Da vi træder ind i den store, runde bygning, er det første rum, jeg befinder mig i, et kæmpestort, cirkelrundt kontoragtigt landskab med borde hele vejen rundt og med kæmpestore skærme ovenover bordene, næsten helt oppe under loftet. Mellem bordene og disse skærme er der noget, som jeg anslår som computere, men de ligner ikke dem, vi kender, for der er næsten ingen knapper eller andre dimser.
Men mit blik fanger skærmene, for her sker der en masse. For mig virker det som negativfilm, der kører her, og jeg forstår slet ikke det, der vises, men kan dog ane en del af disse væsener, som jeg befinder mig iblandt.
Jeg bliver ført ind i et tilstødende rum, som er helt rødt og alle tingene herinde er rødlige. Men vi skal åbenbart videre, så jeg føres længere ind i det ene rum efter det andet. Disse rum er ikke så store, men det er bemærkelsesværdigt, at de alle "er" en farve. Fra det røde rum kommer jeg ind i et mørkt orange, hernæst i et skarpt gult, og så et grønt. Men her kunne jeg næsten ikke trække vejret, så jeg bliver skyndsomt men varsomt gelejdet ind i et tilstødende rum, hvor alt er rosa. Det er meget meget smukt, og mit åndedræt falder til ro. Så føres jeg videre ind i et blåt rum, og her er det, som om jeg er kommet hjem. Det virker underligt, men jeg har sådan en bekendt følelse herinde. Jeg vil gerne blive her lidt, men min ledsager tager mig blidt under armen, og vi skal videre. Nu er vi i et violet rum. Det er den smukkeste violette farve, jeg har set nogensinde. Indigo er måske det rigtig ord for farven, men den er svær at beskrive, for den er så lysende - lidt lige som den farve, der findes i påfuglens fjerpragt, når halen spredes. Og med en glans som en abelonemusling. Jeg føler mig helt fyldt ud af noget uendelig stort og dyrebart - og jeg føler mig endnu mere hjemme her, end i det blå rum. Min ledsager smiler vidende, da jeg "fortæller" ham det. Fortæller gør jeg egentlig ikke, men jeg tænker tanker, som han straks opfatter.
Og så kommer vi ind i et hvidgyldent rum, og her begynder jeg straks at græde, for jeg kan slet ikke bære den følelse af accept og kærlighed, som jeg mærker herinde. Og samtidig af noget helt vidunderligt, som giver mig en dyb lykkefølelse. Jeg ved ikke, hvor længe vi er her, men jeg synker fuldstændig ned i min sjæl og tænker at alt er såre godt. Min ledsager holder mig blidt om skuldrene og stryger mig over kroppen, så jeg bliver rolig.
Endnu et rum kommer vi ind i, og dette er endnu større end det første rum, og jeg kan slet ikke se noget tag. Bagest i midten står der en kæmpemæssig bjergkrystal, så smuk og lysende. Det ser ud, som om en masse lamper oplyser den, men der er ingen lamper at se. Og rundt om ser jeg andre krystaller i forskellig størrelse. Og her møder jeg Athor, som jeg genkender fra mine stenmeditationer. Han er en gammel mand, med et stort hvidgråt skæg og hår. Han bærer nogle lange, mørkeblå/lilla gevandter og han byder mig sætte mig hos sig, for han vil indvie mig i noget, som jeg længe har søgt efter, siger han.
......fortsættes!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar