onsdag den 21. maj 2014

Gu' vil jeg da røv være præcis ligesom før ...

For en del år siden læste jeg en klumme, som hed: Gu' vil jeg da røv være præcis ligesom før, jeg fik børn!

Det var en ung far, som skrev om, hvordan han havde ændret sig, efter at han havde fået børn. Og at en del af vennerne ikke kunne forstå det. Hvorfor skulle en detalje som børn nu afholde ham fra at gå  til fodbold? Eller deltage i nattefesterne? En del af vennerne fortalte også, som om de havde set lyset, om unge par med børn, som bare tog børnene med overalt, væltede ind på alle de cafeer, de kunne komme af sted med, og det ærefulde i at møde op med brandert og børnelift.

Faderen skriver: "Selvfølgelig kan jeg da få en babysitter, smutte med ud og suge en enkelt og i den dur. Jeg gider bare ikke. At få børn ændrede mit liv fuldstændig overdrevent voldsomt meget. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke længes efter nattelivet. Det er bare en anden tid nu, og det ville være absurd ikke at favne det. Det er hårdt at se venner glide væk, fordi man ikke kan mødes om natten mere. Men ikke mere hårdt, end et enkelt blik på min datter med søndagskulde i kinderne kan kurere."

"I stedet for at lege teenagere, skulle I tage hjem og lege far mor og børn. Det er jo det, I er", skriver han. Han synes faktisk ikke, han er blevet kedelig. Han er bare blevet anderledes.

Jeg fandt denne lille klumme i nogle gemmer, som jeg gav mig til at rydde op i i dag, og jeg har haft den fremme nogle gange i årenes løb, fordi jeg synes, at denne unge mand har fattet det. Og jeg husker med beskæmmelse tiden før jeg selv fik børn, og hvor mange af veninderne allerede havde børn. JEG var også nogle gange en af dem, som ikke kunne forstå, at veninden ikke godt kunne more sig som før i tiden. Men da jeg selv fik børn begyndte forståelsen at sive ind.

I dag er det andre problemstillinger, jeg stilles overfor. Der er en del, som ikke forstår, at jeg ikke kan det samme, som før jeg fik fibromyalgi. Jeg ser ikke syg ud, kan stadig snakke med om alt og griner lige så fjollet og tøset, som jeg altid har gjort. Og jeg klarer mig fint, når jeg selv kan bestemme min døgnrytme, hvilepauser, søvn- og spiserytmer bl.a. Og har den hjælp og de  hjælpemidler indenfor rækkevidde, som jeg har brug for. Og jeg går totalt i sort, hvis jeg er i situationer hvor det ikke kan lade sig gøre. Og fordi det aldrig er til at sige på forhånd, hvordan dagen er, hvor mange smerter jeg har, hvordan jeg har sovet osv osv, kan det være rigtig svært at lave aftaler, for jeg kan blive nødt til at aflyse dem med kort varsel.

Herudover har jeg konstant levet med overvejelserne om, i hvor høj grad jeg skulle indvie omgivelserne i, hvordan jeg har det. Det er virkelig træls for andre at skulle høre på min jammer, men jeg bliver også nødt til at forklare min anderledes adfærd. Det har taget sin tid, og jeg er ikke "på plads" med det hele endnu, men det kommer!

Jeg synes faktisk heller ikke, at jeg er blevet kedelig, som den unge mand, jeg beskriver ovenfor, mener om sig selv. Jeg er bare blevet anderledes. Mit liv er blevet anderledes. Og Gu' vil jeg da røv være ligesom før jeg fik fibromyalgi. Ikke tale om. For jeg har fundet andre værdier - mere stillesiddende og muligvis mere indadvendte. Men det er såre godt! Og jeg har oceaner af tid!

Og lige nu er jeg inde i en fase, hvor jeg grunder over tidsbegrebet. (Igen!) Er tid en illusion? En dimension? Og i denne forbindelse er jeg optaget af ritualernes betydning. Overgangene i livet. Fra en tilstand til en anden, fra en situation til en anden. Betydningen af at markere dem - for sig selv og for omgivelserne. Men det må blive i senere blogindlæg :)

torsdag den 15. maj 2014

Hvad betyder ordet "behøver"?

