oprulles 10 dage med tiltagende gru. Hvordan hun bliver angst, manisk, søvnløs, helt uden sans for personlig hygiejne. Og hvordan hun bliver fyldt med narkotika, som sandsynligvis har forøget hendes angst. At hun blev indlagt, skyldes at hun hallucinerede derhjemme, og blandt andet gik ude på gårdspladsen i det bare linned., og også havde truet med selvmord og at ville slå sin yngste, min far, ihjel.

Fra min fars slægtsbøger fremgår det, at hun har haft en barsk barndom. Hendes egne forældre dør, da hun er 8 år gammel. Hun har to brødre, og alle tre børn bliver på faderens begravelsesdag (begge forældre dør af tuberkulose med kort mellemrum) fordelt til 3 forskellige hjem. Gertrud, som farmor indtil da hedder, kommer som plejedatter hos sin farbror Lars, som er gift med Maren. Lars og Maren har mistet en datter, Marie, da hun var 5 år gammel, og nu forlanger Maren, at Gertrud skal overtage deres døde datters rolle, og insisterer også på, at Gertrud skal kaldes Marie, som er hendes andet navn.

I lægejournalerne - og fra fars slægtsbeskrivelse - fremgår det, at forholdet mellem Marie og Maren aldrig blev godt, og at der har været megen stridighed i hjemmet. Der findes mange anekdoter om Marens opførsel overfor familie og naboer. De blev fortalt som en del af familiekrøniken, med humor og på klingende fynsk, for alt dette foregik i Hesselager på Fyn.

Men da jeg første gang læste min farmors journaler fra Middelfart, græd jeg. Jeg havde jo gennem far, farfar og faster hørt lidt - men enden på dette liv rørte mig så dybt. Og Lise og jeg har altid stået hinanden nær, så vi besluttede nu at tiden var kommet til at forske videre. For vi kunne ane, at Marie havde været indlagt flere gange, haft nervøse anfald og nok haft et sårbart sind. Hun var en smuk kvinde, men hun var 32, før hun blev gift med farfar, som var 5 år yngre.

En lille bagatel, som har rørt os dybt: Dengang var sindssygehospitaler delt op i klasser, og man skulle selv betale en del. Farfar havde ikke mange penge, for det gik ikke for godt med gården Blåløkke, som var Maries arv. Så Marie var 3. klassespatient. Men i margin i lægejournalen, har en læge skrevet: Ordineret: Kaffe x 2 dgl. Jeg forestiller mig, at dette er en behjertet læge, som har tænkt: Den arme stakkel, som ikke kan holde mad i sig. Hun skal da have lidt kaffe. Det er jo kort efter 1. verdenskrig, og muligvis har kaffe været en kostbar luksus. Men hun bliver det ordineret!! Ja, det rørte os!

Men journalerne slutter med en obduktionsrapport. Maries dødsårsag er sandsynligvis en blodprop, som har været undervejs i et stykke tid - hvis ellers det kan lade sig gøre. I familien har det heddet sig, at hun døde af en svulst på hjernen, som også gjorde hende sindssyg. Tjah, vi skal have forsket videre i dette, og vi skal endnu længere tilbage, til før hun kom på Middelfart, for da var hun en tid på Hald ved Viborg.

Vi har aldrig kendt hende, men vi føler os levende forbundet med hende, og vi føler med hende i det svære liv, hun har haft, og den frygtelige død, hun led. Hun er en del af vores fortid, og er en del af årsagen til, at min far og min faster blev, som de blev - voksede op uden en mor, men med en bedstemor - min oldemor - tæt på. Et menneske, som jeg vil skrive om en anden dag, for skønt jeg HAR set hende som lille, og også husker hende, er hun også en del af familiekrøniken, og havde et særdeles spændende liv - men først og fremmest: Var et hjerteligt og kærligt menneske for min far og faster, og også for min farfar.

tirsdag den 25. februar 2014

Du bliver i dårligt humør af at tænke på helvede!

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/546452:Kirke---tro--Forskere--Du-bliver-i-daarligt-humoer-af-at-taenke-paa-helvede

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde over ovenstående artikel.

Under alle omstændigheder, så er det et rigtig godt eksempel  på, hvordan nutidens lykketro og kristendommen kan komme i konflikt med hinanden. Der er en verden til forskel. Og en tro.

Hvad skal vi da stille op med den himmelråbende - eller jeg burde måske skrive - helvedes tro på, at vi skam bør fjerne alle elementer i livet, der gør os i dårligt humør. Og kristendommen!! Armen altså, den bør da få os til at føle os i godt humør! Ikke!!!

