fredag den 31. januar 2014

Forargelsen længe leve!!!

Læs ikke dette hvis du er et alvorligt, seriøst og travlt menneske, hvis liv ved Gud er for kort til plat- og morsomheder! Nu er du advaret!!!

Men jeg er kommet for skade at få et Storm P-citat i hænde: Det er hyggeligt at sidde og more sig, efter at man i så mange år har taget sig selv højtideligt! Jeg kommer straks til at tænke på Søren Kierkegaards "Om begrebet ironi", og i det hele taget bemeldte mands måde at skrive på. Man skal godt nok holde tungen lige i munden, for at kunne gennemskue, hvornår manden mener det alvorligt, eller hvornår han er ironisk.

Eller Poul Henningsen: Den der kun ta'r spøg for spøg, og alvor kun alvorligt - han har faktisk fattet begge dele lige dårligt!

Humor er afvæbnende! Og når man er kommet i min alder, kan det være dejligt at sidde tilbagelænet og betragte verden, som den udfolder sig for ens øjne - eller på Christiansborg. Og vide bedre, sådan helt for sig selv. Eller gøre sin forbandede demokratiske pligt og trykke "synes godt om" til en underskriftindsamling imod Dongaftalen med Goldman Sachs.

Vi har alle lært at sige "Goldman Sachs" i den sidste tid. Og vi har selvfølgelig også alle været inde på diverse sider for at studere denne korrupte, skattelyagtige, skurkagtive,  storfinansudøvende institution, for at finde ud af, hvad vi skal mene om det hele. Og om der muligvis kunne tænkes nogle formildende omstændigheder i salget til dem. Og om Bjarne Corydon, den pæne mand, som åbenbart ikke er så blød endda! Og om Anette Wilhelmsen! Jeg har nu også altid haft en lumsk mistanke om, at denne kvinde ikke magtede sit hverv - eller noget!! Og Helle Thorning har vi da længe ment var en levebrødspolitiker, ikke også?

Vi har ingen problemer med at være forargede, det er noget, der falder os nemt. Og ærlig talt: Behøver man at sætte sig ind i alt muligt for at tage stilling til en sag? Kan vi ikke overlade det til de folkevalgte? Njah!!!

Jeg hygger mig gevaldigt her i min varme stue. De herrer og damer politikere og andre medspillere gør mig den tjeneste at opføre et skuespil, som Holberg ikke ville kunne have gjort bedre. Og når man ikke selv kan/gider finde ud af, hvad der er rigtig eller forkert, op eller ned, så kan man da altid være forarget, eller more sig, ikke?

Man kan også få ingredienser til sine egne filosofiske og andre  overvejelse. Der er nok at tage af. F. eks.

- Hvor er vi dog optagede af "renhed" i Danmark for tiden. Især for alle andres end vores egen. Politikeres, storfinansinstitutioners, journalisters. De har bare at holde deres sti ren- eller noget!

- Hvor kommer denne optagethed af de andres renhed fra? Er det et forsøg på at få en sammenhængskraft i landet, efter at de store fortællinger, religion, ideologier, Gud konge og fædreland er døde som samlende enheder?

- Hvornår er en mand en mand og et ord et ord?

- Var Jens Otto Kragh en vatpik, da han udtalte: Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Eller var han bare en yderst pragmatisk politiker?

- Hvad er det, som man skal kæmpe for i dagens Danmark? Hvornår er en kamp værd at tage?

Hold da op, der er mange andre problemstillinger, som trænger sig på p.t. Og selv om jeg om jeg mener, at jeg gør mit bedste for at følge med i, hvad der foregår i det offentlige rum, så må jeg med beklagelse indse, at jeg ikke er vidende nok til at kunne gennemskue, hvad der ville være det rigtigste at gøre i Dong-sagen.

Derfor læner jeg mig hyggeligt tilbage og morer mig. For DET kan jeg nemlig godt finde ud af: At de alle sammen er nogle idioter, at de alle burde gå af, at vi burde have en ny regering, at Dong skulle fyres, at det ikke er til at forstå, at Bjarne Corydons kone kan holde ham ud, at Helle Thorning er en kold skid, at Anette Wilhelmsen er en overfladeflipper, at Astrid Kragh er taburetklæber osv osv.

