søndag den 31. marts 2013

Evolution eller bibel?

Jeg gider ikke skændes om, hvorvidt evolutionslæren eller Det gamle testamente har "ret". For mig at se er der intet til hinder for, at begge dele har "ret". Der er bare tale om to forskellige lærer, og dermed to forskellige sprog,  som man ikke kan blande sammen. Naturvidenskab og teologi skal og bør ikke skændes, for de handler om to forskellige ting. Naturvidenskab handler om "hvordan", hvor religion handler om "hvorfor". Derfor kan naturvidenskabsmænd, som for eks. Niels Bohr og Jens Martin Knudsen godt være både forskere og kristne.

Der går først kuk i den, hvis de to videnskaber forsøger at tale udfra den anden videnskabs sprog, og forsøger at "forstå" den anden, udfra det forkerte udgangspunkt. Op gennem historien har vi set eksempler på, hvor galt det kan gå, når f. eks. den katolske kirke har fastholdt, at jorden er midtpunktet, og at solen kredser om jorden, eller at jorden er flad. Og vi har set, hvordan religionen har forsøgt at regne på, hvor gammel menneskeheden er udfra Det gamle testamentes fortællinger om menneskets oprindelse.

I vore dage ser vi mest det omvendte, nemlig at ateister hævder, at bibelen ikke taler sandt, når den beskriver verdens skabelse.

Man kan sige, at i det ene tilfælde tales der hjernens sag. I det andet tilfælde hjertets. Og skønt man ikke bør tage hovedet under armen, når man taler hjertets sag, og heller ikke bør se bort fra den åndelige dimension, når man taler hjernens sag, så er der dog forskel på måden at tale på, og dermed budskabet, som man ønsker at videregive. Jeg ville sådan ønske, at man ville indse dette.

Evangelierne er ikke skrevet for at gengive en historik. De er skrevet, fordi evangelisterne har haft noget på sinde, som sandsynligvis har forandret deres liv. De ønsker at fortælle, hvad der skete ud fra et forkyndelsesperspektiv. Hvad var det, som var så helt ekseptionelt, at det forandrede deres liv, og manges liv med dem? Derfor er det halsløs gerning at ville rekonstruere historien udfra evangelierne. Der er sammenfald i de tre synoptiske evangelier, og noget der er særstof, og der er en kilde, kaldet Q, som de alle tre har trukket på, men som vi indtil videre ikke har fundet. Og Johannesevangeliet står som et særskilt vidnesbyrd i mere græsk stil, nogle vil endda kalde den gnostisk. Men alle fire evangelister har haft noget på sinde, som var helt afgørende. Kan hænde, at de har "pyntet" på visse hændelser, for bedre at kunne fortælle, hvad der var det helt afgørende. Men det forandrer ikke, at de alle fire har et fælles ærinde: At forkynde Jesus som Kristus, frelseren - skønt de lægger vægten forskellige steder.

Og som vi mennesker er forskellige, lægger vi også vægten forskellige steder. Nogle af os vil tiltrækkes af Jesu liv, andre af os af hans ord, og andre igen af hans død og opstandelse. Og skønt det hele hører sammen, kan vi mennesker vanskeligt rumme det hele på én gang. Derfor har vi også brug for igen og igen at høre de samme historier: Om nogle forvirrede kvinder, som kom ud til en tom grav, om nogle disciple, som først ikke skulle nyde noget af at høre sammen med den korsfæstede, men som efter pinsen ikke kunne andet, end at fortælle om den opstandne, skønt de bare var fattige fiskere og absolut ikke lærde mænd. Om et liv, som er så helt fantastisk, og som bryder med naturlovene, fordi det er Gud selv, som i form af en søn, kommer til jorden.

Jeg kan godt forstå, hvis der er mange mennesker, som via hjernen har svært ved at tro på dette. Men jeg kan endnu bedre forstå de mennesker, som via hjertet higer og længes efter denne forståelse og fortolkning af livet. Vi er født med en anelse om, hvorfra vi kommer, og hvorhen vi går.
I dag er det påskedag, glædens dag, opstandelsens dag. Her, hvor kristendommen begynder. Uden opstandelsen var der ingen kristendom, derfor er påsken den væsentligste højtid for kristne.

Glædelig påske!!


onsdag den 27. marts 2013

Glædelig påske!!

Der må være udbrudt krig! Eller hungersnød! Eller generalstrejke! Der må være varslet jordskælv, oversvømmelse, vulkanudbrud, meteornedslag!

Dum dag at tage i Bilka! 90 pct. af Danmarks befolkning var der. Og de hamstrede! Personalet kunne ikke følge med til at fylde op.

Vi har frysere, vi har køleskabe, der er åbent alle dage. Helligdage er noget, fanden har skabt, men ham har vi da heldigvis fået has på. Alligevel køber vi ind, som om vi skal leve under jordens overflade i månedsvis. I Kolding Storcenter hørte jeg, at personalet sagde, det var "værre" end juleindkøb! Måske det er ved at gå op for befolkningen, at påsken er en større højtid, end julen? Nå ikke! Øv!

Kom ikke og sig, at danskerne ikke fejrer helligdagene. Det gør vi. I stor stil. Vi æder!! Morgen, middag og aften og indimellem. Eller vi laver brunch, som følger alle landes metoder: Æg, pølser, bacon, rundstykker, oste, marmelader, scrambled eggs, ristet brød, pandekager, ahornsirup, yoghurt med solbær, jordbær, naturel, peach melba, hindbær, vanille, - müsli med chokolade, frugt, naturel, crispy, nødder, mandler, peacan, - og pålæg: Skinke, lufttørret, soltørret, kældertørret, frisk, saltet, røget, - og laks, rejer, sild, - crossanter med hønsesalat, skinkesalat, æggesalat, forårssalat, russisk salat.

Og espresso, cafe latte, kaffe med mælkeskum, med sirup, med uden noget i, med sukker, thaite, hybente, hyldeblomstte -

Vi har finanskrise, skulle jeg hilse og sige. Det skider vi nordsøfiskere på! Vi har arbejdsløshed, skulle jeg hilse og sige. Hvad generer det store ånder.

Brød og skuespil, blev der sagt i det gamle romerrige, vistnok. Så holdt folket kæft! Nu mangler vi bare, at der kommer noget ordentligt i fjernsynet, så er den påske klaret!!!

Glædelig påske!

tirsdag den 26. marts 2013

Johannes hjælper farmor!!!

Mit barnebarn Johannes på 5 år er på besøg. Her forsøger jeg at gengive en af vore samtaler:

I: Johannes, kan du ikke lige lære farmor, hvordan man spiller det der "The last driver" på min I-pad? Jeg dør hele tiden, når jeg spiller det.
J: Jo det kan jeg sagtens. (Johannes går ind på ikonet og klikker spillet frem).

J: Nøjjj, farmor, sikke mange point du har samlet. Vi skal lige ind i den her (han klikker ind på noget, jeg ikke har set før. Jeg kommer i tanke om, at hans far har fortalt, hvordan han selv havde samlet en masse point, men næste gang han skulle ind på sin I-pad, havde Johannes købt for det hele)
J: Her kan du købe forskellige biler, farver, udstyr og beskyttelse (Han viser mig det pædagogisk, hver gang han nævner noget nyt). Du skal ikke betale noget, det hedder bare "købe" i den her leg.  Du kan også få nye dæk. (Han giver min bil nye dæk)

J: Se, hvor fine de er (han vender og drejer bilen)
I: Hvorfor skal jeg have nye dæk?
J: Det er godt at have, kan du ikke se det?
I: Det ved jeg ikke rigtigt!

Han går ind på "play" og begynder spillet. Efter 2 sekunder forstår jeg godt, at jeg hele tiden dør.
I: Hold da op, jeg vidste da slet ikke, at man også kunne trykke på de knapper
J: Den her bruger du til at hoppe med, og den her skyder du med. (Han kan sagtens forklare mig det, alt imens han spiller) Han er kommet meget længere, end jeg nogen sinde har været.

I: Hvordan kan det være, at du er så god til det
J: Det er fordi jeg har prøvet det i lang tid
I: Nåe ja
J: Du skal bare øve dig, farmor!
I Jaja!

Bagefter viser han mig andre spil, og han håndterer dem, som om han aldrig har lavet andet. Jeg er DYBT imponeret.

I: Jamen, hvordan ved du, når du skal dreje?
J: Du skal bare se fremad, farmor!
I: Fremad?
J: Ja. Når han har løbet et stykke, så drejer vejen
I: Jamen, det kan man da ikke se?
J: Jo lige i et sekund, men du skal være hurtig
I: Ja, det må du sandelig nok sige, jeg kan nærmest ikke nå at se det.