Svar lige mig på, hvad en undersøgelse, som går ud på at klarlægge, om folk blive i dårligere eller bedre humør af at tro på himmel og helvede, skal gøre godt for??? Nåe jo, det er da klart: Den skal få folk til at indse, at de bør holde op med at tro på himmel og helvede, og vupti - så bliver de i bedre humør. Afskaf helvedet - og himlen med for den sags skyld - så skal du se, hvor det går. Livet bliver som en leg, alt bliver til leverpostej, huttelihej!!!

Forskerne i omtalte projekt mener også, at det er muligt, at tanken om et helvede får ikke-religiøse til at tænke på, hvad de måske vil stå ansigt til ansigt med, hvis de tror på det forkerte. Uha da da. Skal de ikke-religiøse nu også til at tage stilling til et muligt helvede?? Det kan vi kristne ikke være bekendt!! Ikke nok med, at vi skal belemre os selv med en mulig ikke-lykke følelse, men skal de ikke-religiøse nu også begynde at tvivle?? Armen, hvor er vi henne? Hvor er det syyyyynd for dem!!

Godt nok står der i artiklen, at religiøse mennesker har en tendens til at føle sig lykkeligere, "og det er formentlig drevet af det sociale aspekt"!! Hvad helvede der så menes med det???

Men summa summarum: Du bliver i dårligere humør af at tænke på helvede!!! Som skrevet står. Uanset om du er religiøs eller ej!!

Og nu bliver jeg rigtig ond: TÆNK, hvis der nu var noget i dit liv - eller hvis du hørte om noget i dit liv - som fik dig til at blive urolig?? Som medførte, at du begyndte at tænke dig om! Og overveje, om din samvittighed nu også er ren!! Og om der findes en straf for ting i dit liv, som du godt ved, du har gjort - og som ikke er så godt?? Tænk hvis du skulle lide en evig pine efter døden, kastes i flammerne, leve med djævelen og alle hans engle - og så til evig tid!!

Den tanke er for fjolser - skynd dig at mene det! Det kan ingen oplyste, civiliserede mennesker i dag gå ind for. Jeg skynder mig lige at berolige mig selv i mellemtiden, med at helvede er opfundet af Dante i hans "Inferno". Og at en hel kristendom overtog hans billedsprog, og hvad værre er, hans virkelighedsforståelse - fra middelalderen og stort set op til i dag. Eller næsten!

MEN - selv om dette være sagt - så må det stå fast, at ingen, religiøse som ikke-religiøse, kan slippe for at tage stilling til himmel og helvede i deres liv. Hvis altså du vil leve et autentisk liv, hvor åndelighed hører med. Men vær pjat, og så skal du se, hvor det går. Lev på overfladen! Skub alle negative tanker og begreber overbord - tænk positivt, lev lykkeligt.

Tillykke, du har vundet et pseudo-liv. Ønsker du at gå videre til det evige liv??

mandag den 24. februar 2014

Hysteri - kun for kvinder!

Kun kvinder kan blive hysteriske! Af den simple grund, at kun kvinder har en hystera = livmoder! Så fik vi lige det på plads.

Menæh! Det er en diagnose, opfundet af mænd. Men meget gammel, faktisk. Allerede de gamle egyptere og grækere kendte til hysteri, og man mente dengang, at de voldsomme følelsesudbrud skyldtes en vandrende livmoder. Det var selve lægekunstens fader, Hippokrates, som "opfandt" diagnosen 400 år før Kristus. Ca 200 senere var der en læge, som hed Galen, der mente, at hysteri skyldtes seksuel understimulering, og anbefalede ægteskab som kur!!

Måske var det ikke så helt dumt endda. Desværre begyndte man op gennem historien at "kurere" hysteriske kvinder med alverdens kure, lige fra fjernelse af livmoder, æggestokke og klitoris, til åreladning, - og fastsyning af livmoderen til bugvæggen. Så kunne den jo ikke "vandre".

Selvfølgelig var det salig Freud, der virkelig satte hysteri på dagsordenen, idet han med denne sygdom - som med så mange andre - fandt at den skyldtes seksuelle fortrængninger. Og op gennem 1800-tallet var der jo faktisk en stor bornerthed blandt især det bedre borgerskab angående seksualitet, og især da kvindens - hvis man overhovedet anerkendte, at hun havde en sådan. Og HVIS hun havde, så var det tegn på frivolitet, og kvinden blev sat i bås som vulgær og nærmest luderagtig.