Kommunikationens veje og vildveje!

"Du behøver ikke lave flere retter", sagde han.

Tolkning:

1. Jeg ved, at det tager lang tid at lave flere retter. Er det derfor, han siger det? Fordi han gerne vil tage hensyn til mig og skåne mig for at skulle bruge for lang tid og for mange kræfter på det?

2. Jeg kan ikke spise så meget. Er det en pæn måde at fortælle mig på, at han helst vil nøjes med lidt mindre, men at han jo da ikke vil såre mig ved ikke at spise alle mine retter, hvis jeg nu har lavet dem?

3. Jeg vil hellere have mere af en hovedret.  Kan han i virkeligheden bedst lide at spise tre portioner hovedret, end at få forret og dessert også?

4. Jeg bliver for fed. Er det en pæn måde at bede mig om at hjælpe ham med ikke at tage for meget på?

5. Jeg har det ikke godt i min krop, hvis jeg spiser for meget Men føler han, at det er lidt uforskammet overfor mig og min mad, hvis han siger det direkte?

6. Jeg synes det er spild, at du skal bruge så lang tid på at gøre noget for mig, for jeg kan lige så godt lide kun at få en ret. Fortæller han mig bare, hvordan han helst vil spise?

7. Hvis du gør det for min skyld, er det en fejltagelse, for jeg vil helst kun have en ret. Tror han, at jeg tror, han helst vil have tre retter, fordi jeg gerne vil gøre det så godt som muligt? Og så forsøger han at fortælle mig det på en pæn måde?

8. Men hvis du gør det for din egen skyld, skal jeg da gerne spise det sammen med dig. Ordet "behøver" indikerer også, at jeg da godt må lave tre retter, og hvis jeg gør det, skal han da gerne spise det, som den velopdragne mand, han er.

9. Jeg føler, jeg kommer til at stå i gæld til dig, hvis du gør for meget ud af det. Og det er et problem, for jeg kan ikke lide at skylde nogen noget.

Nu er det slet slet ikke, fordi jeg absolut vil problematisere dette, for jeg kan jo bare spørge ham. Og desuden plejer han at være glad, uanset om jeg laver en eller tre retter mad. Men indtil jeg får det gjort, hygger jeg mig ved at overveje det interessante i hans udsagn, og hvad ordet "behøver" egentlig siger.

Og slige ting kan jeg få rigtig lang tid til at gå med - det ER da interessant, hvad ord og vendinger betyder, og hvor forskelligt vi kan tolke på dem. Og hvor ER der store muligheder for at gå fejl af hinanden, hvis ikke vi får kommunikeret klart. - Men måske er det, i visse tilfælde, slet ikke meningen???

onsdag den 14. maj 2014

Pæne mennesker - og deres pæne kommunikationsform.

Kommunikation er en svær kunst, men ingen af os kan undgå den, med mindre vi lever på en øde ø!
I dag har jeg tænkt over et specielt aspekt ved kommunikation.  Nemlig formen, som jeg vil kalde den. Måden vil andre kalde den. Facon'en. Stilen.

Nogle mennesker kan f. eks. ikke læse, hvad Sørine Gottfredsen skriver, fordi hendes form er temmelig direkte. For dem spærrer formen for indholdet. Det samme gør - eller gjorde - sig gældende med Jesper Langballe og Søren Krarup. Det er også sådan en tidehvervsk ting ikke at gå op i formerne, ikke at bruge tid på det pjat, men derimod koncentrere sig om indholdet. Engang imellem kan man endog fristes til at tro, at de er lidt uforskammede med vilje! Netop for at demonstrere dette forhold.

Nu kan man godt mene, at folk generelt bør opføre sig ordentligt, og hvis man vil nå ud til den brede befolkning, bør man have en facon, som ikke i sig selv frastøder. Alt andet er da dumt, hvis man gerne vil høres.