J: Vi kan også godt gå ind på levil 1

Nåe ja, jeg er jo begynder, - øh, eller har ikke øvet mig så længe - eller har en dårlig finmotorik - eller reagerer ikke så hurtigt, som den 5-årige - eller har ikke nær så naturligt et forhold til det, som han har.

Jeg er vildt imponeret!!

torsdag den 21. marts 2013

Paradis på jorden?

Jeg støder af og til på udtalelser, som at "kirken bør kunne være et", og "i kirken bør der i det mindste være fred". Ja, jeg kunne også ønske, at alt var lutter idyl her på jorden. Men det ER det ikke, og heller ikke indenfor kirken. Der er store forskelle indenfor folkekirken, og der er frikirker og andre kristne trossamfund ovenikøbet. Der er meget, vi har til fælles, og der er meget, der skiller.
Men jeg mener, at det bør være sådan. Bør ikke det vigtigste af alt, - nemlig hvad vi grunder hele vort menneskesyn på, være til diskussion? Hvis alt er lige gyldigt, bliver det netop - ligegyldigt! Og det er ingen kristne da tjent med. Vi bør til alle tider kæmpe om, hvad der er sand kristendom. Vi bliver måske ikke enige, men hvis vi har åbne hjerter, vil vi lytte til hinanden og lære af hinanden. Men vi har også pligt til at tilrettevise hinanden. Og hvis hele denne proces sker i respekt, og i forvisning om, at vi alle, som levende grene på hovedtræet, kun er ude på at begribe sandheden, ja - så er alt såre godt.

Drømmen om paradis på jorden, om et utopia, hvor alle lever i fred og harmoni med hinanden, er - en drøm! Her på jorden er vi, fordi vi har spist af kundskabens træ om godt og ondt, og vi må derfor lære at skelne mellem det gode og det onde, og - forhåbentlig - vælge det gode. Da vi var børn, var vi naive, umiddelbare, uskyldige. Efterhånden som vi blev voksne, blev vi vidende om det gode og det onde, og dermed skyldige. Overfor hinanden, overfor os selv, overfor Gud. Vi er som famlende børn overfor Gud. Vi leder, vi søger, vi vil så gerne - og så alligevel ikke, for vi mener selv, vi ved bedst, og at vi kan selv. Well, der er den sandhed i det, at vi SKAL selv, og at vi SELV er ansvarlige, der er ingen, der kan tage ansvaret fra os. Men overfor Gud har vi alle uret, som Søren Kierkegaard sagde. Og sikke dog en velsignelse, der ligger i det.

Ingen af vi mennesker kan hæve os op over jorden og se ned på den og dermed overskue, hvad der er "sandheden". Vi må hver især kæmpe os frem til den. Og hvis du higer efter sandheden, så vil jeg lige, for sjovs skyld, give dig endnu et Søren Kierkegaardord:  Kierkegaards pseudonym Johannes Climacus hævder i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), at "Subjektiviteten er Sandheden", og sætter således den troendes lidenskabelige fastholden af sin tro på Kristus over for den videndes objektive forhold til kristendommens dogmer. Og for at gøre det endnu sjovere, siger han senere "....men subjektivieten er samtidig usandheden" . Netop fordi, at overfor Gud har vi alle uret.

Du kan jo evt. bruge den tilstundede påskeferie til at grunde over de ord :-)

onsdag den 20. marts 2013

Har du hemmeligheder?

Det er de underligste ting, man kan komme til at diskutere. Og have forskellige holdninger til. Men som - når man tænker nærmere over det -  kan vise sig at rumme temmelig vigtige ting.

Jeg har vist det, man kan kalde et åbent liv. Så vidt jeg ved, har jeg ingen hemmeligheder. Det er der nogle, som synes er en stor fejl. Selv synes jeg, det er en stor lettelse. For det første er jeg fri for at gå og huske på, hvad jeg har sagt til hvem. Og for det andet mener jeg, at jeg dermed får det mest autentiske liv, der kan fås.

Som filosofisk retning hælder jeg mest til eksistentialismen, og derfor har jeg også det meste af mit liv været optaget af denne ismes holdninger. Jeg har tilegnet mig mit liv i ansvarlighed, både det af livet, jeg selv har været herre over, men - og det er især væsentligt - også det, jeg ikke har været herre over, og som er kommet til mig udefra. Det er alt sammen blevet til MIT liv.