Men ind imellem tænker jeg: Måske politikerne tænker: Gid vi fik et nyt folk!!!

onsdag den 29. januar 2014

Det er problematisk at være god...

Nogle gange får jeg sådan en ubændig lyst til at være god! Jamen det kan komme over mig i de mærkeligste situationer. Jeg kan sidde og snakke med et menneske, hvor jeg føler vreden stige op i mig helt nede fra maven. Og hvis jeg lige når at give mig tid til at mærke denne følelse, før jeg overfalder vedkommende med mine skarpsindige, dybsindige, intelligente  og spidse bemærkninger, kan jeg pludselig komme til at tænke: Tænk nu hvis du snakkede til ham, som om du forstår ham! Hvad ville der så ske? Og det kan jeg godt sige jer, - det mærkelige er, at så kommer jeg pludselig til at forstå ham. Er det ikke sært? Så føler jeg mig pissego'!!!! Både overfor ham, som jeg har sparet for mine udgydelser, og overfor mig selv, som jeg har formået at disciplinere.

Eller jeg kan finde på at ringe til en, jeg egentlig ikke gider ringe til. O.k. så ringer jeg, og det ender altid med at vi får en rigtig god snak, og jeg glemmer helt, at jeg ikke gad ringe. Så tænker jeg: Du er vel nok god, at du sådan kan overvinde dig selv, Ingrid!! Og gøre en anden glad med dit opkald!! Øhhhh, hvem var det liiiige, der blev glad?? Mig selv vist nok!

Så er der de mere udspekulerede situationer, hvor jeg er god. Jeg står i køen nede i Fakta, og oppe ved kassen er en ung mand ved at betale med sit dankort. Det viser sig, at hans dankort ikke fungerer, og han har ingen kontanter. Hvad skal manden gøre? Ja, han må jo så nok gå uden varerne, siger han. Så er det, min godhed kommer op i mig, og jeg spørger: "Hvor meget drejer det sig om"? "62 kr", siger han. "Jeg betaler", siger den gode Ingrid så. Han protesterer jo ret voldsomt, men lader sig da overtale. Og så siger han noget, som totalt ødelægger min godhed. For han siger: "Hvis du lige vil følge med mig hen til hæveautomaten lige her henne, så kan du få pengene". Pis, altså! Hvad bilder han sig ind? Her nåede jeg lige at se alle de andre i køen måbe, da jeg gik op for at betale hans regning. Og føle mig god!! Vi fulgtes ad ud af forretningen, men "så skulle jeg den anden vej, så det... Og pyt med de penge, det betyder ikke noget". Han skulle i hvert fald ikke ødelægge det hele.

Nu siger jeg ikke, at jeg ikke kan være god - altså sådan ÆGTE, RIGTIG god, uden at have bagtanker og alt det der. Det sker da heldigvis nu og da, og lykkeligvis ved jeg ikke altid selv af det, men hører det så fra den eller dem, som det "er gået ud over". Det er en meget bedre følelse, der så breder sig i mig, end den, jeg har beskrevet ovenfor. Glæde, faktisk! Og ydmyghed!

Ja ja, men når der nu ikke lige er nogen ægte godhedssituation indenfor rækkevidde, må jeg vel selv opfinde en, hvis min godhedslyst kommer over mig. Det er altså svært, det her. For hvordan bærer man sig ad med gerne at ville være god, uden selv at vide, at man er det?? "Et godt menneske tager gode ting frem fra sit forråd", har jeg læst. Jeg ved også godt hvor. Og "Et godt træ bærer god frugt". Uha uh skræk! Jeg er ikke meget for at begynde at spekulere i, om jeg nu er et godt menneske, for så går der da helt kage i den. For hvis jeg synes, jeg er det, så er jeg det ikke - og omvendt.