Men jeg kan godt lide det. Jeg synes, det er dejligt befriende og forfriskende ikke at blive sukret ind i hensynsbetændte ord. Jeg synes, at formen skal understøtter indholdet. For hvordan skal folk forstå, at man er vred, hvis man ikke også i formen viser, at man er det?

I privatlivssfæren kan man opleve det samme. "Du kunne godt have sagt det på en pænere måde", har jeg også ind imellem fået at vide. Det har vedkommende sandsynligvis fuldstændig ret i. Det er ikke oplagte uforskammetheder, jeg er ude i her, - nej, det er enkle og alligevel betydningsfulde ting. Jeg siger f. eks.: Jeg vil gerne have, at du bruger min datters navn, og ikke kalder hende for forbogstaver. Her skulle jeg have sagt: Vil du ikke godt være sød at kalde min datter ved hendes navn, i stedet for at bruge forbogstaverne.

Kan det ikke være lige meget? Nixen bixen, Karen Blixen! I mit udsagn stiller jeg et krav til den anden. I rettelsen er jeg appellerende til den anden. Det føles rarere for den, jeg snakker med (har jeg fået at vide). Til gengæld føler jeg mig mere underdanig i sidste tilfælde, hvor jeg i første ganske enkelt gav udtryk for mit behov. Men det er rigtigt, at det lyder som et krav. Det var det også ment som, så hvorfor skulle jeg skjule det?

Da jeg i sin tid lærte om gestaltpsykologi og -pædagogik, var et af slogan'erne: Bed om, hvad du vil have - græd hvis du ikke kan få det. Jeg synes, det er en fantastisk enkel og god måde at kommunikere på. Jeg ved godt, at konteksten som regel er noget med, at den anden ikke kan gætte ens behov, så derfor bør man melde klart ud, ikke mindst i parforhold. Men den siger så sandelig også, at man skal lære at sige og udtale, hvad det er, man gerne vil have i diverse menneskelige forhold. Mennesker går alt for ofte fejl af hinanden, fordi man tror, gætter sig til, eller netop ikke gætter sig til den andens ønsker og behov. Og krav!

Hvorfor er det ikke et gode at stille krav til hinanden? Hvorfor er der nogen, der synes, at det må man ikke? Vi gør det da hele tiden, må vi bare ikke udtale det, eller hvad? Tænk, jeg synes, at det ville blive meget mere enkelt og tydeligere at kommunikere, hvis man ikke hele tiden skulle gå op i formen.  Men selvfølgelig: Hvis jeg ikke bliver hørt, så...

Ja, hvad så? Så gentager jeg, indtil jeg bliver hørt. Så nemt er det!!!

Og hvad gør man så, hvis den anden ikke vil eller kan opfylde ens krav? - Så græder man. I forskellige grader og betydninger. For du kan eller skal jo ikke tvinge den anden, "med djævlens vold og magt".

Åh, der er så mange misforståelser, så meget ævlevævle, som mennesker roder sig ud i, fordi de ikke magter at sige tingene ligeud, uden omsvøb. Men omsvøbene kan blive så indviklede, så budskabet helt bliver væk. Hvor ser jeg dog ofte det. Og så glemmer man også tit, at kropssproget alligevel afslører en, og hvis det ikke passer med, hvad der bliver sagt, så tror modtageren mere på kropssproget.

Jeg går ind for venlighed, hensynsfuldhed og ordentlighed - ingen tvivl om det. Men redelighed og ærlighed kræver nogle gange en direkthed, som ikke skal sovses ind!! Og hvis du harmes, gør du det sandsynligvis ikke med et smil. DET er i hvert fald den sikre vej til at blive misforstået!



fredag den 9. maj 2014

Hvad gør du, når nogen fornærmer dig?

Hvad gør du, når nogen fornærmer dig?

1. Bliver sur og sætter aldrig dine ben der mere
2. Giver igen af samme skuffe
3. Prøver at retfærdiggøre dig
4. Bliver ked af det

Selvfølgelig kommer det an på situationen, hvem det er osv osv. Men jeg har i den sidste tid oplevet nogle episoder, som har givet anledning til undren.