Da jeg var yngre havde jeg store perfektionistiske ambitioner. Og mit livs fiaskoer, forkerte valg, nederlag, holdt jeg for mig selv. Dumheder fortalte jeg kun, hvis der kunne grines af dem. Men engang, da jeg stod i en meget vanskelig krise, oplevede jeg, at jeg krakelerede overfor mine underordnede, - og at jeg ikke døde af det, men derimod fik hjælp. Og da jeg senere var udsat for alvorlig sygdom, blev jeg meget bevidst om, at jeg følte en lettelse og samhørighed med andre mennesker, når jeg bad om hjælp, hvad jeg ikke havde været god til tidligere.  At aflægge perfektionismen og kontrollen med alting var svært, men jeg mener, det er lykkedes efterhånden.

Hemmeligheder? Jeg mener, at jeg forsøger at leve et ordentligt liv etisk set. Og der hvor det mislykkes for mig, er jeg villig til at indrømme det. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle hemmeligholdes. Og hvis nogen har lyst til at fortælle mig, at det eller det er uetisk, så er jeg villig til at høre på det. Det er ikke sikkert, jeg ændrer det, men jeg vil gerne diskutere det. Jeg vil gerne kunne se mig selv i spejlet om morgenen.

Engang imellem er der nogen, der har fortalt mig, at jeg gør mig selv sårbar ved at være åben om alt i mit liv. Det er muligt. Men det var værre at bære de tunge byrder, dengang jeg ikke var åben. Jeg udsætter også mig selv for at få feed back af andre. Det anser jeg for at være et gode, især fordi jeg lever alene, og dermed ikke får det af en partner dagligt. Mine 3 voksne børn er nok de dygtigste til at give feed back, og de får det også af mig. Kunsten er at kunne give og modtage det med respekt og kærlighed. Her er det rigtig godt at have en familie, som elsker en, og som man elsker, at øve sig på.

At leve et åbent liv betyder ikke, at jeg kommer brasende med "det sidste nye" om mig selv i tide og utide. Men det betyder, at der ikke er noget, der er tabu. At ethvert emne kan vendes, når det er tiden til det. Det eneste, der er absolut tabu, er andres hemmeligheder, som jeg har fået betroet. De kan ikke vristes fra mig, det er helligbrøde.

Er du uenig i min holdning til hemmeligheder, så lad mig det vide. Jeg vil gerne vide, hvor jeg evt. tager fejl!

torsdag den 7. marts 2013

Kvindernes indre nationale kampdag

Så nærmer dagen sig. D. 8. marts. Kvindernes dag. Dagen hvor vi kæmper for ligeløn, ligeværd, for at blive set og hørt, og - ikke mindst - for 3. verdens lande. Det sidste er det bedste, for det er så langt væk, så vi passende kan slippe for at gøre andet, end at trykke "synes godt om" på facebook, når vore medsøstre kaster sig ud i alenlange artikler om kvinders vilkår rundt omkring i verden.

Hvad ville der ske, hvis kvinden lagde sin kampdag derhjemme? Hvis hun - bare i en uge - UNDLOD at være førerhunden derhjemme?
Alt ville gå i stå, der ville ikke blive smurt madpakker, børnene ville komme i skole med en rød og en blå sok, der .....næ, næ, næ, stop STOOOOOP - - - jeg mener, hvis kvinden kæmpede med SIG SELV!!!!!

Åh, Gud, - som om vi ikke har gjort det i årevis. Taget kurser i selvudvikling, tabt 10 kg masser af gange, gået i fitnesscenter og....NEJ! Det er ikke det, jeg mener! Det, jeg mener er:
Hvorfor skal DINE normer for, hvornår der er rent i et hjem, gælde? Fordi der ellers aldrig ville blive gjort rent, siger du? Mon dog! Har du nogensinde prøvet andet? Åh ja, siger du. Jeg HAR prøvet at lade alt ligge, for at se, om han dog ikke lettede røven på et eller andet tidspunkt. Ja, det har du sikkert. Med martyrglorien skinnende og selvretfærdigheden osende omkring dig. Jeg vil gerne vædde 10 spritnye gulvklude på, at dette forsøg endte i et skænderi. Startet af dig. Jamen, jeg kan ikke holde ud, når der bliver for beskidt, og han ser det ikke, klynker du i din retfærdige harme. Hvis du ikke kan holde det ud, så gør rent! Jamen, hvorfor skal han ikke hjælpe til? Sagde du ikke lige, at DU ikke kunne holde det ud, når der blev for beskidt. Så det er jo DIT problem! Det hænder da også, at han hjælper mig med at gøre rent, hvis jeg beder ham om det. Men det bliver jo bare ikke gjort særlig grundigt, så. Og han bliver også nogen gange så sur, hvis jeg beder ham hjælpe til, så er det nemmere bare selv at gøre det.