Jo-o, det er sandelig ikke nemt gerne at ville være god, kan jeg godt fortælle. Gad vidst, om I andre har samme problemer, eller I bare ER gode - sådan lige ud i luften!!



tirsdag den 21. januar 2014

Det Buberske møde - tør du?

Det er farligt at give sig i lag med andre mennesker. Tryggere og sikrere at blive inden døre, ikke at skulle forholde sig til nogen. Og sådanne dage kan vi alle have brug for nu og da.

Men livet bliver først til i samvær med andre. Livet skal sættes på prøve og leves mellem mennesker. Der skal ikke spares på livet bag nedrullede gardiner. Livet skal bides i låret, som Benny Andersen udtrykker det.

Når et jeg møder et du kan der ske mirakler. Hvis vi sætter livet på spil. Ikke hvis vi lever det sikre liv, hvor vi ikke lader os ophidse, hvor vi blot er pæne og korrekte, aldrig bliver vrede, aldrig overstadige, går over gevind,  eller risikerer at forløbe os.  Hvor intet virkeligt kan røre os, fordi vi HAR besluttet, hvad vi mener om livets store spørgsmål.

Men der kan ske det mirakel, at der opstår et møde. Et ægte Bubersk møde. Som forandrer vort liv. Som ændrer vejen. Som rykker ved vore fastmonterede holdninger. Som kommer ind til kernen i livets saft og kraft. Som tvinger os til at tænke om igen. Eller gør os klogere. Eller får blodet i os til at rulle lidt lettere og hurtigere. Som får træernes blade til at synes grønnere.

Når to mennesker snakker med hinanden, er det ikke en relation, men et forhold, der opstår, siger Martin Buber. Hvis vi vel at mærke tør betragte den anden, du'et, som andet og mere end et det. Det er ikke længere et subjekt, der betragter et objekt, men der er to subjekter, der fører en fælles samtale. De åbner for sig selv, og lader den anden komme ind i deres subjektive rum. Man kan undertiden have et jeg-det-forhold til et andet menneske, men man kan kun blive et ægte jeg i relation til den anden som et du, hvor jeget helt er udleveret til den anden i fri og åben dialog. Det specifikt menneskelige er ikke jeget, men forholdet mellem jeget og duet.

Og ja - det kan være farligt, i betydningen at det kan rykke ved noget, som vi måske helst ville have skulle slumre sødt og uberørt.  Vi udsætter os selv derved. Vi gør os også sårbare. Og vi slipper frivilligt kontrollen, og det er der rigtig mange af os, som absolut ikke er vant til.

Det betyder ikke, at vi ikke må være besindige, afbalancerede mennesker, og at vi bare kan vade ind over andre menneskers grænser. Slet ikke. Men det betyder, at vi kommer med alt det, som er os selv, og at vi tror på, at hvis vi vil leve et autentisk liv, så møder vi den anden i åbenhed og tillid og med hele vort væsen.

Det er ikke ethvert menneske, man kan det overfor, men som Løgstrup siger, er vi alle født med en grundlæggende tillid til andre mennesker. Det er først, hvis vi får grund til at være forbeholdne, at vi bliver det. Og det er heller ikke ethvert samvær med en anden, der bliver til et Bubersk møde.

Men når det sker, er det en salighed. Det er dér, livet bliver til. Det er dér, troen på livet genopleves. Det er dér, meningen med livet kan udfolde sig. Det har aldrig noget at gøre med at få RET, og det har heller ikke noget at gøre med at ville omvende den anden. Nej, det er mødet selv, der bliver det overraskende og uforudsigelige - og det jublende glade.

Men det kræver, at vi tør...

søndag den 19. januar 2014

Hundelorte og al deres væsen

Skal folk selv fjerne deres hundes lorte fra fortovene? Selvfølgelig skal de da det! Og når de så ikke gør det alligevel, skal nogle andre jo så gøre det! Så er den ikke længere.

