fredag den 18. april 2014

Kunsten at vride en karklud

Kan du vride en karklud? "Selvfølgelig kan du da det"!, vil du sikkert svare, "det kan alle vel". Jo jo, men kan du gøre det rigtigt?

For jeg kan godt sige dig, at det er der ikke mange, der kan, ifølge min egen selvbestaltede forskning. "Armen, er der nu også noget, der hedder rigtigt med hensyn til at vride karklude", spørger du så måske.

 Og ja, det er der! Det ved jeg! For det har jeg lært i skolen! Det var noget af det første, vi lærte, da jeg fik husgerning, som det dengang hed, i 6. klasse. Vi stod på rad og række med hver vores lille vandfad med vand i og en karklud. Og vores lærer-RINDE, frk. Antonie Nielsen, kaldet Atombomben, skøjtede op og ned af gulvet, mens hun råbende instruerede os i, hvordan man gør.

Jeg vil ikke her kaste mig ud i at forklare og instruere, for det skal først og fremmest ses og efterprøves. Men siden har jeg aldrig vredet en karklud på anden måde. For jeg har jo oplevet denne mådes fortræffeligheder, hvad jeg skal forsøge at berette om.

Da jeg kom hjem til min mor, lagde jeg først godt mærke til, hvordan hun gjorde. Og det skal siges: Min mor har aldrig sprunget over, hvor gærdet er lavest. Hun kunne vride en karklud, så den nærmest var tør bagefter. Og der blev så også lagt godt med kræfter i, og man skulle også helst blive rød i hovedet, få svedperler på overlæben, stønne lidt og bide sig i underlæben imens. Der var ingen, der skulle være i tvivl om, at når hun vred en karklud, så blev det gjort ordentligt.

Men nu havde jeg imidlertid lært den rigtige mådes velsignelser, hvorved man ikke behøvede bruge så mange kræfter, det handlede mere om den rigtige teknik. Ydermere ville man ikke med tiden få ondt i fingrene, hænderne, håndleddene - eller kæbemusklerne. Så jeg gik glad og fro i gang med at fortælle mor, hvordan man i virkeligheden skulle gøre det.

Det skulle jeg aldrig have gjort! Skulle ægget nu til at lære hønen? Havde hun måske ikke vredet karklude adskillige flere år end jeg? Havde hun ikke tjent på de største gårde og været højt respekteret for sin flid og sin kunnen? Var hun måske ikke kommet tidligt ud at tjene, og havde hun måske ikke arbejdet sig op i sit ansigts sved?  Dette var ikke noget, hun sagde, for hun havde meget respekt for, hvad vi lærte i skolen. Men hun formelig osede langt væk af, at det var det, hun mente.

Ydermere kendte jeg jo godt min mor og hendes historie. Og der sad da også en - lille, ganske vist - djævel på skulderen af mig, da jeg viste hende, hvordan man rigtigt gør. "Ja, det er fint, at du har lært det på den måde, men jeg bliver nu ved med at gøre, som jeg gør", sagde hun.

Min far, som så til fra sidelinjen, skulle ikke have noget sagt, for jeg vidste, at han ville holde med mig. Han havde en mere "videnskabelig" indstilling til husarbejdet, og mente ikke, det var nødvendigt at knokle, hvis ting kunne gøres på en bedre og mindre belastende måde. Mor havde f. eks. en opskrift på saftfromage, hvori der stod, at man skulle piske æggehvider, sukker og ribssaft i tre kvarter. Det var godt nok en opskrift fra den gang, hvor man ikke havde håndmixere og foodprocessorer. Men min far, der havde anskaffet en Master Mixer køkkenmaskine, - mest fordi man dengang gik hen og købte færdig flødeskum i fars butik, - mente godt, det kunne lade sig gøre at piske massen i denne maskine, og det ville så nok kun tage højst 10 minutter. Først sagde mor nej, det kunne slet ikke lade sig gøre. Men far må alligevel have fået hende overbevist om, at det måtte komme an på en prøve, for det blev da gjort. Og til ingens (ud over mor) overraskelse, lykkedes det sørme ganske godt, selv om hun tvivlende stod og så til!

Tænk hvad en artikel, jeg læste, om at gøre ting på den rigtige måde, har kunnet afstedkomme :)