Her spoler vi lige båndet tilbage. Til dengang, I var nyforelskede og lige var flyttet sammen. Du elskede at gå og pynte op, flytte om, pussenusse i jeres hjem. Du elskede at købe ind, lave lækre retter, tænde stearinlys, hygge om ham. På et eller andet tidspunkt - måske når I fik det første barn - måske før - begyndte du at synes, at du tog det hårde slæb i hjemmet. Så vil du have ham på banen. Og hvad sker? Han vil ikke? - - - Tårer, skænderier, skuffelse, hårde ord, hulk!

Det går op for dig, at du har LEGET IDYL! Det var så yyyyyyndigt, at indrette eget hjem, det var så deeeeejligt at hygge om ham. Men så kom hverdagen. Og nu er det så tid at se, om det ER jer to. Om kærligheden KAN bære, at I er to - eller tre. Og hvor du vil eller ikke vil lægge dine kampe - og om du vil eller ikke vil bære konsekvenserne heraf. Tænk dig om.
Tænk dig rigtig, rigtig godt om. For hvad der sker nu, kan gå hen og blive modellen på, hvordan i i det hele taget løser konflikter i jeres forhold.

Jeg har kendt forhold, hvor man aldrig tog den konflikt op. Hvor kvinden til evig tid følte sig som slaven i forholdet. Det var HENDE, der måtte ordne det meste derhjemme, fordi "sådan var det bare gået hen og blevet". Og hun havde pippet nogle gange, men havde ikke turdet tage den store tur, fordi hun ikke kunne holde mandens surmuleri og modstand ud. Han havde jo vænnet sig til, at tingene var sådan, så hvad stak pludselig konen?

Min mand er god til at hjælpe til derhjemme, sagde en af mine veninden. Åh, javel ja. Så han "hjælper til"? Det er altså dig, han hjælper? Det vil jo sige, at det derhjemme er dit? Gu' er det da ej. Det er JERES. Med mindre, selvfølgelig, at I er blevet enige om noget andet. Jeg mener ENIGE. Og jeg roser ham altid, når han har hjulpet til! Gud fri mig vel. Du lyder som en mor til et barn. En, der skal roses: Dyyyyygtig! Stor dreng! Og så kan I kneppe om aftenen? Man knepper sgu' da ikke sin mor!!!

Ja, min mand kommer jo aldrig ind i krogene, når han støvsuger. Jamen dog! Det var dog forfærdeligt. Nej, min mand tror også, alle rum er runde, griner vi så. Nææææ, vi kvinder, vi ER nu de bedste....

Også til børnepasning. Min mand har lovet at være barnepige i aften, - siger hun, som sprunget ud af en 50'er film. Er man barnepige for sit eget barn? Og hun siger: Du skal lægge bleen sådan, nej ikke sådan! Du skal ikke stille sukkeret der! Der skal gøres rent mindst en gang om ugen! Vasketøjet skal lægges sorteret til vask! Vi skal købe stort ind om lørdagen, du skal selvfølgelig med! osv osv.
Hvem siger, at der skal gøres rent i hver uge? Og at der skal købes stort ind om lørdagen? Og at man skal være to til det? Og at sukkeret skal stå der? Og at barnet skal sove der eller der? Hvem er det, der skaber en vatpik til mand, som ender med ikke at kunne noget som helst derhjemme, fordi han ikke kan gøre det godt nok til sin kone? Hvem er det, der synes, at martyrrollen er at foretrække for den sexede kvinde med nullermænd i krogene.

Og hvad er det for en kvinde, som har opdraget en dreng til at være sådan en hængerøv, så han ikke kan sortere vasketøj eller lave frikadeller eller se forskel på en nullermand og en sok? Og hvad er det for en kvinde, som hellere vil have skænderier hver lørdag over indkøb og vasketøj, end én gang for alle - og det kan så passende være d. 8. marts - griber i egen barm og beslutter sig for at det skal fa'me være løgn!!

Ovenstående indlæg har været vist, da jeg bloggede på eftertanke.dk. Men jeg har fået opfordring til at bringe det igen, så det er hermed gjort.

God kamp med dig selv!!!