Mit rabarberkvarter!

I en gruppe på facebook, blev ordet rabarberkvarter nævnt, og der blev spurgt, om folk kendte dette ord. Det fik mig til at tænke tilbage. For jeg er født i et rabarberkvarter.

Mine forældre var forlovede i 3 år, inden de havde råd til at blive gift. For min far var uddannet uddeler, som det dengang hed. Senere kaldtes det vel kommis. Selv kaldte han sig købmand, skønt han også havde haft et ismejeri og en brød og konfektureforretning; men havde en købmandsbutik de sidste mange år af hans erhvervsaktive liv. Men i 1948 havde mine forældre penge nok til at kunne købe sig en lille "brød og konfekturebutik" i det rabarberkvarter, jeg vil berette om.

Året efter blev jeg født, og vi boede her til jeg var 4 år. Jeg husker rigtig meget, og meget langt tilbage. Velsagtens fordi jeg talte tidligt, far fotograferede meget, og der altid er blevet talt meget om denne tid i min familie.

Op til butikken boede vi i en lille et-værelses lejlighed. Man gik fra butikken ind i køkkenet, som også var en lille gang ind til stuen. Mor bankede altid på køkkenlågerne, inden hun åbnede dem, så musene kunne nå at forsvinde. I stuen stod bl.a. den sovesofa, som mine forældre sov på de første 2 år. Selv havde jeg en lille bambusseng, som man brugte det dengang. Ca. på det tidspunkt, hvor min ældste bror blev født, fik mine forældre et rum ovenover vores lejlighed, og det blev nu brugt som soveværelse.

I huset boede desuden 2 familier på 1. sal, og 2 familier på 2. sal. Men i hele karreen boede mange familier. Min mor var det, man kaldte "medhjælpende hustru" i butikken. Men ellers var de fleste "koner" hjemmegående, i hvert fald mens børnene var små. Mændene arbejdede, en del af dem på gasværket, som lå bag vores karre. Og en del på havnen, "i fisk", som vi sagde.

Der var ingen i hele området, som havde særlig mange penge. Men man klarede sig, som man nu kunne. Biler havde ingen, men cykler havde de fleste voksne. Om søndagen kørte en del af disse familier i samlet flok til stranden eller i skoven, eller en sjælden gang i et sommerhus, som en eller andet havde lånt. Det foregik ofte med et barn i cykelkurv på styret, og et andet på bagagebæreren, enten i en stol, eller også direkte på bagagebæreren.

Ved stranden legede vi børn jo i sandet og vandet. Men de voksne legede også. Vi og de sprang buk, legede "to mand frem for en enke", slog kraftspring, spillede rundbold og lignende. Vi havde selvfølgelig selv mad med og kaffe til de voksne og saftevand til børnene. Flere havde også bagt kage.

Det var et enkelt liv, til tider et hårdt liv. Men også et glad liv. For alle var i samme båd. Ingen var mere end andre, eller havde mere end andre. Dog husker jeg et tilfælde, hvor mine forældre skilte sig ud. Det normale var jo at købe på klods/afbetaling. Men mine forældre havde den holdning, at de først sparede op til det, de gerne ville have, og ingen af dem røg cigaretter eller pibe. Det var ellers almindeligt. Men så købte min far en radio. Og det gik som en løbeild gennem hele området: "Har I hørt det? At Basses har købt en radio - KONTANT" ???

Tonen i karreen var venlig, hjertelig - og man lånte gerne af hinanden, hvis én var udgået for et eller andet. Men, som sagt, pengene var små. En af konerne førte regnskab, hver gang manden kom hjem med penge, og når alt det faste var betalt, kunne der lige blive til cigaretter (det skulle til!), et rugbrød, margarine og en pose sukker eller puddersukker. Og måske et franskbrød. Det fortalte hun selv.

Selvfølgelig blev der også sladret. Min far havde fra bl.a. sin uddannelse og sine tidligere jobs som uddeler lært IKKE at deltage i den slags. Og også fra sin egen familiebaggrund, men det er en anden historie. Han gled gerne af overfor evt. sladder. Og mor havde med sig fra sit hjem, at der helst ikke skulle siges noget dårligt om andre. Men helt undgå det kunne de ikke. Der var f. eks. en kone, om hvem man sagde at hun var hypokonder. Desværre for sladderen døde konen efter nogle år. Jeg husker min egen mors beskæmmelse, da hun måtte erkende, at denne kone jo havde været reelt syg.

Man hjalp hinanden hvor man nu kunne. Vidste, hvem der var dygtige fødselshjælpere, f. eks. Passede også hinandens børn, hvis det var påkrævet - og det var det kun i helt særlige tilfælde, man brugte ikke sådan noget fint noget som babysittere.