Der er rigtig mange ting, "folk" skal og bør! Og som de ikke gør alligevel. Sådan er det at være "folk".  Det gælder lige fra at holde tilbage for en bil, der har svært ved at komme ud på vejen, til at holde op med at ryge, drikke, overspise, bande, råbe op, smide affald i naturen osv osv. Hvor er der dog meget, vi godt ved, vi skal, men som vi ikke gør alligevel. Eller som vi godt ved, vi IKKE skal, og som vi gør alligevel.

Men der er altså grænser for, hvad jeg gider at hidse mig op over. Man skal vælge sine kampe med omhu, har jeg hørt. Og den med at pukke på hundeejerne gider jeg ikke skal være en af dem. Det er meget sjovere at sætte et dannebrogsflag i hundelortene, som der var en morsom pensionistkampagne om for mange år siden. Det er sådan lidt hippieagtigt, og det kan jeg som gammel hippieagtig kvinde godt lide. Der er noget humor i det. Noget afvæbnende. Noget "kom nu ned på jorden agtigt" over det. Herregud - en hundelort!!

Jeg kan da godt forstå, at pædagoger og forældre kan blive trætte af at tørre hundelorte af børnenes støvler. Og hvem har ikke prøvet at komme ind og opdage en mistænkelig plamage på gulvtæppet, og en dertil umiskendelig dunst omkring skoene? Smadderirriterende! Og så er det altså heller ikke værre!

Eller også er det en rigtig god øvelse i at lære tålmodighed. Tålmodighed med ens medmennesker, som af dovenskab, glemsomhed, uvidenhed, ligegyldighed, eller hvad ved jeg, ikke har fjernet "deres" hundelort. Men helt ærligt: Hvem har ikke oplevet at være doven, glemsom, uvidende og lide af ligegyldighed i en eller flere sammenhænge? Og hvis man selv har prøvet det, skal man så ikke være overbærende overfor sine medmennesker?

Jeg har to meget flotte krukker med blomster - eller gran p.t. - stående udenfor min gadedør. Min nabo har to hunde. Det er jo da nærliggende, at de pisser op ad mine krukker, når de kommer ud af naboens dør, som ligger en meter fra min ca. Min nabo spurgte en dag: "Du vil vel helst have, at de ikke tisser på dine krukker"? "Ja, det vil jeg da helst", sagde jeg. "Jeg prøver altså også på at få dem til at lade være", svarede hun. I nogle dage gik jeg og spekulerede på, hvordan jeg kunne udtænke de mest bestialske metoder til at få dem til at lade være med at tisse på mine krukker. Der bliver nemlig nogle våde pletter op ad mine krukker, efter deres tisseri. Og når jeg nu har investeret i nogle meget smukke krukker, ikke? Jeg var ude i noget med noget ildelugtende pulver eller lignende, som hunde ikke kan lide. Indtil jeg kom til at grine ad mig selv. Herregud da. Noget hundepis!! Jamen altså...

Så nu lader jeg dem pisse op ad mine krukker, og når jeg parkerer min bil ved fortovet, og kigger på mine krukker, kan jeg altid se, om naboen har været ude at lufte sine hunde. Tænk, hvis hun ikke havde været det en dag? Ja, så måtte der jo være noget i vejen, hun kunne jo f. eks. være syg, det var jo da vigtigt for mig at vide.

Jo jo, det viser sig jo, at der er megen mellemmenneskelig psykologi i, hvordan man forholder sig til hundelort og -pis.

Så der er nok ikke noget at sige til, at der har været en så ophedet debat i gang om, hvorvidt kontanthjælpsmodtagere skulle/kunne fjerne hundelorte. Når man sådan tænker efter.....

mandag den 13. januar 2014

Engle: Viden eller tro?

Efter at jeg havde skrevet mit sidste indlæg "Findes der engle", fik jeg et par kommentarer, som fik mig til at tænke videre. På troens mange lag. For jeg tror, det er med troen som med et løg: Man kan skrælle lag efter lag af. Alle lagene ER løg, og jeg ved ikke, om kernen er mere løg end alle lagene.

Men lad os bare bruge løget som billede på troen. Og i denne sammenhæng: Troen på engle.