A går til yoga og er rigtig glad for det. Desværre hænder det, at hun falder i søvn, når der slappes af. Det gør jo ikke noget, men hun kan komme til at snorke. Og det er hun flov over og ked af. Så da det sker - igen - siger yogalæreren: Jeg tror, du skal lægge dig på siden, så kommer du ikke så let til at snorke. Så sker der det, at A bliver fornærmet.  Hun føler sig udleveret, ikke forstået. Så nu er hun bare helt færdig med at gå til yoga. (Reaktion 1.)

B har et møde med sin bankrådgiver. Hun vil gerne have styr på sine pensionsforhold, da hun bliver folkepensionist i år. Bankrådgiveren har fået diverse oplysninger inden mødet, så hun kan forberede sig. Det viser sig, at bankrådgiveren ikke har forberedt sig særlig godt, for der er en del, hun lige skal tjekke under mødet. Bankrådgiveren beklager sig til B over, at hun ikke har givet fyldestgørende oplysninger. Men B bliver fornærmet og tager til genmæle og siger, at bankrådgiveren jo er eksperten, og at hun burde have fortalt inden mødet, at der manglede noget, det er ikke kunden, der skal vide dette. (Reaktion 2.)

En ven har i en mail kaldt C for negativ og kynisk, og det bliver han meget fornærmet over. Næste gang de ses, har C 10 sider med forsvar med, og han fyrer dem af et for et, så vennen helt bliver sat til vægs. (Reaktion 3)

D har glemt et møde med en veninde, Veninden skælder ud i vendinger, så D bliver temmelig fornærmet. Men hun siger ikke noget, fordi hun føler, at veninden har ret, og D bliver bare så ked af det, for hun er glad for veninden og forstår slet ikke, hvordan hun kan sige sådan. (Reaktion 4)

E har købt et par ret dyre bukser, men da hun prøver dem derhjemme, synes hun, de er for lange, så hun går op i forretningen for at se, om hun evt. kan få dem med lidt kortere ben. Hun vil godt have ekspeditricen til at kigge på det, men denne siger, at det er der ingen grund til, for det har hun gjort, og der er ikke nogen, der er med kortere ben. E bliver fornærmet, tager sine bukser og går, og vil aldrig handle der mere. (Reaktion 1.)

Nu har jeg i alle tilfældene kaldt det fornærmethed. Det kunne vel også kaldes meget andet, men for sammenligningens skyld synes jeg, det er interessant at det stort set er samme følelse, der er på spil, skønt årsagen til følelsen kan være vidt forskellig.

Hvordan reagerer vi på fornærmelser? Vender det indad eller udad? Bliver vred eller ked af det? Retfærdiggør os selv eller giver den anden skylden? Hvis man ikke tager til genmæle, bliver man røvrendt, har jeg en ven, som siger.

Ovenstående eksempler siger også noget om, hvor stærkt følelser kan påvirke vores handlinger, og hvor vidtrækkende konsekvenser, det kan få. Det er da ærgerligt at måtte droppe en aktivitet, man ellers er glad for, fordi man har følt sig fornærmet. Det er da en skam ikke at kunne handle i en butik, hvor man ellers får gode varer, fordi man er blevet fornærmet. Det er også anstrengende altid at skulle forsvare og retfærdiggøre sig selv i lange baner. Jeg var engang på et kursus i assertion - det er noget med at kommunikere på en insisterende måde, så man bliver forstået og hørt uden at tromle andre. Men svært at efterleve, skulle jeg hilse og sige!

Nu er disse eksempler jo i småtingsafdelingen. Det er straks værre og langt mere omsiggribende, når nære familiemedlemmer eller venner bliver så fornærmede, så de bryder kontakten helt. Det er godt at vide, at den måde, jeg selv reagerer på, er et valg, jeg har truffet. Jeg KUNNE have reageret anderledes. Det er IKKE den andens skyld, HVORDAN  jeg reagerer.