Nu er der rigtig mange gode grunde til, at jeg er vild med Sigrid Undsets bøger. En af dem er, at hun har et særdeles naturligt og ukunstlet forhold til kvindens seksualitet. Hos Sigrid Undset er en sund og naturlig kvinde en, som har en stærk, intens og ligefrem seksualitet. Og som ikke generer sig derved. Det gør hende ikke til en vulgær kvinde, nærmest tværtimod. I Kristin Lavransdatter ses det især hos Kristin og - som tragisk eksempel - hos Kristins mor. Også i Den Trofaste Hustru spiller kvindens seksualitet en stor rolle. Og i Gymnadenia stilles kontrasterne op. To kvinder - den ene med den spidsborgerlige bornerthed, den anden med naturlighedens intensitet. Ja, - i de fleste af Sigrid Undsets romaner spiller kvindens seksualitet en rolle.

Hvorfor skriver jeg nu det?

Fordi det forekommer mig, at der er en stigende bornerthed, generthed, - en opdyrken af den victorianske dydsirethed og gemmen  sig i sin seksualitet blandt mange, nok især yngre kvinder i dag.  Lyder det mærkeligt? Ja, jeg kan godt høre det. For Joan Ørting er jo da vældig på banen, og Fifty Shades of Gray og Crossfire bøgerne ligeså. Og Sex and the City, og og og...

Men har det noget med naturlig seksualitet at gøre? Overhovedet ikke, efter min mening. Det kan godt være, at en del kvinder finder sig "set" i den seksualitet, som lægges for dagen af ovennævnte. Men der er noget maskinelt, mekanisk, udvendigt og tvangsagtigt over det. I forhold til Sigrid Undsets beskrivelse af den ligefremme og naturlige seksualitet, og glæden ved den, forekommer det mig at være en krampagtig, pornogjort og pseudo-fri seksualitet, der lægges for dagen. Som går op i udvendige ting, der intet har med sex at gøre.

Men hvis nogen tænker: Så må vi da hellere læse Sigrid Undset, for at se, hvordan hun mener, sex skal være - så vil jeg ikke anbefale det af den grund. Så bliver man skuffet. For hos Sigrid Undset hører seksualiteten til i et intenst følelsesmæssigt forhold til et andet menneske. Slet slet ikke for at moralisere, det ligger hende fjernt. Men fordi det er i det tætte forhold mellem mand og kvinde, at naturligheden i seksualiteten kan blomstre og udfolde sig frit.

Vore dages hysteriske kvinder lider ikke af mangel på seksuel stimulering. Det er måske snarere seksuel overstimulering, forstået som afprøvning af diverse forskellige mænd, legetøjer, stillinger og lignende. Men den glade, frie seksualitet, hvor man giver sig hen med hele sit væsen - netop den er jeg bange for har trange kår.

Men hvad faen ved jeg om det? Jeg er jo en halvgammel kone. Men jeg har mine spioner ude overalt, har mine sidespejle parat, får meldinger fra von Hörensagen og hestens mule dagligt. Så det....


onsdag den 19. februar 2014

Selverkendelse - en by i Rusland!

"Det er svært at tænke, når det ikke ligger til én", havde jeg engang en medarbejder, som undskyldte menneskers dumhed med. Den sætning kommer jeg af og til til at tænke på. Den er morsom, og så udtrykker den en sandhed, som er dybere end man skulle tro ved første øjekast.

F. eks. har jeg meget svært ved at forstå, når nogen i højrøstede vendinger udtrykker deres forargelse over en eller andens børneopdragelse, når man så godt ved, at vedkommendes egne børn har lidt meget i deres barndom. Hvad sker der? Har han glemt sit eget liv? Omdannet sin egen historie? "Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom", er titlen på en bog, jeg har kigget i. Nej da, det er aldrig for sent at ændre sin holdning til barndommen; heller ikke ens børns barndom.  Dog kan man aldrig ændre selve historien. Men helt at negligere, hvordan man selv har ageret i opdragelsen af sine egne børn? Og så ydermere føle sig i sin gode ret til at revse andre?  Jeg forstår det ikke!

Skal jeg simpelthen bare acceptere, at nogle mennesker ikke er for kloge? Eller ER der her tale om en bevidst glemsel, som vedkommende har begået for at kunne holde sit eget liv ud?? Ak ja, det kan incestofre muligvis give et meget bedre svar på, end jeg kan. Eller rettere: Incestudøverne.