Vi skræller først det alleryderste lag af, som er det, der beskytter det hele. Det yderste lag kan vi kalde: Nej, der findes ingen engle.
Når vi har skrællet dette lag af, kommer vi ind til næste lag. Det hedder: Måske findes der engle. Hvordan kan jeg vide det. Her er ordet "vide" nødvendigt at definere. For "vide" i naturvidenskabelig forståelse af ordet, kan vi vel ikke. Det ville kræve, at det kunne efterprøves, noget måleapparatur, en indpasning af begrebet engle i den jordiske forståelse af lovmæssigheder.

Næste lag. Det er det lag, hvor der er nogle mennesker, som hævder: Jo, der findes engle! Og så må jeg spørge: Hvordan kan de udtale sig om det?

- De kan have læst om dem i det gamle og det nye testamente
- De kan have læst og hørt om dem andre steder
- De kan have hørt andre mennesker fortælle om, hvorfor de tror på engle
- De kan selv have oplevet noget, som får dem til at tro på engle

Men uanset hvilken af ovenstående sætninger, man kan sige ja til, så bygger det på tro, d.v.s. en subjektiv vurdering af, hvad der har været på færde i en given situation. Uanset om man har mødt engle i drømme, i en situation hvor man er blevet reddet, har set engle selv, - så er det én selv, som tolker det som en engel.

Er engle mennesker, som optræder "engleagtigt"? Eller er de selvstændige væsener, som kan materialisere sig nu og da? Se, det er dét, jeg gerne vil vide. For når jeg selv tolker den situation, jeg beskrev i mit sidste indlæg, som at der har været engle på spil, så ved jeg godt, at det er en subjektiv tolkning, som på et trosplan giver mening for mig. Og jeg ved også godt, at jeg ikke kan "bevise" det.

Men lad os være ordentlige og ærlige. Og lad os forsøge at nå hinanden i forsøget på at forstå, hvad der kan være på færde. Jeg har læst masser af beretninger om mennesker, som mener de har været ude for engle, og det er fint med mig - på et trosplan.

Men er engle et begreb, som man kan "vide" noget om?? Se, dét vil jeg gerne vide ;)


Findes der engle?

Findes der engle? Altså nu om dage?

Jeg ved det ikke, men jeg er kommet til at tænke på en situation, jeg var ude for for mange år siden, som gjorde,  at jeg tror, der findes engle, også nu om dage.

Jeg var i bil på vej ud til en veninde, fordi mine nerver hang i laser. Det var kort før min skilsmisse. På vej derud punkterede jeg på det ene forhjul. Jeg ved godt, at jeg ikke må køre med et punkteret hjul, men jeg SKULLE frem. Det var før mobiltelefonernes tid. Jeg fik bilen humpet ind på p-pladsen hos min veninde, og steg ud.

To mænd kom gående hen imod mig, de lignede far og søn. "Du er punkteret", sagde de til mig. "Ja", svarede jeg modløst. "Lad os lige ordne det", sagde de. "Vi har et værksted lige her henne". Og så gik de hen til en af garagerne i et større garageanlæg og åbnede porten. "Vi skal nok klare det her, så kan du komme tilbage om en lille times tid", sagde de.

Jeg tænkte ikke særlig klart, men var da utrolig taknemmelig, og jeg gik så ind til min veninde, og fortalte hende historien. Hun vidste ikke noget om et værksted eller de to mænd, men efter en time gik jeg ud for at se, hvordan det stod til. De var færdige med bilen, og jeg spurgte dem, hvad de skulle have for det. "Ikke noget", sagde de. Jeg åbnede bagklappen, og der lå nogle øl i bagagerummet. "Jeg vil gerne give jer disse så", sagde jeg. "Tak, men vi drikker ikke", sagde de. Og efter endnu engang at have takket dem, tog vi afsked med hinanden.

Senere prøvede jeg at finde mændene og værkstedet, men der var ingen, der kendte til noget værksted der, og ingen vidste, hvem de to mænd var.

Men uanset om der "findes" engle eller ej, så optrådte de to mænd som engle for mig denne aften, hvor jeg var totalt fyldt op af problemer.