Mine forældre fik venner for livet. HELE livet. Selv begyndte jeg jo at komme hos flere af dem, der boede der, uanset om de havde børn eller ej. Jeg var yderst velkommen. Og som en del af dem blev mine forældres venner, blev jeg selv veninde med nogle af deres børn. Vi bankede på hos hinanden, og man blev altid lukket ind, sådan husker jeg det i hvert fald.

Og selv om der ser helt anderledes ud nu, end der gjorde dengang for næsten 70 år siden, bor jeg nu i selv samme rabarberkvarter, og har gjort det i 27 år. Men i dag regnes området ikke som et rabarberkvarter. Dog - de ældste esbjergensere ved jo nok, at når man bor øst for banen, er man ikke så fin, som dem der bor vest for. Mærkeligt, eftersom esbjergensere ellers regnes for temmelig usnobbede. Og huspriserne er stadig lavere her, end i vesterbyen. Det griner jeg noget af nu, og jeg kan ikke få øje på andre grunde, end lokalhistoriske. Men de kan åbenbart hænge længe ved.

Har du fået dit GRIN i dag?

En god ven sagde på et tidspunkt til mig, at han syntes, jeg opførte mig meget ukvindeligt, når jeg slog en ordentlig skvalder op! Jeg blev temmelig overrasket, for jeg har aldrig tænkt på, om mit store grin var kvindeligt eller ej, og da slet ikke, om jeg derved forhindrede mig selv i at score.

Når jeg tænker tilbage, har jeg altid grinet meget - og stort. Med åben mund og dobbelthager, og så tårerne randt. Da jeg gik i 6. klasse var jeg mere optaget af de omkringfuttende hormoner hos begge køn end af fysik- og kemitimerne, og kunne heller ikke rigtig tage timerne  helt alvorligt. Hvilket fik min, ellers overbærende, fysiklærer til at udbryde: "Ingrid, KAN du ikke lære at LE lidt behersket"! Samme fysiklærer besøgte jeg en hel del år senere sammen med en ven, som var i familie med ham. Min ven spurgte, om han kunne kende mig. Næ-æ, han syntes ikke rigtig, der var nogen klokke, der ringede. Indtil jeg åbenbart grinede. "Ingrid", sagde han så!!
Ak ja - men det er vel ikke det værste at kendes på.

Da jeg blev 30 og boede i Silkeborg, ringede min mor for at ønske tillykke. Vi havde en gemytlig snak, og hun spurgte, hvordan det så var at være blevet 30. "Tjah, sagde jeg. Det værste er nok, at jeg nu nok er blevet så voksen, så jeg ikke længere kan tillade mig at slå en skvalder op"!. "Hvorfor dog det"? svarede mor. Se på far og mig. Vi er 58 og 60 og vi griner da begge, så tårerne triller. Og det var helt i overensstemmelse med sandheden. Mor kunne grine, så hun blev helt rød i ansigtet og langt ned på halsen, hendes øjne fik en helt anden form, og hun kunne slet ikke holde op. Og far grinede, så han først smed brillerne og tørrede øjnene, og bagefter måtte slipset også af.

Jeg er også sådan én, som griner af mine egne vittigheder. Det synes mine børn ikke altid er sjovt! Og heller ikke altid mine vittigheder. Jeg har tidligere begået et blogindlæg om far- og morvittigheder, så jeg skal spare jer for flere.

Mine tre brødre griner også højt og larmende. Dog har de hver deres måde at gøre det på. Min ældste bror er nok den mindst larmende. Hvor de to andre helt kommer op på siden af mig. Og når vi er sammen, så griner vi også rigtig meget. Og vi snakker også højt og i munden på hinanden. Andre mennesker synes nogle gange, at vi afbryder hinanden. Det lægger vi ikke selv mærke til, og derfor bliver vi ikke sure på hinanden. Smart, ikke?

Jamen altså! Er det ikke GODT? Det har altså aldrig generet mig, at de (eller jeg selv) grinede højt og larmende. Men det HAR måske generet andre? Det har jeg heldigvis glemt. Og det er bestemt ikke noget, jeg nu i min høje alder har tænkt mig at lave om på. Nærmest tværtimod. Ethvert godt og hjerteligt grin af enhver størrelse, er jeg helt sikker på, er livsforlængende. Og jeg er også ganske sikker på, at det smitter. Og det er vel GODT, ikke? Jeg har efterhånden fået en del rynker, og det er ikke kun SMILE-rynker, men så sandelig også GRINE-rynker. Og de må gerne være der!

Har du fået dit grin i dag? Hver dag skal man have MINDST et! Og er der ikke andet indenfor rækkevidde at grine af, kan du altid grine af dig selv! Det er OGSÅ sundt!!!