Men jeg har aldrig hørt en incestudøver udtale sig om incesten, uden at han/hun har undskyldt sig, skudt ansvaret fra sig. Den med at "barnet ville selv", er jo så himmelråbende, at den ikke er værd at spilde tid på. Men er det slet og ret dumhed, som får folk til at sige sådan??

Et andet eksempel: Der var for nogle år siden en udsendelse i tv, hvor en muldvarp med skjult kamera havde optaget, hvor nedværdigende et personale på en institution for voksne multihandicappede talte til og gebærdede sig over for beboerne. Forargelsen ville ingen ende tage, heller ikke på den institution, hvor jeg havde været ansat.  Og dette, skønt en del af personalet slet slet ikke stod tilbage for det, man havde kunnet se optaget med det skjulte kamera, og som blev vist på tv. Hvordan går det til?

Er selverkendelse et fremmeord for nogle mennesker? Men denne dumhed eller laven om på de faktiske realiteter er åbenbart en meget gammel sag, for Jesus selv udtrykte også denne forundring med ordene: "Hvorfor ser du splinten i din broders øjne, men bjælken i dit eget opdager du slet ikke"?

Ja, hvorfor? Jesus anbefaler, at man først fjerner bjælken fra sit eget øje, så man derefter kan se klart.

Jeg er ikke helt tilfreds med at slå mig til tåls med, at det bare er dumme mennesker, som siger sådan. Jeg er heller ikke tilfreds med, at man kan "glemme" så godt, at man helt kan lave sin egen historie om. Jamen, hvad er der så på færde da?

Jeg har skrevet om det før, og jeg gør det igen - og igen. Også denne gang. For jeg tror, det handler om forargelsen. Det er så dejligt at være forarget, især hvis man kan være det sammen med nogen. Så er man en del af en gruppe, har et tilhørsforhold. Jeg synes, at tendensen til forargelse breder sig uhyggeligt i dagens Danmark. Politikerne får for høje lønninger, indvandrerne skulle bare sendes hjem, de kriminelle skal fame bare..., kontanthjælpsmodtagere er nogle nasserøve, de studerende går bare på cafe, de unge har ingen moral, osv osv.

Hvorfor griber man ikke i egen barm? Fejer for egen dør? Tager bjælken ud af eget øje? Hvorfor kaster man  med sten, når man selv bor i et glashus?

Denne selvfede, selvforherligende og selvgode holdning forarges jeg over. Og hvis du ikke formår at gøre noget ved din egen situation, hvis du ikke formår at tænke, fordi det ikke ligger til dig - så vær dog i det mindste tolerant, barmhjertig, forstående, kære forargede meddansker, som bl.a. udtrykker dig på facebook i højrøstede vendinger.

søndag den 9. februar 2014

Flyt dig så!!!

Mit sidste blogindlæg var en gang moraliseren om at flytte sig, når noget i ens liv ikke gik så godt. Det kan også siges meget mere poetisk, som i nedenstående digt, jeg stiftede bekendtskab med for mange år siden, - en af de mange gange i mit liv, hvor JEG skulle flytte mig, men kviede mig kolossalt ved det. Jo, for man ved jo, hvad man har - og ikke, hvad man får. Og TURDE jeg nu kaste mig ud på dybt vand? Forandring er truende - kan være farlig.

Jeg går hen ad gaden.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg falder I.
Jeg er fortabt …Jeg er hjælpeløs.
Det er ikke min skyld.
Det tager en evighed at komme op.

Jeg går hen ad den samme gade.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg lader som om jeg ikke ser det.
Jeg falder i igen.
Jeg fatter ikke, jeg er havnet det samme sted.
Det er ikke min skyld.
Det tager stadig lang tid at komme op.

Jeg går hen ad den samme gade.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg kan se det er der.
Jeg falder i …..Det er blevet en vane,
men mine øjne er åbne.
Jeg ved hvor jeg er.
Det er min skyld.
Jeg kommer op med det samme.

Jeg går hen ad den samme gade.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg går uden om.

Jeg går hen ad en anden gade.

Der er mønstre, som vi gentager igen og igen. De samme skænderier med ægtefællen. De samme argumenter overfor teenagebørnene. Den samme måde at anskue tilværelsen på. Den samme fremturen med holdninger, som vi én gang har vedtaget, at vi har. Den samme forargelse på de samme mennesker. Den samme negativitet overfor et job, man for længst er vokset fra. De samme symptomer overfor noget mad, man godt ved, man ikke kan tåle, men bliver ved med at spise.