Det er kun, hvis man vil være et hjælpeløst offer, at man tildeler andre mennesker så stor betydning i sit liv, så man mener, det er deres skyld, hvordan man reagerer. "Han fornærmede mig, så det var hans skyld...." - Ja, men JEG valgte, hvordan jeg ville reagere på den fornærmelse, så det er MIN skyld, hvad konsekvensen blev.

Jeg kender da udmærket til at befinde sig i sine følelsers vold, men der er jo en tid bagefter, hvor man kan tænke efter: Reagerede jeg nu hensigtsmæssigt? Ønsker jeg nu i virkeligheden de her konsekvenser? Hvis ikke, så må jeg lave det om, ændre mine handlinger, sige undskyld, komme tilbage, ja, hvad ved jeg!

onsdag den 7. maj 2014

Hende den sure mokke....


Jeg har ikke helt vænnet mig til at være rollatorbruger endnu, så ind imellem glemmer jeg at tage den med, eller synes da lige, jeg kan klare en eller anden lille ting uden. Det kan jeg så ikke altid.

Jeg kommer med jævne mellemrum på et offentligt kontor - hvilket kan i denne sammenhæng være ligegyldigt. For et par gange siden, fik jeg mega skældud af kvinden bag skranken, fordi jeg stod lænet ind over skranken, og det ikke var min tur. Jeg burde overholde diskretionsstregen, fik jeg i flere vendinger besked på. Det har hun selvfølgelig RET i. Men der var kun en før mig - og jeg ventede på, at skrankedamen skulle dukke op, så jeg blev da noget forbavset over denne skældud. Jeg fik fremstammet, at jeg ikke kunne stå op i længere tid, det var sandelig ikke for at genere nogen, at jeg stod sådan. Og hvis jeg satte mig ned ville jeg miste min plads i køen. Så efterfølgende har jeg altid haft min rollator med, for den kan jeg sætte mig ned på, og stadig blive i køen.

På mit lokale apotek stod jeg også og lænede mig ind over en disk. Men straks kom der en ekspeditrice og tilbød mig en stol. Og jeg blev fulgt ud til døren, som blev åbnet for mig,  og jeg blev hele vejen igennem hjulpet til rette.

I Føtex stod jeg i kø ved kassen med min rollator. En kvinde før mig tilbød mig hendes plads i køen, og jeg takkede glad ja.

I dag skulle jeg så op til "skrankedamen" igen, og jeg besluttede mig for et simpelt kneb. "Sikke da en festlig bluse, du har på i dag", sagde jeg til hende. Blusen var neonpink, og noget dristig til en kvinde i hendes alder, men hvad søren... Hun kiggede smilende op og sagde: "Ja, jeg stod godt nok ved klædeskabet i morges og tænkte: Er den ikke lige lovlig...? Men så tog jeg den altså alligevel på. Og det er jo da forår og fint vejr i dag..."  "Den er da flot til dig og rigtig frisk", sagde jeg. Og sådan fortsatte samtalen glad og fri, mens hun ordnede mine ting. - Der kan man bare se, tænkte jeg. I stedet for at jeg gik og tænkte: Sikke en sur mokke - så fik jeg lige mokken til at smile og tø op. Skal der virkelig ikke mere til? Det var godt nok en læring for mig af de rigtig gode.

Og mit lokale apotek kan godt regne med mig som fast kunde.

Og i Føtex er jeg selv blevet rigtig god til at tilbyde min plads i køen til travle mennesker. Dem kan man næsten altid spotte på lang afstand. Og hvad søren ...jeg har jo normalt ikke travlt. Og tænk: De bliver så glade - lige så glade som jeg selv blev, da jeg blev tilbudt en plads.

Jeg er jo ret vild med den gyldne regel: Vær mod andre, som du ønsker at andre skal være mod dig!

I dette lille indlæg har jeg opdaget en lille krølle på denne regel: Vær mod andre, som du oplever at andre er mod dig, når de gør dig rigtig glad.

Det kan da vist gå hen og blive en ren sport, for det gør mig glad!!!!