Og andre gange i mit liv har jeg også oplevet, hvordan mennesker har været engle for mig, men det må jeg fortælle om en anden gang.

lørdag den 4. januar 2014

Bandeord - slut med dem!!!

Jeg har et nytårsforsæt i år. Jeg vil holde op med at bande. Det lyder grimt og er en dårlig vane. Og jeg, der går meget op i, hvilke ord, man bruger, og hvordan man udtrykker sig, kan ikke være bekendt ikke at kunne udtrykke mig smukt og forståeligt uden brug af bandeord.

Det ville have glædet min salig moder. Hun nævnte ofte, at jeg bandede for meget. Dengang syntes jeg, det var lige meget, ja faktisk syntes jeg, at det var lidt friskt af mig at trodse sådan en gammeldags ting, som at der skulle være noget forkert i at bande. Men jeg har skiftet mening og synes, det må være et overkommeligt nytårsforsæt.

Nu ved jeg jo godt, at ordet "sgu" ikke længere er et bandeord, men bør betragtes som et "småord" på linje med ordene "jo" og "da" f. eks. Kan vi ikke bare helt udelade disse småord? Nope, for de har faktisk en betydning. Ordet "jo" indikerer en samhørighed med den, man taler med/skriver til. "Du ved jo godt, at han altid læser avis på denne tid...." Her er en fælles holdning til emnet forudsat. Hvorimod hvis jeg skrev "Du ved godt, at han altid læser avis på denne tid" - så ville jeg være mere moraliserende og/eller dekreterende. "Jo" indikerer også noget andet. Læs dette afsnits første sætning. Her er ordet "jo" indsat ikke blot for at tilkendegive et fælles fodslaw men også for at være lidt forsoren overfor læseren. For ligesom at komme eventuelle indvendinger i forkøbet.

Ligeså med ordet "da". "Du ved da godt, at han altid læser avis på denne tid". Her siges ret meget med dette "da". En lille korrekselse a la "Har du glemt det"? En lille antydning af "kom nu ind på banen til vi andre" En anelse fornærmethed over, at du ikke husker det.  Og igen en forsorenhed i forhold til det mere hårde "Du ved godt, at han altid læser avis på denne tid". Den sidste sætning er hårdere end med det lille "da" puttet ind.

Betyder ordene "jo" og da" så det samme? Nej ikke helt! Prøv at smage på sætningerne og føl forskellen. "Jo" er mere inkluderende end "da".

Sådan er det også med "sgu". Oprindeligt betød dette bandeord "så sandt Gud er til" forkortet til "sågu" og efterfølgende til "sgu". Altså en understregning af, at det sagte har sandhedsværdi. "Du ved sgu godt, at han altid læser avis på denne tid" - her er "sgu" en forstærkning både af et eventuel "jo" eller "da", og har derudover sandsynligvis også med kulturforskel at gøre.

Så vidt, så godt. De rigtig slemme bandeord er i min ordbog alle dem, som ender på -edme: Kraftedme, fandme, satme og lign. Det betyder faktisk: Gid kræften må æde mig, hvis.... Eller fanden æde mig, eller satan æde mig. Det mener vi forhåbentlig ikke, og det er da en forfærdelig ting at sjakre om at kræften, fanden, satan eller hvad/hvem som helst må æde én.

"Hold kæft" anses også for et bandeord, selv om jeg synes, det har en lidt anden farve. Selve ordet "bandeord" kommer af "forbandelse", altså ord eller sætninger, man slynger ud som en bekræftelse på noget sagt, som en besværgelse, heraf også ordet "at sværge".

Men nu vil jeg altså gerne kunne bruge sproget farverigt, ordrigt og differentieret uden brug af disse eder og forbandelser og denne sværgen. Det lyder ikke pænt, det er en dårlig vane og jeg er jo i bund og grund enig med Grundtvig i, at ord "skaber hvad det nævner". Og hvorfor ikke skabe god energi i stedet for dårlig, grim og slet?

Så det er altså mit nytårsforsæt. Spændende hvor lang tid det vil tage at aflægge denne vane!!!!!