Men når det ikke virker - så er det vel logik, at der må noget andet til! Jooo- menæh - jeg skal bare lige have lidt mere energi, fod på økonomien, vente på foråret, tabe mig, have ryddet op, komme lidt mere til hægterne.

Undskyldninger!!!! Mens græsset gror, dør horsemor!! Og det ender med, at vi ikke kan komme op af det hul, vi er faldet i!!!

Føler du dig ramt? Godt så! Det gør jeg også!!

fredag den 7. februar 2014

At være OFFER i eget liv!

Jeg har fået nogle spøjse Storm P-citater i hænde. Som nu denne: Som ung skrev jeg digte - nu siger jeg det, som det er.

Det gælder så ikke liiige for en ung mand som Yahya Hassan. Men nok for alle vi andre, som fortrinsvis skrev til skrivebordsskuffen. Fordi vi sad der og sukkede i ensom misforståethed. Eller  ikke kunne få sagt, hvad vi følte for ham den overdejlige. Og elskede at svælge i de enorme følelser, man jo efterhånden begyndte at mærke -  lære dem at kende, uden at skulle hænges op på noget. Fordi man kunne være og sige alt det, man ikke kunne tillade sig at være og sige offentligt.

Nu er jeg jo en ældre kvinde hø hø - selv om jeg stadig har svært ved at betragte mig selv som sådan. Men når min rengøringshjælp - sødt og medfølende - udtaler: "Jeg kan godt lide at hjælpe de gamle", ja, så må jeg nok indse, at andre ser på mig med andre øjne, end jeg selv gør.

Hul i det! Men det er ret længe siden, at "søde Ingrid" brændte inde med alverdens ting, og derfor måtte skrive digte. Jeg har lige siddet og kigget på noget om "at tage ansvar". (Som ikke har noget at gøre med fodboldspillere i en særlig kamp! Jeg måber altid, når jeg hører den vending brugt i den sammenhæng)

At tage ansvar! Ja, ja, come on, hvad nyt kan du sige om det, søde Ingrid? Sikkert intet. Men minde om et par ting, måske.

Når jeg støder på mennesker, som vægrer sig ved at tage ansvar, så tænker jeg: De går glip af livet selv. I kender dem alle. De er rigtig gode til at være OFRE. Det er altid nogen andres skyld: Samfundets, regeringens, politikernes, sagsbehandlernes, chefens, arbejdskollegernes, bankens, finanskrisens, ens forældres, opvækstvilkårene, økonomiens osv osv. Det ER det muligvis også. Men der, hvor jeg vil hen, er:

SÅ FLYT DIG DOG! Og jeg mener ikke blot fysisk, men også mentalt. Bliv herre i eget hus, direktør i eget liv, tag dit liv på dig, bliv voksen.

Jamen, det er ikke nemt! Nej gu' er det da ej!! Det koster, det er usikkert, det kan gå galt, man kan fortryde. Ja, rigtigt. Men at blive hængende i dyndet, stampe på stedet, stå snart på det ene og snart på det andet ben, DET koster, det er stensikkert. Du får depressioner, bliver sløv, ligeglad, aggressiv, grådlabil, skændes med manden, en dårlig forældre, for højt blodtryk, hjerte- karsygdomme, dårlig kondition, vennerne forsvinder, dit liv bliver værdiløst.

TRÆF NOGLE VALG. Og vid, at du så har valgt andre fra. GØR NOGET, - næsten ligegyldigt hvad. Men kom ud af offerrollen, spring ud i livet, lad være at blive hængende i, at det ikke er din skyld, lad være at ruge over fortiden - SE FREMAD!

Hold da helt kæft hvor har jeg moraliseret i dag. Grunden til, at jeg er så god til det, er, at jeg for det meste skriver til mig selv, - selv om du, kære læser, er så hjertelig velkommen til at læse med.

Når livet og livsvilkårene forandrer sig - og det GØR de med jævne mellemrum, hvis du har levet mere end 10 år, så SKAL du - altså jeg - lære at forholde dig/mig konstruktivt til det. Lige nu skal jeg lære at forholde mig til, at mit liv har forandret sig p.g.a. nogle smerter, som sandsynligvis er kroniske. Jeg HAR skældt ud, skudt skylden på medicinalindustrien, lægerne, sygehuset, Gud, Fanden og hans pumpestok, hylet og skreget. Det har muligvis hjulpet.

Nå! Så er det tid til forandringer. Spændende, hvad de kommer til at gå ud på!